Han danser på sin søns grav af Martin Kongstad

Det vi kalder Berna
JUNI 2001

Jannik plejede ellers nok at kunne klare tingene selv, ja, og for alle andre især. Det var næsten suspekt, så hjælpsom han var. Så da han ringede og spurgte mig, om jeg ville give en hånd i forbindelse med Claras fødselsdag, svarede jeg straks ja.
Ikke blot for at give lidt igen, men fordi jeg vidste, at den aften var uhyre vigtig for ham. Det var en slags eksamen, en fuldbyrdelse af det værk, som havde været så længe undervejs. Han modtog med bæven mit ja og indkaldte med det samme til møde i hjemmet i Voldmestergade.
Jannik er en usædvanligt flot fyr. 2,04 meter høj og farvelagt som en lys argentiner; mellemblondt hår, der changerer til det lyse, olivenfarvet hud og brune øjne. Han er uddannet tømrer og virkede som sådan, indtil Fanden tog ved ham og udstak en ny kurs. Først læste han videre til bygningskonstruktør, så til arkitekt, og da han, som få, evner at kombinere det kreative med stamina, blev han sporenstregs ansat på en velrenommeret tegnestue. Så vidt, så godt.
Han er fra et kedsommeligt middelklassehjem, skolelærere vist, og han er vokset op i Nordsjælland. Her melder problemet sig, for det er hverken i Høsterkøb, Rungsted eller Søllerød. Heller ikke i Helsingør eller Tisvilde.
Det er i Kregme ovre ved Frederiksværk, en ydmyg del af Nordsjælland; uberørt af bebop-jazz og Dario Fo, kan man sige. Mere carport og italiensk salat.
Men problemet er vel at mærke Janniks.
Nå, men i Kregme spillede han håndbold og badminton, som de andre, gik i den lokale kommuneskole og havde det på alle måder ganske almindelig godt.
Jeg havde aldrig hørt om Jannik, da Clara pludselig kom slæbende med ham. Ikke at Clara har manglet mænd. Langtfra.
Hun har gennem årene haft et utal af elskere, og det har selvfølgelig alle været mænd med status; økonomisk eller kulturel, ofte begge dele, men selv om de hvad angår alder, fysiognomi og humor har været aldeles forskellige, har de dog haft det til fælles, at de havde regnet ud, hvor meningsløst det hele er og erkendt, at livet, når det nu alligevel ingen vegne førte, ikke for alvor var værd at investere i.
Dét regnestykke kendte Jannik tydeligvis ikke. Og så gik det stærkt. Han overvældede hende med avancerede smykker, middage på damask og blomster til hverdag, og dette med ubetinget succes, for allerede efter to måneder begyndte hun at omtale ham som sin kæreste; en term hun ellers dygtigt havde undgået, hvorefter de købte kartoffelrækkehuset i Voldmestergade, byggede om og lagde til med hårde hvidevarer, hems på loftet, fuldt udgravet kælder og små provencalske krukker i gården.
Og tilsyneladende var det netop den kovending, som Clara havde gået og længtes efter at foretage, for i takt med at Janniks uforbeholdne kærlighed tilstrømmede hende, begyndte hun at bære joggingbukser i privaten, lave undersaltede gryderetter og lade andre mennesker tale fra tid til anden.
Måske var det endelig lykkedes hende at slå hjernen fra.
Clara har alle dage fået særlig opmærksomhed. Hendes fysiske force er det tykke, røde hår, men ellers er hun såmænd ganske gennemsnitlig. Middelhøj, små bryster, klodsede hofter, som hun camouflerer fermt, og et sundt og lidt for regelmæssigt ansigt. Men hun fører sig med en selvtillid af de store, og hun er virkelig ikke bange for at stå frem i større forsamlinger.
Clara voksede op i et Gentofte-kollektiv. Hendes far er historiker og var et kendt navn i halvfjerdsernes venstreorienterede kredse, men forsvandt i rødvin, og hendes mor er en knaldirriterende, gammel rødstrømpe, som altid gnasker ost og går klædt i telte.
Clara var længe opsat på at blive noget ved musikken; så dansede hun, så truttede hun saxofon, så tog hun i kibbutz og ville være forfatter. Og hver eneste gang, hun skiftede spor, var vi med hende. Hun er utrolig overbevisende, Clara, og da hun efter års baksen med det ene og det andet begyndte at læse på universitetet og endte med at blive noget så røvkedeligt som fransklærer på et gymnasium, lancerede hun selvfølgelig en kampagne mod kunstnere.
Clara gik i min parallelklasse på Bernadotteskolen. Eller Berna, som man siger. Af det er hun rundet. Om nogen. Hun var altid den, man inviterede først. Også de voksne vandt hun på stribe. Boltrede sig i kulturpersonligheder og imponerede,
hvor end hun kom frem. Allerede som tiårig beherskede hun den ironiske tone til perfektion. Kunne vende slagets gang med en knivskarp betoning eller et løftet øjenbryn og kastede sig gerne ud i både tredje- og fjerdegrads ironiseringer uden
nogensinde at falde igennem.
Jannik, derimod, forstår ikke ironi. Ikke at han er dum, slet ikke, men det ligger ham bare så fjernt at sige noget og mene noget andet. Når han lyver, ved han det ikke selv.
Clara voksede op med døde bøger, hævede øjenomgivelser og bulderstille Provence-ferier og tog den selv derfra; begyndte som 13-årig at gå på Montmartres natdiskotek og var ikke bare fortrop for os andre, men også en ubarmhjertig talentspejder.
Clara kunne på et splitsekund afgøre om et fremmed menneske var værd at beskæftige sig med, og følgelig  blev hun derfor, gennem gymnasieårene, i stand til at manøvrere sikkert og udbytterigt gennem en hel generation af københavnske, frederiksbergske og nordsjællandske teenagere. Og fordi hun aldrig rørte alkohol, fungerede hendes forfinede sanseapparat også klokken fem om morgenen. Mens vi andre kastede op og talte over os, registrerede Clara og tog til efterretning. Når hun i de forvildede år inviterede til fest hjemme i kollektivet, var man i sandhed en af de udvalgte.
Grundstammen bestod naturligvis af gamle bernaer, men disse suppleredes af håndplukkede vennegrupper fra Ingrid Jespersen, Zahles, Christianshavns og blev afrundet med friløbere fra Gl. Hellerup, Ordrup, Falkonergården, Gentofte Statsskole og Aurehøj.
For udenforstående lignede det et tilfældigt sammenrend, men de implicerede var i nogen grad bedre vidende. Det var først og fremmet de fremragende talentfulde, dernæst de gode efternavne; sønner og døtre af kunstnere, politikere og førende akademikere. Festerne udgjorde, om man så kan sige, en bruttotrup, og da Berna-holdet slog tonen an, udgjorde vi også majoriteten, da den endelige kreds skulle sluttes. Denne organiske og møjsommelige udvælgelsesproces endte, da vi fyldte tyve. Da var de 20-25 mennesker fundet, som for eftertiden – og i mangel af bedre – kom til at udgøre vores realfamilie. Kredsen.
Og Clara valgte rigtigt. Det har eftertiden til fulde bevist. Vi har holdt sammen i tykt og tyndt; set hinanden spille  koncerter, forsvare ph.d.-afhandlinger og udgive bøger. Og vi mødes uafladeligt, arrangeret eller tilfældigt;
i Tisvilde om sommeren, i garderobekøen på Jazzhouse, på Charlottenborg, hos den økologiske slagter på Kultorvet. Og da vores afsæt er så ens og vores værdisæt så fasttømret, har vi en art telepatisk samhørighed. Selv om vi alle har udviklet os gennem årene og afsøgt nye muligheder, er det, som om vores kurver er blevet koordineret fra et højere sted.
Da vi var i midten af tyverne, begyndte vi unisont at klæde os pænere, tale grammatisk korrekt og stemme radikalt, for siden at vende tilbage til poloshirts og Enhedslisten. Vi betvivlede alle ironien sidst i halvfemserne og flakkede udtryksløse rundt et par år, før vi med ét erkendte, at ironi er essentiel i vores kommunikation. Vi rejste til Grækenland med forskellige kærester, så til New York, Krabi og Bornholm og fandt nøjagtig de samme små hemmelige restauranter i
nøjagtig de samme uopdagede sidegader, og vi blev medlemmer af Løgismose Vinklub, kørte gammel Mercedes og fik et afrikansk sponsorbarn. Vi tager hinanden for givet. Som man gør i familier. Uvenner kan vi sagtens blive, men det er aldrig på tale at splittes. Muligheden eksisterer simpelthen ikke.
Jannik er et af de få mennesker, jeg har mødt, som kan matche Clara, hvad social dygtighed angår. Hans stil er bare en anden. Hvor hun holder på kortene og får folk til at hige, træder han frem som en åben bog og tilbyder sig som katalysator.
Han handler, løfter og sveder, hvilket vel sagtens er et levn fra Kregme, og så har han en næsten overnaturlig evne til at skabe fortrolig relation. Allerede første gang jeg var på tomandshånd med Jannik, fortalte han mig om sin voldelige fortid. Om alle slagsmålene i teenageårene, om slagvåben og brækkede næser og om, hvordan han altid var midt i det hele, den Jannik, som var så væsensforskellig fra ham ovre på den anden side af bordet. Ikke bare for mig, men tilsyneladende osse for ham selv. Han gjorde sig selv til en god historie, og jeg labbede det i mig, for i min verden var vold en utænkelig måde at kommunikere på. Vi straffede med blikke, med ord, med det usagte; aldrig med fysisk konfrontation. Jannik fortalte mig alt dette, som var jeg den første, han betroede sig til. Siden erfarede jeg, at størsteparten af vennekredsen havde været privilegerede gæster i Janniks intime
rum.
Man kunne få den tanke, at han, siden Fanden sendte ham på flugt fra sig selv, havde handlet ganske retningsbestemt. Han er velbevandret i samtlige kulturelle discipliner; har taget sig tid til at læse både Proust og Gide, er i stand til at bruge
Kierkegaard i sin hverdag, citere Umberto Ecos essays på italiensk og holde timelange foredrag om urban arkitektur. Selvfølgelig er han også rødvinskender, Brunello især, og hvad madlavning angår, er han umådelig kompetent. Han disker
hellere end gerne op med en syv-retters menu og bevæger sig ubesværet mellem det klassiske Escoffier-køkken og nyere japansk mad. Men selv om alle råvarer er på plads, og såvel tilberedning som anretning er en Michelin-kok værdig, smager
det aldrig rigtig af det store.
Sådan er det desværre hele vejen rundt med Jannik.
Der er noget gemacht over den figur, han har opbygget. Det falder simpelthen ikke naturligt, og derfor bliver hans ord-for-ord skudsikre og højtkvalificerede udredninger også snarere positionering end bidrag til en interessant samtale.
Siger jeg. For guderne skal vide, at de færreste hører mislydene. Jeg repræsenterer undtagelsen. Reglen er så afgjort, at folk bliver duperede over Jannik. Og det da med rette. Forsimplet kan man sige, at jeg har gennemskuet ham. Forsimplet. For jeg er stadig ikke helt sikker på, hvor jeg har ham, og om jeg overhovedet har ret i min bedømmelse.
Men hvorfor skulle jeg, der for længst har etableret mig med de venner, jeg har brug for, og i øvrigt er forholdsvis anstændig, blive ven med en person, hvis hele mål her i livet er at blive anerkendt og accepteret af en særlig gruppe mennesker?
Fordi jeg godt kan lide ham. Så enkelt er det.
Jannik er en udpræget ja-siger. Han vil alt muligt. Og her må jeg lige redegøre for min egen position i kredsen. Vi har altid, som hovedregel, stillet os skeptisk til det hele. Anfægtet, nedgjort, underkendt. Alt kunne vi så tvivl om. Patos var noget af det mest mistænkelige. Folk, der mente i bombastiske vendinger, sangere med indtrængende vibrato; vi foragtede det. Men for seks år siden forandredes min anskuelse. Vi har alle været gennem længere eller kortere psykoterapeutiske
forløb, men mit virkede. Jeg brød ud. Bang!
Pludselig kunne jeg høre Mozart uden kun at høre løgn, og jeg oplevede for første gang at sætte ægte pris på en solnedgang.
Ordet "ja" fik en stor betydning. Alt det kunne medføre.
Jeg fandt ud af, at det banale besad en kolossal styrke. At livet var andet, end noget man forholdt sig til. Som mange andre, der har oplevet den slags gennembrud, var jeg ved at boble over af nyvunden visdom og havde en voldsom trang til at delagtiggøre andre i den, men når det kom til Berna-kredsen holdt jeg, tak skæbne, mine heste. Jeg overvejede ikke engang at slippe et par af dem løs. Det ville være respektløst. Vores indbyrdes tone havde stolte traditioner. At lancere jubel og overgiven dans ville være lodret tåbeligt. Jeg tror egentlig aldrig, Jannik har funderet over styrken i ja. Han har bare sagt det. Men et ja er et ja, og derfor er det mig og ikke en af de andre, han ringer til, når han er nervøs for Claras fødselsdag.
Og nervøs var han. Som ind i helvede.
Min position i projektet var derfor at afstive ham. Alt det praktiske kunne han såmænd sagtens klare selv. Det var bevidstheden om at være allieret med en fra kredsen, der fik ham til at ringe.
Vi mødtes i Voldmestergade ugen inden for at få styr på begivenheden. Clara tog imod mig med et meget langt knus. Det var, som om hun ville vise noget med det.
Og hvad var det med den sminke?
Clara havde aldrig brugt andet end en streg omkring øjet, men nu var der læbestift. En meget mørk af slagsen, som gjorde hendes øjne livløse og til gengæld fremhævede de små rynker omkring munden. Sandheden sætter sig ved mundregionen.
Et bittert drag var ved at manifestere sig.
"Ved du, at det er første gang i to år, vi bliver samlet?" spurgte hun, da vi havde sat os. Det havde jeg ikke tænkt over. Men jeg kunne se, at Jannik havde. Det gibbede i ham.
"Ja, minus Thums selvfølgelig," sagde hun. "Han ved ikke, om han når hjem fra New York."
Thums, Thomas Beltin, gik i Claras klasse på Berna, og der havde alle dage været et usundt spændingsforhold mellem de to. Han havde altid blot set hende som en ikke synderlig attraktiv pige, og for Clara var netop dén indgangsvinkel til hende fatal og undergravende, al den stund, at hendes status jo netop var baseret på andet og mere end den blotte fysik. Frygt og magt for eksempel, for bare at nævne det første, som falder mig ind.
Alligevel var de en slags venner, men så afgjort på hans præmisser. Thomas er en klassisk kvindebedårer; naturligt muskuløs, vildt blik, bløde læber, lyst hår og mørke skægstubbe. Sådan en man tager sig selv i at kigge for længe på.
Jannik havde selvfølgelig gjort alt for at blive venner med Thomas. Skaffet ham dit og dat, tegnet og forestået hele ombygningen af hans kartoffelrækkehus i nabogaden.
Jeg kan godt lide Thomas. Ja, måske mere det, han står for, end personen Thomas. Han har altid været en modvægt til alle ordene.
På en måde passer han slet ikke ind.
Han har aldrig forholdt sig til den akademiske omgangstone, vi er vokset op i. Ikke engang taget afstand fra den. Når vi andre sad og talte i ring, lavede han armstand på en stol eller dansede bump med kaminen. Og selvfølgelig sprang han
også på hele yuppie-bølgen og frekventerede både Victor og Brasseriet; steder som var no go i vores verden, eftersom penge satte dagsordenen derinde.
Jeg har altid misundt Thomas hans afstumpede integritet. Han ser ikke bare stort på, hvad andre mener om ham, han hører det simpelthen ikke. Og så den konstante uro. Den eneste måde at vinde hans opmærksomhed på er at spørge til resorts på Mauritius eller St. Martin. Så får den hele armen med navne på bartendere, tips om hemmelige nøgleklubber, hvem der kommer hvor og hvornår og en masse anden snurretopsviden, som jeg glemmer i samme øjeblik, det forlader hans blæsebælg af en mund.
Thomas er filmfotograf og har boet mange år i udlandet. Han er på kindkys med de mest kokain-fortabte jetsettere, og hans rastløshed river alt fra hinanden. Videre, videre. Men hvorhen? Og hvorfor? Spørgsmål han ikke har travlt med at få besvaret.
Vi begyndte at tale bordplan. Clara havde altid været enerådende, når det gjaldt sociale puslespil, men nu var hun skræmmende medgørlig. Spillede bolden over til mig i tide og utide. Og sikke hun da smøg sig ind til Jannik. Uh, hvor han beskyttede hende og ordnede sagerne.
"Tænk, hvis der ikke er nogen, der vil holde tale," sagde hun.
Jannik voksede med ansvaret, blev mere og mere ekstatisk. Han begyndte at rable ufiltreret løs om alle de folk, der ville komme til Claras fødselsdag og glemte, at det altså var mennesker, vi havde kendt hele livet. Men ikke nok med det; han
blotlagde også en uhyre indgående viden om vores fortid. Det var utroligt, så godt han var inde i sagerne. Vidste nøjagtigt hvem, der havde gået i hvilken klasse på Berna. Hvem, der havde været kærester og hvornår, og hvad deres forældre lavede.
Jeg begyndte ærligt talt at blive lidt skidt til mode. Ikke bare fordi jeg lod Jannik køre frihjul hinsides det intimiderende, men også fordi Clara ingen indsigelser gjorde. Tidligere havde hun hånet ham til smørsovs. Nu sad hun bare dér og
pakkede sig. Først da Jannik begyndte at analysere Claras gamle klasselærer,
som vel at mærke havde været død i mere end ti år, og som Jannik derfor aldrig havde været i nærheden af at møde, og gjorde dette med ord og betragtninger, som var så umiskendeligt Claras, vågnede hun af døsen og kneb øjnene sammen.
Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle længes efter Claras beske side, men så vidt var det kommet.
Jannik var på vej tilbage til bordet med endnu en flaske rødvin. Han havde et stykke A4-papir i hånden.
"Maden behøver vi slet ikke at koncentrere os om. Det er ordnet," sagde han og viste papiret frem. Smukke, velordnede bogstaver. Skrevet henslængt, men med kalligrafisk touch.
"Jeg spiste frokost med chefkokken ude fra Sticks i Hellerup. Han er uddannet hos Lauterbach og alle siger, at han er det største kokketalent, der har været herhjemme i mange år. Han er helt holdt op med gå ud og lave mad til selskaber, men jeg fik ham overtalt. Vi blev enige om dét her."
Han kunne næsten ikke være i sig selv.
"Forretten bliver tapas, men moderne tapas. Han har lige været nede i Barcelona og gået med en uge i køkkenet på El Bulli. Vi taler altså om en restaurant, hvor der er to måneders ventetid på et bord."
Hans stemme var ved at knække over. Han holdt en lille pause, genvandt fatningen, rømmede sig, gik en terts ned og begyndte så at recitere menuen med en alvor, som var det en endegyldig fredsaftale i Mellemøsten, han havde mellem hænderne.
Først læste han omhyggeligt rettens originale navn på indøvet catalán, så fik vi den på dansk. Indbagt sort hummer med lakridscurry, snegle med Iberico-skinke, sardiner og avocado med grapeskum. Da han var nået gennem syv af de ni
tapasretter, skævede jeg til Clara. Hendes små hår strittede på armene. Jeg undgik øjenkontakt. Jannik kiggede kort på os, da han var færdig med tapasdelen,
og Clara forsøgte at give ham det smil, han fiskede efter. Så fortsatte han.
"Til hovedret får vi dyreryg med Pommes Dauphine, syltede blommer, ristede karljohansvampe og en sauce bordelaise."
"Borte-borte tit-tit?" sagde Clara. "Bordelaise!"
"Men lyder det ikke fremragende?"
"Jo, det lyder helt fantastisk, skat, men det er bare ikke lige os. Eller hvad siger du, Mikkel?"
Jeg var fuldstændig uforberedt og nåede kun at mumle noget befippet hverken-eller, og det var alt rigeligt. Clara skulle bare bruge mig som bande og fortsatte:
"Hvis jeg skal rose de gamle venner for noget, så er det, at vi aldrig er hoppet med på det dér prætentiøse madhysteri."
Det var faktisk lodret løgn, men den fik lov at passere.
Clara bestemte sig for coq au vin, og Janniks menu havnede på bordet med teksten nedad. Jeg var forvirret, da jeg forlod dem.
Det sidste jeg lagde mærke til, var Janniks Miles Davis-plakat. Fra dengang i 1984, da Miles fik Sonning-prisen og gav koncert til overrækkelsen. Jannik måtte have købt den brugt i et stille håb om, at den gjaldt med tilbagevirkende kraft. De
havde formentlig ikke siddet og hørt Bitches Brew efter badmintontræningen
i Kregme. Plakaten havde hængt ude i køkkenet, sidst jeg var der. Nu stod den op ad stakittet i sin stålskifteramme og ventede på storskrald. Hvis Jannik nu havde
været inde at høre koncerten dengang i 1984 – som jeg og en del af de andre var – så havde den plakat sikkert hængt der endnu.
Nu var den lige til at pille ned.
Jeg smuttede ind om Krut’s Karport på vejen hjem. Satte mig med en absint og en Budvár og gloede ned i bordet. Claras mørke læbestift. Det bitre drag. Det spaltede hår. Hvor var hendes energi?
God smag defineres af den akademiske klasse, og hvis ikke man er opvokset med den, kan man glemme at komme efter det. Jannik og Clara ville aldrig blive jævnbyrdige, hvad den sag angik. Men som jeg havde forstået det, var det jo netop uvedkommende. Hun havde ikke valgt Jannik, fordi han kunne leve op til alle hendes regelsæt, men netop fordi han kunne løsrive hende fra dem. Fordi hun med ham kunne komme i kontakt med det basale. Slippe alle de forpulede lag af konventioner, vi år for år havde pakket os selv ind i. Desværre var det jo netop de konventioner, som Jannik var så forhippet på at optage som sine egne. Jeg turde slet ikke stille mig selv spørgsmålet, hvorvidt det var Clara eller konventionerne, han var mest vild med.
Men havde Clara mon stillet sig det spørgsmål? Var hun i tvivl? Var det den, der sugede kræfterne ud af hende?
Jeg kunne ikke tro, at hun havde overset kardinalpunktet, at hun havde været blind for den pagt, de havde indgået: Han blev en af os, og hun blev lykkelig.
Den slags konstruktioner så Clara før nogen andre. Men var sagen her, at hun for første gang i sit liv havde handlet af et rent hjerte?
Eller havde hun indgået pagten i fuld bevidsthed om dens indhold, men fortrudt hen ad vejen? Fordi hun ikke kunne leve med den, da det kom til stykket. Fordi hun var blevet grådig og ville have, at det var hende og kun hende, han var
sammen med. Og ikke Clara og alt det hun stod for.
Jannik havde sendt Clara ind til byen, og hun lå nu et eller andet sted inde ved Nikolaj Plads med varme sten på kroppen og fik massage, mens jeg hjalp ham med at udsmykke huset. Eller det vil sige, jeg gik og rablede gamle anekdoter af mig, mens han kørte løs med skruemaskinen. Og der var virkelig noget at blive inspireret af, for Jannik havde i al hemmelighed taget Claras fotokasse med ind på tegnestuen og brugt enhver pause mellem møderne om boliger i Ørestaden, Tescos nye upmarket filial i Brixton og hotellet i Chicago på at bearbejde og forstørre det gamle billedmateriale. Meterhøje udsnit af Claras liv stod nu stablet for foden af trappen. Og han havde en plan med fotostaterne.
Velkomstdrinks skulle serveres nederst, og da det jo var aftenens begyndelse, blev hele stueetagen udsmykket med fotos fra Claras barndom. Særlig ét billede skilte sig ud. Clara som seksårig med sommerfregner ser lige ind i linsen. Der er stillet knivskarpt på hendes øjne. Det, der ved første øjekast ser ud til at være et par usædvanlig opvakte barneøjne, så lyseblå, at de næsten er transparente, viser sig ved nærmere eftersyn at være indgange til et helt univers. Hendes blik er på én gang uendeligt og fuldstændig tilstedeværende. Man kan aldrig blive færdig med de øjne. Munden smiler uforbeholdent. Hun bider sig i underlæben med de store fortænder. Hun glæder sig. Glæder sig. Kan slet ikke vente med at komme i
gang.
"Det er Jesper Høm, der har taget det," sagde Jannik.
Billeder af forventningsfulde børn er billeder af skuffelser, der venter.
Hvilket dette billede var et klart bevis på.
Middagen skulle foregå oppe på anden sal, i det store åbne rum, og langs trappen derop hang alle Claras gamle klassefotos. Jannik havde indrammet hende med en rød cirkel. Alligevel løb Thums med opmærksomheden. Måden han stillede sig an på.
Vi skulle sidde treogfyrre til langbords. Clara for den ene bordende, Jannik for den anden. På væggene hang en kavalkade af festbilleder. De fleste fra firserne. Dér var vi i vores slidte Levi’s, vores mohairsweatre, vores All Stars, vores collegejakker fra Flipmachine. Unge, glatte ansigter med ængstelige øjne. For udefrakommende som Jannik repræsenterede disse fotos noget særligt; Montmartre-dage, en sorgløs klike på vej frem sammen. Men jeg så noget andet. Jeg så stort set ingenting.
Vores fortid var ikke noget særligt; nogle vittigheder, et væld af skiftende talemåder, en hel masse overflødige toner. Og kærester. Så stod man hånd i hånd foran køddisken i Irma og gloede ned på en pakke hakket oksekød. Vi havde jo aldrig udrettet noget sammen. Vi havde bare klynget os til hinanden, men for hvad og hvorfor? Efter firsernes fester fik vi travlt med alt det sædvanlige. Penge, børn, huse. Men jo mindre vi mødtes, jo større betydning blev kredsen tillagt. Fortiden var vores eneste styrke.
I virkeligheden var det en gave for os, at et menneske som Jannik gerne ville deltage, for han ville noget. Måske kunne vi noget sammen, måske ikke. Måske skulle vi opløse forsamlingen og komme videre, væk fra fortiden og alle dens hævdvundne ligegyldigheder.
"Hold kæft, hvor er jeg nervøs!"
Jannik var færdig med ophængningen. Han satte sig.
"Jeg skal holde tale for Clara. Jeg bliver vanvittig."
"Du gør dig umage," sagde jeg. "Det er nok."
Sådan burde det have været, men vi vidste begge, at det ikke passede. Der fandtes ikke et hårdere og mere uforsonligt publikum end, det Jannik skulle stå overfor. Jeg forstod hans frygt. Den store viden, som han ihærdigt havde tilegnet sig gennem årene, var normalt et af hans trumfkort, men at lufte den i en tale ville være selvmord. Han ville med det samme blive bortdømt som prætentiøs, og det prædikat ville klæbe til ham for evigt. I det hele taget var der utallige muligheder for at træde ved siden af. Tålmodighed er i sandhed ikke en af vores dyder, og dommen – hvad end den lød på – ville falde unisont omkring bordet. Integritet var den eneste vej frem. Ethvert forsøg på at spille vores spil ville øjeblikkelig blive afkodet, og sprækken ville vokse, som aftenen skred frem. Jeg havde oplevet det så mange gange før. Det begyndte med en henkastet bemærkning, en sjov kommentar. Og endte med en offentlig henrettelse.
"Bare vær dig selv," sagde jeg. Og mente det.
Vi så hinanden i øjnene. Det sejlede for ham.
Jeg var nervøs for aftenen, da jeg gik hjemmefra, men ængstelsen fortog sig øjeblikkeligt, da jeg trådte ind ad døren. Folk talte højt og ivrigt, og jeg faldt ind og ud af arme og smækkys.
Jeg havde helt glemt, hvor befriende nemt det var. Alt det, vi var fri for at sige. Jeg følte mig omsluttet. Hvor var de sjove alle sammen. Og begavede. Mine venner.
Den eneste fraværende var Thums, og det begræd jeg ærligt talt ikke. Der tegnede sig en aften uden mislyde, og den første time fløj af sted. Jeg var halvfuld, før jeg bemærkede, at det bemærkelsesværdige Høm-foto var blevet pillet ned af væggen. I samme moment gik det op for mig, at jeg helt havde
glemt Jannik.
Han bistod Clara i den anden ende af lokalet. Hun var midtpunkt i en hæsblæsende pingpong-snak med tre af de andre, og Jannik nøjedes med at overvåge det hele med et stort og velvilligt smil. Han var i et marineblåt jakkesæt, hvid skjorte med stivede flipper, som fremhævede hans flotte teint, og et elegant slips i lysebrune nuancer.
Han lignede en mand, som hvilede i sin egen succes. Et sandt pragteksemplar, som oven i købet var så moderne og selvværdig, at han kunne læne sig bredskuldret tilbage og nyde sin rapkæftede kærestes percussive talestrøm.
Kun blikket afslørede ham. Munden sagde ja, men øjnene havde ingen anelse om, hvor de var på vej hen.
Jeg fik ham gelejdet med ud i køkkenet. En halvlækker lillesøster til en af de gamle bernaer var i gang med at åbne østers, og fra den store franske jerngryde duftede der af perleløg, frisk timian og hønsefond. Jeg fandt to Urquell i køleskabet og skålede med ham. Han satte flasken for munden og bællede den halve øl i én slurk. Så kiggede han på mig med øjne fulde af rædsel og sorg.
"Hun var ved at aflyse en time før gæsterne kom," sagde han.
"Hvad er der med hende for tiden?"
"Hun er gravid. Ni uger henne."
"Er Clara gravid? Tillykke!"
"Ja, måske," sagde han.
"Hvad mener du?"
"Hun ved ikke, om hun vil ha barnet."
Det mærkværdige var, at Clara virkede fuldstændig upåvirket. Hun måtte have gennemlevet en form for katarsis. Hele sit liv havde hun undertrykt sorg og ulykke. Smilet gennem det. Men sådan så hun slet ikke ud i aften. Der var intet falsk over hendes glæde. Eller også var hun så langt ude, at det ikke kunne registreres.
"Har du styr på din tale?" sagde jeg.
Jannik nikkede og klappede sig på inderlommen.
"Jeg synes fandeme, det er tarveligt, at Thums ikke kommer," sagde han så.
"Hun ville være blevet så glad."
"Han dukker sikkert op midt i det hele," sagde jeg.
Jeg havde selv valgt at få Laura Riis som borddame. Hun var den eneste deciderede dame blandt pigerne og gift med Søren Riis. Laura var af gammel overklassefamilie og havde uden tvivl fundet os umådelig eksotiske, dengang for tyve år siden da hun begyndte at dukke op til festerne. Alle de løshoftede fyre, alle de meninger, al den congasmusik. Men ad åre var hun faldet tilbage mod stammen, havde taget sin storvildtjagende far til nåde og var – mildest talt – begyndt at stille spørgsmål til vores levemåde, og det med samme ligefremhed,
som i sin tid havde vundet hende indpas.
Søren Riis var allerede tydeligt beruset og skelede.
Laura havde taget en flaske champagne med op fra velkomsten.
"Hvis jeg havde set de klassebilleder, havde jeg aldrig giftet mig med Søren," sagde hun og nikkede op mod fotostaterne.
"Det er umuligt at blive et ordentligt menneske efter så mange år i gøglertøj. Det hænger fast. Men det kunne jeg jo ikke vide. Han havde smoking på, da jeg mødte ham. Ja, og gummisko, selvfølgelig. Skål!"
Clara havde valgt Kreuzmann som sin bordherre, og det forstod jeg egentlig godt. Han var et tågehoved, stor og larmende. Kom fra et borgerligt hjem og havde sit eget firma, noget med integreret kommunikation og mobiltelefoner. Men selv om han både var i evig opposition og helt åbenlyst forblændet af penge, var der noget trygt over Kreuzmann. Han var markant anderledes og stod ved det. Meget sigende havde han haft den samme frisure i tyve år. Lang page.
Kreuzmann slog på glasset og rejste sig.
"Oppe på væggene hænger I som unge hundehoveder. For nogle af os er der sket en masse siden dengang, for de fleste er der ikke sket en skid andet end, at de er blevet ældre. Men én ting er sikker. Vi havde ikke siddet her i dag, hvis ikke det
havde været for Clara. Dengang var hun vores samlingspunkt. I dag er hun det. Lad os gøre den hér aften til een lang hyldest. Rejs jer op, venner. Sving pokalerne. Clara længe leve!"
Vi råbte og skreg og hoppede. Da vi havde sat os igen, kiggede jeg ned til Jannik. Han havde Claudia, Kreuzmannsn kone, til bords. Han tømte et glas hvidvin i én slurk. Bare han nu ikke var ved at miste den.
"Du er venner med ham Jannik, ikke?" sagde Laura. "Han er sgu en lækker mand, men er han lidt naiv?"
"Ja, er det ikke dejligt," sagde jeg.
"Du respekterer ham ikke, hvad?"
Hun kiggede undersøgende på mig.
Jeg forsøgte at forklare mig. Talte om naivitetens visdom. Men det kom simpelthen til at lyde så arrogant, og det blev værre ord for ord. Jeg endte under nul. Et godt stykke, faktisk.
"Nå, men så kan du vel i det mindste sørge for, at jeg får lidt at drikke," sagde Laura, da jeg var færdig. Og holdt glasset frem for sig. "Jeg går målrettet efter blackout."
Den halvlækre søster var begyndt at bære coq au vin ind. Og vi slap ikke for det sædvanlige: "Nej, hvor det dufter!" og "Ih, hvor ser det godt ud!"
Sådan begynder man at sige, når man når en vis alder. Hvornår ville Jannik holde sin tale? Jeg håbede inderligt, det var snart, for hver eneste gang jeg kiggede derned, så jeg ham tømme et glas vin. Claudia var allerede blevet plakatfuld
af at sidde ved siden af ham.
"Du skal ikke tage dig af mig," sagde Laura.
"Jeg ved godt, du forsøgte at sige noget sødt og klogt. Det er bare mig. Det er mit problem, som I siger, alle I snotforkælede Berna-børn."
Klask! En flaske rødvin væltede nede i Janniks ende. Ud over Claudias kjole. Men hun grinede bare og blev skeløjet af fryd, da Jannik rørte hendes lår med servietten. Kreuzmann tegnede og fortalte for Clara. Jeg gættede på, at hun havde spurgt til hans firma. Hun nikkede velvilligt og  smilede deltagende, men det var helt åbenlyst, at hendes opmærksomhed var koncentreret om begivenhederne i Janniks ende af bordet.
"Det værste er, at vores lille søn er skrevet op derude," sagde Laura.
Hun lagde sin hånd på min.
"Jeg lover dig, at jeg ringer på mandag og får ham frelst fra den venteliste, Mikkel? Hvis først han kommer ind på Bernadotteskolen, kommer han aldrig ud igen."
"Det kan der være noget om," sagde jeg og grinede.
Hun fjernede sin hånd.
"Det er ikke sjovt, Mikkel. Se på jer selv. Er I frie mennesker?"
Så skete det. Ding-ding! Jannik slog på glasset.
"Ja! Det er ham den lækre!" skreg Laura.
Jeg tyssede på hende. Nu var det nok.
Jannik tog sit manuskript frem af inderlommen. Tog sig tid. Virkede helt rolig og fattet. Kiggede ned på Clara. Hun gengældte blikket.
Jannik rømmede sig. Jeg spændte i læggene. Det store øjeblik. Bare han ikke begyndte med et klogt citat. Han bredte armene ud:
"Dengang I sad på værelserne og diskuterede Baader- Meinhof og hørte Weather Report og Entrance, da havde jeg lige fået sat et 8,5 tun på min Kreidler og lå og drønede frem og tilbage mellem Ølsted og Kregme. Til sidst kunne jeg køre
vejen i mørke, vidste nøjagtigt, hvor svingene lå, hvor der var huller i vejen, og hvornår isenkræmmerens hund ville gø."
Han holdt en lille pause.
"Det er ikke nogen metafor. Sådan var det bare."
Folk grinede. Han var kommet godt i gang. Grebet var enkelt; ved at tale om sin egen ungdom satte han vores i relief. Man anede tegningen til en tongue-in-cheek tale om kredsen set fra Janniks side, og det var et fornuftigt valg. Vi kunne godt lide at blive udstillet, tålte sagtens kritik; bare den ikke var fundamental og vidtrækkende. Han fortalte om hierarkiet i sportshallen. Om musikken. Han dvælede ved de forskellige betydninger af ordet "badminton". For ham en fjerbold
og en ketsjer, for os en plade med Aske Bentzon. Jeg var begyndt at slappe af i skuldrene. Den opgave, som for en time siden havde virket så uoverkommelig, var reduceret til en proceduresag. Han gik kronologisk frem og ville formodentlig
ende med en lille krølle om, at den unge Kreidlerfyr ikke havde forestillet sig, at han en dag skulle møde en kvinde som Clara. Men det faktum, at han allerede nu kunne skimte slutfacit forude, antændte en risikovillighed. Han ville ikke lade
sig nøje med et lille 9-tal.
Han gik efter den totale triumf. Droppede alle mellemregninger og sprang direkte til konklusionen. Den store version. Han skiftede toneleje, blev hæs og luftig:
"Elskede Clara, jeg vil gerne benytte denne her dag til at takke dig. Tak, Clara, fordi du har lukket mig ind, hvor jeg ved, at ingen har været før. Tak, fordi du har turdet vise mig en helt anden Clara. Den sårbare Clara. Lille Clara. En Clara,
som tør være svag og blive aet over håret."
Han tabte fatningen. Foretog en ukontrolleret indånding. Store tårer brød frem i hans øjne. Han måtte stå lidt. Alle holdt vejret.
Jeg kiggede ned på Clara. Hun kiggede stift på Jannik.
Hun følte sig ydmyget og forsøgte at få ham til at ændre kurs, før skaden var uoprettelig. Men Jannik lod som ingenting, og det kunne enten skyldes, at han var blind af affekt, eller at han havde sat sig for at gennembryde hendes forbehold én gang for alle; udradere dem med hendes nærmeste som sandhedsvidner.
Han åbnede sin jakke og trak et brev frem af inderlommen. Holdt det i vejret, så alle kunne se det.
"Dette her er mit kæreste eje," sagde han.
"For jer ligner det bare et brev, men for mig betyder det alt. Det er det første brev, du sendte mig, Clara."
Han foldede brevet ud. Hænderne rystede, tårerne løb ned ad hans kinder. Men han var ikke bare opfyldt af kærlighed til Clara. Han var også rørt over sin egen evne til at føle så dybt. Af hele situationen. Ham midt i det hele.
Han stod længe med brevet. For længe. Så begyndte han at læse:
"Kære Jannik, jeg går rundt i en helt ny følelse. For bare et halvt år siden ville jeg have vrænget på næsen, hvis nogen sagde, at et andet menneske kunne forandre mit liv. Men sådan har jeg det ikke længere. For mit liv er forandret. Og det kan jeg takke dig for."
Jannik læste videre, men jeg udholdt ikke at høre mere. Og sådan havde alle det. Han havde valgt at eliminere enhver leflen, se stort på vores grænser og tone rent flag som skamløst banal. Vel var han en mand med karriere, vel var han beleven og dannet, men han var stadig i kontakt med den vilde, unge
mand. Han havde sine drømme om den store kærlighed intakt, og han turde sige det højt.
Dér stod han. Ene romantiker blandt kynikere. Han arbejdede så at sige i et frekvensområde, som var uden for vores og kunne på den vis forcere alle afspærringer, svæve over barriererne. Problemet var bare, at det jo netop var blevet en rolle, han spillede. I sin årelange stræben efter præcis dette øjebliks triumf havde han kontinuerligt bestræbt sig på at komme sin fortid til livs, at udradere den, og det var lykkedes i en sådan grad, at han – nu da han stod og skulle bruge den for at indløse gevinsten – ikke kunne finde originalen. Den var væk, og det eksemplar han viste frem, var kun en ringe kopi. Han var simpelthen
ikke troværdig i rollen som sig selv.
Hvilket prompte blev noteret af alle omkring bordet.
Clara vidste, at vi læste Jannik som en åben bog, og der var ingen tvivl om, at hun selv, hvis hun havde været i vores sted, havde afsagt dommen for lang tid siden. Men det var hun ikke. Hun var dybt impliceret. Manden, der stod og blottede
sig så skammeligt, var synonym med ham, der havde gjort hende gladere end nogensinde.
Men kunne hun rumme den opførsel? Var hun rede til at sætte sit gode navn og rygte over styr i loyalitet? Havde Laura ret? Var Clara ikke et frit menneske?
Ville hun lade andre vælge for sig?
Jannik havde afsluttet brevet og ænsede ikke, at folk for længst var faldet fra. Han var i sin egen verden og byggede op til crescendo.
"Jeg elsker dig, Clara. Jeg vil leve mit liv sammen med dig, og jeg håber virkelig, at du ..."
Det ringede på døren.
Jannik stoppede. Alle kiggede forvirret rundt. Så ned på Clara.
"Hvem kan det være?" sagde hun ud i luften.
Så rejste hun sig.
"Jeg går lige ned og ser efter, ikke?"
Vi kunne høre hendes trin på trapperne. Jannik stod, hvor hun havde efterladt ham, og vi andre, der jo per definition stadig var tilhørere til en tale og derfor havde de givne konventioner hængende over hovedet, forholdt os helt stille. Ikke
et ord blev sagt, ikke engang en rømmen.
Sådan sad vi, ubevægelige, i lang tid, og så var der endelig trin på trappen igen, flere denne gang. Døren gik op og ind trådte Clara. Storsmilende.
"Se, hvem jeg fandt dernede. Thums!"
Thomas gik ud fra at Jannik havde rejst sig for at byde ham velkommen og kvitterede med en ordentlig mandekrammer, mens alle vi andre stadig forholdt os tavse.
"Skal vi nu ikke lade Jannik afslutte sin tale," sagde Kreuzmann.
"Hallo, tale!" sagde Thomas. "Fyr den af, Jannik!"
Men det var for sent. Jannik havde mistet troen.
"Tillykke, Clara, jeg elsker dig. Og skal vi så ikke få sunget den fødselsdagssang?"
Festen rev sig løs som et færøsk bryllup. Vi havde stort set ikke danset siden firserne, men nu var alle på gulvet fra første nummer, og det var ikke bare lidt vrikken på stedet og alibi-trin, det var armene over hovedet, det var alle de gamle
tricks, og nye, der blev opfundet på stedet. Vi dansede myredans til Off the wall, lagde kor på What a fool believes, opfandt karakterer og spillede dem helt ud, havde snavekonkurrence og drak rom af flasken. Først da Disco inferno blev sat på, måtte jeg kapitulere. Jeg forlod dansegulvet, gik ned på reposen foran første sal og åbnede vinduet. Det var ved at blive lyst derude. Solsortene var begyndt at synge fra haverne, og nede på Øster Søgade susede en taxa forbi.
"Har du set Clara?"
Jeg vendte mig om. Det var Jannik. Bleg og svedig.
"Nej," sagde jeg. "Måske er hun gået i dørken."
"Jeg har ledt efter hende i en halv time," sagde han.
"Så må vi da finde hende," sagde jeg og begyndte at gå.
Oppe på dansegulvet var alle gået død samtidig. De tilbageværende klyngede sig til hinanden og slæbte fødderne over gulvet, mens arrige trompetriffs blæste ud af højttalerne. Pludselig var det til at høre, hvor højt der blev spillet. Hun var heller ikke i soveværelset. Til gengæld lå Laura og Søren Riis med alt tøjet på og ryggen til hinanden.
"Kom nu!" sagde Jannik.
Jeg var ved at falde ned ad trapperne. Kunne ikke følge med og slet ikke i det drama, han insisterede på at fremmane. Hun var vel bare gået en tur ned til søen.
"Måske er hun gået i byen," sagde jeg, da vi var nået helt ned.
Ude i gården sad et lille selskab og diskuterede børneopdragelse uden at lytte til hinanden. Clara var der ikke. Jeg foreslog, at vi også lige kiggede i kælderen.
Lyset virkede ikke, og trappen var stejl som ind i helvede. Helt mørkt. Fuldemandsprojekt. Men jeg gik videre. Alt for Jannik. Jeg stødte ind i vaskemaskinen og slog skinnebenet. Vi famlede os frem. Her stod alle Janniks ting. Jeg havde selv været med til at bære dem derned. Claras afskallede shabby
chic møbler var eneherskende oppe i huset. Mine øjne var ved at vænne sig til mørket. Jeg kunne skimte konturerne af Piet Hein-elipsebordet og de sorte Syver-stole. Jeg grinede lidt for mig selv. Hold kæft, hvor var han sat uden for indflydelse! Så blev jeg fejet til side. Jannik skubbede til mig, og jeg væltede ind i murstensvæggen. Han fortsatte forbi mig og løb op ad trapperne.
Jeg nåede slet ikke at reagere, før jeg fik øje dem.
Clara lå ind over et sofabord ovre i hjørnet. Der var hud. Thomas stod bag hende. Han var den eneste, der bevægede sig.
Jannik sad på stuegulvet med hænderne foran sit ansigt, da jeg kom op. Hans store krop skælvede af gråd. Det var mærkeligt at se en mand i jakkesæt græde. Jeg forsøgte at sige noget, men kom forkert i gang med min sætning. Ude fra gården lød latter. Jeg prøvede at trøste ham, men hans krop var hård og uimodtagelig. Irrationelt bemærkede jeg, at de havde parketgulv og ikke brede planker. Så kom Clara til syne. Hun græd som pisket. Hendes mascara løb ned ad kinderne. Hun tog Janniks hånd, men han reagerede ikke. Så satte hun sig ned ved siden af ham og tudede videre.
Ude i gården havde man fornemmet, at noget var galt.
"Hvad er der sket?" sagde Claudia. De andre kom til. Ingen sagde noget.
Da Thomas trådte ind, forstod de sammenhængen. Det var åbenlyst uvant for ham at angre. Men han kunne jo ikke bare stå der, så han lagde hånden på Janniks skulder.
"Undskyld, Jannik. Det var virkelig dumt."
Han bøjede sig ned over Jannik, forsøgte at fjerne hans hænder og få ham til at se på sig. Jannik slog hans hænder væk, men Thomas insisterede. Prøvede igen. Jannik kiggede på ham. Han var opløst.
Så rejste han sig og gik helt tæt på Thomas. Han var halvandet hoved højere. Han kiggede kortvarigt op til højre, strakte hænderne frem foran sig, tog fat i Thomas’ hår og hev ham ned mod gulvet med en hurtig bevægelse. Da Janniks knæ ramte Thomas under hagen, mistede han øjeblikkeligt bevidstheden, knejsede i rygsøjlen og bankede baghovedet ned i parketgulvet. Da Jannik sparkede ham i ansigtet første gang, stod en søjle af blod fra næsen, og han flyttede sig en
halv meter hen over gulvet. Da han sparkede anden gang, knækkede to fortænder.
Jannik har vi ikke set siden. Han gik sin vej. Men fra en vinhandler hørte jeg siden, at han var flyttet til Firenze, havde giftet sig ind i Antinori-familien og fået børn. Når vi mødes i den gamle kreds, fylder Jannik mere og mere. Han var på sin
egen måde ret fantastisk.

Afsnittet bringes med tilladelse fra forlaget.
Du kan tilmelde dig Bogbidder samt læse mere om servicen.