George R. R. Martin:

Kongernes kamp

Citattegn

Prolog


   „Vi må hellere vende om,“ sagde Gared, da skoven begyndte at blive mørk omkring dem. „Vildlingene er døde.“
   „Er du bange for de døde?“ spurgte sir Waymar Royce med en svag antydning af et smil.
   Gared lod sig ikke provokere. Han var en gammel mand, over de halvtreds, og han havde set ubetydelige lorder komme og gå. „De døde er døde,“ sagde han. „Vi skal ikke have klinket noget med de døde.“
   „Er de døde?“ spurgte Royce blidt. „Har vi noget bevis på det?“
   „Will så dem jo,“ sagde Gared. „Hvis han siger, de er døde, så er det bevis nok for mig.“
   Will vidste, at de ville blande ham ind i skænderiet før eller senere. Han ville ønske, at det havde været senere. „Min mor sagde til mig, at døde mænd ikke synger nogen sange,“ indskød han.
   „Min amme sagde det samme, Will,“ svarede Royce. „Tro aldrig på noget, du hører ved en kvindes bryst. Man kan nemlig også lære noget af de døde.“ Hans stemme rungede, lidt for højt i skovens tusmørke.
   „Vi har et langt ridt foran os,“ sagde Gared. „Otte dage, måske ni. Og mørket falder på.“
   Sir Waymar Royce kiggede uinteresseret op på himlen. „Det gør det hver dag på det her tidspunkt. Tager mørket modet fra dig, Gared?“
   Will kunne se det stramme drag om Gareds mund og den undertrykte vrede i hans øjne under den tykke, sorte hætte på kappen. Gared havde været fyrre år i Nattens Vogtere, både som dreng og mand, og han var ikke vant til at blive nedgjort. Men det var mere end det. Ud over den sårede stolthed kunne Will fornemme noget andet hos den gamle mand. Han kunne næsten smage det. En nervøs anspændthed, der mindede ubehageligt om frygt.
   Will følte den samme uro. Han havde tilbragt fire år på Muren. Da han første gang blev sendt over på den anden side, dukkede alle de gamle historier op i hans tanker, og han havde rystet i bukserne og haft tyndskid. Bagefter havde han leet ad det. Nu var han en veteran med mere end hundrede ture bag sig, og den endeløse, mørke vildmark, som folk sydpå kaldte Den Hjemsøgte Skov, skræmte ham ikke længere.
   Ikke før i aften. Noget var anderledes i aften. Der var en skarphed i mørket, der fik hans nakkehår til at rejse sig. I ni dage havde de redet, mod nord og nordvest og så mod nord igen, længere og længere væk fra Muren, på sporet af en flok hærgende og plyndrende vildlinge. Hver dag havde været værre end dagen før. Og dagen i dag havde været den værste. Fra nord blæste en kold vind, der susede i træerne og fik dem til at svaje, som var de levende væsner. Will havde hele dagen haft en følelse af, at noget iagttog ham, noget koldt og uforsonligt, der var ham fjendtligt stemt. Gared havde også følt det. Will havde mest lyst til at ride alt, hvad remmer og tøj kan holde, for at komme i sikkerhed bag Muren, men det kunne man ikke sige til sin øverstkommanderende.
   Især ikke en øverstkomanderende som denne.
   Sir Waymar Royce var yngste søn i en gammel slægt med for mange arvinger. Han var en køn ung mand på atten år, gråøjet, elegant og slank som en dolk. Som han sad der på sin store, sorte stridshest, ragede ridderen op over Will og Gared på deres mindre, men robuste heste. Han havde sorte læderstøvler på, sorte uldbukser, sorte muldvarpeskindhandsker og en skinnende sort ringbrynje uden på flere lag sort uld og kogt læder. Sir Waymar havde kun været edsvoren bror i Nattens Vogtere i mindre end et halvt år, men man kunne ikke sige, at han ikke havde forberedt sig på sit kald. I hvert fald ikke hvad påklædningen angik.
   Hans kappe var kronen på værket; den var tyk, sort og blød som arvesynden, og den var lavet af zobelskind. „Han har garanteret selv taget livet af dem,“ havde Gared sagt til de andre i belægningsstuen, mens de drak vin.
   „Vores store kriger vred halsen om på de små kræ.“ De havde alle sammen grinet.
   Det er svært at tage imod ordrer fra en mand, man har grinet ad, når man har fået en tår over tørsten, tænkte Will, der sad og rystede af kulde på sin pony. Gared må have haft det på samme måde.
   „Mormont sagde, at vi skulle spore dem, og det har vi gjort,“ sagde Gared. „De er døde. De generer os ikke mere. Vi har et hårdt ridt foran os. Jeg bryder mig ikke om det her vejr. Hvis det sner, risikerer vi, at det tager fjorten dage at nå tilbage, og sne er endda ikke det værste. Har du nogensinde oplevet et uvejr med isslag, mylord?“
   Den unge adelsmand hørte åbenbart ikke efter. Han betragtede tusmørket på sin karakteristiske distræte facon, som om han kedede sig. Will havde redet sammen med ridderen længe nok til at vide, det var bedst ikke at forstyrre ham, når han så sådan ud. „Fortæl mig igen, hvad du så, Will. Alle detaljerne. Du må ikke udelade noget.“

Citattegn

   Will havde været jæger, før han kom ind i Nattens Vogtere. Ja, krybskytte, når sandheden skulle frem. Nogle Mallister-vagter havde grebet ham på fersk gerning i Mallisters egen skov, mens han var ved at flå en af Mallisters bukke, og valget stod mellem at iføre sig den sorte uniform eller at miste en hånd. Ingen kunne bevæge sig gennem skoven lige så lydløst som Will, og de sorte brødre havde ikke været længe om at få øjnene op for hans evner.
   „Lejren ligger lidt længere fremme på den anden side af det der højdedrag, lige ved siden af en bæk,“ sagde Will. „Jeg gik så tæt på, som jeg turde. Der er otte af dem. Både mænd og kvinder. Jeg kunne ikke se nogen børn. De har lavet et halvtag op ad klippen. Sneen har dækket det meste af det nu, men jeg kunne se det. Der var ikke tændt bål, men bålstedet var tydeligt. Der var ingen, der bevægede sig. Jeg holdt øje med dem i lang tid. Ingen, der er i live, ligger så stille.“
   „Så du noget blod?“
   „Nej,“ indrømmede Will.
   „Kunne du se våben?“
   „Ja, nogle sværd og nogle få buer. En mand havde en økse. Den så tung ud. Tveægget. Et frygteligt stykke jern. Den lå på jorden ved siden af ham, lige ved hans hånd.“
   „Lagde du mærke til ligenes stilling?“
   Will trak på skuldrene. „Et par af dem sidder lænet op ad klippen. De fleste ligger på jorden. Som om de er faldet.“
   „Eller sover,“ foreslog Royce.
   „Faldet,“ fastholdt Will. „Der sidder en kvinde oppe i et jerntræ, halvt skjult af grenene. En udkigspost.“ Han smilede blegt. „Jeg sørgede for, at hun ikke så mig. Da jeg kom tættere på, kunne jeg se, at hun heller ikke bevægede sig.“ Han kom til at skælve.
   „Fryser du?“ spurgte Royce.
   „Ja, lidt,“ mumlede Will. „Det er vinden, mylord.“
   Den unge ridder vendte sig om mod den gamle, gråsprængte soldat. Rimdækkede blade hvirvlede forbi dem, og Royces stridshest bevægede sig uroligt. „Hvad tror du har slået disse mænd ihjel, Gared?“ spurgte sir Waymar. Han bragte den lange zobelskindskappe i orden.
   „Kulden,“ sagde Gared med sikkerhed i stemmen. „Jeg så mænd fryse ihjel sidste vinter og i den vinter, der gik forud, da jeg var en stor dreng. Alle taler om den fyrre fod dybe sne og om den hylende vind fra nord, men den virkelige fjende er kulden. Den sniger sig ind på én mere lydløst end Will. Og først ryster man, og ens tænder klaprer, og man stamper i jorden og drømmer om varm vin og dejlige varme ildsteder. Den bider, ja, den gør. Der er ikke noget, der bider som kulde. Men kun i et stykke tid. Så trænger den gennem marv og ben og breder sig i kroppen, og efter et stykke tid har man ikke kræfter til at bekæmpe den. Det er lettere bare at sætte sig ned eller at lægge sig til at sove. Det siges, at man til sidst ikke føler nogen smerte. Først bliver man slap og søvnig, og alting begynder at blive utydeligt, og så er det ligesom at synke ned i et hav af varmt mælk. Næsten fredfyldt.“
   „Sikken veltalenhed, Gared,“ bemærkede sir Waymar. „Jeg troede ikke, at du havde det i dig.“
   „Jeg har også haft kulden i mig, mylord.“ Gared trak hætten tilbage, så sir Waymar kunne se de bittesmå stumper, der var tilbage af ørerne. „To ører, tre tæer og lillefingeren på venstre hånd. Men jeg slap billigt. Vi fandt min bror. Han var frosset ihjel på sin vagt. Han sad med et smil om munden.“
   Sir Waymar trak på skuldrene. „Du burde gå varmere klædt, Gared.“
   Gared så olmt på den unge ridder. Vreden fik arrene rundt om ørehullerne til at blive røde, der hvor mester Aemon havde skåret ørerne af. „Vi får se, hvor varmt du kan klæde dig, når vinteren kommer.“ Han trak hætten op og krøb sammen på sin hest, tavs og gnaven.
   „Hvis Gared sagde, at det var kulden …“ begyndte Will.
   „Har du haft nogen vagter i den sidste tid, Will?“
   „Ja, mylord.“ Der gik ikke en uge, hvor han ikke fik tildelt en halv snes forbandede vagter. Hvor ville manden hen med det?
   „Og hvordan har Murens beskaffenhed været?“
   „Dryppende,“ sagde Will og rynkede brynene. Nu hvor sir Waymar pegede på det, kunne han tydeligt se det. „De kan ikke være frosset ihjel. Ikke når Muren dryppede. Det var ikke koldt nok.“
   Royce nikkede. „Godt set. Vi har haft let frost et par gange i løbet af ugen og en snebyge nu og da, men kulden har ikke været så hård, at den har taget livet af otte voksne mænd. Mænd klædt i pelsskind og læder, vil jeg minde jer om, og med mulighed for at finde ly og for at lave bål.“ Ridderens smil var selvsikkert. „Will, før os hen til stedet. Jeg vil se de døde mænd med mine egne øjne.“
   Og så var der ingen vej udenom. Ordren var blevet givet, og æren bød dem at adlyde.
   Will red forrest. Hans langhårede, lille hest traskede forsigtigt gennem underskoven. Natten før havde det sneet, og lige under skorpen var der sten, rødder og skjulte fordybninger, som kunne overrumple, hvis man ikke var forsigtig og årvågen. Sir Waymar Royce fulgte efter. Hans store, sorte stridshest prustede utålmodigt. En stridshest duede ikke i sådan et terræn, ja, slet ikke til patruljeopgaver, men det skulle man ikke prøve at sige til den unge ridder. Gared dannede bagtrop. Den gamle soldat mumlede for sig selv, mens han red.

Citattegn

   Det blev mørkere. Den skyfri himmel antog en blåviolet farve – samme farve som et gammelt blåt mærke – og blev så sort. Stjernerne begyndte at komme frem. En halvmåne stod op. Will var taknemlig for lyset.
„Vi må kunne sætte tempoet i vejret,“ sagde Royce, da månen stod højt på himlen.
   „Ikke med den hest,“ sagde Will. Frygten havde gjort ham uforskammet. „Det kan være, at mylord har lyst til at føre an?“
   Sir Waymar Royce nedværdigede sig ikke til at svare.
   Et sted inde i skoven var der en ulv, der tudede.
   Will styrede sin hest hen under et gammelt, knortet træ og sad af.
   „Hvorfor standser du?“ spurgte sir Waymar.
   „Det er bedst at gå resten af vejen, mylord. Det er lige ovre på den anden side af den der bakkekam.“
   Royce tøvede et øjeblik, mens han kiggede i den retning, som Will havde angivet. En kold vind gik susende gennem træerne. Hans lange zobelskindskappe bevægede sig bag ham som noget, der var halvt levende.
   „Der er noget galt,“ mumlede Gared.
   Den unge ridder sendte ham et hånligt smil. „Er der?“
   „Kan du ikke mærke det?“ spurgte Gared. „Lyt til mørket.“
   Will kunne mærke det. Han havde været fire år i Nattens Vogtere, men han havde aldrig før været så bange. Hvad var det?
   „Vinden. En raslen i træerne. En ulv. Hvad er det for en lyd, der tager modet fra dig, Gared?“ Da Gared ikke svarede, lod Royce sig glide ned fra sadlen. Han tøjrede stridshesten til en lavthængende gren – et godt stykke fra de andre heste – og trak sit langsværd af skeden. På fæstet glimtede ædelstene, og månelyset spejlede sig i det blanke stål. Det var et fint våben, slotssmedet og helt nylavet, så det ud til. Will tvivlede på, at det nogensinde var blevet svunget i vrede.
   „Træerne står tæt her,“ advarede Will om. „Der er ikke plads til at bruge sværdet. Det er bedre at bruge en kniv.“
   „Hvis jeg har brug for et råd, beder jeg om det,“ sagde den unge adelsmand. „Gared, bliv her. Pas på hestene.“
   Gared sad af. „Vi har brug for et bål. Det klarer jeg.“
   „Hvor stor en tåbe er du, gamle mand? Hvis der er fjender i den her skov, er et bål det sidste, vi har brug for.“
   „Der er nogle fjender, som et bål kan holde væk,“ sagde Gared. „Bjørne og kæmpeulve og … og andre ting …“
   Sir Waymars mund blev en tynd streg. „Ingen ild.“
   Gareds hætte skyggede for ansigtet, men Will kunne se det hårde glimt i hans øjne, mens han kiggede på ridderen. Et øjeblik var han bange for, at den gamle mand ville trække sit sværd. Det var en kort, grim tingest, hvis fæste var misfarvet af sved, og der var hakker i æggen, flittigt brugt som det var. Men Will ville ikke have givet meget for adelsmandens liv, hvis Gared trak det af skeden.
   Til sidst slog Gared blikket ned. „Ingen ild,“ mumlede han.
   Royce opfattede det som føjelighed og vendte sig væk. „Kom så. Du viser vej,“ sagde han til Will.
   Will banede vej for dem gennem et krat og fortsatte op ad skråningen til den lave bakkekam, hvor han havde haft sit udkigspunkt under et stort fyrretræ. Under den tynde sneskorpe var jorden våd og mudret, så der var glat, og man kunne snuble over sten og skjulte rødder. Will lavede ikke en lyd, mens han kravlede opad. Bag sig hørte han en sagte, metallisk klirren fra den unge ridders ringbrynje, en raslen af blade og lavmælte eder ogforbandelser, når grene svirpede mod hans langsværd og hagede sig fast i hans fine zobelskindskappe.
   Det store træ stod oppe på toppen af bakken, hvor Will vidste, at det stod. De laveste grene befandt sig kun omkring en fod over jorden. Will gled ind under dem og lå på maven i sneen og mudderet og kiggede på den tomme rydning nedenfor.
   Hans hjerte holdt næsten op med at slå. Et øjeblik turde han ikke trække vejret. Månelyset skinnede ned på stedet. Askedyngen på bålstedet, halvtaget, der var dækket af sne, den store klippe, den lille, halvt tilfrosne bæk. Alting var præcis, sådan som det havde været få timer før.
   Men de var væk. Alle ligene var forsvundet.
   „I guder!“ hørte han bag sig. Et sværd bankede mod en gren, da sir Waymar Royce nåede op til bakketoppen. Han stod ved siden af træet med langsværdet i hånden, og et vindstød fik hans kappe til at flagre bag ham, skarpt aftegnet mod stjernehimlen, så alle kunne se ham.
   „Ned med dig!“ hviskede Will indtrængende. „Der er noget galt.“
   Royce rørte sig ikke. Han kiggede ned på den tomme rydning og lo. „Det lader til, at dine døde mænd har slået lejr et andet sted, Will.“
   Will havde mistet mælet. Han ledte efter ord, men de kom ikke. Det var ikke muligt. Hans blik gled frem og tilbage over den forladte lejr og standsede ved øksen. En stor, tveægget stridsøkse, der stadig lå der, hvor han sidst havde set den. Urørt. Et kostbart våben …
   „Rejs dig op, Will,“ befalede sir Waymar. „Der er ikke en sjæl her. Du skal ikke ligge og gemme dig under en busk.“
   Will adlød modstræbende.

Citattegn

   Sir Waymar kiggede på ham med utilsløret modvilje. „Jeg vil ikke vende tomhændet tilbage til Sorte Borg efter mit første patruljetogt. Vi skal finde disse mænd.“ Han så sig omkring. „Kravl op i det der træ. Skynd dig lidt. Se, om du kan få øje på et bål.“
   Will vendte sig om uden at sige noget. Det nyttede ikke noget at protestere. Vinden var stærk og bidende og skar lige igennem ham. Han gik hen til træet, et grågrønt mammuttræ, og begyndte at klatre op. Snart var hans hænder klæbrige af saft, og han forsvandt mellem grenene med fyrrenåle. Angsten gav ham en knude i maven som et måltid, han ikke kunne fordøje. Han mumlede en bøn til skovens navnløse guder og trak sin dolk. Han holdt den mellem tænderne, så han kunne bruge begge hænder til at klatre. Smagen af koldt jern i munden virkede beroligende.
   Nedenfor råbte den unge ridder pludselig: „Hvem der?“ Will kunne høre usikkerhed i anråbet. Han holdt op med at klatre. Han lyttede. Han kiggede. Skoven gav svar. Blade, der raslede i vinden, det iskolde vand i bækken, der rislede, en sneugle, der tudede i det fjerne.
   De Andre gav ingen lyde fra sig.
   Ud ad øjenkrogen kunne Will se noget bevæge sig. Blege former, der gled gennem skoven. Han drejede hovedet og fik et glimt af en hvid skikkelse i mørket. Så forsvandt den igen. Grene bevægede sig blidt i vinden, greb ud efter hinanden med fingre af træ. Will åbnede munden for at råbe varsko, men det var, som om ordene sad fast i struben. Måske tog han fejl. Måske havde det bare været en fugl, et genskær i sneen, månelyset, der spillede ham et puds. Hvad var det, han havde set, når det kom til stykket?
   „Hvor er du, Will?“ råbte sir Waymar. „Kan du se noget?“ Han drejede langsomt rundt, pludselig på vagt, med sværdet i hånden. Han må have mærket dem, ligesom Will kunne mærke dem. Der var ikke noget at se. „Svar mig! Hvorfor er der så koldt?“
   Det var koldt. Rystende af kulde klamrede Will sig mere fast til grenene. Hans ansigt var presset hårdt ind mod træets stamme. Han kunne mærke den klæbrige saft mod kinden.
   En skikkelse dukkede frem fra skovens mørke. Den stod foran Royce. Den var høj og knoklet og hård som gamle knogler, og huden var hvidlig som mælk. Dens harnisk syntes at skifte farve, når den bevægede sig. Nogle steder var den hvid som nyfalden sne, andre steder sort som en skygge, og overalt var den plettet med træernes grågrønne farve. For hvert skridt den tog, bevægede mønstrene sig som måneskær på vand.
   Will kunne høre sir Waymar Royce trække vejret med en hvæsende lyd. „Kom ikke tættere på,“ sagde han advarende. Hans stemme knækkede over som en drengs. Han slyngede den lange zobelskindskappe over skuldrene, så armene kunne bevæge sig frit i kamp, og tog fat om sværdskæftet med begge hænder. Vinden var taget af. Det var utrolig koldt.
   Den Anden gik fremad på lydløse fødder. I hånden havde han et langsværd, der ikke lignede noget, Will havde set før. Der var ikke brugt menneskeskabt metal til at smede dén klinge. Den var levende af månelys, gennemsigtig, krystalagtig og så tynd, at den så ud til at forsvinde, når man så æggen forfra. Den afgav en blålig flimren, et spøgelsesagtigt lys, der spillede om kanterne. Og på en eller anden måde vidste Will, at klingen var skarpere end nogen barberkniv.
   Sir Waymar mødte ham tappert. „Så kom bare an.“ Han løftede udfordrende sit sværd højt over hovedet. Hans hænder rystede på grund af vægten, eller måske var det på grund af kulden. Men i det øjeblik var han ikke længere en dreng, tænkte Will, men en mand i Nattens Vogtere.
   Den Anden stoppede op. Will så hans øjne. De var blå, dybereliggende og mere blå end nogen menneskeøjne, en blå farve, der brændte som is. De fæstede blikket på langsværdet, der skælvede oppe i luften, og betragtede månelyset, der glimtede i metallet. Et kort øjeblik turde han håbe.
   De dukkede lydløst frem fra mørket – skikkelser magen til den første. Der var tre … fire … fem … Sir Waymar mærkede måske kulden, de bragte med sig, men han så dem ikke og hørte dem ikke. Will blev nødt til at advare ham. Det var hans pligt. Og den visse død, hvis han gjorde det. Han skælvede, trykkede sig ind til træet – og tav.
   Det lyse sværd kom flimrende gennem luften.
   Sir Waymar mødte det med stål. Da klingerne mødte hinanden, lød der ikke nogen klang af metal, der rammer metal, kun en høj, skinger lyd, knap hørlig, som et dyr, der hyler af smerte. Royce parerede endnu et slag og et til, men gik så baglæns. En ny byge af slag fik ham til at vige igen.

Citattegn

  Bag ved ham, til højre og venstre for ham, hele vejen rundt om ham stod de andre – tålmodige, ansigtsløse og tavse – og så på. De skiftende mønstre i deres fine harnisker gjorde dem næsten usynlige i skoven. Men de greb ikke ind.
   Igen og igen mødtes sværdene, indtil Will havde lyst til at holde sig for ørerne for ikke  at høre den underligt forpinte lyd, når de ramte hinanden. Nu stønnede sir Waymar af anstrengelse, og hans ånde dampede i månelyset. Hans klinge var hvid af rimfrost. Den Andens klinge bevægede sig livligt med sit blålige skær.
   Så parerede Royce en brøkdel af et sekund for sent. Det lyse sværd trængte gennem ringbrynjen under hans arm. Den unge ridder skreg af smerte. Blod piblede frem mellem ringene. Det dampede i kulden, og dråberne så ud til at være røde som ild, når de faldt ned på sneen. Sir Waymar rørte ved stedet, hvor han var ramt. Skindhandsken blev farvet rød.
   Den Anden sagde noget på et sprog, som Will ikke forstod. Hans stemme var som is, der knager på en sø om vinteren, og ordene var spotske.
   Det vakte sir Waymar Royces raseri. „For Robert!“ råbte han, og med en snerren løftede han det rimdækkede langsværd med begge hænder og svingede det i et fladt sideslag med hele sin vægt bag. Den Anden parerede nærmest dovent.
   Da klingerne ramte hinanden, gik stålet i stykker.
   Et skrig rungede gennem skoven, og langsværdet knustes i små stumper og stykker, der spredte sig i luften som en byge af nåle. Royce sank hylende i knæ og holdt hænderne op for øjnene. Der strømmede blod ud mellem fingrene.
   De andre bevægede sig alle sammen frem på én gang, som om der var givet et signal. Sværd blev løftet og sænket i en dødlignende stilhed. Det var en koldblodig nedslagtning. De lyse klinger skar igennem ringbrynjen, som var den lavet af silke. Will lukkede øjnene. Han kunne høre deres brovtende stemmer og skarpe latter.
   Da han tog mod til sig og kiggede igen, var der gået lang tid, og på bakketoppen var der ingen at se.
   Men han blev siddende oppe i træet og turde knap nok trække vejret, mens månen langsomt krøb hen over den mørke himmel. Til sidst, da han havde krampe i musklerne, og fingrene var følelsesløse af kulde, kravlede han ned.
   Royce lå med ansigtet trykket ned i sneen og den ene arm ud til siden. Snesevis af steder var der flænger i zobelskindskappen. Som han lå der, kunne man se, hvor ung han var. En dreng.
   Et lille stykke væk fandt Will det, der var tilbage af sværdet. Det var bøjet og splintret ved fæstet ligesom et træ, der er blevet ramt af et lyn. Han lagde sig på knæ, så sig spejdende omkring og samlede det op. Det ødelagte sværd skulle være hans bevis. Gared måtte vide, hvad der var på færde, og hvis han ikke vidste det, så gjorde Gamle Bjørn Mormont eller mester Aemon det helt sikkert. Mon Gared stadig ventede med hestene? Han måtte skynde sig.
   Will rejste sig. Sir Waymar Royce stod foran ham.
   Hans fine tøj hang i laser; hans ansigt var ødelagt. En metalsplint fra hans sværd sad i den blinde, hvide pupil i venstre øje.
   Det højre øje var åbent. Pupillen var blå og brændende. Det kunne se.
   Kraftesløse fingre slap det ødelagte sværd. Will lukkede øjnene for at bede en bøn. Lange, slanke hænder strejfede hans kinder og greb så fat om hans hals. De var behandskede med det fineste muldvarpeskind og våde af blod, men berøringen var iskold.

Facts
Titel
Kongernes kamp
Forfatter
George R. R. Martin
Forlag
Gyldendal
Om forfatteren
George Raymond Richard Martin er født den 20. september, 1948, New Jersey, USA. George R. R. Martin er fantasy, horror og science fiction forfatter, og er for alvor blevet kendt i Danmark efter at hans serie A Song of Ice and Fire er blevet filmatiseret som A Game of thrones med dansk Nikolaj Coster-Waldau i en af hovedrollerne. George R. R. Martin er oprindelig uddannet journalist og har ud over at skrive egne fantasyromaner og været manuskriptforfatter på tv-serierne The Twilight Zone og Beauty and the Beast.
Om bogen

Fantasy. Lord Eddard Stark og Robert Baratheon er blevet ofre for et kongeligt forræderi. Vesterøerne hærges af borgerkrig, hvor brødre myrder hinanden i kongernes kamp.

Bogen kan downloades fra E-reolen.dk

Anmeldelser