Homer og Langley af E. L. Doctorow
Jeg er Homer, den blinde bror. Jeg mistede ikke synet på én gang, det skete som på film ved en langsom udtoning. Da jeg fik at vide, hvad der var ved at ske, blev jeg interesseret i at måle det, jeg var sidst i teenageårene dengang, åben over for alting. Det jeg gjorde den vinter var at stille mig et stykke fra søen i Central Park, hvor der blev løbet på skøjter, for at finde ud, hvad jeg kunne se eller ikke se fra dag til dag. Husene ovre i Central Park West forsvandt først, de blev mørkere, som om de blev opløst i den mørke himmel, indtil jeg ikke længere kunne se dem klart, og så begyndte træerne at miste deres form, og til sidst, da vinteren var ved at være forbi, måske sidst i februar den meget kolde vinter, var det eneste jeg kunne se nogle spøgelsesagtige omrids af skøjteløberne, der gled forbi på en flade af is, og så blev den hvide is, det sidste lys, grå og senere helt sort, og så kunne jeg ikke se mere, men stadig tydeligt høre klingernes susen og fræsen mod isen, en meget tilfredsstillende lyd, en dæmpet lyd fuld af målbevidsthed, en dybere tone end man skulle tro skøjteklinger kunne frembringe, måske fordi den fremkaldte en resonerende baslyd fra vandet under isen, susen, fræsen, susen, fræsen. Jeg kunne høre nogen, der kom farende og så pludselig svinget og den lange skrabende skrattende lyd, når han snurrede rundt og standsede, og så lo jeg også af glæde over skøjteløberens dygtighed til at standse så brat, først suse og fræse af sted og så skrabe og skratte.
Selvfølgelig var jeg også ked af det, men det var et held at det skete da jeg var så ung, og ikke vidste noget om hvad det ville sige at være handikappet, men bare koncentrerede mig om andre evner i stedet for, såsom min usædvanlig gode hørelse, som jeg optrænede til en grad af skarphed, der var næsten visuel. Langley sagde, at jeg havde ører som en flagermus, og han efterprøvede denne påstand, ligesom han underkastede alt andet en kritisk undersøgelse. Jeg kendte selvfølgelig vores hus, alle fire etager, og kunne uden problemer navigere rundt mellem alle værelserne og op og ned ad trapperne, for jeg huskede, hvor alting var. Jeg kendte tegnestuen, vores fars arbejdsværelse, vores mors dagligstue, spisestuen med dens atten stole og det lange valnøddebord, anretterværelset og køkkenet, salonen, soveværelserne, jeg kunne huske, hvor mange tæppebelagte trappetrin der var mellem etagerne, jeg behøvede ikke engang at holde i gelænderet, og hvis man så mig, ville man ikke opdage, at mine øjne var døde. Men Langley sagde, at prøven på min høreevne først kom, når hukommelsen ikke var med i spillet, og derfor flyttede han lidt rundt på tingene og tog mig med ind i musikværelset, hvor han forinden havde skubbet flyglet hen i et andet hjørne og stillet den japanske foldeskærm med hejrer, der stod i en sø, midt i værelset, og for at gøre det sværere endnu, snurrede han mig rundt i døråbningen, så min retningssans blev helt ødelagt, men jeg kom til at le, for det skete hverken værre eller bedre, end at jeg gik rundt om foldeskærmen og satte mig ved flyglet, nøjagtig som om jeg vidste, hvor han havde stillet det, hvad jeg også gjorde, jeg kunne høre overflader, og jeg sagde til Langley: En blind flagermus fløjter, det er på den måde, den finder rundt, men jeg behøvede jo ikke at fløjte, vel? Han var virkelig forbløffet, Langley er to år ældre end jeg, og jeg har altid været ivrig efter at gøre indtryk på ham på alle mulige måder. På det her tidspunkt gik han på college som førsteårsstuderende på Columbia. Hvordan gør du det? spurgte han. Svaret har videnskabelig interesse. Jeg sagde: Jeg mærker formerne, når de presser luften væk, eller jeg mærker varmen fra genstande, du kan snurre mig rundt, så meget du vil, men jeg kan stadig mærke, hvor der er noget massivt i luften.
Der var også andre fordele. Jeg fik undervisning af privatlærere, og jeg gik allerede uden problemer på West End-konservatoriet, hvor jeg havde været studerende, siden dengang jeg kunne se. Min dygtighed som pianist gjorde min blindhed socialt acceptabel. Da jeg blev ældre, talte folk om min galante opførsel, og kvinderne kunne i hvert fald godt lide mig. I de bedre kredse i New York dengang sikrede mange forældre sig, at deres døtre blev gift med passende ægtemand, ved helt fra fødslen, fik man indtryk af, at advare dem mod mænd og formane dem til ikke at stole på dem. Det var nogle år før første verdenskrig, da backfische og kvinder, der røg cigaretter, endnu lå ude i en fremtid, man ikke kunne forestille sig. Så en pæn, ung blind mand af god familie var særlig attraktiv, fordi han ikke engang i det skjulte kunne foretage sig noget upassende. Hans hjælpeløshed virkede dragende på kvinder, der selv siden fødslen var blevet opdraget til at være hjælpeløse. Min blindhed fik dem til at føle sig stærke, som om de havde kommandoen, og lokkede også deres medlidenhed frem, gjorde i det hele taget en hel masse. En kvinde kunne udtrykke sig, få luft for sine indestængte følelser, hvad hun ellers ikke turde over for en normal mand. Jeg klædte mig virkelig godt, jeg kunne barbere mig med min barberkniv uden at skære mig en eneste gang, og frisøren fik besked på at lade mit hår vokse lidt længere ud, end det var almindeligt dengang, så når jeg var til selskab og satte mig til klaveret for at spille Appassionata eller Revolutionsetuden, flagrede håret hid og did – jeg havde meget af det dengang, en stor, solid moppe af brunt hår med skilning i midten og hår på begge sider af hovedet. Franz Liszt-hår var det. Og hvis jeg sad i en sofa med en ung veninde, og der ikke var andre i nærheden, kunne hun finde på at kysse mig, røre ved mit ansigt og kysse mig, og da jeg var blind, kunne jeg lægge en hånd på hendes lår, uden at det virkede, som om det var min hensigt, og måske snappede hun efter vejret, men lod alligevel hånden ligge for ikke at gøre mig forlegen.
Jeg må sige, at selv om jeg aldrig har været gift, har jeg haft en udviklet sans for kvinder og faktisk sat stor pris på dem, og jeg vil også med det samme indrømme, at jeg havde et par seksuelle oplevelser i den periode, jeg beskriver her, hvor jeg levede som blind i storbyen som en flot ung mand, der endnu ikke var fyldt tyve, og vores forældre stadig levede og holdt mange aftenselskaber for folk i de allerbedste kredse i byen i vores hjem, som var et monument for senvictoriansk smag, der blev fortrængt af den moderne stil – som for eksempel repræsenteret af Elise de Wolfe, der aldrig satte sine ben i vores hjem igen, da min far nægtede at lade hende indrette det fra øverst til nederst – et hjem som jeg altid fandt bekvemt, solidt og pålideligt med store polstrede stole, plysbetrukne spisestuestole i empirestil, tunge kapper over gardinerne foran vinduerne, der gik fra gulv til loft, eller middelaldergobeliner ophængt på forgyldte bogreoler med svungen front, tykke persiske tæpper og standerlamper med kvaster på skærmene og parvist ens kinesiske porcelænskrukker, der var så store, at man næsten kunne gennem sig i dem … det var en broget blanding, fordi det var en slags vidnesbyrd om vores forældres rejser, og på fremmede kan det givetvis have virket overlæsset, men for os var det normalt og rigtigt, og det var desuden vores arv, Langleys og min, denne følelse af at leve mellem ting, der skiltede med deres livløshed, og gå rundt iblandt dem.
Vores forældre rejste udenlands en gang om året med den ene eller den anden oceangående damper med tre-fire skorstene, hvor de stod og vinkede ved rælingen – Carmania? Mauretania? Neuresthania? – mens den langsomt fjernede sig fra kajen. De så meget små ud deroppe, og jeg følte mig meget lille, når jeg stod med min hånd i barnepigens, og jeg kunne mærke skibets tuden helt ned i fødderne, og mågerne kredsede over os som for at fejre det, som om der skete noget virkelig storslået. Jeg spekulerede altid på, hvad der ville ske med min fars patienter, når han var bortrejst, for han var en fremtrædende kvindelæge, og jeg var bekymret for, at de skulle blive syge og dø, mens de ventede på, at han skulle komme hjem.
Selv når mine forældre rejste rundt i England, Italien, Grækenland eller Egypten, eller hvor de nu befandt sig, blev deres hjemkomst foregrebet af ting i trækasser, der blev afleveret ved køkkendøren af Railway Express Company: gamle islamiske kakler, sjældne bøger, en marmorfontæne, buster af gamle romere uden næser og ører eller antikke skabe med en lugt af afføring.
Og så til sidst med høje hurraråb, da jeg næsten havde glemt alt om dem, var de der, min mor og far trådte ud af drosken foran vores hus og bar de skatte indenfor, der ikke var ankommet før dem. Helt ubetænksomme var de ikke, for der var altid gaver til Langley og mig, ting der virkelig kunne begejstre en dreng såsom et antikt legetøjstog, der var så skrøbeligt, at jeg ikke måtte lege med det, eller en forgyldt hårbørste.
Vi rejste også sammen, min bror og jeg, og var jævnligt på sommerlejr i vores barndom. Lejren lå i Maine mellem skove og marker tæt ved kysten, et godt sted at lære naturen at kende. Jo mere vores land blev dækket af tæpper af fabriksrøg, jo mere kul der kom skramlende op fra minerne, jo mere vores store lokomotiver buldrede gennem natten og store høstmaskiner skar sig gennem afgrøderne og sorte biler fyldte gaderne og dyttede i hornet og stødte ind i hinanden, desto mere ihærdigt dyrkede det amerikanske folk naturen. Som regel blev denne naturdyrkelse dog overladt til børnene. Så derfor flyttede vi ind i primitive hytter i Maine, drenge og piger i hver sin lejr.
Dengang havde jeg alle sanser i behold. Mine ben var smidige, mine arme stærke og muskuløse, og jeg kunne se verden med den fjortenåriges ubevidste lykke. Ikke ret langt fra lejrene på et klippefremspring med udsigt over havet lå der en eng fuld af vilde brombærbuske, og en eftermiddag var en lille flok af os gået derud for at plukke de modne bær og bide i deres våde, varme frugtskal i konkurrence med humlebierne, som vi løb om kap med fra busk til busk for at proppe munden fuld af bær, så saften dryppede ned over hagen. Luften var tyk af svævende insekter, der hævede og sænkede sig, udvidede sig og trak sig sammen som astronomiske fænomener. Og solen skinnede på vores hoveder, og bag os ved foden af skrænten lå de sorte og sølvgrå klipper og tog tålmodigt imod de brydende bølger, og længere ude var det glitrende hav med splinter af sol, og det var alt sammen i mine øjne, da jeg triumferende vendte mig mod en pige, som jeg havde knyttet mig til, Eleanor hed hun, og strakte armene ud og bukkede som den tryllekunstner, der havde skabt det til glæde for hende. Og da de andre gik videre, gemte vi os konspiratorisk bag et brombærkrat, indtil lyden af dem var forsvundet, og vi sad der uden opsyn i strid med lejrens reglement og definerede os selv som mere voksne, end de andre troede, selv om vi blev eftertænksomme, da vi gik tilbage hånd i hånd uden at være klar over det.
Findes der nogen renere kærlighed, end den man føler, når man ikke ved, hvad det er? Hendes hånd var fugtig og varm, og hun havde mørke øjne og mørkt hår, havde Eleanor. Ingen af os skænkede det en tanke, at hun var godt et hoved højere end jeg. Jeg husker, at hun læspede, og at man kunne se hendes tungespids mellem tænderne, når hun udtalte sine s’er. Hun var ikke en af de socialt selvbevidste piger, som der var så mange af i pigernes side af lejren. Hun var klædt i grøn uniformsskjorte og grå gymnastikbukser, som de alle sammen var, men hun var lidt af en enspænder, og i mine øjne var hun fornem, indtagende, tankefuld og befandt sig i en tilstand af længsel, der svarede til min egen – efter hvad, kunne ingen af os have sagt. Det var første gang, jeg havde erklæret mine følelser, og det var så alvorligt, at ikke engang Langley, der boede i en anden hytte med andre jævnaldrende, fandt på at drille mig. Jeg flettede en snor til en fløjte til Eleanor og rimpede en model af barkkano sammen til hende.
Åh, det er en trist historie, jeg er vandret ind i. De to lejre, drengenes og pigernes, var adskilt af nogle rækker træer og et højt trådhegn af den slags, der er beregnet til at holde dyr ude, og det var en vigtig forlystelse for de ældre drenge at kravle over det eller grave sig under det om natten og gøre oprør mod lejrpersonalet ved at storme råbende gennem pigelejren skarpt forfulgt af vagterne og banke på dørene i hytterne og høre pigernes henrykte skrig derinde. Men Eleanor og jeg havde forceret hegnet for at mødes, når alle andre lå og sov, og vandre omkring under stjernerne og tale filosofisk om livet. Og det var sådan det gik til, at vi en lun augustaften befandt os omkring halvanden kilometer henne ad vejen i nærheden af en hytte, der ligesom vores var beboet af mennesker, der ville tilbage til naturen. Men den var for voksne, for forældre. Hidlokket af et flakkende lysskær i det ellers mørklagte hus listede vi op på verandaen og så et chokerende syn gennem vinduet, det som senere blev kaldt en pornofilm. Det usædelige sceneri udspillede sig på et transportabelt filmlærred, der mindede om et stort rullegardin. I det reflekterede lys kunne vi se silhuetterne af opmærksomme voksne, der bøjede sig frem på stolene og sofaerne. Jeg husker lyden af projektoren, der stod tæt ved det åbne vindue, den frembragte en snurrende lyd ligesom af en mark fuld af sangcikader. Kvinden på lærredet, der var nøgen bortset fra et par højhælede sko, lå på ryggen på et bord, og manden, der ligeledes var nøgen, holdt om hendes ben under knæene, så hun var parat til at tage imod hans organ, hvis enorme størrelse han først sørgede for at vise frem for publikum. Det var en grim, skaldet, mager mand, som kun udmærkede sig ved dette ene uforholdsmæssige kendetegn. Når han gang på gang stødte sig ind i kvinden, rev hun sig i håret og spjættede krampagtigt med benene, så skosnuderne sparkede ud i luften i en hurtig rytme, som om hun fik elektrisk stød hver gang. Jeg var henført – rædselsslagen, men også ophidset til en grad af naturstridige følelser, der var beslægtet med kvalme. Det undrer mig ikke nu, at man med opfindelsen af levende billeder så hurtigt forstod deres pornografiske muligheder.
Snappede min veninde efter vejret, knugede hun min hånd for at trække mig væk? Hvis hun gjorde, ville jeg næppe have opdaget det. Men da jeg i tilstrækkelig grad havde genvundet fatningen og vendte mig om, var hun der ikke. Jeg løb tilbage ad den vej, vi var kommet, men selv denne månelyse aften, der var lige så sort og hvid som filmen, kunne jeg ikke se nogen på vejen foran mig. Der var stadig et par uger tilbage af sommerferien, men min veninde Eleanor talte aldrig med mig igen, sendte ikke engang et blik i min retning, en beslutning jeg accepterede som medskyldig til den optrædende mand i kraft af mit køn. Hun gjorde ret i at løbe væk fra mig, for den aften blev romantikken trængt ud af min bevidsthed, og i stedet for fik jeg den forestilling, at sex var noget man gjorde mod dem, dem alle sammen, også den stakkels, generte Eleanor. Det var en barnlig illusion, som ikke var en fjortenårig hjerne værdig, men den trives ikke desto mindre blandt voksne mænd, selv når de støder på kvinder, der er endnu mere kopuleringsivrige end de selv.
Der var selvfølgelig et sted i mit indre, hvor den simple lille film fik mig til at føle mig lige så forrådt af den voksne verden som min Eleanor. Jeg antyder ikke, at min mor og far sad sammen med de andre som publikum – det gjorde de ikke. Da jeg betroede mig til Langley, blev vi hurtigt enige om, at vores forældre var hævet over den slags kødelige pinsler. Vi var ikke så barnlige, at vi bildte os ind, at vores forældre kun havde dyrket sex de to gange, der var nødvendige for at avle os. Men det hørte til deres generations sømmelighed, at kærlighed blev dyrket i mørke og aldrig omtalt på andre tidspunkter. Tilværelsen blev gjort tålelig med den slags formaliteter. Tilmed de mest intime forhold blev kun omtalt i formelle vendinger. Vi så aldrig vores far uden stivet flip og slips og jakkesæt med vest, jeg mindes ikke, at han nogensinde var klædt i andet. Hans stålgrå hår var kortklippet, og han havde et trimmet overskæg og brugte lorgnet uden at være klar over, at han efterlignede den daværende præsident. Og vores mor med sin yppige skikkelse strammet ind i korset, som det var skik dengang, og sit rigelige hår sat op i et overflødighedshorn, var indbegrebet af moderlig frodighed. Kvinderne i hendes generation gik i kjoler, der nåede dem til anklerne. De havde ikke stemmeret, men det betød ikke noget særligt for min mor, selv om nogle af hendes veninder var suffragetter. Langley sagde om vores forældre, at deres ægteskab var skabt i himlen. Dermed mente han ikke, at det var en stor romance, men at vores mor og far i deres ungdom havde indrettet sig efter bibelske forskrifter.
Mennesker på min alder formodes at huske den fjerne fortid, selv om vi ikke kan huske, hvad der skete i går. Mine erindringer om mine for længst afdøde forældre er temmelig tågede, som om de er blevet mindre af at forsvinde længere og længere bagud i tiden og har fået færre synlige detaljer, som om tiden bliver rum og dermed afstand, og skikkelser fra fortiden, selv ens far og mor, kommer for langt væk til, at man kan genkende dem. De er fikseret i deres egen tid, som er rullet ned bag planetens horisont. Og med dem og deres tid er også alle tidens problemer forsvundet. Jeg kan huske en pige, jeg kendte svagt lige som Eleanor, men jeg husker ikke et eneste ord, mine forældre sagde.
Så er vi fremme ved Langleys Erstatningsteori.
Jeg er ikke sikker på, hvornår han lancerede den, men jeg husker tydeligt, at jeg syntes, der var noget studentikost ved den.
Jeg har en teori, sagde han til mig. Alt her i livet bliver erstattet. Vi er erstatninger for vores forældre, ligesom de var erstatninger for den foregående generation. Alle de flokke af bisonokser, der bliver slagtet ude i veststaterne, man skulle tro, det var enden på dem, men de bliver ikke slagtet alle sammen, og flokkene bliver fyldt op igen med erstatninger, der ikke er til at skelne fra de nedslagtede eksemplarer.
Jeg sagde: Langley, mennesker er ikke så ens som umælende bisonokser, vi er en person hver især. Et geni som Beethoven kan ikke erstattes.
Jo, Homer, men Beethoven var et geni for sin tid. Vi har noderne, der vidner om hans genialitet, men han er ikke vores geni. Vi får vores genier, og hvis det ikke bliver inden for musik, bliver det måske inden for videnskab eller kunst, selv om det kan tage nogen tid at opdage det, eftersom genier som regel ikke bliver anerkendt lige med det samme. Desuden er det ikke et spørgsmål om, hvad de udretter, men hvordan de står i forhold til os andre. Hvem er din yndlingsbaseballspiller? spurgte han.
Walter Johnson, svarede jeg.
Og hvad er han, om ikke en erstatning for Cannonball Titcomb? sagde Langley. Forstår du det nu? Det er sociale konstruktioner, jeg taler om. En af konstruktionerne er, at vi skal have idrætsmænd, vi kan beundre, så vi kan gøre os selv til et beundrende publikum for baseballspillere. Det lader til at være en måde at skabe kulturelt fællesskab på, som skaber stor social tilfredshed og muligvis ritualiserer vores forhold til baseballhold fra andre byer og lægger en dæmper på vores tilbøjelighed til at myrde hinanden. Mennesker er ikke bisonokser, vi er en mere sammensat art, vi lever i komplicerede sociale konstruktioner, men erstatter os selv ligesom dyrene. Så længe der spilles baseball i Amerika, vil der altid være nogen, der spiller en rolle for den kommende ungdom, ligesom Walter Johnson spiller en rolle for dig. Det er vores arv at have baseballhelte, og derfor vil der altid være én.
Du siger, alt bliver ved med at være det samme, som om der ikke var noget fremskridt, sagde jeg.
Jeg siger ikke, der ikke er noget fremskridt. Der er fremskridt, og alligevel er der ikke noget, der forandrer sig. Folk bliver ved med at lave biler og opdage radiobølger. Det er klart. Der kommer bedre baseballspillere end din Walter Johnson, selv om det kan være svært at tro. Men tiden er noget andet end det, jeg taler om. Den skrider frem gennem os, samtidig med at vi bliver erstattet, for at hullerne kan blive fyldt ud.
Jeg vidste nu, at Langley fandt på sin teori, efterhånden som diskussionen skred frem. Hvad for huller? spurgte jeg.
Hvorfor er du så tykhovedet, at du ikke kan forstå det? Hullerne til genier og baseballspillere og millionærer og konger.
Er der også et hul til blinde? spurgte jeg. Mens jeg sagde det, kom jeg i tanker om, at den læge, der skulle se på mine øjne, havde lyst ind i dem med en lygte og mumlet noget på latin, som om der ikke fandtes ord på det engelske sprog for min frygtelige skæbne.
Til blinde, ja, og til døve og til kong Leopolds slaver i Congo, svarede Langley.
Det næste par minutter måtte jeg lytte omhyggeligt for at opdage, om han stadig var i værelset, for han holdt op med at sige noget. Så mærkede jeg hans hånd på min skulder. I det øjeblik forstod jeg, at det som Langley kaldte sin Erstatningsteori, i virkeligheden var hans bitterhed eller fortvivlelse over livet.
Langley, kan jeg huske, at jeg sagde, du må arbejde mere med din teori. Det var han åbenbart enig i, for det var på denne tid, han begyndte at gemme aviserne hver dag.
Det var min bror og ikke mine forældre, der plejede at læse højt for mig, da jeg ikke selv kunne læse mere. Jeg havde selvfølgelig mine bøger med blindskrift. Jeg kunne læse Gibbons samlede værker på blindskrift. I den kristne tidsalders andet århundrede omfattede det romerske kejserrige den fagreste del af jorden og den mest civiliserede del af menneskeheden … Jeg mener stadig, at denne sætning føles mere frydefuld, når man mærker den med fingrene, end når man ser den med øjnene. Langley læste højt for mig af tidens populære bøger – Jack Londons Jernhælen og hans bøger om de nordligste steder i USA eller A. Conan Doyles Frygtens dal om Sherlock Holmes og den nederdrægtige Moriarty – men inden han skiftede til aviser for at læse for mig om krigen i Europa, som han senere skulle komme til at deltage i, købte han tynde bind med digte i antikvariaterne og læste dem højt for mig, som om digte var nyheder. Der er ideer i digte, sagde han. Ideerne i digte vokser ud af deres følelser, og deres følelser bæres af billeder. Det gør digte langt mere interessante end dine romaner, Homer. De er kun historier.
Jeg huske ikke navnene på de digtere, Langley syntes var nyheder, og digtene bed sig heller ikke fast i min hukommelse bortset fra et par linjer hist og her. Men de dukker op i mine tanker, som regel uindbudt, og det er en glæde for mig at kunne dem udenad. Generationer har trådt, har trådt, har trådt/og alt er bemøget af handel, beskidt og besmittet af slid … værsgo, det er en af Langleys ideer.
Da han skulle af sted til krigen, holdt mine forældre en middag for ham, for familien – en god oksesteg, lugten af stearinlys, min mor, der græd og undskyldte for, at hun gjorde det, og min far, der rømmede sig, inden han udbragte en skål. Langley skulle være om bord på skibet samme aften. Familiens soldat skulle over til Europa og erstatte en død allieret soldat i henhold til sin egen teori. Ved hoveddøren berørte jeg hans ansigt for at huske det i det øjeblik, en lang lige næse, en sammenbidt mund, en spids hage magen til min, og han havde huen fra det oversøiske regiment i hånden og en uniform af groft klæde og vikkelgamacher op til knæet. Han havde tynde ben, havde Langley. Han var rank og høj, højere og rankere, end han nogensinde blev igen.
Så der sad jeg tilbage – for første gang i mit liv uden min bror. Det var, som om jeg var blevet kastet ud i min unge, selvstændige manddom. Den skulle meget snart blive sat på prøve i forbindelse med den spanske syge, der hærgede byen i 1918 og som en stor rovfugl kastede sig ned over begge vores forældre og tog dem med sig. Min far døde først, fordi han var knyttet til Bellevue Hospital, og det var der, han blev smittet. Min mor fulgte naturligvis snart efter. Jeg kalder dem far og mor, når jeg tænker på, at de døde så hurtigt og smertefuldt, blev kvalt på et par timer, for det var jo den måde, den spanske syge tog livet af folk på.
Jeg bryder mig stadig ikke om at tænke på deres død. Da jeg blev blind, undergik deres følelser for mig ganske vist en slags forskansning, som om en investering de havde foretaget ikke havde givet udbytte, og de nu ville sikre sig mod yderligere tab. Men alligevel, alligevel var dette sidste gang de forlod mig, en rejse de ikke ville vende tilbage fra, og jeg var rystet.
Efter sigende tog den spanske syge fortrinsvis livet af unge mennesker, men i vores tilfælde var det altså omvendt. Jeg blev forskånet, selv om jeg var ret sløj en overgang. Jeg måtte tage mig af min mors begravelse, ligesom hun havde taget sig af sin mands, inden hun selv døde kort tid efter, som om hun ikke kunne holde ud at være væk fra ham længere. Jeg henvendte mig til den samme bedemand, hun havde benyttet. Der var gode penge i begravelsesforretninger på den tid, de sædvanlige salvelsesfulde formaliteter blev sprunget over, og de døde blev i al hast transporteret ud til gravene af mænd, hvis dæmpede stemmer fik mig til at indse, at de havde gazemasker for munden og næsen. Priserne steg også: da min mor døde, var nøjagtig den samme begravelse, hun havde arrangeret for min far, steget til det dobbelte. De havde haft mange venner, en stor omgangskreds, men kun et par fjerne fætre og kusiner dukkede op i kirken, alle andre blev siddende derhjemme bag lukkede døre, hvis de da ikke skulle til deres egen begravelse. Medmindre der sker et jordskælv, ligger mine forældre sammen for al evighed på Woodland Cemetery på den anden side af det, der engang var landsbyen Fordham, men nu er Bronx.
På den tid den spanske syge hærgede, var Langley i krig i Europa med det amerikanske ekspeditionskorps og blev meldt savnet. En officer fra hæren mødte op ved vores dør for at give besked om det. Er De nu også sikker? spurgte jeg. Hvordan kan De vide det? Er det en anden måde at sige på, at han er død? Ikke det? Så siger De altså ikke andet, end at De ikke ved noget. Hvorfor er De så kommet?
Jeg opførte mig dårligt. Jeg husker, at jeg måtte berolige mig ved at gå ind til min fars whiskyskab og drikke en slurk af et eller andet ud af flasken. Jeg spurgte mig selv, om det virkelig var muligt, at hele min familie kunne blive udslettet i løbet af et par måneder. Jeg blev enig med mig selv om, at det ikke var muligt. Det lignede ikke min bror at lade mig i stikken. Der var noget ved Langleys verdensbillede, som jo var fikst og færdigt allerede ved hans fødsel, selv om det måske først fik den sidste afpudsning på Columbia College, der gjorde ham gudlignende immun over for en så almindelig skæbne som at dø i krigen: det var de uskyldige, der døde, ikke dem der var født stærke og uden illusioner.
Da jeg først havde overbevist mig selv om det, sørgede jeg ikke længere, uanset hvilken tilstand jeg i øvrigt befandt mig i, men ventede.
Og en dag kom der selvfølgelig et brev gennem brevsprækken fra min bror på et hospital i Paris, dateret en uge efter det officielle besøg, hvor jeg havde fået besked om, at han var savnet. Jeg fik vores stuepige Siobhan til at læse det for mig. Langley havde fået gas på vestfronten. Ikke dødeligt, skrev han, og med visse kompensationer i form af opmærksomme sygeplejersker fra hæren. Når de blev trætte af ham, blev han sendt hjem, skrev han.
Siobhan, en from irsk ikke længere helt ung kvinde brød sig ikke om at læse om opmærksomme sygeplejersker, men jeg lo af lettelse, og hun gav sig og indrømmede, at det glædede hende meget, at mr. Langley var i live og lignede sig selv.
Indtil min bror kom hjem, var jeg alene i huset med tjenestefolkene, en butler, en kokkepige og to stuepiger, der alle sammen havde soveværelser og et fælles badeværelse på øverste etage. Man kan spørge, hvordan en blind klarer sine forretninger, når han er omgivet af tjenestefolk, der måske tror, det må være nemt at stjæle fra ham. Butleren var den eneste, der bekymrede mig, selv om han sådan set ikke havde gjort noget forkert. Men han var en kende for polisk og omsorgsfuld, nu da jeg var chefen og ikke længere sønnen. Så ham fyrede jeg, mens jeg beholdt kokkepigen og de to stuepiger, Siobhan og den yngre ungarske pige Julia, der lugtede af mandler, og som jeg senere gik i seng med. Wolf var faktisk ikke kun butler, men både butler og chauffør og sommetider altmuligmand. Og da vi stadig havde en vogn, hentede han den fra stalden på Ninety-third Street og kørte min far hen på hospitalet ved daggry. Min far havde været glad for ham. Men Wolf var tysker, og selv om han ikke havde nogen særlig udpræget accent, kunne han ikke anbringe verberne andre steder end sidst i sætningen. Jeg havde aldrig tilgivet ham, at han havde pisket vores kørehest Jack, som var den fineste, prægtigste ganger, der nogensinde har levet, og uagtet han havde været ansat hos familien, så langt tilbage jeg kunne huske, Wolf, mener jeg, og jeg kunne høre på hans fodtrin, at han ikke længere var helt ung, var vi trods alt i krig med Tyskland, og derfor fyrede jeg ham. Han sagde, at han godt vidste, hvad grunden var, selv om jeg selvfølgelig benægtede det. Jeg spurgte: Hvad er Wolf egentlig en forkortelse af? Wolfgang, svarede han. Ja, sagde jeg, og det er grunden til, at jeg afskediger Dem, for De har ikke ret til at dele navn med musikhistoriens største geni.
Selv om jeg gav ham en pæn aftrædelsesbonus, afholdt han sig ikke fra at forbande mig og gå ud ad hoveddøren, som han oven i købet uopdragent smækkede efter sig.
Men det krævede som sagt en hel del arbejde at bringe orden i min fars formueforhold i samarbejde med advokaterne og sørge for et arrangement, så husholdningen kunne fortsætte uden problemer. Jeg fik en af kontoristerne i familiens bank til at tage sig af regnskaberne, og en gang om ugen tog jeg jakkesæt på og smækkede en bowlerhat på hovedet og begav mig hen ad Fifth Avenue til børsen. Det var en lang spadseretur. Jeg brugte en stok, men behøvede den egentlig ikke, eftersom jeg, så snart jeg vidste, at jeg var ved at miste synet, havde gjort det til en vane at indprente mig og huske alle detaljer på tyve gader i både nordlig og sydlig retning og så langt østpå som til First Avenue og stierne i parken i den modsatte side af gaden hele vejen over til Central Park West. Jeg vidste, hvor lange bygningerne var, fordi jeg kendte antallet af skridt fra rendesten til rendesten. Jeg var kun glad for, at jeg blev fri for at se de pinlige renæssancehuse, de store industrimagnater havde opført syd for os. Jeg gik energisk og gættede mig til tidens fremskridt ud fra gadernes skiftende lyde og lugte. Før i tiden knirkede og knagede vogne og heste, ladvognene skramlede, ølvognene med deres bryggerheste buldrede forbi, og taktslaget bag al denne musik var hestehovenes klapren. Så blev automobilernes tøf-tøf føjet til blandingen, og lidt efter lidt mistede luften sin organiske duft af skind og læder, lugten af hestepærer på varme sommerdage hang ikke længere som en dunst over gaderne, og man hørte heller ikke særlig ofte en skraben fra de brede skovle, der blev brugt til at skovle hestepærerne væk med, og i den tid jeg beskriver, blev det til sidst mekaniseret alt sammen, støjen fra den jævne strøm af biler, der gled forbi i begge retninger med dyttende horn og politibetjente, der pustede i fløjterne.
Jeg kunne godt lide den behagelige, skarpe lyd af min stok mod bankens granittrappe. Når jeg kom indenfor, fornemmede jeg arkitekturen, de høje lofter, marmorvæggene og søjlerne ud fra den udhulede mumlen af stemmer og køligheden mod mine ører. På disse dage troede jeg, at jeg opførte mig ansvarsbevidst og gjorde min pligt som en erstatning for tidligere medlemmer af slægten Collyer, som om jeg håbede på at få deres posthume bifald. Men så kom Langley hjem fra verdenskrigen, og det gik op for mig, hvor dum jeg havde været.
Trods det min bror havde skrevet i sine breve, var han en anden mand, da han kom hjem. Det lød, som om han gurglede, når han talte, og han blev ved med at rømme sig og klare halsen. Han havde haft en klar tenorstemme, da han tog af sted, og sang de gode gamle arier til mit akkompagnement. Det gjorde han ikke længere. Jeg kunne mærke hans hule kinder og skarpe kindben. Og ar havde han også. Når han tog uniformen af, kunne jeg mærke flere ar på hans nøgne ryg og små kratere, hvor sennepsgassen havde fået huden til at danne blærer.
Han sagde: Det er planen, at vi skal til parade og gå i takt den ene bataljon efter den anden, som om der var orden i krig, som om vi havde vundet en sejr. Jeg vil ikke gå i parade. Det er kun for idioter.
Men vi vandt jo, sagde jeg. Der er våbenhvile.
Vil du have min riffel? Her. Og han lagde den i hænderne på mig. Denne tunge riffel havde været affyret i verdenskrigen. Han skulle have afleveret den i våbendepotet på Sixty-seventh Street. Så kunne jeg mærke, at hans hue fra ekspeditionskorpset passede til mit hoved. Pludselig sad hans uniformsjakke på mine skuldre. Jeg skammede mig over, at jeg stadig ikke havde forstået, hvordan det var at være ovre i Europa, selv om Julia hver morgen på sin ungarske accent læste for mig, hvad der stod om det i aviserne. Langley fortalte om det i de følgende uger, med jævne mellemrum afbrudt af militærpolitiets banken på døren, for han havde forladt sin enhed, før han på reglementeret vis var blevet hjemsendt og havde fået sine papirer, og dette spørgsmål om hans tekniske desertering var som en foregribelse af alle de problemer med retsvæsenet, der hjemsøgte os i de kommende år.
Hver gang var det mig, der lukkede op og svor på, at jeg ikke havde set noget til min bror, og det var ikke engang løgn. De lagde mærke til, at jeg kiggede op mod himlen, mens jeg sagde det, og gik deres vej igen.
Og mens der blev holdt parade på våbenhviledagen, og jeg kunne høre den oprømte stemning i byen og lyden af folk, der skyndte sig forbi vores hus, og bilerne, der sneglede sig af sted med dyttende horn og i baggrunden fjerne brudstykker af militærmusik, fortalte Langley nærmest som en vekselsang om sine oplevelser under krigen. Jeg ville ikke selv have spurgt ham, jeg ville have, han skulle være sig selv som før i tiden, jeg var klar over, at han havde behov for at rekonvalescere. Før han kom hjem, havde han ikke vidst, at vores forældre var bukket under for den spanske syge. Det var han også nødt til at tage stilling til. Han sov meget og lagde ikke mærke til Julia, i hvert fald ikke til at begynde med, selv om han må have undret sig over, at hun første serverede middagsmaden og bagefter satte sig til bords for at spise sammen med os. Mens alt det stod på, og mens byen forberedte sig på sejrsparaden, fortalte han uopfordret om krigen med sin hæse stemme, der fra tid til anden blev til en hvisken eller hvæsen et øjeblik, før han fandt tilbage til den ru, hæse stemme. Indimellem lød det, som om han talte med sig selv.
Han sagde, at de ikke kunne holde fødderne tørre. Det var for koldt til at tage støvlerne af, der var is i skyttegraven, iskoldt vand og is. Man fik skyttegravsfødder. Fødderne svulmede op og blev blå.
Der var rotter. Store brune rotter. De åd de døde, de var frygtløse. De gnavede sig gennem sejldugen for at komme ind til menneskekødet. Engang lå der en officer i en trækiste, hvis låg ikke var sømmet ordentlig fast, og rotterne fik det skubbet til side med snuderne, og i løbet af et minut var hele kisten fuld af en tæt klump af pibende rotter, der myldrede og vimrede og sloges, en ormeagtig masse af brunt og sort rotteslim, der blev rødt af blod. Officererne skød ned i massen med pistoler, og rotterne myldrede ud over kanterne, og pludselig var der én, der sprang frem og smækkede kistelåget på plads, og det blev sømmet på, så officeren og de døde og døende rotter blev begravet sammen.
Angrebene kom altid før daggry. De begyndte med et tungt bombardement med feltkanoner og morterer, og derefter rykkede geledderne frem af krudtrøgen og tågen og blev mejet ned af maskingeværerne. Langley lærte at læne sig med ryggen mod skyttegravens forreste væg, så han kunne spidde tyskerne med bajonetten, når de kom springende hen over ham, som var han en tyr, der stangede tyrefægteren i balderne eller lårene, eller det der var værre, og sommetider mistede han grebet om riflen, hvis den arme stakkel tog bajonetten med sig, når han faldt om.
Langley blev næsten stillet for krigsretten, fordi han truede en officer. Han havde sagt: Hvorfor skal jeg slå mennesker ihjel, som jeg ikke kender? Man skal kende nogen for at have lyst til at slå dem ihjel. For dette visdomsord blev han sendt af sted på patrulje nat efter nat og måtte kravle over et oppløjet landskab af mudder og pigtråd og trykke sig mod jorden, når himlen blev oplyst af lysprojektiler.
Og så var der en morgen med en gul tåge, der ikke så ud af ret meget. Den lugtede næsten heller ikke. Den spredte sig hurtigt, og bagefter begyndte huden at svie.
Og til hvilken nytte, sagde Langley til sig selv. Hold øjnene åbne, så forstår du det.
Det har jeg så gjort ved simpelthen at leve videre.
Den dag, Langley gik alene hen til Woodlawn Cemetery for at aflægge besøg ved vorres forældres grave, anbragte jeg hans Springfield-riffel på kaminhylden i dagligstuen, og der er den blevet liggende som næsten det første stykke i vores samling af amerikanske kulturgenstande.
