De bedste af os af Helene Uri
En høj, rødhåret mand går med lange skridt hen over den brolagte plads mellem Det Samfundsvidenskabelige og Det Humanistiske Fakultet. Der er ret mange på pladsen, for det er en af de første varme dage. Det er i begyndelsen af årets femte måned, og semesteret er ved at være slut.
Flere er på vej et eller andet sted hen, men ingen ser ud til at have travlt. De bevæger sig roligt, på vej til en forelæsning, til et seminar eller hen for at holde kaffepause, måske til et hemmeligt stævnemøde. Men langt de fleste af folkene på pladsen ser ikke ud til at skulle noget lige med det samme. De slentrer af sted og vender vinterblege ansigter op mod solen. Et par ældre professorer vandrer rundt med hænderne på ryggen og snakker fag, en gruppe yngre ansatte stikker hovederne sammen og hvisker. De studerende sidder tæt på bænkene og på trappetrinene, der fører op til Niels Treschows hus. Ved de få borde uden for Kafé Niels har der ikke været en ledig plads i timevis. Den rødhårede mand bevæger sig hurtigt. Han nikker til nogle kolleger, smiler til en flok studerende, han kender, og vinker til en rengøringskone, der sidder og ryger en cigaret i en lun krog. Men mange flere lægger mærke til ham. Han skiller sig ud, nok først og fremmest på grund af sit tempo og sin energiske udstråling. Der er noget i måden, han bevæger sig på, der gør, at folk får indtryk af, at han må være en lykkelig mand. Og de har ret; den rødhårede er lykkelig, og i de måneder, der ligger foran ham, vil han blive endnu mere lykkelig.
Nu skrår han over plænen mellem Sophus Bugges hus, Henrik Wergelands hus og Problemveien, og snart efter befinder han sig på den metalbro, der forbinder universitetsområdet med Forskningsparken. Han standser, da han når ud midt på broen. Herfra kan han se den storslåede bygning, hvor han har sit kontor. Denne bygning huser Institut for Futuristisk Lingvistik. Det er et smukt, femetagers hus i poleret granit og marmor med store vinduer. Ruderne reflekterer majsolens lys og kaster det tilbage i hans ansigt, og det er så skarpt og ubehageligt, at han må knibe øjnene sammen. Solen blænder ham næsten, men han smiler et stort, drenget smil, det smil, der plejer at få kvinder til at falde som overmoden frugt i hans arme.
På det tidspunkt, hvor den rødhårede mand står smilende med smalle, missende øjne omtrent midt på broen og nyder synet af sin egen arbejdsplads, stamper professor Edith Rinkel irriteret med foden inde på et af kontorerne i bygningen. Kontoret har godt nok udsigt til broen, men professoren sidder vendt mod en studerende. Nej, professor Rinkel ser ikke sin rødhårede kollega. Hun stirrer på den unge mand, der sidder over for hende med enden yderst på sædet og de fremstrakte ben skrævende ud fra stolen.
Den studerendes hjælpeløshed og enfoldighed bliver netop understreget af hans selvsikkerhed, synes professor Rinkel, og hun får lyst til at kaste manuskriptet i hovedet på ham. Hun giver selvfølgelig ikke efter for sin trang, men nøjes med at stampe sin fod i gulvet under skrivebordet én gang for hver stavelse, mens hun siger: "Jeg har allerede forklaret dig, hvorfor det afsnit ikke kan stå sådan."
Det bliver til nøjagtig tyve tramp i gulvet, tyve taktfaste, dæmpede drøn af undertrykt vrede og irritation. Den unge mand forholder sig tavs, svælger, sænker blikket. Hans sikkerhed er mindsket betragteligt. Hans pande er blank af sved, og i den venstre tinding banker en opsvulmet åre.
"Ved du hvad, jeg tror ganske enkelt, at det her er spild af tid," fortsætter Edith Rinkel overmåde venligt. "Jeg er ikke specialuddannet som pædagog, ved du nok. Jeg har hverken evner, tid eller tålmodighed til at tilrettelægge min vejledning efter studerende, der øjensynlig har særlige behov. Jeg synes ikke, du er egnet til at tage en magistergrad." "Du må i hvert fald finde dig en anden vejleder," tilføjer hun – forsonende, synes hun selv. Hun rækker ham papirstakken, overbevist om, at denne konferensafhandling aldrig bliver gjort færdig. Hun tror, at hun nu har nedbrudt den sorgløse selvtillid, som den studerende var i besiddelse af, da han for tre måneder siden begyndte at skrive på denne opgave med arbejdstitlen Hvordan bøjer børn substantiver i år 2108? Et futuristisk-morfologisk bud.
Den studerende forlader Edith Rinkels store kontor uden at se op en eneste gang. Den høje, rødhårede mand kommer ind i korridoren lige tidsnok til at se ham forsvinde ind i elevatoren, og dermed forsvinder han også ud af denne historie, indtil han dukker op igen i et lille glimt hen mod slutningen. For det skal vise sig, at Edith Rinkel ikke får ret denne gang: Den unge mand får faktisk lavet sin konferensafhandling.
Den rødhårede mand stiller sig op for at låse sig ind på sit kontor, der ligger skråt over for Edith Rinkels. Han gør et lille ritual ud af det, kigger kærligt på nøglen, før han stikker den i låsen, holder den inde i nogle sekunder, før han vrider den rundt. Han gør det med åbenbar stolthed, ligesom den, man kan se, når et barn tager sin skinnende, gule rygsæk på den første dag, hun skal i skole, eller hos en nybagt bachelor, der endelig står med sit eksamensbevis i hånden.
Før han trykker håndtaget ned, kaster han et blik på skiltet på væggen ved siden af døren. Han smiler, han kan simpelthen ikke lade være med at lyse op i et smil, når han læser de tre ord på det mørkegrå skilt:
Pål Bentzen
Forsker.
Ja, Pål Bentzen, den rødhårede lingvist, lyser virkelig af livsglæde, af energisk lykke, af selvtilfredshed denne majdag – trods det, at han ikke er uvidende om, at mange synes, han ikke burde have fået denne stilling, at han simpelthen ikke har fortjent den.
Edith Rinkel blev siddende ved sit skrivebord, og hendes lille fod med den høje vrist fortsatte med at stampe stridslystent i gulvet et stykke tid. Hun foragtede tungnemme mennesker, ikke fordi de var tungnemme, men hun foragtede tungnemme, der ikke kendte deres egen begrænsning. Det var hendes ærlige mening, at denne studerende ikke burde have fortsat studierne, efter at han havde fået bachelorgraden. Det anfægtede hende ikke at sige, hvordan hun syntes, det forholdt sig, nej, hun så det som sin pligt.
Et insekt summede i vindueskarmen, en stor, lodden humlebi, den fløj rasende mod ruden, igen og igen. Det var en dronning. Kun dronninger overlever vinteren, så der ligger et stort ansvar på dem. Humlebidronningen skal videreføre slægten, den skal danne en koloni. Nu måtte den finde et sted, hvor den kunne bygge bo og lægge de æg, den havde båret i sig hele vinteren. Humlebien kastede sig fortvivlet mod vinduet på Edith Rinkels kontor. Den ville simpelthen gøre det, den var skabt til, følge sine instinkter, men et eller andet uforståeligt stillede sig i vejen.
Grebet af medfølelse åbnede Edith Rinkel vinduet på klem. Hun rakte ud efter humlebien med begge hænder, lukkede dem forsigtigt omkring insektet, førte fangen i fingerburet ud gennem vinduessprækken og slap den fri. Humlebien lettede, fløj opad mod majhimlen, der var usædvanlig blå i dag, lagde hun mærke til. Den havde samme farve som den, man havde valgt til Det Humanistiske Fakultet: en stærk, klar blå farve. En fakultetsblå himmel, tænkte Edith Rinkel og indbildte sig i det samme, at hun kunne høre humlebiens summende taksigelser i detfjerne. Hun smilede ad sin egen barnlighed (en humlebis taksigelser! fakultetsblå!), men hun var i det mindste blevet i godt humør igen. Energisk og fuld af arbejdsglæde satte hun sig ved pc’en og fortsatte, hvor hun havde sluppet, da den imbecile studerende dukkede op.
Hun ville ikke spise frokost i kantinen i dag. Hun besluttede sig til at blive færdig med det kapitel, hun var i gang med. Hun ville nøjes med at tage nogle stykker knækbrød fra pakken, som hun altid havde liggende i skuffen. Det var ikke et stort offer for Edith Rinkel, der på mange måder foretrak knækbrød uden pålæg og sit eget selskab frem for friskbagt brød og kollegernes tåbelige snak. For det her er en historie om en professor, opslugt af sit fag, af sin egen dygtighed. Det her er Edith Rinkels historie. Men det er ikke kun hendes historie. Det er også historien om Pål Bentzen, forskerens historie, den rødhårede lingvists historie.
At begynde at fortælle en historie er egentlig en umulighed, eller rettere sagt: Det er umuligt at vide, hvor og hvornår den begynder, for livet er en linje fra fødsel til død, én eneste sammenhængende linje, sekund for sekund bygger den sig op, skaber sig selv. Indimellem er det, som om linjen stormer af sted, andre gange går den så langsomt, at det næsten føles, som om livet står stille. Nogle gange stiger linjen brat opad, der sker gode ting i livet, og så siger man tit, at livsglæden topper. Men somme tider falder linjen brat, lysten til at leve er helt i bund.
Det er ikke frokostbladene, der har opfundet denne streg, som symboliserer livet og peger opad, når der sker behagelige ting, og nedad, når man har det svært. Edith Rinkel og Pål Bentzen ved noget om sproget. De er lingvister. Og i kraft af deres virke har de selvfølgelig læst det blandt sprogvidenskabsfolk så kendte værk Metaphors We Live By fra begyndelsen af firserne – denne klassiske bog af Lakoff og Johnson, som viser, at vi bruger sprogbilleder hele tiden, at hverdagssproget er fyldt med dem, og at billederne ofte er universelle, at de i høj grad er baseret på fysiske love i den virkelige verden og på egenskaber ved menneskekroppen. Oppe er godt, nede er dårligt. Den metafor er almenmenneskelig og genfindes i alle verdens sprog.
Nordmænd ryster på hovedet for at udtrykke et nej, bulgarere nikker for at sige det samme. Sproget rotokas i Papua Ny Guinea har kun elleve fonemer. Til sammenligning har det afrikanske sprog !kung 141 forskellige sproglyde. Man skriver fra højre til venstre eller fra venstre til højre, i vandrette eller lodrette linjer. De gamle romere, og også de nordiske runemestre, skrev af og til i slangemønster, først fra venstre til højre, så fra højre til venstre, så fra venstre til højre igen – som en plovfure ned over stenen. Meget er forskelligt, men der er en meget lille sandsynlighed for, at et eneste af verdens rundt regnet 6000 sprog udtrykker en positiv sindsstemning med adverbiet ned og en negativ med adverbiet op.
Dette kunne både Edith Rinkel og Pål Bentzen have fortalt os. Edith Rinkel ville helt sikkert have kunnet lide at gøre det. Hun ville have holdt en kort og skarp introduktionsforelæsning om Lakoff, Johnson og kognitiv lingvistik, sandsynligvis med vægten lagt på en kritik af teorien. I hvert fald ville hun ikke have haft samvittighed til at undlade indsigelserne.
Hvis hun havde fået en fornemmelse af, at tilhørerne ikke fulgte med, ville hun ret hurtigt have nikket kort, drejet omkring og være gået sin vej. Den klaprende lyd af hælene på hendes meget elegante sko ville kunne høres fra korridoren, mens vi tilhørere ville have stået og set efter hende.
Pål Bentzen derimod ville have elsket at fortælle om Lakoff og Johnsons bog, og han ville garanteret have charmeret sit publikum. Ja, han ville have charmeret os. For Pål Bentzen virker ofte meget charmerende på sine medmennesker, særligt på kvinder. Han ville have udvalgt de mest spektakulære eksempler, de afsnit, som man særligt husker. Han ville gestikulere med armene, håret ville falde frem over panden i en lok. Pål Bentzens dybe og klangfulde stemme er nem at høre, og han snakker hurtigt og sikkert. Hans store næse ville tegne en arrogant trekant i luften, men hans kinder ville være lidt rødmossede, dels af iver, dels af en næsten glemt generthed, der opstod efter en hændelse i ungdomsårene: Hændelsen.
Pål omtaler altid det, der skete, som Hændelsen, i bestemt form og med så stort et forbogstav, at det er tydeligt også i tale – til trods for Hændelsens objektivt set nok så ubetydelige beskaffenhed. Så måske er Hændelsen den rigtige begyndelse på Påls historie?
Vi har bestemt, at historien om Edith Rinkel begyndte en dag i maj, en varm dag med en høj og altså fakultetsblå himmel, en dag, hvor Edith Rinkel blev så irriteret på en af sine mindre evnerige studerende, at hun nægtede at vejlede ham mere. Det er en tilfældig, men naturlig begyndelse. Vi kunne godt være begyndt et andet sted. Vi kunne for eksempel være begyndt den dag, Edith Rinkel tiltrådte som professor. Eller vi kunne have startet med at fortælle om den gang, hun kiggede på den rødlige skygge fra den fulde karaffel med saft og erkendte, hvad slags menneske hun var. Men vi valgte altså at begynde med den varme
dag i maj.
Af en eller anden grund er det ikke så let at finde begyndelsen på Pål Bentzons historie. Bør den starte den dag, han blev immatrikuleret ved Universitetet i Oslo? Han var lige netop ikke teenager mere, havde tre måneder tidligere aflagt den afsluttende eksamen ved et gymnasium i nærheden. Han glædede sig så meget, at han ikke troede, han ville kunne falde i søvn natten før immatrikulationsdagen, men han sov godt, ligesom han plejede, så godt, at han kun med nød og næppe undgik at komme for sent til den højtidelige ceremoni. Da han stod der med sit årskort i venstre hånd og rektors lunkne håndtryk som et taktilt minde i den højre, var han så ovenud begejstret, at han begyndte at skamme sig. Han måtte bede sig selv om at tage sig sammen, kommandere munden til at smile mindre bredt og undertrykke den nynnen, der truede med at boble ud over hans læber.
Eller måske bør vi vælge et andet punkt på Påls livslinje og sige, at historien først begynder et stykke inde i Påls fjerde semester, efter at han har taget filosofikum, efter at han har været i gang med at læse matematik og er holdt op igen, efter at han – nærmest i hemmelighed og med en omhyggeligt indstuderet nonchalance – har bestået forprøven i fonetik og sprogvidenskab samt taget eksamen i latin som grundfag. Måske begynder historien om Pål netop i det øjeblik, hvor han træder indenfor i undervisningslokale 1102 i Niels Treschows hus på elvte etage, den næstøverste etage i det højeste hus på Blindern, i hvert fald det højeste af Det Historiske Fakultets (som det hed dengang). For her stiger hans livslinje igen, den stiger brat, når endda højere op end til elvte etage. Ja, måske er det på det tidspunkt, det hele begynder, netop da han træder ind i undervisningslokalet og bliver studerende ved Lingvistisk Institut. Ti år senere går han i hvert fald i spidsen for den tre mand store, kappeklædte komité, der er på vej ind i Gamle Festsal i universitetets gamle bygning i Oslos centrum. Pål skal forsvare sin ph.d.-afhandling Between Scylla and Charybdis: Morphosyntactic Immersion in Latin and Old Norse. Et par år senere begynder han i sin nye stilling: forsker ved det lige så nyoprettede Institut for Futuristisk Lingvistik – Futling, som det kaldes af de indviede. Det er godt nok en midlertidig stilling (faste, videnskabelige stillinger findes næsten ikke længere ved Universitetet i Oslo, og man får dem uhyre sjældent, før man er fyldt fyrre). Det er altså kun en midlertidig stilling, men Pål er alligevel nærmere ved målet, sit livs mål, end han nogensinde har været før. Han ved, at han ikke skal lade denne mulighed gå fra sig. Han vil blive ved universitetet. Det er det, han vil.
Men det er klart, at historien om Pål begynder længe før. For eksempel i det øjeblik, hvor Påls fars stærkeste og mest kampberedte sædcelle nåede frem til målstregen og med et bestemt vrik med halen trængte ind gennem hinden, der omgav Påls mors ægcelle. Hun satte sig op i sneen under en gran på vej til Ullevålseter. Det var en ganske almindelig tirsdag, hun var kold på bagen, og nu trak hun strømpebukserne og skibukserne op over hofterne igen. Hun havde delt sin kakao med ham og havde fået en halv plade flødechokolade til gengæld. De havde fjollet rundt, pjattet, fundet tonen (som moren plejede at udtrykke det, når hun fortalte Pål om hans tilblivelse), og lige med ét havde hun sine bukser i ål omkring anklerne, iskolde grannåle i ryggen og en fremmed, rødhåret mand imellem sine lår. Sneen dryssede ned over dem, og moren pustede tungt imod hans hals, imod maskerne i hans højhalsede sweater.
Nøjagtig ni måneder efter, på dagen ni måneder efter undfangelsen, bliver Pål født. (Det var nok den eneste gang, Pål var kommet i rette tid til noget som helst, sagde Påls bedste ven Morten til Påls mor, da han engang tilfældigvis hørte den historie.) Måske begynder historien den morgen, hvor Påls mor sad i en knitrende ren seng på Ullevål Sykehus med flænget underliv, smerter i bækkenet, med mælkespændte og dermed så uigenkendeligt store bryster, at hun først ikke ville tro på, at det faktisk var hendes. Den morgen, da hun så ned på sin lille søn, der allerede som nyfødt viste tegn på en påfaldende stor næse, bøjede sig over hans hårløse isse og forsikrede ham og sig selv om, at det her skulle hun nok klare. Og det gør hun. Hun klarer det aldeles udmærket alene, hun og Pål i lejligheden, hun har arvet efter sine forældre, lejligheden på Fagerborg, lige neden for Vestre Aker Kirke.
Vestre Aker Kirke, den røde murstenskirke, hvis irrede klokketårn troner på en lille høj, kirken, hvor både moren og Pål er døbt, moren konfirmeret og bedsteforældrene begravet, der, hvor hun og Pål går hen hver søndag i mange år og lægger blomster på bedsteforældrenes grav. Pål og mor. Mor og Pål. Altid de to. Hun og Pål alene, indtil den dag, hvor moren gifter sig, også i Vestre Aker Kirke.
Eller måske, som tidligere antydet, starter historien med Hændelsen? Det, der skete om efteråret tre år efter morens giftermål. Hændelsen, som får Påls livslinje til at falde brat, styrte nedad i så stor fart, at det kun lykkes Pål at stoppe det, fordi han får hjælp af sin kærlige mor. Det er vigtigt at understrege, at Hændelsen ikke i sig selv har en sådan en karakter, at andre nødvendigvis ville have reageret voldsomt på den. Hvis en anden end Pål havde oplevet det samme, ville det måske være sket næsten upåagtet. Men Hændelsen rystede Pål i hans grundvold.
Det sker samme år, som Pål skal konfirmeres, selvfølgelig i Vestre Aker Kirke, men nu vil han ikke. Der findes ingen gud, mor, erklærer den fjortenårige. Hans hoved er så lille og tyndt imellem mors omhyggeligt opstablede dunpuder, og mor ser på ham med et ansigt, der er hvidt som mel, og siger ham ikke imod. Som sagt, måske burde historien starte her ved Hændelsen, der præger Pål så voldsomt og for altid binder ham så stærkt til moren. Hændelsen, som gør, at moren lader sig separere og senere skille, så hun og Pål igen er alene, kun de to, i lejligheden på Fagerborg. Måske er dette begyndelsen på Påls historie, den skælsættende episode, der i flere år giver ham kamæleonhud, fonetisk hyperkonvergens og til tider en plagsom følelse af skyld.
Men nej, trods Hændelsens indiskutable vigtighed for Pål, for moren, for alle, som kender og skal komme til at kende Pål: Det rigtige er at begynde historien den dag, Pål møder Nanna Klev. For denne historie om Pål handler ikke om Hændelsen, den handler om universitetet, om Nanna, om Edith Rinkel, om Institut for Futuristisk Lingvistik. Den handler om instituttets ansatte, om institutbestyrer Paulsen, om forskning, vejledning og undervisning. Om dampende tekopper og om løvet, der rådner på Blinderns mange plæner. Om de studerende, om den unge Aleksander med rosenhud. Den handler om hovmod, ærgerrighed og om videnskabens rene idealer. Den handler om begær, om kærlighed, om jalousi og misundelse. Om bedragets besættelse og dumhedens arrogance.
Hvis Edith Rinkel var et vidunderbarn, så var der i hvert fald ingen, som lagde mærke til det. Men der var heller aldrig nogen, der lagde mærke til de faser af ufuldkommenhed, som hun, ligesom alle andre, nødvendigvis må have været gennem. Eller kom hun ikke igennem disse faser? Ingen kan huske, at Edith på et eller andet tidspunkt ikke var i stand til at sige r, at hun ikke talte rent; det var, som om hun, da hun åbnede munden og sagde sine første ord, formede dem i lange perlekæder af perfekte sætninger, med tydelig diktion og udsøgt elegance. Ingen kan huske, at hendes kladdehæfter nogensinde var præget af skæve bogstaver og brud på de ortografiske regler (der stod aldrig "Mor er sod" i Ediths kladdehæfter fra underskolen). Edith tilegnede sig roligt og stilfærdigt sine kundskaber uden at kræve opmærksomhed fra sine omgivelser og beherskede snart det ene område efter det andet på eksemplarisk vis.
Som elleveårig erkendte Edith Rinkel, at hun var helt anderledes end sine to søstre. Eller rettere sagt, det havde hun indset for lang tid siden, men en dag erkendte hun, at det var et faktum, som ikke burde bekæmpes, ja, hun bestemte sig rent ud sagt for at dyrke sin anderledeshed.
Den ene søster var to år ældre end Edith, den anden var to år yngre. Edith var altså den mellemste. Alligevel blev det tidligt sådan, at de to søstre, den yngste og den ældste, søgte sammen og lukkede Edith ude af fællesskabet. De gjorde det ikke af uvilje, men mere ud fra en intuitiv fornemmelse af, at Edith hverken var som dem eller ville være som dem. Ikke alene var de meget forskellige af udseende (Ediths to søstre var spinkle væsner, lyse og vævre, mens Edith følte sig klumpet og stor, kom tidligt i puberteten og hurtigt blev højere end storesøsteren), men de tænkte og handlede også helt forskelligt.
Faren til de tre søstre, der i en menneskealder havde været departementschef i justitsministeriet, var mørk og bred som Edith, mens den hjemmegående mor var lys og spinkel som de to andre døtre. Faren var næsten aldrig hjemme. Når han ikke var på kontoret, var han til møder i frimurerlogen, eller han sad på Theatercaféen, røg cigarer og drak calvados blandet med æblemost eller, når en forkølelse var i anmarch, en drik bestående af tre fjerdedele cognac og en fjerdedel medbragt Vademecum, som, i og med at faren aldrig blev syg, åbenbart måtte være virkningsfuld.
Faren var en streng mand. Han udøvede sin magt med stor glæde og nidkærhed og med en snert af venligsindet ondskab, der gav sig udslag i en bizar form for humor, både på arbejdet i det støvede departement og hjemme i den rummelige villa på Vinderen. Han var en mand, som satte pris på en god latter. En gang som dreng havde han en varm solskinsdag sat vandskålen lige præcis så langt fra hunden, der stod bundet i sin lænke, at den ikke kunne nå den. På samme måde morede det ham stadig som voksen mand at plukke vinger og ben af fluer og iagttage deres sprællende hjælpeløshed. Så rungede hans latter gennem huset.
Hans departementale undersåtter udførte deres arbejdsopgaver i rædsel og respekt; hans hustru og de tre børn så op til ham med en frygtsom kærlighed, men havde det bedst, når han ikke var til stede. Når han en sjælden gang tilbragte en hel aften hjemme, skete det indimellem, at han kaldte de tre små døtre ind til sig i den inderste stue, hvor han residerede i en nedslidt øreklapstol, mens røgen fra hans pibe (som han foretrak frem for cigarerne, når han var hjemme) fyldte rummet med blålige skyer. Nå, der er I, plejede han at sige og pegede på dem med piben: Dans efter min pibe, sagde han og lo støjende af sin egen slagfærdighed. Derefter bad han dem om at hoppe. Hop, kommanderede han. De tre søstre hoppede. Fletningerne, to par lyse og et par næsten sorte, daskede dem i ansigtet, og de blev forpustede og røde i kinderne af anstrengelsen. Faren slog sig på lårene og lo, og moren, der havde fulgt døtrene derind, lo også. Alle var glade, når far var glad. Så er det ud, sagde han efter nogle minutter, og søstrene tumlede leende og blussende ud. Men fra Edith var syv år gammel, nægtede hun at hoppe for faren. Hun blev som altid tilkaldt sammen med søstrene, faren skældte ud, moren tiggede; men hun blev stående i midten uden at røre sig, mens de to søstre hoppede op og ned. Dette gentog sig flere gange. Til sidst kommenterede faren ikke længere Ediths lydighedsnægtelse, det så næsten ud, som om han satte pris på den (men det gjorde moren ikke). Lidt senere begyndte faren at kalde hende Ed, og til jul det år fik Edith en insektkasse, som faren havde købt til hende. Den havde seksten små kvadratiske rum, beboet af seksten insekter, præpareret og monteret på nål i hver sin lille celle.
Men vendepunktet i Ediths liv indtraf først en varm forsommerdag fire år senere. Hendes søstre på ni og tretten legede ude i den store have. Hun hørte, at de småskændtes, men da hun kiggede ud ad vinduet, sad de på plænen med de næsten hvidhårede hoveder så tæt til hinanden, at den enes hår må have kildret den anden i ansigtet. På en bakke ved siden af dem står tre glas (to brugte og et ubrugt) og en kande med mors gode hindbærsaft, kanden gløder, solen får saften til at skinne som en rød ædelsten, som en kølig rubin. Mor havde opfordret hende til at gå ud i den friske luft: Nu er der så dejligt i solen, Edith. Gå ud til dine søstre. Men hun havde sagt nej. Hun ville hellere være inde, hun ville hellere læse. Moren var trampet ud (selvom det selvfølgelig var med en behersket trampen, for moren var af gammel, fin familie, og de boede jo også i et pænt kvarter). Hun havde sagt noget om, at Edith altid var så sur og stædig. Hvorfor sidde indenfor i mørket og læse, når hun kunne drikke saftevand ude på plænen sammen med sine søstre? Var hun jaloux på dem, måske? Men Edith var slet ikke jaloux. Måske var hun trodsig, men hun ville hellere være indenfor. Hun foretrak sit eget værelse, stilheden og bogen, hun var i gang med, frem for solen, saften og søstrenes stemmer og latter.
Mor gav så tydeligt, som hendes opdragelse tillod hende det, udtryk for, at hun nærmest betragtede Edith som et håbløst tilfælde, og kom ikke ind på Ediths værelse mere den dag. Edith blev siddende og læste i mange timer i en vidunderlig stilhed, indtil hun var færdig med bogen. (Hvis det så endda havde været en ordentlig bog, hørte Edith moren sige til faren. Edith ved, at moren ville have været mere medgørlig, hvis bogen, Edith havde fordybet sig i, ikke havde været en tyk bog om insekter, udgivet af Norsk Selskab for Entomologi, med meget tekst og kun få billeder.)
Edith forstår, at moren tror, at hun straffer Edith. I løbet af eftermiddagen går det op for hende, at moren har dårlig samvittighed over, at hun ikke går ind og nøder Edith til at slutte sig til de andre i haven. Hun forstår, at moren faktisk føler sig skyldig over at have ladet Edith sidde på værelset: Moren er ikke i stand til at fatte, at Edith ønsker at være inde og læse bogen færdig.
Da hun kigger ud ad vinduet igen, står solen lavere. Hun ser ikke søstrene, men hindbærsaften skinner stadig meget rødt derude i haven – kanden er fuld igen, og hun går ud fra, at det er moren, der har sørget for det. Og så, mens hun ser på den glødende saft, står det med ét klart for hende, at hun aldrig bliver som dem, at hun lige så godt kan holde op med at prøve på det. Det føles som en lettelse.
Her kunne historien om Edith Rinkel være begyndt, hvis vi ikke havde valgt at lade den starte en helt almindelig dag i maj i stedet. For denne sommerdag i Ediths barndom var en vigtig dag i hendes liv. Det var den dag, hun opgav at kæmpe for at blive en anden end den, det var meningen, at hun skulle være. Visheden om at være anderledes har fra da af styret hendes valg. Kun én gang har Edith Rinkel ikke ladet sig styre af dette. Det var, da hun som femogtyveårig nybagt magister i lingvistik gik op ad kirkegulvet med hånden på farens jaketklædte arm. Smilende gik hun op mod alteret, hvor den to år ældre historiker Bjørnar ventede på hende.
Men mere betegnende for hendes historie, et mere typisk træk i hendes karakter, er dagen knap fire år senere, da separationspapirerne blev underskrevet. Senere samme dag flyttede Edith ind på en hybel, som hun faktisk blev boende i indtil det år, hvor hun fyldte 35 og købte lejligheden på Geitmyrsveien, hvor hun stadig bor, nu da hun er en dame på nærved de 50.
Det var ikke det, at hun ikke kunne lide at være gift. Det forholdt sig heller ikke sådan, at hun ikke elskede sin mand; men sagen var slet og ret, at hun ikke kunne være gift. Et ægteskabeligt liv lod sig ikke forene med hendes liv, sådan som hun måtte og ville leve det. Edith Rinkel havde nok i sig selv. Med andre ord havde hun ikke brug for nogen andre, og en ægtemand havde hun hverken behov for eller plads til i sin tilværelse.
Allerede som barn havde Edith Rinkel været meget glad for mad. Hun havde en god appetit (moren havde mange gange beskyldt hende for at være glubsk), og det havde givet hende en god, men fast polstring af kroppen, jævnt fordelt så den slet ikke ødelagde hendes figur, men accentuerede den, og det på en måde, som de fleste mænd fandt uimodståelig. Men næsten fra begyndelsen af det fireårige ægteskab havde hun ikke været i stand til at nyde maden, og hun måtte hurtigt gå to størrelser ned i kjoler. Hun begyndte også at sove dårligere, og glæderne ved seksuallivet forsvandt. Separation var den eneste løsning, og fra den dag, hun flyttede ind på sin hybel, et lille mørkt værelse, fik hun straks sin appetit tilbage og genvandt derefter sin bløde krop. Hun sov som en sten og engagerede snart en egnet mand i rollen som elsker, en mand der, lige så lidt som hun selv, var interesseret i et følelsesmæssigt engagement, endsige i kærlighed i et længere forhold.
Edith er på ingen måde en kvinde, der uden modstand lader sig trænge bort fra sit domæne eller lader andre slippe ind på områder, som hun betragter som sine. Hun er derimod en kvinde, der finder det yderst ubehageligt ikke at have fuld kontrol. Men et vellykket seksualliv fordrer, at man er i stand til at hengive sig, at man kan præstere et kontrolleret afkald på kontrol. Og denne balancegang imellem kontrol og ikke-kontrol udfører Edith med virtuositet. Det var kun i begyndelsen af sin seksuelle karriere og i ægteskabet, at Edith ikke havde formået at hengive sig. Hun fik altså ikke orgasme, hun fik ikke sovet. Begge dele handler netop om det at turde miste kontrollen, at opgive styringen og give sig hen; enten til søvnen, som man aldrig ved, om man vågner af igen, og hvor underbevidstheden hersker frit, eller at give sig hen til nydelsen, lade et andet menneske se sig i en tilstand af opløsning, glemme alle bekymringer om, hvordan man tager sig ud, når man er i lysternes vold, skyde al den skamfølelse bort, som man har med sig fra barndommen. Men kort tid efter skilsmissen var hun atter i stand til det. Og dermed kunne hun også fortsætte med at opbygge sin karriere.
Et par år efter at hun havde forladt sin mand, afleverede hun sin doktordisputats (Et diakront studium af præpositioner i vestgermanske sprog) og får som enogtrediveårig fast ansættelse som førsteamanuensis ved Institut for Klassiske og Døde Sprog. I løbet af få år er hun fakultetets yngste professor, og hun køber lejligheden på Geitmyrsveien, som en fornuftig investering, selvfølgelig – tanken om at skulle skabe sig et hyggeligt hjem er aldrig nogensinde faldet Edith Rinkel ind.
