Holger
Kapitel 1 *** Norman Schluss havde aldrig før Dania hørt et eneste ord om Holger Danske. Det havde selvfølgelig kun danskerne. Norman Schluss havde med omhu formet sin karriere og sit liv omkring personlig succes, økonomisk vækst, voksende prestige og social anerkendelse. Nu var hele hans livsværk i fare for at styrte sammen. Den amerikanske ambassade i Danmark blev her til aften udsat for et angreb af ukendte mænd, som kastede blå maling mod facaden. Al sikkerhed slog fejl, og end ikke marineinfanteriets sergenter kan give et signalement af terroristerne. De spektakulære billeder af den blå ambassade og de mange blinkende politilys på CNN og derfor i alverdens medier varslede ilde, vidste han. *** Mariann Madsen gned efter samtalen sine trætte øjne, mens hun sad i aftenmørket foran sin bærbare computer. Hun lænede sig tilbage i den høje, sorte kontorstol og krydsede begge ben på bordet. Med hænderne foldet under hagen begyndte hun at analysere situationen. exit$, exitDK, exitM Statsminister Jørgen Carlsen reagerede øjeblikkeligt på aktionen mod den amerikanske ambassade. Mindre end en time efter tonede han frem live på CNN, hvor han malende forsikrede, at hele det danske folk var pinligt berørt over dette luskede og oprørende angreb på USA. Hr. statsminister, spurgte CNN's studievært, hvem mener De står bag angrebet med blå maling på USA? Derefter blev filmen med den blåmalede ambassade og de mange blå blink vist endnu en gang. *** Ole Bang hyggede sig svært, da han tunede ind på CNN og så historien om den amerikanske ambassade. Reportagerne på de sene udsendelser på DR og TV2 var en nydelse at se, han loggede ind på Ritzaus Bureau og læste deres version af begivenheden. Alt i orden. Aktionen ville være i alle aviser og radioer landet over i morgen. Sikke et brag! *** Preben Lynk sad stille på Café Bjørk ved Rådhuspladsen og grublede grundigt over sig selv. 
Den ubarberede, unge mand med golfkasketten tøvede et sekund ved siden af sengen med den sovende kvinde. Han lagde sig på knæ, bøjede sig frem og kyssede hende flygtigt på panden og hviskede kærligt:
“Slå øjnene op, det er bare mig.”
Hun vågnede med et voldsomt spjæt, satte sig stift op i sengen og så sig forvirret omkring i tusmørket uden af se nogen. Stadig på knæ ved siden af den enorme seng var han svær at få øje på.
“Det er mig. Bliv ikke bange,” hviskede han af frygt for, at hun ville trykke på alarmen til nattevagten. Den sad påhæftet hovedpuden.
Et minut gik, før nogen sagde noget i mørket. Hendes åndedræt afslørede, at hun nu var vågen og fattet.
“Tænd lyset, så jeg kan se dig,” beordrede hun myndigt i det særlige tonefald, som absolut ingen turde sætte sig op imod.
På sin katteagtige, lydløse maner gled han over de persiske silketæpper til hendes antikke læsebord, tændte PH-lampen og satte sig stille i den ene stol. Lyset spredte sig dårligt over halvdelen af rummet, men det var nok.
Med det lange, filtrede hår flagrende efter sig kom hun på bare fødder stridende gennem rummet, mens hun bandt bæltet på sin tunge, broderede kåbe. Kvinden gik direkte hen til ham, greb ham i den skæggede hage og rykkede hans hoved bestemt til siden, så hun kunne måle ham tydeligt i lyset.
Hun nærmest gennemborede manden med sit blik. Ikke en mine røbede, at hun ikke havde talt med ham i lange tider. Hun ikke så meget som spekulerede over, hvorfor han pludselig dukkede op midt om natten i hendes soveværelse.
Kvinden vedblev at undersøge hans ansigt, øjne og viltre udstråling med sit intense blik. Endelig sagde hun:
“Er det dig, der er Holger Danske?”
“Ja, Deres Majestæt.”
Han satte hidsigt hovedtelefonen på og kontaktede Mariann Madsen via Skype på Internet.
“Noget er helt ravende galt!” spruttede han. “Jeg har lige modtaget et opkald fra Det Hvide Hus, som udbeder sig en fornuftig forklaring på situationen i Danmark. Hvad sker der?”
“Holger Danske har oversprøjtet den amerikanske ambassade i København med blå maling,” fortalte hun.
“Hvad har han?” afbrød han skingert i mikrofonen.
“En gruppe på 8-10 mænd sprang ud af to forbikørende varevogne og kastede containere med blå maling mod bygningen. Alle alarmer gik, ambassadens spotlights blev tændt, og få minutter efter var der politi over det hele. Gaderne blev afspærret, men mændene var væk. Du kan se det på CNN.”
Norman Schluss rejste sig fra sit skrivebord, lagde computerens hovedtelefon fra sig og stavrede stift over til sit normalt ubrugte TV og zappede hen til CNN. Studieværten var i gang med historien:
Den smukke bygning blev ramt af cirka 20 containere med blå maling, som eksploderede på bygningen. Trykket fra containerne har spredt malingen over hele facaden.
Ambassadens video af aktionen bliver netop nu analyseret af det danske sikkerhedspoliti. Der er ikke megen tvivl om bagmændene for aktionen mod ambassaden. Det menes at være en lokal undergrundsbevægelse ved navn Holger Danske, hvis kendetegn netop er den blå farve.
Holger danske har ingen kendte forbindelser til Al-Qaida, tilføjede studieværten.
“Er “fucking Holger” da gået fuldstændig amok,” råbte han, men Mariann Madsen kunne ikke svare. “Den amerikanske ambassade ... AMBASSADEN!”
Dania havde fået sig et massivt problem, det kunne hun godt forstå. I Norman Schluss' business kunne milliarder af dollars forsvinde med få dages varsel, hvis der opstod tvivl om hans dømmekraft. Hun spekulerede over, om han kunne holde til presset, hvis det kom fra præsidenten.
Milliardæren i New York ville vide at prioritere. Kalenderen lå som sædvanlig fremme, og med sin sirlige håndskrift skrev hun en kort huskeliste:
***
“Der er formentlig tale om en gruppe anti-kapitalister, der kalder sig Holger Danske. Helt uretmæssigt udnytter de en dansk sagnhelts navn. Det er absolut forkasteligt. Alle skyldige vil blive arresteret hurtigt og bragt for en domstol. Personligt synes jeg, at det er en skandale. Det har meget høj prioritet at komme den gruppe til livs.”
Statsminister Carlsen, hvad søger Holger Danske at opnå med dette?
“Jeg ved det ikke. Gruppen har lavet flere uforståelige aktioner, men det her er ikke drengestreger. Den danske regering frygter, at gruppen med dette angreb er ved at udvikle sig til en terrorcelle. Jeg har derfor for en time siden beordret politiets efterretningstjeneste, PET, til at tage affære. USA og min gode ven præsident George W. Bush kan trygt regne med, at vi vil gøre alt for, at den slags hærværk ikke sker igen,” sluttede han, og lovede at Danmark ville erstatte skaderne.
Jørgen Carlsen kom også hele runden af danske medier igennem. Han nød at være på, fordi han kunne optræde som en ægte statsmand og lægge stemme til hele den danske befolknings store forargelse. Han trængte også voldsomt til noget mediedækning, og anledningen var kærkommen og politisk ufarlig.
Han åbnede endnu en lunken Maribo øl og skålede højtideligt med sig selv.
“Godt gået, gamle dreng,” roste han sig selv. “Den er allerede global.”
Selv om han overhovedet ikke var det mindste beruset, kunne han ikke dy sig for at fnise og fnyse flere gange, når han så statsministeren på alle kanalerne. Jørgen Carlsen gjorde præcis det, han skulle. Manden var dygtig, disciplineret og handlede, som Ole Bang havde forudset. Statsministeren tog endnu et dybt spadestik til sin egen politiske grav.
“Nåh, så Holger Danske er ved at blive en terrorcelle! Sikke et perspektiv, hvad? Bare rolig, min ven. Din tid kommer snart,” mumlede han fortroligt til billedet af statsministeren.
Dagen i dag burde fejres, men han havde glemt at planlægge festen. Ikke fordi han havde nogen at fejre sammen med, men et dunkelt sted i hans indre var der en stemme, som hviskede, at det nok burde være med en kvinde. Måske den søde sundhedsplejerske fra Skive. Måske.
Den slidte mand sad tænksomt og drejede på sin vielsesring. Resolut tog han den af for første gang i utalte år. Så rejste han sig og skridtede ud ad døren.
Nu skulle festen starte og det på det helt rigtige sted. Ti minutter senere smuttede han ind ad døren til restaurant Bankeråt i Nansensgade. Den tidligere finansmand elskede stedet for dets udsøgte navn. Publikum var lidt vel ungt og dynamisk efter hans smag, men på den anden side var det jo dagen, hvor hans liv startede igen.
Sådan var planen, og han havde sat processen i gang.
I dag var nøgledag. Preben Lynk havde hentet nøglen til sin lækre og lidt dyre københavnske kvistlejlighed, for første gang i sit liv havde han købt en mountainbike med verdens fedeste kabellås med nøgle, og nøglen til kælderen i Nordsjælland havde han droppet i en kuvert og sendt hjem til Camilla.
Og så havde han været i banken for at leje en endnu større boks til en ny stak dollarsedler.
Mens Preben Lynk nippede til en flaske iskold egoistchampagne, bemærkede han, at flere af gæsterne i Bankeråt bar kongeblå Holger t-shirts. De snakkede hektisk om et eller andet, men han prøvede ikke at lytte efter. Han var ikke nysgerrig, for i dag brød han ud i friheden.
Mens han sad ensom på Bankeråt og nød sin tørre champagne, var Danmark mildest talt i oprør, og han havde haft mere end én finger med i spillet. Nærmere en stor del af armen, men han følte ikke nogen skyld.
Kapitel 2 *** Mariann Madsen var ikke typen, der vandt konkurrencer om popularitet. Hverken som barn eller ung og da slet ikke som voksen. Hun tog den korteste vej til Copenhagen Business School gennem direkte kvalifikationer. Det var hurtigt og effektivt, og hun behøvede ikke spilde tid på bløde fag, som hun alligevel aldrig ville få brug for. *** Mariann Madsen betragtede sine to år på Harvard som adgangsbilletten til “BIG Time Finance.” Dette universitets business school var stedet, hvor unge akademiske stræbere og topstjerner samledes omkring de bedste professorer. En MBA her fra var ren magi for erhvervslivet.
Norman Schluss var en elegant mand, der boede i et enormt, slotslignende hus i den mest eksklusive del af Westhampton på Long Island sammen med sin frue, 3 kønne og dygtige døtre og et par mexicanske tjenestefolk. Efter en mangeårig karriere som leder af kapitalfonde var han blevet milliardær. Alt i alt gik det forrygende. Familien Schluss havde succes.
Norman var dimitteret fra Harvard Business School, og han sørgede for, at såvel han selv som firmaet bidrog klækkeligt til skolen. Han havde en lille firmalejlighed på Manhattans luksuriøse East 57th Street, hvor han kunne lægge sine planer, hvile ud mellem møder eller overnatte. Norman Schluss var så rig, at han ikke behøvede at tjene penge, men han kunne ikke lade være. Han var blevet rig på sin lidenskab. Milliardæren var en finansiel risiko-junkie.
Bemærket blev hun af lærerne på CBS og ikke mindst af en af partnerne i vekselererfirmaet Petersen & Grund A/S, hvor hun kom til at tjene til studier og sin lille lækre andelslejlighed på Christianshavn. Egentlig var hun kun studenterhjælp, men hendes tæft for at skabe solid omsætning åbnede døre for hende. Pigen havde talent. Managing partner Henrik Grund fik hurtigt et godt øje til den energiske student og tog hende under sine erfarne vinger som mentor.
Og en mentor var lige, hvad Mariann Madsen havde brug for til at spille bold op ad, prøve sine ideer af på og til at skabe sig chancer. De andre studenterhjælpere og ikke mindst de unge account managers hos Petersen & Grund A/S foragtede hende inderligt. Det gik lidt for hurtigt fremad for hende, og når der var problemer blandt de unge i firmaet, støttede Henrik Grund hende altid solidarisk.
Der var blandt de unge mænd almindelig enighed om, at hendes succes nok hang sammen med hendes udseende. Ingen sagde det højt. Det ville være for pinligt og primitivt. Hendes bedre resultater måtte jo tilskrives et eller andet udover, at “hun bare er bedre til at sælge, hvad det så er, hun sælger.” Så de tav og gloede sultent efter hende, når hun gik gennem lokalet.
Mariann Madsen var, hvad man så ellers mente om hende, en attraktiv kvinde. Hendes kraftige lyse hår var altid sat op i en knold, som uvenlige sjæle påstod var fæstnet med den issyl, hun dolkede sine konkurrenter med. Ingen kendte til hendes privatliv, og rygtet ville vide, at hun slet ikke havde noget. Når snakken gik mellem de unge mandlige kolleger, påstod flere, at hun var en robot genskabt fra en nørds våde drømme. “Terminator” kaldte de hende også.
“Hvis du har livet kært, så hold afstand,” sagde en, der gerne ville give indtryk af, at han havde et nærmere kendskab til hende.
Både privat, under studierne og på arbejde brød hun sig kun om at være på tomandshånd. Det gav fokus, intimitet, og der var ingen vidner. Kun ved særlige, festlige lejligheder lod hun håret slappe af og viste sin kvindelighed. Som når hun havde nået en milepæl eller skabt et særligt godt resultat og måtte dele succesen med sin mentor. Hun foretrak at socialisere med modne folk - ægteskab ingen hindring.
Henrik Grund og de andre partnere i Petersen & Grund var oprigtigt kede af det, da hun skriftligt lod dem vide, at hun agtede sig til USA for at lære mere efter sin danske MBA. Inderst inde havde ingen vel troet, at hun ville blive efter sin uddannelse, men de havde håbet.
Det blev en mere end almindelig festlig lejlighed, da Henrik Grund efter et partnermøde dukkede op i lejligheden på Christianshavn med et godt tilbud til hende. Petersen & Grund A/S tilbød at betale alle hendes omkostninger ved studier på Harvard University i 2 år, hvis hun bagefter vendte tilbage som junior-partner i firmaet - en ny placering, som Henrik Grund opfandt specielt til hende. Privat måtte hun klare sig økonomisk, men hun ville få en meget positiv anbefaling til et studiejob.
Som junior-partner skulle hun arbejde i hans afdeling med partnerstatus, men uden først personligt at investere et millionbeløb i firmaet - og kun med procenter af sin egen omsætning. Mariann sagde strålende glad ja tak til det rundhåndede og flatterende tilbud. Det var som at springe 10 år frem i karrieren. Hun betingede sig hurtigt, at aftalen var hemmelig og blev mellem de to og partnerne.
I gruppen var der selvfølgelig også gulddrenge og -piger, hvis fædre havde sikret dem inderbanen. Ikke fordi rige folks mindre begavede børn kom ind, men der var nogle fordele ved at ens far havde en eksamen fra skolen, eller han havde hældt rigeligt med dollars i diverse fonde eller støttede et professorat. Når optagelsesudvalget skulle vælge mellem to kvalificerede, faldt valget altid på kandidaten med forbindelser.
Mariann kom ind, fordi hun havde fabelagtige papirer hjemme fra Copenhagen Business School. Det hjalp bestemt også, at hun havde sine studieafgifter på lidt over 40.000 dollars om året betalt af Petersen & Grund A/S.
Høj intelligens og stor viden var en selvfølge på Harvard Business School. Mariann Madsen følte sig mere hjemme her end noget sted tidligere. Hun gjorde nærmest finansbiblioteket til sin dagligstue og fandt en lille hybel, hvor hun sov og læste videre.
Her i Boston på den amerikanske østkyst, hvor Harvard lå tæt inde på den charmerende gamle bydel, udviklede hun vaner, som skulle følge hende resten af livet. Hver morgen stod hun op og gik med kun en flaske frisk juice i maven på motionscenter for at brænde fysisk energi af og oplade sine akademiske batterier. På samme ihærdige, næsten fanatiske måde, hvorpå hun studerede, ville hun dagligt overgå sig selv ved maskinerne.
Hun havde ikke tålmodighed til at løbe, som så mange andre gjorde, kalorierne skulle brændes af hårdt, hurtigt og efter en plan. På motionscentret blev der lagt mærke til hendes ildhu. Efter et halvt år havde hun udviklet en kraftig og veltrimmet muskulatur, der bølgede som dønninger på ryg og arme, når hun sled med maskinerne. Det var, som om hun hver dag ville vinde over vægtene og kom hver morgen tilbage med fornyet energi til at udfordre modstanderne.
Mariann Madsen var på enhver måde sådan lidt for meget. Med sine 188 centimeter var hun højere end de fleste, hun havde brede skuldre og hofter, lidt større barm end kvinder flest, kraftige lår og særdeles muskuløse overarme. Som en mandlig beundrer på centret engang kommenterede, da hun ikke så meget som bemærkede ham:
“Hende der med det lyse hår, hun er kvinde plus 25 procent. Hun er bare for meget, alt for meget.”
Allerede i Danmark havde hun anlagt en tøjstil og et image af total business. Trods sin højde gik hun på en seriøst høj hæl, gerne brandrøde støvletter og ret stramme jeans eller slacks med en lang mørk matchende jakke ovenpå. Hun havde altid en lys neutral bluse på og et meget kulørt tykt silketørklæde om halsen. Bortset fra fodtøjet var hendes påklædning absolut konservativ. Men lige meget hvor grundigt hun klædte sig “just business,” fremstod hun overvældende.
Hendes lange og kraftige lyse hår var altid i knude - holdt oppe af en massiv sølvklemme. Hun yndede en turkis makeup, der matchede hendes blågrønne øjne under de kraftige, blonde øjenbryn, som næsten mødtes over næsen. Den ultrablonde kvinde undlod at blive solbrændt, fordi kontrasten mellem hendes hud og de endnu lysere øjenbryn og andre kropshår irriterede hende. Det vakte for megen opsigt. I øvrigt havde hun slet ikke tålmodighed til at sole sig.
Mariann Madsen havde nærmest en aura af neutral energi uden sensuel udstråling. Hun var ikke en kvinde, man kunne score, fornemmede de fleste mænd. Og dem, der prøvede, blev iskoldt afvist. Mere selvsikre og erfarne mænd ville sammenligne hende med en seksuel neutronbombe. Den, som fandt ud af at aktivere tændsatsen, ville selv være ude om det.
Hun ankom til biblioteket, når det åbnede om morgenen, efter at have drukket en halv liter hvinende sød proteindrik på vejen. Resten af dagen var der grøn te og frugt på menuen, indtil hun holdt spisepause ca. klokken 20, hvor hun normalt opsøgte en japansk restaurant for at fylde sig med sushi, sashimi og ris. Hendes appetit på frisk rå fisk var så stor, at hun altid bestilte to portioner. Når middagen ikke stod på fisk, var der ukogte grønsager og et bjerg af salat på tallerkenen.
Den danske kandidat var ikke fanatisk med sin kost. Med mellemrum spiste hun kød, når hun var sammen med andre studerende fra Harvard. Hendes lidt usædvanlige vaner bemærkede ingen. Når man arbejder hårdt, som de alle gjorde, skulle der være plads til særheder hos alle. Nogle blev stressede, andre drak sig fulde, en fik psykiske skævheder, enkelte blev skilt, og en i gruppen begik selvmord, fordi han ikke kunne leve op til forventningerne. Mariann Madsen tog sin daglige overdosis af rå fisk.
Henrik Grund fra Petersen & Grund A/S fulgte nøje hendes fremskridt, og han var både tilfreds, stolt og fornøjet på hendes, sine egne og firmaets vegne. Det så ud til at være en god investering for firmaet. Hun sled i det og udviklede sig hele tiden. Professorerne var begejstrede for hendes arbejde. Den lille, trinde vekselerer savnede hende mere, end han ville indrømme over for nogen.
Som hendes mentor havde han med jævne mellemrum besøgt hyblen på Christianshavn, for at de kunne drøfte hendes personlige og professionelle udvikling. Ting lykkedes for hende med forbløffende hurtighed, og hun fik hele tiden nye chancer gennem ham. Hvad han mest savnede, var de aftener, hvor hun følte, at noget særligt var værd at fejre. De havde haft meget til fælles.
Mariann ville slå det lange skinnende, hørgule hår ud, afføre sig jakke og tørklæde, slappe af og endelig trække hans ivrige ansigt tæt ind i sin altopslugende kavalergang. Som de stod der, høj og lav, ville hans ansigt netop passe imellem brysterne. Han vidste af erfaring, at små og store succeser ophidsede hende, og han nød hendes seksuelle energi. Når den var udslukt, var det på tide at tage hjem. Det var ingen romance, forsikrede han sig selv. I hvert fald ikke fra hendes side. Han undlod at kalde forholdet noget særligt. Bagefter tog hun tog altid et grundigt og meget varmt brusebad.
Aftalen var, at vekselererfirmaet betalte studieudgifterne og ikke andet. Henrik Grund tilbød hende privat at hjælpe med de daglige udgifter, men det blev ikke modtaget i samme ånd, som det var tænkt.
“Jeg klarer mig strålende,” sagde hun. “Ellers tak.”
Han spekulerede på, om hun var vokset fra sin danske mentor og havde fundet en ny.
Hybel, mad og ikke mindst udgifterne til bøger tærede på hendes opsparede midler. Til sidst begyndte hun at holde udkik efter et studenterjob. Mariann Madsen sigtede ikke efter et af de eftertragtede, men lavt betalte, slavejobs som undervisningsassistent på universitetet. Nej, hun var på udkik efter højt betalt arbejde af den kaliber, hun kunne forvente at opnå efter sidste år på universitetet. Kandidaten mente ikke, hun behøvede vente med tunge og velbetalte udfordringer til efter studiet.
Norman Schluss skabte NS Fund på basis af sin store succes med investeringer for en storbank, som blev for lille til hans ambitioner. *** Enhver MBA studerende på Harvard ved, hvor og hvornår det “regner.” Med mellemrum holder skolen events for sine professorer, når de har udgivet nye bøger eller opnået bemærkelsesværdige forskningsresultater. Andre gange er det deciderede fundraisers, hvor vigtige personer holder tale, man spiser middag og forsøger at overgå hinanden med donationer til skolen, mens folk networker for at styrke deres egen position. En betragtelig del af skolens budget er dækket af disse donationer.
Hans mange år med en af New Yorks storbanker sluttede dagen efter, han blev tildelt et usædvanligt stort bonus på 10 millioner dollars. Banken var yderst taknemmelig for hans indsats og mente, at de nu var parate til nye fælles erobringer. Men der måtte han skuffe dem:
“Jeg tror det er på tide, at jeg flytter kontor,” sagde Schluss nøgternt til sin CEO.
Direktøren fangede ikke meningen og spurgte undrende, om ikke hans kontor var udmærket.
“Du forstår vist ikke, jeg flytter til mit eget kontor.”
Direktøren fangede budskabet anden gang og blev sprutrød i hovedet. Hans blodtryk havde oversteget det industrielle indeks i længere tid, og nu slog det olympiske rekorder.
“Bestyrelsen gav dig i går en kæmpe bonus, og i dag rejser du. Er det takken!” udbrød han og rejste sig aggressiv i læderstolen.
“Det var for udført arbejde, ikke for kommende,” mente Schluss, men fandt ingen forståelse hos direktøren, som følte sig totalt tørret og snydt. Han havde kæmpet bravt i bestyrelsen for Normans millioner og havde store planer for fremtiden.
“Ud!” nærmest hvæsede direktøren. Mangen en gang havde han besøgt hjemmet i Westhampton til de udsøgte middagsselskaber. Gode venner havde de været. Det var slut.
“Farvel,” sagde Schluss, men direktøren ville ikke give ham hånden. Han nærmest puffede Norman ud af døren, hastede tilbage til sit skrivebord og begyndte forgæves at undersøge, om han kunne blokere for den gavmilde bonus.
Stille gik Norman Schluss ind på sit kontor, tog sin taske, forlod stedet og sagde som sædvanlig pænt farvel til de ansatte i forkontoret. Det var sidste gang, de så ham på arbejde, og dagen efter ville de opdage, at alle hans skuffer var tomme, og alle private data på computerens harddisk var slettet, så ingen kunne læse noget.
Stående ude på gaden foran bankens hovedkvarter under den enorme sort-hvide skulptur på Chase Plaza brød han ud i et kæmpe-smil og valsede nærmest ned ad gaderne mod syd svingende med sin mappe som en kæk skoledreng. Han slængte sig mageligt på en bænk i den lille-bitte Bowling Green Park og kikkede drømmende op mod tårnet i den fredede Standard Oil bygning på 26 Broadway.
En enorm bronzetyr står lige uden for parkens hegn. Den symboliserer kapitalistisk vækst og kraft. Som sædvanlig var tyren omringet af turister, som skulle fotograferes ved dens enorme hoved. Norman Schluss gjorde som alle de unge drenge. Han gik om bag ved tyren, bøjede sig lidt og klappede tyren på dens svulmende, blankslidte nosser.
Norman Schluss følte sig mere potent end nogensinde før. Han smuttede over gaden og ind ad den monumentale port til nr. 26 og så på tavlen med de mange firmanavne. Ud for tårnets etager stod der NS Fund.
Fonden blev den raket, som han red mod de finansielle stjerner og til sidst den eftertragtede status som milliardær med fast plads på Forbes liste over USA's 500 rigeste.
Finansmanden kunne noget særligt med sine enorme midler. De blev investeret i en kompliceret kombination af finansielle instrumenter, aktier og obligationer både i USA og i udlandet. Norman Schluss opererede både som hedge- og kapitalfond og arbejdede ydermere som en funds-of-funds. Det vil sige, at han fordelte andre investorers penge, spekulerede i aktier og overtog hele firmaer.
Mere end én analytiker fra finansugeavisen Barron’s og dagbladet Wall Street Journal havde rystet på hovedet ad porteføljen og undret sig såre over de svært gennemskuelige snørkler i Norman Schluss' hjerne. Han var noget unikt i en verden af maniske finanssærlige.
Universitetet fungerer som en vigtig del af et enormt netværk af viden, indflydelse og penge, som strækker sig generationer tilbage og ind i den amerikanske statsadministration, andre universiteter og ikke mindst i den tunge ende af erhvervslivet. Professorerne opildner altid deres studenter til at deltage i den slags events for at møde kontakter, der har magt til at ansætte dem.
Mariann havde ikke været aktiv på denne front, før hun besluttede, at tiden var inde til at skaffe en amerikansk indkomst for at fastholde sin ellers ganske nøjsomme levevis i Boston. Da hendes rådgiver til afslutningsopgaven på MBA, Professor Barnes, lod hende vide, at der var en event af særlig interesse for hende, mødte hun op.
Og det var ganske rigtigt et interessant foredrag. Emnet var gamle og nye former for finansielle instrumenter, som havde været og i stigende grad blev anvendt i flowet af globale investeringer. Efter foredraget, som ikke tiltrak mere end et halvt hundrede deltagere, købte hun bogen af forfatteren og fik hans signatur i den. Med et noget indladende smil skrev han også sit private mobilnummer, ifald hun havde yderligere spørgsmål. Forfatteren nåede aldrig at løfte sit blik højt nok til at møde hendes smukke øjne.
Mens deltagerne rykkede hen til en skrabet frokostbuffet med rå grøntsager, kildevand og cola, stod hun lidt distræt og bladrede i sin nyanskaffelse og glædede sig til at læse den. Hun kendte ikke andre i rummet end sin professor og bemærkede ingen specielt. Til gengæld blev hun selv bemærket som den eneste kvinde i rummet. Normalt er det kun mænd, der interesserer sig for kringlede computeriserede finansinstrumenter.
En dyb, temmelig rusten, men venlig stemme tiltalte hende skråt bagfra:
“Er De studerende her på MBA? Ja undskyld jeg spørger, men jeg går sådan og håber, at mine egne døtre vil søge herhen.”
“Jaså,” svarede hun venligt og med et smil. “Hvor mange døtre vil De gerne have på Harvard?”
“Jeg har kun tre døtre, så det må vel være grænsen,” smålo han og smilede stolt. “De er altså kvalificerede, men jeg har gjort mit til, at vejen er banet. Jeg er selv fra det her institut og er sponsor bag det nye professorat i computerstyret investering. Undskyld min uhøflighed, frøken. Mit navn er Norman Schluss.”
Han nærmest bukkede for hende, da han præsenterede sig. Hun svarede kort med et lidt afvisende:
“Jeg hedder Mariann og er fra Danmark.”
Og med de ord gled hun hen til buffeten og samlede forskellige grøntsager op på en slatten, brunlig paptallerken.
Et halvt minut efter stod han der igen og sagde:
“Jeg glemte at spørge om, hvordan det er at gå her. Jeg formoder, at De er den eneste kvinde på instituttet. Korrekt?”
“Ja, men det mærker jeg ikke noget til. Jeg er vant til, at flertallet omkring mig er mænd, og trods alt er vi vel alle specialister. Så De kan roligt sende Deres døtre herhen, hvis de altså gerne vil følge i daddies fodspor. Og vil de mon det?” spurgte hun med sit ikke særligt veltrænede småsnakketøj.
Uden at svare hende blev han pludselig meget kontant og businessagtig:
“Hvad er Deres speciale? De har vel et emne for afslutningsopgaven.”
“Javist. Emnet er en gennemgang af fortidens strategier og redskaber i diverse forsøg på at dominere markeder. Jeg interesserer mig især for de texanske brødre Hunts forsøg på at få magt over det globale sølvmarked i 1970'erne. Måske husker De, at brødrene indkøbte halvdelen af jordens sølv-beholdninger?”
“Hvorfor det emne?” spurgte han synligt interesseret.
“Man kan lære meget af historien, som enhver ved. Det lykkedes ikke for brødrene. De blev stoppet af myndighederne efter 6 år, da USAs nationalbank greb ind. Jeg agter at udvikle en computermodel, der simulerer, hvad der kunne være sket, hvis brødrene havde haft moderne markedsredskaber til rådighed.”
“Kan man det? Jeg mener, de finansielle metoder og systemer var helt anderledes dengang.”
“Javist. Enten skal man lave en model, der går tilbage i tiden og simulerer historien tilpasset eller også en model, der tager brødrenes strategi og handlinger og gør dem så nutidige som muligt.”
“Og hvad gør De så?” Han var oprigtigt nysgerrig nu.
“Jeg laver en tidsrejse for brødrene. Min teori er, at det ville være lykkedes for dem i dag. Over 6 år købte de sølv, og priserne steg fra 1,95 til 5 dollars for en ounce. Brødrene troede, at de havde fået kontrol med markedet. Pludselig i 1980 eksploderede prisen til 54 dollars for en ounce.”
“Vil det sige, at erfaringerne fra fortiden, altså ... der har jo været forsøg på det her i andre markeder, både valuta, finanser, soyabønner, kaffe og mineraler ... vil det sige, at Deres model også kan lære af dem?”
“Det er uden for min opgave. Jeg studerer kun sølvet,” svarede hun venligt.
“Meget interessant,” sagde han. “Tak for snakken og held og lykke med sølvet.”
Norman Schluss vendte sig og gik. Mariann Madsen kunne ikke lade være med at undre sig over, hvem denne elegante, ældre mand var. Hun havde aldrig hørt om ham. Da professor Barnes kort efter kom forbi, greb hun ham flygtigt i armen og sagde kort:
“Sir, hvem er denne Norman Schluss egentlig?”
“Mr. Schluss, som dette institut har nære forbindelser til, er en absolut ener på Wall Street. Han administrerer kapitalfonden NS Fund. Så vidt vides sidder han på en pengekasse på over 10 milliarder dollars. Måske skulle De slå ham op,” svarede den ranke, gråhårede professor noget stift. For øvrigt, frøken Madsen, så har han netop spurgt mig ud om Dem. Jeg tillod mig den frihed at give ham Deres mobilnummer. Man ved jo aldrig,” tilføjede han høfligt og gik mod døren.
Et kvarter senere ringede hendes mobiltelefon. En nu velkendt stemme sagde:
“Frøken Madsen, kan De mødes med mig i lufthavnen om 30 minutter ved shuttlen til New York City? Jeg har et tilbud til Dem.”
“Gerne, Mr. Schluss, jeg er der om 30 minutter.”
Hun forlod hurtigt universitets campus, prajede en taxi ude på gaden og satte sig eftertænksomt ind på bagsædet. Det var ikke en behagelig situation. Hun vidste groft sagt intet som helst om manden, og da slet ikke nok til at kunne modtage et tilbud, men hun ville ikke lade chancen uprøvet. Hun skubbede tanken fra sig, at han måske var plat, og at det drejede sig om sex.
De fik hurtigt øje på hinanden ved check-in skranken. Flyet boardede allerede og skulle afgå om 10 minutter. Han tog hende i armen, trak hende lidt afsides og sagde:
“Frøken Madsen, ja undskyld - jeg har fået Deres nummer af professor Barnes. Jeg vil gerne tilbyde Dem en opgave, mens De gør studierne færdige.”
Hun sagde ikke noget, så blot på ham. Han holdt stadig hendes albue løst.
“Jeg er interesseret i Deres speciale. Hvis De udvider Deres model til at omfatte, eller i det mindste være parat til at omfatte forsøg på at dominere andre markeder end sølv, så vil jeg gerne investere i modellen og Dem. Hvad skal De have for at udvikle en sådan model, så vi kan lære af historien?”
“Tak,” sagde hun og tænkte hurtigt ved sig selv, at det ikke just var sex, manden var efter. “Det vil koste alle udgifter til kost og logi i Boston det næste år, hertil diverse udgifter til researchrejser i USA, Hong Kong og Europa og en ny, kraftig computer. Sådan er mine behov netop nu udover kontanter til opretholdelse af livet.”
“Vil 10.000 dollars om måneden til Dem selv plus udgifter efter regning være passende?” spurgte manden uden egentlig at vente nogen forhandling. Jeg forventer månedlige rapporter om Deres fremskridt.
Hun nikkede bekræftende. Han var hurtig, ham her Norman Schluss, og ikke det mindste nærig. Hendes researchemne betød tydeligvis noget for ham. Professor Barnes måtte have lagt et godt ord ind for hende.
“Så har vi en aftale. Det glæder jeg mig meget til.”
Han stak hende sit visitkort, bad hende e-maile sit kontonummer og personlige data og hastede ud gennem gate 11 til flyet. I et kækt øjeblik på vej ned af rampen til det ventende fly svingede Norman Schluss en smule overstadigt med sin smalle, sorte attachetaske.
Mariann Madsen følte sig let og lidt ør i hovedet. Hun gjorde en hurtig pirouette om sig selv og stillede sig ved vinduet, stirrede ud og så shuttle-flyet taxie ud mod startbanen. Hun blev stående, til det var ude af syne.
På vej ud af lufthavnen mod de ventende taxier tog hun sit hårspænde af og lod det lange, lyse hår flagre frit i vinden, før hun bandt det op i en lidt sjusket hestehale med sit spraglede dybviolette silketørklæde. Da hun var steget ind i den forreste taxi i rækken, tænkte hun sig lidt om og trak sin kalender samt mobiltelefon frem af sin dame-business taske. Hun tøvede lidt og ringede så.
“Hallo, det er Carlos.”
Hun genkendte straks den smukke, bløde, melodiske tone af hans stemme med den charmerende accent. Carlos var brasilianer og stipendiat på universitet som en af sit lands kvikke, unge hoveder. Han kom fra en fattig landfamilie i det dybeste brasilianske Amazonas. Andet vidste hun ikke om ham. Lige bortset fra, at han var kulsort og så uanstændigt godt ud. Manden var chokolade for øjnene.
Carlos havde det sidste år gentagne gange flirtet med hende, men hun havde køligt afvist ham som alle andre mænd. I modsætning til de andre blev han bare aldrig træt af at smile, blinke og virke interesseret. Brasilianeren tog det tilsyneladende ikke som et personligt nederlag, at den høje, blonde kvinde blankt afviste hans tilnærmelser.
“Hallo,” gentog han.
“Øh, hallo Carlos det er Mariann fra Harvard og fra Danmark.”
“Hallo, du den smukkeste af alle kvinder. Hvad kan jeg gøre for dig?”
“Jeg har noget, jeg gerne vil fejre, og jeg kunne godt tænke mig dit selskab i aften.”
En mand som Carlos behøver ikke være tankelæser, når han får den slags opkald fra en dame. Han svarede hurtigt og belevent, at han ville være ovenud lykkelig for at dele hendes glæde med hende.
Hun gav ham adressen og et tidspunkt 4 timer senere.
“Skal jeg medbringe noget, min skønne?” spurgte han.
“Kun dig selv.”
Tidligt hver morgen kørte chaufføren familiens Lincoln Continental limousine frem og ventede på, at Mr. Schluss blev færdig med sin cappuccino og chokoladecroissant. Med et flygtigt kys på munden til fruen gled Norman ind på det sorte læderbagsæde, og inden chaufføren havde smækket døren, var bossen i gang med læsning af vigtige rapporter. *** Det første møde mellem Mariann og Carlos var stormfuldt, passioneret og nærmest vildt. Hun havde kaldt ham til sig, og han kom vel vidende, at der var noget i gære, som nok ikke var studierelateret gruppearbejde. De kendte dårligt hinanden, men mødtes alligevel med forventningerne til eventyr skuet højt op. *** Mariann Madsen var en energisk og dedikeret student, som kastede sig ind i researchen til sin afslutningsopgave på Harvard Business School. At få løn for det og tilmed rejse og opholdsudgifter betalt af NS Fund fyldte hende med ekstra energi, og hun rykkede hurtigere end ventet på sit komplicerede arbejde. Den nye computer tillod hende at bygge modeller, som med stor hastighed kunne simulere de forskellige forsøg gennem historien på at tage kontrol med et marked. Carlos ventede hende i Boston med sin brede favn, og efter en hurtig og voldsom udladning af hormoner faldt hun i en udmattet dvale, liggende som en bevidstløs oven på ham. Han nænnede ikke at skubbe den dårende dejlige dyne af sig.
Køreturen varede under 5 minutter, hvorefter Norman steg ud af den lange, sorte limo i Westhampton og resolut satte sig ind på et sæde i den lille ventende 4-sæders Liberty Line helikopter. Præcis 45 minutter senere ville helikopteren lande på Manhattan og spytte ham ud på Downtown Heliport på sydspidsen af Manhattan ved Wall Street.
Traveturen fra Downtown Heliport til kontoret på nr. 26 Broadway varede højst 15 minutter. Tiden blev aldrig spildt med at se på noget så ligegyldigt som forretningernes vinduer, men han studerede altid senegaleserne i parken ved Staten Island færgerne og Circle Line med rundture til Frihedsgudinden. Norman Schluss havde den allerstørste beundring for disse ludfattige afrikanere, som travede Manhattan tyndt med enorme papkasser på en sækkevogn og solgte designer dametasker af tvivlsom oprindelse. Andre bar en attachetaske med ulovlige kopier af Rolex-ure eller Gucci-solbriller.
Det forunderlige ved denne gruppe afrikanske mænd var ikke, at de selvfølgelig alle arbejdede illegalt, men at de var i New York City på lovligt turistvisum. Senegaleserne havde fundet smuthuller i den amerikanske dollar-kultur. De rejste lovligt ud og ind af landet med turistvisa og tjente til livet på illegalt gadesalg. Et stort antal af dem havde for deres opsparede indtægter opkøbt brownstonehuse i Harlem, som efterhånden med grov New York humor blev kaldt en senegalesisk landsby.
Norman Schluss elskede dette scenarium. Det talte til hans sans for driftighed og fanden-i-voldskhed. Disse fattige afrikanere havde lagt en strategi og gennemført deres opkøb. Wow! Hver dag nød han at se dem arbejde og tænkte på deres solide resultater. Gruppen sad på en god bid af boligmarkedet i det centrale Harlem og var ved at overtage hele bydelen.
Kontoret lå i det oprindelige Standard Oil hovedkvarter fra dengang, firmaet styrede USAs olieindustri. I dag er bygningen fredet for sin enestående arkitektur og de historiske værdier. John D. Rockefeller opbyggede her sin status som verdens første dollar-milliardær. Rockefeller regerede fra nr. 26 Broadway sit imperium, der blev så stort og mægtigt, at myndighederne i 1911 med en anti-trust lov måtte splitte det i flere dele.
Politikere eller ej, lovgivning eller ej, Rockefellers folk fortsatte med at dominere olieindustrien og meget andet gennem de nye såkaldt uafhængige firmaer fra netop denne adresse. Erhvervsfolkene opfandt en ny strategi og fortsatte næsten som hidtil.
Ved et utroligt held og ved hjælp af gode forbindelser havde han for en mindre formue lejet bygningens imponerende tårn til sine kontorer. Tårnet var inspireret af det klassiske Halikarnassos mausolæum fra Lilleasien, et af verdens 7 vidundere fra oldtiden, der blev ødelagt af et jordskælv. Tårnet er omkranset af obelisker og balustrader, og taget er formet som en slags pyramide i limsten afsluttet af hjørnefakler. Der var magisk power ved at holde møder med investorer i disse hellige haller.
Det første Norman Schluss gjorde, når han ankom til kontoret, var at aktivere begge sine hurtige computere for at studere de finansielle markeders og projekternes status i samme øjeblik. Han var afhængig af disse computere. Firmaet havde markedets bedste Executive Information System (EIS) software, og han kunne visuelt overskue udviklingen på to ret store fladskærme på et sidebord til skrivebordet.
Et af hans skattede redskaber var platformen Saxo Trader, udviklet af en lille dansk investeringsbank og nu brugt af over 100 store og små finanshuse verden over. For ganske små kommissioner kunne han flytte meget store transaktioner rundt på kloden i en stil, som virkelig passede ham. Aktier, valuta, obligationer, råvaremarkeder, derivater, instrumenter, nyheder, det hele lå for hans fingerspidser, som de skete. Saxo holdt ham og hans assistenter oppe på markederne, så de kunne rykke hurtigt.
Norman Schluss kunne i timevis studere sine data og lægge store planer, uden nogen turde forstyrre ham. Han var iskold som investor. Kriser på markeder var for ham en invitation til at tjene ekstra, blot han forstod krisernes natur. Han havde to teknikere til at overvåge de komplicerede systemer, som også var forbundet på en sikker linie til hans lille lejlighed på East 57th Street.
Hver formiddag hidkaldte han sine assistenter en efter en til personlige konferencer om status og dagens udviklinger. Norman Schluss forventede, at de unge folk, som han systematisk rekrutterede fra Harvard University, nærmest kunne forudsige fremtiden, i hvert fald 24 timer frem.
Milliardæren drev en slags rekrutskole for finanssoldater, som skulle ind i specialtropperne. Ingen assistent blev som princip hos ham mere end 2 år. De vidste, at efter den aftalte periode var det ud af klappen, og de unge nybagte kandidater måtte derefter stå på egne ben i New Yorks finansjungle. Men kunne de unge kandidater klare sig hos Norman Schluss, kunne de klare sig alle vegne.
Lige så krævende og barsk, som han var i deres assistentperiode, lige så respektfuld var han bagefter. De blev øjeblikkeligt hans ligemænd, efter de havde forladt ham. Mangen en assistent havde nervøst accepteret sin første lunchaftale med Norman Schluss i det træbeklædte “Bestyrelseslokale” bagest i Delmonicos restaurant på Beaver Street. Her havde præsidenter som Abraham Lincoln og Andrew Jackson, forfattere som Charles Dickens og Mark Twain, general George A. Custer, Andrew Carnegie og mange andre spist pasta, siden den åbnede i 1837.
Norman Schluss elskede de steder, hvor han arbejdede og spiste. Manden lånte en historisk, magtfuld aura fra fortidens overmennesker som John D. Rockefeller. Med sine milliarder af dollars var han i liga med dem, følte han, og på sin vis var han på bølgelængde med dem. På grund af de enorme investeringer, han kontrollerede, så han sig selv som en hersker i et hemmeligt, virtuelt forretningsimperium baseret på pengemagt i stedet for våbenmagt.
Norman Schluss var godt tilfreds med at arbejde med sine 10 milliarder traditionelle dollars plus det løse. Han organisation var gearet til at håndtere et sært mix af investeringer. Der var en specialist på hvert område, og de rapporterede 4 gange dagligt til ham på computeren, så han kunne følge med. Han modtog gerne anbefalinger fra assistenterne, men han traf alle beslutninger selv.
NS Fund havde mange venner derude, fordi firmaet altid afviklede sine mæglertransaktioner gennem andre. NS Fund havde et ret højt aktivitetsniveau, så han var en god kunde hos flere. Ingen i hans firma eller uden for kendte hele sandheden om hans virksomhed.
Da han kom ind ad døren til hendes lille lejlighed, havde hun bare stået der midt i rummet og smilet glad og forventningsfuld. Carlos havde medbragt is, limefrugter, sukker og en flaske 8 år gammel cachaça, brasiliansk sukkerbrændevin, og det stod han så der med i hånden. Hun gik hen til ham, de var lige høje, og hun lagde kærligt armene om halsen på ham og trykkede sig varmt og fortroligt tæt ind mod ham.
Carlos blev lidt overrumplet, men han var gammel nok til at værdsætte, når en kvinde kysser med sin krop fra top til tå. Hendes omfavnelse smeltede dem sammen, og det fortalte ham, at her var ingen ord ønskede eller nødvendige. Og derfor forsvandt de hurtigt i deres hungrige og brændende passion. De lækre Caipirinha drinks måtte vente en hed stund.
For Mariann Madsen havde sex altid været uproblematisk, lige siden hun startede med sin matematiklærer. Hans eller andre mænds vanskeligheder med at omgås hende havde hun aldrig haft stor forståelse for. Hun bestemte altid, hvornår noget seksuelt skulle foregå, og havde ingen tålmodighed over for mænds tilnærmelser. Hun ville bestemme og gjorde det.
Det var noget andet med Carlos. Ham havde hun simpelt hen lyst til hele tiden, og det var gensidigt. Sammen oplevede de et kærlighedsdøgn, hvor hun hverken havde lyst til at flygte eller tage et langt varmt bad. Hun var fuldstændig betaget af hans mørke skønhed, ligesom han hurtigt blev besat af hendes frodighed og umådeholdne seksuelle energi. Carlos var hendes ligemand.
Carlos og Mariann mødtes derefter et par gange om ugen for sammen at gå op i passionens flammer. Bagefter foretrak hun at ligge med hovedet på hans brede sorte bryst, det vilde, tykke blonde hår spredt ud over det hele, og indsnuse hans duft. Hun sniffede hans lykkelige krops hede duft og puttede den på mentale flasker, som hun kunne åbne i ensomme stunder. Han ville slappe af, svæve i universet og fortælle om savnet af familien hjemme i Brasilien og om dens ulykke.
Familien Da Silva havde haft et lille, givtigt landbrug i en landsby ned til en flod i Amazonas, som rigeligt havde skaffet mad og udkomme til familien på 10. Livet var ikke rigt i penge, men på produkter og lykke. De var blevet tvunget til et liv som fattige fæstebønder i forbindelse med japanske multinationale selskabers udvikling af området til industriel soyaproduktion. I perioden 1970-80 steg Brasiliens produktion af soyabønner med mere end 10-fold, og tusinder af småbønders jord blev beslaglagt.
De lokale myndigheder havde frataget dem den jord, som familien og landsbyen havde dyrket. Overgrebet skete i den økonomiske udviklings hellige navn. Bønderne havde gjort modstand, men den blev knust i et orgie af vold bedrevet af en fjern, ukendt godsejers lejemordere. Carlos' far og to ældre brødre blev skudt ned og efterladt døende på torvet som advarsel.
Yerko Washi Gambono var skyld i familiens ulykke, og Carlos hadede ham og alt, hvad han stod for. Alle vidste, at det var ham, der kontrollerede jorden, arbejdskraften og alt andet i de slavebundne lokalsamfund langs floden. Det sved, at det var samme Gambono, og de internationale firmaer bag ham, der betalte Carlos' legater til Harvard.
Carlos havde ikke tænkt sig at svigte sin familie og alle de andre små bønder ude i junglen, bare for at få et velbetalt job i Brasilia, London eller Tokyo. Behovet for hævn og retfærdighed ulmede i ham. Mariann elskede at lune sig ved hans indre flamme.
En nat, hvor hun igen lå varm, tryg og tilfreds og dækkede hans bryst med sit hår, måtte historien om hendes egen familie ud, en historie, som hun aldrig havde delt med nogen. Mariann fortalte om faren, der havde viet sit liv til den fædrende gård og Liberalt Folkeparti som garant for ordentlige forhold for bønderne i det danske samfund. Hun fortalte om ekspropriationen til en jysk motorvej, og om hvordan faren nu sad i en forfalden bondegård, adskilt fra den fædrende jord af en 4-sporet motorvej.
I al evighed havde hun hørt sin nu gamle fars bitre tirader om samfundets urimelige overgreb på de små bønder og om Danmarks behov for sande liberale værdier, som kunne skabe frihed og fremgang. Eksemplet med motorvejen midt gennem familiens frugthave var ligesom metaforen for det bunduretfærdige og korrumperede danske system, mente hun. Mariann var fars pige og havde arvet hans bitterhed.
Trods deres nærhed og sin store ømhed for Carlos betragtede Mariann Madsen sig ikke som hans kæreste. Hun udviste en for ham uforståelig og ubrydelig distance. Omvendt var han aldeles besat af hende og ville alle mulige ting sammen med hende. Carlos tilbød hende et liv i Brasiliens jungler, hvor de sammen kunne avle mange børn og slås mod de multinationale selskabers og deres herremænds uretfærdigheder. Hun end ikke reagerede på hans lokkende tilbud. Mariann smilede bare og følte sig ovenud lykkelig.
Hendes første businessmøde med Norman Schluss var ved en behagelig frokost på historiske Delmonicos, som han nærmest betragtede som sin “private” restaurant. Det formede sig som en eksamen på højt plan. Ikke at hun havde problemer med at forsvare sit arbejde, men det var altså først lige ved at komme i gang, sagde hun defensivt, da han hamrede løs på præmisser og modeller. Først blev hun negativ og irriteret på ham, men efter flere borende spørgsmål indså hun, at han tunede hende og var ambitiøs på deres fælles projekts vegne. Hun indså, at hun kunne anvende udfordringen positivt.
Marianne Madsen kunne godt lide denne fremmede mand, som sendte hende 10.000 dollars om måneden og fungerede som en ekstern rådgiver på hendes projekt. Vel var der ikke noget i vejen med professor Barnes på Harvard, slet ikke, men denne her temmelig ukendte og særdeles aggressive finansmand, som hun forgæves havde søgt at tegne en god profil af via medier og Internet, var unik. Så hun tillod ham at udfordre sig og nød hvert eneste minut af det.
Norman Schluss var absolut tilfreds og opildnet over sin unge konsulents arbejde og adfærd. Hun var uden tvivl fabelagtigt godt begavet, vel forberedt og havde en uimponeret tilgang til at lave modeller, som kunne simulere fortid og nutid.
Til næste møde havde han afsat en hel eftermiddag i Standard Oil tårnet til at diskutere med hende. Middagen var på Bar Masa, hvor deres hektiske udveksling næppe gjorde middagen ære. Masa har kun 26 pladser, og priserne er skyhøje hos den japanske sushimester Masa Takayama, der personligt bestemmer måltidets indhold af rå dagsfrisk fisk eller kobe-oksekød.
Mariann Madsen kastede sig ivrigt ud i fortællingen bag sin research:
“Brødrene Hunt var ud af USAs rigeste familie. De investerede sammen med velhavende arabere i sølv for at beskytte deres formuer mod den høje inflation. I seks år købte de sølv, indtil de ejede halvdelen af alle verdens mulige leverancer. Prisen fordobledes til 5 dollars per ounce i 1979. Da de havde et fast greb om markedet, meldte andre spekulanter sig, og i løbet af få måneder steg prisen til 54 dollars per ounce.
Myndighederne satte en stopper for spekulationerne, markedet kollapsede, og talløse investorer mistede formuer. Aktiemarkedet faldt 20 procent på 6 uger, renteniveauet steg til 22 procent, og inflationen eksploderede til 13 procent. Hunt familien gik konkurs med et brag, og brødrene blev flere år senere dømt for ulovlig manipulation med markederne.
Brødrene Hunt ville ikke eje alt sølv, men de ville eje prismekanismen i markedet. De lavede en investering i at få en god og inflationssikret forrentning af familiens penge. De agtede ikke og kunne heller ikke en given dag sælge alt og høste en enorm profit. De placerede deres kapital i sølv som et langvarigt og sikkert træk, troede de.”
“Tillad mig at gætte her. Deres problem blev, at alle mulige spekulanter pludselig trængte sig på for at score kortsigtede profitter på marginalerne af et halvtomt sølvmarked. Brødrene kunne ikke kontrollere hele markedet, så de enorme kræfter væltede deres plan,” indskød Norman Schluss.
“Nemlig! Selv for de tider i 70'erne er det absolut overraskende, at brødrene Hunt kunne håndtere markedet gennem så mange år og sikre deres investeringer. De var dygtige, men teknologien og markedernes adfærd forandrede sig radikalt i de år. De blev fældet af andre spekulanters mere moderne adfærd.
Hunt brødrene ville aldrig kunne gøre det samme i dag. Tingene går alt for hurtigt, og informationerne flyver verden over og bliver analyseret af avancerede modeller. Markedsskift opfanges automatisk af intelligente statistisk baserede neurale systemer, som reagerer ved at handle direkte i markedet. Manipulationer kan udføres på få dage eller timer i dag, og enorme profitter kan tages hjem i for eksempel valutaer,” sagde hun engageret.
Norman Schluss nikkede. Selv var han aktiv i fonde, som netop brugte computerstyrede modeller. Han nød hendes fremstilling af research-arbejdes præmisser.
“Hvad ville brødrene gøre i dag?” spurgte han intenst og koncentreret, som overværende han kulminationen på et spændende filmdrama.
“Da de ikke var til kortsigtet profit, ville de i dag sprede deres investeringer ud over hele feltet af finansielle instrumenter for at sløre deres intentioner. De måtte have et yderst sofistikeret management-system, som holdt styr på alle faktorer. De skifter jo hele tiden. Det gør en computer rigtigt udmærket. I dag ville brødrene agere som de fleste andre store investorer, med mindre ...”
Hun stoppede op og tænkte sig om. Han rykkede ud på kanten af stolen og sad der og strittede med sin gaffel, mens han æggede hende på vej
“ ... med mindre ... ?”
“ ... med mindre de også ejede markedets sjæl,” svarede hun henkastet, som var det for hende en selvfølgelighed.
Hun takkede nej til hans invitation til en afsluttende drink på 57th Street adressen, fordi deres emne var udtømt, sagde hun. Da han gik hjem til sin bylejlighed i aftentågen, måtte han indrømme, at han som mand følte sig pavestolt over at blive set i byen i denne overdådige, unge kvindes selskab. Han smed sig i sin favoritlæderstol, hvorfra han kunne se en pæn del af midtown Manhattans skyline, skænkede sig en oldgammel cognac og spekulerede over denne kvinde, som talte til hans inderste drifter. Han var stimuleret af hendes pointe om markedets “sjæl.” Trenden på hans interesse for hende var for stærkt opadgående.
Carlos havde sine bekymringer over fremtiden. Han var sikker på, at hun ikke ville med ham til Brasilien. Tanken var absurd, kunne han se. Hun skulle hjem til sit eget land og udrette store ting. Og han måtte tilbage til sin kamp. De var uforenelige størrelser uden for studenterhyblen i Boston. Det gjorde ham meget ked af det og ikke så lidt jaloux. Han strøg hende over den gyldne manke, og han følte længslen efter hende på forskud.
Professor Barnes var mere end tilfreds med sin danske student, og det undlod han ikke at fortælle hverken Norman Schluss eller Henrik Grund i Danmark. Professoren mente, at hun i sin afsluttende opgave havde tilført studiet af ekstreme markedsmekanisme noget afgørende nyt gennem sine simuleringer af historiske begivenheder. *** Da Norman Schluss vågnede, fandt han Mariann Madsen fuldt påklædt og bøjet over computeren med en dampende kande kaffe ved sin side. Han stod ud af sengen, ør og tummelumsk, og tøffede ud på badeværelset, hvor han tog et langt, skoldhedt bad. Da han stod og barberede sig, så han nøje på sig selv i spejlet og tænkte, at det hele måske bare var en drøm. Kære Henrik Grund og partnere i Petersen & Grund A/S, Må jeg endnu en gang udtrykke min taknemmelighed over firmaets gavmilde støtte til mine studier. Som det formentlig nu er firmaet bekendt, er det gået tilfredsstillende, og jeg er således nu også i besiddelse af en MBA fra Harvard. Med venlig hilsen Mariann Madsen Da Norman og Mariann således havde lagt en plan for den kommende tid, skiltes de i en noget kejtet stemning. Meget var sket det forløbne døgn. Hun gav ham et venligt kindkys, før hun gik ud af døren, men vendte sig om igen, så ham direkte i øjnene og sagde bestemt:
Begge hendes mentorer mødte op ved den stemningsfyldte og traditionsrige afslutning på Harvard University. De kendte ikke hinanden, men var bekendt med den andens rolle i finansieringen af hendes studier. Henrik Grund havde, når han skulle være helt ærlig, drømt om et romantisk gensyn, men så kun røgen af hende, da hun efter frokosten strøg ud af døren for at sige farvel til en nyslået, brasiliansk kandidat ved navn Carlos Da Silva.
Norman Schluss derimod havde en aftale med hende i New York to dage senere for at snakke projekt og fremtid. Mariann Madsen havde et dilemma foran sig. Hun havde lovet at vende hjem til Danmark og bliver junior-partner i vekselererfirmaet Petersen & Grund A/S, og Norman Schluss havde tilbudt hende et job som personlig assistent i to år. New York og NS Funds milliarder trak i hende, men hun havde givet sit løfte i Danmark og taget sig betalt.
Danskeren struttede med god grund af tilfredshed over sin nyerhvervede MBA fra USA's førende business skole. På vejen ad 57th Street stoppede hun i en blomsterforretning og købte et buket med 12 korte hvide roser til Norman Schluss. Mariann Madsen havde været ovenud glad for den professionelle og økonomiske støtte, han havde givet hende, og hun glædede sig til at gennemdrøfte de sidste detaljer med ham.
Og sådan en milliardær får sikkert aldrig roser af en ung dame, tænkte hun.
Ganske rigtigt, Norman Schluss fik aldrig blomster af damer, og han blev oprigtigt glad. Selv om det var midt på eftermiddagen, delte de en halv flaske iskold brut champagne for at fejre hendes eksamen. Han skålede for hende og bukkede højtideligt og ærbødigt, en spontan handling, som han selv blev lidt forundret over. Og snakken gik og gik om midler og metoder, og med den gik eftermiddagen, og det blev tid til middag, som han fik bragt til hyblen. De spiste sushi. Hun havde bestilt en dobbelt portion. Dertil Chablis.
Det var ligesom den sidste dag, hvor de kunne lære hinanden at kende. Ingen af dem havde glemt hans tilbud om at blive assistent, og han vidste udmærket, at hun var bundet af en aftale hjemme i København. Så emnet kom ikke op. Over sushien fik hun ham til at fortælle om NS Fund, og hun var overrasket for ikke at sige imponeret over de enorme kapitalmængder og private midler, han bestyrede.
Der var opstået en slags fortrolighed mellem dem via hendes projekt, fordi de havde arbejdet sammen, dog uden rigtig at kende hinanden. Hun spurgte detaljeret til hans interesse for hendes research, og hvorfor han havde brug for at forstå disse historiske mekanismer og føre dem op til nutiden gennem hendes modeller.
Beredvilligt forklarede han, hvordan hans mix af investeringer og instrumenter aldrig havde været traditionelt, og derfor behøvede han forståelse for andre, der handlede utraditionelt. Norman Schluss udviste en sjælden grad af frækhed, forudseenhed, risikovillighed og brutalitet i sine investeringer, indså hun. At forsøge at sætte et marked skakmat var i allerhøjeste grad utraditionelt og ultimativt investeringsmæssigt og de, der havde prøvet, var næsten alle endt i fallit og fængsel. Udfordringen stimulerede hans nysgerrighed.
Mariann Madsen var ganske ør over alle de sidste dages indtryk med sin fine eksamen, afslutningen på Harvard, Henrik Grunds besøg, Carlos, der rejste, og nu denne fascinerende midaldrende mand, som tydeligvis var en finansstrateg af internationalt format, i hvis indre brændte en stikflamme af passion for profit. Mens han berettede om endnu en særpræget investering, tog hun sit spraglede silketørklæde af, løste langsomt sit hår op og lod det falde i tykke bølger ned over skuldrene.
Den unge kvinde rejste sig, gik hen til panoramavinduet og så ud over Manhattans skyline, vendte sig og bare stod der og så på ham. Hun rakte hånden frem, han rejste sig, kom nærmere og tog hendes hånd. Tavse stod de hånd i hånd og så ud over verdens finansielle centrum. Kort efter var han til sin egen store overraskelse hvirvlet ind i hendes altopslugende seksuelle tsunami.
Da dønningerne var ved at have lagt sig mellem de to, sagde han stilfærdigt, at han aldrig havde været sin hustru utro før, men at han lige nu følte det, som om han svævede vægtløs over Manhattan.
“Min krop er ophørt med at eksistere, den er lykkelig. Jeg er lykkelig. Du er helt sikkert den smukkeste kvinde i universet. Tak.”
Fra sengen kunne de stadig se ud ad det store gulv-til-loft vindue i hans hybel. De sad nøgne ved siden af hinanden og så på de glimtende lys uden at sige et eneste ord. Han tog hendes hånd.
“Du ... øh,” sagde han.
“Jeg kunne godt tænke mig at give dig Danmark som en gave.”
Langsomt drejede hun det gyldne hoved mod ham, og så ham dybt i øjnene.
“Vil du venligst gentage det,” sagde hun sødt, men lidt afmålt.
“Ville det ikke være fantastisk, hvis jeg ... eller vi ... simpelt hen købte Danmark og udråbte dig til landets enevældige, smukke dronning.”
“Er du seriøs lige nu, eller giver du mig et kompliment,” spurgte hun og så undersøgende og alvorligt på hans ansigt.
“Altså, det kunne gøres, hvis man havde nok kapital.”
Han glemte helt, at tanken startede med et kompliment.
“Jeg mener ikke hele landet, blot nok til at kunne bestemme. Kritisk masse, du ved.”
“Mariann, tænk bare, det ville blive verdens første suveræne nation, der blev drevet som et firma. Sikke et land. Tænk, hvad man kunne udrette!”
Norman Schluss havde fået en grandios vision, og størrelsen af den havde allerede hævet ham langt ud i atmosfæren. Han fløj, og tankerne tumlede rundt i ham, og ordene flød fra hans mund.
Han blev dog meget jordbunden igen, da hun lod endnu en flodbølge opsluge hans krop og sjæl.
Bagefter sov han en dødlignende søvn, mens hun en tid nøgen travede op og ned ad gulvet med sine bare fødder begravet i det tykke, bløde, hvide gulvtæppe, mens håret vajede omkring hendes ryg. Hun ænsede ikke, at tusinder af naboer på 57th kunne beskue hende i det svage lysskær.
Resolut satte hun håret op i en knude og tog sin computer frem.
Havde denne smukke kvinde på halvt hans egen alder virkeligt suget ham ind i en nærmest overjordisk passion og taget ham flere gange i træk? Han kunne føle på sine møre muskler og det meget ømme og trætte organ, at det ikke var en drøm. Han virrede med hovedet og så helt stolt og tilfreds på sit spejlbillede.
Intet i hendes positur der ved kaffekanden og computeren inviterede til kæresteri eller ømhed - hun var i arbejde. Han tog et krus, skænkede den endnu hede kaffe til sig selv og satte sig tavst ved den modsatte side af bordet og nærmest gloede på denne åbenbaring af skønhed og koncentration. En dronning lignede hun.
Og han kom i tanke om sin vision og smilede skævt over hendes reaktion.
Norman Schluss begyndte igen at fantasere og dreje scenariet 180 og 360 grader for sit indre instinkt. Hvilken fryd at eje et land, for det gode naturligvis, og for investorerne ikke at forglemme. Mens idéen tog forskellige former, forestillede han sig et højt udviklet industriland som frihavn, som hjemsted for bekvemmelighedsflag, med skattefrihed, bosted for alverdens multinationales hovedkvarterer, med bankhemmelighed og mere til.
Mulighederne meldte sig frit i hans kreative hoved, men til sidst samledes tankerne om det helt overordnede i at eje en nation. Med solid kontrol over et suverænt land gennem længere tid og ved at styre landet som et firma, kunne hidtil ukendte markeder og produkter blive udviklet og enorme profitter genereres for investorerne. Det skulle være et land, som kunne vise vejen for andre trængte industrilande. Et erhvervsutopi. En ny form for statsdannelse.
Personligt mente han, at i-landene havde problemer og kun tøvende underkastede sig globaliseringens kræfter. NS Fund havde stærke positioner i nøgleindustrier i udviklingslandene, men hvad nu, hvis globalisering blev et mål i sig selv for et i-land? Kunne et lille, professionelt styret land opnå samme fænomenale vækstmuligheder som et stort firma? Hvorfor ikke?
Som han sad der og legede med sin idé, besluttede han at sige godmorgen til hende. Hun så op, smilede næsten usynligt og udbrød:
“Min model er ikke god nok. Den har som præmis, at der efter en opbygning af ressourcer sker kortvarige manøvrer i markedet for at nå målet. Din ide forudsætter langvarige manøvrer og investeringer og et helt andet niveau af kontrol med omgivelserne. Modellen skal revideres, for den mangler en realistisk exit-strategi.”
“Smukke Mariann,” sagde han lavmælt, “er vi på fornavn nu?”
“Jo da,” lo hun frimodigt.
“Mit navn er Norman, og må jeg foreslå, at vi drikker noget kaffe, og derefter laver en plan, som dækker de kommende tre måneder. Har du slet ikke sovet?”
“Nej,” sagde hun som det mest selvfølgelige af verden. “Jeg havde ting at tænke over.”
“Ok - først kaffen. Jeg ringer efter friske croissanter - med eller uden chokolade?”
Hun virrede blot med hovedet og mumlede “masser af frisk juice,” hvorefter han bestilte det hele til hende. Det var svært at løsrive sig fra skærmen og tallene.
Ved frokosttid den samme dag dansk tid modtog vekselererfirmaet Petersen & Grund A/S en e-mail fra Marianne Madsen, som lød:
Det er med glæde, at jeg modtager P&Gs tilbud om at træde ind som junior-partner i Henrik Grunds afdeling for strategiske investeringer. Som allerede aftalt vil jeg få status af partner uden forudgående investeringer i firmaet, men under betingelse af, at jeg modtager kommissioner og overskuddeling udelukkende baseret på egne transaktioner.
I de første 3 måneder af vores samarbejde ønsker jeg ikke at modtage løn, men vil have fast base i New York City med henblik på at forberede kommende strategiske tiltag. Til vores kommende projekt ønsker jeg 3 kontorlokaler med egen indgang i firmaets ejendom Holmens Kanal 14. Bekræft venligst snarest.
Det ville glæde mig, hvis P&G ved først givne lejlighed åbner diverse konti for mig, udpeger kontakter til gennemførelse af transaktioner, leverer de nødvendige passwords og fremsender dokumenter til underskrift.
Empire Hotel
44 West 63rd. Street
New York, NY 10023
“Og du har ikke været nogen utro.”
Mariann tog tilbage til Boston, pakkede sine få ting og returnerede samme dag for at indlogere sig i en junior suite på Empire Hotel. Hun kunne godt lide West Side af Manhattan, og det generede hende ikke, at der var en rumlende subwaytur til NS Funds kontorer downtown.
