Alt det hun ville ønske hun ikke forstod af Steen Langstrup
ÅBNER ØJNENE, MEN SER INTET
Lugten er der som det første, da bevidstheden vender
tilbage. Lugten af sommerhus eller gammel kælder. En
sur, muggen lugt.
Lugten og så smerterne. I hovedet, i benene, i armene,
fødderne, kroppen, hænderne, munden, maven ...
Første tanke er trafikulykke. Er jeg blevet kørt ned?
Ligger i en seng. Mørket er totalt. Åbner øjnene, men
ser intet. Sort. Sort. Sort. Kommer op at sidde, mærker på
øjnene. De er ømme og lidt hævede, men de føles ikke ...
ødelagte.
Råber: “HALLO!”
Lyden runger i rummet. Snapper efter vejret. Famler
med hænderne langs sengen, skraber knoerne mod rå
beton. Det er ikke en seng, det er en tynd madras på et råt
betongulv. Det er ikke et hospital.
Råber igen: “ER HER NOGEN?”
Hænderne finder væggen på den anden side af madrassen.
Mursten. Kan mærke fugerne. Ujævne. Noget levende,
der kryber væk. En edderkop? Væk med hånden.
Trækker benene op mod kroppen og slår armene rundt
om dem. Det gør ondt i brystet at sidde sådan. Mærker
kulden nu. Det er en fugtig, klam kulde.
Og så vender hukommelsen tilbage, hurtige glimt, som
flash fra en blitz, billeder, rodet rundt, hulter til bulter, ingen
sammenhæng, men forståelse nok til at vide, at dette
ikke er nogen drøm, at dette er et virkeligt mareridt. Et af
den slags man måske ikke overlever.
Mærker forsigtigt rundt omkring på kroppen. Tøjet er
stadig på og virker intakt. Der er ingen sår at finde, kun
hudafskrabningerne på knæ og albuer. Intet lader til at
være brækket. Der er lidt hævelser i ansigtet, især omkring
munden, et par buler i hovedet. En løs tand. Intet
alvorligt, selvom der må være blå mærker alle vegne efter
smerterne at dømme. Intet alvorligt.
Endnu.
En lyd i mørket får hjertet til at hoppe i brystet. Drejer
sig efter lyden, men kan ikke lade være med at krybe baglæns
væk fra lyden. Hvad var det? En bevægelse? Et dyr?
En rotte? Noget, der puslede.
Der var det igen!
Benene begynder at ryste. Muren er grov og kold mod
ryg og skuldre.
En ny lyd. Ganske svage grynt, åndedræt. Der er et
andet menneske et sted i mørket.
En mand.
DET ER IKKE DET SAMME, NÅR DET
IKKE ER LIVE
“Når jeg får stillingen inde på hospitalet, behøver du ikke
arbejde her mere,” siger Benjamin, da han har slukket
motorcyklen.
Agnes løsner styrthjelmen og ser op på ham fra sidevognen.
“Hvis du får stillingen.”
“Tror du ikke, jeg får den?” Han smiler, men Agnes
kan se et lille glimt af smerte i hans øjne.
“Selvfølgelig tror jeg det,” siger hun og stiger ud af
sidevognen. “Du ved bare, hvordan jeg er, ikke? Jeg vil
være sikker, før jeg tror på noget.”
“Lille frøken snusfornuft.”
“Ja, men jeg er din frøken snusfornuft.” Hun strækker
ryggen. Motorcyklen er en gammel, armygrøn BSA med
sidevogn. Fra 1963. Benjamin elsker den, men hun bliver
radbrækket af at sidde i sidevognen. “Hvem siger i øvrigt,
at jeg har tænkt mig at holde op på tanken, bare fordi
du får et job? Jeg er ikke den store læges lille kone, vel?”
Han tager styrthjelmen af, kører en hånd gennem
sit uglede, mørke hår. “Jeg er bare ikke så vild med, at
du står alene på den tank om aftenen. Der er så mange
røverier på tankstationer. Du må da kunne finde et andet
job?”
Hun kysser ham. “Hold nu op. Plejer det ikke være
dig, der siger, at hvis folk ikke var så bange, så ville der
være meget mindre kriminalitet? Der er jo heller ikke så
mange studiejobs herude mere. Desuden så er jeg ikke
alene på tanken. Vi er altid to.”
“Hm.” Han ser på uret. “Finalen starter snart. Jeg må
se at komme hjem.”
“Du kunne optage den, og så kunne vi se den sammen,
når jeg har fri.”
Han griner. “Ja, den er god med dig.” Han trækker
hende ind til sig og kysser hende igen. “Jeg mente jo bare,
at når jeg får stillingen, så behøver du ikke et studiejob
længere. Så kan du koncentrere dig om studiet. Vi kan
måske endda flytte ind til byen.”
“Jeg mente det også. Vi kunne se finalen sammen, når
jeg har fri.”
“Det er jo ikke det samme, når det ikke er live.” Han
ser på uret igen. “Jeg bliver altså nødt til at køre nu, ellers
når jeg ikke starten af finalen.”
“Så må du jo hellere se at komme af sted.”
Hun giver ham et hurtigt kys mere. “Kommer du og
henter mig?”
“Selvfølgelig.” Han har allerede styrthjelmen på igen,
blinker til hende, mens han starter motoren.
Hun vinker, da han drejer ud på hovedvejen og vender
næsen hjemad. Så svinger hun tasken op på skulderen,
går hen langs standerne med benzin og diesel til tankstationens
kiosk.
DET BLIVER EN STILLE AFTEN
Belinda sidder på hug foran hylderne med chips og fylder
op med nye poser fra en kasse, hun har stående ved sin
side. Hun arbejder med hurtige, næsten hidsige bevægelser.
Smækker chipsposerne ind på hylderne, smak, smak,
smak. Næste række. Hun rejser sig og trykker den tomme
papkasse flad, da den automatiske dør går op, og Agnes
kommer ind.
“Hej Belinda,” smiler hun.
“Du er for sent på den,” siger Belinda uden at se på
hende.
“Er jeg?”
Belinda retter på sit afblegede hår med en solbrun
hånd. “Den er ti minutter over.”
Agnes sætter sin taske om bag ved disken. “Det er jeg
ked af.”
Belinda går ud ad bagdøren med den fladtrykte kasse,
smider den i containeren med papaffald og knalder låget
i. Hun vender sig og bliver stående for lige at samle sig.
Ser ud over området. Marker, lidt skov i det fjerne, et par
gårde rundt omkring. Hovedvejen, der ellers normalt er
trafikeret nok, men ikke i aften.
Hun fisker sin mobil op af lommen og sms’er Christoffer.
R du der?
Venter ti sekunder, før hun sms’er igen.
Chris, svar mig nu!
Ti sekunder til, før hun sender den tredje sms.
R på vagt med agnes. Fuck det. Røvkedelige agnes.
hjælp! Kigger du ik forbi?
Men han svarer selvfølgelig ikke. Har sikkert slukket
telefonen, selvom hun bad ham lade være. Sidder med
garanti og ser finalen. Hun stopper telefonen i lommen og
går ind igen.
Agnes er ude i baglokalet. Er ved at tilslutte sin bærbare.
“Jeg vil forsøge at få lavet lidt på mit speciale, hvis
der bliver tid i aften.”
“Det gør der nok,” siger Belinda. “Vi kunne lige så
godt have lukket. Der kommer ikke et øje, så længe finalen
er i gang.”
“Det er da også vildt, at Danmark er i finalen. Du kan
sagtens se den, selvom jeg sidder her og roder med specialet.”
“Jeg gider ikke se den.”
Agnes ser forundret på hende. “Gør du ikke?”
“Næ.”
“Er der noget galt? Du virker lidt ...”
Baglokalet er et lille rum med hylder på væggene.
Et hvidt bord med tre stole omkring. Vinduet vender
ud mod bagsiden af tanken, hvor bilerne kommer ud af
vaskehallen. Der hænger et lille tv på væggen. Der er et
køleskab og en kaffemaskine. Belinda sætter sig på en
af de ledige stole. “Var det din kæreste, der satte dig af?
Ham på motorcyklen?”
“Ja.” Agnes skubber stolen tilbage og ser på hende.
“Han hedder Benjamin. Hvorfor?”
“Bliver du aldrig nogensinde sådan pissetræt af ham?”
“Nej.” Agnes ser længe på hende. “Har du problemer
med din kæreste?”
“Ikke andet end, at han er en nar engang imellem.”
Hun ryster på hovedet. Griner ad sig selv. “Det er okay.
Det er bare mig. Måske skal jeg have mit lort snart. Jeg er
bare i dårligt humør.”
Agnes nikker. “Hvis du har brug for at snakke om det,
så er jeg lige her.”
Belinda ser op i loftet. “Det her bliver en for vildt kedelig
aften, ved du godt det? Her kommer ikke til at ske en
skid. Hvis vi får fem kunder, så giver jeg sgu en Kung-fu
is.”
“Top,” siger Agnes og vender tilbage til computeren.
“Under fem kunder og jeg giver is, over fem kunder
og du giver, okay?”
“Du kan godt begynde at spare op.” Belinda tager mobilen
op af lommen. Sms’er Christoffer igen.
Svar mig.
“Hvad er det, du studerer?” spørger hun Agnes hen
over mobilen, selvom det i virkeligheden rager hende.
“Antropologi.”
“Nåda.” Hun nikker.
“Mit speciale omhandler bushmen i Botswana. Jeg
forsøger at redegøre for, hvordan deres kultur og religion
er opstået som en naturlig følge af og i samspil med det
økosystem, som stammerne lever i.”
“Hold da op.” Hun gaber og stirrer irriteret på mobilen.
“Han kunne sgu da godt svare. Synes du ikke det?
Ville du ikke blive tosset, hvis din kæreste ikke svarede
på dine sms’er?”
Agnes trækker på skuldrene. “Måske gør han det om
lidt?”
“Jep.” Belinda rejser sig og går ud i butikslokalet, tjekker
hylderne, køledisken med sodavand. Hun kan lige så
godt fortsætte med at fylde op i butikken, tænker hun og
finder en blok og en kuglepen i en skuffe bag skranken.
Hun dør af kedsomhed, hvis hun ikke giver sig til et eller
andet.
Hun kaster et hurtigt blik på den sorthvide skærm,
hvor billeder fra tankens fire overvågningskameraer flimrer
i hvert sit hjørne. Tanken er lige så tom, som den vil
være de næste mange timer.
DE KAN BARE LADE VÆRE
Agnes stirrer ud af vinduet. Hendes blik er rettet mod en
gård på en bakketop små 500 meter fra tanken, men hun
ser den ikke. Foran hende snurrer computeren med redegørelsen
for specialet lysende på skærmen.
Der har været én kunde indtil videre. En tysk autocamper.
Benjamin ringede for et lille kvarter siden og
fortalte, at finalen var forsinket pga. uroligheder uden for
stadium.
Hun flytter blikket til computerskærmen og retter en
kommafejl. Hun har svært ved at få specialets forskellige
dele til at danne et hele. Der mangler nogle naturlige
overgange mellem kapitlerne, tænker hun, men kan ikke
beslutte sig for, om det passer eller ej. Hun trommer med
fingerspidserne på bordkanten.
Hun hører Belinda grine højt ude i butikslokalet, og
lidt efter dukker hun op i døren. “Her, du bliver altså
nødt til at se denne her! Den er for grineren. Christoffer
har lige sendt den til mig!”
“Nå, så svarede han?”
Belinda ser undrende på hende. “Troede du ikke, at
han ville det?”
“Jo, jo.” Agnes gemmer specialet med et træt drag om
munden. “Du virkede bare lidt irriteret over, at han ikke
svarede før ...”
“Næ. Jeg vidste da godt, at han ville svare.”
Agnes ser på hende. “Okay,” siger hun stille og tvinger
et smil frem. “Hvad var det, jeg skulle se?”
“Denne her, den er totalt grineren.” Hun trykker en
film frem på sin mobil og rækker den til Agnes, der nølende
tager imod den. “Du skal bare trykke der, sådan, så
kører filmen.”
Agnes nikker, ikke fordi hun har brug for vejledning i
at trykke play på en film, men hvad skulle hun ellers?
Filmen viser først en ung mand, der kommer kørende
på skateboard imod en trappe. Han forsøger at springe
op på trappens gelænder og kurre ned ad det stående på
skateboardet. Det går galt, og han hamrer skridtet ned i
gelænderet og falder sidelæns ned på trapperne. Agnes
kan næsten mærke den smerte, fyren må have oplevet,
men Belinda, der ser med over skulderen på Agnes, griner
højt.
Der klippes til en anden fyr på en BMX-cykel.
“Nu skal du se!” griner Belinda. “Ham her er bare for
lam.”
Fyren kører op ad en rampe i forsøget på at springe
over et rækværk, men har lige præcis ikke nok fart på,
så forhjulet rammer rækværket, og fyren flyver ud over
styret og hamrer hovedet lige ned i jorden.
Agnes rækker mobilen tilbage til Belinda. “Jeg synes
ikke, det er så sjovt.”
Belinda spærrer øjnene op. “Hvad mener du? Det er
da grineren. Se ham her, han falder på hovedet ned i en
kælderskakt!”
Agnes skærer ansigt. “Jeg synes bare ikke, at det er
sjovt at se på folk, der kommer til skade. Nogle af dem
må jo have skullet på hospitalet bagefter.”
Belinda slukker for mobilen og stopper den i lommen.
Hun trækker på skulderen. “De er jo selv ude om det. De
kunne bare lade være.”
Agnes flytter fødderne under bordet. “Ja,” siger hun.
“Måske.”
Belinda bliver stående. Fylder lungerne og lader langsomt
luften sive ud. Hun ryster ganske svagt på hovedet.
“Man behøver ikke altid tage alting så alvorligt, vel?”
“Det er bare ikke lige min form for humor.”
“Okay,” siger Belinda og nikker, som om hun nu forstår
verdens rette sammenhæng. “Så tror jeg ikke, jeg vil
vise dig den med trafikulykken.”
Agnes glipper med øjnene.
Belinda griner. “Der fik jeg dig. Du troede lige et øjeblik,
at der var en film med en trafikulykke! Indrøm det!”
“Okay, du fik mig.” Agnes griner også, men et eller
andet sted under det hele er hun ikke sikker på, at det var
en joke. “Du fik mig.”
Da latteren er stilnet af, vender Agnes sig igen mod
computeren, scroller gennem teksten til kapitlet om bushmenenes
liv i pagt med naturen.
Belinda bliver stående og ser på hende. “Må jeg spørge
dig om noget?”
“Ja?”
“Ville du lade din kæreste filme, mens du giver ham et
blowjob?”
“Hvad?” Agnes begynder at grine.
“Det er bare Christoffer, der ...”
Agnes bider sig læben for at kvæle latteren. “Ville du
bryde dig om, at sådan en film lå ude på nettet?”
“Det er bare til ham selv.”
“Ville du spørge om min mening, hvis det var noget,
du virkelig havde lyst til?”
ER DET SKJULT KAMERA DET HER?
Belinda lader en finger følge kanten af frostboksen med
is, mens hun ser rundt i butikslokalet. Alt er fyldt op.
Hun kigger på uret. Der er stadig mange timer til fyraften.
Hun kan høre klik fra Agnes’ tastatur inde fra baglokalet
og summen fra køleskabene og frostboksene, sine
egne skridt mod det slidte linoleum.
Hun tager et blad fra hylden og giver sig til at bladre i
det, men orker ikke at læse det. Læser i stedet teksten på
en plade chokolade, der fortæller, at man kan vinde en tur
til Euro-Disney for hele familien, hvis man klikker ind på
deres hjemmeside og svarer rigtigt på nogle spørgsmål.
Henne bag disken kigger hun på skærmen med overvågningskameraernes
billeder. De viser en tom tankstation.
Surprise. Hun ser ud af vinduet på hovedvejen, der
er lige så tom. Hun prøver at komme i tanke om, hvornår
hun sidst har oplevet det, men kan ikke. Det er aldrig
sket. Men Danmark har heller ikke været i finalen før. Det
er en særlig aften. Hun ville næsten ønske, at hun kunne
hidse sig op til at synes, at det var en oplevelse, at alt er
tomt og forladt på den måde, men det kan hun ikke. Hun
tænker på, hvad der vil ske, hvis Danmark vinder. Det
hele vil gå amok, folk vil strømme ud i gaderne, alle byer
vil feste natten lang, men ikke herude. Her sker der aldrig
noget. Og selvom der gjorde, gad hun ikke feste med.
Hun får øje på luftpumpen, der står midt ude mellem
standerne. Der stod den ikke lige før, vel? Hun rynker
panden. Tyskeren i autocamperen, fyldte han luft i dækkene?
Hun mærker en sær prikken i nakken. Han holdt
på ydersiden af stander 5. Han ville slet ikke have brugt
luftpumpen der, han ville have taget den om på den
anden side af standerne. Men den stod i hvert fald ikke
sådan lige før.
Hun går ud fra bag disken og gennem døren, der automatisk
åbner for hende, og stopper lige udenfor. Hun ser
rundt til alle sider, før hun vender blikket mod standeren.
Hvem har flyttet den?
“Er det skjult kamera det her?” mumler hun hen for
sig selv, inden hun går hen og tager luftpumpen og hænger
den på plads på røret med trykluft ved siden af den
anden luftpumpe. Det hvæser og pifter fra ventilen, idet
beholderen fyldes op igen.
