Fru P af Jess Ørnsbo

Det er et typisk hus fra århundredeskiftet. To etager og med et nærmest ludende tag, der både signalerer urokkelig bestandighed, men også indtager en ligesom truende holdning til omgivelserne. Dette skyldes måske de mørke farver, de rustrøde mursten, der har antaget en nærmest sortnende farve, og vinduerne, der giver indtryk af at lukke sig over et uforbederligt mørke inde i huset. Ingen har åbenbart forsøgt på at mildne dette langsomme forfald, der strækker sig ud i en temmelig forsømt have med tunge træer og rugende skygger. Huset synes ikke at have været vedligeholdt i længere tid – vinduerne mangler maling, nogle nedløbsrør stritter formålsløst ud til siden, og vinduesrammerne er sprukne og giver indtryk af helst ikke at skulle åbnes. Der er ingen nysgerrige, der kigger ud bag ruderne, og de eneste lyde er nogle dumpe metalagtige slag, der åbenbart kommer fra et værksted omme bag huset. Fliserne foran hoveddøren er frostsprængte, så man skal passe på ikke at træde ned i nogle af de skæve huller.
Lige inden for døren er der en garderobe til venstre med masser af bøjler, men uden tegn på overfrakker eller andet overtøj – som skulle det alligevel ikke være nødvendigt at forlade huset. Inde i opholdsstuen troner et svært egebord i midten og synes at dominere rummet i en sådan grad, at stolene er rykket helt ud til væggen for ligesom ikke at være i vejen. En mørkerød fløjlsdug dækker bordet og er underlag for en stor bronzefigur af en rytter måske, hvilket ikke gør afstanden til stolene mindre. Henne til højre fører en trappe op til værelserne ovenpå.
Til venstre fører et par glasdøre ind til en mindre spisestue med høje paneler men med stolene samlet om spisebordet.
Bag ved spisestuen synes der at ligge et køkken. Det virker tomt, øde og sterilt.

Hvad skal man egentlig lave i sådan et hul som dette her – – der bor jo ingen mennesker her – eller også gemmer de sig – hele dagen – man kunne jo nemlig godt trænge til at se et ANSIGT her en gang imellem – sådan et man kendte – måske ligefrem var i ordentlig familie med – og som talte ordentligt til en – ja ville det ikke være alle tiders hvis man var i familie med dem man mødte – så man ikke behøvede at køre rundt her bare for at finde et eneste ansigt det var værd at have noget at gøre med – og som man måske kunne foretage sig et eller andet pingeling med – gå på kroen med så man slap for at se på de tryner der ellers sidder der – det måtte gerne være en der ikke var alt for skide ung men heller ikke var så gammel at han skulle spørge om hvorfor jeg ikke var i skole eller hvad jeg skulle være når jeg blev pensioneret – – sådan en man kunne gå ud og fiske med og hente sig en hare eller vildand – sådan en man kunne være sammen med så man slap for at se på alle de andre fjæs der bare render rundt og ligner ingenting – det er sgu ikke engang værd at kende nogen af dem – det er det rene tidsspild bare at se på dem – – forbandede by – det er som om den allerede er i gang med at blive til kirkegård eller krematorium – nå ja den greb ikke chancen under besættelsen til at blive noget som helst andet end et hul og atter hul – ikke engang når jeg kommer med bilen her er der nogen jeg kender – hvorfor er der ikke nogen der kommer og klapper – kan de ikke se at det er nu de har chancen for at få dagens oplevelse – mig – og så jo altså dette nye tøj jeg har på – de fineste pressede jernplader med maling og truthorn og blinklys og det hele – – nå ja men der står jo to fyre med åben mund – nå skal vi så måbe lidt –
– – – – – – –  Nåh hvad siger vi så hvad – den ny Buick 1948 – aj mand hvor de glor – sådan noget har de sgu aldrig set før – – brrrmmmm – bmmmmm – nej det har lakken ikke godt af alt det gloeri – – lad os komme væk mand – ud på landevejen – brrmmm – – æv hvad er nu det – en cyklist – en af de forbandede cyklister der ikke kan holde sig hjemme men skal ud og fylde på landevejen – – har man set – en udrangeret årgang 1910 med kasket og cykelklemmer og mappe – æv – han skal rigtigt hjem til lillemor – – bmmm – sikken han tramper – ham skal vi lige presse lidt – ja hvabehar – håhåhå – sikke forarget han blev – nej da han råber efter mig og truer – håhåhå – altså familieforsørgere på cykel – det skulle forbydes – de skæmmer landskabet gør de – så giver vi ham et lille put til – – tag det roligt mand – det var bare bagskærmen der faldt af – hvad helvede skal du også bruge bagskærm for – sover du med den under puden – – jaså cykelklemmerne hænger på knagen ude i entreen – så vi skal have fart på – så du skal køre fra bror Buick og mig hva – skal jeg virkelig helt op i andet gear – nå så du provokerer hva – du forsøger på at løbe din vej – – lillemor – der står skrevet lillemor på ryggen af dig med frikadellefars – – altså hvis du bliver ved på den måde så dør du af hjerteslag – – – – guuuud stodderen er ved at dø af hjerteslag – vi må redde ham – kom så bror Buick – op i tredie gear så redder vi ham – – put put – – BOOOOOOONG – – hold da helt kæft mand – jeg troede ikke cyklister kunne flyve – – så se dig dog for mand – skal du ligge og ødelægge bondemandens korn – hvad tror du så vi får at spise til vinter – – han er sgu ligeglad – nu har han endelig fundet en landingsplads for alle sine forbandede hudorme – hvad tror du lillemor siger til at du ligger og griser dig inde hos andre folk – du overtræder ejendomsretten gør du – du ligger den sønder og sammen – – altså forsørgere på cykel – de er sgu livsfarlige for landbruget – – og så den pæne kornmark –

Det er snart noget besværligt at have værksted her. Huslejen er alt for høj. Og hende madammen oppe i pensionatet bare lægger på og lægger på og så klager hun over det ene og det andet. Bare fordi jeg har sådan en dejlig tønde hvor jeg kan brænde al den gamle udskiftede olie af. Det laver en meget fin sort røg som hun bare skulle være stolt af. Så kan folk da se vi bor her. Men hun klager også når vinden er i en helt anden retning og slet ikke rammer hendes gamle viiiiiila. Den ser så forfalden ud at hun skulle være glad for at den blev dækket af lidt røg.
Og så ham svenden jeg har fået. Han er noget besværlig. Han kører selv i en gammel kasse uden nummerplader. Han siger altid bare at han har glemt dem derhjemme. Men en dag så render han jo ind i betjent Rasmussen og så er han færdig. Han har aldrig penge ligegyldigt hvor meget han ellers tjener. Det værste er nu at konen eller hvad sådan noget nu ellers kaldes kommer rendende her hele tiden. Så lukker de sig inde på lokummet og så videre og så videre. Der kan dårligt nok være een person derude og så to og så alt det der. Jeg siger jo til ham at der kan han ikke reparere biler ude og så siger han at han bare lige skulle rense et par tændrør. Nå de har vist heller ikke rigtig noget sted at bo. Sådan noget rod.
Men det værste er ham Telle sønnen oppe fra pensionatet. Skolen er han smidt ud af for længst. Han er helt rådden. Han lusker rundt alle steder og laver ulykker. Jeg kan ikke have bilerne i fred for ham. Han hænger her i værkstedet som skulle han være mekaniker. Bryde ind i biler det kunne han da ellers i forvejen. Man kan ikke have startnøgler siddende i bilerne for ham. Og efter lukketid eller i weekenden får han i reglen gang i en af bilerne der står ude på pladsen. Så hører man mærkelige ting om hvad der sker nede i byen. Jeg har klaget til fru P men hun truer mig bare med opsigelse. Nå men jeg må vel hellere se at blive færdig med den Opel til apotekeren. Kedelig fyr. Han er en af dem der skal have regning med dato og tal og det hele. I stedet for bare at betale hvad det koster.
Hov hvad var nu det. Der er han igen ham den mystiske der går og snuser rundt her. Jeg ved ikke hvad han ligner. Han ser ud som om han solgte spansk massage i metervis. Man kan dårligt nok se fjæset på ham for bar solbriller. Tror han det er en film dette her. Hvad helvede står han og venter på. Og så kommer ham Telle. Ja han vil gerne hilse på den Buick. Næe hov hov. Hvad er meningen. Ham fyren tager fat i Telle og begynder at kysse ham. Jamen hvad er meningen. Midt ude på pladsen. Han står jo ligefrem og savler på ham. Tror han det er et bordel dette her. HALLØJ DE DER – HALLØJ DE DER.

Forbandede køkken – der er jo ikke noget i nogen af skabene – – hvad var det nu – der er noget jeg ikke kan huske – har jeg mon spist morgenmad eller ej – – – nåe ja – det gjorde jeg jo for allerede tre dage siden – – og så kan jeg alligevel ikke finde den – – – bare den ikke ligger og bliver støvet – – i betragtning af alle de ting der ikke er her er her jo forbavsende ordentligt – – det er såmænd ikke fordi jeg er særlig sulten – jeg ville bare sådan prøve hvordan det er at have fået morgenmad – min mave siger så mærkeligt en gang imellem – ligefrem taler til mig – se nu har du fået kvalme fordi du spiste for meget af den der – gåseleverpostej – eller også var det måske skyen – – eller også har den måske været ude at rejse – – og forspist sig i en fransk bøf – gad vide hvor jeg opholdt mig imens – for ikke at forstyrre den – – åh nej – nu kommer hende journalisten – – hun er så slem til at svare på alt det man ikke har spurgt hende om –

Forbandede køkken – her er jo så tomt som i en ørken – – og hvorfor skal ham lektoren altid være det første jeg ser om morgenen – det betyder uheld resten af dagen – nå mad interesserer mig jo ikke – jeg kan nøjes med marmeladerne – det er også bedst for min teint – – – åh nej nu kommer ham udsmideren – inspektøren som han kalder sig – det mest uappetitlige man kan tænke sig – hans undertrøje er så beskidt at man skulle tro det var en sovset serviet han havde taget på – – og så alt det ubarberede skæg der falder ud af ansigtet på ham – æærv hvor det vand smager – man skulle tro der lå en kirkegård her lige ved siden af –

Helvedes til køkken – har rotterne allerede været her – der er jo ikke en krumme – hvorfor er der aldrig noget når jeg kommer – – helvedes til aber at bo sammen med – – når jeg skal være sammen med nogen så skal de være normale – – sådan nogle som dem der ville jeg ikke slippe ind nogen steder – om der så var udskænkning eller ej –

 Lyt nu til, så skal jeg undervise lidt
i den kunst at lave svinefedt,
det kan laves dels af stude dels af heste –
……… Hvadbehar? – om ikke SVIN dog var det bedste.
Nej lave svinefedt af skinker og grisetæer,
herregud, det er jo ingen kunst. Det kan enhver.

Næ, se svinefedt der ingen svin er i,
men dog har duft og præg af svineri,
det skal der fagmænd til! – Men hvordan bliver det svinefedt
når det er gjort af hest og ko? Det sku’ dog ligne lidt!
……… Ak ja, hvor folk dog er naive i betragtningen:
Man skriver ganske simpelt SVINEFEDT på pakningen.

Som Madam Mangor allerede skrev: Man tager!
Og det, man tager, er diverse gode sager:
Lidt gamle ben og klude, muleskind med hår på ….
Det syder man i smeltediglen. Hvorpå
man venter (– tyst som var man ved at spritsmugle!)
Man spiller kort imens. Som regel Fedtmule.

Den fyr man har fra Statens Kødkontrol,
har først man sendt et ærinde fa’en i vold.
Mens han troskyldigt langt væk fra sin plads trasker,
ifører man sig ekstra sikre gasmasker
og smelter los af fler’ ingredienser.
Her er opfindsomheden uden grænser:

Brugt madpapir, der endnu hænger smør og fedt på
(man finder stykker, hvor der faktisk ikke er så lidt på),
samt gamle fedtlæ’ersko og ældre hatte,
der er jo altid fedt i noget af det.
Men vær forsigtig, hver gang gryden bliver madet,
–-tænk, hvis du selv røg med i fedtefadet!

Betjent Rasmussen går rundt i pensionatets dagligstue. Han går nærmest afventende. Han er en robust herre omkring de 50. Han er en tilsyneladende velafbalanceret person, der dog indimellem kan blive hjemsøgt af ganske umotiverede raserianfald.
Disse skyldes en særlig evne, man ikke skulle forvente at finde hos en offentlig embedsmand: Han er clairvoyant. Ikke over for alle personer og hændelser, men over for forbrydere og lovovertrædere og især dem, han allerede én gang har haft fingre i. Han har en indre næse, der kan fortælle ham, at der inde i det hus er ved at foregå noget ganske utilladeligt. Og ikke nok med det: Han kan også høre, hvad lovbryderne går og siger til hinanden. Derfor kommer han da også til at sparke ganske uforvarende til en stol, når han hører en hviskende samtale oppe fra kroen, hvor ham smeden fra Tolstrup sidder og frister en gammel kending, nemlig Johansen, til et bræk hos købmanden. Rasmussen bliver godt sur, for kunne ham Johansen ikke lige huske på, at han allerede har et halvt års betinget fængsel ventende på sig fra sidst. Kunne han dog ikke lade være med at sidde og høre på ham smeden, der alligevel altid forstår at gemme sig, når det begynder at brænde på. Og så det med købmanden. Han ligger aldeles ikke inde med så mange penge, som smeden sidder og frister med. Han fortjente selv at få et indbrud, gjorde han, ham smeden. Men han ejer jo ikke noget som helst, som folk gider stjæle. Ham og hans gamle hestedækkener. Jo, han kender ham, gør Rasmussen. Det er ikke tilfældigt, at han har den højeste opklaringsprocent i hele amtet. Og han er clairvoyant hele tre sogne ud til hver side af, hvor han befinder sig. Så han må nok bagefter lige hen og tale lidt med ham Johansen. Det ville være synd for konen, hvis manden røg ind et helt år. For Rasmussen er nemlig meget liberal og vil folk det godt. Nogen skal der jo være til at passe på dem.
Av, det gjorde helt ondt i kroppen, Rasmussen blev rød i hovedet … Så skulle da den forbandede lille ………. hun er jo først lige blevet ansat hos fabrikanten for en uge siden, og så er hun allerede i gang med at gå i lommerne på ham. Nå, så der lå nogle sedler i inderlommen hva’? Ja, så er det bedre at gå hele klædeskabet efter. Hov hov hov hov. Hvad skal du med fruens undertøj? Skal du gå i fruens undertøj? Du skal måske vise dig frem henne på kroen, hva’?

 Nu står han og sparker til stolene igen, sukkede fru P. Hun nettede sig lidt ude på gangen inden det uundgåelige møde. Hun var faktisk ikke meget for betjent Rasmussen og hans uafladelige besøg. Hvad havde hun dog egentlig gjort ham. Kunne han da ikke bare blive henne på sin lille station og dyrke sine stemmer der. Han bragte altid problemer med sig. Hun håbede ikke, hun optrådte i hans stemmekartotek eller skulle optræde i en af hans "formodningssager". Han havde den kedelige egenskab altid at skulle mistænke folk for noget, som de måske ikke engang selv var klar over. Han inddelte ikke folk efter køn, alder, levevej, formue, omgængelighed eller intelligens, men udelukkende efter hvor de måske befandt sig i straffeloven og dens paragraffer. Han anså folk for at være mere eller mindre latente forbrydere og gik egentlig kun og ventede på, at "det skulle bryde ud". Godt der ikke var så megen plads henne på hans lille station. Havde der været flere rum, ville han sikkert have arresteret halvdelen af byen.

Betjent Rasmussen var lidt i tvivl. Skulle han gå lige til sagen med moderen, eller skulle han bare se at finde knægten og tage ham med hen i kulkælderen. Han var ikke meget for lange diskussioner med fru P. Der var noget ved hende, der gjorde ham utryg: Hun havde absolut ingen virkelighedsfornemmelse. Når hun så en hest, mente hun, det var en ko. Når hun hørte om et tyveri, troede hun, det var en velgørenhedsindsamling. Når der stod en grøn vase, sagde hun, den var rød. Hun gjorde dag til nat og byttede om på alting. Og alt det med hendes laban til søn syntes hun ikke at forstå noget af. Det var, som om alle hans skarnsstreger bare var noget helt naturligt for hans alder. Hun kaldte det oven i købet for hans "udvikling", som hun nok skulle tage sig af. Men gad vide hvad hun egentlig underviste ham i. Og så var der jo også det ved hende, at der ligesom sad en anden person inden i hende, som han var lidt uvis over for. Måske kendte han hende, eller også gik hun bare og gemte på et stort spørgsmålstegn, en eller anden hemmelighed, som i hvert fald ikke stod i nogen paragraf. Han havde jo ellers kendt hende helt fra ung, men alligevel. Og så hendes skarpe tunge.
- Næ se – er det Dem Rasmussen –
- Jeg er her i tjenstligt ærinde –
- Ja det siger De hver gang De skal låne toilettet –
-  Forbrydernes veje er uransagelige –
-Ja man hører jo at De står og hænger oppe ved jernbanestationen så man skulle tro De skulle med toget hele tiden –
- Jernbanestationer virker – dragende på forbrydere –
- Så var det måske egentlig Statsbanerne De skulle have været ansat ved –
- Offentlig uorden er roden til alt ondt – men De ved jeg er en liberal person – jeg uddeler ikke bøder til unge mennesker hvis deres familie ikke har råd til det –
- Ja en gang imellem kan det jo være en fordel ikke at være velhavende –
- Hvis en person har trådt over loven giver jeg ham altid valget mellem en bøde – eller en afregning på stedet – han vælger altid det sidste – så har han jo også oplevet noget den dag –
- Er De nu også sikker på at det er lovligt –
- Absolut – der er ingen undtagen de implicerede der får lov til at overvære – auktionen
– Dem med Deres auktioner –
- Men det er altså det sædvanlige frue – det sædvanlige –
- Sssszzzz – der må vel være andre kriminelle her i byen end netop min søn –
- Hvem –
- Ja jeg kan ved gud ikke se hvorfor min familie skal være den eneste årsag til at opretholde en hel politistyrke her i byen –
- Jeg opfatter ikke Deres søn som min arbejdsgiver –

Ja, jeg burde jo måske ikke stå her og lytte ved døren. Men der må jo være nogen til at vide, hvad der foregår her i huset. Når jeg nu som oldfrue har lovet fru P at holde lidt opsyn med begivenhederne. Og jeg er altid på vagt, når ham betjent Rasmussen arriverer. Han bringer altid skidt med sig ind i huset. Ikke bare dårlige nyheder og ukvemsord, men skidt i egentlig forstand, skidt og atter skidt. Han skal altid have al den jord, der er i haven, med sig ind i huset. Og hvor han har alt det ler, han drysser af, fra, ved jeg ved gud ikke.
Men det farligste er hans bakterier. Han kommer med alle byens sygdomme, selvom han åbenbart ikke selv lider af dem. Hver gang han har været her, er der straks nogle af pensionærerne, der bliver forkølede, får influenza eller knækker sammen af allergi eller høfeber. Ja, engang var der ved gud en, der forstuvede foden, bare fordi ham Rasmussen havde været her. Og nu forsøger han igen, og jeg kan udmærket lugte, at han har trådt i en ordentlig hundehømhømmer, som han absolut skal have med her ind i huset. For han hører nemlig til den slags mennesker, der ikke ser sig for, når de færdes i det fri.
Og jeg ved også udmærket, hvorfor han kommer med sine – hundeaftryk her i dag. Det har jeg allerede hørt ude i byen. Der snakker de ikke om andet. Det er ham ulykkesfuglen Telle igen. Denne gang havde han ikke bare "lånt" to biler til sig selv og så en kammerat. Han havde også "lånt" to barnevogne til at køre ræs med ned ad hovedgaden. Det var selvfølgelig et væddemål. Hvem der kunne køre hurtigst gennem hovedgaden mellem alle de der hestekøretøjer og alt det der. Og det var jo ikke, fordi barnevogne kan køre af sig selv. Næh, dem skubbede de foran de to biler, de havde "lånt". Så det måtte jo gå galt, ikke? Den ene endte i købmandens udstillingsvindue. Og det er jo ikke så godt, for ham ligger fru P i krig med, fordi hun ikke kan få mere kredit der. Men det værste var selvfølgelig babyerne. For dem havde knægtene jo glemt at tage ud. Derfor ledte de jo en del i købmandens udstillingsvindue for at finde barnet, men det var der ikke – hverken med pris på eller noget som helst. Og havde det ikke været for en skolelærer oppe fra Vredslev, der sad og ventede på busstationen, så havde de nok aldrig fundet babyen. Men pludselig syntes han, han hørte en mærkelig lyd henne fra papirkurven. Og så var der et stykke pølsepapir, der bevægede sig. Og der lå babyen – med sennep over det hele. Helt og aldeles Houlberg.
Derfor skal ham hundebetjent Rasmussen og fru P da nok have en hel del at tale om. Men det ender altid på samme måde, uden undtagelse. Så begynder fruen at beklage sig, og så skændes de om hendes mand, der forsvandt, og hvorfor han gjorde det, og hvad han var for en og så videre og så videre. Så det behøver jeg vist ikke at stå og vente på. Her er jo en forfærdelig træk her ved den åbne dør.

 – Det ene barn var blevet stjålet foran apoteket –
– Ja hvorfor skal vi også have APOTEK her i byen – det trækker bare uansvarlige elementer til – jeg har set alt for mange MISTÆNKELIGE barnevogne deromkring –
– Det drejer sig om kidnapning – bortførelse –
– Var det da pigebabyer –
– Hvor skulle jeg vide det fra – i den alder har de jo ikke noget køn endnu – og vi har kun fundet den ene – det vil sige den anden – og det på herretoilettet på stationen – direkte op ad pissevæggen –
– Ja man bryder vel ikke ind hos damerne med den slags – bylter – der er vel lidt moral tilbage – – det er sikkert bare SLAGTERENS baby – han står altid og lurer ved de offentlige toiletter når mørket falder på – og heldigvis er min søn jo ikke den eneste kriminelle her i byen – og hvad købmanden og hans rude angår så har han så mange forsikringer at det vil vi slet ikke blande os i – han har ladet selv sine høns forsikre at De ved det – vil De ikke have et lille glas –
– Jeg er en liberal person –
– For slet ikke at tale om mine problemer – jeg er en enlig kvinde der dagligt kæmper for at holde vandene gående –
– Jo tak –
– Som mooooor og som kvinde der de sidste mange år er blevet forladt af sin mand hver eneste dag – ja De husker måske ikke krigen for De var jo sikkert bare frimeldt og sad i Sverige og spiste chokolade – men MIN mand gik under jorden fra hjemmet her for at sabotere – jeg ville gerne se hvordan DE ville have født og opdraget et faderløst barn – for sådan er DE nemlig – De bliver aldrig en eeeeeeenlig kvinde der må græde sin nød ud – i fremmede – ventesale – og i andre folks – viskestykker –

Afsnittet bringes med tilladelse fra forlaget.
Du kan tilmelde dig Bogbidder samt læse mere om servicen.