Alting plyndret, alting brændt af Wells Tower
RETREAT
Nogle gange, nogle gange, efter seks store drinks eller deromkring, virker det som en fornuftig idé at ringe til min lillebror. Det kræver meget opløsningsmiddel at blege de mørke erindringer, som for eksempel min niårs fødselsdag, hvor Stephen, der var seks, løb hen til mig ved guldfiskedammen i Umstead Park og skubbede mig forlæns ned i dyndet. Vandet gik mig kun til knæene, så jeg lavede lidt Bambi-på-glatis vaklen inden jeg faldt på maven. Mine venner grinede så tårerne strømmede. Vores mor lagde Stephen over sine knæ og smækkede hans lægge røde med den hårde side af hårbørsten, hvilket, i mine gæsters øjne, blot bekræftede at Stephen var en heroisk lille komiker der var villig til at lide for sin kunst.
Eller dengang i første g, hvor jeg skulle spille over for en pige ved navn Dodi Clark i vores skoles opsætning af Grease. Vi spillede et stort set usynligt par blandt de spjættende masser i dansescenerne og vi havde måske fire replikker tilsammen. Dodi var en museagtig pige med vigende hage og et ekstra sæt overlappende hjørnetænder. Hun interesserede mig ikke det ringeste, men synet af Dodi og mig sammen drev Stephen ud i vanvittig jalousi. Han kurtiserede hende med en tæppebombning af plakater, specielle kuglepenne, klistermærker og krystaldingenoter der kunne lave regnbuer i hendes vindueskarm. Stormløbet virkede, men da Dodi endelig skilte sine ængstelige læber for Stephens kys, vægrede han sig, som han fortalte mig flere år senere. "De tænder! Det var som at prøve at kysse en sandtigerhaj. Aner ikke hvorfor jeg gik efter hende til at begynde med." Men jeg ved hvorfor, og det gør han også: Som Stephen ser det bør intet godt tilflyde mig medmindre han har fået tilbuddet først.
Eller den forårsdag da jeg var seksten og Stephen tretten hvor han fandt mig i sit værelse i færd med at lytte til hans plader. At mine ører skulle høre den musik han holdt af var en ubodelig besudling, så han samlede alle de plader jeg havde spillet og smadrede dem, en efter en, mod kanten af sin kommode, mens han beordrede mig til at udpege andre plader jeg kunne lide, så han også kunne smadre dem.
Eller den vintermorgen hvor vores mor var væk og jeg låste Stephen ude i en time kun iført pyjamas og vrængede ad ham gennem ruden, mens han stod på den frosne trappe og hamrede på døren og hulkede tilfredsstillende af arrigskab. Jeg kan ikke forklare hvorfor jeg gjorde nogen af tingene, bortset fra at sige at jeg har en lille djævel i mig hvis ambrosia er min brors vrede. Stephens raserianfald er underværker af ekstatisk had, nærmest pornografiske, lige så fascinerende som at betragte folk under elskovsakten, men med omvendt fortegn. Jeg lo stadig, da jeg efter en kold time bød Stephen indenfor igen med en kop varm forsoningskakao. Han tog koppen med sine lyserøde fingre, tømte den, og tog så en dåseåbner fra køkkenbordet og kastede den efter mig, så jeg fik en fem centimeter lang flænge under min underlæbe. Jeg har stadig en hvid parentes i skægstubbene på min hage, min indre djævels varige, skæve smil.
Men seks ordentlige genstande, og vores knudrede historie retter sig ud til en trist og simpel affære. Jeg får våde øjne over min bror og fyldes af sorg over de niogtredive år vi har tilbragt tabt for hinanden.
Hvorom alting er, så begyndte jeg at få det sådan en aften i oktober, halvvejs gennem en flaske Meyer's Rom. Jeg stod på et bjerg jeg havde købt kort forinden i Aroostook County, Maine. Mens skumringen indfandt sig, travede jeg op til toppen. Luften var tung af fugtig sødme fra lupiner, mos og bregner. Over mig jagede flagermus dansemyg gennem den mørknende himmel. Jeg havde været der i fire måneder, men stedets skønhed påvirkede mig hver dag. Stephen og jeg havde ikke talt sammen siden foråret, men denne aften, mens solnedgangen stadig ulmede bag de appalachiske bjerges kindtænder, følte jeg at jeg havde så megen pragt og herlighed at jeg ikke vidste hvad jeg skulle stille op med det. Vinteren var på vej, og jeg ville høre Stephens stemme. Der var lige akkurat dækning på bjergtoppen, så jeg tastede hans nummer. Han tog den.
"Det er Stephen Lattimore," sagde han. Stemmen var lav og reserveret, klar til at blive fornærmet. Tre ord fra ham var nok til at slå skår i mit humør.
"Stephen. Det er Matthew."
"Matthew," gentog han, på samme måde som man ville sige "cancer" efter at lægen havde givet diagnosen. "Jeg har lige en klient." Stephen tjener til livets ophold som musikterapeut.
"Ja," sagde jeg. "Et spørgsmål til dig: Hvad er din holdning til bjerge?"
Der var en vagtsom pause. I Stephens ende hørtes lyden af en eller anden der øvede vold mod en tamburin.
"Jeg har ikke noget imod dem," sagde han omsider. "Hvorfor?"
"Jamen, jeg har købt et," sagde jeg. "Jeg ringer fra min mobil fra toppen af det."
"Tillykke," sagde Stephen. "Er det Popocatepetl? Eller anbringer du 7-Eleven butikker på Matterhorn?"
I årenes løb har jeg tjent gode penge på ejendomshandler, og af grunde jeg ikke kan regne ud, sårer det Stephens følelser. Han er ikke nogen kirkemand, men han gør et stort nummer ud af fromhed og ofre og af at lade andre vide hvilke fine værdier han har. Så vidt jeg kan se, består disse værdier ikke af meget andet end at spise ramen-nudler i spandevis, få sex med cirka femten års mellemrum og rejse børster over folk som mig – det vil sige folk som er blevet til noget og ikke lugter kraftigt af genbrugsbutikker.
Jeg elsker Stephen fordi han er det eneste familie jeg har tilbage. Et hjerteanfald tog vores far da jeg var ti og Stephen syv. Sprutten tog livet af vores mor inden jeg var færdig med college, og det var på det tidspunkt at vi virkelig begyndte at glide fra hinanden. Stephen blev overbevist om at han ville blive en berømt pianist, og når han ikke øvede sig, jamrede han over at han burde øve sig. Han var ikke noget stort talent, men klaveret gav min bror en flugtmulighed fra en verden han fandt bitter og besværlig, og som havde det på samme måde med ham.
Jeg, på den anden side, har altid forstået at livet er et du-får-hvad-du-ser arrangement uden nogen garantier, og hvis man vil blive til noget, må man køre løs for fuld skrue. Jeg var ung da jeg giftede mig, og jeg har været gift flere gange. Jeg købte mit første stykke fast ejendom da jeg var atten. Nu, som toogfyrreårig, har jeg været gennem to udramatiske skilsmisser. Jeg har boet og tjent penge i ni forskellige amerikanske byer. Sent om aftenen, når jeg ikke kan finde ro og min vejrtrækning bliver hurtigere ved tanken om at mine ambitioner har berøvet mig nogle af livets traditionelle glæder (langvarig nærhed, afkom, modne planter), tager jeg en astraltur gennem de hundredvis af ejendomme der har passeret gennem mine hænder i årenes løb. Når jeg tænker på den lille men taknemmelige skare der bor i eller får overskud af ejendom, hvis skjulte værdi jeg var den første til at få øje på, forsvinder min skræk. Ængstelsen slipper sit sækkepibespillergreb om mine lunger, og jeg synker tilfreds ned i søvnen.
Stephen brugte sin arv på en konservatorieuddannelse hvor han studerede komposition. Det jeg har hørt af hans musik lød dyster, et soundtrack man måske ville føle trang til i en bil i tomgang med en slange fra udstødningsrøret og ind i kabinen, men ikke noget man kunne nynne med på. Da ingen orkestre ringede til ham med bestillingsopgaver, fik han et kunstnerisk sammenbrud, gik i eksil i Eugene, Oregon, for at afpudse sit værk og ernære sig ved at lære mentalt underforsynede at opnå tilregnelighed ved at blæse i mundharmonikaer. Da jeg kørte ned for at besøge ham for to år siden efter en konference i Seattle, fandt jeg ud af at han boede oven på en stearinlysbutik i en snusket lejlighed, som han delte med en døende collie. Hunden havde mistet evnen til at urinere, så Stephen måtte hele tiden slæbe den ned ad trappen til græsrabatten langs fortovet. Der stillede han sig overskrævs på det stakkels dyr for manuelt at tømme dets blære ved hjælp af en art Heimlich-teknik der var gruopvækkende at bevidne. Det var frygteligt at se éns sidste kødelige slægtning gøre sådan noget. Jeg sagde til Stephen, at fra et forretningsmæssigt synspunkt var det smarteste at få hunden aflivet. Det resulterede i et grimt skænderi, men helt ærligt, så virkede det ikke på mig som om en person man jævnligt kunne se i vejkanten i færd med at pumpe tis ud af en halvdød hund med håndkraft var den mand man ville flokkes om for at lære at blive mindre vanvittig.
"Bjerget har ikke noget navn endnu," sagde jeg til ham. "Jeg opkalder det sgu da efter dig. Det skal hedde S.O.N.S. Bjerget." (Et familieakronym: ’Skaldet Og Noget Stinker’. Stephen begyndte at tabe håret da han var først i tyverne, og hans næse er rynket og misbilligende, som om han til stadighed lugter til noget væmmeligt.)
Stephen klukkede tørt. "Gør det. Jeg lægger på nu."
"Skal jeg sende dig nogle billeder af min hytte? Den får strøm fra en vindmølle. Det er skidehamrende smart. Du skal komme herud og se det."
"Hvad med Charleston? Hvor er Amanda?"
Jeg spyttede et stykke limeskal ud i hånden og smed det op mod flagermusene for at se om de ville hugge efter det. Det gjorde de ikke.
"Det aner jeg ikke."
"Du tager gas på mig. Hvad gik galt?" Hans tonefald antog en øvet, klinisk højtidelighed, om end tamburinmassakren i baggrunden formindskede virkningen noget.
Der er ingen skam i at indrømme, at jeg var i en overgangsfase på det tidspunkt. Som så mange andre kloge og respektable mennesker var jeg blevet overrumplet af pludselige omvæltninger på ejendomsmarkedet i Charleston. Jeg havde været nødt til at låne midler af min eksforlovede, en rig kvinde som var ligeglad med penge, så længe hun ikke behøvede at låne nogle af sine ud. Spændinger opstod og forholdet visnede. Jeg brugte mine sidste likvider til at købe det stolte højdedrag på hvis top jeg nu stod. To hundrede hektar plus en hytte, næsten færdig, takket være min fremragende nabo George Tabbard, som også havde solgt mig jorden. Det eneste bøvl var at jeg var nødt til at bo her et år, men næste efterår kunne jeg udstykke, sælge grundene, undslippe den ublu beskatning staten kræver af ikke-fastboende spekulanter og svæve ind i den næste fase af mit liv med overskuddets vind i sejlene og en feriebolig oven i hatten.
"Der var ikke noget der gik galt," sagde jeg. "Hun var tunghør og hendes kusse lugtede. Men jeg har fået et smukt stykke uspoleret land for småpenge. Kom og besøg mig."
"Det er ikke noget godt tidspunkt for mig," sagde han. "Desuden har jeg ikke råd til en flybillet. Og jeg har en klient, Matthew. Lad os tale om det senere."
"Skråt op med flybilletten," sagde jeg. "Den skal jeg nok betale. Jeg vil gerne have at du kommer." Faktisk var det ikke et tilbud jeg havde planlagt at komme med. Jeg er sikker på at Stephen havde flere penge i banken end mig, men hans påstande om pekuniære vanskeligheder udøvede en forbitret magi på mig. Jeg kunne ikke klare et sekund af det uden at få lyst til at klappe ham nogen i hovedet og nakken med en sæk dubloner. Så sagde han at han ikke kunne tage fra Beatrice (collien var stadig i live!). Okay, sagde jeg, hvis han kunne finde den rigtige slags jernlunge at stabilisere hende i, ville jeg med glæde betale det gilde også. Han sagde at han ville overveje det. En marimbafanfare brusede gennem røret og Stephen lagde på.
Samtalen havde gjort mig irritabel, og jeg gik tilbage til hytten i dårligt humør. Men jeg blev straks bedre til mode da jeg så George Tabbard på min veranda, hvor halvdelen stadig kun var gulvbjælker. Han stod på en stige i færd med at sømme et nyt stykke pynt hen over den forreste gavl. "Godaften, skattebasse," sagde han. "Jeg kedede mig og tryllede lige et nyt objet frem til dig."
Selvfølgelig trængte han sig ikke på. Vi arbejdede sammen på mit hus næsten hver dag og spiste sammen næsten hver aften. George var i slutningen af tresserne, men vi gik virkelig godt i spænd. Hans familie havde boet i området siden 1850’erne, men han havde været gennem et par ægteskaber, havde spredt nogle børn rundt omkring og var flyttet en del rundt, før han var vendt tilbage for omtrent ti år siden. Han havde stort set bygget min hytte selv, og han havde tilsyneladende ikke noget imod at jeg kun kunne betale ham halvdelen af hvad han kunne tjene i byen. Men jeg værdsatte hans selskab endnu mere end hans arbejde; det var som et mildt narkotikum. Han kunne le og drikke og myrde hele aftner med at ævle løs om kædesave, kvinder og vedligeholdelse af udstyr, og det på en måde så man aldrig følte at der var andet i livet end netop de ting.
Et par støn med skruemaskinen, og så havde George sat tingen fast, et batteri på en meter og tyve med små pomponer af træ der lignede noget man kunne se dingle fra loftet i en mexicansk narkobarons bil. Jeg havde rost den første han havde lavet, men nu havde han sat sine kniplingslignende frembringelser på alle tagudhæng og gavllister han kunne få øje på, så huset nærmest skummede over. Han kom forbi med et nyt stykke overflødig pynt cirka hver tredje dag. Mit hus var begyndt at ligne noget man ville købe til sin elskerinde til en weekend på et billigt motel. Men der var ikke nogen i nærheden min hytte kunne fornærme, så jeg lod det fare. Det havde dog strejfet mig at jeg nok hang på dette helvede af krusedullede mærkværdigheder indtil George flyttede eller døde.
"Sådan," sagde George og trådte lidt tilbage så han kunne få hele virkningen. "Fiks lille sag, synes du ikke?"
"Fantastisk, George. Tak skal du have."
"Hvad med et parti backgammon?"
"Helt i orden."
Jeg gik ind og hentede spillet, rommen og et stort glas oliven jeg havde købt samme dag. George var en brutal modstander, og spillene var nederlag efter håbløst nederlag, men vi spillede i timevis i aftenkøligheden mens vi drak rom, flyttede de små lakerede skiver rundt på brættet og spyttede olivensten ud over gelænderet hvor de landede stille i mørket.
Til min overraskelse ringede Stephen tilbage. Han sagde at han gerne ville komme, så vi aftalte en dato to uger senere. Der var en time og tyve minutters køretur til den lille by Aiden, hvor flyvepladsen var, men da George og jeg parkerede bilen, var Stephens fly endnu ikke landet. Jeg gik ind i den lille hytte de brugte som terminal. En spinkel kvinde med en brun bomberjakke og en kugle af gråt hår sad ved en radio og læste i lokalavisen. Jeg havde været i den beskedne lufthavn adskillige gange, men kvinden lod sig ikke mærke med at hun havde set mig før, hvilket syntes at være den normale adfærd blandt de lokale. Denne mangel på høflighed var sikkert bevidst og på sin egen måde praktisk. Hvis man trykker for mange hænder, har man pludselig så mange venner, at man ikke kan pille næse uden at hele amtet hører om det. Men det gjorde mig alligevel deprimeret at være havnet et sted hvor indbyggerne var mere ramsaltede end en stevedore fra Newark.
"Min brors fly skulle være landet fra Bangor klokken elleve," sagde jeg til kvinden.
"Det er her ikke," sagde hun.
"Det kan jeg se. Ved du hvor det er?"
"Bangor."
"Og hvornår lander det så?"
"Hvis jeg vidste det, så ville jeg stå et eller andet sted og spille på heste, ikke?"
Så vendte hun tilbage til sin avis og afsluttede samtalen.
Forsidehistorien i Aroostook Gazette havde et foto af en død chowchow under overskriften "Mystisk dyr fundet dødt i Pinemont".
"Sikke et mysterium," sagde jeg. "Sagen om dyret der tydeligvis er en hund."
"’Ubestemmelig art’, står der her."
"Det er en hund, en chowchow," sagde jeg.
"Ubestemmelig," sagde kvinden.
For at slå tiden ihjel kørte jeg til tømmerhandelen i Aiden og fyldte ladet på min pickup med planker så jeg kunne gøre min veranda færdig. Så kørte vi tilbage til flyvepladsen. Stadig intet fly. George prøvede at skjule sin irritation, men jeg vidste at han ikke var glad for at være strandet her med mig. Han havde villet ud at skyde hjorte den dag, og ville af sted før dårligt vejr gjorde jagt ubehagelig. At fylde sin fryser med kød man selv havde slået ihjel var åbenbart et uundvigeligt efterårsritual heromkring, og George og jeg var taget ud to gange om ugen siden sæsonen startede. Jeg havde skudt hovedet af en mager gås på meget kort afstand, men derudover havde vi ikke ramt noget. Da jeg havde foreslået at vi tog ind til slagteren og bestilte en halv ko eller noget tilsvarende, havde George reageret som om jeg havde fremsat et rystende brud på alle regler. Frisk dyrekød smagte bedre end oksekød fra butikker, havde han argumenteret. Desuden ville man ikke tabe store summer hvis éns fryser skulle blive plyndret af de kødtyve der åbenbart jævnligt hærgede amtets afsidesliggende afkroge.
For at gøre George i bedre humør gav jeg frokost på en kro i Aiden, hvor vi spiste hamburgers og drak tre whisky sour hver. George beklagede sig ikke ligeud, men blev ved med at se på sit ur, hæve øjenbrynene og sukke dybt. Jeg følte allerede en vis vrede mod Stephen fordi han ikke havde ringet og sagt at han blev forsinket. Han var den type som ikke havde nogen kvaler ved at spilde hele éns formiddag hvis han derved kunne spare pengene til en opringning. Jeg sad og surmulede kraftigt da bartenderen spurgte om der var mere vi ville have. Jeg sagde: "Ja, en tequila og fløde."
"Du mener en kahlua og fløde," sagde han, hvilket var nøjagtig hvad jeg havde ment, men med både Stephen og lufthavnsdamen syntes jeg at jeg havde tålt krænkelser nok den dag. "Hvad med at du bare giver mig det jeg bestilte?" sagde jeg, og han gik i gang.
Mens jeg tvang den rædselsfulde mikstur i mig, sagde bartenderen hånligt at jeg kunne få en til på husets regning.
Da vi trillede tilbage til flyvepladsen var flyet landet og fløjet af sted igen. En let regn hang i luften. Stephen sad på sin taske med hovedet hvilende i hænderne ved en grøftekant ude ved porten. Han var tyndere end sidst jeg havde set ham, og han havde violette halvcirkler under øjnene. Regnen havde gjort ham våd til skindet, og det hår han havde tilbage lå sørgmodigt klistret til hans kranium. Hans uldfrakke og jernbanefløjlsbukser var gamle og passede dårligt. Vinden kom i pludselige stød og Stephen blafrede som dårligt fæstnet tagpap.
"Hejsa, makker," råbte jeg til ham.
Hans øjne lynede mod mig. "Hvad fanden i helvede, Matthew?" sagde han. "Har jeg lige været vågen en hel nat på et fly for at sidde to timer i en grøft? Skete det i virkeligheden?"
"Jeg var her for tre timer siden," sagde jeg. "Jeg havde ting der skulle ordnes, Stephen. Men nu er George fuld og jeg er det halvvejs og hele dagen er spildt."
"Ih, hvor godt," sagde Stephen. "For det var derfor jeg fik dem til at forsinke flyet. For at besvære dig."
"Det jeg siger, narrøv, er at det ville have været god stil at ringe."
"Ringe hvordan, bror lort," fnysede Stephen. "Du ved jeg ikke kan lide mobiltelefoner. Det her er din forpulede ... region, Matthew. Jeg vidste ikke at det krævede særlige instruktioner ikke at lade folk sidde i regnen."
Jeg havde lyst til at påpege at Stephen lige så vel kunne have ventet i hytten sammen med radiokvinden, men jeg havde en mistanke om at han havde taget opstilling i grøften for at give mig et indtryk af den totale elendighed når jeg kom for at hente ham. Han var en sølle figur. Han rystede, og hans kinder og pande var strimede af angreb fra de store koldtvejrsmyg de har heroppe. Lige nu var der en der var ved at æde sig tyk og fed på kanten af hans øre, og dens mave glødede som en granatæblekerne i det kølige hvide sollys. Jeg klaskede den ikke.
"Måske skulle du græde lidt over det, Stephen," sagde jeg. "Måske ville et godt hystadeanfald hjælpe." Jeg snøftede teatralsk, og han flippede.
"Okay, røvhul, jeg er den der er skredet." Hans stemme var hæs af raseri. "Lækker tur. Godt at vide at du stadig er en forpulet kæmpeidiot, Matty. Det må vi gøre igen en anden gang, piknakke."
Han smed tasken over skulderen og trampede tilbage mod flyvepladsen. Hans lille hoved og svuppende sko – det var som at se en herreløs ælling gå amok.
Den velkendte fornemmelse af tilfredshed ramte mig. Jeg indhentede Stephen og hev tasken af hans skulder. Da han vendte sig, slog jeg armene om ham og kyssede ham på panden.
"Slip mig, for helvede," sagde han.
"Hvem er en vred dreng?" sagde jeg. "Hvem er en vred lille mand?"
"Det er jeg, og du er et åndssvagt møgsvin," sagde han.
"Jeps. Det er noget lort, ikke? Kom nu. Ind i bilen."
"Giv mig min taske," sagde han. "Jeg smutter."
"Latterligt," sagde jeg og klukkede. Jeg gik hen til pick-uppen og vippede sædet fremad for at stille Stephens taske om bag i kabinen. Da Stephen så at vi ikke var alene, holdt han op med at hive i sin taske og true med at tage hjem igen. Jeg præsenterede Stephen og George for hinanden. Så satte min bror sig ind og vi kørte ud på vejen.
"Er det ikke bedstefars gevær?" sagde Stephen. I geværholderen hang den .300 Weatherby Magnum jeg havde taget fra min bedstefars hus nogle år tidligere. Det var et smukt våben med blånet løb og stribet ahornskæfte.
"Jeps," sagde jeg og forberedte mig på at forsvare hvorfor jeg ikke havde tilbudt Stephen geværet. Han havde sikkert ikke affyret et skydevåben i femten år, men hvis sandheden skal frem havde han formodentlig mere ret til riflen end mig. Som store børn havde vi tit været på jagt med vores bedstefar, og Stephen havde altid, uden at gøre et stort nummer ud af det, været en mere tålmodig jæger og en bedre skytte. Men Stephen gjorde ikke vrøvl over geværet.
"Nå ja, i øvrigt," sagde han lidt efter. "Det bliver otte firs."
"Hvad gør?" sagde jeg.
"Otte hundrede og firs dollars," sagde Stephen. "Det kostede flybilletten og en til at passe Beatrice."
"Din datter?" spurgte George.
"Min hund," sagde Stephen.
"George," sagde jeg, "vi taler om en hund der kan huske hvor den stod da JFK blev skudt. Stephen, laver du stadig de der tarmudskylninger på hende? Nej, lad være med at snakke om det. Den tanke har jeg ikke brug for."
"Jeg vil gerne have mine penge," sagde Stephen.
"Tag lige en slapper, Steve. Du skal nok få dem."
"Skønt. Hvornår?"
"Jamen, for helvede da, jeg skal nok give dig dine penge, Stephen," sagde jeg. "Det er bare det at jeg tilfældigvis sidder bag rattet i et motoriseret køretøj i øjeblikket."
"Klart nok," sagde Stephen. "Jeg siger bare, at det ikke vil komme som en kæmpeoverraskelse hvis jeg tager tomhændet herfra."
"Du godeste!" brølede jeg. "Så hold dog din kæft! Hvad vil du have, skal jeg stille sikkerhed? Vil du have mit ur så længe?" Jeg vred lidt i rattet. "Eller måske skulle jeg bare køre ind i et skide træ. Det ville du sikkert kunne lide."
George begyndte at le med en musikalsk hvæsen. "Hvad med om I standser bilen og tager jer en gammeldags stenkamp."
Jeg blev rød i hovedet. At blive manipuleret til at vise denne her idiotiske side af mig selv over for George ... Min afsky for Stephen fik nyt liv. "Undskyld, George," sagde jeg.
"Glem det," sagde Stephen.
"Næ nej, Steve, lad os få det overstået," sagde jeg. "George, mit checkhæfte ligger i handskerummet." George udfyldte checken og jeg skrev den under på rattet og rakte den til min bror, som foldede den sammen og puttede den i lommen.
"Voila," sagde George. "Fred i vor tid."
Efter sit nederlag i checkaffæren begyndte Stephen at bestorme George med salver af ligegyldigt høfligt sludder. Havde han boet her længe? Ti år? Jamen, fantastisk, sikke en vidunderlig del af landet at trække sig tilbage til! Var han også vokset op her? Hvor vidunderligt at slippe for en barndom i omegnskvarterernes sjælløse vakuum, hvor han var vokset op. Og havde George gået på Syracuse? Havde han hørt om Nils Aughterard, den musikbiografiforfatter som var ansat der? Jamen, hans bog om Gershwin –
"Hey, Stephen," afbrød jeg. "Du har ikke sagt noget om min nye pickup."
"Hvad har den kostet?"
"Bedste bil jeg nogensinde har haft," sagde jeg. "V-8, fem liter. Tre et halvt ton trækkraft, med svejset klasse-fire trailerkrog. Firehjulstræk, max nyttelastpakke. Den kommer til at tjene sig selv ind når sneen kommer."
"Tager du virkelig ikke tilbage til Charleston?" spurgte han.
"Det gør jeg nok ikke," sagde jeg. Bagude hørte jeg Stephen løfte låget på køleboksen, efterfulgt at den skarpe læspen af øldåse der blev åbnet.
"Ræk mig lige en af de der," sagde jeg.
"Også mig," sagde George.
"Mens du kører?" spurgte Stephen.
"Ja, mens jeg kører, for helvede," sagde jeg.
"Lad være med at råbe ad mig," sagde Stephen.
"Jeg råber ikke," sagde jeg. "Jeg vil bare gerne have en af mine øller."
"Du fredsens," sagde George. Han vendte sig om og rakte ned i køleboksen, snuppede to dåser og smed den ene i skødet på mig. "Er vi så glade?"
"Ja," sagde jeg.
Der gik et øjeblik. Så spurgte Stephen: "Så dig og Amanda, det er slut?"
"Ja."
"Hmm, okay," sagde Stephen. "Jeg troede du var helt skudt i hende."
Stephen havde aldrig lagt skjul på hvor lidt han brød sig om min forlovede. Hun var kirkegænger, opfostret i et konservativt hjem, og sidste gang de havde mødt hinanden havde de skændtes om krigen i Irak. Over middagen havde Stephen lokket hende til at erklære at hun gerne så hele Mellemøsten bombet til en parkeringsplads. Han havde spurgt hvordan den taktik stemte overens med "Du må ikke slå ihjel". Amanda sagde at "Du må ikke slå ihjel" var fra det gamle testamente, så det gjaldt ikke rigtig.
I bakspejlet kunne jeg se Stephen kigge på mig med forventningsfuld medlidenhed mens han savlede efter detaljer om bruddet.
Jeg tog en pakke solsikkefrø der lå oven på instrumentbrættet og hældte en ordentlig dosis i munden. Jeg knækkede dem med tænderne og spyttede skallerne ud ad vinduet.
"For at være helt ærlig," sagde jeg, "så kan jeg ikke se rationalet i at købe en bil der ikke har en svejset klasse-fire trailerkrog."
I stilhed kørte vi gennem søvndrukne landlige bysamfund, der lignede forkortede udgaver af rigtige byer. Videre gennem et netværk af små landeveje til den rillede og hullede brandvej der fungerede som tilkørselsvej til min og Georges grund. Højt græs voksede i den rygsøjleagtige forhøjning mellem hjulsporene og skrabede hen langs bilens underside med en lyd der mindede om en sludbyge. Vi kom forbi Georges fine hytte med cedertræstagspån, og jeg slog firehjulstrækket til så Dodgen hoppede knurrende op ad bakken.
Så fik vi mit hjem i sigte. Jeg var forberedt på at Stephen ville drille mig med Georges fimsede forsiringer, men han betragtede stedet uden at sige et ord.
George luskede af for at slå en streg mellem træerne. Jeg tog Stephens taske og førte ham indenfor. Selv om det ydre af hytten var godt i gang med en sen rokokoperiode, var interiøret stadig ret primitivt. Stephen lod blikket glide rundt i hytten, og gennem hans øjne så jeg stedets ringe stand. Gulvene bestod stadig af støvet krydsfiner. Jeg havde endnu ikke fået sat paneler op. Tørmuren stoppede godt en meter over gulvet og lyserødt isoleringsmateriale lå som en obduceret patient under semitransparente plasticdækkener. Den madras jeg havde sovet på lå skævt midt i lokalet.
"Du må gerne pynte lidt på det når du skriver julekort i år," sagde jeg.
Han gik hen til vinduet og kiggede ud over de nøgne, strittende træer der voksede ned mod bunden af dalen. Så vendte han sig og så på madrassen. "Hvor skal jeg sove?" sagde han. Jeg nikkede hen mod en rullemadras der stod i hjørnet.
"Du sagde ikke noget om at det skulle være en campingtur."
"Nå, men hvis det er for meget et hul i jorden, kan jeg køre dig tilbage til motellet."
"Selvfølgelig ikke. Det er et fantastisk sted. Jeg mener det. Jeg havde forventet en arkitekttegnet alpehytte med jacuzzier i forskudte etager og garage til fire biler. Det her er rart. Enkelt."
Jeg gelejdede en bunke savsmuld hen mod væggen med kanten af min støvle, og et stykke loddemetal blinkede til mig fra dyngen. Det var dyrt, så jeg fiskede det op og puttede det i lommen.
"Næste gang du kommer, tager jeg alt tøjet af og går klædt i en tønde," sagde jeg. "Så bliver du rigtig stolt af mig."
"Nej, jeg mener det virkeligt. Jeg ville give min højre arm for sådan et sted her," sagde han og rakte op og lod en hånd glide hen over en glat loftsbjælke. "Jeg mener, for fanden, jeg bliver fyrre i næste måned. Jeg bor i en lejet toværelses uden vask i badeværelset."
"Det samme gamle sted?"
"Ja," sagde han.
"Det er sgu da løgn," sagde jeg. "Hvad med den der ejerlejlighed du kiggede på?"
"Nå ja, men så var der alt det der med ejendomskrisen," sagde Stephen. "Det er bare . . . Jeg ved det ikke, jeg vil bare ikke flås."
"For helvede, mand, du skulle have ringet til mig. Er lejligheden stadig på markedet?"
"Nej."
"Men de der penge, pengene fra bedste? Har du stadig dem til en udbetaling?"
Han nikkede.
"Hør her, når du kommer tilbage til Oregon, så finder vi noget til dig. Kig dig omkring, send mig nogle opstillinger, så hjælper jeg dig igennem dem. Vi skal nok få dig godt anbragt."
Stephen så på mig med et vagtsomt udtryk, som om jeg havde tilbudt ham en sodavand og han ikke var sikker på om jeg havde pisset i den først.
...
