Engle i mit hår af Lorna Byrne
Med andre øjne
DA JEG VAR to år gammel, fortalte lægen min mor, at jeg var retarderet.
Da jeg var spæd bemærkede min mor, at jeg altid så ud til at befinde mig i min egen verden. Jeg kan ligefrem huske, at jeg lå i en babyseng – en stor kurv – og så min mor, der bøjede sig over mig.Rundt om min mor så jeg vidunderligt lyse, skinnende væsner i alle regnbuens farver. De var meget større, end jeg var, men mindre end hende – omtrent som et treårigt barn. Disse væsner svævede i luften som fjer, og jeg kan huske, at jeg strakte hænderne ud for at røre ved dem, men det lykkedes mig aldrig. Jeg var fascineret af disse skabninger med deres smukke lys. På det tidspunkt forstod jeg ikke, at jeg så noget som helst andet, end hvad andre mennesker så. Det var først langt senere, at jeg skulle få at vide af dem, at de blev kaldt engle.
Som månederne gik, bemærkede min mor, at jeg altid så eller stirrede et andet sted hen, uanset hvad hun gjorde for at forsøge at få min opmærksomhed. I virkeligheden var jeg et andet sted: Jeg var ude med englene, så på, hvad de gjorde, og talte og legede med dem. Jeg var tryllebundet.
Jeg var sen til at lære at tale, men jeg havde kommunikeret med engle fra en meget tidlig alder. Af og til brugte vi ord som du og jeg forstår dem, men af og til var der ikke brug for ord – vi kendte hinandens tanker. Jeg troede, at alle andre kunne se, hvad jeg så, men så bad englene mig om ikke at sige noget til nogen om, at jeg så dem, og sagde, at det var vores hemmelighed. Faktisk lyttede jeg til englene i mange år og fortalte ikke folk, hvad jeg så. Det er først nu, mens jeg skriver denne bog, at jeg for første gang fortæller meget af det, jeg har set.
Lægens kommentar, da jeg var bare to år gammel, skulle få dyb indflydelse på mit liv: Jeg indså, at folk kan være meget grusomme. På det tidspunkt boede vi i Old Kilmainham, tæt på Dublins centrum. Min far lejede et lille cykelværksted der, hvor der fulgte et lille hus med. Hvis man gik gennem cykelbutikken og rundt til venstre, kom man til et lille og temmelig faldefærdigt hus. Der lå en hel række gamle huse og butikker, men de fleste var tomme eller forladte, fordi de var i så dårlig stand. Det meste af tiden boede vi i det ene lille rum i stueetagen: Her lavede vi mad, spiste, talte og legede, ja selv vaskede os i en stor metalbalje foran pejsen. Huset havde ikke noget badeværelse, men udenfor i baghaven og ned ad en lille sti var der et skur med das. Ovenpå var der to små soveværelser. I begyndelsen delte jeg det ene af soveværelserne, og en seng, med min ældre søster Emer.
Det var ikke bare engle, jeg så (og jeg så dem konstant, fra jeg vågnede, til jeg gik i seng), men også sjæle af afdøde mennesker. Min bror Christopher blev født længe før jeg, men han døde, da han kun var cirka ti uger gammel. Selv om jeg aldrig havde set ham, mens han levede, kunne jeg se ham for mig – han var mørkhåret, mens min søster og jeg var lyshårede – og jeg kunne også lege med ham i ånden.
På det tidspunkt troede jeg ikke, der var noget underligt ved det. Det føltes, som om han var ligesom alle andre børn, selv om han syntes at være lidt mere lysende. En af de første ting, der fik mig til at indse, at han alligevel var anderledes, var, at hans alder kunne ændre sig. Nogle gange så han ud som en baby, men andre gange så han ud til at være på omtrent samme alder som jeg, som han stavrede hen over gulvet. Han var der heller ikke hele tiden, men syntes at komme og gå.
En sen vintereftermiddag, netop som det var ved at blive mørkt, var jeg alene i den lille opholdsstue i huset i Old Kilmainham. Der var ild i den åbne pejs, hvilket var det eneste lys i rummet. Lyset fra ilden flimrede hen over gulvet, hvor jeg sad og legede med små træklodser, som min far havde lavet. Christopher kom for at lege med mig. Han sad tættere på ilden – han sagde, at det var for varmt for mig, hvor han sad, men at det var okay for ham, fordi han ikke kunne mærke varmen. Vi byggede et tårn sammen: Jeg lagde en klods ned, og han lagde en anden ovenpå. Tårnet var ved at blive meget højt, og så, med ét, mødtes vores hænder. Jeg blev forbløffet – han føltes så anderledes end andre mennesker, jeg rørte ved. Da jeg rørte ham, gnistrede han – det var, som om der fløj små stjerner fra ham. I det øjeblik gik jeg ind i ham (eller måske gik han ind i mig); det var, som om vi smeltede sammen og blev ét. Af bare forskrækkelse væltede jeg vores tårn af klodser!
Jeg bristede i latter, og så rørte jeg ved ham igen. Jeg tror, det var første gang, jeg fuldt ud forstod, at han ikke var af kød og blod.
Jeg forvekslede aldrig Christopher med en engel. De engle, jeg så, viste sig af og til i menneskelig skikkelse, men når de gjorde, havde de fleste af dem vinger, og deres fødder rørte ikke jorden, og der var en slags hvidt lys, der skinnede inde i dem. Til tider havde de engle, jeg så, ingen lighed med mennesker overhovedet, men så ud som et skarpt, strålende lys.
Christopher viste sig tit i nærheden af min mor. Somme tider sad mor i stolen foran pejsen og døsede, og så kunne jeg se ham ligge sammenkrøbet i hendes arme. Jeg vidste ikke, om min mor var klar over Christophers tilstedeværelse eller ej, så jeg spurgte ham: „Skal jeg fortælle mor, at du er her?“„Nej, du må ikke fortælle det,“ svarede han. „Hun vil ikke forstå det. Men af og til mærker hun mig“.
En vintermorgen kom englene til min seng, netop som solen var ved at stå op. Jeg lå lunt under tæpperne; min søster Emer, som jeg delte seng med, var for længst stået op, og i stedet lå Christopher og puttede sig ved siden af mig. Han kildede mig og sagde: „Se, se, Lorna – ovre ved vinduet“.
Som sagt kan engle vise sig i forskellige former og størrelser; den morgen så de ud som snefnug! Vinduesruden så ud til at blive til damp, og efterhånden som hvert snefnug ramte vinduet, blev det forvandlet til en engel omtrent på størrelse med en baby. Så blev englene båret på en solstråle gennem vinduet, og hver eneste engel så ud til at være dækket med hvide og skinnende snefnug. Når englene rørte mig, faldt snefnuggene af dem og ned på mig. Det kildede, når de landede, og overraskende nok føltes de varme, ikke kolde.
„Ville det ikke være fantastisk,“ sagde Christopher, „hvis alle vidste, at de kunne fylde deres lommer med engle; at de kunne putte tusindvis af engle i én lomme, præcis som man kan med snefnug, og bare tage dem med sig alle vegne og aldrig være alene“.
Jeg vendte mig og spurgte: „Hvad hvis de smeltede i deres lommer?“
Christopher fnisede og sagde: „Nej! Engle smelter aldrig!“
Jeg svarede temmelig bedrøvet: „Christopher, jeg ville ønske, at du kunne være i mors lomme som et snefnug og være der for hende hele tiden“.
Han vendte sig og kiggede på mig, som vi lå der og puttede os ind til hinanden i sengen, og sagde: „Du ved, at jeg allerede er der“.
Da jeg var blevet voksen fortalte min mor mig, at hun havde fået en lille søn ved navn Christopher, som blev født et år før mig, men som kun havde levet i ti uger. Jeg smilede bare som svar. Jeg kan huske, at jeg spurgte hende, hvor Christopher lå begravet, og hun fortalte mig, at han lå i de ukendtes grav (som det var skik og brug på den tid) på en begravelsesplads for børn i Dublin.
Det er trist, at der ikke er nogen grav med hans navn på, som jeg kan besøge, men han er ikke glemt. Nogle gange, selv nu, efter alle disse år, mærker jeg Christophers hånd i min lomme. Den lader som om, den laver snefnug, og minder mig om, at jeg aldrig er alene.
Jeg fik mere at vide om Christopher og min mor en dag, da jeg var fire-fem år gammel. Jeg sad ved bordet og svingede med benene og spiste morgenmad, da jeg så et glimt af Christopher, som så ud til at være omkring tolv år gammel, og som løb tværs gennem rummet til døren til butikken, netop som min mor trådte ind med noget ristet brød. Hun smilede over hele ansigtet, da hun sagde: „Lorna, der er en overraskelse til dig bagerst i værkstedet under fars arbejdsbænk!“
Jeg sprang op fra bordet, spændt til bristepunktet, og fulgte efter Christopher. Han gik direkte gennem butikken og ind i det mørke værksted. Jeg var nødt til at stoppe i døren, fordi det var så mørkt derinde, at jeg ikke kunne se noget, og mine øjne først måtte vænne sig til mørket. Christopher fungerede imidlertid akkurat som et lys, en dæmpet, flimrende glød, som viste vej for mig gennem det tætpakkede værksted. Han råbte på mig: „Katten har fået killinger!“ Og der, takket være Christophers lys, kunne jeg se fire, bittesmå killinger – de tre af dem var kulsorte, og den sidste var sort og hvid. De var så smukke, så bløde og skinnende. Deres kattemor Blackie rejste sig fra kassen, strakte sig og hoppede så ud ad det lille vindue til haven. Jeg løb efter hende og råbte til Christopher, at han også skulle komme, men han ville ikke gå ud i haven.
Jeg gik ind igen og spurgte Christopher: „Hvorfor ville du ikke med ud?“
Han tog min hånd, som for at trøste mig – jeg elskede berøringen fra hans hånd – og vores hænder smeltede sammen igen. Det føltes som magi, der fik mig til at føle mig tryg og lykkelig.
„Lorna, når babyer dør, bliver deres sjæle hos deres mødre, så længe der er brug for dem, så jeg bliver her hos mor. Hvis jeg gik udenfor, ville det være som at bryde disse minder – og det vil jeg ikke gøre!“
Jeg vidste, hvad han mente. Mor havde overøst ham med så megen kærlighed: alle de minder, hun havde om at være gravid og bære ham inden i sig, fødslen, den glæde og lykke, det gav hende at holde ham i sine arme og tage ham med hjem – selv om hun allerede da havde en fornemmelse af, at der var noget galt på trods af, hvad lægerne sagde. Mor havde nogle få, dyrebare uger hjemme med Christopher, inden han døde, og Christopher fortalte mig om al den kærlighed, hun havde overøst ham med, og som han nu overøste hende med.
Så min brors sjæl blev i huset og gik aldrig ud, indtil den dag kom, hvor vi var nødt til at forlade den lille butik i Old Kilmainham for altid. På det tidspunkt virkede det, som om min mor var klar til at give slip på min bror og følte sig stærk nok til at gå videre.
Når jeg ser en engel, får jeg lyst til at stoppe op og stirre. Jeg føler en umådelig krafts nærvær. Da jeg var yngre, antog englene generelt menneskelig skikkelse – for at gøre det lettere for mig at acceptere dem – men nu er det ikke længere nødvendigt. De engle, jeg ser, har ikke altid vinger, men når de har, bliver jeg somme tider forbløffet over deres form; af og til er de som flammer af ild, og alligevel har de form og substans. Nogle af englenes vinger har fjer. En engel, jeg så, havde vinger, som var så lange, slanke og spidse, at jeg fandt det vanskeligt at tro på, at det var vinger. Jeg havde lyst til at bede englen brede dem ud.
Når engle ligner mennesker – med eller uden vinger – er deres øjne et af deres mest fascinerende træk. Engleøjne er ikke som menneskeøjne. De er så levende, så fulde af liv og lys og kærlighed. Det er, som om de indeholder essensen af selve livet – deres glans fylder dig fuldstændigt.
Jeg har aldrig set at en engels fødder faktisk rørte jorden. Når jeg ser en komme gående imod mig, ser jeg noget, der ligner en pude af energi mellem jorden og englens fødder. Af og til ser det ud som en tynd hinde, men andre gange vokser denne pude mellem jorden og englen og trænger ligefrem ned i selve jorden.
Lige siden jeg var helt lille, var der én bestemt engel, som ofte viste sig for mig. Første gang jeg så ham, stod han i hjørnet af soveværelset, og alt, hvad han sagde, var „Lorna“. På nogle måder så han ud som andre engle, men der var også noget anderledes over ham, han skinnede stærkere end de andre, og han havde et bydende væsen, en mægtig maskulin styrke. Fra denne første gang jeg så ham, følte jeg altid, at han var klar til at beskytte mig, som et skjold, og fra da af blev han ved med at vise sig, og lidt efter lidt blev vi venner. Han fortalte mig, at hans navn var Mikael.
Skolen var vanskelig for mig. De fleste af lærerne behandlede mig, som om jeg var tungnem. Min første kommunion fandt sted, da jeg var seks år gammel, og det var forfærdeligt. Det skulle have været en ganske særlig dag – som det er for de fleste irske børn. Da vi forberedte os til den første kommunion i klasseværelset, stillede lærerne børnene spørgsmål for at sikre sig, at de havde lært deres katekismus, men de tog sig ikke af mig; de sagde bare: „Der er ingen grund til at spørge dig!“ Og når alle de andre børn skulle stå på række og sige noget om kommunionen, stillede jeg mig også på række, men så blev jeg trukket ud og blev bedt om at gå ned og sætte mig. Det var virkelig sårende for et lille barn. Så når jeg havde sat mig ned bagerst i klassen eller på en af bænkene i hjørnet, spurgte jeg gerne mine engle: „Ved de ikke, at jeg også kan min katekismus? De giver mig ikke engang en chance“.
Da vi så var i kirken på min første kommunionsdag, og jeg endelig fik banet mig vej op til alteret, blev jeg grebet i armen og trukket ud af køen igen, fordi læreren besluttede, at de dygtigere piger skulle gå foran mig.
Der var dog nogle mennesker, der var venlige. Da jeg var cirka fire år, husker jeg, at der var en nonne ved navn Moder Moderini (tror jeg). Hun havde fået at vide, at jeg var tungnem og retarderet, men jeg følte, at hun vidste bedre. Når hun underviste min klasse, plejede hun at komme ned og stille mig små spørgsmål, som jeg altid kendte svaret på, og så smilede hun og strøg mig over håret.
Men bortset fra disse venlige handlinger nu og da fra nogle få mennesker voksede jeg op som en outsider. Folk kunne se, at jeg var anderledes, og de kunne bare ikke forstå det. Det aspekt af mit liv har været meget, meget vanskeligt – og det er det stadig i dag. Folk siger, at jeg er for tillidsfuld, for sanddru for denne verden, men jeg kan ikke være på nogen anden måde! Det underlige er, at det at være sanddru i enhver henseende – i måden, du tænker på, og måden, du taler på – og at være sanddru over for dem, du omgås, er vanskeligt, og det har en tendens til at isolere dig.
Hvad folk tænker om mig, eller hvordan de opfatter mig, berører mig dybt, selv nu. Selv om de måske ikke kender mig eller ved, hvad jeg laver, ved de på et eller andet plan, at jeg er anderledes. Hvis jeg går ud med venner og møder nye mennesker, som ikke ved noget om mig, vil de ofte give mine venner den tilbagemelding, at der er noget usædvanligt ved mig, noget, de ikke helt kan identificere. Det kan være svært for mig at leve med.
Mit liv på skolen blev imidlertid gjort langt mere udholdeligt af én bestemt engel kaldet Hosus. En morgen var jeg på vej i skole i løb og forsøgte at holde trit med den ældre pige, som jeg fulgtes med, da jeg pludselig så en smuk engel, der stod og gemte sig bag en lygtepæl. Han lavede ansigter til mig, og fra den dag viste Hosus sig de fleste morgener, når jeg var på vej til skole. Jeg ser ham stadig med jævne mellemrum den dag i dag.
Hosus lignede – og ligner – en gammeldags skolelærer. Han er klædt i en hvirvlende kappe, som for det meste er blå (men kan ændre farve), og en hat med en sjov form, og han bærer en skriftrulle i hånden. Hans øjne stråler og funkler som stjerner, og han ser ud som en ung professor: en mand fuld af energi og med stor autoritet og visdom. Hosus ser altid ens ud til forskel fra nogle af de andre engle, som omgiver mig. Mikael antager for eksempel for det meste menneskelig skikkelse – noget, jeg har bedt ham om, fordi jeg synes, det er lettere – men han skifter jævnligt udseende afhængigt af, hvor vi er, eller af det budskab, han har til mig.
I mine øjne repræsenterer Hosus viden: Han ser meget alvorlig ud, og det kan han være, men han er også fantastisk til at muntre mig op, når jeg føler mig lidt nedslået. Det var Hosus, som plejede at trøste mig og fortælle mig, at jeg skulle ignorere de andre børn, når jeg følte mig til grin på skolen, eller når jeg så voksne, der stod og talte sammen i en klynge og derefter vendte sig om og så på mig. Så sagde Hosus: „De ved ingenting“.
I begyndelsen kendte jeg ikke denne engels navn, og han talte egentlig ikke med mig. Hosus dukkede som regel op i klasseværelset; han efterlignede læreren eller et andet barn eller lavede narrestreger derinde eller gjorde noget andet for at få mig til at smile. Somme tider, på vejen hjem, stod han og ventede på mig ved skoleporten eller på den anden side af vejen. Jeg husker første gang, jeg talte med ham. Jeg havde ingen at følges med netop den dag, da min søster skulle til dans og var gået tidligt, så jeg tog mig god tid til at komme ud af skolen og vandrede langsomt hen over legepladsen. Jeg gik i retning af de store porte ved indgangen til skolen i håb om, at jeg fik øje på Hosus og kunne få lejlighed til at tale med ham, så jeg gøs af glæde over at se ham stå og titte frem bag søjlerne. Han råbte til mig, at jeg skulle skynde mig: „Du er nødt til at nå hjem, før det begynder at regne“.
Jeg stoppede ved porten og så mig omkring. Der var ingen i nærheden, så jeg spurgte om hans navn.
„Hosus,“ sagde han. Jeg lo bare tilbage. Jeg sjippede hjem fra skole, og han sjippede af sted sammen med mig, og alt, hvad jeg husker, er, at jeg lo det meste af vejen.
