Den rette beslutning af Jill Mansell
"You maaaake me feeeeel," sang Lottie Carlyle inderligt og af sine lungers fulde kraft, "like a natural womaaaaan."
Åh ja, det dejlige ved at synge, når ens ører var under vand, var, at det lød meget bedre end i virkeligheden. Selvfølgelig ikke helt overjordisk som Joss Stone eller Barbra Streisand – nogle kunne bare det dér – men heller ikke så utroligt dårligt, at små børn ville begynde at græde og gemme sig under bordene, hver gang hun åbnede munden for at synge.
Hvilket var sket inde på land.
Og hvilket var grunden til, at hun nød det så meget lige nu, i Hestacombe Lake. Det var en brændende varm dag i august, og hun havde eftermiddagen fri og lå og flød på ryggen i vandet og kiggede op i den skyfri, koboltblå himmel. Eller næsten skyfri. Når klokken var fire om eftermiddagen, og man var mor til to små børn, var der altid den der lille, irriterende sky, der svævede i horisonten:
Hvad skulle hun lave til aftensmad?
Helst noget, der ikke tog en evighed at tilberede, men samtidig var et ordentligt måltid mad. Noget der var vitaminer i. Og noget, som både Nat og Ruby ville nedlade sig til at spise.
Ha.
Måske pasta?
Men Nat, som var syv år, ville kun gå med til at spise pasta med oliven og mintsauce, og Lottie vidste, at der ikke var nogen oliven tilbage i køleskabet.
Okay, så måske bacon og svamperisotto. Men så ville Ruby pille svampene ud og anklage dem for at være lige så slimede som snegle og nægte at spise bacon, fordi bacon var – badr – gris.
Stegte grønsager? Nu var hun i fuld gang med at bevæge sig ud på fantasiens overdrev. I en alder af ni år havde Ruby aldrig bevidst spist en grønsag. De fleste børns første ord var Ma eller Ba. Rubys første ord havde været advr, da hun var blevet konfronteret med en broccolibuket.
Lottie sukkede og lukkede øjnene. Det kølige vand i søen skvulpede rundt om hendes tindinger, og hun knipsede dovent et insekt væk, der havde sat sig på hendes håndled. Det var træls at skulle lave mad til så utaknemmeligt et klientel. Hvis hun blev her i søen længe nok, ville nogen måske til sidst tilkalde de sociale myndigheder, og en eller anden harpe fra børneværnet ville dukke op. Ruby og Nat ville blive fjernet og anbragt på et dunkelt børnehjem a la Dickens, hvor de blev tvunget til at spise lever med vener i og kold roesuppe.
Og efter sådan et par uger så kunne det måske være, at de ville begynde at se, hvor utaknemmeligt det var, evig og altid at skulle tænke på, hvad hun skulle lave af aftensmad til sine sippede børn.
Freddie Masterson stod ved vinduet i stuen på Hestacombe House og mærkede, hvordan udsigten, som altid, fik hans humør til at stige. Så vidt han vidste, var det den mest fantastiske udsigt i hele Cotswolds. På den anden side af dalen løftede bakkerne sig, spættet med træer, huse, får og køer. Under ham lå søen og glimtede i eftermiddagssolen, omkranset af siv og rør. Og endnu tættere på lå hans egen have i fuldt flor. Den nyslåede, smaragdgrønne græsplæne skrånede ned mod søen, fuchsiabuskene nikkede, og humlebier summede grådigt fra blomst til blomst.
Et par spætter, der sad i græsset og hakkede energisk efter orme, så sig tilbage og fløj forarget væk, da et menneske kom gående ad den smalle vej ned imod dem.
Så var det måske afgjort. Freddie stod og betragtede Tyler Klein. Han var nået ned til sommerhuset og standsede nu for at beundre udsigten, og Freddie vidste, at amerikaneren var lige så imponeret. Deres møde var gået godt. Tyler havde uden tvivl et lyst hoved, og de var kommet godt ud af det med hinanden lige fra begyndelsen. Han havde pengene til at købe virksomheden. Og indtil videre lod det til, at han kunne lide det, han så.
Og hvordan kunne han heller andet?
Tyler Klein var ved at være helt nede ved den låge, der førte ud til vejen. Med den mørke habitjakke tilfældigt slynget over skulderen og den lilla skjorte, der stod åben i halsen, bevægede han sig let af sted, mere som en atlet end en forretningsmand. Hår som Clark Gable, tænkte Freddie, det havde Tyler Klein. Det meste var redt tilbage, men en enkelt mørk og vilter hårlok var faldet ned i øjnene på ham. Eller Errol Flynn. Hans elskede kone, Mary, havde altid haft noget med Clark Gable og Errol Flynn. Freddie lod bedrøvet en hånd løbe hen over sit eget sparsomt dækkede hoved. Og så var hun endt med ham i stedet, den stakkel.
Da han ud af øjenkrogen opfangede et glimt af noget turkis, troede han et splitsekund, at en isfugl skød hen over søens overflade. Så smilede han, for da han fik set nærmere efter, opdagede han, at det var Lottie, som havde en ny turkis bikini på og dovent lå og rullede sig rundt i vandet som et marsvin i solen. Hvis han fortalte hende, at han havde forvekslet hende med en isfugl, ville hun drillende sige: "Freddie, du må hellere se at få undersøgt dine øjne."
Han havde ikke fortalt hende, at han allerede havde fået dem undersøgt.
Og det andet.
Den vej, der gik langs med Hestacombe Houses have, var smal og på begge sider var der stejle skrænter, hvor der voksede valmuer, vild kørvel og brombærbuske. Tyler Klein regnede ud, at hvis han drejede til venstre, ville han komme tilbage til Hestacombe landsby. Hvis han drejede til højre, ville han komme ned til søen. Tyler gik til højre, og i det samme hørte han lyden af løbende fødder og fnisen.
De han var kommet rundt i det første sving, fik han øje på to små børn omkring en tyve-tredive meter længere fremme, der var i gang med at kravle over en stente. De havde begge to shorts, T-shirts og baseballkasketter på. Den forreste af dem bar på et sammenrullet gult og hvidstribet håndklæde, og hans kammerat holdt om en rodet bylt af tøj.
Da de fik øje på Tyler, begyndte de at fnise igen og sprang fra stenten og ned på en kornmark. De han nåede frem til stenten, var de pilet væk og var ude af syne. De slog sikkert genvej hjem til landsbyen efter at have været en tur i søen.
Vejen videde sig ud i en sandet lysning, der skrånede ned i en lille, kunstig strand. Den havde Freddie Masterson fået anlagt for flere år siden, hovedsageligt til glæde for dem, der boede i hans feriehytter ved søbredden, men også – som Tyler lige havde overværet – til glæde for beboerne i Hestacombe. Tyler skærmede for øjnene mod eftermiddagssolen, der blev kastet tilbage fra søen, og fik øje på en pige i en turkis bikini, der lå og flød dovent på ryggen i vandet. Der lød en svag, sælsomt vrælende lyd et eller andet sted fra, som han ikke kunne placere. Så stoppede lyden – var det nogen, der sang? Få øjeblikke senere så Tyler, at pigen vendte sig om og begyndte at svømme langsomt ind mod bredden.
Det kunne næsten være den scene fra Dr. No, hvor Sean Connery iagttager Ursula Andress, der gudindeagtigt stiger op fra et tropisk hav. Bortset fra, at Tyler ikke skjulte sig i buskene, og at han havde alt sit hår endnu. Og denne her pige havde ikke en stor kniv fastgjort til låret.
Hun var heller ikke lyshåret. Hendes lange, mørke hår var et virvar af proptrækkerkrøller, der klæbede ind mod hendes skuldre, og hendes krop var kurvet og meget solbrændt. Det gjorde indtryk på Tyler – fordi et møde som det her var det sidste, han havde forventet – og han nikkede venligt, idet hun standsede op for at vride vandet ud af sit dryppende hår. "Var det en god badetur?" sagde han.
Pigen betragtede ham roligt og så sig dernæst omkring på den lillebitte strand. Så sagde hun: "Hvor er mine sager?"
Sager. Tyler så sig forbløffet omkring, selv om han ikke anede, hvad han skulle forestille at lede efter.
"Hvilke sager?"
"Alt det, man ikke tager med ud i vandet, når man skal bade. Tøj. Håndklæde. Diamantøreringe."
"Hvor har du lagt det?" sagde Tyler.
"Lige der,hvor du står. Lige der," gentog hun og pegede på hans blanke, sorte sko. Hun kneb øjnene sammen og så på ham."Er der nogen, der laver fis med mig?"
"Det kan godt være. Men det er ikke mig." Tyler vendte sig halvvejs om og nikkede mod den smalle vej bag sig. "Jeg kom forbi et par børn lige før, og de bar på nogle sager."
Hun havde sat hænderne i siden nu og stod og betragtede ham med voksende skepsis. "Og det faldt dig ikke ind at bremse dem?"
"Jeg troede, at det var deres egne sager." Det her var latterligt. Han havde aldrig sagt ordet sager så mange gange i sit liv før. "Jeg gik vist bare ud fra, at de lige havde været ude at bade i søen her."
"Du gik ud fra, at en lyserød kjole med halterneck i størrelse medium og sølvsandaler i størrelse 38 tilhørte dem." Sarkasmen – den særlige, britiske form for sarkasme – var tydelig i hendes stemme.
"Sandalerne var viklet ind i noget lyserødt. Jeg havde ikke mulighed for at se nærmere på størrelserne. Jeg var omkring tredive meter væk fra dem."
"Men du gik ud fra, at de havde været ude og bade." Pigen kiggede indgående på ham. "Sig mig en ting. Var de ... våde?" spurgte hun.
Shit. Børnene havde ikke været våde. Han ville have været en elendig privatdetektiv. Men Tyler ville ikke erkende sit nederlag, så han sagde bare: "De kunne være kommet herned for at soppe. Undskyld, men lod du virkelig nogle diamantøreringe ligge sammen med dit tøj?"
"Ligner jeg en idiot? Nej, selvfølgelig gjorde jeg ikke det. Diamanter bliver ikke opløst i vand." Hun rystede straks sit hår bagud for at vise ham ørestikkerne, der glimtede i hendes øreflipper. "Nå, men hvordan så børnene ud?"
"De lignede bare børn. Det ved jeg ikke." Tyler trak på skuldrene.
"De havde vist T-shirts på. Og, øh, shorts ..."
Pigen hævede brynene. "Det var dog utroligt. Du har nogle forbløffende
iagttagelsesevner. Okay, var det en dreng og en pige?"
"Måske." Han var gået ud fra, at det var to drenge, men den ene havde haft længere hår end den anden. "Jeg så dem som sagt kun på afstand. De var ved at kravle over en stente."
"Mørkt hår? Tynde og vævre?" blev pigen ved. "Lignede de et par sigøjnere?"
"Ja." Nu var Tyler på vagt. Da Freddie Masterson havde lovprist Hestacombe,
havde han ikke sagt noget om sigøjnere. "Er de da et problem her på egnen?"
"Du kan bande på, at de er et problem her på egnen. Det er mine børn." Da kvinden opfangede udtrykket af rædsel i hans ansigt, brød hun ud i et skælmsk smil. "Slap af, de er ikke rigtige sigøjnere. Og jeg er heller ikke blevet smækfornærmet."
"Nå," sagde Tyler."Det er jeg glad for."
"Jeg så dem overhovedet ikke, de små skiderikker. De må være kravlet igennem buskene og have sneget sig væk med mine sager, da jeg ikke så det. Det er den slags, der sker, når man har børn, der er fast besluttet på at søge ind som jægersoldater. Men det her er ikke spor sjovt."
Nu morede pigen sig ikke mere, og hun sagde utålmodigt: "Jeg fatter ikke, at de kan gøre noget så dumt. De tænker jo slet ikke, vel? Og nu er jeg fanget her uden tøj –"
"Du må gerne låne min jakke."
"Og uden sko."
"Du får ikke lov til at låne mine sko," sagde Tyler langsomt. "Du ville se latterlig ud. Og så har jeg ikke selv noget at tage på fødderne."
"Svækling." Pigen tænkte sig godt om og sagde: "Okay, vil du ikke gøre mig en tjeneste? Gå tilbage til landsbyen, forbi pubben, og så ligger mit hus tre døre længere henne til højre. Piper’s Cottage. Dørklokken er i stykker, så du skal banke på døren. Sig til Ruby og Nat, at de skal give dig mit tøj. Så kan du tage det med ned til mig igen. Hvordan lyder det?"
Vand fra hendes hår dryppede ned i hendes klare, nøddebrune øjne og funklede på hendes brune hud. Hun havde smukke, hvide tænder og en overbevisende facon. Tyler rynkede brynene.
"Hvad hvis børnene ikke er der?"
"Ja, det her er jo ikke det mest smarte, men du virker ærlig, så jeg bliver bare nødt til at stole på dig. Hvis de ikke er hjemme, så skal du bare tage hoveddørsnøglen under krukken med pelargonier på terrassen og selv låse dig ind. Mit soveværelse er op ad trappen og til venstre. Bare tag et eller andet fra skabet." Pigen spidsede munden og sagde: "Og nu ikke noget med at snuse rundt i skuffen med undertøj, når du er der. Bare tag en kjole og nogle sko og lås efter dig igen. Du kan være her tilbage om ti minutter."
"Jeg kan altså ikke gøre det her," sagde Tyler og rystede på hovedet.
"Du kender mig ikke engang. Jeg låser mig ikke ind i et fremmed hus.
Og hvis dine børn er der ... så er det jo bare endnu værre."
"Hej." Hun greb fat i hans hånd og trykkede den ivrigt. "Jeg hedder Lottie Carlyle. Så, nu har jeg præsenteret mig for dig. Så er mit hus heller ikke fremmed. Lidt snavset, måske, men det er jo ikke forbudt. Og hvem er du?"
"Tyler. Tyler Klein. Og jeg gør det stadig ikke."
"Nå, men det var sødt af dig. Jeg kommer til at ligne et kæmpe fjols, når jeg går igennem byen sådan her."
"Jeg sagde jo til dig, at du må låne min jakke." Eftersom hun var drivvåd, og hans habitjakke havde silkefor og var meget dyr, syntes han selv, at det var et ret generøst tilbud. Men det lod ikke til at gøre indtryk på Lottie Carlyle.
"Jeg vil stadig komme til at se dum ud. Du kunne låne mig din skjorte," sagde hun indsmigrende. "Det ville være bedre."
Tyler var her i et forretningsanliggende. Han havde ikke i sinde at tage skjorten af. "Det tror jeg ikke," sagde han bestemt. "Det er jakken eller ingenting."
Lottie Carlyle indså, at hun havde tabt. Hun fik hans jakke og tog den på. "Du er hård at forhandle med. Nå, ser jeg fuldkommen latterlig ud nu?"
"Ja."
"Tusind tak." Hun så trist ned på sine bare fødder. "Er der nogen chance for, at jeg kan få en ridetur på din ryg?"
Tyler så fornøjet ud. "Nu må du ikke friste skæbnen."
"Siger du, at jeg er fed?"
"Jeg tænker på mit gode omdømme."
"Hvad laver du egentlig i det hele taget her? I dit smarte storbyjakkesæt og blanke sko?" sagde Lottie interesseret.
Der var helt tydeligt ikke brug for smarte jakkesæt her i Hestacombe.
Da de vendte sig om for at gå, kastede Tyler et blik bagud på søen, hvor guldsmede i alle regnbuens farver strøg hen over vandoverfladen, og en andefamilie lige var kommet til syne. "Jeg er bare på besøg," sagde han afslappet.
Lottie gik forsigtigt af sted på den stenede, ujævne vej. "Av, mine fødder,"
klagede hun demonstrativt.
Lottie Carlyle tiltrak sig en hel del opmærksomhed, da de gik igennem Hestacombe. Noget sagde Tyler, at det ville hun altid gøre, ligegyldigt hvad hun havde på af tøj. Forbipasserende bilister grinede og dyttede til hende, da de genkendte hende, og de landsbyboere, der var ude i deres haver, vinkede og kom med drillende tilråb, hvorpå Lottie til gengæld fortalte dem, præcis hvad hun ville gøre ved Ruby og Nat, når hun fik fingre i dem.
Da de nærmede sig Piper’s Cottage, fik de øje på børnene, der legede med en vandkande inde i forhaven og skiftedes til snurre rundt, mens den ene holdt vandkanden ud i arms længde og sprøjtede vand på den anden.
"Tilskuere med dårlige nerver må hellere se den anden vej nu," sagde Lottie. "Nu træder jeg nemlig ind i rollen som skræmmende mor." Hun hævede stemmen og råbte: "Hey, I to. Sæt så den vandkande ned."
Børnene så op på deres mor og gav omgående slip på vandkanden. Så fnisede de hektisk og sprang op i æbletræets grene, der hang ud over havemuren mod gaden.
"Jeg ved godt, hvad I har gjort." Lottie var nået ind i haven og stod nu og kiggede op i træet. "Og I kan være sikre på, at der falder brænde ned lige om lidt."
"Vi var bare lige i gang med at vande blomsterne. Ellers ville de visne," lød en uskyldig stemme oppe fra de løvrige grene.
"Jeg taler om mit tøj. Det var ikke sjovt, Nat. Det er ikke okay at stikke af med andres tøj."
"Det var ikke os," sagde Nat øjeblikkeligt.
"Det var ikke os," istemte Ruby.
Tyler så over på Lottie Carlyle. Måske tog han fejl. Da hun opdagede hans bekymrede ansigtsudtryk, rullede hun med øjnene. "Du må ikke tro på dem. Det siger de altid. Man kan tage Nat på fersk gerning med munden fuld af chokolade, og han vil stadig sværge på, at han ikke har taget noget."
"Men det var ikke os," gentog Nat.
"Vi har ikke gjort det," sagde Ruby, "og det er rigtigt."
"Jo mere skyldige de er, jo mere vil de benægte det." Lottie fornemmede Tylers usikkerhed. "I sidste uge legede de med en slangebøsse ude på badeværelset, og tilfældigvis gik spejlet i stykker. Men ved du hvad? Det var heller ikke dem, der havde gjort det."
"Mor, denne her gang var det altså virkelig ikke os, der tog dit tøj," sagde Ruby.
"Ikke? Nå, men det siger denne mand, at I gjorde. For han så jer nemlig," forklarede Lottie, "og til forskel fra jer to, lyver han ikke. Kan du så se at klatre ned derfra og hente mit tøj."
"Vi ved ikke, hvor det er!" råbte Ruby harmdirrende.
Lottie forsvandt uden et ord indenfor i huset. Gennem de åbne vinduer kunne de høre smækken af skabslåger og døre derindefra. Til sidst dukkede hun triumferende op igen med en sammenkrøllet lyserød kjole, et par flade sølvsandaler og et gul- og hvidstribet håndklæde i hænderne.
"Det var ikke os!" udbrød Nat.
"Virkelig. Mærkeligt, at det tilfældigvis var ude i baghaven så, ikke?"
Mens Lottie talte, tog hun den alt for store habitjakke af, gav den tilbage til Tyler, og smuttede i sin egen, krøllede sommerkjole. "Hør nu her, det var slemt nok, at I tog mit tøj. Men at lyve og benægte det er endnu værre. Så I kan godt glemme at komme med til ballonfestival i weekenden, og I får heller ikke nogen lommepenge."
"Men det var nogle andre," vrælede Ruby.
"Denne mand siger, at det var jer. Og ud af jer tre tror jeg sjovt nok mest på ham. Så kom ned fra det træ, gå indenfor, og gå i gang med at rydde op på jeres værelser. Jeg mener det," sagde Lottie. "Nu. Ellers får I ikke nogen lommepenge de næste seks uger."
Først hoppede Ruby ned fra grenene, og dernæst fulgte Nat efter. De kiggede på Tyler med mørke øjne, der var knebet sammen i foragt. "Det er dig, der er en løgner," mumlede Ruby, da hun gik forbi ham.
"Ruby, hold op med det."
Nat havde små stumper af kviste i håret. "Jeg siger til min far, hvad du har gjort," sagde han og så skulende op på Tyler.
"Uha, hvor bliver han bange." Lottie skubbede ham behændigt forbi Tyler. "Gå så ind. Nu."
Nat og Ruby forsvandt ind i huset. Tyler følte sig efterhånden elendigt til mode. "Det kan altså godt være, at jeg tager fejl," sagde han.
"De er børn. Det er meningen, at de skal lave ballade," sagde Lottie med et sigende blik. "Jeg gætter på, at du ikke selv har nogen?"
"Nej," sagde Tyler og rystede på hovedet.
"Hør her, de hader dig for at have sladret." Lotties øjne funklede. "De gør, hvad de kan, for at du skal få det dårligt med det. Men du behøver jo aldrig at se dem igen, vel, så hvad gør det?" Imens hun talte, lød der pludselig en høj hulken inde fra huset. "Det er sikkert Nat, der står ved vinduet for at være helt sikker på, at vi kan høre ham. Det overrasker mig, at han ikke prøvede at bilde mig ind, at det var en ørn, der fløj af sted med mit tøj og lod det dumpe ned i baghaven. Nå, men jeg må hellere smutte ind. Tak for jakken. Jeg håber ikke, den er blevet for fugtig."
Hun tøvede, trak fingrene igennem sit våde hår, og brød så ud i et blændende smil. "Det var egentlig ret hyggeligt at møde dig."
"Waaaahhhh," skrålede Nat, tilsyneladende helt utrøstelig.
"Det var egentlig også ret hyggeligt at møde dig." Tyler var nødt til at hæve stemmen, så hun kunne høre ham igennem den hjerteskærende lyd.
"Hurh-hurh-hurrhh-waAAAHHH!"
"Nå, men endnu en gang tak." Lottie tav lidt, da en tanke slog ned i hende. "Øh ... hørte du mig synge før?"
"Var det dig?" Han grinede. "Eller rettere, var det sang?"
Hendes mørke øjne glimtede skælmsk. "Jeg lyder meget bedre under vand."
Et nyt grådanfald brød ud inde i huset."Det tror jeg på," sagde Tyler.
