The Pacific

„Korthuset“

Mens 30’erne gik over i 40’erne, skænkede befolkningen i De Forenede Stater ikke det japanske kejserrige mange tanker. Amerikanerne bekymrede sig om deres økonomi, som efterhånden havde vaklet på sammenbruddets rand i et årti, og ønskede mest af alt at holde sig fri af verdens problemer. Den hast, hvormed Nazityskland var kommet til at dominere Europa, havde imidlertid givet præsident Roosevelt tilstrækkeligt med politisk kapital til, at han kunne tage nogle forsigtige skridt mod at forberede landet på at forsvare sig selv. Roosevelt og hans militære chefer var også modstandere af det japanske forsøg på at komme til at dominere store kinesiske landområder. Den japanske regering, der var styret af en militær junta, som kejser Hirohito støttede, havde udviklet en ideologi, som retfærdiggjorde dets kolonistiske erobringstogt, og skabt et militær, som kunne gennemføre erobringen. Det var tydeligt, at Japan også havde til hensigt at erobre andre værdifulde kystområder langs Stillehavet. USA kontrollerede nogle af disse områder og ønskede at holde regionen åben for handel. Roosevelt forsøgte at tøjle Japans ekspansion ved en række økonomiske og diplomatiske forholdsregler, der blev støttet af det amerikanske militær – på den tid det mindste og dårligst udrustede i alle verdens industrialiserede lande.




LIEUTENANT AUSTIN SHOFNER vågnede i forventning om, at fjendtlige
bombefly ville komme flyvende hvert øjeblik. Lige efter kl. tre om morgenen var hans ven Hugh kommet farende ind i hytten, hvor han sov på gulvet, og havde sagt: „Shof, Shof, vågn op. Jeg har lige fået en melding fra CinCPAC* om, at der bliver erklæret krig mod Japan inden for en time. Jeg har gennemgået alle den jourhavende officers instrukser, men der står intet om, hvad vi skal gøre, når der er erklæret krig.“ Da fjendens angreb tilsyneladende var overhængende, kom Lieutenant Shofner med det logiske forslag: „Gå hen og væk den gamle.“
   „Åh,“ svarede Hugh, „det kan jeg ikke.“ Selv om Shofner var søvndrukken, forstod han vennens tøven. Kommandosystemet dikterede, at Lieutenant Hugh Nutter rapporterede til sin enheds chef, ikke direkte til regimentschefen. At tale til en oberst i Marinekorpset var det samme som at tale til Gud. Men situationen krævede det. „Din forbandede idiot, kom afsted, giv sorteper videre.“ Det fik Hugh til at fare ud i mørket, der omgav flådebasen på Bataan-halvøen i Filippinerne.
   Shofner fulgte hurtigt efter, løb ned til havnen, hvor de menige var indkvarteret i et gammelt pakhus. Han så Hugh snuble og falde ned i et hul, men standsede ikke for at hjælpe ham. Fløjten på kraftværket lød. Vagtposten ved hovedporten begyndte at kime med den gamle skibsklokke. Mændene var allerede vågne og råbte, da Shofner løb ind i kasernen og gav dem ordre til at træde an. Hornblæseren blæste til våben. En eller anden gav ordre til, at lysene skulle slukkes, så fjendens fly ikke fik noget mål at gå efter.
   Hans mænd behøvede kun få minutter til at blive påklædt og samlet. Shofner løb hen til kokkene og fik dem i gang med at lave mad. Så gik han ud for at finde sin bataljonschef. Bag det forfaldne pakhus, hvor hans mænd var indkvarteret, og i en passende afstand til de telte, der var slået op i rækker på skydebanen, hvor resten var indkvarteret, lå den kønne fæstning, som spanierne havde bygget. Dens yndefulde buer var for længst blevet en del af et haveanlæg, så Shofner fór op ad en allé omgivet af akacietræer og frem til en sti omgivet af højrøde hibiscus og gardenia. Han fandt nogle af 4. Marineregiments seniorofficerer siddende sammen i et lokale.** De havde fået information fra admiral Harts hovedkvarter, der lå knap 100 kilometer væk i Manila, om, at japanerne havde bombet Pearl Harbor. Deres ro overraskede ham.
   Shofner burde ikke have været overrasket. Alle i lokalet havde regnet
med en krig mod det japanske kejserrige. De havde imidlertid troet, at krigen ville starte et andet sted, formentlig i Kina. Og for blot en uge siden havde deres regiment haft base i Singapore. Derfra havde de i de seneste par år iagttaget, hvorledes kejserens tropper avancerede i Kina i takt med, at flere og flere divisioner fra den kejserlige japanske hær blev sat ind. Den japanske regering havde etableret en marionetregering til at styre et vældigt område i Nordkina, som den kaldte Manchukuo.
    4. Marineregiment, der var et godt stykke fra sin fulde styrke på omkring 800 mand, havde overhovedet ikke været i stand til at forsvare sin base i Shanghai, langt mindre beskytte de amerikanske interesser i Kina. Situationen var blevet så anspændt, at offcererne havde lagt en plan i tilfælde af et pludseligt angreb. Man skulle i så fald kæmpe sig igennem til et område i Kina, som ikke var erobret af Japan. Hvis regimentet blev stoppet, ville mændene i alt væsentligt få besked om at „klare sig så godt som muligt på egen hånd.“ Officererne omkring bordet denne morgen var taknemmelige for, at den amerikanske regering endelig havde reageret på kejserrigets dominerende fremfærd og havde trukket dem ud i slutningen af november 1941 – det, der nu så ud til at være i absolut sidste øjeblik.
   Ved ankomsten til Olongapo-flådebasen den 1. december blev 4. Marineregiment en del af admiral Harts asiatiske flåde, hvis krydsere og destroyere lå for anker i Manilas havn på den anden side af halvøen. Foruden flåden omfattede de amerikanske styrker på Filippinerne general Douglas MacArthurs 31.000 amerikanske soldater samt de 120.000 officerer og soldater i den filippinske nationalhær. Hart og MacArthur havde forberedt sig på krigen med det japanske kejserrige i årevis. Kejseren måtte have været vanvittig at angribe den amerikanske stillehavsflåde i Pearl Harbor. Nu, da han havde gjort det, var det sikkert og vist, at hans skibe og fly var på vej hertil, til øen Luzon, hvor den filippinske regering og de amerikanske styrker havde deres hovedkvarter. Officererne var enige om, at fjendens første angreb sandsynligvis ville blive med bombefly, der kom fra Formosa.***
   Seniorofficerernes opslugte strategiske snak fik Shofner til at indse, at der ikke var udsigt til nogen ordrer, så han gik tilbage til sine mænd. Hans stabskompagni havde samlet sig på paradepladsen sammen med mænd fra infanterikompagnierne. Rygtet var kort og knapt: „Japanerne har bombet Pearl Harbor sønder og sammen.“ Han bekræftede meddelelsen, ikke med frygt, men med en vis nydelse. Lieutenant Austin „Shifty“ Shofner fra Shelbyville, Tennessee, havde altid godt kunnet lide en god „slåskamp“. Han var middelhøj, men robust bygget, han elskede football, brydning og gambling af enhver art. Han havde ikke høje tanker om japanerne. Han fortalte sine mænd, at et angreb kunne komme hvert øjeblik. Der ville omgående blive udleveret skarp ammunition. Så anlagde han et smørret grin og sagde: „Vores legetid er forbi, nu skal vi begynde at arbejde for føden.“
   Marineinfanteristerne blev på paradepladsen, indtil bataljonschefen kom og talte til dem. Al frihed blev inddraget. Regimentsorkestret blev opløst, og det samme blev de enheder, som havde bemandet flådebasen, siden 4. Marineregiment var ankommet. Disse mænd blev opdelt i delinger, som siden blev fordelt til de lette kompagnier. Der var behov for hver eneste mand, fordi de skulle forsvare ikke alene flådebasen i Olongapo, men også en anden, mindre station i Mariveles på spidsen af Bataan-halvøen. 1. Bataljon fik til opgave at beskytte Mariveles. Den skulle tage af sted omgående.
  Afgangen reducerede regimentet med næsten halvdelen, og tilbage var kun 2. Bataljon, Shofners stabs- og servicekompagni samt en enhed af flådens sanitetstropper. De menige gik i gang med at etablere forsvarsstillinger. De gravede skyttehuller, placerede deres kanoner og trak pigtråd for at stoppe et angreb på stranden. De anbragte kasser med ammunitionpå hensigtsmæssige steder og lagde beskyttende sandsække om dem.Forsvaret af Olongapo indebar også, at flådens eskadrille af langtrækkende rekognosceringsfly, PBY’erne, skulle beskyttes. Når de ikke fløj, lå disse flyvebåde for svaj lige uden for havnen.  Marineinfanteristerne placerede deres maskingeværer, så de kunne skyde mod angribende fly. Der blev opsat vejspærringer rundt om basen, men det var ikke noget stort arbejde, for den eneste beboelse i nærheden var den lille by Olongapo.
   Mændene lagde kræfter i arbejdet. De havde alle set de japanske soldater i aktion på den anden side af gadebarrikaderne i Shanghai. De havde overværet, hvor brutale og voldelige de var over for ubevæbnede civile.De fleste af dem havde hørt om, hvad japanerne havde gjort mod befolkningen i Nanking. Så de vidste, hvad de kunne forvente af en japansk invasion. Shofner følte et stik af flovhed over, at disse forberedelser ikke havde været sat i gang tidligere. Den største øvelse siden deres ankomst havde været en telttur til en badestrand. Shofner tænkte tilbage til den foregående dag, den 7. december, hvor han havde brugt hele dagen på at lede efter et sted at vise film. Han lod tankerne passere. Han havde fået til opgave at skabe et bivuakområde til bataljonen uden for flådebasen. Det var sikkert, at fjendens bombefly ville gå efter pakhuset og fæstningen. Mens middag den 8. nærmede sig, arbejdede han med den raskhed, hanvar kendt for. Han førte sit kompagni tværs over golfbanen, vadede overet vandløb og begyndte at etablere en lejr i en mangrovesump.

* Commander in Chief Pacif Command (Øverstbefalende for Stillehavskommandoen) o.a.

** De betegnelser, der her bruges om militære enheder, er ikke styret af militær praksis, men er tillempet af hensyn til læserens behagelighed.

*** Formosa hedder nu Taiwan o.a.

PÅ DEN ANDEN SIDE af den internationale tidslinje, om eftermiddagen den 7. december, var Ensign Vernon „Mike“ Micheel fra den amerikanske flåde ved at forberede sig på at gå i krig mod den kejserlige japanske hær. Han havde en bunke papirer i hænderne, mens han gik rundt på flådens flyvestation i San Diego, kendt som North Island. Mike gik med afmålt hastighed trods hysteriet omkring ham. Han standsede ved de forskellige afdelinger på basen: registreringen, lagerforvaltningen, chefflyveinstruktøren og så videre, mens han prøvede at få sine papirer bragt i orden. Et par timer forinden havde han og de andre piloter på hans hold, der officielt hed Advanced Carrier Training Unit (ACTU), fået besked om, at japanerne bombede Pearl Harbor. Deres pilotuddannelse blev derfor afbrudt. De skulle omgående gå om bord på USS Saratoga og drage i krig.
   Sara, som besætningen kaldte hende, kunne ses fra næsten alle de steder, hvor Mike gik. Det var flådens største hangarskib og tårnede sig op over North Island, over de forskellige landingsbaner og flyhangarer på halvøen, der udgjorde San Diego Harbor. Sara var centrum for al aktivitet, omgivet af kraner og gangbroer. Adskillige delinger bestående af både vedligeholdelsespersonel, piloter, skytter og fly, var ved at blive taget om bord. De Xeste af disse soldater skulle efter planen være gået om bord på Sara i dag. Det store hangarskib var blevet opgraderet på et værft længere oppe på kysten, og sært nok var det ankommet et par minutter før krigserklæringen.6 Men for nye fyre som Mike var alt dette aldeles uventet.
   Micheel forberedte sig på aktiv tjeneste uden at nære det brændende ønske om hævn over den lumske fjende, som næsten alle omkring ham ellers gik rundt og svor. Han vidste, at han ikke var parat. Han havde ikke landet et fly på et hangarskib. Det meste af hans flyvetid havde været i biplaner. Han havde fløjet metalfly med enkeltvinger et par timer, men var kun lige begyndt at flyve flådens nye kampfly. Selv da Saras torpedoforsvarsalarm lød, og et angreb forekom overhængende, var det ikke i Mikes natur at lade sin vrede eller sit ego tage magten over sin dømmekraft.
   Mike regnede ikke sig selv for den fødte pilot. Som dreng havde han ikke lavet papirfly eller fulgt pionerer som Charles Lindberghs bedrifter. I 1940 gik den 24-årige malkekvægavler ned til udskrivningskommissionen og erfarede, at han ville blive indkaldt i begyndelsen af 1941. Hvis han meldte sig frivilligt, kunne han selv vælge sin tjenestegren. Hans erfaringer fra ROTC (Reserve Officers’ Training Corps), som havde været med til at betale for hans college-uddannelse, havde skabt et stærkt ønske hos ham om at undgå at sove i bivuak og spise kolde feltrationer. Efter et tip fra en ven opsøgte han en af flådens hverveagenter. Agenten forsikrede ham om, at livet i flåden var langt bedre end i infanteriet, men så blev han opmærksom på Mikes college-eksamen. „Hør her, vi har en anden plads, hvor du ville passe fint, og det er i flådens flyvekorps … Det er det samme som at være på skibet sammen med flådens menige, men du får en højere løn.“
   „Nå, det lyder godt,“ svarede Mike uden begejstring. Han havde prøvet at flyve engang. „Det var o.k., men jeg var ikke henrykt over det.“ Agenten lovede, som alle gode agenter: „Nuvel, du kan få en chance for at prøve det. Hvis du ikke synes om det, kan du altid gå tilbage til almindelig tjeneste i flåden.“
   Mere end et år senere ankom Mike til North Island med en opgave, som placerede ham i den allerforreste linje af moderne flådekrigsførelse. Når civile så de gyldne vinger på hans gallauniform, antog de ham som regel for en jagerpilot. Nationens minder fra Første Verdenskrig var iblandet beretninger om jagerpiloter, der duellerede med fjenden hen over himlen med adskillige hundrede kilometer i timen. Den berusende blanding af glamour og prestige havde også sat gang i fantasien hos de mænd, Mike havde fået sin pilotuddannelse sammen med. Hver eneste kadet stræbte efter at blive den bedste, fordi kun de bedste piloter blev jagerpiloter. Når de nye Ensigns bestod deres eksamen fra flådens flyveskole i Pensacola, oplyste de deres foretrukne tjenestegren.
   Selv om han var gået ud af flyveskolen i den bedste fjerdedel i sin klasse og havde fået tilbudt muligheden for at blive instruktør, skrev Ensign Micheel styrtbomber som sin første prioritet. De færreste havde hørt  om dem inden deres uddannelse, men styrtbombeflyene var også hangarskibsfly. De gjorde tjeneste i forreste linje i Amerikas væbnede styrker. I stedet for at bekæmpe fjendens fly var deres opgave at finde fjendens skibe og sænke dem. Mike ville gerne flyve fra et hangarskib. På sin sædvanlige stille måde havde han regnet ud, at den sikreste måde, hvorpå han kunne blive pilot på et hangarskib, var at satse på at blive pilot på et styrtbombefly. Mange af hans klassekammerater havde skrevet jagerpilot som deres førsteprioritet. De fleste fandt senere sig selv bag roret i et trremotorers bombefly. Skønt han officielt blev udtaget til en rekognosceringseskadrille, opnåede han reelt sin første prioritet. Rekognoscerings- og bombepiloter fløj i de samme fly og havde samme opgaver. Mike kom til North Island for at forbedre sine navigationsfærdigheder, så han kunne blive en god rekognosceringspilot, men også for at lære kunsten at tilintetgøre skibe, især fjendtlige hangarskibe.
   Nu afleverede han sine papirer og gik hen til juniorofficerernes kvarter for at pakke sine ting uden nogen sinde at have prøvet den vanskelige manøvre, som styrtbombning er. Mens solen gik ned, øgede en mørklægningsordre forvirringen og spændingen. Mænd, der havde haft fri eller været på orlov, kom fortsat til, fulde af spørgsmål. Micheel og de andre nye piloter gik ned til Sara og det øjeblik, de havde arbejdet henimod. De gik om bord i et hangarskib for første gang. Al plads var fyldt til randen med alle de piloter, mekanikere, fly, ammunition og bomber, som kunne fremskaffes. Rygterne svirrede. De nye piloter fandt frem til det dæk, hvor officerernes kahytter var placeret.
   Arbejdet med at laste skibet fortsatte natten igennem uden brug af kunstigt lys. Så kom daggryet, og Sara stævnede ud fra North Island lige før kl. 10 den 8. december. Kort efter lød skibsalarmen, men inden afgangen havde besindige hoveder fået styr på forholdene, og Micheel og de andre elever var blevet beordret fra borde. Da det store skib stævnede ud mod det åbne hav, ville de, der så til fra dokken, have ment, at Sara og hendes eskorte bestående af tre destroyere var direkte på vej til kamp.
   Mandagens aviser bragte historien om det „japanske angreb på Pearl Harbor“ sammen med advarsler fra militære og civile ledere om, at et angreb på vestkysten var sandsynligt. Det faldt i de menige på North Islands lod at forsvare San Diego. Marineinfanteristerne på basen begyndte at grave skyttehuller, stille deres kanoner op og beskytte vigtige bygninger med stakke af sandsække. Piloterne vidste knap nok, hvordan de skulle forberede sig. Sara havde taget alle kampflyene tilhørende Mikes uddannelsesenhed med om bord. Det eneste, de havde at flyve med, var de umoderne „Brewster Buffalo“ og SNJ’en,* som havde fået tilnavnet „den gule fare“ på grund af dens strålende farve og de uerfarne elever, som fløj dem.

STARKS MANDAG MORGEN den 8. december cyklede Sidney Phillips ned til Bienville Square midt i byen for som aftalt at møde sin ven William Oliver Brown. De gik hen til rådhuset, hvor alle tjenestegrenenes rekrutteringskontorer var. Rækken af mænd, der ventede på at melde sig til flåden, gik fra flådens rekrutteringskontor gennem forhallen, ud ad døren, ned ad trappen, ned til St. Georgia Street helt til hjørnet og en halv blok ned ad St. Louis Street. Mobile, Alabama, var en flådeby. De vrede mænd i køen spyttede sikkert ofte ordet „japs“ ud. Sid og William, som alle kaldte „W. O.“, var ikke just den slags, som bare fandt deres plads bagest i sådan en kø, så de gik hen forrest i køen for at se, hvad der foregik. En rekrutteringsagent fra Marinekorpset fik øje på de to teenagere, gik hen til dem og spurgte: „Vil I knægte ud at slå japanere ihjel?“
   „Jep,“ sagde Sidney, „det var tanken.“
   „Nå, men det eneste, I kommer til at gøre i flåden, er at svabre dæk.“ Agenten forklarede, at hvis de ville dræbe „japs“, skulle de melde sig til Marinekorpset. „Jeg kan garantere jer for, at Marinekorpset vil bringe jer i nærkontakt med dem.“ Hverken Sid eller W. O. havde nogen sinde hørt om marineinfanterister ud over navnet. Det var de ikke ene om, hvilket forklarer, hvorfor agenten bearbejdede skaren. Agenten fortalte dem, at Marinekorpset var en del af flåden, faktisk „den bedste del“. Så prøvede han et andet spor: drilleri. „I kan alligevel ikke komme i flåden. Jeres forældre er gift.“ Sid lo højt. Han så på W. O. og kunne se, at han tænkte det samme. Marinekorpset var måske lige en enhed for dem. Men ingen af dem kunne melde sig på stedet; som syttenårige skulle de tage papirerne med hjem og få deres forældres underskrifter. En overfladisk helbredsprøve viste også, at Sidneys farvesyn ikke var i orden. Agenten sagde, at det skulle de ikke bekymre sig om, farvesynsprøven blev snart lavet om. Han bad Sid om at komme igen efter jul. W. O. sagde, at han var villig til at vente.
   Sid vendte hjem og opdagede, at det var noget sværere at få sine forældres underskrift, end han havde regnet med. Hans mor havde to brødre i flåden – Joe Tucker var pilot og udstationeret i Pearl Harbor – og hun syntes, det var nok. Hans far, rektor for Murphy High School, regnede imidlertid med, at hans søn snart ville blive indkaldt. Andre unge mænd var allerede blevet indkaldt, og samme dag havde præsident Roosevelt officielt erklæret Japan krig. Men der var mere i det end som så, for truslen var reel. Sids far, der havde gjort tjeneste i Første Verdenskrig, havde opdraget sine to børn til at elske deres land så højt, at de ville forsvare det. Da hans eneste søn trådte frem, kunne han ikke sige nej.
   Mens hans forældres diskussioner kun lige var begyndt, mente Sid, at hans far nok ville få hans mor overtalt i tide til, at han kunne tage af sted sammen med W. O. Det så imidlertid ikke ud til, at Sids anden gode ven ville komme til at ledsage dem. Eugene Sledge ville også melde sig, men det forbød hans forældre. Eugene skulle gøre high school færdig. Eugene havde en mislyd på hjertet. Hans bror havde meldt sig til hæren. Eugenes far havde masser af argumenter. Ingen af dem tilfredsstillede hans yngste søn. Ligesom Sid følte Eugene sig forpligtet til at gøre tjeneste. Det skyldtes delvis snigangrebet. Hans retfærdighedssans stammede også fra hans families lange tradition for at gøre tjeneste i militæret. Hans far, der var læge, havde gjort tjeneste i Første Verdenskrig. Begge hans bedsteforældre havde kæmpet i Borgerkrigen.
   Eugene og Sidney havde mange fælles interesser, men deres lidenskab for Borgerkrigen gjorde dem til åndsbrødre. De fleste weekender så man dem på en af slagmarkerne tæt ved Mobile. Eugenes forældre havde givet ham en bil, en næsten uhørt luksus, så de kunne køre over til Fort Blakeley eller Spanish Fort. Disse ture var delvis en flugt fra deres velstrukturerede liv. Ruinerne af fortet lå forladte og ignorerede, så Sid og hans kammerat „Ugin“ kunne gøre, hvad de havde lyst til. De elskede at grave i jordvoldene efter genstande som minié-projektiler** og bæltespænder fra sydstatshæren. Eugene tog ofte sine pistoler med, og de øvede sig i at skyde til måls. De læste også meget om krigen og det slag, der var blevet udkæmpet dér. Sydstatshæren havde holdt Fort Blakeley, selv efter at yankeerne havde lukket Mobiles havn og erobret Spanish Fort. Samme dag, som general Lee underskrev overgivelsen i Appomattox, udkæmpede omkring tyve tusinde mand Borgerkrigens sidste slag ved Blakeley. 82. Ohio anførte yankeernes angreb, som til sidst fordrev de undertallige og underbevæbnede sydstatssoldater fra deres stillinger. Sid og Eugene elskede at spore hver enheds bevægelser og genudkæmpede slaget fra morterstillinger, skyttehuller og artilleriets store bastioner.
   Krigen mod Japan ville utvivlsomt blive lige så betydningsfuld som Borgerkrigen. „The dirty japs“***, som de Xeste amerikanere kaldte dem, havde gennemført et snigangreb, mens deres ambassadører i D.C. talte om fred. Det var forræderi. Ønsket om at medvirke til deres lands glorværdige sejr brændte i Sid og Eugene. Ligesom oprørerne ved Fort Blakeley, som kæmpede til døden, længe efter at krigen var tabt, længtes de efter at bevise deres mod for eftertiden. Nuvel – hvis bare de kunne få forældrenes tilladelse.

* North American T-6 Texas. I Danmark kaldtes flyet for Harvard o.a.

** Koniske blyprojektiler brugt i riXede forladegeværer o.a.

*** De beskidte japanere o.a.

MENS ALLE SNAKKEDE i en uendelighed om Pearl Harbor, var korporal John Basilone rasende over det japanske angreb på Filippinerne. Hans reaktion overraskede ingen i hans kompagni. Basilone var korporal i Marinekorpset, men havde gjort tjeneste i hæren i en periode på to år, det meste af tiden i Manila, for år tilbage. Han havde fortalt så mange historier fra Manila, at hans venner for længst havde givet ham tilnavnet „Manila John“.9 Alle marineinfanterister fortalte historier fra de syv have. De var indkvarteret i en teltlejr på North Carolinas kyst og havde ikke meget andet at fordrive tiden med end at fortælle skrøner. Tatoveringen af en smuk kvinde på Johns højre overarm gav ofte anledning til kommentarer og spørgsmål. Han fortalte, at hendes navn var Lolita, og han havde mødt hende i Manila „helt tilfældigt under et af de uvejr, der kom så pludseligt.“10 For at slippe væk fra styrtregnen var han gået ind på en lille natklub, og dér var hun.
   John kendte hverken filippinerne eller deres land, før Lolita havde introduceret ham til dem. Skønt de var fattige, arbejdede „filipinos“ – de udtalte ordet „pill-ee-peenos“ – hårdt og var stolte af deres identitet. De havde udkæmpet en langtrukken krig for selvstændigheden og dermed tvunget den amerikanske regering til at vedtage en tidsplan for styrets afvikling. Da selvstændighedsproblemet var blevet løst før hans ankomst, havde John lært en kvinde og et folk at kende, som elskede Amerika, og som havde ønsket Amerikas hjælp. Filippinernes første præsident havde bedt general Douglas MacArthur om at opbygge landets hær og tage kommandoen over den som feltmarskal. For at beskytte det spæde demokrati, indtil det kunne forsvare sig selv, opretholdt den amerikanske hær en betydelig styrke i landet. Selv som simpel menig forstod Basilone, at den største trussel kom fra Japan. Japan havde i årevis forsøgt at skubbe Amerika ud af Fjernøsten.
   Den 9. december var der nyheder om japanske angreb på flere lande og øer i Stillehavet. Mens omfanget af deres erobringstogt i Stillehavet rystede nationen, fortalte John til alle og enhver, at Manila ikke ville falde. General MacArthur ledede en betydelig militær styrke fra sin suite på toppen af Manila Hotel, hvor han kunne se ud over bugten til den ene side og ud over byens hovedgennemkørselsvej, Dewey Boulevard, til den anden. På det nordlige Luzon fandtes der imponerende forsvarsværker, og John havde set det største af dem en aften på en bådtur med Lolita. Hun dirigerede deres båd ud af Manila-bugten og rundt om Bataan-halvøens spids ind i Subic-bugten. De sejlede for motor op langs Bataans nordkyst i retning af Olongapo for at spise aftensmad i en særlig restaurant. Det havde på mange måder været et mindeværdigt syn, men John huskede også turen forbi øfæstningen, som bevogtede indsejlingen til Manilabugten: Corregidor, også kaldet „Klippen“. Dens gamle klippemure med gigantisk kystartilleri på toppen knejsede over de største krigsskibe, der nogen sinde var bygget.
   Da Johns mellemspil i hæren udløb, havde han besluttet at tage hjem som single. Lolita kom og ledte efter ham, lige før han skulle af sted. Han plejede spøgende at sige, at det var heldigt, at hun ikke fandt ham, for hun tog en machete frem og skar hans køjesæk midt over. Hans venner, som jo var marineinfanterister, troede på omkring halvdelen af det, han fortalte dem.15 Men pointen i Johns historier var aldrig at få ham selv til at tage sig fordelagtigt ud. Han holdt ganske vist af at grine og udveksle historier; men en omhyggelig tilhører ville imidlertid have bemærket noget mere. John elskede Manila, fordi det var dér, han havde fundet sig selv. En professionel soldats eventyrlige og fysisk krævende liv havde fået overtaget over en dybtliggende rastløshed. I modsætning til sine bestræbelser i det civile liv havde John opdaget et talent for soldatergerningen.
   Manila Johns vej fra hæren til Marinekorpset havde hverken været direkte eller let, men til sidst lykkedes det ham at komme fra Manila til maskingeværdelingen i Dog-kompagniet, 1. Bataljon, 7. Marineregiment (D/1/7). Han så krigen i øjnene sikker på sin plads i verden. Han elskede at være marineinfanterist. Han kunne sit arbejde. I stedet for at skabe bekymringer for sine forældre sendte han hver måned $40 til sin mor. Den harmoni kaldte hans naturlige personlighed frem: en munter, legesyg, afslappet indstilling, som tiltrak andre. Han havde sin holdning tatoveret på venstre skulder. Her var et sværd, der slog ned gennem et banner med erklæringen „Død før vanære.“


LIEUTENANT SHOFNERS KRIG udviklede sig langsomt. Fjenden bombede de amerikanske baser omkring Luzon et par dage, inden de begyndte at landsætte tropper den 10. december. De valgte afsides liggende områder, hvor deres soldater uden besvær gik i land. Næsten hver time kom der efterretninger om fjendens bevægelser til 4. Marineregiment. Topcheferne i Manila kæmpede for at udvikle planer, og de forskellige enheder knoklede for at udføre dem. 4. Marineregiment bemandede stadig posterne i Olongapo trods rygter om andre opgaver. Dagen igennem forberedte soldaterne sig på at forsvare strandene. Luftalarmen lød ofte, men indtil videre var det falsk alarm. Om aftenen marcherede de tilbage til deres lejr i sumpen. Der blev indført mørklægning, og maden blev rationeret. De spiste to gange om dagen eller, som de sagde: „morgenmad før daggry og aftensmad, når det var blevet mørkt.“I løbet af to uger var de, som en eller anden surt bemærkede det, gået fra pekingand til kolde C-rationer*. Et par dage med dårligt vejr gjorde deres lejr til et jammerligt sted, men uvejret var dog et afbræk i efterretningerne om nye angreb.
   Da morgenen gryede den 12., var vejret klart, og marinesoldaterne så, at nogle af flådens PBY’er** fra Navy Patrol Wing 10 landede i bugten. Morgenens rekognoscering var slut, og flyene var netop blevet fortøjet, da fem japanske jagerfly angreb dem. Med deres tunge maskingeværer og 20 mm-kanoner ødelagde japanerne hurtigt syv flyvebåde, hele eskadrillen. To – tre af de japanske fly angreb med flammende geværer marineinfanteristernes base. Omtrent 40 kaliber 30*** maskingeværer skød mod angriberne, men ingen af flyene blev ramt. Kaliber 30 maskingeværer var ikke velegnede som forsvar mod fly, men soldaterne brugte dem alligevel. En af skytterne drejede så meget for at følge sit mål, at han skød hul i vandtårnet.
   Næste dag lød alarmen kl. 10.30 for det, Shofner mente måtte være femte gang. Som chef for stabskompaniet førte han igen sine soldater over golfbanen og ud i sumpen. Her så han op, talte 27 japanske bombefly i luften over sig og hørte en lyd, han aldrig havde hørt før. Lyden af bomber, der faldt mod ham, var uforglemmelig. Der lød eksplosioner, samtidig med at flyene forsvandt. Shofner vendte tilbage til basen. Han erfarede, at et pludseligt vindstød havde drevet bomberne forbi basen og hen mod landsbyen. Landsbyen stod i brand, og soldaterne skyndte sig derhen for at hjælpe. Her fandt de, at et dusin mennesker var blevet dræbt og mange flere såret. Bomberne var faldet i nærheden af regimentets felthospital, selv om teltene, der var forsynet med store, røde kors på hvide felter, var opstillet flere kilometer uden for landsbyen. Marineinfanteristerne mente, at kejserens fly havde sigtet mod hospitalet, og det gjorde dem vrede.
   Angrebet fik Shofners regimentsledelse til at revurdere situationen. Den øverstbefalende kunne ikke acceptere, at hans mænd blev dræbt, allerede inden slaget på land var begyndt. Hvis angrebet kom ved Olongapo, var forsvarsværkerne så klare, som de kunne blive. Men hans regiment skulle ikke være skydeskive. 4. Marineregiment flyttede derfor deres lejr et par kilometer ind i bjergene, hvor junglen skjulte dem for bombeflyene. En minimal styrke bemandede flådebasen om dagen, men resten forberedte sig på de kampe, de vidste snart ville bryde ud et eller andet sted. Fjenden var begyndt at røre på sig. Som bataljonens forsyningsofficer koncentrerede Shofner sig om at flytte de nødvendige forsyninger til den nye lejr. Som officer slæbte han naturligvis ikke selv kasser, men han skulle beslutte, hvor meget der kunne være på deres begrænsede antal lastbiler. Imens samlede soldater fra de lette kompagnier alle japanske civile i Olongapo og overgav dem til militærpolitiet.
   Da kommunikationslinjerne til Manila døde, antog man, at det var sabotører, der havde været på spil. Efterretninger om fjendtlige landgange på Luzon kom fortsat ind via radio og med kurerer. Fjendens bombefly aflagde Olongapo et nyt besøg sent på aftenen den 22. december, og regimentet blev alarmeret omkring kl. 01.30. Den første melding sagde, at 15 transportskibe havde landsat fjendtlige tropper i Lingayen-golfen.  Den øverste amerikanske hærledelse havde altid regnet med, at hovedangrebet ville komme ind over strandene i Lingayen. 4. Marineregiment fik ordre til at forberede sig på at rykke ud og slå fjenden tilbage. Den næste kommunikation rapporterede om „87 japanske transportskibe.“ En lang, bekymret nat gik. Regimentet blev, hvor det var. Shofner formodede, det var, fordi de kun kunne mønstre 500 mand. Senere opdagede han, at regimentet var kommet under MacArthurs kommando. Mens 4. afventede sine ordrer, blev fjendens troppetransportskibe set i Subic-bugten. Marineinfanteristerne fór ned for at forsvare Olongapo, men mødte blot et tomt ocean.
   Chefen for 4. Marineregiment kørte til Manila for at vurdere situationen. Kl. 18 den 24. december så Shofner oberstens bil komme tilbage til deres lejr i fuld fart. Der fulgte en konference med bataljonens officerer. Oberst Howard fortalte dem, at han havde fået ordre til øjeblikkelig at trække sig tilbage til den lille base i Mariveles på spidsen af Bataanhalvøen. Enheder fra den kejserlige japanske hær havde med lethed nedkæmpet al modstand og var nu mindre end 60 kilometer fra amerikanernes stilling. Howard fortalte formentlig sine officerer, at situationen var særdeles alvorlig. Ud fra hans samtaler med admiral Hart, og senere med general MacArthur og hans stab, stod det klart for ham, at de amerikanske styrker var faldet fra hinanden. MacArthurs stabschef, general Richard Sutherland, havde fortalt Howard, at japanerne „angreb Manila fra tre sider.“20 Fjendens flystyrke havde tilintetgjort hovedparten af de 37 nye B-17 bombefly, og resten var fløjet sydpå til Mindanao. Admiralen tog af sted om bord på en ubåd og tog resten af sin flåde med sydpå. General MacArthur opgav Manila og gav sine tropper ordre til at forberede en forsvarsstilling på Bataan-halvøen. MacArthurs hovedkvarter flyttede til øen Corregidor. Han beordrede 4. Marineregiment til Corregidor, efter at de havde hentet 1. Bataljon i Mariveles, som nærforsvar af hans hovedkvarter. Oberst Howard gav sine officerer ordre til at pakke omgående.
   Lieutenant Shofners job som bataljonens forsyningsofficer lagde beslag på alle hans kræfter for at få alt udstyret og alle forsyningerne på astbilerne, som kørte sydpå ad grusvejen. Den første lastbilkonvoj kørte ved middagstid juledag. Shofner og hans ven Lieutenant Nutter førte nogle mænd tilbage til flådebasen. De havde kun et par timer til at hente det nødvendigste. Med hensyn til personligt udstyr havde hver marineinfanterist en rygsæk. Derudover havde obersten tilladt officererne at medbringe en lille kuffertkiste. Alt andet skulle efterlades.
   Shofner hadede at efterlade den store og meget forskelligartede samling personlige ejendele, han havde liggende i pakhuset ved kajen. Det kom bag på ham. Som ætling af en velhavende familie var han blevet officer og en gentleman efter at have været præsident for den eksklusive studenterklub Kappa Alpha, spillet på University of Tennessees footballførstehold samt vundet et stipendium fra „T“ Club som „atleten med de højeste karakterer“. Hans bagagebjerg omfattede ikke kun et antal militæruniformer og sportsudstyr af enhver slags, men også et par dusin habitter til enhver lejlighed – fra smoking over silke til hajskind****. I Shanghai havde han samlet sig et imponerende udvalg af udsøgte kinesiske møbler, inventar, kunst og klædedragter. Noget af silkedamasken og jadefigurerne var utvivlsomt tænkt som gaver til hans kæreste, hans mor eller andre i hans store familie. Da han var blevet udstationeret til Shanghai seks måneder tidligere og havde erfaret, at krigen var overhængende, havde han været glad. Familien Shofner havde kæmpet i alle amerikanske krige. Tanken om en tilbagetrækning havde dog aldrig strejfet ham.
   Han pakkede sin kiste med nødvendigheder, inklusive ét lille minde: en plakette med Marinekorpsets insignier fra 4. Marineregiments klub. Mens han skyndte sig væk, håbede han, at hans ægte tæpper og elfenbensstatuetter ville blive fundet af en eller anden lokal filippiner.
   Shofner kom til hærens hvilelejr, Camp Carefree, på spidsen af Bataan samme aften og fik en kalkunsandwich som julemiddag. Så vidt han kunne se, var Bataan ikke blevet forberedt til forsvarskamp. Han fandt en ledig køje i officersområdet og lod sig overmande af udmattelsen. Ved midnat blev han vækket af luftalarmen. Alle løb udenfor og lagde sig på en åben mark, som de havde fået ordre til. Derfra, hvor Shofner lå, kunne han se et fragtskib brænde lige ud for kysten, og bag den lå Manila oplyst af hundredvis af rasende brande. MacArthur havde givet ordre til, at byen, der også blev kaldt Orientens Perle, skulle forlades af hans styrker. Han informerede den kejserlige japanske hær om, at byen var åben for dem; men alligevel bombede de den. Fjenden havde fået overtaget over USA, så meget var tydeligt juledag. officererne og de menige i 4. Marineregiment besluttede at holde stand, indtil den amerikanske flåde dukkede op med forstærkninger. Så ville de sataner blive smidt ad helvede til.

* C-ration er en dåseforplejning, der udleveres, når forplejning i en messe ikke er mulig o.a.

** Catalina-flyvebåde o.a.

*** Svarer til 7,62 mm o.a.

**** Et stof med særlig vævning o.a.