Fatimas hånd af Ildefonso Falcones

Hvis en muselmand er i kamp eller af en anden grund befinder sig på de vantros område, er han ikke forpligtet til at gebærde sig anderledes end dem, der omgiver ham.
Under sådanne omstændigheder kan han enten af egen fri vilje eller under tvang efterligne disse, forudsat hans adfærd indebærer en gevinst for troen, som at formane de vantro, opsnappe hemmeligheder og bringe dem til
andre muselmænds kendskab, afværge en ulykke eller tjene et andet godt formål.
Ahmad Ibn Taymiya (1263-1328)
berømt arabisk retskyndig

I Allahs navn
… Således kæmpede vi hver dag mod fjender, kulde, varme
og sult, mangel på ammunition og udrustning, konstante
nye ødelæggelser og stadige dødsfald, til vi en dag
så fjenden, dette krigeriske folk, der havde stået samlet,
bevæbnet, stedkendt og fuldt af tillid til berberes og
tyrkeres hjælp, overvundet, tvunget i knæ, fordrevet fra
deres jord, frarøvet deres huse og ejendom, mænd og
kvinder fanget og bundet, tilfangetagne børn solgt på
auktion eller ført bort for at bo i fjerne, fremmede egne
… En tvivlsom sejr, med så mange farefulde hændelser, at
man til tider måtte spørge, om det var os eller fjenden,
Gud ville straffe.
Diego Hurta do De Mendoza
Guerra de Granada, Libro Primero

1
Juviles, Alpujarras, Granadas Rige
Søndag den 12. december 1568

Kirkeklokken, der kaldte til højmesse klokken ti, gennembrød den iskolde luft, som omgav denne lille by i en af Sierra Nevadas mange udløbere. Det metalliske ekko fortabte sig ned ad skrænten, som ville det knuses mod bjergkæden Contraviesa, der mod syd afgrænsede den frugtbare dal med floderne Guadalfeo, Adra og Andarax, alle tre næret af talløse bjergstrømme fra de sneklædte tinder. På den anden side af Contraviesa strakte Alpujarras sig mod Middelhavet. Omkring to hundrede mænd, kvinder og børn – de fleste med slæbende skridt og næsten alle tavse – vandrede i den blege vintersol af sted mod kirken og samlede sig ved dens dør.
Kirken var af okkerfarvede sten, uden nogen form for ydre udsmykning, og bestod i al sin enkelhed af en rektangulær bygning og et kraftigt tårn, hvor klokken hang. Foran bygningen var der en plads med udsigt til de vidtforgrenede vandløb, der strømmede fra Sierra Nevada ned i dalen. Fra pladsen udgik smalle gyder med lange rækker af en- eller toetagers huse, der var overstrøget med pulveriseret skifer og havde ganske små døre og vinduer, flade tage og runde skorstene med svampeformede hætter. På tagene lå der peberfrugter, figner og vindruer til tørre i solen. Gyderne snoede sig op ad bjergskråningerne, så tagene på de nederst beliggende huse mødte fundamentet på husene ovenover, som om de stod på skuldrene af hinanden.
På pladsen, over for kirkedøren, stod en klynge børn og nogle af den snes gammelkristne, der boede i byen, og betragtede en gammel kvinde oppe på en stige, som var lænet mod kirkens facade.  Kvinden rystede over det hele, og de få tænder, hun havde tilbage i munden, klaprede af kulde. Moriskerne gik ind i kirken uden at skæve til deres søster i troen, der siden morgengry havde stået deroppe uden overtøj i vinterkulden og klamret sig til øverste trin. Klokken klemtede, og et af børnene pegede op på kvinden, der skælvede ved lyden af kneblens slag, men anstrengte sig for at holdebalancen. Latter og fnis brød stilheden.
„Heks!“ lød det grinende.
E t par sten ramte den gamles krop, og trappen nedenfor blev fyldt med spytklatter.
Klokken tav, og de kristne, der stadig befandt sig udenfor, skyndte sig ind i kirken. Foran altret og med front mod menigheden knælede en kraftigt bygget mand, mørk og garvet af solen, uden kappe eller andet overtøj. Han havde et reb om halsen og armene strakt ud til siderne, som et kors. I begge hænder holdt han et tændt vokslys.
Nogle dage tidligere havde denne mand givet sin syge kones særk til den gamle kvinde på stigen, for at hun kunne vaske den i en kilde, hvis vand efter sigende havde helbredende kraft. I denne lille kilde, skjult mellem klipperne og det tætte, ufremkommelige vildnis, blev der ellers aldrig vasket tøj. Don Martín, landsbyens præst, havde overrasket kvinden i færd med at vaske denne enlige særk og havde ikke været i tvivl om, at det måtte dreje sig om trolddom. Straffen lod ikke vente på sig: Den gamle kvinde skulle tilbringe hele søndag formiddag på stigen til offentlig spot og spe. Den godtroende morisk, der havde tyet til trolddom, blev idømt den bod at knæle under hele messen, så han kunne ses af alle og enhver.
Så snart de var trådt ind ad kirkedøren, gik mænd og kvinder til hver sin side, og kvinderne satte sig med deres døtre på de for reste rækker. Den angrende synder på gulvet så tomt ud i luften. Alle kendte ham. Han var en god mand, der passede sin jord og de par køer, han ejede. Han havde blot villet hjælpe sin syge kone. Lidt efter lidt satte mændene sig stille og roligt bag ved kvinderne. Da alle havde indtaget deres pladser, trådte præsten don Martín, Beneficiariussen don Salvador og kirketjeneren Andrés hen til altret. Don Martín, der var tykmavet og blegfed, med rosenrøde kinder og iført guldbroderet messehagel af silke, satte sig til rette i en højrygget stol med front mod menigheden. Beneficiariussen og kirketjeneren stillede sig på hver sin side af ham. Kirkedørene blev lukket. Trækken forsvandt, og olielampernes flammer ophørte med at blafre. I lysskæret strålede de farvede kassetter i mudéjarloftet om kap med de højtidelige, tragiske billedtavler på højaltret og sidealtrene.
Kirketjeneren, en høj, ung mand, der var mager og mørk i huden som de fleste i menigheden, åbnede en bog og rømmede sig.
„Francisco Alguacil,“ læste han op.
„Her!“
Efter at have kontrolleret, hvorfra svaret kom, noterede kirketjeneren noget i bogen.
„José Almer.“
„Her!“
I gen blev der noteret. „Milagros García, María Ambroz …“
Navneopråbet blev besvaret med et ‘her!’, der, efterhånden som opråbet skred frem, mere og mere lød som en snerren. Kirketjeneren fortsatte med at råbe op og notere.
„Marcos Núñez.“
„Her!“
„Du var ikke til messe sidste søndag.“
„Jeg var …“ Manden forsøgte at forklare sig, men kunne ikke finde ordene. Så afsluttede han sætningen på arabisk og fægtede i luften med et papir.
„Kom herop!“
Marcos Núñez sneg sig gennem forsamlingen op til altret.
„Jeg var i Ugíjar,“ lykkedes det ham denne gang at fremstamme undskyldende, idet han rakte papiret frem.
Kirketjeneren kastede et blik på det og gav det videre til præsten, der studerede det indgående. Da han så underskriften, nikkede han og skar en grimasse: Overabbeden ved kollegiatkirken i Ugíjar bekræftede, at en nykristen ved navn Marcos Núñez, hjemmehørende i Juviles, havde deltaget i højmessen i Ugíjar den 5. december, året 1568.
Antydningen af et smil gled over kirketjenerens ansigt, og han skrev noget ned i bogen, før han fortsatte med at råbe op fra den uendelige liste over nykristne – muselmænd, som af kongen var blevet tvunget til at lade sig døbe og antage den kristne tro, og hvis tilstedeværelse ved messen han skulle kontrollere alle søndage og helligdage. Nogle af de tiltalte svarede ikke, og deres fravær blev omhyggeligt registreret. To kvinder kunne – i modsætning til Marcos Núñez med hans dokumentation fra Ugíjar – ikke gøre rede for, hvorfor de ikke havde været til messe søndagen før. Begge forsøgte febrilsk at undskylde sig. Kirketjeneren lod dem ævle løs og skævede hen til præsten. Den ene af kvinderne opgav sit forsøg, så snart don Martín med en bydende bevægelse havde ladet hende forstå, at hun skulle tie stille. Den anden derimod fortsatte og hævdede, at hun havde været syg om søndagen.
„Spørg bare min mand!“ råbte hun skingert og spejdede nervøst efter sin mand på en af de bagerste rækker. „Han kan bekræfte …“
„Ti stille, din djævelske sleskepotte!“
Don Martíns råb fik kvinden til at forstumme og sænke hovedet. Kirketjeneren noterede hendes navn ned. Begge kvinder skulle betale en bøde på en halv real.
Da alle langt om længe var råbt op, indledte don Martín messen, dog først efter at have beordret kirketjeneren til at få den angrende, der holdt vokslysene, til at løfte hænderne højere op.
„I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn …“
Selve gudstjenesten begyndte, skønt kun få forstod de hellige ord og kunne følge det rasende tempo og de ustandselige råb, hvormed præsten dadlede dem i sin prædiken.
„Tror I da, at en kildes vand kan helbrede jer for nogen syge?“
Don Martín pegede på den knælende mand. Hans pegefinger skælvede, og ansigtet fortrak sig. „Det er jeres bod. Kun Kristus kan befri jer for de ulykker og afsavn, hvormed han straffer jeres udsvævende levned, jeres gudsbespottelser og vanhellige tanker.“
Men hovedparten af dem talte ikke spansk; nogle var i stand til at omgås spanierne på aljamiado, en blandingsdialekt af arabisk og spansk. Alligevel skulle de alle kunne deres fadervor, Ave Maria, credo, salve og De Ti Bud på spansk. Moriskernes børn kunne dem takket være den undervisning, de modtog fra kirketjeneren. De voksne lærte dem i de timer i den kristne tro, som blev afholdt hver fredag og søndag, og som de var forpligtet til at deltage i. Hvis de udeblev, faldt straffen i form af bøder og forbud mod indgåelse af ægteskab. Først når de kunne alle bønnerne udenad, blev de fritaget for timerne.
Under messen var der nogle, der bad. Børnene, der havde al deres opmærksomhed rettet mod kirketjeneren, gjorde det med høj og tydelig stemme, nærmest råbende, sådan som deres forældre havde formanet dem til, for på den måde kunne forældrene undgå opmærksomhed fra beneficiariussen, der gik rundt mellem dem og snusede, og sådan kunne de i al ubemærkethed bede: Allah Akbar. Mange af dem hviskede det hen for sig med lukkede øjne og sukkede.
„Oh, milde Herre! Fri mig for mine mangler, mine laster …“ lød det fra mændenes rækker, så snart don Salvador havde fjernet sig lidt. Men han fjernede sig aldrig ret meget, som om han frygtede, at man ville udfordre ham ved at påkalde muselmændenes gud midt under højmessen i den kristne kirke.
„Oh, Hersker! Led mig med Din styrke …“ råbte en af de unge morisker flere rækker derfra, midt i børnenes højlydte fadervor.
Don Salvador vendte sig ophidset.
„Oh, Fredsstifter! Vis mig nåde …“ benyttede en anden lejligheden til at bønfalde om fra den modsatte side.
Beneficiariussen blev rød i hovedet af raseri.
„Oh, Barmhjertige!“ sluttede en tredje sig til.
Da den kristne bøn var afsluttet, hørte man atter præstens hæse stemme.
„Lovet være Hans navn,“ lød det denne søndag fra en af de sidste bænkerækker.
De fleste af moriskerne sad stive og ubevægelige. Nogle kiggede direkte på don Salvador, men de fleste gemte sig for hans blik. Hvem havde vovet at prise Allahs navn? Beneficiariussen masede sig ind mellem rækkerne, men kunne ikke udpege bespotteren.
Da man var kommet halvvejs gennem messen, afventede don Martín med vagtsomt blik, at menighedens medlemmer skulle aflevere deres bidrag: mønter, brød, æg, hør … Kirketjeneren stod klar med sin bog, og beneficiariussen med en kurv. Kun de fattige var fritaget. Hvis de mere formående undlod at komme med bidrag tre søndage i træk, fik de en dertil fastsat bøde. Kirketjeneren noterede udførligt, hvem der gav hvad.
Da de hørte ‘den dødelige’, som de kaldte den lille klokke, der varslede velsignelsen, knælede moriskerne modvilligt ned mellem de gammelkristnes fromhedsytringer. ‘Den dødelige’ ringede, i det øjeblik hvor præsten med ryggen til menigheden hævede hostien; og den lød igen, da han, stadig med ryggen til, løftede alterkalken op. Præsten skulle netop til at udtale sakramentets ord, da han pludselig, irriteret over den urolige mumlen i kirken, vendte sig om mod menigheden med et rasende udtryk i ansigtet.
„Elendige hunde!“ råbte han. Hans udbrud stænkede den helligekalk til med spyt. „Hvad er det for en mumlen? Ti stille, kættere! Knæl, som sig hør og bør, for at modtage Kristus, den eneste Gud! Du dér!“ Hans pegefinger var rettet mod en gammel mand på tredjerække. „Ret dig op! Du er ikke i gang med at tilbede din falske gud. Se op alle sammen! Løft blikket, når I modtager vort hellige sakramente!“
Han sendte et dræbende blik til endnu to morisker, før han fortsatte. Dernæst bevægede mænd og kvinder sig i stilhed op for at spise ‘kagen’. Mange af dem prøvede at beholde den klistrede dejklump i munden, så de kunne spytte den ud derhjemme, og alle morisker gurglede uden tvivl for at rense resterne af den væk.
Folk forlod kirken, efter at velsignelsen var lyst over dem. Nogle af dem, de kristne, modtog den fromt. Andre, det store flertal, gjorde nar og slog korsets tegn bagvendt i en tavs bekræftelse af Guds enhed og forhånede således Treenigheden, som de netop skulle påkalde med korsets tegn. Moriskerne skyndte sig hjem for at spytte ‘kagen’ ud. De få kristne i byen stimlede sammen ved kirkedøren for at snakke, uanfægtede af, at deres børn råbte skældsord mod den gamle kvinde, der nu endelig var faldet ned af stigen og lå stiv og sammenkrøbet på jorden, med blålige læber og hivende åndedræt. Inde i kirken forlængede præsten og hans assistenter den bodfærdiges straf endnu en stund og bebrejdede ham fortsat hans brøde, mens de samlede de hellige genstande sammen og bar dem fra altret ind i sakristiet.

2
Moriskerne har anstiftet oprør, jovist, men det er de
gammelkristne, der driver dem til denne fortvivlede
handling med deres hovmod, deres rovgriskhed og den
respektløshed, hvormed de bemægtiger sig deres kvinder.
Selv præsterne udviser denne adfærd. Da en hel landsby
af morisker havde klaget til ærkebiskoppen over deres
præst, skred man til en undersøgelse af årsagen til klagen.
Send ham væk herfra, bad menigheden … eller få
ham gift, for alle vore børn bliver født med øjne, der er
blå som hans.

Francés de Álava, Spaniens ambassadør i Frankrig
til Filip II , 1568

Juviles var hovedbyen i et område bestående af en snes landsbyer, der lå spredt ud over Sierra Nevadas uvejsomme udløbere. Af jorderne var kun en fjerdedel overrislet mark, og dér blev der dyrket hvede og byg. På resten var der vinstokke, oliven, figner, kastanjer og valnødder, men især morbærtræer, som gav føde til silkeormene, områdets vigtigste indtægtskilde, om end silken fra Juviles ikke nød samme anseelse som den fra andre områder i Alpujarras.
På disse bjerge, mere end tusind alen over havets overflade, dyrkede moriskerne møjsommeligt og tålmodigt selv det stejleste stykkejord, når blot det kunne give en smule afgrøde. Overalt, hvor klippen ikke ligefrem stak op, lignede bjergskråningerne trappetrin, med små jordterrasser, der var kilet ind de mest uventede steder. Denne dag, da solen stod højest på himlen, var Hernando Ruiz på vej hjem til Juviles fra en af terrasserne. Han var en dreng på fjorten år, og skønt hans hår var mørkebrunt, var hans hud meget lysere end de andre moriskers mørke, næsten sortgrønlige hud. Hans træk lignede dog de andres med de tætte øjenbryn, men hans store blå øjne tiltrak sig opmærksomhed. Han var af middelhøjde, slank, smidig og muskuløs.
Han havde netop høstet de sidste oliven på et gammelt træ, der trodsede kulden i bjergene og stod kroget og med ryggen mod vinden lige ved siden af jordstykket, hvor der senere ville komme hvede. Han havde ikke slået olivenerne ned med kæp, men var klatret rundt i træet og havde også høstet dem, der stadig havde et violet skær. Solen lunede i den kolde luft, der kom oppe fra Sierra Nevada. Han ville gerne være blevet der lidt længere for at rive ukrudt op og bagefter være gået hen til en anden terrasse, hvor han regnede med, at den fattige Hamid gik og arbejdede på den smule jord, han ejede. Når de to var alene og arbejdede på terrasserne eller klatrede rundt på skråningerne og samlede de særlige urter, som manden tilberedte sine medikamenter med, kaldte Hernando ham altid Hamid i stedet for Francisco, som var hans kristne dåbsnavn. De fleste morisker havde to navne: det kristne samt det muslimske til brug blandt deres egne. Hernando var imidlertid blot Hernando, skønt folk i landsbyen tit gjorde nar af ham og hånligt kaldte ham nazaræeren.
Ved tanken om sit øgenavn sagtnede drengen uvilkårligt farten. Han var ikke nogen nazaræer! Han sparkede til en usynlig sten og fortsatte hjemad. Han boede i udkanten af landsbyen, hvor de havde bygget et skur, der kunne tjene som stald for de seks muldyr, som hans stedfar transporterede varer på op og ned ad Alpujarras’ stier, samt et syvende, som var hans yndling: Gamle.
Det var vel et års tid siden, hans mor havde følt sig nødt til at forklare ham årsagen til øgenavnet. En dag ved morgengry havde han hjulpet sin stedfar, Brahim – José blandt de kristne – med at lægge seletøj på muldyrene. Da han var færdig, stod han netop og gav Gamle et kærligt klap på halsen til afsked, da en hård lussing på højre øre slyngede ham hen ad gulvet.
„Nazaræiske køter!“ råbte Brahim rasende til ham. Drengen rystede på hovedet for at sunde sig og tog hånden op til øret. Et sted bag ved Brahim fik han et glimt af sin mor, der fjernede sig med bøjet hoved og forsvandt ind i huset. „Du har ikke spændt sadelgjorden ordentligt på det dyr!“ brølede Brahim og pegede på et af muldyrene. „Vil du have, at den skal snuble undervejs, så den kommer til skade og ikke kan arbejde? Du er bare en uduelig nazaræer – en kristen bastard,“ råbte han og spyttede på ham.
Hernando var på alle fire flygtet fra sin stedfars fødder og havde gemt sig i et hjørne af skuret, hvor han borede sig ned i halmen og krøb sammen. Så snart lastdyrenes klaprende hove meldte, at Brahim var på vej væk, kom hans mor, Aisha, igen til syne i skuret og gik hen til ham med et krus citronsaft i hånden.
„Gør det ondt?“ spurgte hun, idet hun bøjede sig ned og strøg ham over håret.
„Hvorfor kalder de mig alle sammen nazaræer, mor?“ hulkede han og løftede ansigtet fra knæene. Aisha lukkede øjnene ved synet af sin søns ansigt, der var vådt af tårer. Hun rakte hånden frem for at viske dem væk med et kærtegn, men Hernando vendte hovedet bort. „Hvorfor?“ gentog han.
Aisha sukkede dybt; så nikkede hun og satte sig på hug i halmen.
„Du er vel gammel nok nu,“ sagde hun trist, som om det, hun skulle til, kostede hende stor anstrengelse. „Du skal vide, at for omtrent fjorten år siden, et år mere end du er nu, dengang jeg var en ung pige og boede østpå i Almería, blev jeg voldtaget af landsbyens præst …“ Hernando rejste sig med et sæt og holdt op med at hulke. „Ja, min søn. Jeg skreg og satte mig til modværge, som voreslov kræver, men kunne ikke stille noget op over for det skændige menneske. Det var langt fra landsbyen, ude i marken, midt om formiddagen. En dag med strålende sol,“ mindedes hun bedrøvet. „Jeg var kun en ung pige!“ råbte hun pludselig. „Han flåede kjolen af mig, væltede mig omkuld og …“
Hun lagde bånd på sig selv, før hun fortsatte og kiggede på sin søn, der stirrede på hende med vidt åbne øjne.
„Du er frugten af den voldtægt,“ hviskede hun. „Det er derfor … det er derfor, de kalder dig nazaræer. Fordi din far var en kristen præst. Det er min skyld …“
I et langt øjeblik så mor og søn på hinanden. Igen løb tårerne ned ad drengens kinder, men nu på grund af en anden smerte. Aisha kæmpede mod sin egen gråd, til hun indså, det var umuligt at holde den tilbage. Så gav hun slip på kruset med citronsaft og strakte armene ud efter sin søn, som krøb sammen i hendes favn.
Den unge Aisha havde villet redde æren med sine råb. Men så snart graviditeten var synlig, indså hendes far, en morisk, der ernærede sig som muldyrdriver, at hun ikke kunne undgå skammen. Derfor søgte han en udvej, så han i det mindste selv kunne blive fri for at være vidne til den. Han fandt løsningen i Brahim, en flot, ung muldyrdriver fra Juviles, som han tit stødte på, og foreslog ham ægteskab med datteren til gengæld for to muldyr som medgift: et for pigen og et for det liv, hun bar i sit skød. Brahim tøvede, men han var ung og fattig og havde brug for dyr. Og hvem vidste desuden, om det barn overhovedet ville blive født? Eller ville overlevede første par måneder … For i disse barske egne var der mange børn, der døde som spæde.
Skønt Brahim væmmedes ved tanken om, at pigen var blevet voldtaget af en kristen præst, gik han ind på handlen og tog hende med sig til Juviles.
Men stik mod Brahims ønske blev Hernando født sund og stærk og med blå øjne som præsten, der havde voldtaget hans mor. Og han overlevede barndomsårene. De nærmere omstændigheder ved hans herkomst løb fra mund til mund i landsbyen, og selv om folk følte medlidenhed med den voldtagne pige, var det samme ikke tilfældet med den illegitime frugt af voldtægten. Deres ringeagt forøgedes kun ved synet af præstens og kirketjenerens opmærksomhed over for drengen, for de tog sig mere af ham end af de kristne børn, som om de ville redde en præsts bastardsøn fra påvirkning af Muhammeds tilhængere.
Hernandos mor lod sig ikke narre af hans lille smil, da han rakte hende olivenerne. Hun strøg ham blidt over håret som altid, når hun fornemmede, at han var trist til mode, og han lod hende gøre det, selv om hans fire halvsøskende var til stede. Det var sjældent og kun i hans stedfars fravær, at hans mor havde lejlighed til at vise ham ømhed. Brahim havde uden mindste tøven tilsluttet sig de andre moriskers modvilje mod ham, og hans had til nazaræeren med de blå øjne, de kristne præsters yndling, var blevet mere og mere indædt, efterhånden som Aisha havde sat hans legitime børn i verden.
Da Hernando var ni år gammel, blev han forvist til muldyrenes skur og spiste derefter kun inde i huset, når stedfaren ikke var hjemme. Aisha var nødt til at rette sig efter sin husbonds vilje, og forholdet mellem mor og søn udspillede sig gennem minespil, der var næsten usynlige, men ladede med betydning.
Denne dag stod måltidet parat, og hans fire halvsøskende ventede på, at han skulle komme. Selv den mindste af dem, Musa på fire år, satte et gnavent ansigt op, da han kom ind i huset.
„I den milde, barmhjertige Guds navn,“ bad Hernando, før han satte sig på gulvet.
Den lille Musa og hans tre år ældre bror, Aquil, efterlignede ham, og alle tre begyndte at spise med fingrene, direkte fra gryden. Hans mor havde tilberedt lam med vilde artiskokker, stegt i olie med mynte og koriander, safran og vineddike.
Hernando skævede hen til sin mor, som stod og betragtede dem, lænet mod væggen i det lille, propre rum, der tjente som køkken, spisestue og midlertidigt soveværelse for hans halvsøskende. Raissa og Zahara, hans to halvsøstre, stod ved siden af hende og ventede på, at drengene blev færdige med at spise, så det kunne blive deres tur. Han tyggede et stykke lammekød og smilede til sin mor.
Efter lammet med artiskokker kom Zahara på elleve år med en bakke rosiner, men Hernando fik ikke engang tid til at putte et par stykker i munden. En dæmpet, fjern klapren fik ham til at løfte hovedet. Hans halvbrødre lagde mærke til bevægelsen og holdt op med at spise, opmærksomme på hans udtryk. Ingen af dem var i stand til at forudsige muldyrenes ankomst så tidligt.
„Gamle!“ råbte den lille Musa, da lyden af muldyret blev hørlig for alle.
Hernando kneb læberne sammen, før han vendte sig mod sin mor. Hendes blik syntes at bekræfte, at det var Gamles hove, de hørte. Så prøvede han at smile, men smilet blev til en trist grimasse, der lignede Aishas. Nu kom Brahim hjem.
„Lovet være Gud,“ sagde han som afslutning på sit måltid og rejste sig ærgerligt.
Udenfor stod Gamle tålmodigt og ventede på ham; mager, slunken, uden seletøj og fuld af gnavsår.
„Kom her, Gamle,“ sagde Hernando og gik ind i skuret med den. Den uregelmæssige lyd af dyrets små hove fulgte efter ham rundt om huset. Da de var inde i stalden, gav han den noget halm og strøg den kærligt på halsen.
„Hvordan gik turen?“ hviskede han, mens han undersøgte et sår, den ikke havde haft, da Brahim havde taget den med sig.
Han stod og så den spise et øjeblik og satte så i løb op ad bjerget. Hans stedfar ventede ham sikkert i skjul, et stykke borte fra vejen fra Ugíjar. Han løb tværs over terrænet og sørgede for ikke at støde på nogen kristne, undgik de tilsåede jordstykker og andre steder, hvor nogen kunne gå og arbejde selv på dette sene tidspunkt. Forpustet nåede han op til et klippefyldt, sværttilgængeligt sted, hvor en stejl kløft åbnede sig langs den ene side, og derfra kunne han skimte Brahims skikkelse. Han var en høj, kraftig og skægget mand, med bredskygget grøn hat og kort blå kappe med et plisseret skørt under, der nåede ham til midt på lårene. Han havde bare ben og lædersko med remme. Når de nye love trådte i kraft til nytår, skulle Brahim ligesom alle andre morisker i Granadas Rige skifte denne beklædning ud med den kristne klædedragt. Som en provokation mod det gældende forbud hang der en krum kniv og skinnede i hans bælte.
Bag ved stedfaren stod de seks belæssede muldyr, det ene bag det andet, da de ikke kunne stå parvis på det smalle klippefremspring. I bjergvæggen kunne man ane indgangen til nogle små huler.
Da Hernando kom tættere på sin stedfar, standsede han op. Der gik et jag af angst igennem ham som altid, når Brahim var i nærheden. Hvordan ville han modtage ham denne gang? Sidste gang havde han fået en lussing for at være for sent på den, skønt han havde løbet ham i møde i ét stræk.
„Hvorfor standser du op?“ råbte stedfaren vredt.
Han skyndte sig det sidste korte stykke, der skilte dem, og dukkede sig uvilkårligt, da han gik forbi Brahim, men undgik ikke et kraftigt nakkedrag. Han vaklede hen til det forreste muldyr, kantede sig sidelæns ind mellem klippen og muldyrene og tog opstilling ved indgangen til en af hulerne. Tavs begyndte han at bære varerne ind, mens hans stedfar læssede af dyrene.
„Den her olie er til Juan,“ sagde Brahim og rakte ham en krukke. „Altså Aisar!“ råbte han, da han så stedsønnens tøven ved det kristne navn. „Og den her er til Faris.“ Hernando stillede varerne op i hulen og gjorde sig umage for at huske ejermændenes navne udenad.
Da muldyrene var befriet for halvdelen af deres last, begav Brahim sig hjem til Juviles, og drengen blev stående ved indgangen til hulen og lod blikket glide ud over vidderne, der lå for hans fødder og strakte sig helt over til bjergkæden Contraviesa. Men han blev ikke stående længe. Han kendte det landskab ud og ind. Han gik ind i hulen og fordrev tiden med at kigge nysgerrigt på de varer, de netop havde skjult, og de mange andre, der var opmagasineret dér. Hundredvis af huler i Alpujarras var blevet til lagre, hvor moriskerne skjulte deres ejendele. Før det blev mørkt, ville ejermændene komme forbi og hente deres varer. Hver eneste rejse var magen til. Uanset hvor stedfaren kom fra, slap han Gamle løs et stykke fra Juviles og befalede den at gå hjem. „Den kender Alpujarras bedre end nogen anden. Hele mit liv har jeg gået på disse stier, og alligevel har den nogle gange reddet mig ud af vanskelige situationer,“ plejede muldyrdriveren at fortælle. Tegnet var, at Gamle kom alene hjem til Juviles, og straks satte Hernando kursen mod hulerne for at møde sin stedfar. Der anbragte de halvdelen af det indkøbte, og på den måde blev de høje skatter, som stedfaren skulle betale af indtægterne ved sit arbejde, nedbragt til det halve. Køberne for deres vedkommende opbevarede mange af de varer, de fik udleveret af Hernando, i denne eller andre huler. De utallige opkrævere af tiende og førsteafgrøde eller fogederne, som inddrev bøder og afgifter, plejede at aflægge besøg i moriskernes hjem og indkassere eller beslaglægge, hvad de fandt, også selv om dets værdi oversteg det skyldige beløb. Bagefter aflagde de ikke regnskab for resultatet af auktionerne, og på den måde mistede moriskerne deres ejendom. Moriskerne havde rettet adskillige klager til byfogeden i Ugíjar, til
biskoppen, ja, selv til guvernøren i Granada, men klagerne blev syltet alle som én, og de kristne opkrævere fortsatte ustraffet deres tyverier. Derfor betjente alle morisker sig af den fremgangsmåde, Brahim havde fundet på.
Hernando sad med ryggen op ad hulens væg og brækkede åndsfraværende en lille, tør gren i stykker. Han havde en lang ventetid foran sig. Han kiggede på de stablede varer og anerkendte i sit stille sind nødvendigheden af snyderiet. Uden den metode ville de være henvist til den dybeste fattigdom af de kristne. Han hjalp også med til hemmeligholdelsen i forbindelse med tiendet af kvæg, geder og får. Selv om moriskernes samfund tog afstand fra ham, var han blevet valgt til hjælper. „Nazaræeren,“ sagde en gammel morisk, „han kan læse, skrive og regne.“ Det var sandt: Fra Hernando var ganske lille, havde kirketjeneren Andrés lagt sine kræfter i at uddanne ham, og Hernando havde vist sig at være en dygtig elev. Det var absolut nødvendigt at holde ordentligt regnskab for at narre opkræveren af husdyrtiende, når han dukkede op hvert forår.
Opkræveren forlangte, at dyrene blev samlet på en slette og ét for ét ledt gennem en smal gang mellem træstammer. Hvert tiende dyr tilfaldt kirken. Men moriskerne anførte, at bestande på tredive dyr eller derunder ikke var forpligtet til at betale tiende, og at den respektive betaling måtte begrænse sig til nogle maravedier. Når tiden kom, delte de derfor efter fælles aftale bestandene i grupper på tredive eller færre dyr. Et kneb, der indebar, at der blev holdt omhyggeligt regnskab for at kunne genoprette de oprindelige bestande.
Alligevel havde alle disse listige påfund haft store omkostninger for Hernando. Drengen slyngede grenstumperne hen mod væggen. Men ingen af dem ramte klippen, og de faldt til jorden. Han huskede den aften, han var blevet udpeget til at sætte planen i værk.
„Der er mange af os, der kan tælle,“ havde en morisk indvendt, da Hernando var blevet foreslået som den, der skulle snyde opkræveren af husdyrtiende. „Måske ikke så godt som nazaræeren, men alligevel …“
„Ja, men ligesom du selv har de alle sammen geder eller får,og det kunne vække mistanke,“ insisterede den gamle, der havde foreslået drengen. „Hverken Brahim eller nazaræeren har nogen Interesse i dyrene.“
„Og hvad, hvis han angiver os?“ udbrød en tredje. „Han er Meget sammen med præsterne.“
Der var ingen, der sagde noget.
„Det skal I ikke bekymre jer om. Det tager jeg mig af,“ forsikrede Brahim.
Samme aften listede Brahim sig ind på sin stedsøn, da han stod i skuret og var ved at være færdig med at ordne muldyrene.
„Kone!“ brølede Brahim.
Hernando undrede sig. Hans stedfar stod nogle få skridt fra ham. Hvad havde han gjort galt? Hvorfor kaldte han på hans mor?
Aisha kom til syne i døren, der vendte ud mod stalden, og skyndte sig over til dem, mens hun tørrede hænderne i et viskestykke, hun brugte som forklæde. I samme øjeblik hun var kommet, og før hun overhovedet havde tid til at spørge, drejede Brahim rundt med strakt arm og slog hende i ansigtet med bagsiden af hånden, så hun var ved at miste balancen. En tynd blodstribe sivede ud af hendes ene mundvig.
„Så du det?“ snerrede han til Hernando. „Din mor får hundred gange mere, hvis det falder dig ind at fortælle noget om fidusen med hulerne eller dyrene til præsterne.“
Hernando blev i hulen hele eftermiddagen, til kort før skumringen, hvor den sidste morisk kom. Endelig kunne han gå hjem og tage sig af muldyrene. Han skulle behandle deres hudafskrabninger og se, om de havde det godt. I det afsides hjørne af stalden, hvor han sov, fandt han et krus citronsaft og en kasserolle med vælling, som han straks satte til livs. Han gjorde sit arbejde med dyrene færdigt og forlod skuret i en fart.
Da han gik forbi husets lille trædør, spyttede han på jorden. Hans halvsøskende lo derinde. Stedfarens kraftige røst overdøvede børnenes leg. Raissa fik øje på ham fra vinduet og sendte ham et flygtigt smil. Hun var den eneste, der en sjælden gang viste medfølelse med ham, skønt disse få tegn på ømhed kun kunne vises bag ryggen på Brahim ligesom Aishas. Hernando gik hurtigere og satte til sidst i løb hen til Hamid.
Hamid var enkemand, mager og forslidt, garvet af solen og halt på venstre ben. Han boede i en hytte, der var blevet udbedret hundredvis af gange, men uden synderligt held. Skønt Hernando ikke vidste, hvor gammel Hamid var, troede han, han var en af de ældste i byen. Døren stod åben, men Hernando bankede alligevel tre gange med knoerne.
„Guds fred,“ svarede Hamid ved det tredje bank. „Jeg så Brahim komme tilbage til byen,“ tilføjede han, da drengen var kommet over dørtærsklen.
E n rygende olielampe oplyste rummet, som udgjorde Hamids hjem, og til trods for de afskallede pletter på væggene og vandskaderne i loftet virkede stuen ren og proper, som i alle moriskers hjem. Der var ikke tændt op i ildstedet. Det eneste lille, sølle vindue i hytten var blevet blændet, for at overliggeren ikke skulle falde ned.
Drengen nikkede og satte sig på en slidt hynde ved siden af ham på gulvet.
„Har du bedt?“
Hernando vidste, at han ville spørge. Han kendte også de følgende ord: „Aftenbønnen er …“
„… den eneste, vi kan bede i nogenlunde sikkerhed,“ gentog Hamid altid, „for da sover de kristne.“
Ligesom Andrés var optaget af at lære ham de kristne bønner og at læse, skrive og regne, gjorde den fattige Hamid, der nød anseelse som skriftklog i byen, noget tilsvarende med hensyn til islams lære og anskuelser. Det havde han sat sig for, da moriskerne tog afstand fra denne bastardsøn af en præst, som om han konkurrerede med den kristne kirketjener og hele samfundet. Han fik ham også til at bede ude på jordterrasserne, i sikkerhed for indiskrete blikke, og sammen fremsagde de suraerne enstemmigt, når de gik rundt i bjergene og samlede lægeurter.
Før Hernando havde svaret, rejste Hamid sig. Han lukkede døren og slog slåen for, og så klædte de sig begge af i stilhed. Vandet stod parat i rene kar. De vendte sig mod Mekka.
„Oh Gud, min Herre!“ bad Hamid, samtidig med at han stak hænderne ned i karret og vaskede dem tre gange. Hernando ledsagede ham i bønnen og vaskede hænder i sit eget kar. „Med Din hjælp holder jeg mig fri for Satans urenhed og ondskab …“
Dernæst gik de over til at vaske kroppen, som det var foreskrevet: kønsdelene, hænder, næse, ansigt, højre arm og venstre arm fra fingerspidserne op til albuen, hovedet, ørerne og fødderne op til anklerne. Hver afvaskning blev ledsaget af de tilhørende bønner, selv om Hamid indimellem lod sin stemme blive en næsten uhørlig mumlen. Det var den skriftkloges tegn til Hernando om, at han nu overlod det til ham at lede bønnerne. Drengen smilede, og de fortsatte deres ritual med blikket i bederetningen.
„… at Du på Dommens Dag vil lægge,“ bad drengen med høj og klar stemme.
Hamid sad med halvlukkede øjne, nikkede tilfreds og sluttede sig igen til litanien:
„… mit brev i min højre hånd og veje mig nådigt og let …“
E fter afvaskningerne påbegyndte de aftenbønnen ved at bøje sig fremover to gange, så hænderne rørte knæene.
„Lovet være Gud …“ begyndte de at bede som med én stemme. I det øjeblik, hvor de befandt sig knælende på Hamids eneste tæppe, med pande og næse mod vævningen og armene strakt frem for sig, blev der banket på døren.
De tav begge og lå ubevægelige på tæppet.
I gen blev der banket på, denne gang højere.
„Luk op, Hamid!“ lød det i natten.
Hamid? Til trods for sit invalide ben sprang Hamid op og gik hen til døren. Hamid! Ingen kristen ville kalde ham ved det navn.
„Guds fred.“
Da gæsten trådte ind, knælede Hernando stadig med storetæerne presset imod tæppet.
„Guds fred,“ hilste den ukendte ham. Han var lav, mørk i huden, garvet af solen og betydeligt yngre end Hamid.
„Det er Hernando,“ præsenterede Hamid. „Hernando, det er Ali fra Órgiva, min søsters mand. Hvad bringer dig hertil på dette tidspunkt? Du er jo langt hjemmefra.“ I stedet for at svare nikkede Ali over mod Hernando. „Han er en pålidelig dreng,“ forsikrede Hamid, „det kan du selv se.“
Ali betragtede Hernando, mens han rejste sig op, og nikkede. Hamid bad sin svoger tage plads og satte sig så selv. Ali på tæppet, Hamid på sin slidte hynde.
„Kom med noget koldt vand og nogle rosiner,“ bad han Hernando.
„Til nytår vil verden være ny,“ varslede Ali højtideligt uden at vente på, at drengen skulle udføre ordren.
Skålen med knap tyve rosiner, som Hernando stillede mellem de to mænd, kunne kun være et resultat af byens almisser til den skriftkloge. Af og til havde han selv bragt ham gaver fra sin stedfar, som ingen ellers ligefrem ville kalde gavmild.
Hamid nikkede til sin svogers ord, da Hernando satte sig på et hjørne af tæppet. „Det har jeg hørt,“ sagde han.
Hernando betragtede dem nysgerrigt. Det var ikke første gang, han hørte de ord; hans stedfar gentog uophørligt den samme sætning, især når han vendte hjem fra sine rejser til Granada. Kirketjeneren Andrés havde forklaret ham, at det var på grund af den nye kongelige forordning, som snart trådte i kraft, og som påbød moriskerne at klæde sig som kristne og fralægge sig brugen af det arabiske sprog.
„Der var jo allerede et fejlslagent forsøg skærtorsdag i år,“ fortsatte Hamid, „hvorfor skulle det falde anderledes ud nu?“
Hernando lagde hovedet på skrå. Hvad var det, Hamid sagde?
Hvilket fejlslagent forsøg snakkede han om?
„Denne gang lykkes det,“ forsikrede Ali. „Sidste gang var oprørsplanerne jo på alles læber over hele Alpujarras. Det var derfor, markgreven af Mondéjar afslørede dem, og folk i Albaicín ombestemte sig.“
Hamid bad ham fortsætte. Hernando rettede sig op, da han hørte ordet oprørsplaner.
„I denne omgang er det blevet besluttet, at folk i Alpujarras ikke skal vide, hvad der skal ske, før det øjeblik hvor Granada skal indtages. Der er givet præcise instrukser til moriskerne i Albaicín, og man har i al hemmelighed samlet folkene fra sletten, fra Lecríndalen og fra Órgiva. De gifte mænd har taget sig af at rekrutteregifte mænd, ungkarlene ungkarle, og enkemændene enkemænd. Der er over otte tusind mand parat til at angribe Albaicín. Først da bliver der givet besked i Alpujarras. Man regner med, at området kan stille med hundred tusind mand under våben.“
„Hvem står bag oprøret denne gang?“
„Møderne bliver holdt hos en lysestøber i Albaicín ved navn Adelet. Dem, de kristne kalder Hernando el Zaguer, retsbetjent i Cádiar, Diego López fra Mecina de Bombarón og Miguel de Rojas fra Ugíjar, deltager. Farax ibn Farax, el Tagari, Mofarrix og Alatar er også med. Og desuden er der en del fredløse,“ fortsatte Ali.
„Jeg stoler ikke rigtigt på de banditter,“ afbrød Hamid.
Ali trak på skuldrene.
„Du ved jo godt, at mange af dem er nødt til at leve oppe i bjergene. Os gør de ingenting! Du ville selv have gjort det samme, hvis ikke …“ Ali undgik at kigge på Hamids uduelige ben. „De fleste af dem har valgt det liv på grund af den samme uretfærdighed som den, der blev begået mod dig.“
Ali lod sætningen hænge i luften, mens han ventede på en reaktion fra sin svoger. Hamid gav et øjeblik minderne frit løb; så kneb han læberne sammen som tegn på samtykke.
„Hvad for en uretfær…“ udbrød Hernando, men tav stille, da Hamid løftede hånden afværgende.
„Hvilke fredløse drejer det sig om?“ spurgte den skriftkloge så. „Partal fra Narila, Nacoz fra Nigüeles, Seniz fra Bérchul.“ Hamid lyttede med en eftertænksom mine, og Ali fortsatte: „Det hele er godt gennemtænkt. Folk i Albaicín i Granada er forberedte til nytårsdag. Så snart de rejser sig til oprør, vil de otte tusind uden for Granada storme … vil vi storme Alhambras mure på Generalifesiden.         Vi vil bruge sytten stiger, som er ved at blive bygget i Ugíjar og Quéntar. Jeg har selv set dem, de er lavet af hampetove og er stærke og solide, med tværstænger af kraftigt træ, som tre mænd kan klatre op ad samtidig. Vi skal være klædt på tyrkisk vis, for at de kristne skal tro, at vi har fået hjælp fra Berberiet eller fra sultanen. Det er kvinderne i gang med at forberede. Granada er ikke beredt på at skulle forsvare sig. Vi vil genindtage byen på samme dato, som den overgav sig til kong Ferdinand og dronning Isabella.“
„Og når Granada så er taget?“
„Algier vil hjælpe os. Den tyrkiske sultan vil hjælpe os. Det har de lovet. Spanien kan ikke tåle flere krige, landet kan ikke slås flere steder, for det ligger allerede i kamp i Flandern, i Den Ny Verden og mod berberne og tyrkerne.“
Hamid løftede blikket mod loftet. „Lovet være Gud,“ mumlede han.
„Profetierne vil gå i opfyldelse, Hamid!“ udbrød Ali. „De vil gå i opfyldelse!“
Tavsheden fyldte rummet og blev kun brudt af Hernandos ivrige vejrtrækning. Hans krop dirrede, og blikket fór fra den ene til den anden.
„Hvad vil I have mig til at gøre? Hvad kan jeg udrette?“ spurgte Hamid pludselig. „Jeg er halt …“
„Som direkte efterkommer af Nasridedynastiet bør du deltage i indtagelsen af Granada og repræsentere det folk, riget altid har tilhørt og vil blive ved at tilhøre. Din søster er parat til at ledsage dig.“
Inden Hernando kunne nå at rejse sig helt op og spørge igen, vendte Hamid sig om mod ham, nikkede og lagde hånden på hans arm med en bevægelse, der bad ham være tålmodig. Drengen satte sig igen på tæppet, men hans store blå øjne hang ved den fattige skriftkloge. Han var efterkommer af nasriderne, kongerne af Granada!

• Afsnittet bringes med tilladelse fra forlaget.
  Du kan tilmelde dig Bogbidder samt læse mere om servicen.