En ren skandale af Penny Vincenzi

Prolog

August 1990
Det menneske, man elskede højest her i verden, havde altså begået selvmord. Havde været så desperat, så totalt opgivende, at der ikke syntes at være anden udvej.
Hvordan kunne man leve videre med bevidstheden om, at man ikke engang selv havde kunnet trøste på nogen måde?
Og selv om man vidste, at det ikke direkte var ens egen skyld, og at skylden uden tvivl kunne rettes mod den skinnende, futuristisk udseende bygning midt i London City, ville man alligevel bebrejde sig selv det hver eneste time, hver eneste dag resten af sit liv.
Det var selvfølgelig ikke det første dødsfald og ville heller ikke blive det sidste. Folk var blevet lokket af løfter om en tilsyneladende risikofri velstand af personerne i den bygning, havde baseret en livsstil på disse løfter med smukke huse, dyre privatskoler til børnene, alle rigdommens glæder og muligheder – blot for at opdage, at deres fundament var bygget på flygtigt, omend gyldent sand. Og dog havde løfterne langtfra været tom me, for de var baseret på en baggrund af tre århundreders økonomisk succes. Men en overgang, i de mørke, turbulente år, som siden er blevet kaldt Det Grådige Årti, virkede de løfter ikke blot hule, men også som et forfærdende tomrum. Og det var ikke blot husene og uddannelserne, der gik tabt, men ofte selve grundlaget for tilværelsens mest elementære be hov og for manges vedkommende også stoltheden, selvrespekten og i høj grad selve håbet.

Kapitel 1

D.22. april 1988, morgen
Hun ville overhovedet ikke så meget som tænke på at have en affære.
Det var noget, hun i allerhøjeste grad var modstander af; det var ikke blot umoralsk og egoistisk, men også yderst farligt. Hun var gift, lykkeligt gift, med en mand, som hun ikke blot elskede, men beundrede, og hun ville under ingen omstændigheder bryde sit ægteskabsløfte (og risikere at knuse Nigels hjerte) og udsætte sit ægteskab og sit meget lykke - lige liv for fare. Mere var der ikke at sige om den sag. Og hvis han ringede – hvilket han næsten med garanti ikke ville gøre, for han havde været fuld og nok ikke ment et ord af, hvad han sagde – men hvis han gjorde, ville hun simpelt hen sige: "Nej, desværre, det var hyggeligt at møde dig, men jeg er lykkeligt gift, og – ja, jeg er altså lykkeligt gift." Det ville være nok. Helt sikkert. Han ville forstå, hvad hun mente, og sandsynligvis svare med en eller anden kvik bemærkning, og det ville så være det. Men hvis hun blev nødt til at skære det ud i pap – ja, så ville hun gøre det. Et hyggeligt møde: andet havde det ikke været. Hun havde måske været lidt fjollet: hun havde været lidt fjollet. Men det var også alt. Det var champagnens skyld. Og Nigel havde heldigvis ikke lagt mærke til noget ...

Nu kom han ind i soveværelset fra deres badeværelse og rakte sine håndled frem mod hende, så hun kunne sætte hans manchetknapper i. Mens hun gjorde det med fingre, der var usædvanligt klodsede – det var også champagnens skyld, hun lod til at have lidt tømmermænd – greb hun sig pludselig i at kigge på ham, som om hun aldrig havde set ham før. Var han virkelig, som HAN havde udtrykt det så groft, lidt af en kliché? Det var han måske nok, hvis hun skulle være helt ærlig: høj, lyshåret – nå, ja, lysblond med grå stænk – meget slank, rigtig nydelig, perfekt klædt i sin Turnbull & Asser skjorte, sin nålestribede habit og sine Lobb-sko. (HAN gik i Lobb-sko, havde han fortalt hende: "Det er det eneste højrøvede ved mig. Jeg morer mig enormt ved at gå derind og lade dem udskifte mine gamle udtrådte.")
"Lucinda! Koncentrer dig nu, skat. Jeg kan ikke stå her hele dagen."
"Undskyld. Værsgo."
"Tak. Skal du have morgenmad i dag?"
"Åh – nej." Alene tanken gav hende kvalme.
"Jeg håber ikke, du overdriver din slankekur?"
"Nej, selvfølgelig ikke, Nigel. Det troede jeg, du ville opdage ved bare at kigge på mig."
"Jeg synes nu, du ser rigtig godt ud. Nå, men jeg er sulten. Vi fik ikke nok at spise til den reception, vel?"
"Nej, ikke rigtigt. Ih, det er sent, det var jeg ikke klar over."
Netop i dag måtte hun endelig ikke komme for sent på arbejde. Hun var ansat på Peter Harrisons forlag som sekretær for en af redaktørerne, Graham Parker, og han skulle have et vigtigt møde med nogle amerikanere. Typisk for amerikanere havde de foreslået et møde klokken otte. Det var lykkedes Graham at udsætte det en time til klokken ni, men hun var nødt til at komme lidt før og være parat med kaffe, småkager og sig selv til at tage imod dem. Det ville sikkert blive sjovt.
En af de ting, Lucinda holdt mest af ved sit arbejde, var den selskabelige del; der foregik altid noget – præsentation af bøger, marketingmøder, salgsmesser, pressearrangementer ... Hun havde arbejdet for Graham et års tid, og hun håbede på selv at blive redaktør en skønne dag, men hendes ambition var lidt halvhjertet. Hun havde ikke i sinde at arbejde, når hun havde fået et barn. Det var også en ting, hun var modstander af: udearbejdende mødre. Hun havde tænkt sig at være som sin egen mor, altid være til stede, lade børnene komme i første række. Men – så, Lucinda, lad være med at tænke på det nu. Du skal på arbejde.
Hun kastede et blik på sig selv i entréspejlet og prøvede at se sig selv med HANS øjne: halvlang, vid nederdel (Laura Ashley) blå skjortebluse med opslået krave, og selvfølgelig hendes perlekæde, som hun havde fået til sin enogtyve års fødselsdag; mørkeblå vest, flade sko, og det lyse hår trukket bag ud og holdt på plads med et fløjlsbånd.
Hun kunne umuligt på nogen måde virke tiltrækkende på HAM. Han ville falde for en af disse smarte firser-piger i stumpede dragter med skulderpuder, piger med stort hår og store ambitioner. Han ville ikke engang kunne huske hende nu til morgen, endsige ringe til hende ... Mens hun stod og tjekkede, at hun havde sin pung og sine nøgler, blev posten smidt ind ad brevsprækken. Der var et par tiltalende udseende konvolutter, tydeligvis indbydelser, en regning eller to, et postkort fra Verbier fra den skitur, hun gerne havde villet deltage i, men som Nigel ikke ville, samt et brev fra Lloyd’s. Lloyd’s of London. En af disse kridhvide konvolutter, der kom en gang om året med et kontoudtog, som efter en passende tid blev fulgt op af en fed check. Nigel var passiv investor, et såkaldt Navn hos Lloyd’s; det var en af de ting, der havde glædet hendes far mest, da han og Nigel fik deres Lille Sludder kort før forlovelsen.
"Han ejer ikke blot al den jord oppe i Norfolk, han hører også til investorkredsen hos Lloyd’s, er så at sige medlem. Det vil komme dig til gode i årene fremover."
En af hendes onkler havde tilsyneladende været et Navn i ret stor stil. Som ganske ung havde hun hørt sin mor snakke om det og spurgt hende, hvad det betød: "Tja, skat, det betyder, at man bliver en slags passiv kom pagnon," havde Margaret Worthington svaret lidt svævende. "De forsikrer store ting som skibe og bygninger og tjener rigtig meget på det. Hvis du er et Navn, får du del i de indtægter." "Hvad sker der, hvis de skibe forliser?" havde hun spurgt, og hendes mor havde svaret, at der var rigeligt med penge til at klare den sag. "De tjener alligevel. Spørg din far, han kan fortælle dig mere, jeg har ikke rigtig forstand på det. Ud over at det betaler alle dine fætres skolepenge," tilføjede hun.

Det havde ikke virket spændende nok på Lucinda til, at hun ville spørge sin far. Men hun vidste dog, at de penge, der kom fra Lloyd’s hvert år, bidrog en hel del til deres indtægt. Hvilket de ganske vist ikke havde brug for nu, idet Nigels honorar som bestyrelsesformand for familiefirmaet var aldeles tilstrækkeligt, og desuden havde han en større beholdning aktier og obligationer, men pengene ville da være uhyre velkomne, hvis de ønskede at flytte på landet og købe et hus.
Det var nemlig planen at flytte, så snart de havde fået børn. Ikke til Norfolk, det var for langt væk, og det sidste, Nigel ønskede sig, var at drive landbrug, men han ønskede ikke at tilbringe resten af sit liv i Lon don. Det gjorde hun heller ikke; hun var selv vokset op på landet og elske de det.
"Hvor boede du så, da du var barn?" havde HAN spurgt aftenen før. "I en eller anden kæmpekasse på landet, ikke?"
"Tja," havde hun svaret, "ikke ligefrem en kæmpekasse, men jo, et ret pænt hus i Gloucestershire, nær Cirencester."
"Aha? Ponyer?"
"Ja. Ja, jeg havde faktisk en pony."
"Fremragende," havde han sagt, "virkelig fremragende. Alt det vil jeg
og så ønske for mine unger, ponyer og kostskole. Gik du på kostskole?"
"Ja, fra jeg var tretten."
"Kunne du lide det?"
"Ja, selv om jeg fik frygtelig hjemve og savnede min pony. Og mor, selv følgelig, og mine brødre."
"Og hvor gik de i skole? På Eton eller Harrow eller noget i den stil?"
"Hm – ja, de gik faktisk på Eton."
"Og din gemal, gik han også på Eton?"
"Ja, det gjorde han."
Da var det, han havde sagt, at Nigel var en kliché. Og – hold så op,
Lucinda, hold op med at tænke på det.
Hun begyndte at åbne konvolutterne for at tænke på noget andet. Indbydelser: åh, skønt, Carolines bryllup. Og dette lignede Philippas skrift (det var det) – herligt, et selskab på landet – og Sarahs baby, der skulle døbes og – pokkers! Hun var kommet til at åbne et brev, der var adresseret til Nigel, og havde halvvejs trukket brevet ud. Ikke fordi Nigel ville have noget imod det – det regnede hun da ikke med. Han sagde altid, at han ikke havde nogen hemmeligheder for hende. Hun ville bare undskylde sig og – nå, nu ville brevet ikke tilbage i konvolutten. Lucinda trak det helt ud og kunne ikke lade være med at læse det. Brevhovedet viste, at det var fra Jackson & Bond, medlemsagentur, Lloyd’s of London, og selve brevet var ret kortfattet:

Kære Nigel,
Jeg syntes, jeg på forhånd ville advare dig om slutregnskabet, der, som jeg forudså, vil betyde et tab i det nyligt afsluttede regnskabsår. Der er ikke tale om noget stort, bare nogle tusinde pund ...
Et tab, hvor besynderligt. Det var aldrig sket før. Hun vidste ikke, hvor mange tusinde pund Lloyd’s anså for at være "nogle". Måske ti tusinde, eller endda mere? Bestemt ikke. Men hun vidste dog, at de regnede med store tal. Nigel ville vide det. Det måtte de snakke om i aften.
Åh, hun var sent på den; hun var nødt til at gå. Hun lod brevene ligge på entrébordet og smækkede døren i efter sig.
Trods sin beslutning begyndte hun igen at tænke på HAM: på ham og den foregående aften. Hun havde aldrig før mødt nogen, der var helt som han. Der havde været reception i anledning af udgivelsen af en bog, redigeret af Graham Parker, om pengemarkederne lige før og lige efter Big Bang – den exceptionelle dag i oktober 1986, da aktiemarkedet blev com puterstyret og tilgængeligt for enhver i stedet for at være den traditionelle børsmæglers gentleman-domæne. Lucinda arrangerede og deltog i alle forlagets selskaber; det hørte med til hendes job, og hun nød det. Gæste listen havde lignet et uddrag af London Citys Blå Bog, og Nigel var blevet indbudt, ikke fordi han arbejdede i City; han arbejdede i en stor fa briks virksomhed, der var grundlagt af hans bedstefar, men fordi han hav de en stor aktieportefølje, og Graham derfor venligt havde foreslået Lu cin da, at receptionen kunne være interessant for ham. HAN derimod arbejdede i City.
HAN var en af den helt nye type børsfolk, markedsspekulanterne, der ikke stammede fra de store privatskoler, men fra Londons East End. "Jeg er en af de såkaldt elektroniske gadehandlere," sagde han og sendte hende et bredt smil, mens han lod hende fylde op i sit glas på ny. "Ikke af den slags, City plejede at have med at gøre, medmindre vi sad på vores passende plads i baglokalet." Han rakte hende hånden. "Gary Horton. Bedre kendt som Blue. Det glæder mig at møde Dem" – han kiggede på hendes navneskilt – "Lucinda Cowper." Han udtalte efternavnet forkert, som de fleste ofte gjorde; det irriterede hende altid.
"Det udtales Cooper," sagde hun lidt brysk, "W’et er stumt."
"Nå, sådan," sagde han og så ud til at more sig lidt, hvorefter han lod sine mørke øjne glide ned over hende, "hedder De virkelig Lucinda?"
"Ja, selvfølgelig. Er det så usædvanligt?"
"Ja, hvor jeg kommer fra. Jeg mener, det er sådan et fint navn, ikke?
Meget fornemt."
"Det – det ved jeg ikke," svarede hun.
"Nej, det ved De nok ikke. De kender vel slet ingen, der ikke er fornem, vel?"
"Jo, selvfølgelig gør jeg det," svarede hun lidt hjælpeløst.
"Nå, ja, det skulle vel lige være farmands chauffør og moars rengøringshjælp?"
"Nu synes jeg, De er ret grov," sagde Lucinda, "hvis jeg må have lov at sige det. Og nu må jeg videre ..."
"Undskyld," sagde han og greb hende i armen. "Det var upassende.
Und skyld. Det interesserer mig bare, alt det der Eton- og pony-halløj, selv om jeg ikke rigtigt ved hvorfor. Det er nok, fordi jeg ikke kan forstå, hvordan de – I – har båret jer ad."
"Hvad mener De?" spurgte hun, mod sin vilje lidt interesseret.
"Hvordan I har overlevet så længe. Jeg mener, de fleste dinosaurer ud - dør jo, ikke? Åh, for satan. Nu har jeg været grov igen, ikke?"
"Jo. Meget," svarede hun køligt, ude af stand til at slå det hen med en latter; så spejdede hun efter Nigel, gik over til ham og fyldte op i hans glas.
"Alt i orden?" spurgte hun. "Har du folk nok, du kan snakke med?"
"Ih, ja, selvfølgelig. Det er et rigtig fornøjeligt selskab, Lucinda, det har du gjort godt." Han smilede til hende. Det var en af hans mere indtagende egenskaber, at han nød livet enormt meget; sit arbejde, sin omgangskreds – selv om han blev lidt irriteret over hendes mere lattermilde veninder – sin tennis, sin jagt. Han var sjældent gnaven, altid munter, næsten altid i godt humør. Han var en hel del ældre end hun, toogfyrre mod hendes fireogtyve, men det havde aldrig været et problem. Hun kunne faktisk lide det; det fik hende til at føle sig tryg.
Hun stod i en alvorlig samtale med en af de andre redaktører, da Blue Horton atter dukkede op ved siden af hende.
"Hør her," sagde han og ventede tålmodigt, til redaktøren var gået videre, "jeg ville bare sige undskyld. Jeg har en sjælden evne til at sige det forkerte. Jeg kan simpelt hen ikke gøre for det."
"Det er i orden," sagde hun. "Men nu må De have mig undskyldt, for jeg må virkelig hen og snakke med nogle flere – hvad var det, De kaldte dem? – åh, ja dinosaurer ..."
"Nej, vær sød ikke at gå," sagde han og lagde hånden på hendes arm.
"En af grundene til, at jeg gik over stregen, var, at jeg blev helt – jeg ved ikke – helt hylet ud af Dem."
"Hylet ud? Hvordan det?"
"Jo, fordi De er så fandens dejlig," svarede han. "Så løb det lidt af med mig. Fordi jeg kiggede på Dem."
Lucinda mærkede rødmen stige op ad halsen.
"Vær nu ikke fjollet," sagde hun.
"Jeg er ikke fjollet. Jeg er en genert, tilbageholdende fyr."
"Nu er De altså virkelig fjollet." Hun smilede ufrivilligt. "De er nogenlunde lige så genert som – som ..." hun prøvede at finde på et passende selv sikkert eksempel, "som mrs. Thatcher."
"Åh, se det er en dame, jeg beundrer," sagde han til hendes store overraskelse. "Det er hende, der står for alt dette ..." han gjorde en armbevægelse ud i lokalet "... hele denne foretagsomhed; hun lukkede op for markedet, hun gjorde det muligt at gøre lige, hvad man vil, hvis man ellers har energi og ærgerrighed nok. For hver dag bliver her mere og mere som i USA, og det kan jeg godt lide. Jeg tror, det faktisk var det, jeg prøvede på at sige," tilføjede han med et bredt smil, "da jeg sagde, at jeres slags var dinosaurer. Jeg mente, at alting har forandret sig, men det er lykkedes jer at undgå det. Og stadig klare jer. Meget beundringsværdigt."
"Nå, okay. Det vil jeg prøve at acceptere."
"Godt. Og hvor længe har De så været gift?"
"Tre og et halvt år."
"Og børn? Har De nogen børn?"
"Nej. Ikke endnu."
"Okay. Og hvor bor De? Sig det ikke, det er et sted, der ligger i nærheden af Sloane Square."
"Tja, jo. Faktisk. I dinosaurus-land."
"Det får jeg lov at høre for, ikke?"
"Jo, helt sikkert. Men nu er jeg altså nødt til at gå lidt mere omkring."
"Jeg går med."
"Blue ..." Hun tav pludselig. "Hvorfor Blue, når De er døbt Gary?"
"Det er et kælenavn," svarede han. "Det har vi alle på børsen, og de har alle en eller anden årsag. Der er Luft, forkortelse for Luftwaffe, han er lyshåret, har blå øjne og er meget, meget højreorienteret. Og Croydon, fordi hans efternavn er Sutton, og Harry, der er en af vores farvede kolleger, så Harry som i Belafonte, og så er der Kermit, der ligner en frø, og stik-i-renddrengene i den gamle fondsbørs blev kaldt Blue Buttons. De servicerede børsmæglerne, sørgede for deres te og kaffe – og skaffede dem op lysninger, selvfølgelig. Man kunne høre folk kalde på dem: ‘Hvor er Blue? Hej, Blue, kom her!’ Jeg var en af dem, inden Big Bang. Jeg endte faktisk med at blive Blue Button-leder. Så navnet blev hængende. Jeg kan meget godt lide det. Kan De ikke?"
"Jeg – ja, jo, det tror jeg nok," svarede hun tvivlende.
"Godt. Kom, så går vi lidt omkring. De kan præsentere mig for nogle af disse mennesker. Og for Deres mand, hvis De vil."
Hun havde ikke præsenteret ham for Nigel. Det virkede ikke som nogen særlig god idé, selv om hun ikke rigtig vidste hvorfor. I den næste halve times tid fulgte han med hende rundt i lokalet, mens han bar på en flaske champagne for at hjælpe til med at fylde i gæsternes glas. Og så befandt hun sig på en eller anden måde alene med ham i det lille køkken. Mange af gæsterne var gået, og folkene fra cateringfirmaet var ved at pakke sammen, da han pludselig spurgte: "Vil De spise frokost med mig en dag?"
"Nej," svarede hun og stirrede temmelig chokeret på ham, "selvfølgelig ikke."
"Hvorfor er det så selvfølgeligt?"
"Er det ikke indlysende?"
"Nej, egentlig ikke."
"Mr. Horton," sagde hun i et bestemt tonefald, mens hun sorterede de tomme flasker fra de fyldte. "Jeg – ja, jeg er jo gift, det ved De."
"Og gifte damer spiser aldrig frokost med herrer, vel?"
"Nej – ikke på den måde."
"På hvilken måde?"
"De ved ..." Hun tav. "De ved udmærket godt, hvad jeg mener."
"Næ, det gør jeg ikke."
"Jo, De gør. Åh, det her er for dumt."
"Ja, det er," sagde han, "en lille smule."
Så lænede han sig frem og kyssede hende. På munden. Kun ganske kort, men det var nok; nok til at vække de mest besynderlige fornemmelser et sted dybt inde i hende. Hun trak sig væk og stirrede på ham, mens han smilede til hende. Hun lagde trods sin forvirring mærke til, at han havde ualmindelig pæne tænder. Han var ikke særligt høj, kun lidt højere end hun med hendes højhælede sko. Hans mørke hår var tætklippet og øjnene me get, meget mørkebrune. Han havde lange, næsten feminint lange øjen vipper, en meget lige næse og en ret bred mund (der viste de virkelig pæne tænder). Han var ikke tyk, men meget kraftigt bygget med brede skuld re og ret store hænder og fødder, og han nærmest emmede af energi; han var rastløs og skulle hele tiden pille ved noget. Det var besynderligt tiltrækkende. Han bøjede sig frem og kyssede hende igen; denne gang en anelse længere. Hun kunne mærke, at hun reagerede på ham, mærkede læberne skil les og bevæge sig ganske lidt. Det var forfærdeligt, skræmmende ...
"Vær venlig at holde op," sagde hun. "Nu må jeg gå."
"Okay," sagde han, "det er i orden. Jeg ringer til dig om en dags tid og hører, om du har skiftet mening. Jeg giver ikke så let op. Hej, Lucinda."
Og så var han væk.

Når hun nu tænkte på ham, hvor forstyrrende han havde virket på hende, hvor sjov han havde været – hvor tiltalende egentlig – glemte hun helt brevet fra Lloyd’s.

Inde i børslokalet i McArthur’s Bank sad Blue Horton med sin bedste ven Charlie over en baconsandwich og fortalte ham, at han havde mødt den pige, han ville giftes med.
"Nå da. Og hvad laver hun så?"
"Hun er ansat på et forlag. Og hendes mand er ..."
"Hendes mand? Blue, vær nu ikke dum, makker. Du vil da ikke have noget med en gift kvinde at gøre."
"Charlie, hun var simpelt hen fantastisk. Rigtig fornem, du ved, jeg elsker alt det der, og smuk. Virkelig smuk. Store, blå øjne, ben som en væddeløbshest og virkelig sød. Hun aner ikke selv, hvor sexet hun er. Jeg tror, hun aldrig har fået et godt knald, og det tror jeg, at jeg kunne give hende. Eller snarere, det vil jeg gøre."
"Du er skør, hvis du kører det løb," sagde Charlie. "Og hvis hun overhovedet er lidt fornuftig, giver hun dig heller ikke lov."
"Jeg tror ikke, hun er særlig fornuftig," sagde Blue, "det er det, jeg satser på. Og hun havde også et godt øje til mig. Det ved jeg, hun havde."
Elizabeth Beaumont var ved at blive besat af sine overarme. Det var absurd, det kunne hun godt se. Hun havde langt vigtigere ting at gå op i, sin karriere, sit forhold til sin mand og til sin ældste datter, men hun greb sig alligevel i at vende tilbage til armene. De var den eneste del af hendes krop, som hun ikke rigtigt lod til at få styr på. Hun kunne forme resten af den, som hun ønskede, med hjælp af sin personlige træner, fitnesscentret og sin egen selvdisciplin; kunne sørge for en flad mave – hvem skulle nu tro, at den havde været igennem tre graviditeter – en fast bagdel samt cellulitis-frie lår – selv om adskillige af hendes veninder havde fortalt hende, at det mere skyldtes held end noget mere videnskabeligt. Og hendes barm var heldigvis lille og derfor stadig temmelig fast. Men hendes arme – oven over albuerne – var ved at blive slappe. Hun havde haft en ærmeløs top på til morgen, en sort top under sin røde dragt, og da hun klædte sig på efter sin træning i centret, indså hun, at det havde været en fejltagelse, og at hun i hvert fald ikke skulle tage sin jakke af under mødet. Hvilket var meget ubehageligt, eftersom der altid var for varmt i mødelokalet og dragten, der var af fed, riflet silke, var ret tyk ...
Åh, du godeste, Elizabeth, tænkte hun, mens hun rakte ud efter sin taske, du burde overhovedet ikke tænke på dine arme, du skulle hellere tænke på mødet.
Det ville ikke blive så nemt. Det var et møde med en af firmaets reklamekonsulenter, der ville tale med hende om en kommende lancering for en af deres vigtigste kunder, Hunters, et pengestærkt mærke inden for håndkøbsmedicin og toiletartikler. Hun gik ud af bygningen, steg ind i taxaen, der ventede udenfor, og satte hele sin formidable hjernekapacitet ind på den opgave, der ventede hende denne formiddag.
Elizabeth havde en meget fremtrædende stilling. Hun var administrerende direktør i et af Londons førende reklamebureauer, Hargreaves, Har ris & Osborne, kendt i branchen som H2O. Hendes chef havde en - gang kaldt hende indbegrebet af firsernes kvinde, hende, der har det hele: en guldrandet tilværelse, tre vellykkede børn, en flot, charmerende mand og et prestigefyldt job. Det var en kompliment, der havde gjort hende virkelig glad. Hun elskede sit arbejde, elskede at inspirere og anspore sine medarbejdere til den fremragende indsats, som hun vidste, de var i stand til, nød til og med den smigrende ros, der somme tider skulle til for at opnå det ønskede resultat. Hun var meget glad for sin høje løn, ikke bare på grund af det, hun kunne købe for den, men det, den repræsenterede: succes i stort omfang inden for en forretningsgren, der traditionelt havde været mandsdomineret.
Så set udefra var hun afgjort en succes; beundret og feteret, selvsikker og med fuldstændig kontrol over sig selv og sin tilværelse. Set indefra var det en forsagt, næsten ængstelig Elizabeth, der kiggede ud. Hun vidste ud mærket godt, at hun set indefra ikke var nogen succes. Og det var, som om hendes overarme var et synligt symbol på dette.

Simon Beaumont havde aldrig på nogen måde været misundelig på sin kones succes; han var faktisk meget stolt af den. Det hjalp selvfølgelig, at han selv havde succes som direktør og bestyrelsesmedlem i erhvervsbanken Graburn & French og tilbragte sin tid i det globale aktiemarkeds berusende verden med at tage sig af privatkunders aktiebeholdninger. Han havde en afslappet væremåde kombineret med en strålende intelligens og et udpræget økonomisk instinkt og var en velkendt skikkelse i City og meget efterspurgt som selskabstaler. Kolleger på hans niveau ville ikke have drømt om selv at tage sig af det, han gjorde denne morgen: nemlig at følge sin ældste datter til toget tilbage til hendes skole til forårsterminen. Eller det, han havde gjort masser af andre gange; (alene) at over være skolekomedier og julekoncerter, deltage i forældremøder og til og med et par gange sidde ved sygesenge, når hverken barnepigen eller husholdersken var til stede af forskellige årsager, og Elizabeth var til et meget vigtigt møde. Dette indbragte ham til gengæld stor ros fra diverse andre hustruer i deres omgangskreds, som fortalte Elizabeth, at hun slet ikke anede, hvor heldig hun var. Hvilket Simon var ret bange for, at hun ikke gjorde.
Men han nød den rosende omtale. Han nød i det hele taget kvinder. De var lige så nødvendige for hans livsglæde og følelse af velvære som hans udmærkede helbred, hans arbejde, de fine vine, han fyldte sin kælder med, hans to smukke huse, det ene i London, det andet i Sussex, de lange sejlture i hans båd, Lizzie, og hans børn, som han tilbad. Han flirtede med kvinder og charmerede dem og sludrede endda fortroligt med dem – det var en kendt sag, at Simon Beaumont forstod at holde på en hemmelighed – og solede sig i deres beundring. Han nød også Elizabeth – når hun gav ham lov.
Og denne morgen sendte han sin ældste datter Annabel af sted til hendes kostskole. Det gjorde han gerne; det gav ham lejlighed til både at beundre pigerne og deres mødre.
Han var virkelig en far, man kunne være stolt af, tænkte Annabel, da hun nu så ham stå i døren til sit værelse. Han så rigtig godt ud, var høj og slank, stadig med alt håret i behold, selv om det var ved at blive lidt gråt; og han var meget velklædt. Denne morgen var han iført et flot, lysegråt jakkesæt og nogle virkelig pæne sko. Det var dejligt at have en far, man kunne være stolt af. Når hun så på nogle af sine veninders fædre, tykmavede og halvskaldede, somme tider iført noget rigtig kikset tøj, især i weekenderne, spekulerede hun på, hvor dan de kunne holde det ud. Hendes mor så også altid godt ud; hendes tøj var virkelig flot. Annabel tænkte, at det måtte være, fordi hun var på arbejdsmarkedet og vidste, hvad der var smart. Annabel var også stolt af hende; rigtig stolt. Som lille havde hun selvfølgelig gerne villet have, at hendes mor kunne være hjemme, men det var gået over, og hun vidste, at forholdet mellem dem var langt bedre og mere ægte venligt og modent end hos mange af hendes veninder, der havde hjemmegående mødre.
"Kom nu, ellers kommer vi for sent." Hendes far lød mindre tolerant end ellers.
"Jamen, så må vi komme for sent. Jeg kan ikke finde en af mine stile.
Jeg ved, at jeg tog den med hjem, men nu er den bare væk ..."
"Har du arbejdet på den? Hvad med dit skrivebord?" spurgte han med omhyggelig tålmodighed, men tydeligvis stresset. Gud, hvor var han stresset. Det var de begge.
"Der har jeg kigget, far, det er klart. Og ja, jeg har siddet og arbejdet på den."
Det havde hun selvfølgelig ikke; hun havde haft alt for travlt med at være sammen med vennerne og have det sjovt.
"Skal jeg prøve at lede? Fire øjne ser bedre ..."
"Nej," svarede hun skarpt. Hun ville ikke have ham til at rode i hendes skrivebord. Der havde hun sine p-piller; hun havde selvfølgelig den pakke, hun var i gang med, i sin taske, men der lå adskillige tomme, som hun hele tiden havde tænkt sig at smide væk. Det var imidlertid ikke lige noget, man bare smed i papirkurven.

"Nå, okay, men hvis du ikke kan finde den, må vi bare tage af sted, ellers når du ikke toget. Jeg skal nok se efter, når du er taget af sted, og så sende dig den."
"Far, jeg ved, den er her. Bare giv mig fem minutter. Jeg kan jo altid tage et senere tog."
"Skat, du skal med skoletoget. Jeg har et vigtigt møde senere på formiddagen, og ..."
"Jamen, jeg kan da sagtens selv rejse tilbage til skolen. Helt ærligt, jeg er seksten år, jeg kan godt finde ud af at tage en taxa gennem London, købe en anden billet og selv læse køreplanen."
"Du er ikke fyldt seksten endnu, Annabel. Først om tre uger. Og jeg vil gerne se dig komme godt af sted med toget. Det er altså fjollet, du skulle have gjort alt parat i går aftes."
"Ja, det er rigtigt. Undskyld." Hun gik hen og gav ham et kys. "Jeg havde travlt i aftes."
"Travlt?" Han kiggede smilende ned på hende, som ventet ude af stand til at være sur på hende. "Hmm. Med at feste til efter midnat."
"Jamen, det var den sidste chance, inden vi alle skulle i fængsel igen."
"Ja, ja, da. Men hvad gør vi nu?"
"Du venter, mens jeg fortsætter med at lede. Hvis jeg ikke har fundet den i løbet af fem minutter, kan vi køre. Det lover jeg. Men lad mig lige være alene, far, jeg kan meget bedre klare det selv."
Hun havde selvfølgelig ret; så snart han var ude af værelset, kom hun i tanker om, hvor stilen lå: I hendes badeværelse, på den øverste hylde.
Hun havde kigget på den for to dage siden, mens hun ventede på, at bade karret blev fyldt, og tænkt, at hun virkelig måtte gøre noget ved den. Hvilket hun selvfølgelig ikke havde gjort. Hun fandt den, stak den ned i sin lædertaske og løb ud i hall’en.
"Jeg er parat."
"Godt, så går vi. Er der mere bagage?"
"Nej. Jeg skal ikke have så meget med. Bortset fra min kuffert, men den er jo ude i bilen."
"Og du har ringet til mor?"
"Ja, jeg har ringet til mor. Kom, lad os tage af sted."
Der lå nogle breve på entrébordet, som den portugisiske husholderske Josie havde lagt der.
"Vil du have dem?" spurgte Annabel.
"Hvad? Ja, måske. Tag dem lige til mig, skat. Så kigger jeg på dem ude i bilen." Simon lukkede døren efter dem og løb ned ad trappen foran hende. "Godmorgen, Carter. Paddington Station, tak, her er Annabels taske, og bagefter skal jeg hen på kontoret."
Annabel sank ned i et hjørne af bilen, kastede et kort blik tilbage på hu set og kiggede så på sin far, mens han gennemgik brevene. Det havde været en dejlig ferie; de havde alle sammen haft det sjovt. Selv under middagen, hvor hele familien havde været samlet. Det havde været lidt spild af en lørdag aften, men Toby havde været i højt humor, han var en god bror, og Tilly var så sød og køn.
"Er der noget galt, far?" spurgte hun, da der undslap ham et sagte "Helvedes!" i et halvt opgivende, halvt stønnende tonefald.
Han sendte hende et lidt underligt blik og smilede mat.
"Undskyld, skat. Der er ikke noget i vejen."
Det virkede nu ikke sådan; han så lidt oprevet ud.
"Er du sikker?"
"Ja, ja – jeg kom bare i tanker om noget, jeg skulle have gjort, ikke andet."
"Nå, okay."
Han stak brevet tilbage i konvolutten. Hun kunne ikke se, hvad der stod; hun genkendte bare navnet Lloyd’s of London foroven. Hun vidste ikke ret meget om dem, ud over at det var noget i forbindelse med City.
Nå, men hvis det bare var forretning, kunne det ikke være så alvorligt. Hun nærede fuldstændig tillid til sin far og hans evne til at styre verden, eller i det mindste Londons City.
De ankom til Paddington Station, hvor hun så Mirandas mor køre ind lige foran dem og dytte, og i den efterfølgende travlhed med at få sine ting ud, forsikre sin far, at han ikke behøvede at følge hende til perronen, omfavne ham og sige, at hun elskede ham, samt sige farvel til Carter, vinke og sende sin far fingerkys, fik hun helt slået episoden ud af hovedet.
"Spis din morgenmad, Emma, så er du sød. Ellers kommer du for sent i skole."
Det sagde Debbie Fielding hver morgen og på nøjagtigt samme tid (8.15), ligesom hun sagde: "Hav en god dag, I to," til Alex og Richard efter at have givet dem begge et kys (klokken 8.05), og "Jo, Rachel, du skal i børnehave," (klokken 8.40).
Somme tider syntes hun, at hun lige så godt kunne have indspillet et bånd, som hun lod køre hver dag, bortset fra kyssene, i betragtning af hvor lidt nogen lagde mærke til hende, eller den reaktion hun fik. Jo, Richard smilede da og sagde tak og smækkede Alex’ hue ned på sin søns hoved, men Alex løftede bare sin skoletaske om på ryggen, Emma fortsatte med ikke at spise sin morgenmad, og Rachel blev ved med at protestere imod at skulle hen i den dumme børnehave. Ikke desto mindre var Deb bie som regel hjemme i god behold klokken 9.30 og alene, bortset fra hunden og katten.
Det var hendes yndlingstid på dagen, når huset for en kort tid var hendes, hvor ingen sagde hende imod eller bad hende om et eller andet eller ville diskutere noget med hende – det ville Richard gerne, og som regel når hun var helt opkogt i sit forsøg på at sende Emma af sted til hendes ballet, Alex til hans judo eller få Rachel op af badekarret.
Det næste, hun så gjorde, var at tage et bad; hun vidste, at det var en vild luksus, rent tidsmæssigt, men det hjalp hende til at bevare sin sunde fornuft. Hun var ganske vist ikke rigtig klar over, hvorfor hun syntes, det var så svært at bevare den. Hun sagde ofte, at hvis der var en præmie til den mest kedsommelige familie i England, ville de vinde den. Tre børn; en dreng og to piger, en kat, en hund, et hus i en forstad – nå ja, hun klam rede sig til tanken om, at Acton ikke helt var forstad, den havde trods alt et London-postnummer – faren inspektør på den lokale skole, moren hjemmegående husmor, redaktør af distriktsbladet samt næstformand i den lokale afdeling af National Childbirth Trust.
Og hvordan var det sket, tænkte Debbie undrende. Hvordan var den Debbie, der havde været banebrydende i sin årgang i skolen, den første til at deltage i en musikfestival (Glastonbury i 1971 i en alder af seksten og uden at fortælle det til sine forældre – hvilket resulterede i en måneds stuearrest, men det var det værd), den første til at gå i seng med en dreng, den første til at tage p-piller, den første til at ryge hash, og som var blevet så begejstret den første morgen på sit første job som stik-i-rendpige på en lokal radiostation, at hun ligefrem havde kastet op – hvordan kunne hun have udviklet sig til denne kedsommelige og pligtopfyldende person?
Hun var endt med at få en stort set udmærket studentereksamen og var taget fra sit gymnasium i Kent til Birmingham Universitet for at studere engelsk. Her viste hun sig at være mindre banebrydende, men til gengæld vidunderligt glad for endelig at være sluppet ud af den klaustrofobiske enebarns-tilværelse i sit udprægede forstadshjem og være havnet i et paradis af ligesindede, frigjorte, forlystelsessyge jævnaldrende. Hun blev medlem af Debatsamfundet samt adskillige mere besynderlige foreninger, såsom Druiderne. Hun deltog livligt i fester og var lige ved at dum pe til første års eksamen. Dette sammen med en advarsel om, at hun risikerede at miste sin studieplads, hvis hun ikke forbedrede sig, vakte til eftertanke, og hun kastede sig over studiet. Bortset fra en kraftigt reduceret selskabelighed arbejdede hun hårdt og skrev endeløse artikler for studenterbladet.
Og det var i denne roligere, mere velopdragne periode, at hun mødte Richard Fielding, som var det modsatte af alt det, hun kunne lide og beundrede: kostskoleelev, rimeligt pæn at se på, uhyre høflig, absolut ær bar – det var et gammeldags ord, men det passede ham perfekt – lidt af en nørd, men kasseret, som han kaldte det, fra Cambridge, som om det betød noget. Han studerede også engelsk ligesom hun og var utrolig intelligent og blev anset for at være så godt som stensikker på at få højeste karakter. Debbie greb sig i at høre på ham, når han talte og diskuterede i manuduktionstimerne, i studenterforeningen og ved debatmøder, og blev gradvist tiltrukket af ham. Han var meget intens, meget seriøs; det virkede fængslende på hende, hun, som var vant til unge mænd, der ikke tog noget alvorligt, bortset fra sex og alkohol samt diverse medfølgende fornøjelser, men han var også i stand til at forbløffe hende: han holdt meget af rockmusik og var den stolte ejer af en Harley Davidson motorcykel. Når hun sad bag ved ham  ed armene om livet på ham, mens verden blev reduceret til en dunkende, skræmmende farttåge, virkede det underligt erotisk; allerede efter den anden køretur gik hun i seng med ham. Han var ikke særlig opfindsom på det seksuelle område, snarere lidt kedelig i sammenligning med nogle af de fyre, hun havde kendt; men han havde lagt stor vægt på hendes glæde ved sagen og koncentreret sig intenst om det, ligesom om alt andet, han foretog sig, og det havde virket ret indtagende.
Ved slutningen af det andet studieår blev de opfattet som par, og en weekend tog han hende med hjem, så hun kunne møde hans forældre. De boede på Gower-halvøen i det sydvestlige Wales, et forbavsende dejligt landskab, der virkede uspoleret og utæmmet; her strejfede vilde ponyer om kring på heden og på stierne, rovfugle svævede over bakketoppene, og får græssede på de græsklædte klipper højt over havet. Broken Bay House En ren skandale var en kolos af et hus, der lå helt for sig selv højt oppe på klipperne med en utrolig udsigt over vandet. Det var stort og rodet (og meget koldt), trængte stærkt til maling, var fuldt af slidte gamle tæpper på stenfliser, om fangs rige sofaer og krukker fulde af tørrede blomster samt blussende ka minild, som kun varmede forsiden, mens ryggen stadig var kold. Køkkenet var det eneste hyggelige rum på grund af Aga-komfuret, og der spiste man ved et træbord, der var så stort, at der kunne sidde otte omkring det og stadig være rigelig plads i den anden ende til breve, aviser, bøger og kataloger over ting som landbrugsudstillinger og kunstauktioner. Der var en enorm have med et stort hønsehold på grønsagsområdet samt en staldbygning med tre heste; der stod en gammel Rolls i en af staldene. De var åbenbart rige, tænkte Debbie, og spekulerede på, hvorfor de ikke fik indlagt centralvarme. Hun kunne godt lide Richards far William, han var sød og gammeldags høflig, men hans mor Flora virkede lidt skræmmende på hende; hun var så selvsikker. Hun gik i lange, flagrende nederdele, skjortebluser og meget store sweatre, og hendes hår var altid lidt på vej ned fra den knude, hun havde bundet det op i. Hun var venlig over for Debbie, men en smule nedladende. Debbie kunne mærke, at hun anså hen de for at være ret jævn. "Hvor interessant, at du siger det," kunne hun sige, når Debbie dristede sig til at have en mening om noget (hvilket ikke var ofte), hvorved hun tydeligt lod forstå, at det ikke var et synspunkt, hun nogen sinde selv ville have. Richard var enebarn. "Kan du huske det og det?" blev hun ved med at sige til ham for at minde om en eller anden begivenhed "Var det ikke sjovt?" Og det fik Debbie til at føle sig lidt udenfor.

Hun tog derfra med en vis bekymring over sit forhold til et menneske og en tilværelse, der var så fremmed for hende.
Da de omsider tog deres eksamen, var de blevet enige om at flytte sammen. Kun et halvt år efter at hun havde fået det job i et tv-selskab, som hun virkelig elskede, blev hun gravid. Det var resultatet af en overmodig weekendudflugt, hvor hun havde glemt sine p-piller, og efter kun et kort afskedsblik på sin formodede karriere inden for tv erklærede hun sig forbløffende lykkelig over sin tilstand, hvorefter de blev enige om at gifte sig. Det var først nu, hvor hendes søgende sind var blevet tæmmet af familielivets rutine og rollen som skoleinspektørens hustru, at hun så sig tilbage og blev klar over, hvor meget hun havde forandret sig. Der havde været et meget kortvarigt forsøg på frihed, da hun stak af med sine to ældste børn for at slutte sig til kvinderne på Greenham Common for at protestere imod opstillingen af amerikanske cruise-missiler, og hun forfrossen og snavset var vendt hjem til en ret selvtilfreds Richard fire dage efter, men det var alt.
Da hun lå i badekarret denne formiddag, vidste hun nøjagtigt, hvad hendes program var den dag: Hun skulle lave en lasagne til aftenens quiz til fordel for forældreforeningen; skrive en leder til distriktsbladet, hente Rachel fra børnehave og køre hende til en børnefødselsdag, hente Emma og Alex ved deres respektive skoler, køre Emma til tandlæge og Alex til judo – flere storsnudede, uvenlige mødre at mande sig op overfor – og siden var der aftensmad, kontrol af lektielæsning (som hun ønskede, at Richard i det mindste ville tage sig af i stedet for at forsvinde ind på sit arbejdsværelse og arbejde videre), og så var det badetid, Rachel skulle læg ges i seng, og hun selv skulle være parat med lasagnen og til at gå ud, alt sammen inden 19.30. Hun indså, at der ikke blev et eneste øjeblik til at gå i krig med det bjerg af tøj, der skulle stryges.
Telefonen ringede, mens hun var ved at tage sin badekåbe på; hun havde ventet på at høre nyt om en nylig række indbrud fra det lokale vagtværns formand til sit nyhedsbrev.
"Hej, John," sagde hun, men det var ikke den flinke John Peters, det var Flora. Hendes forhold til Flora var stadig problematisk; Flora fik hen de til at føle sig utilstrækkelig og gjorde hende derfor nærtagende og kontrær.
Flora Fielding var blevet enke fem år forinden, da William pludselig døde af et hjerteanfald, men selv om hun sørgede dybt, fortsatte hun beslut somt og tappert sin tilværelse, nægtede at flytte fra huset, som Ri chard mente, hun skulle, blev ved med at ride og gå på jagt samt genoptog sin karriere som fotograf.
Hun arbejdede kun i sort-hvidt og havde specialiseret sig i havmotiver og arkitektur. Hun fik ikke mange bestillinger, men det betød ikke noget; hun var opslugt af det – ligesom af sine heste og et uhyre aktivt foreningsliv – og hun lod bestemt ikke til at have økonomiske problemer. William havde været en meget dygtig revisor og desuden arvet penge efter sin familie, og han var også medlem hos Lloyd’s, havde Richard forklaret Debbie. Hun forstod ikke rigtigt, hvad det betød, ud over at det lod til at være en klub for de fine og rige og var noget økonomisk meget fordelagtigt. En af de ting, Flora insisterede på, var at betale for børnenes skolegang. "Det ønsker jeg virkelig at gøre," sagde hun bestemt, da Alex nærmede sig syvårs-alderen, "jeg vil ikke have dem ind et eller andet håbløst sted, hvor de kan svælge i frie udtryksformer, eller hvad der nu er den sidste nye mode, og så går ud som elleveårige med et rædsomt sprog og uden at kunne læse."
Debbie blev ikke engang hørt i denne diskussion, hvilket gjorde hende rasende. Det var åbenbart ikke faldet Flora ind, at Richard var inspektør på en skole, som hun givetvis ville anse for at være "et håbløst sted"; hvilket han bestemt heller ikke ville have været, hvis det var lykkedes ham at slå to andre ansøgere om posten som leder af en af privatskolerne i Chiswick.
"Først kasseret af Cambridge, siden af Grange House," sagde han til Deb bie i et forsøg på at lyde spøgefuld. "Hvad bliver det næste?"
Debbie fortalte ham, at han ville gavne samfundet langt mere ved at lede St. Luke’s underskole; hun ville i høj grad have foretrukket, at Alex også gik der. Hun hadede, at Flora betalte skolepengene. Det betød evig taknemmelighed samt Floras ret til ustandselig at blande sig i børnenes fremskridt. Ikke fordi hun gjorde det ofte, men hun insisterede på at lave prøver i stavning og regnetabeller, når de kørte i bil, så Debbie fik lyst til at skrige. De var ret dygtige begge to, næsten et år forud for deres jævnaldrende i offentlige skoler; det prøvede Debbie at fokusere på og at føle sig ægte – og ikke modvilligt – taknemmelig over for Flora.
Flora var stadig smuk, høj og slank med uregerligt, mørkt, krøllet hår. Børnene syntes, hun var enormt sjov at være sammen med, legede skjul og andre gemmelege med hende i det uendelige og klatrede over klippeblokke og op ad klippestier.
"Man må ikke være for pylret med dem," kunne hun sige til Debbie, når denne blev ængstelig ved at se dem klatre rundt på særligt farlige klippeformationer eller hylende vade ud i det iskolde hav ved påsketid, hvor deres gummistøvler uvægerligt blev fulde af vand. "Børn har et indbygget overlevelsesinstinkt."
Debbie mente ikke, at nogen form for overlevelsesinstinkt ville kunne forhindre et lille barn på syv i at falde af en pony eller blive trukket ud i havet af en bølge, men det fik hun ikke lov til at sige; det irriterede Richard. Han var vokset op med alle disse ting og kunne lide tanken om, at hans børn gjorde det samme.
Flora gjorde også andre irriterende ting, som at lade børnene blive oppe til langt over deres sengetid: "Regler er til for at brydes," plejede hun at sige og ignorerede Debbies anmodning om et let aftensmåltid til dem og serverede middag til alle klokken halv ni. "De har godt af at spise med de voksne, det lærer de langt mere af end ved bare at ligge i deres senge," og hun foreslog oven i købet at spille Scrabble med dem efter middagen, så de blev endnu længere oppe. Det betød selvfølgelig ikke noget i ferierne, men børnene blev overtrætte og overgearede, og det fik dem til at anfægte Debbies egne regler og diskutere med hende i det uendelige.
Hun ville sådan ønske, at det somme tider i stedet var hendes mor, som de fór hen til telefonen for at snakke med eller tiggede om at få lov at bo hos. Men hendes egen mor var en umulig bedstemor, altid fuld af undskyldninger om sin leddegigt og sin mands blodtryk, der forhindrede hende i at lade dem overnatte.

"Debbie, det er Flora," sagde Flora nu, og hendes affekterede stemme lød lidt skarp. "Hvordan går det?"
"Tak, jeg har det udmærket," svarede Debbie og følte sig omgående i defensiven. Børnene havde endnu ikke skrevet takkebrev til hende efter deres ophold i påske, og det var ti dage siden, at de alle var vendt hjem.
"Hvord an går det selv? Du må undskylde, at børnene ikke har ..."
Flora afbrød hende. "Jeg har det fint, tak, storartet. Jeg ville gerne tale med Richard. Er han hjemme?" Der blev et øjebliks pause, men så sagde hun: "Åh, hvor dumt af mig, han må være taget hen på skolen."
"Ja," sagde Debbie, "det er han desværre. Du kunne prøve at ringe i frikvarteret, men de ..."
"Nej, nej, så meget haster det ikke, men du kunne måske bede ham om at ringe til mig. Hvornår kommer han hjem? Ved firetiden, ikke?" "Jo. Er det noget, jeg kan hjælpe med?" Hvilket det selvfølgelig ikke ville være.
"Åh, nej, ellers tak. Nej, det er udmærket, tak, Debbie. Vi havde det sjovt i påsken, ikke?"
"Herligt," svarede Debbie, "og som sagt er jeg så ..."
Men Flora havde lagt røret på.
Debbie skar en grimasse mod telefonen og tænkte, at hun til tider virkelig følte sig som husets tjenestepige.

• Afsnittet bringes med tilladelse fra forlaget.
• Du kan tilmelde dig Bogbidder samt læse mere om servicen.