Førkrigstid af Kirsten Thorup

NOVEMBER 1937-MAJ 1938

Maja var ikke som de andre piger hun havde haft. Der var en renfærdighed over hende, en mærkelig uberørthed i hendes buttede ansigt. Huden lyste som porcelæn. Hendes næse var lille og rund. Munden svagt rosa mod den skære hud. Det stride, lysblonde hår kantede ansigtets bløde form. Øjnene, dem havde hun nær glemt, øjnene var et par smalle sprækker, gemt bag de tunge øjenlåg der pludselig kunne løfte sig og afsløre en udtryksfuld undren over at være til. Maja var mere sjælden end køn og virkede moden af sin alder. Dinna kunne snakke med hende om alt muligt, næsten som en veninde, trods aldersforskellen på tyve år. Det var langtfra givet at hun var på bølgelængde med sine piger. Nogle var vanskelige at omgås, andre mutte og utilnærmelige og andre igen nogle skrækkelige sjuskedorter. Hver havde sin egen væremåde og tilgang til husarbejdet. Hun havde selv været i deres sted inden hun blev gift, om end i større husholdninger, hvor der kunne være op til fjorten karle på kost om sommeren. Maja havde fået mere skik på sig selv i løbet af det år hun havde tjent hos dem. Hun havde virkelig rettet sig. Det lå Dinna meget på sinde at hendes piger fik lært noget og var godt rustet, når de selv skulle stifte hjem og familie. Hun havde forsøgt at overbevise Sigurd om Majas fortræffeligheder, men han kunne ikke se noget særligt i pigebarnet. Dinna havde ikke forsømt nogen lejlighed til at bringe hende på bane. Han havde måske ikke lagt mærke til det, fremturede hun, men Maja var den bedste pige de havde haft. Han indvendte at hun jo ikke ligefrem var noget livstykke at have i huset. De kunne nu godt more sig, hun og Maja, havde Dinna forsvaret hende. Han havde drillet hende med at han da godt kunne prøve at stikke lidt til hende og se om der var noget liv inde bagved. Han skulle være god ved Maja, formanede hun ham, hun havde ikke haft det nemt med de forældre. Men behøvede Maja at se så sur ud? havde han sagt og trukket hende ind til sig og holdt hende fast.
Hun havde givet ham et kærligt puf og mindet ham om at butiksklokken havde ringet, og at han hellere måtte gå ud og passe sine kunder. Dinna havde ikke i sinde at give op før Sigurd havde overtaget hendes begejstring for Maja. Hun var overbevist om, at det før eller siden ville lykkes hende at få åbnet hans øjne for hendes mange fortrin, der hævede hende højt over forgængerne i pladsen. Det var en uvant tryghed at have Maja i huset, følelsen af at være to om arbejdet og dele slæbet. De gik godt i spand sammen. Dinna kunne give sig god tid til kunderne uden at føle, at hun forsømte husarbejdet. Hun vidste, hun kunne stole på Maja, der helt på eget initiativ tilrettelagde arbejdsgangen. Og Dinna kunne med god samvittighed gå på visitter og holde kaffeslabberas med byens fruer, sommetider både formiddag og eftermiddag, så længe Maja havde hånd i hanke med både huset og drengene. At hun trods sine kun sytten år var så moden, så ansvarbevidst, skyldtes ifølge Dinna, at hun i en tidlig alder måtte tage sig af sine små søskende og husførelsen derhjemme. Moren var en stakkels, svagelig kvinde der havde født flere børn end hendes helbred kunne holde til. Faren var smed men det meste af tiden arbejdsløs. Han drak for at holde de ubrugte kræfter i skak. Dinna kunne ikke lade være med at undre sig over, hvordan dette forsømte hjem kunne fostre sådan en perle som Maja.
Hvor meget hun end granskede sin hukommelse, kunne hun ikke præcis pege på, hvornår det var begyndt. Det var kommet snigende over lang tid, hvor hun havde skubbet mistanken fram sig, hvor hun havde fortrængt den nagende tvivl, de bange anelser, de skjulte tegn hun så allevegne. Hun havde vaklet frem og tilbage, vejet for og imod, om det hun så, var virkeligt eller bare noget hun bildte sig ind. Det værste var at jalousien, den grønne gift, var ved at æde hende op indefra. Hvordan var det gået til at hun pludselig befandt sig i et mareridt? Var hun blevet besat af en ond ånd? Eller skete det hun frygtede allermest, lige for øjnene af hende? Med hendes naive medviden? Hun kunne vågne midt om natten og ikke vide hvor hun var, men med det samme have en krystalklar fornemmelse af at være ramt af en ulykke, og så i samme øjeblik, hun hørte Sigurds lette snorken, komme i tanke om at hendes verden var sunket i grus. Det var umuligt for hende at falde i søvn igen. Hun lå og vendte og drejede sig i sengen, indtil lagenet var krøllet sammen under hende som et hårdt reb. Tankerne kørte rundt i hovedet på hende. Hun kunne ikke blive af med sin mistanke: at der var noget mellem Maja og Sigurd. Det var kommet så vidt at hun havde overvejet at lade Maja skifte allerede til november. Men hun kunne ikke nænne at gøre hende ked af det, og drengene hang ved hende. Hun var blevet som én af familien.
Dinna havde ingen steder at gå hen med sine kvaler, ingen at betro sig til ud over dagbogen. Ikke engang sine søstre kunne hun snakke med om det der pinte hende. Det ville være at bagtale sit ægteskab, at blamere sig selv og Sigurd. Hun lod sig ikke mærke med noget over for Maja, men begyndte uvilkårligt at holde sig på afstand af hende og undgik så vidt muligt hendes selskab. De var ikke længere sammen om arbejdet. Dinna sørgede for at de huslige opgaver blev fordelt mellem dem. Maja var tilsyneladende upåvirket af hendes afstandtagen. Sigurd havde måske alligevel haft ret i, at hun var tykhudet som en elefant og sløv i optrækket. Hun skulle have lyttet mere til ham i begyndelsen, lyttet til hans forbehold over for Maja og ikke ladet sig forblænde af hendes pligtopfyldende og trofaste væsen og hendes villighed til at tilbringe aftenerne i selskab med stoppekurven.
Synet af Maja gjorde næsten ondt på hende. Hendes ungdom, hendes kalveknæ og hvalpede gang, hendes store mund og alt for udviklede barm i så ung en alder. Hun talte kun til Maja med enstavelsesord og kunne egentlig ikke være sig selv
bekendt, så længe hun ikke var sikker på om hun så rigtigt, når hun så alle mulige tegn på, at der var noget i luften. Maja lod sig ikke gå på af hendes pludselige kølighed. Det var som om hun slet ikke lagde mærke til den forandring, der var sket med hende. Tværtimod virkede hun gladere og mere frigjort end før. Det var lige ved at Dinna følte sig stødt over hendes uopmærksomhed. Når hun forsøgte at snakke med Sigurd, opløste sætningerne sig, og ordene forsvandt som sæbebobler. Som om det der pinte hende, var noget der foregik inde i hendes eget hoved og ikke fandtes i virkeligheden. Hun bed smerten i sig og håbede på at ondet ville gå over af sig selv ligesom en sygdom.
Sigurds lidenskabelige følelser for hende var ikke mindsket. Snarere tværtimod. Han havde altid været meget elskovssyg, og det havde hun heldigvis kunnet leve op til, noterede hun ikke uden en vis stolthed. Hun blev enig med sig selv om at give Maja en chance og se tiden an til næste skiftedag. Hun fortalte ikke Sigurd at hun havde været lige på nippet til at skille sig af med hende allerede til november. Beslutningen om at lade tvivlen komme Maja til gode gav hende ro i sindet, og   hun blev næsten sig selv igen. Hun kunne ovenikøbet pjatte med Maja indimellem. Hun holdt jo også af pigebarnet, især fordi hun havde sådan et godt tag på drengene. "Den der tager barnet ved hånden, tager moderen om hjertet," det var så sandt som det var sagt. Dinna bestemte sig for at Maja skulle have et syetui af ægte læder til sin atten års fødselsdag. Hun ville vise hende at hun satte pris på hendes arbejdsomhed, der var langt større end man nutildags kunne forvente af enm ung-pige-i-huset. Dinnas største ønske var at alting igen ville blive som før den forfærdelige mistanke slog ned i hende. Mistanken kunne ligge i dvale i flere dage for så at blusse op ved det mindste tegn. Så kom de grimme følelser væltende ind over hende som små djævle fra alle husets kroge og hjørner, frem under sofaen og sengene, alle de steder hvor der skulle være pinligt rent selv om ingen nogensinde kastede et blik derind. For den gode husmoder kunne kendes på, at hun kom helt ind i krogene.
De spiser som sædvanlig aftensmad i den lille stue, der er en slags gennemgangsrum mellem entreen og køkkenet. Drengene sidder pænt stille og spiser deres mælk-og-tvebakker med sukker og kanel. De er dødtrætte. De har leget nede i mosen hele eftermiddagen og bragt to spandfulde frøer med sig hjem. Dinna havde sendt dem afsted igen med formaning om, at "man skal være god ved dyrene", og havde påbudt dem at sætte frøerne tilbage, hvor de hørte hjemme. Derfor er de kommet alt for sent i gang med at spise. Og drengene skal lige på hovedet i seng bagefter. De sidder klemt sammen ved udtræksbordet der er for lille til fem. Dinna og Maja ved siden af hinanden og Sigurd over for dem. Drengene for hver sin bordende, så de ikke kommer op at slås. De har deres faste pladser som de uden at tænke nærmere over det, indtager hver aften. Maja samler de dybe tallerkener sammen og sætter fadet med medisterpølse på bordet. Det er en af drengenes livretter, og de skal have lov til at få først. Da Dinna rækker fadet videre til Sigurd, opdager hun at han sidder og stirrer på Maja med et mærkeligt låst blik. Som om han er i trance. Hun må hæve stemmen for at vække ham. Han tager i distraktion kun et enkelt stykke. Dinna synes det er for lidt og lægger endnu et stykke på hans tallerken og øser op til sig selv. Hun skærer Eriks pølse i stykker for ham. Han har endnu ikke lært at beherske kniv og gaffel. Hun hælder saft i hans glas og sætter kanden tilbage på bordskåneren. Sigurds tallerken er næsten urørt. Han har lagt kniv og gaffel fra sig og sidder igen og stirrer på Maja. Hun ser ned i tallerkenen og er synligt utilpas, ligesom stivnet under hans røntgenblik. Med en pludselig bevægelse rejser hun sig og sætter sig over på høkassen ved komfuret med tallerkenen på skødet og fortsætter med at spise sin mad i ensom majestæt. Ingen siger noget eller kommenterer Majas flugt fra bordet. De spiser videre i tavshed, men medisterpølsen smager ikke rigtig. Dinna har mistet appetitten.
Midt i det hele vælter lille Erik sit glas med saftevand, så det løber ud over voksdugen og lige ned i skødet på ham, og han bliver drivende våd. Sigurd giver ham omgående én på siden af hovedet. "Han gjorde det ikke med vilje," protesterer Dinna. Hun synes at Sigurd er for streng i sin opdragelse, men de skal jo lære at lystre, og hun er alt for blød over for dem. "Jo, det var med vilje," siger Erik og får endnu en hård, flad lussing. Kristian begynder at græde. Tårerne løber ud over næsetippen og drypper ned i tallerkenen. "Hold bøtte, dreng," snerrer Sigurd. Det var mærkeligt med de drenge. De græd kun når det gik ud over den anden. Når de selv fik klø, bed de tænderne sammen og tog imod uden at kny. Maja kommer stille og roligt med karkluden og tørrer op efter Eriks uheld. Sigurd mumler tak for mad og skynder sig fra bordet og forsvinder ud på kontoret. Maja rydder af og tager drengene i balje, mens Dinna vasker op. Hun vil selv lægge dem i seng for en gangs skyld, de har været så meget ude i den sidste tid, al den selskabelighed. Hun hører drengene plaske i baljen ude i bryggerset og Maja hvine, når de sprøjter vand på hende. Hvor kunne de have det rart, hvis det ikke var for den dumme mistanke. Hvor er hun dog et dårligt menneske at tænke sådan om dem, der står hende nærmest. Hun har alt hvad hun kan forlange i dette liv: mand, børn, tag over hovedet og det daglige udkomme.
Dinna går med drengene op ovenpå. Døren til kontoret, forretningens baglokale, står på klem. Sigurd sidder ved skrivebordet. Han laver ikke noget. Han ser bare ud ad vinduet. At sidde sådan og kigge ud ad vinduet er hans yndlingsbeskæftigelse. Hvad han ser derude i mørket, er hende en gåde. Hun kunne undertiden få en fornemmelse af at han er en fremmed på jorden, at han ikke føler sig hjemme hernede og leder efter en jordforbindelse. Drengene maser sig den anden vej ned ad trappen igen, de er blevet friske af badet og vandpjaskeriet med Maja og vil ikke i seng. Dinna må trække dem i armene op ad trappen og slæbe dem ind på deres værelse. Der er skrig og skrål. De er hele tiden ved at stikke af fra hende og løbe ned ad trappen igen. Hvor er de søde, så meget dirrende liv i de små tynde drengekroppe, tænker hun stolt af sine to krudtugler. Pludselig står Sigurd i døren. Han har hørt balladen helt ned på kontoret. Så snart drengene ser ham, bliver de stille og begynder at tage nattøj på. Dinna lægger deres tøj pænt sammen i to bunker. Hun kan hverken skælde ud eller blive vred på dem, det ligger ikke for hende. Sigurd behøver ikke at sige noget. Bare han viser sig, makker drengene ret og gør, hvad der bliver sagt. Sigurd siger godnat og går ned på kontoret igen. Hans rolle er udspillet. Dinna bliver næsten højstemt da hun sidder med foldede hænder og beder aftenbøn med sine to drenge. Det giver sådan en fred i sindet. Og hun ønsker hun var af en anden støbning der kunne slappe af og tage den lidt mere med ro. Hun har så meget at være taknemmelig for, hvis det ikke havde været for den grønne gift. Hun stopper dynen godt ned om drengene og kysser dem godnat. Erik vil have lyset tændt og begynder at græde. Han sætter sig op i sengen og vil med hende ned i stuen. Hun truer med at hente Sigurd, og han tier øjeblikkelig stille. Hun bliver siddende i mørket og holder ham i hånden, indtil han falder i søvn.
Sigurd er ikke på kontoret, og hun kan heller ikke finde Maja nogen steder. Hun styrter forvildet gennem stuerne ud i køkkenet, ud i bryggerset og brændeskuret, tilbage gennem baggangen og ud i butikken, hvor der for længst er lukket og slukket. Det søvnige lys fra gadelygten uden for udstillingsvinduerne giver det lille butikslokale med den brune disk og varehylderne fra loft til gulv et uvirkeligt skær. Dinna går op ovenpå og ind på det fugtigtkolde loft hvor der lugter jordslået. Hun standser foran døren til Majas værelse og lægger øret til nøglehullet og lytter. Hun synes hun hører en lyd derindefra og river døren op. Hun kan svagt skimte en skikkelse under dynen. "Er du allerede i seng?" hvisker hun. Det ligner ikke Maja at lægge sig så tidligt. Hun er en natteravn. Maja svarer ikke. Dinna trækker forsigtigt døren til efter sig. Hun håber ikke det kun er rævesøvn. Hun er flov over sit indbrud og vil nødig have sine grunde, som hun skammer sig over, afsløret. Hun lister tilbage over loftet og kigger ind til drengene der sover trygt begge to. Men der er ikke plads i hendes fortvivlede sind til at glæde sig over dem. Hun skynder sig nedenunder, og i det samme kommer Sigurd ind i entreen med cykelklemmer om buksebenene. "Hvor har du været?" siger hun skingert. Sigurd har ikke for vane at svare på den slags "inkvisitoriske" spørgsmål, som han kalder hendes trang til præcis at vide: hvor, hvornår, hvor længe. Han går direkte ind på kontoret og tager cykelklemmerne af og lægger dem i den halvtomme skrivebordsskuffe, hvor han opbevarer sejlgarnsstumper, tegnestifter, tommestokke, hørfrø, knækkede blyanter, tændstikker og et par flossede
havannacigarer. "Var du nede på stationen med breve?" forsøger hun. Sigurd ryster på hovedet. Han er ved at blive grå ved tindingerne. Det klæder ham godt. De to furer mellem øjenbrynene er blevet dybere, selv om hun har sagt til ham mange gange, at han skal lade være med at rynke brynene så meget, det får ham til at se så vred ud. Hans skikkelse er firskåren og tæt. Men der er ikke et gram for meget. Han er let og adræt og i god form, lidt af et sportsmenneske. Dinna ser beundrende på ham. Hendes korte, mørke hår ligger klasket sammen i en slidt permanent omkring hendes kønne hoved. Det bliver så elektrisk af de mange behandlinger med den skrappe permanentvæske. Sigurd ignorerer hende og giver
sig til at tælle kassen op. Det giver ingen mening at spørge, hvorfor han ikke for længst har overstået den daglige kasseopgørelse. Intet af hvad Sigurd foretager sig i løbet af en dag, går efter en snor eller sker i en logisk rækkefølge. Han er så uforudsigelig, så hinsides.
Dinna sætter sig ind ved bordet i stuen og blader i fotoalbummet med billederne fra i sommer. De havde lejet et af de små sortbejdsede fiskerhuse på stranden ved Strib. Sigurd cyklede frem og tilbage hver dag og passede forretningen. Han tog afsted klokken halvsyv om morgenen og kom tilbage halvotte om aftenen. Maja havde tjent hos dem siden november og var faldet godt til, blevet en del af mønstret. Dinna slappede af. Hun nød at holde fri fra husarbejdet og fik læst "Skæbnens veje" af Deeping færdig. Drengene passede sig selv og legede hele dagen på stranden. Maja vidste ikke rigtig, hvad hun skulle stille op med sig selv og blev rastløs og ugidelig. Dinna mærkede noget i hendes væsen som hun ikke kunne blive klog på, men slog det hen som indbildning. Maja var underligt nok altid forduftet lige netop som de skulle til at lave aftensmad på spritapparatet. Det foregik i flere omgange, først kartoflerne der blev kogt færdige i høkassen, så den stuvede sommerkål og til sidst, når Sigurd var ankommet, stegte de skrubber eller sild som de købte hos fiskerne. Hun lod Majas daglige forsvindingsnumre passere uden at gøre noget væsen af det. Herregud, de var jo på ferie. Men en af de sidste dage skete det. Maja kom tilbage sammen med Sigurd, som om det var det naturligste i verden at de fulgtes ad. Sigurd trak cyklen. Maja gik på den anden side med en buket valmuer i hånden. Dinnas hjerte krympede sig ved synet af de to, der kom gående med cyklen imellem sig op over klitten ned mod stranden. De nærmede sig uendelig langsomt. Sigurd med opsmøgede skjorteærmer og store svedskjolder på ryggen og under armene. Maja i hvide shorts og bluse med bar ryg. Hun var næsten blevet for brun. Inden de nåede fiskerhuset, gik de hver til sit. Sigurd smed cyklen fra sig og løb ud for at få sig en dukkert før maden. Han havde slået rekord og kørt de tredive kilometer på godt en time. Det var ikke så mærkeligt hans skjorte var gennemblødt af sved. Maja blev stående og så efter ham. Lidt efter kom hun ind og satte valmuerne i vand i et syltetøjsglas.
Dinna blader videre i albummet. Der er et billede af hende og Maja på stranden. De har ens runde solbriller på, som sorte huller foran øjnene. Hun står med hænderne i badekåbelommerne og ser så lille ud i forhold til Maja der har sine
storblomstrede strandbukser på og et bredt sort bælte om livet. Blusen er tækkeligt knappet op i halsen. Hendes barm virker endnu mere fremtrædende på billeder. De har begge to korte sommerfrisurer. Håret er holdt væk fra ansigtet med hårklemmer. Majas hår er glat og klippet moderne, hendes egen permanent trænger til at blive fornyet oven på al den sol og saltvand. Stranden er fuld af sten. På et andet billede er de i hvide ankellange kjoler og hvide strandsko. De kniber øjnene sammen mod solen, ingen af dem smiler. Der er mange billeder af Maja alene. Et hvor hun sidder i sandet i badedragt med et håndklæde om skuldrene og ser meget alvorlig ud, på et andet har hun igen sine lange løse strandbukser på, og den lille pynt med strandvillaerne danner baggrund. Der er nogle billeder af Sigurd og drengene, som Maja har taget, og endelig billederne af drengene: ude i vandet, på stranden, på trappestenen uden for huset med en spand ålekvabber, på cyklerne med solkasketter. Og et sidste billede af hende og Maja med oppakkede cykler lige før hjemturen. Gensynet med sommerferiebillederne gør hende forstemt.
Klokken er allerede halvsyv. Det er sjældent hun sover over sig. Hun står hurtigt ud af sengen og bøjer sig ned og tager strømperne på. Hun er svimmel ved tanken om alt det hun skal nå. Hun snører korsettet, hvis indsyede metalstivere holder figuren på plads fra brystet og ned over bagdelen. Hun bruger ikke brystholder som damerne i de større byer. Men korsettet er en uundværlig del af hende. Korsettet er tegn på ærbarhed i hendes alder. Kroppen er blevet så løs og uformelig efter de tre barnefødsler og aborten indimellem.
I dag er det elleve år siden Jens, deres førstefødte, døde. Han blev kun to uger. Helt gul af gulsot, det lille skind. Heldigvis nåede de at få ham hjemmedøbt. Det ville være skrækkeligt for et spædbarn ikke at have fået sin plads i himlen. De må huske at glæde sig over, at de har fået lov til at beholde deres to søde og kloge drenge. Men de tager sig for lidt af dem og har slet ikke tid nok til dem. De har alt for meget om ørerne til hverdag. Bortset fra søndagen, som hun holder så meget af, er ugen fyldt med jag og uro og selskabelighed, der næsten kræver mere af dem end de kan overkomme. Og alt for ofte når hun ikke at bede aftenbøn med drengene og må overlade både bønnen og højtlæsningen til Maja. Dinna ser ud ad vinduet. Det er blæsende og regnfuldt. Hun håber det snart vil blive tørvejr. Så de kan få vasken hængt ud. Kogetøjet bliver så gråt og kedeligt af at blive hængt op på loftet og er alt for længe om at tørre. Det er mærkeligt at det altid bliver øsende regnvejr lige når de har storvask. Men hun har ikke tid til at tænke mere over vejrets luner. Hun skal ned i forretningen og gøre rent inden kunderne kommer. Hun må også huske at vække Maja der har så svært ved komme op om morgenen. Det er hendes eneste fejl.
Den første kunde kommer lige da hun har fået begyndt på butiksgulvet. Hun stiller spanden og knæmåtten om bag disken. Det er fragtmanden, der spørger efter de nye ugeblade til sin kone. Den stakkel er så tit syg og sengeliggende. Dinna har ikke fået bladene hentet ind endnu. De ligger i tre tykke bundter ude ved bagdøren. Hun er ked af, at hun ikke har nået at gøre sig i stand. Det ser ikke godt ud over for kunderne, at hun ikke har fået redt håret og har fedtpletter foran på trøjen. Hun skærer båndene over med Sigurds lommekniv og rækker Hjemmet, Familie Journalen og Hus og Frue over disken. Det er en god begyndelse på dagen. De sælger alt for lidt for tiden. Og der er så mange opkrævninger at betale. Fragtmanden bliver stående og begynder at diskutere planerne om udvidelsen af vandværket. Det er langtfra sikkert de får tilslutning nok. Men det ville være godt for byen, mener han. "Det tager bare for meget af Sigurds tid. Efter at han er blevet formand for bestyrelsen, farer han til møder morgen, middag og aften.
Foruden at han skal passe elværkets regnskaber," siger hun. "Sigurd kan vi ikke undvære. Han er primus motor," indvender fragtmanden. Hun ler ad "primus motor" og stryger håret væk fra sin svedige pande.Det er forkert at hun allerede sveder fra morgenstunden. Fragtmanden har ikke travlt med at komme ud ad døren. Og hun er ikke den der smider folk ud, selv om hun har rygende travlt. Over for kunderne må hun være elskværdigheden selv. Hun skæver til spanden med det snavsede vand og kommer i tanke om, at hun har glemt at vække Maja. Hun kan ikke lide at Sigurd skal vække hende, det passer sig ikke for en ung pige. Sveden begynder for alvor at løbe ned ad hendes ryg. Undertrøjen klæber til huden. Fragtmanden hæver stemmen: "Hvad siger du?" Dinna ryster opgivende på hovedet og synes hun hører lyde ovenpå. En dør der går og skridt, der får gulvet til at knirke. "Jamen, så …," siger han og forlader butikken efterfulgt af klokkens velkendte dinge-linge-ling.
Dinna lader gulvspanden stå og farer op ovenpå og ind i soveværelset. Sigurd står med ryggen til med selerne hængende nede om buksebenene. Han er længe om at komme til sig selv om morgenen, og hvis hun forsøger at skynde på ham, går han helt i baglås. Hun løber hen over loftet og ind på pigeværelset. Maja ligger med dynen oppe over hovedet. Hun rusker i hende og råber, at hun skal stå op. Hun bliver så nemt hidsig og fortryder det altid bagefter, men der er ikke tid til fortrydelser i dag. Drengene skal heldigvis ikke i skole om tirsdagen, så de kan få lov til at sove lidt længere. Nogle gange kan hun ikke huske hvad dag det er, og kommer til at vække dem, når de har fri og glemmer dem de dage, de skal i skole. Det er så flovt over for lærerne, der måtte tro at hun er en ravnemor. Det er det værste skældsord hun ved.
Hun skal have morgenkaffen parat til Sigurd kommer ned, men nu ringer butiksklokken igen. Det er malermesteren der skal have sin skråtobak. Han går heldigvis igen med det samme. På vej ud ad døren kommer det spydigt: "Hils morgenmanden." Hun kan ikke lide når nogen stikker til Sigurds manglende morgenduelighed. Hun  går ud i køkkenet og tænder op i komfuret. Der er gløder fra i aftes, så der skal bare et par pinde på. Hun sætter kedlen over og skynder sig ud i butikken igen. Hun har lige fået lagt sig ned på knæ på gummimåtten og sjasket gulvet til med den våde gulvklud, syet af en af Sigurds aflagte undertrøjer, da frk. Holm, forskolelærer inden, kommer ind ad butiksdøren, bred og myndig trods sine kun 29 år. Hun har haft en kedelig oplevelse med Kristian, der er blevet ni i august og går i tredje klasse. Det er også for galt, at han har stået ude på gangen og råbt, at de allesammen skulle vente med timen, indtil han havde været i gården. Han skal ikke stå og råbe på gangen. Det må hun give frk. Holm ret i. Og så falder snakken på lille Erik. Han er frk. Holms øjesten. Det er næsten for meget af det gode, at en lærerinde er så forgabt i en af de små i første klasse. Man må ikke gøre forskel på børn. Han bliver bare drillet med at være lærerindens kæledægge. Men det er om at holde gode miner. I skolen er det frk. Holm der bestemmer. Hun skal have fornyet sin lotteriseddel til Varelotteriet og køber ikke noget. Hun havde ellers været inde i butikken forleden dag og set på et keramikaskebæger til farens fødselsdag, men har åbenbart fundet på noget andet til ham. Måske et par sokker nede fra A.C., tænker Dinna skuffet. A.C. er hendes ældre bror og byens største manufakturhandler som de til at begynde med havde lejet butikslokalet af. Han stod for at skulle udvide, netop som de så sig om efter et sted at åbne forretning. Senere solgte han huset til dem og beholdt nogle sælgerpantebreve i det. Hun mærker et stik i hjertet. Hun vil så gerne holde af A.C., men det kan hun ikke.
For tredje gang lægger Dinna sig på knæ på måtten. Hun tørrer vandet op fra gulvet og rykker spanden med sig baglæns. Hun skyller kluden i det kolde, grumsede vand, og inden hun har fået den vredet op, kommer der tre kunder ind på én gang. Hun opgiver gulvvasken og kalder på Sigurd, at han skal komme med det samme. Hun ekspederer islændingen, der altid er så mut og ikke til at slå et ord af. Men hun er en dygtig syerske som hun sætter stor pris på. Hun lider så frygteligt af hjemve. Det må også være forfærdeligt at være så langt væk hjemmefra. Dinna gyser ved tanken. Sigurd havde lige efter deres forlovelse foreslået, at de skulle prøve lykken i Amerika som hans farbrødre. Men hun havde truet med at aflyse brylluppet, hvis han nogensinde nævnte Amerika igen. I stedet for Amerika var det blevet den lille søvnige stationsby på hendes fødeegn, hvor hun har to af sine søstre inden for en radius af tyve kilometer. Hun skal være lykkelig for, at hun har et hjem og mand og børn. Alt andet bliver så småt i forhold til det. Hun kunne være blevet en af de ugifte, barnløse kvinder, hvis hun havde fået opfyldt sin ungdoms drøm om at blive lærerinde. "Ville du da hellere have været frøken?" plejer Sigurd at drille hende med, når hun strækker benene fra sig i sofaen og filosoferer over skæbnens luner.
Hun får ekspederet den sidste kunde og kan endelig komme ovenpå for at se hvad der er blevet af Sigurd og Maja. Hun skal også nå at gøre sig i stand, inden hun skal til frisøren kl. otte. Permanenten tager mindst tre timer, og så er formiddagen gået. Maja må overtage husførelsen så længe og skulle gerne nå at få strøget og hængt gardinerne op i stuen. Dinna skynder sig op ovenpå og finder Maja i færd med at rede sengen i soveværelset. Vreden kommer op i hende. Hvor mange gange har hun ikke sagt, at hun selv vil rede den seng, og at hun skal holde fingrene fra soveværelset og nøjes med at gøre sit eget og drengenes værelse i stand. Maja ser på hende med åben mund. "Hvor er Sigurd?" spørger Dinna. "Han er vel ved at barbere sig," siger Maja underlig ligeglad. "Hvor ved du det fra?" Dinnas stemme ryster. "Du spurgte jo," svarer Maja frækt. "Vær rar og gå nedenunder," siger Dinna og vinker hende ud af soveværelset. Hun kan pludselig ikke være i stue med hende.
Tiden slår ikke til hverken formiddag eller eftermiddag. Alting er så forjaget. Dinna springer middagssøvnen over og når lige at blive klædt om, til hun skal til eftermiddagskomsammen hos fru købmand Jørgensen. Anledningen er fruens fødselsdag. Hun fylder ikke rundt denne gang og nøjes med at have damerne til chokolade og kaffe. Der er indbudt syv, med værtinden akkurat nok til to bridgehold. Bordet er pyntet med efterårsløv, og fadene bugner med bagværk, waleskringle, mandelhorn, medaljer med vaniljecreme, butterdejstærte med svesker, kræmmerhuse med flødeskum og ribsgelé, othellolagkage og fire slags småkager. Dinna tager kun to gange, når hun bliver nødet. Hun skal passe på vægten. Da hun blev gift, havde hun været et lille nips på 96 pund, og nu vejer hun 119 pund. Hun havde væddet en plade Tommelise-chokolade med Maja om, hvor meget hun vejede. De havde haft så meget pjat for i begyndelsen, da det endnu var fryd og gammen mellem dem. Maja havde foreslået at de fulgtes ad ned til købmandsgården og fik hende vejet på en af de store kornvægte. Hun havde holdt på at Dinna kom op over 120 pund, og hun selv havde holdt på under 120. Hun var kun lige kommet op på knap 119 og havde vundet chokoladen som de delte på hjemvejen. Dinna ville gerne af med nogle af pundene, men det er svært med al den selskabelighed.
Fruerne omkring det overdådige eftermiddagskaffe- og chokoladebord er nået til det tilbagevendende samtaleemne: de vilde piger. De er rørende enige om, at hvis alle opførte sig som deres piger, så så det sort ud for den danske ungdom. De beder sig fri for et godt ord og føjter ude til sent om aftenen. De opfører sig som tøjter og tænker ikke på konsekvenserne. Værst går det til ved kroballerne. Fruerne ligger vågne og venter til langt ud på natten på lyden af gadedørens smæld. De har trods alt et ansvar for deres piger. Købmandens Frida er den værste. Et dårligt element, der trækker de andre piger med sig i uføret. Der har været så mange kedelige episoder, at fru Jørgensen har set sig tvunget til at sige hende op i utide, selv om det strider mod hendes principper.
Fruerne omkring bordet er chokerede over Fridas uartigheder. At et syttenårigt pigebarn kan skabe så megen ravage og have den frækhed at stjæle en flaske vermouth fra en af hylderne i forretningen og stille an med herrebesøg på værelset. Fru Jørgensen havde set fyren springe ud ad vinduet og løbe tværs over gårdspladsen i rimtågen tidligt om morgenen. Når Dinna tænker på, hvordan det havde været, da hun selv var sytten for tyve år siden. Hvor strenge pladserne var dengang, og hvor dydige de havde været. De ville aldrig have vovet at sige de stramtandede gårdmandskoner imod eller rende ude på hverdagsaftener og kissemisse med karlene. Det havde måske også været for meget i den anden grøft. De havde næsten været for underkuede.
Det var først da hun kom i huset hos fru direktør Wessel i Charlottenlund, at hun havde mærket en anden indstilling. Hun var blevet behandlet som en ligeværdig og havde efter bare fjorten dage fået betroet nøglerne til sølvtøjsskufferne, mens fruen var i Amerika for at hente den ældste søn, der skulle hjem og overtage firmaet. I fruens fravær havde hun holdt herremiddage for direktør Wessel og ovenikøbet fået en ekstra skilling for det. Wessels var fine og kultiverede mennesker, der førte hende ind i en større verden end bøndernes. Hun havde lært fremmede ord som "passiar", "renoncere", "obligatorisk". Og ord som "storslået" og "fremragende" som hun kun var stødt på i bøgerne, hørte hun udtalt for første gang i direktørhjemmet. Ægtefællerne opførte sig så pænt og venligt over for hinanden. Der blev aldrig talt grimt eller hårdt i det store smukke hjem. Hendes eget hjem kunne langtfra måle sig med den fornemme skønhed, men det var hyggeligt og rart. Hun var tilfreds med sit hjem, men ikke tilfreds med sig selv. Hun var altid bagud med husarbejdet og ikke så sød mod Maja som hun burde være. Hun måtte hele tiden beherske sig for ikke at fare i hovedet på hende. Beherskelse havde hun også lært at sætte pris på i Charlottenlund, hvor der blev talt dæmpet, men bestemt til børnene og tjenestefolkene. Direktørhjemmet er hendes forbillede, der svæver oppe i de højere luftlag som et fatamorgana.
Dinna kan ikke lade være med at fremhæve Maja og forsikre, at hun ikke deltager i de udskejelser som ifølge bordet er blevet hverdagskost. Kun en enkelt gang for ganske nylig havde hun uden at spørge om lov holdt kaffeslabberas med veninderne. De var kommet hjem over midnat fra spisning hos mejeribestyrerens og havde fundet hende snorksovende på sofaen i dagligstuen med alt lyset tændt, og drengene var stået op og sad inde under bordet i nattøj og spillede kort. Dinna havde givet hende en overhaling næste dag og talt med store bogstaver. Fru Jørgensen supplerer med at fortælle at hendes Frida havde været med oppe hos dem den pågældende aften og efterladt hendes små poder alene hjemme.
Dinna lader sig ikke mærke med at nyheden chokerer hende, og nøjes med at sige at det er hun frygtelig ked af at høre, og at hun i en vis forstand føler sig ansvarlig, eftersom det er foregået i hendes hjem. Ved nærmere eftertanke er Maja nok også blevet mere opsætsig på det sidste, hun har bare ikke sat det i sammenhæng med "de vilde piger". Det er godt at få udvekslet erfaringer med byens fruer, så de ikke står alene med problemerne hver især, tænker Dinna ved sig selv. "Frida har fundet en plads udenbys, og så falder der forhåbentlig snart ro over gemytterne," beroliger fru Jørgensen. "Forældrene bor her i byen," indvender malermesterfruen, "så helt slipper vi nok ikke for hende." Rundt om bordet er der enighed om, at det er synd for de stakkels forældre. De kan ikke gøre for at de har fået en så umulig datter. "Det gælder om at holde pigerne i stramme tøjler," konkluderer fru Kivsmose. "Vi har været alt for godtroende," supplerer Elna Schütte, "de har snoet os om deres lillefinger." "Ungdommen raser," siger fru Jørgensen. "Det ligger i tiden," sukker Dinna, "hvordan skal de vide bedre, sådan som verden tér sig." "Så meget desto mere grund er der til at holde fanen højt, og stå vagt om vort land og pigernes moral," siger Inga, Dinnas svigerinde og A.C.s kone. Dinna fortryder hun har bagtalt Maja, det er ufint. Men det er lige så ufint og småligt ikke at bidrage til byttehandelen med et eller andet. Når fruerne lægger den ene godbid på bordet efter den anden, kan hun ikke sidde og lurepasse.

• Afsnittet bringes med tilladelse fra forlaget.
• Du kan tilmelde dig Bogbidder samt læse mere om servicen.