Lady Susan af Jane Austen

 Hør Bogbidden her

Min kære Svoger,
   Jeg kan ikke længere nægte mig selv den glæde at benytte mig af Deres venlige invitation, da vi sidst tog afsked, til at tilbringe nogle uger sammen med Dem på Churchill, og hvis det derfor er belejligt for Dem og Mrs. Vernon at modtage mig nu, er det mit håb i løbet af nogle få dage at blive præsenteret for den søster, som det så længe har været mit ønske at lære at kende. Mine gode venner hér har på det hjerteligste forsøgt at få mig til at forlænge mit ophold, men deres gæstfri og muntre væsen fører til mere selskabelighed, end hvad der er foreneligt med min nuværende situation og sindstilstand, og jeg ser med længsel frem til den time, hvor jeg kan tage del i Deres fortryllende tilbagetrukkethed. Jeg længes efter at møde Deres kære små børn, hvis hengivenhed jeg er særdeles ivrig efter at sikre mig. Jeg vil snart få brug for al min sjælsstyrke, da jeg står over for at skulle skilles fra min egen datter. Hendes kære faders langvarige sygdom forhindrede mig i at give hende den opmærksomhed, som både pligt og kærlighed pålagde mig, og jeg har kun al for god grund til at frygte, at den guvernante, til hvis omsorg jeg overlod hende, ikke var sin opgave voksen. Jeg har derfor besluttet at anbringe hende i en af de bedste skoler i London, hvor jeg selv vil kunne aflevere hende på min vej til jer. De ser, at jeg er fast besluttet på ikke af lade mig holde væk fra Churchill. Det ville virkelig smerte mig dybt at få at vide, at De ikke skulle være i stand til at modtage mig.
   Deres meget forbundne og hengivne svigerinde

Du tog ganske fejl, min kære Alicia, da du formodede, at jeg ville forblive her for resten af vinteren. Det gør mig ondt at måtte sige, i hvor høj grad du tog fejl, for sjældent har jeg tilbragt tre mere behagelige måneder end dem, der netop er fløjet af sted. I øjeblikket er der intet, der går glat. De kvindelige familiemedlemmer har forenet sig imod mig. Du forudså, hvordan det ville blive, da jeg kom til Langford, og Manwaring er så ualmindelig tiltalende, at jeg ikke selv var uden forudanelser. Jeg kan huske, at jeg sagde til mig selv, da jeg kørte op mod huset: ”Jeg kan godt lide den mand. Gud give, at der ikke kommer nogen skade af det!” Men jeg var besluttet på at være diskret, at huske på at jeg kun havde været enke i fire måneder, og at være så stilfærdig som muligt – og det har jeg været, du kære væsen, jeg har ikke taget imod opmærksomheder fra andre end Manwaring, jeg har undgået enhver almindelig flirten og har ikke udmærket nogen mand af alle dem, der er kommet hertil, bortset fra Sir James Martin, som jeg tilstod en smule opmærksomhed for at løsrive ham fra Miss Manwaring. Men hvis omverden kendte til mit motiv på det punkt, ville den respektere mig for det. Jeg er blevet kaldt en ukærlig moder, men det var en hellig, moderkærlig indskydelse, det var tanken om min datters bedste, der fik mig til det, og hvis denne datter ikke havde været verdens største tåbe, var jeg nok blevet belønnet for mine anstrengelser, som jeg burde. Sir James anholdt faktisk hos mig om Fredericas hånd – men Frederica, som kom til verden for at plage livet af mig, valgte at sætte sig så voldsomt imod partiet, at jeg mente det bedst at lægge den plan til side for nærværende. Jeg har mere end én gang fortrudt, at jeg ikke selv giftede mig med ham, og hvis han var blot en smule mindre foragtelig og svag, ville jeg bestemt gøre det. Men jeg må tilstå, at jeg i den henseende er temmelig romantisk, og at rigdom alene ikke tilfredsstiller mig. Det er alt sammen meget irriterende. Sir James er taget af sted, Maria er frygtelig ophidset og Mrs. Manwaring utåleligt jaloux, faktisk så jaloux og så rasende på mig, at det ikke ville overraske mig, om hun i sin ophidselse appellerede til sin værge, hvis hun frit kunne henvende sig til ham – men her kommer din ægtemand ind som min standhaftige ven, og det bedste og kæreste han nogensinde har gjort, var da han forstødte hende for altid ved hendes giftermål. Sørg derfor for at holde liv i hans modvilje, beder jeg dig. Vi er nu i en sørgelig forfatning, et hjem kunne ikke være mere forandret. Hele familien ligger i krig, og Manwaring vover dårligt at tale til mig. Det er på tide, jeg rejser. Jeg har derfor besluttet at tage af sted og håber at tilbringe en behagelig dag sammen med dig i byen i løbet af denne uge. Hvis jeg stadig er i lige så megen unåde hos Mr. Johnson som hidtil, må du besøge mig i Wigmore Street nr. 10 – men jeg håber ikke, det er tilfældet, for eftersom Mr. Johnson med alle sine fejl er en mand, om hvem det storladne ord ”respektabel” altid bruges, og da man ved, at jeg er en nær ven af hans hustru, ser det underligt ud, at han overser mig. Jeg kommer til byen på vej til det mest utålelige sted, man kan tænke sig: en lille landsby; jeg er nemlig på vej til Churchill. Tilgiv mig, kæreste ven, det er min sidste udvej. Var der et andet sted i England, som stod åbent for mig, ville jeg foretrække det. Charles Vernon byder mig imod, og jeg er bange for hans kone. Imidlertid må jeg forblive på Churchill, indtil jeg har noget bedre i udsigt. Min unge frøken følger med mig til byen, hvor jeg vil anbringe hende i Miss Summers varetægt i Wigmore Street, indtil hun kommer lidt til fornuft. Hun kan skabe gode forbindelser dér, da pigerne alle kommer fra de bedste familier. Prisen er voldsom og langt over, hvad jeg nogensinde kan forsøge at betale.
   Adieu. Jeg sender et par linier, så snart jeg kommer til byen.

Min kære Moder,
   Jeg er ked af at måtte fortælle dig, at det ikke står i vor magt at opfylde vort løfte om at tilbringe julen sammen med dig, og at vi er forhindrede i at opleve denne glæde af en omstændighed, som næppe vil være nogen erstatning for os. Lady Susan har i et brev til sin svoger erklæret det som sin hensigt at ville besøge os med det første – og da et sådant besøg sandsynligvis udelukkende er et spørgsmål om, hvad der er belejligt for hende, er det umuligt at vide, hvor længe det vil vare. Jeg var på ingen måde forberedt på noget sådant, og jeg er heller ikke i stand til forklare Hendes Nådes bevæggrunde. Langford virkede på alle måder som det rigtige sted for hende, både på grund af den elegante og kostbare livsførelse og på grund af hendes særlige hengivenhed for Mrs. Manwaring, så jeg forventede langt fra en så hurtig opmærksomhed fra hendes side, selv om jeg hele tiden ud fra hendes tiltagende venskabelige følelser for os siden hendes mands død havde ventet, at vi på et tidspunkt ville blive nødt til at modtage hende. Jeg tror, Mr. Vernon var alt for venlig overfor hende, da han var i Staffordshire. Hendes opførsel overfor ham har, helt uafhængig af hendes væsen i øvrigt, været så utilgivelig kunstig og uvenlig, lige siden vort ægteskab først kom på tale, at ingen, der ikke var lige så mild og venlig som han, ville kunne ignorere det. Og selv om hun er hans broders enke, og hendes forhold er begrænsede, og det derfor var rigtigt at yde hende økonomisk bistand, kan jeg ikke lade være med at mene, at hans indtrængende invitation til hende om at besøge os på Churchill var ganske unødvendig. Men da han jo altid er tilbøjelig til at mene det bedste om enhver, var hendes opvisning af sorg og hendes udtryk for fortrydelse og beslutninger om forbedring nok til at blødgøre ham og få ham til at tro på hendes oprigtighed. Men hvad mig selv angår, er jeg stadig ikke overbevist, og så tilforladeligt hendes nåde nu end har skrevet, kan jeg ikke beslutte mig, før jeg bedre forstår hendes virkelige hensigt med at besøge os. Du vil derfor kunne tænke dig, kære Moder, med hvilke følelser jeg ser frem til hendes ankomst. Hun får brug for alle de indtagende egenskaber, hun er berømt for, for at få del i min agtelse, og jeg vil bestemt bestræbe mig på at vogte mig for dem, hvis de ikke ledsages af noget mere bestandigt. Hun udtrykker et stærkt ønske om at lære mig at kende og omtaler meget varmt mine børn, men jeg er ikke så enfoldig at tro, at en kvinde, der har udvist manglende opmærksomhed, for ikke at sige uvenlighed, over for sit eget barn, skulle nære særlig varme følelser for nogle af mine. Miss Vernon skal anbringes på en skole i London, før hendes moder kommer her, hvilket jeg er glad for, både for hendes skyld og for min egen. Det må være en fordel for hende at blive skilt fra sin moder, og en sekstenårig pige, der har fået en så elendig opdragelse, ville ikke være noget ønskværdigt selskab her. Jeg ved, at Reginald længe har ønsket at se denne fængslende Lady Susan, og vi regner med, at han snart slutter sig til os. Jeg er glad for, at Fader fortsat har det godt og sender mine kærligste hilsener,

Min kære Søster,
   Jeg lykønsker dig og Mr. Vernon med at skulle modtage den mest fuldendte kokette i England i jeres familie. Jeg har altid betragtet hende som en udsøgt flirt, men det er for nylig faldet i  min lod at høre visse detaljer om hendes optræden på Langford, som beviser, at hun ikke begrænser sig til den ærlige flirten, hvormed de fleste mennesker stiller sig tilfredse, men aspirerer til den mere forfinede fornøjelse, at gøre en hel familie ulykkelig. Ved sin opførsel overfor Mr. Manwaring var hun årsag til jalousi og fortvivlelse hos hans kone, og ved sin opmærksomhed over for en ung mand, som indtil da var hans søsters beundrer, berøvede hun en ung pige hendes tilbeder. Alt dette har jeg fået at vide af en Mr. Smith her i nabolaget – (jeg har spist middag med ham hos Hurst og Wilford) – som netop kommer fra Langford, hvor han tilbragte fjorten dage i samme hus som Hendes Nåde, og som derfor er kvalificeret til at viderebringe denne information.
   Hvilken kvinde hun må være! Jeg glæder mig til at se hende og vil bestemt tage imod din venlige invitation, så jeg kan danne mig et indtryk af de fortryllende egenskaber, der kan forårsage så meget – på samme tid og i samme hus at sikre sig de varmeste følelser fra to mænd, som ikke er frie til at skænke disse følelser bort – og alt dette uden at besidde ungdommens charme. Det glæder mig at høre, at Miss Vernon ikke ledsager sin moder til Churchill, eftersom hun ikke engang er i besiddelse af gode manerer, der kan tale til hendes fordel, og ifølge Mr. Smiths beretning er både kedelig og hovmodig. Hvor hovmod og kedsommelighed forenes, kan ingen forstillelse være umagen værd, og Miss Vernon vil blive overgivet til nådesløs foragt. Men efter alt, hvad jeg kan forstå, besidder Lady Susan en så fængslende evne til at forstille sig, at det må være en fornøjelse at iagttage og udforske den. Jeg vil snart være hos jer og forbliver

Jeg modtog din note, lige før jeg forlod byen, min kære Alicia, og glæder mig over din forsikring om, at Mr. Johnson ikke havde nogen anelse om din aftale aftenen før. Det er uden tvivl bedst at føre ham bag lyset. Når han absolut vil være stædig, må man bruge kneb. Jeg ankom sikkert hertil og har ingen grund til at klage over Mr. Vernons modtagelse af mig, men jeg tilstår, at jeg ikke er helt så tilfreds med hans frues optræden. Hun er så afgjort kultiveret og fremtræder som en meget elegant kvinde, men hendes manerer giver ikke indtryk af, at hun på forhånd synes om mig. Jeg ønskede, at hun skulle være henrykt over at se mig – jeg var så elskværdig, som tænkes kan – men forgæves – hun kan ikke lide mig. Det må indrømmes, at i betragtning af at jeg gjorde mig en del ulejlighed for at forhindre min svoger i at gifte sig med hende, er denne mangel på hjertelighed ikke særlig overraskende – og dog afslører det et snæversynet og hævngerrigt sindelag at føle sig krænket over en plan, jeg nærede for seks år siden, og som ikke lykkedes for mig. Jeg er nogle gange lige ved at fortryde, at jeg ikke lod Charles købe Vernon Castle, da vi var nødt til at sælge det, men der var tale om særlige omstændigheder, især da salget fandt sted præcis samtidig med hans giftermål – og enhver burde kunne respektere den finfølelse, som ikke kunne tåle, at min mand blev nedværdiget ved, at hans yngre broder overtog familiegodset. Hvis det hele kunne være arrangeret på en sådan måde, at vi ikke havde været nødt til at forlade godset, hvis vi kunne have boet der sammen med Charles og sørget for, at han forblev ugift, ville jeg aldrig have overtalt min mand til at sælge til anden side. Men Charles stod lige for at gifte sig med Miss De Courcy, og tiden har givet mig medhold. Her er en overflod af børn, og hvad ville det have gavnet mig, om han havde købt Vernon? At jeg forhindrede det har måske gjort et uheldigt indtryk på hans kone – men hvor en person på forhånd er uvenligt indstillet, er det aldrig svært at finde et påskud, og hvad pengesager angår, har det ikke forhindret ham i at være mig til stor nytte. Jeg har virkelig høje tanker om ham, han er så let at føre bag lyset!
   Det er et udmærket hus, møbleringen er moderne og alt vidner om overflod og elegance. Jeg er sikker på, at Charles er meget velhavende; når en mand først har fået sit navn i et bankierhus, kan han vælte sig i penge. Men de ved ikke, hvad de skal stille op med deres rigdom, har meget lidt selskabelighed og tager aldrig til London undtagen i forretninger. Det bliver så kedeligt, som tænkes kan. Jeg har sat mig for at vinde min svigerindes hjerte gennem hendes børn, jeg kender allerede alle deres navne og har tænkt at knytte mig til én især med den største ømhed, en lille Frederic, som jeg tager på skødet og sukker over på grund af hans kære onkel.
   Stakkels Manwaring! – jeg behøver ikke fortælle dig, hvor meget jeg savner ham – hvor uophørligt han er i mine tanker. Der lå et bedrøvet brev fra ham, da jeg ankom her, fuldt af beklagelser over hans kone og søster og af klager over hans grusomme skæbne. Jeg lod, som om brevet var fra hans kone, over for familien, og når jeg skriver til ham, må det blive til din dækadresse.

Nå, kære Reginald, jeg har set dette farlige væsen, og jeg må give dig en beskrivelse af hende, selv om jeg håber, du snart vil være i stand til at danne dig din egen mening. Hun er virkelig ualmindelig køn. Hvor meget du nu end måtte betvivle tiltrækningskraften hos en dame, der ikke længere er ung, må jeg for min del indrømme, at jeg sjældent har set så yndig en kvinde som Lady Susan. Hun er fin og lys, med smukke grå øjne og mørke vipper, og at dømme efter hendes udseende ville man ikke tro, hun var mere end femogtyve, selv om hun faktisk må være ti år ældre. Jeg var bestemt ikke indstillet på at beundre hende, skønt jeg altid har hørt, at hun skulle være smuk, men jeg kan ikke lade være med at synes, hun besidder en usædvanlig kombination af smukke, regelmæssige træk og ynde. Hendes facon over for mig er så blid, åbenhjertig og ligefrem hengiven, at hvis jeg ikke havde vidst, hvor meget hun altid har haft imod mig for at have giftet mig med Mr. Vernon, og fordi vi aldrig havde mødtes før, ville jeg have troet, hun var en nær veninde. Man er nok tilbøjelig, tror
jeg, til at forbinde koketteri med et selvsikkert væsen og at forvente, at der altid må følge en skamløs opførsel med et skamløst sind. Jeg var selv i det mindste forberedt på en upassende grad af selvsikkerhed hos Lady Susan, men hendes ansigt er aldeles indtagende og hendes stemme og manerer milde og vindende. Jeg beklager, at det forholder sig således, for hvad er det andet end bedrag? Uheldigvis kender man hende for godt. Hun er intelligent og behagelig, har det kendskab til verden, som gør samtale let, og konverserer udmærket med en glimrende sprogbrug, som jeg tror lidt for ofte bliver brugt til at få sort til at fremstå som hvidt. Hun har allerede fået mig næsten overbevist om, at hun er varmt knyttet til sin datter, skønt jeg så længe har været overbevist om det modsatte. Hun taler om hende med så megen ømhed og bekymring og beklager så bitterligt hendes forsømte opdragelse, som hun imidlertid fremstiller som noget helt uundgåeligt, at jeg må tvinge mig selv til at huske på, hvor mange forår hendes nåde har tilbragt i London, medens hendes datter blev tilbage i Staffordshire, overladt til tjenestefolkene eller en guvernante, der ikke var meget bedre, for ikke at tro på alt, hvad hun siger.
   Når hendes væsen har en sådan indflydelse på mig og min modvilje, kan du tænke dig, hvor langt stærkere det virker på Mr. Vernons generøse gemyt. Jeg ville ønske, jeg var lige så overbevist som han om, at det virkelig var hendes eget ønske at forlade Langford til fordel for Churchill, og hvis hun ikke havde opholdt sig der i tre måneder, før hun opdagede, at hendes venners livsstil ikke passede til hendes situation og følelser, kunne jeg måske tro på, at det var tabet af en sådan ægtemand som Mr. Vernon, overfor hvem hendes opførsel langt fra var upåklagelig, der fik hende til at længes efter en tid i større tilbagetrukkethed. Men jeg kan ikke glemme, hvor langt hendes besøg hos familien Manwaring var, og når jeg tænker på, hvor helt anderledes et liv hun førte hos dem fra det, hun nu må underkaste sig, må jeg formode, at det var ønsket om at styrke sit omdømme ved, om end sent, at følge en vis sømmelighed, der fik hende til at forlade en familie, hvor hun i virkeligheden må have følt sig ganske særlig fornøjet. Din ven Mr. Smiths beretning kan dog ikke være helt rigtig, eftersom hun korresponderer regelmæssigt med Mrs. Manwaring. I hvert fald må den være overdrevet; det er ikke sandsynligt, at to mænd på én gang skulle være så groft ført bag lyset af hende.

Min kære Alicia,
   Det er virkelig pænt af dig at tage dig af Frederica, og jeg er taknemmelig for det som et tegn på dit venskab, men da jeg ikke kan nære nogen tvivl om, hvor varmt dette venskab er, ligger det mig fjernt at forlange så tungt et offer. Hun er et tåbeligt pigebarn og har intet formildende ved sig. Jeg vil derfor ikke for nogen pris have, at du spilder et øjeblik af din kostbare tid ved at lade hende besøge dig i Edward Street, især da ethvert besøg betyder lige så mange timer trukket fra det store projekt med hendes opdragelse, som jeg virkelig ønsker, hun samler sig om, så længe hun befinder sig hos Mrs. Summers. Jeg ønsker, at hun skal kunne spille og synge med en vis smag og en hel del selvtillid, eftersom hun har mine hænder og arme og en hæderlig stemme. Selv var jeg så forkælet i mine barneår, at jeg aldrig var nødt til at koncentrere mig om noget som helst og følgelig mangler de færdigheder, som er nødvendige for at fuldende en smuk kvinde. Ikke at jeg går ind for den herskende mode med at tilegne sig et fuldstændigt kendskab til sprog, kunst og videnskab, det er at spilde tiden. At beherske fransk, italiensk, tysk, musik, sang, tegning osv. vil måske nok skaffe en kvinde bifald, men vil ikke føje en eneste tilbeder til hendes liste. Ynde og manerer er, når alt kommer til alt, af større betydning. Det er derfor ikke min hensigt, at Fredericas færdigheder skal være mere end overfladiske, og jeg føler mig vis på, at hun ikke vil blive længe nok på skolen til at lære noget ordentligt. Jeg håber at se hende som Sir James’ hustru i løbet af et årstid. Du ved, hvad jeg bygger mine forhåbninger på, og et udmærket grundlag er det, for det må være meget ydmygende for en pige på Fredericas alder at komme i skole, og for resten er det også en grund til, at du nok ikke skal invitere hende mere, da jeg ønsker, at hun skal have det så ubehageligt som muligt. Jeg er til enhver tid sikker på Sir James og kunne få ham til at forny sin anmodning blot ved et ord. Indtil da må jeg ulejlige dig med at forhindre ham i at forelske sig i en anden, når han kommer til byen. Inviter ham hjem til dig fra tid til anden og tal med ham om Frederica, så han ikke glemmer hende.
   I det hele taget er jeg yderst tilfreds med min egen håndtering af denne historie og ser den som en lykkelig blanding af omhu og ømhed. Nogle mødre ville have insisteret på, at deres døtre skulle acceptere et så storslået parti ved første tilbud, men jeg kunne ikke forsvare over for mig selv at tvinge Frederica ind i et ægteskab, som byder hendes hjerte imod, og i stedet for at gribe til så barske metoder har jeg blot tænkt mig at lade det være hendes eget valg ved at gøre hendes tilværelse grundigt ubehagelig, indtil hun siger ja til ham. Men nu nok om det irriterende pigebarn.
   Du vil nok undre dig over, hvordan det lykkes mig at fordrive tiden her – og den første uge var det ganske utålelig kedeligt. Nu begynder det imidlertid at lysne. Vort selskab er blevet forøget med Mrs. Vernons broder, en smuk ung mand af hvem jeg forventer megen fornøjelse. Der er noget ved ham, som interesserer mig en hel del, en vis næbbet og familiær facon, som jeg skal lære ham at holde i ave. Han er livlig og virker begavet, og når jeg har indgydt ham lidt mere respekt for mig, end hans søsters venlige indflydelse har forårsaget, kan han blive et behageligt tidsfordriv. Der er en udsøgt fornøjelse i at undertvinge et uforskammet gemyt og få en person, som er forudindtaget imod én, til at anerkende ens overlegenhed. Jeg har allerede forvirret ham med mine rolige og reserverede manerer, og det skal være mit mål at ydmyge disse hovmodige De Courcyer endnu mere, at bevise overfor Mrs. Vernon, at hendes søsterlige advarsler har været forgæves og at overbevise Reginald om, at hun på det skændigste har bagtalt mig. Denne plan vil i det mindste tjene til min underholdning og forhindre mig i alt for stærkt at føle denne skrækkelige adskillelse fra dig og alle, jeg holder af. Adieu.

Min kære Moder,
   Du må ikke forvente Reginald tilbage igen lige med det samme. Han beder mig fortælle dig, at det behagelige vejr foranlediger ham til at tage imod Mr. Vernons invitation til at forlænge sit ophold i Sussex, så de kan gå på jagt sammen. Han har tænkt sig omgående at sende bud efter sine heste, og det er umuligt at sige, hvornår I ser ham i Kent. Jeg vil ikke skjule mine følelser ved denne ændring i planerne for dig, kære Moder, selv om jeg tror det bedst, at du ikke fortæller noget derom til Fader, hvis umådelige bekymring over Reginald ville udsætte ham for en frygt, der alvorligt kunne skade hans helbred og humør. Det er sandelig lykkedes Lady Susan i løbet af en periode på fjorten dage at få min broder til at synes om sig. Kort sagt, jeg er overbevist om, at hans forbliven her ud over det tidspunkt, der var fastsat for hans afrejse, i lige så høj grad er forårsaget af hans fascination af hende som af hans ønske om at gå på jagt med Mr. Vernon,og jeg kan naturligvis ikke føle den samme glæde ved længden af hans besøg, som min broders selskab ellers ville give mig. Jeg bliver stærkt provokeret over denne samvittighedsløse kvindes kunstgreb. Hvilket stærkere bevis på hendes farlige egenskaber kan man få, end denne forvrængning af Reginalds dømmekraft, som da han kom hertil, så tydeligt talte imod hende? I sit sidste brev gav han mig endda nogle oplysninger om hendes opførsel på Langford, som han havde fået fra en herre, der kender hende særdeles godt, og som, hvis de er sande, må få én til at forfærdes over hende, og som Reginald selv var tilbøjelig til at fæste lid til. Jeg er sikker på, at hans mening om hende var ringere end om nogen anden kvinde i England, og da han kom her, var det tydeligt, at han anså hende for at være en, der hverken havde krav på finfølelse eller respekt, og at han følte, hun ville blive henrykt over at få opmærksomhed fra en hvilken som helst mand, der ville flirte med hende.
   Jeg må indrømme, at hendes optræden har været beregnet på at gøre det af med en sådan opfattelse; jeg har ikke kunnet finde det mindste upassende – ingen forfængelighed, ingen forstillelse, ingen letsindighed – og hun er i det hele taget så tiltrækkende, at jeg ikke ville undre mig over hans betagelse af hende, hvis han ikke havde vidst noget om hende forud for dette personlige bekendtskab. Men at han imod al fornuft, al overbevisning, kan være så indtaget i hende, som jeg er sikker på, at han er, det forbløffer mig virkelig. Hans beundring var i begyndelsen meget stor, men ikke større end naturligt var, og jeg undrede mig ikke over, at han blev slået af det blide og forfinede i hendes væsen, men når han på det seneste har talt om hende, har det været i vendinger af den højeste ros, og i går sagde han ligefrem, at han ikke kunne undre sig over den virkning en sådan skønhed og sådanne evner kunne have på en mands hjerte. Og da jeg til svar beklagede hendes dårlige karakter, bemærkede han, at hvad end hendes fejl måtte have været, måtte de forklares med hendes forsømte opdragelse og tidlige ægteskab, og at hun på alle måder var en vidunderlig kvinde.
   Denne tilbøjelighed til at undskylde hendes opførsel eller til at glemme den af lutter beundring, ærgrer mig, og hvis jeg ikke vidste, at Reginald føler sig alt for meget hjemme på Churchill til at behøve en invitation for at forlænge sit besøg, ville jeg beklage, at Mr. Vernon har givet ham en sådan.
   Lady Susans hensigter drejer sig naturligvis om mest muligt koketteri eller et ønske om almindelig beundring. Jeg kan ikke et øjeblik tro, at hun har noget mere alvorligt i tankerne, men det krænker mig at se en ung mand med Reginalds gode forstand være til nar for hende. Jeres

Min kæreste veninde,
   Jeg lykønsker dig med Mr. De Courcys ankomst og råder dig absolut til at gifte dig med ham. Han faders ejendom ved vi jo er betragtelig, og jeg mener, at den går udelt i arv til sønnen. Sir Reginald er meget svagelig og vil sandsynligvis ikke længe stå dig i vejen. Jeg hører den unge mand godt omtalt, og selv om ingen virkelig kan gøre sig fortjent til dig, min kæreste Susan, er Mr. De Courcy nok værd at have. Manwaring vil rase, naturligvis, men du kan let pacificere ham. Og i øvrigt ville selv ikke den mest udsøgte æresfølelse kunne forlange, at du skulle vente på hans frigørelse. Jeg har set Sir James – han var i byen nogle få dage i sidste uge, og aflagde flere visitter i Edward Street. Jeg talte med ham om dig og din datter, og han er så langt fra at have glemt dig, at jeg er sikker på, han med fornøjelse ville gifte sig med enten den ene eller den anden af jer. Jeg gav ham håb om, at Frederica ville give efter og fortalte ham en hel masse om hendes fremskridt. Jeg skændte på ham for at gøre kur til Maria Manwaring, han indvendte, at det kun havde været for spøg, og vi lo begge hjerteligt af hendes skuffelse og havde det kort sagt vældig fornøjeligt. Han er så tåbelig som nogensinde. –
Din trofaste

Jeg er dig meget forbunden, kæreste veninde, for dit råd angående Mr. De Courcy, som jeg ved, du gav i fuld overbevisning om det formålstjenlige deri, skønt jeg ikke er ganske besluttet på at følge det. Jeg kan ikke så let tage beslutning om noget så alvorligt som ægteskab, i særdeleshed da jeg ikke i øjeblikket mangler penge, og måske indtil den gamle herres død ikke vil have særlig gavn af partiet. Det er sandt, at jeg er forfængelig nok til at regne det inden for mine muligheder. Jeg har ladet ham føle min magt og kan nu nyde fornøjelsen ved at triumfere over en person, som var indstillet på at synes dårligt om mig, og som var fordømmende over for alle mine tidligere handlinger. Hans søster er også, håber jeg, blevet overbevist om, hvor lidt ét menneskes ukærlige fremstilling af et andet nytter, når den bliver stillet over for den øjeblikkelige indflydelse af intellekt og væsen. Jeg kan tydeligt se, at hun er urolig over de fremskridt, jeg gør i hendes broders omdømme, og må gå ud fra, at hun ikke vil sky noget middel til at modarbejde mig. Men hvor jeg først har fået ham til at tvivle på det retfærdige i hendes opfattelse af mig, tror jeg nok, jeg skal
kunne trodse hende.
   Det har været fortryllende at iagttage hans forsøg på at opnå større fortrolighed, og især at observere hans ændrede opførsel som følge af den rolige værdighed, hvormed jeg har afvist hans uforskammede forsøg på at være direkte familiær over for mig. Min væremåde har fra det første været yderst afmålt, og jeg har aldrig i hele mit liv optrådt mindre som en kokette, skønt mit ønske om at beherske måske aldrig har været større. Jeg har betvunget ham udelukkende ved følsomhed og alvorlig samtale og tør godt sige, at jeg har gjort ham halvt forelsket i mig uden at benytte mig af den mindste smule gemen flirten. Mrs. Vernons bevidsthed om, at hun har gjort sig fortjent til al den hævn, det står i min magt at tage over hende, for den skade hun har forvoldt mig, er det eneste, som kunne få hende til at gennemskue, at jeg har en hensigt med en så blid og beskeden optræden. Lad hende imidlertid blot tænke og handle, som hun ønsker. Jeg har endnu aldrig oplevet, at et råd fra en søster har forhindret en ung mand i at forelske sig, hvis det var det, han ville. Vi er nu på vej mod en vis fortrolighed og vil kort sagt befinde os i en slags platonisk venskabsforhold. For mit vedkommende kan du være sikker på, at det aldrig bliver mere end det, for hvis jeg ikke allerede var så stærkt knyttet til en anden, som jeg kan være, ville jeg netop lægge vægt på ikke at skænke mine følelser til en mand, som havde vovet at tænke så dårligt om mig.
   Reginald har en god figur og er ikke uværdig den ros, du har hørt om ham, men han er stadig vor ven fra Langford langt underlegen. Han er mindre sleben, mindre indtagende end Manwaring og er temmelig uøvet i den kunst at sige de fortryllende ting, som gør én så tilfreds med sig selv og alle andre. Hans væsen er dog behageligt nok til at give mig underholdning og få de timer til at forløbe på en fornøjelig måde, som jeg ellers måtte bruge på at overvinde min svigerindes modvilje og lytte til hendes mands åndløse snak.
   Din beretning om Sir James er særdeles tilfredsstillende, og jeg har tænkt meget snart at give Frederica et vink om mine hensigter.
– Din

• Afsnittet bringes med tilladelse fra forlaget.
• Du kan tilmelde dig Bogbidder samt læse mere om servicen.