Sandheden fra en løgner

PROLOG

Kære Læser

Du lyver.
Jeg ved det godt.
Det gør jeg også.

Sandheden er, at jeg har løjet. Jeg har løjet. Mange gange, hele tiden, hver dag og altid. Ikke store, verdensomstyrtende løgne, ikke dem, der gør ondt på andre, river gulvtæpper væk eller rammer mennesker på liv, job eller kærlighed. Mere sådan små, snørklede løgne, dem, man tager op af håndtasken for at undgå at gøre andre mennesker kede af det, eller for ikke at vise, hvor det gør ondt.
   Jeg har løjet lige så længe, jeg kan huske. Da det begyndte, var det mere historier, end det var løgne, men da det fortsatte, åd løgnene historierne og blev til en slags sandhed. Løgnen er den lim, der kan få det hele til at hænge sammen, glatte ud over konflikter og sørge for, at mødre ikke behøver at bekymre sig unødigt. Løgnen er din og min ven, men vi tror ikke på det, for vi har lært, at sandheden er bedst. Men når kagen smager af død hest, skal man så fortælle værtinden det?
   Løgnen har også en grimmere side, har jeg lært. Jeg mødte den, da jeg blev fyret fra mit job som chefredaktør, fordi det magasin, jeg sad på, blev ædt af FinansGrisen, og jeg brugte al min tid på at holde sammen på mig selv uden at svare hverken entydigt eller sandfærdigt, når nogen spurgte, hvordan jeg havde det.
   Det er sandt, at løgnen har været hos mig, når alt andet forsvandt: Da min mor var syg af kræft og dopet med medicin, som hun ikke fortalte os om bivirkningerne af, fik hun noget, jeg senere forstod var en psykose. En del af den var rettet mod min far, men det meste af den var rettet mod mig. Hun mente jeg løj. Hele tiden. Altid. Hver gang jeg fortalte hende noget, tvivlede hun på, om det mon nu kunne passe. Når noget var særligt – enten særligt godt eller særligt skidt – mente hun, det var løgn. Eller rettere, hun var overbevist om, at det var løgn. Og her skete det så: Min virkelighed blev fyldt med løgn. Store løgne, små løgne, altædende løgne, bittesmå løgne, rigtige løgne, falske løgne, venlige løgne og den slags løgne, der ødelægger alt.
   Ikke at jeg ikke har været disponeret for det fra starten, for gode historier har altid siddet løst hos mig, de har ligesom rullet fra mit tankecenter ned over ganen, ned i munden, ud over tungen, forbi tænderne og ud gennem læberne. Men min mor lod sin mørkeste side overbevise hende om, at jeg ikke var andet end løgnen, og for hver gang hun beskyldte mig for en løgn, tog desperationen til. Den voksede og voksede i mig, og hver gang jeg sad hos hende, mens jeg skulle klippe håret på hendes hoved af inden den næste omgang kemo, mindede hun mig hvislende om, hvilken skuffelse det var ikke at kunne stole på sin datter. Sin ældste datter, som løj for hende om at have bestået sine eksaminer, om at være glad, om at elske hende, om at have en kæreste, om at være ude eller hjemme. Om alt. Pludselig begyndte jeg at lyve for alvor: Jeg løj hele tiden. Jeg løj om at være for syg til at besøge hende, om et vigtigt aftenmøde, om hvorfor jeg kun kunne blive tre timer. Jeg løj om, hvor godt jeg havde det, og om hvor meget jeg savnede hende. Og når det foregik over telefonen, tændte jeg en cigaret så tyst, at hun ikke hørte det. Løgnen og cigaretten gjorde alting lettere. Jeg udviklede en teknik til at ryge og græde lydløst samtidig, mens jeg fortalte de historier, hun gerne ville høre, og lod hendes verbale slag passere. Jeg var bare. En snakkemaskine, der bare er.

Men det er ikke helt skidt, det med løgnen: At lyve handler nemlig om at tage ansvaret – det handler også om tusind andre ting, men indimellem handler det om at tage ansvaret. Når vi lyver om, at alt er godt, tager vi ansvaret for, at andre ikke skal blive kede af det og opleve, at de tager for meget fra os, eller blot få svien i øjnene ved at se os som dem, vi i virkeligheden er. Når vi lyver, tager vi ansvaret for billedet af vores egen og andres virkelighed. Løgnen giver mulighed for en bedre virkelighed end den, vi sidder plantet midt i fyldt med gamle aviser, fyldte skraldespande, stress og mad, der mangler at blive lavet; den virkelighed, vi ville ønske, vi havde: glansbillederne. Der hvor alt er godt, fint, rent, skinnende. Hvor børn har rosa kinder og ikke skriger, hvor kager bager sig selv, hvor familie og karriere går op i en højere enhed, og hvor menstruationen aldrig har gjort ondt.
   Blandt kvinder er der status i glansbillederne, i de billeder, vi bytter og giver hinanden, de billeder, vi viser frem og holder op – snapshots taget af det perfekte liv. Vi lyver og siger, at vi kan klare det hele, vi (jeg) kan sagtens både klare fyring, mand på tourné, dårlig økonomi og vasketøj på én gang. Hvem kan ikke det? Andre må ikke se os ligge der, krøllet sammen i en kugle på gulvet, nej, så er det bedre at smile og le og vise, at man kan bage og sylte og have sex og være lykkelig med ham stodderen, du fortrød i samme øjeblik, han kørte dig til sygehuset i en bil dækket til med presenninger, så veerne ikke endte med at sprøjte et eller andet kvindesaft ud over hans nye bil. Så ligger du der og føder hans barn, mens det eneste, du tænker på, er skilsmisse. Men det siger du ikke til nogen, vel?

Jeg fortæller alle, der gider høre på det, at jeg mest holder af sandheden. At jeg er sådan en, der siger tingene, som de er. Og det er jeg også! (På æresord!), men jeg er også en af den slags kvinder, der indimellem trøster i stedet for at tale. Jeg trøster indimellem også mig selv – for det fantastiske ved løgnen er, at den kan blive sandhed. Jeg skal bare gentage den ofte nok, så tror jeg selv på den. Så det gør jeg. Gentager og gentager. Jeg er også begyndt at lytte. Ikke bare til mine egne løgne og sandheder, men også til andres historier og fortællinger om det gode liv. Om hvad der ville gøre de andre lykkelige, om hvad de fortier, hvad de overser, hvad de ikke ønsker at vise, hvad de drømmer om, og hvor de mener, deres vej fører dem hen, fordi jeg selv har søgt efter en vej, jeg kunne gå. En vej, som vil give plads til familie, arbejdsliv og mig selv. Jeg troede egentlig, at jeg sad på min rette hylde med drømmejob, manden, jeg elsker, det vidunderlige barn, jeg elsker, gode venner, lækre sko – det hele. Så blev gulvtæppet revet væk under mig, det lækre visitkort med den smukke titel ligeså, og så stod jeg dér. Midt i ingenting. Og dér lod jeg for første gang mig selv tænke, at måske – kun måske – havde mit ønske om at blive en succes smurt en tyk løgn ud over hele mit liv. Den løgn, der fi k mig til at sige, at jeg var lykkelig. Måske var jeg det slet ikke, måske var lykken ikke halvanden time i døgnet sammen med mit barn, måske var lykken slet ikke visitkortet, andres opfyldte forventninger eller min egen stakåndede stressen efter et mål, jeg ikke mere kunne huske hvad var. Her stod jeg så. Alene.

Løgnen har altid fulgt mig. Den har listet efter mig som en skygge, og indimellem har den pilet af sted foran mig som et sommerbarn i nye sandaler; let og legende. Nogle gange er den sprunget ud af min mund, inden jeg har nået at tænke mig om, andre gange har den sneget sig ind bag mig. Denne bog handler om mig og om mine første spæde forsøg på at leve en ny slags liv. Men mest om, hvordan lykken ligger lige bag løgnen og blinker til os, mens den klukler af vores bestræbelser på at holde historierne ude af vores liv. Det er sandheden.

Kærlig hilsen, Julia

KAPITEL 1

   Fyringen

I MIT ARBEJDSLIV har jeg faktisk altid troet på, hvad cheferne sagde. Jeg mener: Når chefen siger: »Julia, vi må lige give den en ekstra skalle«, så aflyser jeg middagen for to og gør det: Giver den en ekstra skalle. Når chefen så siger, »Julia, tag det helt roligt, der sker ingenting«, så tror jeg på ham og ikke på rygterne om, at FinansGrisen kommer dundrende hen mod os. Her er historien om, hvad der skete den forsommer, jeg løj for mig selv, for min mavefornemmelse, for andre og hen ad vejen kom til at tro på det hele.

»SÅ ER DER MEDIERNES ROLLE, og den er ikke pyntelig.
Kapitalismen afskaffes, USA vælger en Anker Jørgensen-vej og mere af lignende sludder fremføres i tv, radio og avisartikler, så almindelige mennesker da må tro, at landet stander i alvorlig våde.«

Den nyliberale kommentator Steen Leth Jeppesen i artiklen »Regulerings-elefantiasis« i Netavisen 180Grader d. 29. september 2008.

Jeg er almindelig. Og jeg tror på det, der stander i våde.

SANDHED #1.

   Det er sundt at vide, at du kan undværes

Den morgen jeg stod op og vidste, at nu var min barsel med Elias for alvor slut, vidste jeg for en gangs skyld, hvad jeg skulle have på. Det er sjældent, at jeg gør det, og en forlænget tøjkrise kan give en intensiveret morgensituation, som er fyldt med stress og slutter med en svedig cykeltur. Den morgen var der ingen grund til krise. Jeg havde taget højde for alt: Jeg havde lagt tøj frem aftenen før. Tøj, der ville få mig til at se nogenlunde cool ud, selvom jeg havde været ude af trendloopet i næsten halvandet år med graviditet og barsel. Mine sko var smukke. Grå ruskind, lakhæl, lidt glimmer. Da jeg trådte ind ad hoveddøren, havde jeg taget smilet på. Det havde jeg også lagt frem aftenen før, og jeg forestillede mig, hvordan jeg ville stråle som en sol og ligne én, der var kommet hjem efter lang tids rundrejse på fremmede kontinenter med mærkelige mennesker og endnu mærkeligere skikke.
   Jeg hilste på alle, gjorde som jeg plejede, før livet havde gjort det, livet skal, og forandret alt: Jeg hentede kaffe på vej hen til det skrivebord, som nu igen skulle være mit. Kaffen var, som før jeg gik på barsel, og skrivebordet lignede også sig selv.

En af mine første chefer, en smuk, slank, jordbærblond kvinde, havde for vane at se mig dybt ind i øjnene og med et stort, varmt smil slå fast: »Alle kan undværes«. Det er en af de læresætninger, jeg aldrig rigtig har troet på, og aldrig rigtig har turdet leve efter. For hvis alle kan undværes, kan jeg også.
   Jeg turde ikke tro det, da jeg gik på barsel, men sandheden i sætningen kunne ikke have været mere tydelig for mig, da jeg satte mig i stolen. De andre var ikke mødt endnu. Jeg sad der alene og så på de plakater, nogen havde hængt op ved siden af mit skrivebord, som for at råbe til mig at livet var gået videre, mens jeg havde været væk. Nøgne mænd, halvnøgne mænd og bøsser, der var nøgne. Som en intern joke, jeg ikke var inviteret til at deltage i. Det var ikke en overraskelse for mig, at livet var gået videre. At jeg ikke var Verdens Navle. Eller Cosmopolitans. Det vidste jeg. Jeg vidste også, at jeg havde noget, der lignede en snert af kontrol med situationen, fordi jeg netop ikke havde været helt væk. Jeg havde ikke trukket i barselshåndbremsen, som jeg havde ret til, men havde holdt krampagtigt fast i en eller anden form for kontakt med redaktionen, med mine chefer og med magasinet, under hele min barsel. Jeg var endda stoppet med at amme i tide til at kunne tage med chef og medarbejder til Cosmopolitans hovedkontor i New York for at lytte, tale, lære, inspirere og få nye indtryk.
   Det er nemlig sådan én, jeg er.
   Tror jeg nok. Der er i hvert fald ingen, der har fortalt mig det, hvis jeg er en anden.
   Da jeg tog til New York, var Elias kun seks måneder gammel. Og jeg savnede ham, så mine knogler sang hans navn. Jeg havde gjort alt, hvad jeg kunne for at sikre mig at ja, måske kunne alle undværes, men ingen skulle nå at opdage, om jeg kunne. Jeg er nemlig ikke alle. Jeg er mig. Jeg vil ikke kunne undværes.

Nogen kunne godt have undværet mig. For altid. Mens jeg havde været væk, var der kollegaer om hvem de andre sagde, at de aldrig havde været mere lykkelige, end mens jeg var væk. Der var også dem, der allerede havde ringet og fortroligt spurgt til, hvordan jeg havde det, og om jeg var sikker på, at jeg ville tilbage. Så ja, kernen er, at alle faktisk godt kan undværes. Af nogen. Det værste er, hvis man kan undværes af alle. Måske kan jeg også.

Da jeg stod på min arbejdsplads, hjemvendt efter ophold i barselsland, og padlede løs for at kunne følge med, trods lammende træthed, hjemlængsel og hjerteknugende savn efter min lille Elias, smilede jeg. Og var handlingsorienteret. Løsningsorienteret. Professionel. Dén med de gode ideer. Dén man kunne regne med. Dén der interesserede sig. Dén med ambitionerne, kaffekoppen og de høje hæle. Mor i høje hæle, trods brændende fodsåler, blodsprængninger på anklerne og manglende balanceevne. Jeg prøvede at ligne hende fra før for at kunne lade, som om jeg stadig elskede mit arbejde højest.

   Men det blæste.

   Jeg kunne mærke, hvordan vinden slog mod mit ansigt, og hvordan noget havde forandret sig på arbejdspladsen. Jeg gled ind og var den brik i puslespillet, det blev forventet af mig, jeg var, men noget var anderledes. Hele stemningen. Den stemning der kryber ud under dørsprækken på chefens kontor og glider rundt og rundt på arbejdspladsen. Den stemning der siver som en tåge; helt usynlig, men alligevel så fedtet og klistret at alle hænger fast i den.

   Jeg spurgte hende Den Centralt Placerede Medarbejder Som Har Alles Fortrolighed, om hvad det kunne være – hun så væk og fortalte mig, at det nok bare var mig, der havde svært ved at fi nde fodfæste efter min barsel. Tag dén. Og ligesom for at udligne inviterede hun mig med uden for bygningen til en cigaret i efterårsstormen. Jeg sagde ja tak. Og så var jeg pludselig igen sådan en, der røg. Den Centralt Placerede Medarbejder Som Har Alles Fortrolighed har ikke selv børn, men jeg nikkede og troede i fem minutter helt oprigtigt på, hvad hun sagde; nemlig, at det nok bare var mig, at barslen gør noget mærkeligt ved ens (mit) hoved, og at jeg jo ikke kan forvente, at alt er som før. Vel Julia? For jeg er jo ikke Verdens Navle, alle kan undværes, ja, men livet går jo videre, og det er da ikke noget at pive over. Jeg troede på det i fem minutter, mens jeg nikkede, så hovedet var ved at trille af, men jeg troede også på, at det var rigtigt. At der slet, slet, slet ikke var noget. At det var mig, den var helt gal med. Mig, der fejlagtigt troede, jeg var Verdens Navle. Jeg nikkede også, da Den Centralt Placerede Medarbejder Som Har Alles Fortrolighed lagde hånden på min skulder og fortalte mig, at jeg var en alt for følsom type.

   Jeg undskyldte. Og nikkede. Jeg har også tit hørt, at jeg er sådan en sensitiv type; og jeg har tit hørt, at det ikke er smart at være. Og at bare fordi jeg mærker noget, behøver det jo ikke at være rigtigt. For nej, jeg er ikke Verdens Navle, vel?

   Da de fem minutter var gået og det sjette også, vidste jeg, at det ikke bare var mig, hvis corporate-gener havde taget skade under barslen – næææh, der VAR noget galt med den tågede, slimede stemning. Noget, der ikke bare var mig. Da det syvende minut var gået, begyndte overskrifterne at komme på avisernes forside: »Finanskrise truer. Recession. Tab af arbejdspladser.«

   Da jeg spurgte til det hos mine chefer, blev vi enige om, at det skulle jeg sandelig ikke bekymre mig om, men bare sørge for større oplag, fl ere læsere, bedre indhold og endnu mere motiverede medarbejdere. Så det prøvede jeg på. Det hele. Samtidig. Men en lille stemme bagerst i mit hoved rådede mig til at søge andre græsgange.

   Andre græsgange. Og dækning. I mellemtiden, sagde stemmen – min far, min mand og mine veninder – skulle jeg finde ud af, hvad jeg virkelig ville, og så i øvrigt blive ved med at møde før halv otte, inden nogen kunne se mig, så jeg kunne påstå, at jeg havde været der fra klokken syv, så jeg kunne gå inden halv fi re og nå hjem til Elias, inden dagen var ovre. Det var et gospelkor af mennesker der sang: »Tag det roligt. Hold farten. Selvfølgelig skal du arbejde«. Og jeg lyttede, nikkede, resignerede taknemmelig for de mange gode råd.

SANDHED #2.

   Nej, jeg er da ikke bange

Mens jeg klaprede rundt og spillede rollen som hende med de gode ideer, tog angsten fat i kraven på mig: Jobbet som chefredaktør havde været mere end jeg nogensinde kunne have drømt om. Da jeg fik det, var min far så overrasket, at han kneb en tåre og sagde, at min mor ville have været stolt. Da mine veninder hørte det, kunne de ikke få vejret, men da jeg selv fi k det at vide, slog det benene væk under mig: Uden relevant uddannelse. Uden lignende erfaring. Uden sikkerhedsnet.
   Jeg regnede med, at jeg ville holde tre måneder. Jeg har stadig en liste liggende derhjemme med fem forklaringer, jeg kunne bruge, når jeg sagde op, inden de fyrede mig. »Problemer med at få visioner og redskaber til at stemme overens med budget«, var nummer 1. Det betyder alt og ingenting. Sætningen er nærmest meningsløs, men lyder som om jeg ved, hvad jeg taler om. Den kunne jeg have brugt. Den ville have været god at søge videre på. Den kunne stå i en ansøgning. Jeg følte, at jeg stod på min karrieres højdepunkt, og jeg lå vågen om natten og tænkte: Jeg er kun 28. Hvad skal jeg lave bagefter? Hvad gør jeg, når jeg allerede nu har fået mit drømmejob?
   Jeg blev Chefredaktør. Uden at vide hvordan sådan en var, øvede jeg mig i at være den flinke, forstående og favnende af slagsen. Jeg var så taknemmelig, at jeg ville have gjort det gratis – eller i hvert fald for 300 visitkort. Jeg var indenfor. Endelig. Endelig skulle jeg ikke længere være blandt dem, der kiggede ind, endelig skulle jeg ikke længere føle mig forkert. Jeg skulle være én af dem, der kiggede ud. Jeg var ankommet.
   Rollen blev lettere, end jeg havde troet. Mest fordi jeg ikke skulle forklare noget. Folk var sikre på, at jeg kunne, og jeg knoklede som en gal for at bevise, at de havde ret, og for at bevise, at ingen have taget fejl, da de valgte mig. Når nogen sagde et ord, jeg ikke forstod, googlede jeg det hurtigere end lynet, og på den måde havde jeg hurtigt styr på alle fagtermer. Folk jeg kendte, lod som om, de ikke var overraskede over, at stolen var min, og jeg klamrede mig til, at jeg var blevet valgt, fordi nogen troede jeg kunne. Eller fordi nogen ville investere i mig.
   Nu var jeg tilbage efter barslen. Jeg var Chefredaktør – den sprudlende glæde var faldet ud af designertasken og blevet erstattet af sutter og et selvbillede under forandring. Ville jeg have den rolle? Ville jeg overhovedet? Gad jeg? Helt ærligt? Jeg turde ikke engang tænke det sidste spørgsmål højt: Hvem var jeg, hvis ikke jeg havde det visitkort? Det smukkeste pink visitkort. Måske kan alle undværes. Men kunne jeg undvære dét?

SANDHED #3.

   Jeg er en karrierekvinde

Det kræver faktisk ikke ret meget at lade være med at sige sandheden, har jeg fundet ud af. I højdramatiske skuespil og i amerikanske spillefilm taler de tit om et net af løgne. Sådan et net har jeg ikke; slet ikke noget, der er halvt eller kvart så dramatisk. Jeg har hverdagsløgne og hverdagsdilemmaerne. Hvad siger man for eksempel til veninden, som er ved at gifte sig med en klaphat af en kæmpenar? Siger man: »Det er en virkelig dårlig ide – han er en klaphat«. Eller: »Tillykke«. Jeg sagde tillykke.
   Mit net er et fintmasket et af slagsen, så ting bliver hængende. I mit net hænger den dårlige samvittighed tit fast. Den har viklet sig ind i nettet og hænger der og stinker. Jeg får dårlig samvittighed, når jeg lyver for andre – hvis jeg siger ja, når jeg mener nej, og nej, når jeg mener ja. Jeg kan blive kvalt i den. Så da jeg stod der på den synkende skude uden at vide, at det var det, skuden var i gang med, mens jeg endnu troede på, at jeg selv kunne vælge chefredaktørtitlen fra, begyndte det at gå op for mig, at det slet ikke havde været særlig smart at være lidt på arbejde, mens jeg var på barsel. Det havde faktisk været en rigtig dårlig ide. For der var ingen, der sagde tak.
   Men nej, de behøvede jo heller ikke sige tak, sagde jeg til mig selv. Chefen behøvede da ikke sige tak for, at jeg arbejdede under hele min barsel. Jeg havde jo selv fundet på det. Desuden er jeg jo en karrierekvinde. Jeg er sådan en, hvor den næste forfremmelse er målet, hvor jeg tæller antallet af mennesker under mig som diamanter i en fatning. Jeg er sådan en, der elsker mit arbejde. Jeg er sådan en, der ER mit arbejde. Jeg har ingen hobbyer, for jeg er simpelthen så usandsynlig privilegeret, at jeg arbejder med det, der interesserer mig allermest. Så heldig er jeg. Så privilegeret er jeg. Og nej, det generer mig slet, slet ikke, at vi er afhængige af min høje løn for at få husstanden til at hænge sammen. Det har jeg det fint med. Jeg er karrierekvinde. Jeg ønsker mig intet andet.
   Men nej, der kom ikke nogen forbi med en medalje eller et skulderklap og sagde:
»Sikken en dygtig og flittig pige, du er! Nøj, hvor er det bare godt for os, at vi har dig.«

I stedet gled jeg bare ind. Jeg gled ind på min stol, skubbede kollegaens balde ned og sad der og fyldte den ud, helt for mig selv. Mens jeg sad og skrev en leder, hvor jeg skulle lade som om, jeg stadig var ung og vild og mest af alt interesserede mig for, hvad mine veninder mente om mig, og hvor den næste skumfest var, gryede erkendelsen. Den dukkede ikke bare op. Den sneg sig rundt og rundt om mig, og ind på mig, og den pressede sig på, så jeg kunne mærke den skubbe til tårekanalerne, når jeg lukkede øjnene. Når jeg rystede på hovedet, faldt den ikke ud af ørerne, den blev hængende. Den lille tanke, der som den mindste lille snog kunne komme ind og ud af hver eneste dag, pressede og pressede nu og ville have at jeg kaldte den ved navn. Den ville eksistere. Den ville tages alvorligt. Da den slap derud, hvor den kunne buldre og brage, lød der et knald: Jeg kan ikke leve på andres anerkendelse. Jeg har brug for min egen.
   Den ramte ret hårdt, den erkendelse, og den skubbede ting ned fra skrivebordet, som ingen havde haft brug for at se, jeg gemte der. Ikke bare gamle regninger og ting jeg ikke havde nået at kigge på, men også sutter, ammeindlæg og indkøbssedler. Det, at ingen var kommet løbende hen til mig og havde sagt: »Tak fordi du er her«, gjorde, at jeg havde spildt min tid.

Jeg havde spildt min kostbareste tid. Min barsel. Mit frirum. Jeg havde spildt det. Tabt det. Mistet retten. Jeg havde ofret min og min lille søns tid sammen i ren og skær angst for, at folk på mit arbejde ville opdage, at de sagtens kunne undvære mig.
   Jeg ville føle mig værdsat. Jeg kæmpede indædt for, at nogen skulle komme og fortælle mig, at jeg var det.
   Men de sagde ikke noget. I stedet begyndte den dygtige kollega, hvis balde havde holdt min stol lunken, at flytte sig fra den. Det var ikke let at komme tilbage fra barsel. Der dukkede rygter op rundt omkring i huset, uden at jeg helt kunne sige hvor de kom fra. De kom hvirvlende ind, og rundt og rundt som vindhekse på prærien. Og jeg stod bare dumt og måbede. For eksempel var der rygtet om at jeg ikke kunne stave. Flot. Så sad jeg der. Med en staveplade. Forhadt. Uden ros. Men som den gode og dygtige pige jeg faktisk er, knoklede jeg videre. Smilede mens der blev talt åbent om, hvor dum jeg var. Lod som om ingen fortalte mig, hvad der blev sagt. Sad i Jylland og forhandlede annoncesider, så jeg endnu en aften missede Elias, og lod som om, at det var da helt naturligt, at det var sådan, man skulle forvalte sit job og sit liv. Karrierepige. Jep, det er mig.

SANDHED #4.

   Min karriere interesserer mig utrolig meget

Jeg er en karrierekvinde. En voksen kvinde, der ønsker sig en karriere. En karriere er et arbejdsliv med en opadgående kurve. Ikke et arbejdsliv, der står stille, men sådan et hvor man faktisk opnår nye ting.

»Min karriere interesserer mig utrolig meget,« sagde jeg til mig selv på cyklen på vej hjem, alt for sent og alt for svedig, en onsdag eftermiddag på Nørre Farimagsgade.
   »Og det er sundt for børn at være i institution,« fortsatte jeg halvhøjt i modvinden, mens jeg trampede i takt i pedalerne. »Elias er ikke engang et år. Han opdager sgu da ikke, om han har været i vuggestue i 9 eller 10 timer. Det er lige meget«, sagde jeg og rystede på hovedet, mens jeg trods manglende lungekapacitet prøvede at håne alle dem, der sagde det modsatte.

Et kvarter senere.

Elias sad på min arm og puttede sit lille, fine, runde, bløde ansigt ind til min hals, da jeg endelig nåede frem til vuggestuen og havde taget ham op.

SANDHED #5.

   Jeg er desværre syg i dag

»Han har haft en fin dag,« sagde pædagogen, mens hun overvejede, om hun skulle sige mere, for det var dér, jeg begyndte at græde. Midt på Orange Stue i januar. Et halvt år efter jeg var kommet tilbage til et fuldtidsjob. Fint placeret på karrierestigen. Og med 280 pink visitkort tilbage i den gennemsigtige æske. Jeg lod cyklen stå i stativet ved den gule murstensmur og bar Elias hjem. Alle 13 kg. Vi puttede hele vejen, og dagen efter lagde jeg mig syg. Jeg var ikke syg. Jeg holdt Elias tæt hele natten, og jeg opdagede, at det var alt det, jeg ønskede mig af livet: Familien, Arbejdet. To ting. Som at ønske sig at øst og vest smelter sammen af sig selv og bliver én retning, man kan gå ad. Uden hjælp. Og uden at føle sig splittet. Uden at skulle zigzagge mellem de to veje for at nå dem begge i glimt. Uden at skulle se afslappet ud begge steder, mens jeg indeni var så forpustet, at jeg havde glemt, hvor jeg var. Uden at Johan skulle være nødt til at bede mig tale mindre chefagtigt til ham, når jeg skulle aflevere en besked, og uden at mine medarbejdere syntes, at jeg tog for meget og for mor-agtigt ansvar. Det begyndte at gå op for mig, at jeg måske slet ikke er,  var eller bliver en rigtig karrierekvinde. Jeg bliver måske ikke min mor. Selvom jeg prøver.
   Jeg bliver heller ikke en, der kan finde ud af at vælge, er jeg bange for. Selvom jeg så gerne ville kunne vælge mellem at være en, der kun vil anerkendes af sin chef, og padler af sted for at blive det, og sådan en der kun vil bage boller og hente tidligt.
   Mens jeg lå der i natten, gik det op for mig, at jeg ikke vil være sådan en, der bare vil stå på den opadgående kurve. Jeg kan ikke nå det mere.
   Men måske kan jeg blive sådan en, der går på arbejde, foreslog jeg mig selv. Sådan en der stempler ind og går igen, når dagen er slut. Når de timer, man har solgt, er gået. Når klippekortet er brugt. Så kan jeg blive sådan en, der er hjemme klokken 16.15 med indkøb og børn. Hvis jeg begyndte at lyve, kunne jeg både beholde mit job og blive sådan en af den slags. Hvis jeg nu »var til møder« lidt oftere? Og lagde dem klokken 13.30 i stedet for klokken 15 – og så bare strøg hjem bagefter?
   Eller hvis jeg nu ikke var chef?
   Ville jeg så kunne blive sådan en? Hvis nu en anden fik hele stolen, det halve kongerige og den store computer, så kunne jeg være hende uden visitkortet?

Dagen efter havde jeg igen overbevist mig selv om, at jeg jo var en karrierekvinde, der satte min personlige udvikling for højt til at kunne stige ned af karrierestigen.

SANDHED #6.

   Det betyder utrolig meget for mig at være effektiv

I marts måned begyndte hverdagen at stramme. Den strammede her og der og alle vegne. Det eneste, der ikke strammede, var mit tøj. Jeg var begyndt at tabe mig. Efter jeg stoppede med at amme min søn, var der kun sket ganske langsomme fremskridt på den konto, men pludselig skete der noget. Kiloene begyndte stille og roligt at snige sig ned fra hofterne, ned ad benene, ud gennem buksebenene, ned over skoene og ud i rendestenen. De forsvandt. Det krævede ikke ret meget. Måske hang det sammen med, at jeg på det tidspunkt havde så forbandet travlt med at nå så meget som muligt (øge oplag, motivere medarbejdere, lave et endnu bedre magasin, holde budgetterne, genopfi nde arbejdsgange), at jeg var holdt op med at spise frokost. Jeg sad der i syv minutter og huggede maden i mig, løb så op på min plads og multitaskede, indtil jeg kunne tillade mig at søge mod udgangen. Da jeg opfandt denne nye og bedre udgave af mig selv, kunne jeg skære en halv time af min arbejdsdag og dermed få en halv time mere med Elias.

   Hver dag.

Men marts strammede. Den strammede så meget, at vi droppede at holde min fødselsdag, Johans markerede vi også kun flygtigt, og vasketøjsbunkerne voksede. Johans længe ventede soloalbum var på det tidspunkt blevet færdigt, og han gik rundt i et underligt vakuum og ventede.

   Jeg ventede også. På forløsning.

SANDHED #7.

Ingen ved noget

Jeg troede, det var foråret, jeg ventede på, og at det var foråret, jeg ville blive forløst af. Jeg forestillede mig, at noget skulle ske: Arbejdsklimaet var blevet mere og mere tåget, mere og mere fedtet, og ingenting skete. Alle beslutninger stod stille. De Særligt Betroede Medarbejdere undgik mit blik og prøvede at sige sjove og venlige ting til mig. Jeg fik komplimenter for mit tøj, mit vægttab og mine smukke sko, mens flere samme dag spurgte, hvilken måned jeg præcist blev ansat, og så ellers lignede nogle, der enten var i gang med at regne noget særligt kompliceret ud eller alternativt i fuld sving med at lægge et æg.
   Alle beslutninger blev udskudt. Ingen vidste noget om noget, og alle de nye initiativer, jeg var blevet bedt om at tage, blev alligevel ikke godkendt. Småting. Ingen store ting. Kun frustrerende småting. Men pludselig skete der noget. Som når sommerhimmelen endelig kløves af lyn og torden, og luften renses af bulder og brag. Jeg vidste godt, hvad der var på vej, og den dag da man havde hintet det, uden at sige det direkte til mig, skyndte jeg mig hjem – »det er noget med Elias«, løj jeg, »vuggestuen har ringet. Jeg må af sted«. Mens tårer brændte i øjnene, og medarbejdere så medlidende på mig og blev nervøse for, om Elias havde det godt. Jeg søgte dækning bag Johan og en stor fadøl klokken 11.55 en fredag formiddag.

SANDHED #8.

Godmorgen

»Godmorgen« løj jeg syngende den mandag, da jeg trådte ind på kontoret og havde en fornemmelse af, at nu mistede vi alle sammen vores job. Det gjorde vi også, inden dagen var omme. Enkelte blev genplacerede, som det hedder. Det betyder, at man ikke bliver fyret, men heller ikke får valget mellem to jobs. Man får en plads. Den plads, hvor man før sad, i et job man måske endda havde kæmpet for at få, der hvor lidenskaben havde drevet én hen, var væk.
   Nu fik nogle en plads. Vi andre var blevet spist, gennemtygget og spyttet ud af FinansGrisen. Vi blev behandlet godt. Der var krisepsykolog til stede, og jeg fik de tre måneders løn, jeg skulle have. Vi talte om, at vi blev behandlet godt. Ja. I princippet blev vi behandlet godt. I virkeligheden blev vi behandlet fair. Og så begyndte vi at pakke skrivebordene, slette harddiskene og at tømme skufferne, så ingen skulle opdage, hvad det var, man i virkeligheden havde liggende der. Samme dag.

SANDHED #9.

   Nej, hvor er det bare sjovt!

Den allersidste dag på Cosmopolitan trådte jeg ind på et næsten tomt kontor. Alle havde tømt skabe og skuffer, og kontorstolene stod ikke, hvor de plejede. Ikke ét eneste rollerdex med kilder, eksperter og PRdamer stod, hvor de skulle, alle var smuglet hjem til diverse freelanceliv. Bøger, ingen før havde gidet læse, og som havde ligget stablet op i stakke, som ville kunne vælte, hvis nogens skørter lavede for megen vind, var rippet, og kun de alt for kedelige fagbøger lå tilbage. Noget skulle man jo læse i ventetiden, indtil det nye job kom væltende ned fra en FinansKriseSort himmel.
   Jeg var den sidste, der skulle komme og se, om alt var i orden. Jeg skulle lukke og slukke. På mit bord lå en gul post-it. »Jens´ bord. Nix Pille!«, var den poetiske tekst. Jeg var rystet. En kollega, der havde overlevet fyringsrunden og nu var klar til at flytte plads, havde været på ådselshugst og ikke engang ventet til liget var koldt.

To tanker ramte mig samtidig.
   Den første var den mest betryggende:
Tag dig sammen, Julia! Livet går videre. Sådan er det! Det er fi nt! Ingen regner dig mere for en kollega, og han er jo kun en mand, hvem fanden skulle have lært HAM empati?
   Den anden tanke var den mest foruroligende:
Lad som om, det er sjovt. Gør grin med det. Vær en af dem, der overlever. Vær på hold med cheferne, vær en guttermand, og bak deres beslutninger op. Og lad så for guds skyld være med at skabe dig.
   Jeg lyttede til den anden. Og råbte højt op om, hvor allerhelvedes sjovt det her var, og brølede hen over skillevæggene til Jens – højt nok til at hele ledelsen kunne høre, hvor fantastisk humoristisk jeg tog hele denne kvalmende situation – at om to minutter var jeg ude, så kunne han få hele skidtet for sig selv inklusive de tre tampax, der stadig lå i øverste skuffe. Og det var her, jeg heldigvis nåede at stoppe mig selv, for jeg var lige ved at komme i stødet. Det var tampaxene i skuffen, der gjorde det. Godt at den enorme arm af en lilla kæmpedildo, et firma havde sendt til redaktionen for halvandet år siden for at få os til at skrive om deres fantastiske kvaliteter ud i »Lystfremkaldende elektronik«, ikke lå der mere. Så var jeg blevet rigtigt perfid.
   Min store løgn var den svada. At få det hele til at ligne en leg. At få direktionen til at tro, at jeg er en rigtig guttermand, én man kan regne med løfter den tungeste situation op til noget halvsjovt. At få den sidste tårevædede, rystede medarbejder til at tro, at man sagtens kunne gå ud derfra med et højt hævet hoved, når alt, jeg havde lagt hovedet på blokken for de sidste tre år, var slukket.
   Men min allerstørste løgn var at gå ud ad døren med tre tampax og en dårlig paperback i tasken, mens jeg fortalte mig selv, at jeg havde lært alt, hvad jeg havde ønsket mig at lære af det sted, og at jeg havde fået alt det med mig, jeg kunne ønske mig.

SANDHED #10.

Der er altid en mening med tingene

Det giver ingen mening.
   Ingen.
   Hvad så nu? Skal jeg så bare sidde her?
   Hvad gør arbejdsløse? Hvad laver man, når man er fyret?
   Er det nu, jeg skal rydde op i skuffer og skabe eller lægge mine Tshirts i farveorden? Er det nu, jeg skal plante potteplanter om og gå i gang med den økologiske surdej, jeg skal passe på resten af mit liv? Måske er det nu, jeg skal være alkoholiker i en periode af mit liv, eller slank. Jeg kunne også blive slank? Jeg kunne blive sådan en af dem, der bare ikke kan leve uden deres træning?
   Hvad fanden laver man, når man er blevet fyret?
   Og hvad nu hvis jeg aldrig får et job igen?
   Hvad nu, hvis alle tror, at det var mig, der ødelagde Cosmopolitan? Tænk nu, hvis de går rundt og siger til hinanden, at det jo er klart, at jeg ikke kunne klare det. For jeg er jo ikke uddannet journalist. Måske siger de det?
   Skal jeg sige til folk, at jeg gjorde alt, hvad jeg kunne, eller skal jeg sige, jeg ikke gjorde mig umage nok? Hvad skal jeg sige for at vise, at jeg nok skal tage min del af ansvaret, men at det jo ikke var min beslutning. Der er stille indeni. Jeg lytter efter en mavefornemmelse, der kan fortælle mig, hvilken vej jeg skal gå, hvad jeg skal vælge, hvilke beslutninger jeg vil have det bedst med at tage, og der sker ingenting, alt står stille.
   Bortset fra én ting: Lettelsen.
   Lettelsen er på vej. Jeg tænker på Elias. Jeg tænker på Johan, på mig selv, på min symaskine, på weekender, på at kunne blive romanforfatter, på at slippe for at skulle lade som om at jeg er god til at være karrieretypen. Jeg kommer til at slippe for at lade som om at jeg ved, hvad min målgruppe med en gennemsnitsalder på 18 ønsker sig. Jeg kommer til at slippe for at skrive om sex, om mode, om drenge, om dufte, om ting som jeg ikke ved noget om, og om ferier, jeg aldrig selv kommer til at holde. Jeg slipper for annoncørmøder og for at sidde 358 km væk hjemmefra og forhandle annoncer på plads, mens andre henter mit barn med de bløde kinder og den lille næse. Lettelsen er på vej.

SANDHED #11.

I solstriben på sofaen ligger dagens avis. Der er en stor artikel i den om Finanskrisen. Om, hvem der gjorde hvad i USA, som fi k markedet til at bevæge sig på måder, almindelige mennesker ikke forstår. »Tillid« er det mest brugte ord. Der står, at markedet mangler tillid. Som om markedet føler noget, og som om tillid er noget, ting kan have til hinanden. Så vidt jeg – uden en doktorgrad i hverken filosofi eller økonomi – kan forstå, har jeg mistet mit job, fordi nogle få mennesker har købt ting for penge, der ikke fandtes. Penge de har lånt. Fiktive, enorme beløb, som de så har købt ind for. Når renten på lånet stiger, og de her pengemennesker ikke kan betale, falder hele korthuset sammen. Jeg har mistet mit job, fordi en mand i USA har investeret fiktive penge i noget, der ikke fandtes.

   Det har så sat en bølge i gang, som jeg er blevet revet med af.

   Men er der nogensinde nogen, der har set de penge? Jeg forstår det ikke! Hvordan kan man blive enige om, at der findes penge, som ingen har set?

   Det er da uhyggeligt. At noget, der ikke findes, kan gøre, at suppekøerne i USA vokser. Jeg håber bølgen af bobler, der brister, vasker folk rene igen for det mudder, de har sat sig i. Nogle af dem. For de nosseløse pengemænd kan bare blive siddende i skidtet.