Fire dage i marts af Jens Christian Grøndahl
torsdag
Hun har taget den ene ørering på og rækker ud efter den anden, da telefonen ringer. Det pulserende signal virker lige så uvedkommende som værelsets anonyme møblement. Hun bliver stående foran spejlet. Den læbestift er for rød, det var et eksperiment, hun plejer at vælge en blegere nuance. Det er sikkert Morten, hendes projektkoordinator, der som sædvanlig vil være på forkant. Der er stadig nogle minutter til, at de har aftalt at mødes nede i hotellets lobby. Han ved, hvor restauranten ligger. I det hele taget er det ham, der har styr på de logistiske detaljer, men hun var god i dag, igen i dag. Præsentationen forløb som planlagt, selv bygherrernes spørgsmål holdt sig inden for det forudsete, og hun var klar og fokuseret. Hun giver sig selv lov til at dvæle ved sit spejlbillede, nu, da hun alligevel har besluttet sig for at lade, som om hun ikke er her. Telefonens tilbagevendende summen får hende til at føle sig overvåget. Hun burde se at få stukket den anden ørering , finde kuverttasken, lægge sin frakke over armen og trække døren til sig ude i den tyste korridor. Hun møder sit eget blik. Ingrid Dreyer, 48 år. Enlig, vellykket, i nogles øjne endnu køn. I det mindste i de øjne, der betyder noget, men hun er blevet for tynd. Man ser det i den kjole, hun har valgt til i aften, man ser alderen. Det er noget med kravebenet og huden på overarmene, men ikke kun.
Kjolen er smuk, empiresnit, falmet grøn som dunene på salvieblade. Overraskende feminin, vil nogle mene, og det er også hensigten. Hun har taget den på for at overbevise repræsentanterne for Svensk Energi om, at hun også er et menneske, kvinde og endda mor. Når man er så tæt på at betro hende en byggesag til en halv milliard, er det vel også det mindste, man kan forvente.Til daglig går hun med slacks, taljerede jakker og saglige T-shirts. Ingen makeup, ingen smykker, til nød et par remsko med tangohæl for lige at markere, men når bygherren inviterer, kan hun lige så godt give efter for sin anden side. Den er der jo. Det er hendes erfaring, at en smule sårbar almenmenneskelighed kun styrker den faglige integritet, i hvert fald når man er af hunkøn, men telefonen er ikke holdt op med at ringe.
Fra sit vindue på syttende etage kan hun langt ude ane Skærgården som en hvidglødende prikken i det mørkeblå vand. En klynge høje kontorbygninger spærrer for udsigten, men glasfacaden på en af dem sender en refleks af klart martslys ind i hendes polstrede, lavloftede logi. Hun sætter sig på sengekanten og løfter røret, stadig med den ene ørering i hånden. Den hvide perle lyser i aftensolen. Det er en gave fra Frank, hendes elskede. Det er ikke ham, der ringer. Hun havde håbet det, forstår hun, da hun hører den fremmede stemme præsentere sig. Han gav hende øreringene i Rom, det er ved at være mange år siden. Hun kan huske, at hendes første tanke var, hvordan han kunne lade så stort et beløb trække på sit kort, uden at hans kone opdagede noget. Hun havde endnu ikke fundet ud af, at han er en mand med mange konti.
Bagefter ærgrer det hende, at hun ikke fik spurgt politiassistenten på Station City, hvordan han havde fundet frem til hende på et hotelværelse i Stockholm. Hun tænder sin mobiltelefon, da hun har lagt på, og aflytter de indgående beskeder. Jonas har i det mindste prøvet at ringe. Hun bliver tør i munden, mens hun lytter til hans uartikulerede femtenårige stemme, som altid kort for hovedet. Han er blevet anholdt. Han får det til at lyde, som om han bare ringer for at sige, at han ikke spiser hjemme. Som regel falder det ham slet ikke ind at dele den slags praktisk viden med sin mor. Det slår hende, at han måske har glemt, at hun skulle herop. Hun har da fortalt ham det? Selvfølgelig har hun det. Telefonen på natbordet ringer igen, denne gang er det Morten. Hvor hun bliver af? Hun siger, at hun kommer ned med det samme.
Politiassistenten var mere uformel, end hun brød sig om, og hun fornemmede en undertone af jovial bebrejdelse. Jonas havde egentlig kun haft ret til et enkelt opkald, men da hun ikke svarede, havde de givet ham lov at ringe til sin farfar. Knægten var jo stadig mindreårig, selv om man ikke skulle tro det. Politiassistenten sagde det i et tonefald, som om Jonas’ alder var en form for snyd i betragtning af hans overdrevne skonummer. Hun spurgte, hvad der var sket, og politiassistenten blev mere formel, mens han refererede. Jonas var blevet anholdt i en smøge nær Christiania. Det var et tilfælde, at der var kommet en patruljevogn forbi, mens han og hans kammerater stod rundt om en liggende dreng og sparkede ham i hovedet og maven.
Havde Jonas sparket?
Hendes stemme blev tynd, og hun kunne høre, at politiassistenten bemærkede det lille skift i hendes tonefald, det korte anfald af åndenød. De unge mennesker var jo ikke særlig meddelsomme, og det lod også til at være magtpåliggende for offeret, at han ikke havde nogen som helst erindring om, hvem der havde gjort hvad. Under alle omstændigheder var hele bundtet under den kriminelle lavalder, så det blev en sag for de sociale myndigheder, men hun burde lære sin søn at vælge sine venner med større omhu. Det var gamle kendinge, flere af dem, og vi snakkede ikke bare graffitihærværk og smårapserier. Der var tale om organiseret hæleri og hashhandel, og det var ikke småting, der var blevet konfiskeret i eftermiddags. Vi snakkede springknive og knojern, så hvis han var hende, ville han tage en alvorlig snak med sønnike, når hun engang kom hjem fra Stockholm.
Der var noget ved måden, han sagde "engang" på, eller var det bare hende, der var hudløs? Hun spurgte, om Jonas kendte offeret. Politiassistenten lød, som om han smilede, da han svarede.Han kunne jo ikke vide, hvem hendes søn kendte og ikke kendte, og han måtte under alle omstændigheder ikke røbe den unge mands identitet, men det gjorde i hvert fald ikke sagen mindre betændt, at der var tale om en fyr med anden etnisk baggrund end dansk. Så det kunne da godt være, at hendes søn i den kommende tid skulle se sig over skulderen en ekstra gang, når han gik i skole, for det tilfælde at han blev indhentet af en krumsabel.
Ingrid spurgte, hvor han var. Politiassistenten spurgte, om det var offeret, hun mente, for i så fald kunne han berolige hende med, at skadestuen havde sendt den unge mand hjem med besked om at holde sig i ro et par dage. Han var sluppet med en hjernerystelse, så medmindre han gik hen i moskeen og gav sig til at banke panden ned i gulvtæpperne, skulle han have en chance for at slippe fra dagens oplevelser uden varige men. Det var faktisk et under, at han ikke var mere medtaget, i betragtning af hvor grundigt hendes søn og hans kammerater var gået til makronerne. Politiassistenten holdt en kunstpause. Men hvad hendes egen pode angik, så sad han netop nu og ventede på at blive hentet af sin farfar.
Hun forestiller sig Sven, der parkerer sin lille Peugeot ude på Halmtorvet og lidt forvirret, med strittende hvide lokker, kommer ind på Station City og henvender sig til den vagthavende, der kunne være hans søn, bortset fra at det er svært at se Anders for sig med trimmet overskæg og skulderstropper. Goddag, jeg er kommet for at hente mit barnebarn, som jeg for lidt siden havde med i Tivoli, hvor jeg gav ham en ballon, der lignede Mickey Mouse og var forsvundet på himlen over Kalvebod Brygge, før vi nåede at få set os om.
Da Ingrid kommer ind i elevatoren, står der et ungt japansk par. De taler dæmpet med hinanden, og hun kommer i tanke om dengang, hun var i Japan for at se Tadao Andos underjordiske museum. Hvordan alt i landet på samme tid forekom velkendt og fuldkommen anderledes. Selv om de ikke ser på hende, føler hun sig alligevel iagttaget. Hun tænker på Sven. Han har boet i Danmark det meste af sit liv, men taler stadig med den samme højrøvede svenske accent. Anders flyttede til Stockholm, da´Ingrid havde forladt ham, og det er ikke meget, Jonas har set til sin far i de mellemliggende år. Han skyndte sig at møde en anden kvinde, ti år yngre, når det nu alligevel skulle være. De har nået at få en pige og en dreng, men Jonas ser kun sine søskende et par gange om året. Som regel er det Anders, der er i København i en eller anden anledning, der giver ham lejlighed til også at mødes med sin søn af første ægteskab. Det kunne se ud, som om Sven har villet kompensere for hans fravær, men hun ved bedre. Jonas har været knyttet til sin farfar, siden han første gang lå i hans arme, og skilsmissen tydeliggjorde kun, at det var en klub for to. Hun kan takke ham for meget. Ikke mindst kan hun være glad for, at det gamle virrehoved var der, mens Jonas’ far og mor havde travlt med henholdsvis at slikke sårene og tegne opstalter af fremtidige domiciler. Ingrids følelse af at stå i gæld til Sven blev selvfølgelig ikke mindre af, at det var hende, der gik. Alligevel har det gennem årene og så sent som nu i elevatoren været noget nær det modsatte af taknemmelighed, hun følte, når Sven igen stod på hendes dørmåtte og var til omsorgsfuld, selvudslettende tjeneste.
Lobbyens gulv af poleret granit skinner under hende som et vandspejl. Morten venter foran receptionsskranken og har allerede fået øje på hende. Da hun går hen mod ham, er det, som om hun forsinket erkender situationen. Jonas har været med til at sparke en anden dreng i hovedet og maven. Han har i hvert fald ikke gjort noget for at forhindre de andre i det. Han sidder i en celle i detentionen på Station City, og det er Sven og ikke Ingrid, der om en halv time eller mindre kommer for at hente ham. Det er ikke hende, der som den første får mulighed for at spørge, hvad i hede hule helvede, han selv mener, han har gang i. Selvfølgelig er det Sven, men vil han overhovedet spørge? Formentlig vil han først og fremmest have ondt af sin Jonas, der i flere timer har måttet sidde bag lås og slå i en lillebitte celle, hvor der tilmed lugter af bræk. Først om flere dage vil han måske, måske ikke, give sig til at udgrunde, hvad der fik Jonas på så gale veje. Hvad der tvang hans fod først bagud, så frem, ind i hovedet og maven på den liggende dreng. Det er ikke første gang, Jonas har været i kontakt med politiet, men det er hans debut som voldsmand. Alligevel forudser Ingrid, at det er op til hende at udtrykke, hvad Sven og Anders garanteret vil opfatte som en gammeltestamentlig og helt igennem uproduktiv vrede. Det gør hende endnu mere rasende, og hendes dårlige samvittighed fyrer kun yderligere op under hende.
Morten ser på hende med sine kønne øjne. Han hører til den slags unge handelsskolehajer, der ville kunne sælge hvad som helst, og som er først med det nyeste inden for brillemode, så man ikke skal tro, de aldrig åbner en bog. Han er stor, sød og tillidsvækkende som en bamse, man har vundet i tombola, og hun er lige ved at bede ham om en krammer, men tager sig i det. Hun fastholder hans blik, mens hun fortæller ham, at hun er nødt til at tage hjem med det samme. Han bliver ved med at se på hende, indtil han har forstået, at hun ikke har i sinde at forklare sig. Hvad vil hun have, at han skal sige? Hun kaster et blik rundt i lobbyen, hvor hotelgæsterne sidder i sofagrupper og taler alle sprog. "Sig noget med pludselig sygdom i familien."
Hun er lettet over at se hans frakkeryg passere gennem svingdøren, men da hun vender sig om og går tilbage mod elevatoren,bliver situationen også mere påtrængende. Det samme bliver hendes magtesløshed. Hun ved egentlig godt, at det ikke vil gøre den store forskel, om hun flyver til København i aften eller følges med Morten i morgen eftermiddag som planlagt. Et halvt døgn fra eller til vil ikke kunne forandre noget, og det kan hun nok heller ikke. Indsigten gør hende lysvågen med sin pludselige kulde. Det føles, som om hendes samtale med
politiassistenten på Station City har været en halv time om at nå hende. Som om dens indhold først går rigtigt op for hende, da det falder hende ind, at hun længe, skamfuldt længe, har været uden indflydelse på sin søn.
Så meget desto mere haster det med at komme af sted, og opgaverne lægger sig til rette for hende i deres fornuftige, handlekraftige rækkefølge. Ringe til SAS og booke plads på aftenmaskinen. Pakke, ringe til Sven fra taxaen på vej ud til Arlanda, muligvis få Jonas i røret, eller hvad? Måske skal hun vente, til hun har ham foran sig. Hun kan allerede se ham slå blikket ned og pille sig i underlæben med en vranten, utilnærmelig mine. Som om det var en krænkelse mod ham og ikke mod hans offer, at han er blevet taget på fersk gerning som overfaldsmand. De kunne have sparket den dreng til invalid. Det gik ikke sådan, men sådan kunne det sagtens være gået. Hun er oprørt på forhånd over Svens og Anders’ pragmatiske forsonlighed. Herregud, der skete jo ikke noget alvorligt. Når de pligtskyldigt har honoreret handlingens notoriske alvor, vil hun komme til at ståalene med sit "kunne", sin hypotetiske fantomperker i rullestol. Og så en indvandrer. Hun rødmer i elevatoren, selv om hun denne gang er alene i klokken af børstet stål, der bevæger sig så umærkeligt, at man ikke aner, om man er på vej op eller ned. Skammen. Hvorfor er hun sikker på, at hun får lov at have den for sig selv? Efter Jonas’ opfattelse vil det være den fremmede drengs egen skyld, at han provokerede dem til at sparke, og i Svens og Anders’ forståelse vil begivenhedens elementære moralske indhold få svært ved at komme til for deres alttilgivende kærlighed. Elsker hun Jonas mindre, end de gør? Hun har altid været bange for ikke at elske nok. En mærkelig frygt, for kan man være forpligtet til kærlighed? Hvis man er Ingrid Dreyer, kan man, er man, trækker man vejret gennem en rodfæstet, ubegribelig, spontan og håbløst umoderne følelse af altid at være bagud i forhold til livet. Altid at skylde. Hvor har hun det fra? Ikke sine forældre, det ville være synd at sige. Hvis Berthe har givet hende andet videre end sin pigmentfattige hud og sin tendens til utidig ilterhed, er det i hvert fald ikke noget så anakronistisk som pligtfølelse. Hendes mor har tværtimod tilbragt sine første otteogtres år som frihedens forsømte, lidt skurvede hittebarn, og hun har ikke følt sig forpligtet til andet end i det mindste at lade, som om hun vidste, hvad hun ville. Og hendes far? Litteraten Norman Dreyer var i al sin luksuriøse åndfuldhed fritaget for enhver forpligtelse. I hans verden var alle skjorter strygefri, for han var under alle omstændigheder fri for at stryge dem selv. Alt i alt er det en gåde for Ingrid, hvorfor hun bag sin tidssvarende og emanciperede facade tager tingene så tungt. Ingen har nogen sinde tvunget hende til noget. Bare de havde.
Alt har været op til hende selv, inklusive de moralske konklusioner, og sådan er det også i aften, hvor det er hende magtpåliggende at komme til København så hurtigt som muligt. Op til hendes egen vurdering, ja, men samtidig og mere end nogen sinde med følelsen af, at hun forsinket prøver at komme til rette med noget uden for sig selv. Noget usynligt og blødt, sårbart noget, der desværre ikke har religionens polerede perlemorsløngang at gemme sig i og heller ikke sådan noget som samfundssind og hævdvunden retskaffenhed.
Berthe og Norman Dreyer ville ikke engang have vidst, hvad hun hentydede til, og Sven er lige så pylret som Anders. Lige så rørstrømsk og selvbefamlende i sin andagtsfulde knælen for det lille menneskebarns ukrænkelige, nuttede suverænitet. Selv nu, hvor ungen er blevet teenager og får så uhyggeligt meget af sin tid til at gå med at rende rundt og lave ulykker for sig selv og andre. Kun Ingrid sidder tilbage på et hotelværelse i Stockholm, mens hun venter med røret presset mod sit svedige øre på, at det skal blive hendes tur til at tale med en servicemedarbejder hos SAS. Tynget ned i stolen af den rædselsfulde tanke, at en fremmed dreng ikke blev, men kunne være blevet sparket sønder og sammen af hendes søn og hans lede homies, der render rundt som livsfarlige tumlinge i deres kæmpestore Nikesko og klovneagtige ghettonegertøj.
Hun står nu i kø som nummer seks. Da hun har gjort det i næsten et kvarter, beslutter hun sig for at tage ud til Arlanda og tiltvinge sig en plads på den sidste afgang til København. I mellemtiden har hun prøvet at få fat i Anders på mobilen. Hun kan lige så godt fortælle ham, hvad der er sket, mens hun sidder og venter på at komme igennem til SAS. Hun havde faktisk tænkt på at ringe, men uden at gøre det. Egentlig bliver det heller ikke mere nærliggende at ringe til ham, fordi hun tilfældigvis er i Stockholm. Det falder hende jo ikke ind at taste hans nummer hjemme i København, og hun ville under alle omstændigheder ikke have haft tid til at se ham. Hun ville heller ikke have haft lyst. Hvad skulle de tale om? Jonas, naturligvis, men de ville hurtigt være kommet op at skændes. De var altid uenige om børneopdragelse. Forskellen er, at uenigheden efter skilsmissen er kommet til at handle mere om deres havarerede forhold end om deres forsømmelser som opdragere.
Det er mærkeligt at høre ham tale svensk, men det har måske alle årene været meningen med Anders, at han skulle vende tilbage til det, hans far havde forladt. Som for at rette en fejl og i anden ombæring leve det liv, Sven burde have levet. "Du har ringt till Olivia, Oscar, Birgitta och Anders …" Selvfølgelig nævner han børnene først. Det er jo dem, de bor hos, Anders og hans Brigitta, som en lykkelig barndoms ængsteligt opvartende kustoder. Selv præsterede hun at være bortrejst på Jonas’ tolv års fødselsdag. Det var turen til Japan. Det havde også været urimeligt at aflyse bare for at lave morgenbord til ham i Sølvgade frem for at sidde i et Bullet Train på vej til Kyoto. Jonas opfordrede hende selv til at tage af sted. Det var jo bare en dag, som han sagde.
På under to minutter har hun pakket sin rejsetaske og båret den hen til elevatoren. Receptionisten beklager, at han bliver nødt til at fakturere hende for en ekstra nat. Hun vil ikke diskutere og betaler sin og Mortens regning med firmakortet. Der holder taxaer foran hotellets hovedindgang, og kort efter kører hun gennem en af tunnelerne, der forbinder centrum med byens udfaldsveje. Himlen er stadig lys, men solen er forsvundet. Hun ser i glimt beboelsesejendommene med oplyste vinduer, hvor familierne er kommet hjem og snart skal spise. Chaufføren hører en arabisk popsang. Mens lygterne over motorvejen strømmer gennem hendes synsfelt, tænker hun på, at drengen, som Jonas og hans venner sparkede, måske kan lide at høre den slags musik. Bare han gør, som lægerne har sagt, og holder hovedet i ro. Hun følger den stødvise discorytme og de hæst lidenskabelige strofer akkompagneret af strygere i abrupte figurer. Det handler jo nok om kærlighed.
Har hun elsket nok? Sikkert ikke. Som enlig mor har hun både overspillet rollen som strisser og været evindeligt i underskud med alt det andet. I øvrigt var det ikke anderledes, da Anders og hun boede sammen, den eneste forskel er, at hun nu kun har Jonas at skændes med. Det går pludselig op for hende, at hun stadig er klædt på, som om hun skulle ud og spise fint, i lang kjole og højhælede sko. Hendes plan er at tage direkte hen til Sven og hente Jonas, men hvad hvis han ikke er der? Hun finder mobiltelefonen frem og taster Svens nummer. Der er telefonsvarer på. Man hører en arie i baggrunden, mens hendes tidligere svigerfar med sin slebne stockholmerstemme indbyder hende til, hvis hun vil, at indtale en besked efter det lille bip, der kommer just nu.
Hun skynder sig at afbryde. Sven kunne også ringe. Det gør hende indigneret, at han ikke har ringet. Hun ser ud på forstæderne og det spredte industribyggeri, indimellem afbrudt af en rå klippevæg eller en gruppe fyrretræer foran den gule og grønne himmel. Hun tager sig sammen og ringer op til Jonas’ mobiltelefon, men han svarer heller ikke. Det burde ikke være en lettelse.
Hvor mon han er lige nu? Sidder han stadig i detentionen, eller har Sven nået at hente ham? Det er skræmmende at forestille sig den trange celle, hvor der, efter hvad hun ved, ikke er andet end en briks, men det skræmmer hende endnu mere, at hendes søn har opholdt sig et sted, som hun ikke i sin vildeste fantasi havde forestillet sig, at han skulle komme til at opleve indefra. Måske sidder han lige nu ved siden af Sven i den tilrøgede Peugeot. Hun håber det, selv om hun samtidig mærker en snert af noget, der ligner jalousi ved tanken om, at Sven er den første ud over politiet til at reagere på, hvad Jonas har været med til. Følelsen forekommer hende upassende selvoptaget, situationen taget i betragtning, men den er der.
Hvad mon de siger til hinanden? Måske er Sven for konfliktsky til at sige noget. Det ville ligne ham, men han må for sit vedkommende til gengæld tænke, at det som sædvanlig er ham, der træder til i forældrenes sted, når lokummet brænder. Ligesom han før har måttet tage affære og være den ansvarlige. Den, der tænkte på Jonas før alt andet. Sådan som han har gjort, siden hans impulsive svigerdatter skred fra det hele og lod Jonas sejle sin egen sø i flere uger, før hun tog sig sammen og var sit ansvar voksen. Han har aldrig sagt det direkte, det var ikke nødvendigt. Hans utrættelige, demonstrative omsorg var et budskab i sig selv. Det ville ikke have nyttet noget, hvis hun midt i sin lammende skyldfølelse havde haft åndsnærværelse nok til at minde Sven om, at hans søn kunne have valgt at leve op til sin halvdel af deres fælles forældreansvar i stedet for at tage til Berlin på en måneds druktur.
Sven er et pligtmenneske, og han gennemskuede tidligt, at hun var det samme. Han lod hende mærke det med den ugenerte måde, han blandede sig på i spørgsmål vedrørende sit barnebarns ernæring, lektielæsning og vinterfodtøj. Hans grænseoverskridende omsorg ville have været en svigermor værdig, men Ingrid har aldrig skænket det en tanke at forsvare sig mod den stiltiende anklage for svigt og egoisme. Det ligger ikke til hende at argumentere mod sit ansvar ved at påpege andres, og Anders er hans kød og blod, hans bløde punkt og blinde plet. Da Anders kom tilbage fra Berlin med bondeanger og mørke rande om øjnene, var det Sven, der ringede til hende for at fortælle, at den fortabte søn var vendt hjem. Hun kan huske, at der var noget bibelsk ved den tilbageholdte patos, da Sven udtalte ordet "hjem".
Han havde selvfølgelig været bekymret, og det samme havde Jonas, der i tre uger måtte undvære begge sin forældre. For Ingrids vedkommende var det allerede ikke længere hendes hjem. Hun overlod det til Anders kvit og frit bare for at slippe ud i en fart, men hun var taknemmelig for, at farfar flyttede ind, da Anders gik i spåner og forsvandt. Hun kom og besøgte Jonas flere gange i løbet af de berømte tre uger. Han var syv år og gik i anden klasse. Hun læste lektier med ham og fortalte godnathistorie og puttede ham.
Det var slemt nok at skulle være sammen mellem de velkendte vægge og møbler, hvor hun indtil en måned før havde troet, at hun hørte til, men det var ikke det værste. Heller ikke at hilse på Sven, der fik travlt i køkkenet, når hun kom, eller at Jonas græd, når hun skulle gå. Græde kunne de gøre sammen, og gråden tillod endda hendes selvmedlidenhed, som hun ellers holdt i kort snor, at luske hen og snuse til hendes pinefulde medfølelse med sin sagesløse dreng. Nej, det værste var en aften, da hun stod i overfrakke og ville sige farvel. Han løb hen i et hjørne med en speedmarker og gav sig til at overmale sin ene hånd, mens han bare så på hende. Det var et blik, der i mange år ikke slap hende, selv ikke da Jonas flyttede ind hos hende, fordi hans far havde fået job og ny kone i Stockholm. Sven fortsatte med at tilbyde sin assistance. Hun bad ikke om den, og efterhånden var der heller ikke det samme behov længere. Jonas blev stor nok til selv at gå i skole og tage fra skolen hen til fritidshjemmet, men han var så glad for sin farfar. Med årene fik hun på fornemmelsen, at det var blevet en slags livsstil for Sven at vise sig fra sin opofrende side. Han havde selv været alene med Anders, efter at moderen døde, og han havde ikke giftet sig igen, selv om han kun var et par og tres, da Anders flyttede hjemmefra. Hvornår han havde fået sex, var et af de store ubesvarede spørgsmål fra Anders’ barndom. De kærester, Sven siden fik, blev aldrig integreret i familien, som om han ikke rigtig ville være ved dem. Var det et lille martyrgen, der vejrede morgenluft, da han fik et barnebarn, han kunne tage sig af? Det virkede som en foryngelseskur, da Ingrid gik fra Anders, og Anders gik i hundene.
Sven er pensioneret nu. Han har været grossist i ure og haft agentur på nogle schweiziske mærker, men hans virksomhed bestod ikke af andet end et støvet kontor med varelager i Nordvestkvarteret og en Volvo stationcar på gule plader, som han kørte landet tyndt i. Man kendte ham på provinshotellerne og i urforretningerne på stationsbyernes forblæste gågader, men det var ikke karrieren, der havde fyldt mest i hans liv. Det gjorde Anders og mindet om hans mor. En smuk kvinde, der blev mere enestående og sagnomspunden, jo ældre hun ville være blevet, og jo mere hendes kjoler på de indrammede fotografier over skænken i Svens spisestue kom til at fremstå som noget fra en svunden tid
Det var fortællingen, at Sven ikke havde giftet sig igen, fordi han ville koncentrere sig om Anders. Ingrid forstod ikke, hvordan en sød og kærlig stedmor skulle have kunnet forhindre ham i at være far for sin søn, men både Anders og hans far virkede helt uforstående de gange, hun spurgte. Der er næsten ikke ændret noget på Anders’ værelse i lejligheden på Strandboulevarden. I de senere år er det ofte sket, at Jonas ringer for at
sige, at han sover hos sin farfar. Hvis det da ikke er Sven, der ringer. Når det er Jonas, kan hun for resten heller ikke være sikker på, at det virkelig er Sven, han overnatter hos.
Hun kommer til at tænke på hans tætte lille krop, dengang hun kunne have ham på hoften med et greb under blenumsen, mens han klemte til med de buttede knæ. Han har sin fars mørke hår og hendes lyse øjne. Ansigtet er det samme, selv om det er blevet benet, hvor det før var polstret, og selv om der er vokset en svag skygge frem på overlæben, som er alt for fyldig og sensuel til hans hårde, flakkende blik. Han har fjernet sig, og hun vidste godt, at han var begyndt at gå sammen med nogle skumle typer. Hun har mere end én gang fundet splinternyt mærkevaretøj på hans værelse og forsøgt at få ud af ham, hvor han havde det fra. Når han ikke kan fremvise en kvittering og i øvrigt aflægge regnskab for sin indkomst som flaskedreng i Irma, smider hun det fremmede tøj ud.
For ikke så længe siden stod der pludselig et stereoanlæg inde hos ham med højttalere så store som redskabsskure. Først havde han lånt det af en ven, så var der noget med vennens far, der havde en forretning med brugte og meget billige anlæg, men han kunne hverken huske vennens eller vennens fars telefonnummer. Da han var gået i skole næste morgen, slæbte hun det hele ned i bilen, kørte ud i havnen og dumpede det i et afsides bassin. Han talte ikke til hende i dagevis, men da han igen begyndte at sige noget, opførte han sig, som om intet var hændt. Hun tog det som en stiltiende indrømmelse af, at noget havde været rivende galt. Hvor længe har hun ladet ham kure fra hende, ned ad skråplanet? Hun har ikke tal på, hvor mange gange hun har smidt en flok bimleskæve varyler på porten, fordi de sad inde på hans værelse og bappede på en chillum i en tung sky af sløv, fortinnet ligegyldighed.
Det var ikke, hvad hun havde i tankerne, da hun og Anders en novemberaften først i halvfemserne kom ud af Rigshospitalets sidefløj bærende på en moseskurv med et helt nyt lyserødt lille menneske i. Et ukendt sovende væsen, der med den største selvfølgelighed lod sig transportere hen ad Tagensvej på bagsædet af en taxa og op ad trappen i Elmegade til lejligheden, hvor Ingrid havde boet, mens hun gik på Akademiet.
Hun og Anders var blevet boende, mens det gamle arbejderkvarter blev opdaget af ambitiøse ph.d.-studerende og reklamefolk med en kunstner i maven. Anders var fotograf på TV 2, og hun havde i nogle år været ansat på Villads Jensens tegnestue. Hun var glad bare for at være sluppet indenfor hos en af landets førende arkitekter. Hun ville have været tilfreds med at lave kaffe og spidse blyanter for at være i nærheden af Villads Jensen, men i løbet af få år kom hun med i inderkredsen og fik lov at tegne på de store konkurrenceprojekter.
Hvorfor skulle den første tid være den lykkeligste? Hvordan er den blevet dét? Deres første år. De havde allerede tyverne bag sig, og efter en stribe mislykkede eller bare ikke særlig langvarige forhold syntes de hver især, at de kendte repertoiret. De var klædt på til livet, det rigtige liv. Det måtte gerne begynde nu. Den endelige, varige version af dem selv.
Når hun ser tilbage på de år, er det som at lægge øjet til en telelinse, der forstørrer et begrænset udsnit ved at presse den mellemliggende afstand sammen og sløre den til ukendelighed. Kun et enkelt punkt står fuldkommen tydeligt i tilbageblikkets korridor, hvor det halvt glemte hober sig op. For hende er det sprødheden ved at stå en vinteraften med et navnløst barn i en flettet kurv. Stå med den første frost i næsen og en lysvågen erkendelse af, at ungdommen ophørte for mindre end fireogtyve timer siden. Endelig havde kærligheden meldt sig som andet end begær, og der var et sug, en tryg, fortrolig tyngdekraft ved at skulle det barn og have villet det selv. En bestemmelse, nærmest. Anders lagde sin tunge vinterfrakke om hendes skuldre, tog kurven ud af hendes hånd og åbnede døren til taxaen, der om et øjeblik ville køre dem ind i dét liv.
Hvis kærligheden får frit løb, former den verden efter sit eget hoved, og der er ikke den trivielle detalje, som den ikke mildner og kaster et ømt skær over. Hendes lille toværelses med gasvandvarmer og petroleumsovn blev verdens midte. En overskuelig verden, hvor en kinesisk dragefisk af rispapir gjorde det ud for lampeskærm over spisebordet, og hvor de gamle emaljeskilte, hun havde slæbt hjem fra et loppemarked i Paris, hyggede om dem med ung, frankofil ironi. Nogle år senere fik de råd til lejligheden på Bianco Lunos Allé, hvor Anders blev boende, da hun forlod ham. Ingrid spørger sig selv, om hans nuværende hjem på Söder mon for ham er verdens midtpunkt nu.
Det er et overflødigt spørgsmål, han har jo fået nye børn, men hun kan ikke sige det samme om det hjem, hun selv fandt i et baghus i Sølvgade. Heller ikke selv om Jonas og hun er blevet boende. Hun kunne for længst have opgraderet sig selv til noget større og flottere, men hun har den fjollede idé, at hun ikke vil skylde mere, end hun er sikker på, at hun altid vil kunne honorere, og det begrænser lysten til at eksperimentere med fast ejendom. Desuden er hun blevet glad for sin overskyggede krog med udsigt til et overraskende frodigt figentræ og med visheden om, at Kongens Have venter bag den lange mur på den anden side af gaden. Hun er faldet til i kvarteret mellem Sølvgade og Nyboder, og hun har sin yndlingsbænk på Sankt Pauls Plads med udsigt til den italienske middelalderkirke i kommunale røde teglsten. Det er bare ikke verdens midte. Det er der ikke længere noget, der er.
Hører midtpunkter ikke barndommen til? Er det i virkeligheden en pastiche på sit eget barndomshjem, man går og luller sig ind i, mens ens nyfødte barn sover til middag i sin forede vugge? Siden mente hun, at skredet var sket, da Anders, Jonas og hun flyttede fra Elmegade til Bianco Lunos Allé, som om det var et uskyldstab at få centralvarme og højere til loftet. Hun ville måske aldrig have forladt Anders, hvis hun ikke havde mødt Frank, eller også ville hun. Hun havde det vel i sig som en hulhed, et uopdaget tomrum, hvor det, der var, burde have fyldt mere, end det viste sig at gøre.
Frank. Hun har lyst til at ringe til ham, men han er for længst hjemme, og det er en aftale, at hun ikke ringer til ham i hans hjem. Han skulle have ringet først på aftenen, og han plejer at ringe, når han har sagt, at han vil gøre det. Hun trænger til at høre hans stemme. Hun har aldrig kunnet gøre sig døv for dens faderligt beroligende virkning, men hun har heller aldrig sluppet det ved ham af syne, der gør ham til så meget andet og mere end en erstatning for den distante Norman Dreyer. Der var noget koket ved hendes far, sådan som han anstrengte sig for at være svær at fastholde. Man kunne have forventet, at han ville bruge sin frihed til mere.
Skønt Frank er gift og altså på ottende år lever et dobbeltliv, kan Ingrid ikke forbinde ham med andet end loyal og engageret omsorg. Det er vel også derfor, han ikke har ladet sig skille. Selv hun, den hemmelige elskerinde, er omfattet af hans pligtopfyldende åndsnærværelse, hvad enten det drejer sig om at skifte en pakning i blandingsbatteriet på hendes bruser eller om den rettidige omlægning af hendes kreditforeningslån. Frank kunne være hendes far, han er tyve år ældre, men Norman Dreyer er død, og det er en forskel, der sætter spørgsmålet om alder i en kraftig parentes. I live eller ikke, det er den eneste forskel, der betyder noget. Frank er desuden for deltagende, medlevende og på alle måder kødædende til, at hun kan forestille sig, at han ikke var der.
Hun mødte ham en augusteftermiddag på hurtigfærgen mellem Århus og Odden. Det var den sidste uge af sommerferien, Anders var blevet i Tversted sammen med Jonas og en af hans skolekammerater. De havde lånt Berthes hus i ferien, en tjæret bræddehytte omgivet af fyrretræer og enge mellem hovedvejen og klitterne. Ingrid var blevet nødt til at tage hjem før de andre for at deltage i et byggemøde. Hun havde nydt at trille ned gennem Jylland med sand på sæderne og bilradioen tændt. Anders ville tage toget med drengene ugen efter. De havde været sammen uden afbrydelser i tre uger. Det gik op for hende, da hun kørte op ad rampen til færgens øverste vogndæk. Til daglig var de kun sammen i nogle få travle timer, fra de kom hjem, til de gik i seng. De havde elsket om formiddagen, når Jonas og hans kammerat løb rundt ude i klitterne, og i det hele taget var det langtfra en følelsesmæssigt underernæret kvinde, der i en alder af niogtredive kom ud på soldækket, idet færgen gled fra kaj, og fik øje på manden i sit liv. Så filmisk var det selvfølgelig ikke, men så filmagtigt er det blevet, når hun ser tilbage, og det er tilbageblikket, der tæller.
Den historie, der bliver at fortælle. Den veksler tilfældighederne til noget mere tungtvejende mod et beskedent gebyr i form af glemsel og fortrængning. Senere kan al den handlekraft virke mindre suveræn end godt er, men det glemmer man også, og i mellemtiden har kærligheden fået tid til at forme og forvandle. Frank er en del af hende nu. Det var han ikke, da hun kom ud på agterdækket. Hun havde endnu ikke fået øje på ham i mængden af passagerer, der stod ved rælingen og så containerkranerne og domkirkens dystre spir trække sig bagud.
Da færgen nåede ud i rum sø, var der kun de to tilbage i dieselosen. Han sad og solede sig med korslagte arme. Hans lyseblå skjorte virkede frisk og nystrøget, selv om temperaturen havde været oppe omkring de tredive. Et stribet slips blafrede om hans ene skulder, som om også han var et fartøj, der stævnede frem med en vimpel vajende fra styrehuset. Hans hår var allerede gråt dengang og redt tilbage på en resolut og ordentlig måde. Næsens imponerende kurve i det teglrøde ansigt fik ham til at ligne Sitting Bull, og der var en aura af aftershave og dristig beslutsomhed omkring hans velplejede, maskuline person. Hun må være kommet til at skygge for solen, for pludselig løftede han ansigtet for at se hende an.
Det sidste fly til København letter om godt en time, men det er overbooket, fortæller den unge ground hostess og smiler udeltagende. Ingrid står lidt og ser rundt på afgangshallens mylder af trætte forretningsrejsende, der glæder sig til at komme hjem. Hun synes, hun genkender et af ansigterne i køen af frustrerede passagerer foran SAS-skranken, men først på vej ud gennem de automatiske glasdøre kommer hun i tanke om, hvem han er. Dørene skyder ubeslutsomt frem og tilbage, mens hun står stille og spærrer vejen for de rejsende, der gerne vil ind. De små hjul på deres rullekufferter tikker geskæftigt hen over vindfangets gulvbelægning af riflet gummi. Hun træder et par skridt indenfor igen.
Hans pande er blevet højere, og han har taget på, Peter, men han har sin næsten to meter høje myndighed i behold. Alderen og kameluldsfrakken har kun forstærket den. Han ligner en mand med magt over tingene. Han har sikkert været i Stockholm for at købe eller sælge noget stort, ligesom hun for så vidt har. Som han står nu, på tyve meter og tredive års afstand, utålmodig efter at komme i kontakt med en af de upåvirkelige repræsentanter for SAS, kan hun iagttage ham helt frit og interesseløst.
Hun har ikke set ham siden translokationen på Zahles Gymnasieskole, og hun har takket nej til invitationen, der kom for nogle uger siden, illustreret med morsomme fotos fra skolekomedien i 2. g. Nogle af de mere nostalgiske kammerater fra dengang har sat sig for at fejre studenterjubilæet på en kro oppe nordpå. Hun kan knap nok huske deres navne, men hun kan se det for sig. Et af de her arrangementer, hvor man ikke ved, hvem man får til bords, og hvor man ender med at drikke for meget til at køre hjem. Hun siger næsten altid nej tak, hvis det foregår uden for byen. Hun bliver nervøs ved tanken om ikke at kunne sive, når det passer hende, og kombinationen af kro og møde med fortiden afgjorde sagen på forhånd.
Peter må have noget med blodtrykket, kan hun se på hans røde hals og kinder. Allerede dengang var han så langtfra den type mand, hun kunne finde på at falde for, men det er Frank også. Hun bliver stående lidt og betragter den midaldrende Peter, mens han gestikulerer kolerisk ad de arrogante SASmedarbejdere. Dengang kunne hun også få lov at glo, uden at han bemærkede det. Hun tilbragte sine gymnasieår med at fantasere om ham og gøre sig til på alle mulige og umulige måder. Det faldt hende ikke ind, at hun måske burde revidere sine høje, romantiske tanker om ham, i betragtning af hvad det var for nogle piger, han foretrak. Hun skænkede det ikke en tanke, at han måske var lige så fantasiløst borgerlig og snobbet som de forstadspiger i pumps med bidsler, som han morede sig med at lokke et vrinskende hundyr frem i til festerne. Det var sidst i halvfjerdserne, og den løsslupne, hæmningsbefriede rus udgjorde stadig en slags kulturel autoritet med udslået hår og gyngende patter. Selv i en tidslomme som Zahles, hvor dronningen og prinsesserne i en ikke så fjern fortid var gået op ad den samme trappe, rundt om gipsafstøbningen af en eller anden græsk helt.
Det er længe siden, at Ingrid var til fals for ønsker, der ville have gjort hende flov, hvis hun havde vidst bare en anelse mere om den person, hun skulle vise sig at være. Allerede det første år på Akademiet, da hun havde fundet sit miljø, var der noget komisk ved tanken om at være sammen med en jævnaldrende, der sagde "whiskysjus" og gik med slips. Hvad var det ved ham? Hun prøver på at komme i tanke om det, da hun sidder i endnu en taxa på vej fra Arlanda ind til Centralstationen. Der er noget behageligt aflastende ved at tænke på Peter Vissing i stedet for at gruble over ting, hun alligevel ikke kan gøre noget ved, før hun kommer hjem. Hun kan for længst heller ikke gøre noget ved sin forvildede gymnasieforelskelse, men til forskel fra aftenens drama er den uden betydning. Man skulle tro, det var en anden pige, hun tænker tilbage på, mens hun endnu en gang følger kæden af lygter over indfaldsvejen. Der er næsten ingen trafik. Hun kan høre, at chaufføren stadig har vinterdæk på, det synger af pigge mod asfalten.
Hvordan man kommer fra A til B og videre. Det virker så enkelt, tiden går jo af sig selv, det er kun et spørgsmål om at vente længe nok. Alligevel virker den for længst indtrufne fremtid så uventet, så uforudsigelig, når hun forsøger at betragte den med fortidens øjne, som ulykkeligt forelsket 3. g’er. Og både fortid og pige virker lige så usandsynlige på den Ingrid Dreyer, der her og nu sidder i en taxa på vej ind til Stockholm. Hendes forhenværende jeg passer ikke til den, hun er blevet, og hvordan alting er faldet ud. Intet passer sammen. Peter, Anders, Jonas, Frank. Tid er bare den afstand, det voksende gab, hvor den ene erfaring eller følelse netop aldrig når at komme i berøring med den anden.
Eller også er tiden lige præcis den snor, hvor de umage sten hænger grimt og sammenbragt om hendes hals med de begyndende rynker. Hun er træt nu, og hun mærker en begyndende hovedpine klemme om tindingerne. Hvad var det ved Peter? Sikkert ikke andet end hans blå øjne og en svag lighed med Robert Redford. En afslappet, maskulin, vågent afventende ro. Noget overraskende høvisk og en sikkerhed i bevægelserne, der kunne få én til at tro, at han i det hele taget var sikker. Hans brede kæber, de blonde hår på hans underarme, mere end rigeligt til en begyndelse. Kan forelskelse ikke koges ned til den enkle og flygtige trang til at røre og blive rørt ved af en fremtoning, der i al sin fremmedhed virker så meget desto mere perfekt?
Der har aldrig skullet mere til, men når man endnu ikke er fyldt tyve, kan det tiltalende ved en anden kun sætte ens egen uhyrlighed i relief. Man føler sig som en spedalsk, der har tabt både næse og mund af at glane beundrende efter vedkommendes uopnåelige, utilnærmelige perfektion. En eneste gang havde han danset med hende til en fest. Det var den sædvanlige flagren med knipsende fingre, men fordi det efterfølgende nummer var langsomt, måtte han for skams skyld lægge sine hænder på hendes hofter. Hun skulle ikke have benyttet sig af det, for øjeblikket efter havde han trukket hænderne til sig, hyklerisk ærbar, som om de var kommet i berøring med en misdannelse.
Hun ser ud på boligblokkene, der flokkes langs indfaldsvejen, monotont elementbyggeri fra tresserne adskilt af åbne arealer med legepladser, græs og torve med butiksarkader. Her kan man gå i supermarked, på posthus eller til tandlæge ligesom i de opbyggelige plasticmiljøer i primærfarver med glade små mænd og kvinder, som Jonas engang legede med. Der skal såmænd også nok være et advokatkontor, hvor man kan få hjælp til at blive skilt, hvis det bliver for regelret og perspektivløst alt sammen.
Hun kommer i tanke om en avisartikel, hun så for nylig, om et af Le Corbusiers betonkomplekser i en forstad til Paris. Man havde genhuset beboerne og sprængt hele molevitten i luften for at komme de sociale problemer og hvem ved, måske også grimheden, til livs. Hun er opdraget til at betragte Le Corbusier som et geni. Det var også et genialt træk at stable arbejdsstyrken i højden og så græs i det tomrum, der kom ud af det, men
hvad fik de arme mennesker udsigt til bortset fra lys og luft? I bogstaveligste forstand elementære goder, men ret kedelige i længden, hvis der ikke er andet at se ud på end en karré, der ligner ens egen til forveksling. Så vil man måske ligefrem foretrække et gammelt arbejderkvarters rotteplagede labyrint af svampede brandfælder, hvor man i det mindste kan bevare sin sans for livets kaos og slitage. Sin urolige viden om, at det med ét slag kan forandre sig til noget værre eller bedre eller bare helt anderledes.
Måske romantiserer hun, men det gjorde Le Corbusier også. Som om plan og fornuft i sig selv var forløsende. Hun bliver gang på gang slået af, hvordan mennesker formår at besjæle deres omgivelser, selv de mest kummerlige og charmeforladte.
Børn gør det hele tiden. Om det så er en kælderhals eller noget buskads omkring en transformatorstation, kan de blive hjemsted for den frygtsomme fantasis drabeligheder. Og voksne gør det med alle til rådighed stående havenisser og med noget så upåagtet som blikkets modtagelighed over for hverdagens flygtige fænomener. Regn på ruden, løvets brusen, eftermiddagssolens genskær på stenskiftet i en mur. Det levende øjebliks
udveksling mellem vejret, stedet og sindet.
Bag boligblokkenes mosaikker af oplyste vinduer har børnefamilierne for længst spist aftensmad. Den ene skraber madrester ned i skraldeposen, der hænger på skabslågen under køkkenvasken. Den anden sidder og læser højt af Peter Plys i underetagen på en køjeseng af trykimprægneret birk. Lidt senere vil de sætte sig ind i sofaen og se en film med sex, vold og pludseligt havarerede biler. De vil uden at sige det højt måske tænke, at det hele er blevet lidt tamt, men så vil han trække hende ind til sig, eller hun vil lægge fødderne i hans skød, og de vil uafhængigt af hinanden nå frem til, at det alligevel er godt nok, bedre end så meget andet, at de er sammen. Det er også et liv, og der er ikke noget i vejen med det. Inde i køjesengen ligger storesøster måske og lytter til sin brors vejrtrækning, mens hun i striben af lys fra døren på klem får en knast i en af køjesengens stolper til at ligne et skrumpehoved fra Ny Guinea. Eller hun vil synes, at det blåviolette skær fra en af lygterne foran blokkens opgange er som den overjordiske aura fra en ufo, og hun glemmer det aldrig.
Når man kører forbi i en taxa på vej ind fra Arlanda, kan man fristes til at blive ironisk eller tungsindig ved tanken om de parallelle liv i betonelementernes forudfattede plan. Så er det på tide at minde sig selv om, at al ånd og forestilling begynder med evnen til at fabulere ud fra det givne, men hvad med al kærlighed? Hvor meget af det givne tåler dén? Set udefra var deres tresomhed i Elmegade lige så sårbart anonym, som hvad hun kan forestille sig om beboerne i de fantasiløse karréer omkring Stockholm. Var det et fremmedgjort, ironisk blik, der en skønne dag gennemtrængte deres livs fortryllelse? Ikke for at ophæve den med ét slag, men for med tiden at afkræfte den? Måske er der ikke nogen grund til, at det en dag var forbi. Måske var noget ganske enkelt bare sluppet op.
Det er som at sidde på livets yderside og blive kørt forbi det hele i selskabskjole, ude af kontakt. De kører ned i en tunnels orange lys, og hun får øje på sig selv i bakspejlet. Hun tager en hånd op til sin venstre øreflip, øreringen mangler, hun bliver tør i munden. Lagde hun den fra sig på natbordet, før hun tog telefonen, eller har hun tabt den i den anden taxa på vej ud til Arlanda? Hun overvejer at bede chaufføren om at køre forbi hotellet, men beslutter at lade være. Hun ved ikke engang, om der går et tog til København, eller i givet fald hvornår. Hun gør det, hun ikke må. Hun trykker på Kontaktpersoner og aktiverer Franks mobilnummer. Det er typisk hende at skyde genvej til konfrontationen med sin skyldfølelse. Hvad vil hun sige, hvordan vil hun forklare, at hun har mistet den? Han svarer næsten med det samme. Hun rømmer sig og synes allerede, det lyder som en afsløring.
"Det er mig."
Han er hendes kontaktperson. Han er den person, hun nogensinde har følt sig mest i kontakt med, og alligevel ved hun pludselig ikke, hvorfor hun har ringet til ham. Hun kan ikke fortælle ham det med øreringen. Måske dukker den også op. Hvem kan bruge en enlig ørering?
"Du må undskylde, at jeg ikke fik ringet."
Hans rolige, civiliserede stemme finder vej ind i hende ad kanaler, ingen andre stemmer kender. Den sætter fjerne, dybe dele i svingninger, men noget andet er sluppet med ind, en fremmed luft. Køligheden skyldes ikke stemmen, men noget omkring den, der får den til at trække sig lidt sammen. Som om han fryser.
"Det gør ingenting. Kan du tale?"
Hun kommer i tanke om deres første telefonsamtaler som hemmelige elskende. Selv han, den erfarne, gav en skyldbetynget beklemthed til kende i stemmen, noget forfrossent som en vindblæst aften ved et øde stoppested. Hun har ikke hørt det siden, ikke før nu. Men hvorfor nu? Hvorfor lyder hans rige, varme stemme nu igen presset?
"Jeg står ude i haven."
Han har ingen have. De bor i en herskabslejlighed bag Østerport Station og har tohundredehalvtreds kvadratmeter at være ulykkelige på, men have har de ikke.
"Haven?"
Hun er ked af, at det kommer til at lyde så inkvisitorisk.
"Vi er i Hornbæk," svarer han.
Måske står han simpelthen bare i skjorteærmer ude under fyrretræerne og hundefryser, men så længe, hun har kendt ham, har de kun brugt deres sommerhus i weekenden og ferierne.
"Hvad laver I deroppe?"
Hvad kommer det egentlig hende ved?
"Lise trængte til at komme ud af byen."
Han lyder, som om han også undrer sig over, at han behøver forklare.
"I plejer da ikke …"
Ingrid fremturer mod sin vilje. Hvad skal det til for?
"Undskyld, lige et øjeblik," siger han. "Så er jeg her igen."
Står Lise i døren? Skal han vinde tid og i så fald til hvad? I et par sekunder har hun hørt vinden suse mellem træernes totter af stive nåle. Det er endnu ikke fuldkommen mørkt, sikkert heller ikke i Hornbæk, og måske kan han ane Kullen som en riflet strimmel mellem himlen og vandet for enden af den smalle grusvej gennem plantagen. Engang kørte hun derop på en hverdag. Stod på tæer og så ind gennem de småsprossede vinduer på kurvestolene og kludetæpperne og ildragerne foran den hvidkalkede pejs i det gamle familiesommerhus. Hun blev set af en forbipasserende kvinde med en hund, men kvinden har ikke haft grund til at tro andet, end at hun bare var almindeligt nysgerrig, almindeligt fræk. Frank blev tavs, da hun tilstod sin lille udflugt, og hun gjorde aldrig igen noget forsøg på at få indblik i hans liv. Han har aldrig fortalt særlig meget og slet ikke noget, hun ville kunne bruge som aflastning i rollen som den anden kvinde. Selv midt i utroskaben har han været loyal, nærmest retlinet. Hvis han har sine grunde, holder han dem for sig selv, og hun må uden hjælp tage ansvaret for at have indladt sig med ham. Uden det mindste at bygge på har hun måttet overbevise sig selv om, at han trods børn og børnebørn er ulykkelig sammen med den ukendte Lise.
"Du kan bare ringe senere. Eller i morgen," siger hun og fortryder, at hun ringede til ham. Noget mellem dem er ikke, som det plejer at være.
"Vi kan godt tale lidt," svarer han efter en pause.
"Du lyder træt," siger hun. Endnu en pause.
"Gør jeg? Måske er jeg lidt træt. Er der sket noget?"
Selvfølgelig kan han høre det, mærke det på hende.
"Vi kan tale om det i morgen," siger hun. Trods al hans lydhøre omsorg er det, som om han har returneret en bold over nettet.
"Hvad er der, Ingrid?"
Næsten som om han selv vil dække over et eller andet med sin indfølende spørgen. Det går op for hende, at hun ikke har den fjerneste anelse om, hvad i hans liv der som en forlegen dødvægt kunne komme i vejen for deres kærligheds frie strømmen. Simpelthen fordi hun ikke ved særlig meget om hans liv. Egentlig burde det være Lise, der havde det sådan, men hun er sikker på, at Lise ikke aner uråd og aldrig har gjort det. Hvis han kan skjule et helt liv for sin elskerinde, kan han også skjule selv en nok så langvarig affære for kvinden, han lever sammen med.
"Det er Jonas. Nej, jeg orker ikke at tale om det nu. Du må undskylde, at jeg ringede."
Affære. Det har aldrig været ordet. Hvorfor faldt det ord hende ind? Han er hendes mand, selv om han ikke er hendes. Han er manden. I årevis har hun accepteret, at der er noget, der hedder parallelle verdener. Det er faktisk forbløffende, hvor meget liv de har haft sammen ved siden af hans liv.
"Du ringede vel, fordi du gerne ville tale om det. Ingrid …"
Han er kommet i Sølvgade flere gange om ugen, han kender Jonas, han har lært og vist ham ting. Jonas ved ikke andet, end at det er helt normalt med en papfar, der også har en anden familie.
"Hvad laver du i haven så sent?"
Hun kan ikke lade være, ikke i aften.
"Jeg stod bare lidt."
Hun ser ham for sig i skjorteærmer foran huset, mellem fyrretræerne.
"Er der noget galt?"
Hun kan ikke lade være.
"Ingrid, hvad er der sket?"
Hun kunne fortælle ham om Jonas i stedet for at fortælle ham om øreringen. Langt ude. Hun føler sig meget langt ude.
"Ikke noget. Jeg kunne spørge dig om det samme. Jeg troede, du ville ringe."
Det ligner hende ikke. Tonefaldets dobbeltbund, den feminine hang til på samme tid at give den som offer og anklager. Den, det er synd for, og den, der trods alt ikke er for afkræftet til at rive ham i næsen med det.
"Undskyld."
Han sagde undskyld. Han er ellers ikke den, der plejer at gå i fælden.
"Du behøver ikke undskylde. Det er mig, der undskylder. Nej, nu bliver det helt …"
Det er ikke hans stemme, hun har brug for nu, det er hans arme, hans favn.
"Søde skat …"
Han er manden, fordi hun aldrig har tvivlet på, at han ville hende, ville hende noget.
"Ses vi i morgen?"
Åh, lille pige. Hvorfor kan man aldrig blive fri for sig selv?
"Selvfølgelig, skat. Ligesom vi plejer."
Nu er hun sikker på, at der er noget galt.
"Jeg elsker dig."
Det er det eneste, hun har at sige.
"Jeg elsker også dig. Det ved du da."
Der er noget galt med hans "da". Der er pludselig en afstand, hun ikke er vant til.
"Gør jeg?"
Hun ved ikke længere, hvor lavt hun skal synke, før samtalen er forbi.
"Ingrid …"
Noget snører sig sammen i hende, men hvad? "Undskyld," hvisker hun.
"Jeg ringer i morgen tidlig," siger han næsten lige så dæmpet.
"Så godnat." Hun prøver at lyde, som om hun smiler. Har han hørt hendes smil?
"Godnat, min elskede."
