Kamma af Maria Helleberg

prolog
1829
Hun lå så godt på sofaen. Intet gjorde ondt lige nu. For alle eventualiteters skyld havde hun klædt sig på, men ikke den kønne kjole. Den slidte. Hvis der nu kom gæster, og hun skulle op. Adams tekst pirrede hende stadig. Han havde leveret den i arkform til hende, parat til nydelse. Ved første gennemlæsning troede hun, at han omsider havde tillagt sig humor, eller i det mindste ironi. Dette var en sublim parodi på en fædrelandssang.
Her var alt, hvad man kunne ønske sig: bakke, dal, Frejas sal, harniskklædte kæmper bag en bautasten, kanske havde de tynd mave. Og løvet står så grønt, og løvet står så grønt. Hil dig, danneborger. I de sidste dage havde hun brugt Adams digt til at muntre sig op. Guderne skulle vide, at hun havde brug for opmuntring. Kræfterne ville ikke vende tilbage til hende, selv latteren var for voldsom. Hun måtte sove, hver gang hun havde læst.
Rahbek lod som ingenting, det hjalp hende. Han sad ved bordet og læste og spiste en gang imellem en småkage, gumlede sig igennem den med sine endnu gode tænder. Selv fuglene var stille.
Måske skyldtes det kulden.
Hun regnede med, at alt ville blive bedre til februar. Så kom de første forårsblomster. Lige nu var haven som forstenet af vejret. Intet at se, intet at gøre.
Måske skulle hun. Det var som et jag i hendes muskler, hun vågnede op og begyndte at lave indre lister over alt det, hun burde gøre.
Måske skulle hun stå op nu og skrive til Thomasine.
Ja, det ville være en god ide.
Rahbek havde den evne, at han kunne sidde i sengen og skrive, han havde lært sig det som barn. Hun burde gøre det samme. Men satte hun sig op, begyndte det igen at gøre ondt. Hoste og jag.
Thomasine Buntzen, gift Heiberg, nu enke efter Gyllembourg, havde fulgt hende hele hendes ægteskab, al uro i hendes og Rahbeks liv stammede fra denne kvinde. Nej, fra familien Heiberg.
Måske ville det stoppe en dag, måske ville Heiberg vende hjem til Danmark.
Eller bare til Hamborg.
Hun havde da troet, at han en dag ville drage nordpå for at mødes med hende, men han var så ufatteligt fattig, at det var utænkeligt.
I år ville hun nok ikke komme til Hamborg. Hun elskede ellers de rejser; en gang om året for at hente materialer til æskerne og for at have et par dage i den fremmede by. Det var hendes velsignede vindue, og lige nu var det gået i baglås.
At hun vovede at rejse selv og alene. Syd for grænsen. Ned til fremmede fæle mennesker. Det var hendes søsters stemme, men hun elskede at være sig selv, og hvem ville hende vel noget ondt. Kun kroppen. Den var blevet hendes fjende.
En af hendes ungdoms bekendte døde, fordi hun i gravid tilstand ville tvinge et vindue op og brugte den forkerte del af muskulaturen. Hun aborterede og forblødte alene på gulvet. Sådan var det at være kvinde. Altid kom der krop i vejen. Et sted derinde var der alt for meget blod, som ønskede at vælde ud og tømme én.
I går begyndte hun at bløde igen, denne gang ikke kun ud af munden, denne gang vældede det op fra dybet af hendes krop, men det kunne jo ikke passe. Det var ti år siden, hun blødte sidste gang, derefter havde hun smertefrit taget afsked med denne sidste funktion, som hørte ungdommen til. Ungdommen og frugtbarheden
tørrede bare ind, uden at efterlade spor, ikke engang savnet af frugtbarhed, længe havde hun kun ærgret sig over de hensyn, hun måtte tage til sin krops vane.
Hun vendte sig en anelse for at mærke, om den lille bevægelse satte blodstrømmen i gang igen. Kun lidt. Til gengæld var det en lise at vende ryggen.
Brevet til Thomasine.
Hun satte sig op med et sæt og foldede tæppet sammen, et tegn på helbredelse, nu ville hun være sig selv. Bare lidt. Tog den grå jakke på og knappede den helt op under hagen. Kulden sad i vægge og loft, selv om hun lå lige ved ovnen. Fingrene kunne heller ikke holde om den kragefjer, Rahbek omhyggeligt havde skåret til, hun skrev med blyant, den behøvede ikke blæk eller at blive dyppet, han kunne spidse den for hende. I stedet for et fast underlag skrev hun på pap. Men skrives skulle der.
Thomasine nægtede jo pure, at hun skrev. Næh nej, den slags skulle tossede fruentimmere da holde sig fra! Det var en metier for mænd. Unge mænd. Under fire øjne havde hun bekendt, fuld af stolthed, at hun skrev, og omsider havde hun fundet ro. Lykken ved at skrive overstrålede alt andet. Gid, hun havde forsøgt at skrive tidligere.
Men Kamma havde opfordret hende i årevis. Det overså Thomasine selvfølgelig.
– Er du oppe? kaldte Rahbek og kom ind til hende med te.
Ikke at hun havde bedt om te. Dyr te. Satte koppen fra sig og skænkede til hende og gav hende den varme kop. Måske kunne hun få liv i fingrene gennem varmen.
For hvis hun var vågen, ville han give hende korrekturen fra sine erindringer, han var nået til femte bind, deres forlovelse, ville aftrykke brevene fra den tid, og hun var i tvivl, nutiden var sentimental og romantisk, den brød sig ikke om fyrige erklæringer. Folk ville rødme og blive forargede. De kunne jo ikke engang længere lade skuespillerne bære de korrekte kjoler fra revolutionstiden på scenen. Det var uanstændigt. Og hun, som havde været sædeligheden selv hele sit liv, kunne ende som forargelse.
Thomasine måtte have det brev, hun havde bedt om råd, og Kamma havde nu al den tid, man kunne forestille sig. Sine. Det havde alle kaldt hende. Nu havde alderen generobret det fulde navn. Efter alle disse år som enlig mor på kanten af eksistensen. Kongemoderen, kaldte Rahbek hende. Ja, ja, nu skulle de lige se ...
Thomasines far havde ønsket sig en søn, men fået en datter, og givet hende et forvansket drengenavn. Godt at den skik ikke havde bredt sig. Hvad skulle Kammas datter så have heddet – Knudine? Skrækkeligt. Men hun kom til at smile ved tanken. I årtier havde hun kunnet overtale folk til at udvise sund fornuft ved at bruge ironi.
Thomasine giftede sig med en femten år ældre mand. Hun giftede sig med sin huslærer, for han var den eneste mand, hun kendte, ud over sin far.
Hun giftede sig med en mand, der anså hende for underordnet på alle måder, alene fordi hun var kvinde. Han gik ellers ind for lighed, frihed og broderskab, men kun mellem mænd, kvinderne kunne lave te til revolutionen.
Hun havde gjort alt det, som Kamma aldrig havde drømt om. Hendes Knud havde såmænd skrevet en lang opsats om det ideelle ægteskab, selvfølgelig som ungkarl, han anså ikke kvinder for at være dårlige kopier af manden.
Hun burde skrive sine erindringer. Hun burde skrive, hvordan det var at leve som kvinde. Men det var Rahbek, som gravede ned i erindringer om glemte skuespil i 1770’erne i Leipzig, og hun undrede sig over, hvem der ville læse disse sider efter sider. Femte bind ville de læse. Frierhistorien.
Thomasine skrev og skrev nemlig. Det vidste Kamma. Hun var begyndt sent, men hendes liv havde givet hende stof nok til de første ti romaner. Som det eneste menneske, Kamma kendte, havde Thomasine gennemlevet mindst fire forskellige liv: kendt mands skønne hustru, skandaliseret fraskilt, lykkelig gift bondekone, fattig enke hutlende sig igennem med de indtægter, kvinder kunne stykke sammen, og moder til en kendt kunstner. Fem liv.
Så nu måtte hun sætte mod i denne kvinde, for Thomasine faldt jo aldrig til ro. Hun skulle erkende og offentliggøre, at hun skrev de anonyme romaner, som alle læste. Ingen anden forfatter havde så mange læsere som Thomasine. Hvorfor så gemme sig?
– Vil du hellere have, at jeg læser højt for dig? spurgte Rahbek og kom ind med sine bunker af papirer. Han huskede det hele, han brugte ingen kilder, det hele var gemt i hans hukommelse, eller hans hjerte, som han sagde. Erindringerne var hans sidste mulighed for at sætte sig i respekt og indtage den plads, han altid havde ønsket. Ikke som kritiker, men som forfatter.
Hun lyttede med lukkede øjne, nød stilheden, der omgav dem, og sad imens og tænkte på Thomasine, der ikke turde udgive under sit eget navn. Hun gik i dækning,den ellers så modige kvinde. Rahbek gjorde det modsatte. Han kunne ikke få sine figurer ædle nok. De havde alle tænkelige gode egenskaber og ville så gerne gøre andre godt. Thomasine vidste bedre. Selv de gode gjorde ondt i den bedste mening.
Rahbek var gået af mode, så simpelt var det. Hun orkede ikke engang længere læse hans artikler. Tidsskrifterne var der ingen, som beskæftigede sig med. Rahbek var gået ud af tiden. Hans erindringer drejede sig om glade dage i Leipzig tilbage i halvfjerdserne. Hvem ville dog kunne finde glæde i dem?
Adam regerede stadig. Ingen frygt for svulstighed hæmmede ham, ganske som hans krop bulnede ud i alle retninger. Kunne han mon få sæde i Det kongelige Teater? Klemme sig ned på et enkelt sæde?
Hun ville ikke spørge, hvad Rahbek mente om Thomasine Gyllembourgs anonyme En Hverdags-Historie. Alene titlen ville være ham en vederstyggelighed. Hendes figurer hed heller ikke Linda von Lindenberg eller Hertha Hochheim. Navnene fjernede jo hans figurer fra virkeligheden. Thomasine kendte virkeligheden og hverdagen. Den funklede under hendes pen. Hun skrev som englænderne, hun skrev, som hun tænkte og talte, mens Rahbek altid havde skrevet, som man burde.
Måske ville man huske ham som teaterkritiker. Måske kun som Kammas mand. Det sidste var hun blevet lidt bange for. Han var da sig selv, om nogen. Måske ville tiden bare opsluge dem helt og holdent?
Søvnen kom og gik, ingen egentlig ven, hun vågnede badet i sved og frøs alligevel, vendte tæppet og forsøgte at krænge kjolen af sig, men måtte opgive. Det, hun trængte allermest til, var et varmt bad, men hvordan skulle det kunne lade sig gøre, her midt i januar? En bøtte på gulvet og Rahbek og tjenestepigen, der hentede kogende vand? Alene tanken gjorde hende næsten syg.
Tjenestepigen kom med alt det, hun ønskede sig, for der var intet at bestille i huset. Rahbek ordnede sine egne ting, og uro og rengøring og vask ville forstyrre roen. Kamma gik ud fra, at det unge menneske kedede sig forskrækkeligt, og gav hende en bog at læse, men hun kunne kun læse højt. En evig mumlen kom så fra det tilstødende værelse. Som nogen, der messede over en døende. Præster.
I dag ville hun op. Nu var det snart februar, og hun ville få travlt i haven, når frosten forsvandt.
Livet var ikke, hvad man planlagde. Livet var, hvad der skete med og for en, mens man afventede, at det vigtige og virkelige og egentlige omsider tog sin begyndelse.
For Kammas vedkommende var det egentlige indtruffet. Det vidste hun. Kroppen havde indhentet hende og forsøgte at begrænse hendes fart. Det måtte siges at være lykkedes.
Rahbek selv kom og hjalp hende op. Gav hende sko på og hjalp med at rede hendes hår, der sært nok ikke havde taget varig skade. Op med det og på med den lille broderede kappe, og et par lokker frem i panden. Det virkede.
Lillesøster Christiane ville komme i dag, som alle andre dage, og hun agtede at overraske sin søster. Adam havde selvfølgelig bedre ting at tage sig til end at besøge sin svigerinde, der var om ikke senge-, så sofaliggende. Det var ikke befordrende for litteraturskabelsen at iagttage syge mennesker. Han havde brug for liv og ungdom og skønhed for at skrive.
Så hun forberedte sig på at overraske Christiane. Når man havde sådan en lille rund og arbejdsom søster, var det slemt bare at ligge her og ligne en glemt grøntsag, som rådnede i skabet. Hun fik forklaret pigen, at de skulle have te og kager, andet og mere kunne hun ikke klare, sidste gang hun spiste varm mad, kom den op af sig selv en time senere, og opkastningen kostede hende så mange kræfter og smerter, at hun svor, hun kun ville drikke te og spise søde sager for fremtiden.
Lige nu havde hun den mest velsignede feber. Den var hendes ven, den hjalp hende til at forstå og acceptere. Den hjalp hende til at rejse sig og se ud ad vinduerne på vinterens indefrosne have.
Den hjalp hende til at holde sig vågen.
– Tror hun ikke, sagde hun, og kanariefuglene genkendte hendes stemme og begyndte selv at snakke løs, – at feberen er et forbud på døden, men jeg vil så nødig forlade min gamle Rahbek.
Tjenestepigen sagde, uden at se hende ind i ansigtet, at lægen mente, hun skulle tage det med ro, til foråret kom. Det havde hun ikke svært ved at leve op til.
Men hun var da påklædt og havde sko på fødderne og håret dækket, og fuglene lod til at trives. Ja, ja, mere kunne man ikke kræve. Hun ville overraske sin søster. Bakkehuset havde et renomme at leve op til, og det skulle ikke lide under hendes midlertidige svaghed.
Hun lå her som en fornem dame op ad ovnen og slugte varme. Den gik durk gennem hende, ikke meget gad stritte imod. Tynde knogler og tyndt blod. Men hun var blevet så tung på det sidste, når hun skulle ned fra sofaen, måtte hun tage sig selv under knæene og svinge benene ned. Så skulle fødderne vænne sig til at være nederst. De protesterede. Alt protesterede. Men op ville hun. Op til Christiane.
Christiane virkede uberørt, hun snakkede altid løs om sine egne sager, sad og regnede budget ud og forsvarede sin mand. Sandheden var, at uden hende var han gået fallit for mange år siden. Og han havde været modvillig, han havde ønsket at bryde forlovelsen, bror Carl havde måttet tage en samtale i enrum med ham.
Kamma ville ikke vide, hvor mange vilde forelskelser Adam havde gennemlevet siden da, men han burde elske sin kone for hendes klarsyn og kærlighed. Al den energi bundet i det lille menneske. Nu sad hun og regnede ud, hvornår Rahbek ville have råd til en lejlighed inde i byen, til vinterbrug. Det havde han allerede foreslået den første vinter herude, hvor hun var ved at fryse ihjel.
– Han må da få råd til det efter udgivelsen af erindringerne, sagde Christiane. Som forlægger var hun nysgerrig. Men af gode grunde var det Thomasine, folk læste, dog uden at ane, hvem forfatteren var.
– Vi kunne også købe noget god jord i Jylland og trække os tilbage til vores godser, svarede Rahbek. Godmodigheden dominerede, mens han skrev gamle dage op. Den stygge Rahbek viste sig kun sjældent, i alderdommen var der kommet en vis overbærenhed, som Kamma indimellem nød. I aften var den praktisk.
Men hun savnede hans beske udfald. Han var jo kritiker, det betød ikke at ae folk med hårene.
Og så ville han læse op. Forlovelseshistorien, ja, den nød han at skrive, det var hans anden kærlighedserklæring til hende. Hun vidste, hvad dette gik ud på: Bliv hos mig. Bliv stærk igen. Alt i aften var smukt. Hun havde nok vilde smerter mellem skuldrene, men det var til at holde ud. Christiane var hos dem, og søsteren lod til at tro, at hun var ved at komme sig. Ikke et ord om Thomasine eller hendes søn. De var konkurrenter, ikke kolleger, til Adam. Digterfyrsten havde absolut ikke brug for kronprinser, endsige kronprinsesser, og den lille nye Heiberg var ambitiøs. Vidunderligheden, havde Kamma engang kaldt ham. Måske skulle hun minde ham om det gamle kælenavn, han ville stadig elske det.
Kamma satte sig på sofaen og lod Rahbek tage afsked med Christiane. De gik ud i vindfanget, og han hjalp hende frakken på, det var bitterkoldt. Hvorfor ikke blive natten over? Det havde Christiane da aldrig gjort. Hun måtte hjem til mand og børn.
Tanken var latterlig. Christiane eksisterede ikke for sin egen skyld, eller for at skrive breve eller lave skønne æsker. Hun levede for andres skyld. Mand og børn og bøger.
Åh, men hun savnede sine æsker, fingrene magtede bare ikke at bøje pappet eller klippe billeder ud. Der var ikke flere udklip at tage af. Hun var færdig. Tørret ud. Men når foråret kom, så ville hendes fingre forvandles fra fuglekløer, der tabte og sønderrev, de ville igen blive bøjelige og lydige og præcise.
Christianes stemme hakkede og brast derude, hendes søster stod og græd fortvivlet. Tjenestepigen lukkede døren. Så kunne hun kun høre den svage mumlen. Rahbek sagde hende imod, og Christiane bad: Et eneste ord trængte igennem, lægen, lægen, lægen, troede de da ikke, at hun havde læge morgen, middag og aften? Lægen udrettede jo intet. Han følte på hende og gav hende bitter medicin.
Helt lettet hørte hun døren gå, og lidt efter kom Rahbek ind, rød i kinderne, med kulden i tøjet, drev lidt rundt i stuen og satte sig så og begyndte at læse højt, Oberon, fra hans egen ungdom. Lige til hun blev udmattet og lagde sig ned.
Ville hun ikke med ind i seng? Nej, det orkede hun ikke. Det var bedre at ligge her. Så kunne hun følge med i alt, der foregik i huset, og se solen stå op.
Dette var et ritual. Han accepterede, kyssede hende og gik ind til sig selv. Stilheden sænkede sig, og hun forsøgte at sove, men i aften kom alle mulige tanker til hende, de flød på feberen og gik ind gennem hende, hun var nu åbenbart blevet helt gennemsigtig, blafrede for vinden og lod sig bruge af alle følelser uden at genkende dem.
Nu var hun så isoleret, som hendes mor havde været på sit loftskammer.
Det hele lå bag hende, og Christiane havde allerede grædt over
hende. Men hun ville se sidste bind af Rahbeks erindringer, og næste hverdagshistorie fra Thomasine. Selv om man var midt i halvtredserne, forvandlede verden sig jo alligevel omkring en og i en. Der var meget mere at opleve.
Hun døsede dagen igennem, og om eftermiddagen kom Rahbek ind og sagde, at han gerne ville have lov at gå til et vigtigt møde hos frimurerne. Han betragtede hende undrende, kom med et spejl og sagde, at hun så meget bedre ud. Det var nok sandt. Farve i kinderne og lys i øjnene. Christiane havde gjort hende godt. Og aftenen siddende på en stol som et rask menneske.
Klokken fire kom han ind for at tage afsked med hende. Skulle nok skynde sig hjem og være hos hende ved ottetiden. Det var lige meget, syntes hun, bare han ikke frøs for meget på hjemturen til fods. Mørkt var det jo allerede.
Denne mand havde hun selv valgt, med alle de fejl og fortrin hun allerede kendte for mere end tredive år siden. I modsætning til hende havde han været fuldt dannet og færdig, da de giftede sig. Hun havde ikke behøvet at slibe kanterne af. Men selv nu, hvor han ville forlade hende og sygesengen og stilheden for at have et par timer sammen med sine venner, var han usikker på, om han gjorde det rette.
Han kyssede hende på kinden, den kind, som vendte opad, og hun rejste sig i en eneste snoet bevægelse og slyngede armene om ham. Lige nu ville hun se ham ind i øjnene, om der stadig var bekymring, hun havde det jo meget bedre. Hun havde i sinde at overraske ham, når han kom hjem. Hun ville sidde oppe og vente på ham. Hun ville sove i sengen i nat.
– På munden, hviskede hun, og han kyssede hende virkelig, som hun havde forlangt, kyssede hendes mund tre gange. Først blidt og spørgende, så åbnede han hendes læber, og til sidst kyssede han hende med lukkede læber, som et symbol. Længe. Når hun blev rask igen, ville alt blive som før, det lovede han hende med sit kys. Nok var han femten år ældre end hende, men Rahbek ville aldrig glemme.
Nu kunne hun sende ham ud i verden med god samvittighed. Engang havde hun kysset ham på samme måde, når han skulle i teatret og beundre Eline og alle de andre underskønne kvinder, han skulle vide, hvad hun havde at byde på, og hvad han kunne få hos hende. Dengang havde hun kysset som modgift mod jalousi. Nu var det et stolt bevis.
Rahbek vendte hjem som aftalt, men hans ur var gået i stå, så han anede ikke, om han var forsinket. Han skyndte sig af sted i mørket. Han forberedte en undskyldning.
Tjenestepigen kom løbende ud til ham, da han kom til syne, og sagde, at det ikke stod godt til med fruen. De kunne ikke vække hende. Den bundfrosne Rahbek trådte ud af sin våde frakke og forsøgte at få lidt varme i kroppen, inden han gik ind til hende. De iskolde hænder ville skræmme hende. Han måtte først varme sig.
Hun lå, som han havde efterladt hende, på sofaen, men uden tæppet, det havde hun kastet af sig. Den ene fod var på gulvet, som om hun havde villet stå op og gå ud. Det undrede ham slet ikke, hun havde virket så meget sundere tidligere på dagen. Måske havde hun ønsket at gå ud i køkkenet.
Rahbek satte sig hos sin kone og løftede hendes ben op. Hun virkede slet ikke kold. Pigen havde sendt bud efter medicin på apoteket, og buddet kom, og han stillede flakonen på bordet. Nu havde han alle de remedier, han behøvede. Hun var faldet hen og skulle vækkes. Alt for tung søvn var ikke sundt i hendes tilstand.
Der var ingen tegn på, at hun ønskede at vågne, så Rahbek løftede hende op i sine arme. Hun havde altid været tynd og mager, men nu vejede hun slet ingenting, det mindede om, når hun var i haven og fjernede planter, hun havde opgivet, og som var gået ud. Lige til man høstede dem, lignede de sig selv, men efter leen havde knækket dem, afslørede de sig som tomme, vægtløse skaller.
Gang på gang hældte han medicin op i en ske og førte den til hendes mund og forsøgte at få den ind mellem hendes læber. Intet skete. Læberne åbnede sig ikke. Han talte til hende, først overtalende, så mere skræmt.
– Nu må du vågne, du har brug for medicin, sagde han som til et barn.
Tjenestepigen kom ind og stod og græd åbenlyst. Det ville han ikke høre på, det generede Kamma. Hun skulle da ikke vågne ved lyden af gråd!
Hun ville nok vågne op af sig selv.
Han lagde hende varsomt ned og bredte tæppet over hende.
Tog hendes hænder og lagde dem over kors. Måske kunne han få varme i hendes hænder ved at holde dem længe. Knappede så op ind til sit bryst og stak hendes hænder derind.
Det bekymrede ham, at hun ikke udsendte et eneste livstegn, hun måtte sove alt for dybt. Men når han ikke kunne vække hende, måtte han forsvare hendes søvn. Hun havde brug for ro.
Tjenestepigen bragte ham mad, som han nægtede at spise. Han førte suppen hen foran Kammas ansigt og spurgte, om ikke hun havde lyst til at dele maden med ham. Pigen var blevet helt god til at lave mad, hun fulgte sin frues opskrifter. Huskede hun endnu, hvor hjælpeløs hun havde været, første gang hun skulle lave mad til dem her på Bakkehuset. Herregud, hun opfandt spejlægget.
– Måske skal vi sende bud efter Christiane, sagde han ud i luften, søsteren havde haft sådan en god indvirkning på Kamma aftenen før.
Kamma svarede ikke mere.
Han vendte hendes ansigt om mod sig og holdt lyset tæt hen mod hende. Munden åbnede sig, men ikke som han havde håbet.
Hun ville stadig ikke have medicin. Heller ikke suppe.
Tjenestepigen kom ind og lagde et tæppe over Rahbek, og han fortalte, hvordan fruen havde det. Hun nikkede og sagde, at herren nok vidste bedst, nejede og gik. Lukkede døren. Et sted derude græd hun, og Rahbek følte sig helt krænket, hun kunne da komme herind og se fruen sove. Kamma ville vågne, når hun fornemmede, at han var der hos hende.
Det var midnat, og tjenestepigen ruskede i ham.
Han havde ikke sovet, han sad lænet over Kamma og ventede på, at hun skulle vågne eller i det mindste røre på sig i søvnen. Hun lå jo med den åbne mund og lukkede øjne og hvilede, det måtte være et tegn på helbredelse.
Han ville tage hendes hånd, men den strittede imod. Fingrene var stive og kolde, de afviste ham. Det samme skete med den anden hånd. Rystet og vred rejste han sig, mistede fodfæstet og tørnede ind i tjenestepigen, der gav et lille skrig fra sig. Hvad var det for noget, som skete? Han tyssede vredt på hende og vendte sig mod Kamma, hvorfor dog al denne modstand?
Ordet kom langvejsfra, han havde ikke brugt det i årtier, men det var forklaringen på hendes sære kløer, der slet ikke lignede Kammas velkendte, langfingrede hænder. Han burde da kende dem, om nogen. Hun havde skiftet ham, mens hun sov.
Rigor mortis havde taget hende.
Han sagde intet til tjenestepigen, men gik ud i den anden stue og lagde klædet hen over de ellers lystigt snakkende kanariefugle. Det var ikke tiden nu til at lade dem flyve frit. Han elskede ellers sine sære, frie dyr. Den lille stædige hund, som ikke engang ville indrømme, at den var halvblind. Gasen, som bed gæsterne i hælene. Og Kammas kulørte fugle, som fløj frit rundt i rummene og omskabte vinterkulden til en palmehave i en botanisk have. Duerne, som smagte så godt, men som han lod leve, til de faldt døde om. Den verden var ved at forstene.
På intet tidspunkt havde han overvejet, at Kamma kunne dø før ham, selv ikke, da hun blev for syg til at gå rundt i huset og lagde sig permanent på sofaen. Selv ikke, da hun bad om at ligge herinde også om natten. Hun var femten år yngre end ham! Da de giftede sig, havde han været så bekymret, ville hun gå fra ham, kunne hun finde sig i hans krop, ville hun finde sig elskere? Man sagde jo et og andet om hendes mor. Han havde følt hendes ungdom som en forsikring, men den var brudt nu, og han var med ét langt mere alene end nogensinde før i sit liv.
Alle de tråde, som vævede hans liv sammen, var klippet over på én gang. Det var, hvad han tænkte, mens han lå og forsøgte at give efter for udmattelsen. Hun var der ikke mere. Dette var, hvad vinter betød.
Kold og bange rejste han sig og tændte mere lys og ledte på sit skrivebord. Var der noget, han kunne bruge som modgift?
Han var ved at skrive det stik modsatte af denne berøvelse, han havde beruset sig i forelskelsen og forlovelsen, dér var han kommet til i sine erindringer. Han var nødt til minutiøst at nedskrive, hvad der var sket disse sidste to døgn. Det var ikke Kammas historie, men hans, og han skrev sine erindringer, og kun ved at nedskrive dem kunne han holde dem fra livet. Frelsen havde altid været i skriften, lige siden han var barn. Redningen var at udforme handlinger i skrevne ord. Så måtte det også virke for ham nu. Om ikke andet, så for at give ham kræfter til at klare de kommende dages udfordringer.
Hvordan skulle han skrive en nekrolog over Kamma?
Det var så let med mænd. De tog eksamener, de fik embeder og udgav bøger og tidsskrifter. De havde karrierer og sad i offentlige stillinger eller grundlagde handelshuse. De arbejdede for andre eller tog andre i deres brød. Kvinder var diffuse og svære at sætte i skrift.
Der var ikke meget efterladt. Nogle breve, en storslået have, mindet og taknemmelighed. Ikke meget at bygge på. Et sted derude var Thomasine begyndt at skrive for andre, men hun turde ikke engang sætte sit eget navn på titelbladet. Kvinder skrev ellers om det, de så, eller kendte til. Kvinder malede blomster, for dem måtte de gerne se nøgne. Eller kvinder gjorde alt det, som mænd ikke havde interesse for, eller som de havde lagt beslag på.
Alligevel burde han kunne sætte hende i ord, han kendte hende jo bedre end alle andre. Ikke engang sine erindringer fik hun skrevet. Det gik for hurtigt med nedbrydelsen. Tyve år mere, så havde hun fået taget sig sammen.
Han skrev døden ind i sine erindringer og lod dem derefter hvile. De var for sene og for lystige. Det, som stod i bøgerne, huskede kun han, og det havde kun betydning for ham, derfor nedskrev han det. Men hendes død var vigtigere end alle de forudgående fire bind, for hendes død ændrede alting.
Mens han skrev det eneste, han ikke ønskede at skrive, men som var det mest nødvendige, kunne han ikke gøre sig fri af tanken. Det eneste, han gamle idiot skulle have koncentreret sig om, var at holde Kamma i live. Selv det magtede han ikke. Nu kunne han så blive rigtig gammel og sær, en kær levning fra friere og voldsommere tider, en mand, der havde overlevet ikke alene sig selv, men også sin meget yngre kone. Intet af det, han havde skrevet, ville blive læst tyve år senere, det vidste han, men dette ville de ikke kunne undgå at forstå, de unge derude, som gerne ville føle.
Det værste var ikke at ældes, men at forældes.

1785
– Karen Margrethe, er det dig?
Ingen andre i huset kaldte hende ved hendes døbenavn. Ingen andre i hele verden. Kun hendes mor.
Stemmen virkede, som om den havde løsnet sig fra kroppen og svævede et sted i huset under tagspærene.
– Hvor er du? Kan du komme op til mig?
Stemmen gik gennem marv og ben, men hun ville ikke indrømme det, så svigtede hun kvinden deroppe.
– Er du alene? Karen Margrethe? Kan du høre mig? blev stemmen ved med at kalde.
Den lød ikke ligefrem lokkende, nogen gav hende ordrer. Det skete sjældent. I hendes hus var der få forbud, mange påbud, og indimellem megen ulydighed. Men det var ikke hende selv, som stred mod forbud og påbud, det var hendes bror.
– Ja? forsøgte hun at sige, for ligesom at give sig selv til kende, så hendes mor forstod, at hun var til stede i huset. Dette hus havde mange zoner, og de fleste var trygge og lyse. Og så var der hendes mors verden. I dette hus var oppe helvede, nede himmel.
– Kan du ikke komme lidt op til mig?
Hun rejste sig fra stolen og gik hen til trappen.
Hun stod dér på det forbudte sted og ville ikke se op. Hun kunne godt stige op ad trappen og gå ind på loftet, døren måtte stå åben, ellers kunne hendes mors stemme vel ikke høres så tydeligt gennem huset.
Men hun var bange.
Dette var det eneste store forbud i huset.
Hun famlede ved nøglerne, fars nøgleknippe hang herude, far sov jo, og hun selv var alene her. Stemmen havde vækket hende. Hun stod på frysende nøgne fødder neden for trappen i sin særk og overvejede. Hendes mor ville hende næppe noget godt
– Jeg må spørge far først, forsøgte hun at hviske op mod stemmen deroppe. Så op ad trappen. Døren var stadig lukket. Hendes mor måtte have presset sig ind mod døren for at blive hørt uden at risikere friheden.
En slags medlidenhed vågnede i hende. Tænk at sidde deroppe og være lukket inde.
– Tag nøglen fra knippet og lås op, hviskede hendes mor. Noget famlede ved dørhåndtaget deroppe, rykkede det op og ned. Det nyttede jo ikke, når døren var låst udefra.
– Far siger, vi ikke må låse op, svarede pigen fra bunden af trappen. Det var sandheden. Hun ville da godt. Men far ville blive ulykkelig. Far havde forklaret dem, hvad de måtte, og hvad han ikke ville have. Unyttige handlinger var en forbandelse. Ulydighed et bevis på manglende kærlighed. Den slags handlinger bar straffen i sig selv.
– Luk op, sagde hendes mor spidst. Nu var der ikke længere plads til argumenter.
Karen Margrethe tog det tunge nøgleknippe fra væggen og begyndte at lede efter den rette nøgle. Der var så mange. Hun var aldrig til stede, når far låste sig ud fra kammeret deroppe. Hvordan skulle hun finde den rette nøgle? Hun måtte prøve sig frem.
På iskolde bare fødder steg hun langsomt op ad trappen, og forsøgte først den ene, så den anden nøgle. De var for store, kunne ikke engang komme ind i låsen. Hun måtte finde en af de små nøgler.
Lyset afbrød hende midt i hendes forehavende. Lyset og Stephan. Han kom i sin natskjorte, som et lille barfodsspøgelse, og han kom løbende lige mod hende. Uden en lyd fulgte han efter hende op ad trappen og tog nøglerne fra hende.
– Hvem er det? Er det dig, din djævel? råbte deres mor, en stemme midt mellem raseri og angst. Som om hun hele tiden havde ventet, at befrielsen skulle slå fejl.
Stephan tyssede på sin søster, tog hende i hånden og trak hende efter sig, trin for trin, ned ad trappen. Dette var forkert, forstod hun. Fuldkommen forkert og forkasteligt.
De kunne lige så godt have støjet, deres mors skrål og skrig og hamren på døren overdøvede alt. Lyset blev tændt i deres fars soveværelse. Stephan puffede sin søster ind ad døren og lukkede den. Hun blev stående dér, helt tavs, helt overvældet, med begge hænder mod den lukkede dør. Sådan som hendes mor måtte have
ventet med øret mod døren.
Nu kom der mere råben og skrigen og lyden af nøgne fødder, der hamrede mod gulvet, hendes mor løb rundt. Et glas blev knust, og hendes far talte. Roligt, beroligende. Men det virkede ikke.
Skulle hun gå i seng igen? Hun var i tvivl, for det var jo ikke første gang, og resultatet var altid det samme. Der blev stille igen deroppe. Far gik i seng. Om morgenen blev de igen pålagt at holde sig fra deres mors kammer.
Måske var der en forklaring på alt dette. Den stod bare ikke klart for Karen Margrethe. Hendes mors tilværelse var så gådefuld som planternes formering inden professor Linné.

Afsnittet bringes med tilladelse fra forlaget.
Du kan tilmelde dig Bogbidder samt læse mere om servicen.