Maleren fra Shanghai af Jennifer Epstein

Om morgenen bliver hun vækket af en tung og foruroligende drøm ved lyden af onklens knoer på døren: bank, bank, bank. “Stå op, stå op, lille Xiu. Tid er penge.”
   Xiuqing åbner øjnene. Døren åbner sig på klem. Hendes onkel kigger ind med øjne, der er opsvulmede af nattens opiumsrøg.
   “Hvorfor tager du ikke dit pæne tøj på?” siger han. “Børst dit hår. Du skal se køn ud til morgenmaden.”
   Xiuqing står op og strækker sig. Hun åbner skodderne. Udenfor bader to spurve. Baskende og flagrende i en lille pyt under pumpen. Kom nu, gå, tænker Xiuqing. Lina siger, at når spurve går, betyder det lykke.
   Én af fuglene dykker hovedet ned i vandet og drikker en lille smule. Små dråber drypper fra dens næb som diamanter.

Nedenunder sidder hendes jiujiu ved et rodet bord over for en mand i en smaragdgrøn silkefrakke. Manden ser op, da Xiuqing står i døren. Han registrerer med det samme den røde cheongsam og hendes omhyggeligt børstede hår. Hans direkte blik gør hende lidt skamfuld.
   “Der er du. Sæt dig ned og få noget te.” Onklen klapper på stolen ved siden af sig.
   “Og det er så niecen,” siger manden i den grønne frakke ligegyldigt.
   “Det er det.”
   Xiuqing udfylder den korte tavshed, der følger, med at føre tekoppens rand mod sine læber. Manden studerer hende nærmere. Hans kæbe bevæger sig fra side til side som en geds, når han spiser. Små stykker rejepaté sidder som lyserøde pletter i hans overskæg.
   “Dette er Mester Gao,” siger hendes onkel omsider. “Han vil hjælpe os til at få dig en god stilling.”
   “Der er stadig nogle detaljer, vi skal blive enige om,” siger Mester Gao og spytter noget ud på gulvet.
   Dette er en opførsel, onkel Wu normalt fordømmer som forældet, uhygiejnisk og ukultiveret. Men han siger ikke noget nu. Det, han meget mildt siger, er: “Det forstår vi godt.”
   Xiuqing stirrer stift på den lille tepotte, på billedet af De gule Bjerge i indigo. Ananas svæver mod hanken. Små floder slynger sig op om tuden. Når hun skænker, er det, som om den gule flod bliver levende og løber ned i hendes kop.
   Mester Gao tørrer sine hænder og kommer langsomt op at stå. “Hvis alt er, som De siger, tror jeg, vi kan bruge hende. Paladset plejede før i tiden kun at tage dem yngre. Men på det seneste har vi skiftet politik. Det var for stor en investering. Piger i den alder – hvor gammel er hun?”
   “Fjorten.”
   Manden nikker. “Lidt for gammel, men stadig ung nok til at lære. Hvis hun er lydig.”
   Xiuqing venter på, at hendes onkel skal fortælle manden, at hun allerede har lært, hvad hun behøver for at kunne brodere. Men han siger bare: “Åh, min niece er meget lydig.”
   Han begynder at folde avisen op og rulle den sammen, og Xiuqing lægger mærke til tryksværten, der breder sig som sod på hans fingre. Manden gør tegn til kvinden ved et kast med hagen. “Zheng niangyi kan ordne detaljerne og kontrakten. Hvis alt er i orden, kan hun tage hende derhen i eftermiddag.”
   Kvinden ser op ved lyden af sit navn. Et øje, sammenknebent og bifaldende glider ned over Xiuqing. Det andet er dækket af et fugtigt hvidt slør, der sidder på hornhinden som et skjold.
   Mester Gao klør sig mellem benene og slentrer rundt om bordet. “Flere lån,” læser han over onkel Wus flaskeformede skuldre. “De vrider nosserne om på sig selv. Denne nymodens regering, der tror, den er vestlig. Hvad skal vi have bredere gader for?”
   “Jeg formoder, det er for automobilernes skyld.”
   Manden snøfter foragteligt. “Ingen vil have råd til så meget som et skaldet æsel, hvis det her bliver ved. Vi vil komme til at skylde alt til de forbandede langnæser.” Han rynker panden. “Jeg hører for resten, at vi har en fælles ven.”
   “Ja. Mester Fang,” siger hendes onkel, som om han fik noget galt i halsen. “Jeg nævnte, at han bad mig hilse.” Xiuqing ser op. Hun ved, at Mester Fang ejer onkel Wus yndlingsopiumshule og huset ved siden af, hvor mænd køber piger (“Køber dem til hvad?” spurgte hun engang Lina. Men pigen pressede bare læberne sammen).
   “Jeg tænker på en anden,” siger Mester Gao. “Købmand Deng. Fra Chibi.”
   Onklen blegner. “Åh, ja. Vi mødtes om bord på Den skrigende Lom.” Han siger det modstræbende og tripper. Han vrider og gnider hænderne, som om han ville trøste sig selv. “Vi havde en meget interessant samtale.”
   “Han ville meget gerne afslutte den,” siger Mester Gao lakonisk.
   Xiuqing ser sin onkel synke en klump. Så – det kommer som et chok – rækker den anden mand hånden frem og lægger den på hendes skulder. Som det enkleste i verden. Som om hun var hans datter. Eller hans kone.
   Xiuqing ser på sin onkel. Hun venter på, at han skal sige noget. Men han flytter bare vægten fra den ene fod til den anden som en nervøs skoledreng.
   “Måske,” siger Mester Gao og masserer blidt Xiuqings nakke, “skulle De aflægge ham en visit, når De alligevel går forbi. På vejen hjem.” Hans fingre lugter som røgede fisk. Xiuqing stirrer på sin onkel med så opspilede øjne, at det gør ondt. Hjælp. Hjælp mig.
   Men Wu Ding ser på sine hænder. Han synes omsider at have opdaget blækklatterne. “Selvfølgelig,” siger han og tager imod et dampende håndklæde fra den gamle kvinde. “Det var min hensigt. Faktisk var jeg på vej til at købe en billet til i aften.”
   I aften? Xiuqings dunkende hjerte giver et hop igen. Hendes onkel sagde, at han ville blive her et par dage. De skulle se byen sammen. Hun skulle introduceres. Så skulle han tage hende til en fin afskedsmiddag, før han tog tilbage. Kun for et par uger ...
   “Godt,” siger Mester Gao. Han lader sine fingre følge hendes øre. Så smider han pludselig to pengestykker på bordet og går sin vej. “Jeg sender et bud, så han ved, hvornår han kan vente Deres besøg.”
   Efter han er gået, sætter onklen sig tungt ned. “Jiujiu?” spørger Xiuqing skælvende.
   Han kigger ned i sin kop. “Måske,” mumler han, “skulle vi se at komme i gang.”
   Han taler ikke til hende. Men da Zheng niangyi lægger en kroget hånd på Xiuqings skulder, siger han strengt: “Du skal samarbejde, kære niece.”
   “Adlyd din onkel,” skræpper konen, da Xiuqing vrider sig løs.
   Wu Ding vender sig rundt. Han studerer det eneste stykke kunst på væggen. Et fremmedartet billede lavet i jern. De klodsede linjer viser et billede af en mand, der fisker i en flod. Konen falder på knæ med en stønnen, som om hun forberedte en kowtow. Xiuqing undertrykker en ufrivillig fnisen, skønt hun ikke finder det særlig morsomt. De gamle fingre undersøger og måler Xiuqings tynde sko i længden og i bredden. De finder vej ind, hvor svangen hvælver sig som en fersken og prøver, hvor hårdt og stramt fødderne er snøret. Da hun er færdig, kommer hun med besvær op at stå på sine egne store fødder og knapper Xiuqings kjole op. Xiuqing føler hendes hænder igen på sin mave, nakke og arme. Nu er de kolde og hårde. Så river hun med et ryk kjolen ned om Xiuqings skuldre. “Hold op! Hold op med det der!”
   Zheng niangyi står stille. Hun ser på Wu Dings ryg. Han vender sig ikke om. Så slår hun Xiuqing på siden af hovedet. Hårdt. “Stå stille.” Hun tager fat i den bløde hud på pigens underarm og vrider den som en nøgle i en lås. “Der er ikke noget at gøre ved det – du må bare stå det igennem. Prøv at tænke på noget andet.”
   Xiuqings hjælpeløshed vælder op fra et dyb i hendes indre. Hendes åndedræt bliver langsommere, jo mere hjælpeløsheden er ved at kvæle hende. Hendes arme og læber er følelsesløse. Stedet, hvor slaget ramte, brænder. Hun mærker læderhårde fingerspidser berøre hendes nakke og brystvorter. Noget andet. Føler brystvorterne blive hårde som to kobbermønter. Tænk. På noget andet. Tænk. Hun leder efter noget at klynge sig til. Et begreb eller et billede, som kan hjælpe med at standse det. Hun bestemmer sig for kropshud. Dens forskellige farve og lød. Den måde den forandrer sig på ved berøring. En lussing laver først et gloende rødt mærke, men blegner langsomt til lyserødt. Som en fersken. Og så til intet. Knubs og slag, som hun har set på Lina (hendes far slår hende sommetider), gør huden helt mørk. De efterlader mørkerøde mærker, men langsomt bliver de lysere og går over i blåt, rødt og gult. De kan skjules, har Lina vist hende, med en slags pasta, som apotekeren omhyggeligt blander. Ingredienserne er talkum, salve og kindrødt.
   Åh, Lina.
   Hendes onkel løfter hånden og rører med en doven finger ved den lille jernmands jernfiskestang.
   “Kom,” siger kvinden. “Vi gør det færdigt ovenpå.”

De står i Xiuqings lejede værelse foran bambussengen. Det halvt sorterede tøj ligger oven på den. Det tøj, der skal vaskes, ligger i en bunke til venstre. Det rene tøj er pænt lagt sammen til højre. De røde sko står oven på den højre, hvor Xiuqing stillede dem før morgenmaden. Modebladene ligger i en pæn bunke på det lille, lave bord.
   Kvinden tager skoene og vender dem. Hun bladrer hurtigt et af modebladene igennem. Hun ser desorienteret på Xiuqing. Så trækker hun på skuldrene og fejer alt ned af sengen og ned på gulvet i en bunke. Hendes raske øje fanger Xiuqing i spejlet. “Fortæl mig, barn,” siger hun og skubber ærmerne op, “din onkel siger, at du endnu ikke har fået lys i lygten. Er det sandt? Jeg har set nok opiumsvrag til at vide, hvem jeg har at gøre med. Jeg tør sværge på, at ham her lyver så meget, som en hest kan rende.”
   Spejlpigen ser bare på hende, så udtryksløst som en pige på en plakat. Xiuqing studerer faktisk det indrammede spejlbillede, som om hun bare så på en plakat. Måske en reklame for en foryngelseskur: En gammel kvinde og en ung. Måden hvorpå tiden former et ansigt.
   “Din lille melon,” siger kvinden for at bringe hende på gled. “Han siger, at den endnu ikke er blevet flækket.”
   Xiuqing ser meloner for sit indre blik: Vådt, gulgrønt frugtkød. Skinnende sorte kerner. Formede som øjne. Én af onklens andre ejendommeligheder er, at han hader den frugt. Han siger, at den er for besværlig at spise.
   “Aiyaa,” grynter kvinden. “Er du også lige så tomhjernet som en melon?”
   Hun vender sig mod Xiuqing og tager fat i hende. Ublidt skubber hun hende ned på sengen. Hun undersøger Xiuqings fødder igen og smækker misbilligende med tungen. Så knapper hun Xiuqings bukser op og hiver dem helt ned om anklerne.
   Xiuqing mærker kvindens hænder famle rundt på sine lår. Hun registrerer, at luften fra vinduet fejer hen over huden. Jeg er nødt til at huske det her, tænker hun nøgternt. Jeg er nødt til at fortælle dem alt. Når de kommer for at frelse mig. Åh, nej. Hvem vil komme og frelse hende? Lina? Moderens hungrende genfærd? Den forlovede hun forestillede sig for et helt liv siden. Og desuden vil hun aldrig have ord for det, der sker med hende. Det vil være for skamfuldt. En hjerteskærende, flænsende skam.
   Det er skammen, der får hende til at kaste hovedet tilbage og kalde: “Onkel! Åh onkel! Jiujiu!” Og så: “Mama!”
   Skriget dirrer i stilheden, et barns stemme, hæs og grædende. En stol skraber pludseligt mod gulvet et eller andet sted. Det er det eneste svar, der er.

*

Længe efter, det føles som år, trækker de klæbrige fingre sig ud. Xiuqing hører fodtrin og så plasken fra et vandfad. Kvindens stemme synes at komme rejsende fra et sted langt væk: “Alt er, som det skal være. Jeg går ned og får ham til at underskrive kontrakten.” Hendes fodtrin klaprer tungt ned ad gangen.
   To billeder flyver forbi. Det ene forestiller spurvene, der ikke gik, og det andet Spejlpigen, der ligger her på sengen. I sin forestilling ligger pigen stadig ned. Hun trækker næsten ikke vejret. Hendes puls er næsten lige så umærkelig som damernes i modebladene. De stirrer sorgløse op i loftet.

Da Xiuqing omsider kommer ned igen, sidder Wu Ding ved bordet, ligesom han gjorde, da hun kom ned i morges. Men nu sidder Zheng niangyi ansigt til ansigt med ham lige overfor, som en mand. Papirerne, de begge sidder med, er stadig våde; hendes onkel har lige skrevet dem i to eksemplarer med sin pen. Kvinden kigger med sammenknebne øjne på sin kopi med anspændt koncentration, som Xiuqing hurtigt genkender. Hun kan ikke læse.
   Wu Ding læser højt:

   Salget er blevet effektueret. Hun kan føres bort. Hendes navn kan forandres. Når   
   hun er blevet voksen, skal hun adlyde købers vilje. Han må gøre brug af hende, til
   hvilket formål han måtte ønske. Respektabelt eller ej. I tilfælde af ulydighed kan
   hun afhændes eller sælges uden indsigelse. I kraft af denne kontrakt har hendes
   slægtninge givet afkald på al interesse i hende, og al samkvem mellem hende og
    hendes slægtninge vil ophøre for altid, og hun vil ikke blive krævet tilbage. I fald
   hun skulle dø, hvilket ville blive anset af begge parter for en himlens tilskikkelse,
   kan ingen klandres for dette.

Kvinden fumler med papiret.
   “Hvad stod der om slægtninge?” spørger Zheng niangyi.
   “Jeg har en bedstemor,” bekendtgør Xiuqing pludseligt. Hun taler højt med den samme lillepige-stemme, som undslap hende, da hun lå hjælpeløs ovenpå. “Jeg har også en mor. Hjemme i Yuangzhou. De vil begge blive meget vrede ...”
   “Stille!” brøler hendes onkel og slår i bordet.
   Xiuqing tier stille.
   Langsomt slappes onklens fingre. Men det er, som om det kræver stor anstrengelse.
   “Jeg,” siger han, “er hendes eneste overlevende slægtning.” Da kvinden ser tvivlende på ham, tilføjer han: “Min mor døde for syv år siden. Min søster et år efter.” Han lægger papirerne på bordet og glatter dem med hænderne. Hjørnerne og kanterne.
   “Hvordan døde de?” spørger koblersken mistænksomt.
   “Min mor døde af alderdom. Min søster døde af sygdom som en blomst der visner. Der var endnu en søster, men hun døde som lille. Da hende her kun var et spædbarn.”
   “Hvordan?”
   “Dysenteri.”
   “Dysenteri,” gentager konen eftertænksomt. “Og faren?”
   “Druknede sig i floden, da hende her var to.” Han siger det tonløst, som om ordene ikke betød noget. “De sagde, han havde mistet alle sine penge.”
   “Og hvor gammel siger De, hun er?”
   “Fjorten.” Han smiler et trist smil. “Grisens år. Som De ved, betyder det, at hun aldrig vil strejfe omkring. Hun bliver dér, hvor hun bor.”
   “Men er hun genstridig?”
   Xiuqing ser bedende på ham. “Overhovedet ikke,” siger han og møder hendes blik for første gang denne morgen. “Hun er stærk, men som bambus. Hun bøjer sig med blæsten. Men hun knækker
ikke.”
   Han udholder hendes blik et øjeblik mere. Så rømmer han sig og ser væk.

Den næste gang den gamle kvinde giver Xiuqing en lussing, tænker Xiuqing ikke på farven på sin hud. Hun tænker på sine fødder. Hvor røde af blod de må være lige nu. Hun har aldrig nogensinde gået så langt i hele sit liv.
   Koblersken slår hende igen. “Skynd dig. Er du en pige eller en træstamme med ben?”
   Slaget gør ondt, men alligevel er det mærkeligt nok kærligt ment. Nærmest som om hun blev klappet. Som om de er i samme båd. Det skal nok gå, synes det lette slag at sige. Vi er kommet igennem det værste sammen. Xiuqing anstrenger sig for at gå hurtigere, om ikke andet så for at undgå kvindens berøring.
   “Ved du hvad,” siger hendes vogter. Nu løber hun for at holde trit. “Du er i virkeligheden meget heldig. Min mor døde også. Jeg var omtrent på din alder.” Hendes visne læber snører sig sammen om den lille sølvpibe og laver små kysselyde, når hun inhalerer røgen. “Jeg havde et skvat af en mand. Opiumsvrag, som din onkel. Han talte og klædte sig ikke så flot. Men de ligner alle sammen hinanden, sådan nogle mænd.”
   Xiuqing tænker på sin onkel, der glad stod og vinkede i krodøren. Han deklamerede – da Xiuqings indre blev til sten – den sidste strofe af digtet fra damperen.

“Og jeg!” fortsætter kvinden. “Jeg fik ikke lov til at beholde noget. Han solgte mine gryder og min syæske. Han solgte også mine døtre – alle sammen undtagen den lille. Da han havde brugt de penge, lejede han mig ud til gamle Cao. I seks år vaskede jeg hans forpulede køkken om dagen og sov hos den gamle skiderik om natten. Min mand lå i tre år på ryggen uden at røre en finger.” Hun spytter foragteligt.
   Xiuqing ser nysgerrigt op. Hun kan ikke lade være. “Hvad skete der så?”
   “Min mand døde. Gamle Cao sendte mig tilbage, men beholdt min søn. Jeg kom hjem til en datter, som ikke kendte mig.” Hendes ansigt krøller sig sammen, først af smerte, men så til noget der næsten ligner stolthed. Se, synes det at sige, jeg overlevede.
   Mens de går, er der blevet mere og mere trængsel og summen af aktivitet på gaderne. Købmænd maser sig forbi og ruller tønder foran sig med hvedemel og petroleum. En smed med sit værksted på en trækvogn er ved at løbe Xiuqing over ende. Hans ansigt er sodet og svedigt. Varmen fra smedjen er som en drages udspyede ild på hendes hals, og dobbelt så hedt i højsommerens smeltende varme. Xiuqing hilser det velkomment, som om det kunne brænde morgenens snavs af hende. Hun er lige ved at hoppe op på hans trækvogn og presse sig hårdt mod ambolten.
   “Det, du skal lave, er meget bedre,” siger kvinden. “Og du får i det mindste forskellige mænd. Ikke kun en gammel skiderik igen og igen.”
   “Er der mænd? Der broderer?”
   Niangyi’en ser på Xiuqing, som om hun lige er kommet med en dårlig vittighed. “Han fortalte dig nok ikke noget?”
   “Jo, han gjorde,” siger Xiuqing, på barrikaderne igen. “Han fortalte mig, at enhver er sin egen lykkes smed. Og om hvordan et fuldendt menneske er herre over lyset. Han har indflydelse. Og – og er herre over hele sin skæbne.”
   Stroferne ruller ud af munden på hende, så elegant og klart som noget Wu Ding nogensinde har deklameret. Og i et øjeblik, mens den ældre kvinde desorienteret kniber øjnene sammen, føler Xiuqing, at hun har vundet en lille sejr. Men triumfen forsvinder ved Zheng niangyis næste ord: “Lille syerske. Nu skal du høre engang. Dette hus drejer sig kun om mænd og deres nåle. Men de stikker dem ikke i dine smukke brudesko.” Hun fniser. “Eller ikke kun i dine sko ... Men det finder du snart ud af.” Hun skygger for øjnene. “Kan du se det grønne tag? Dér er det. Det er Den Evige Pragt og Herligheds Palads.”
   Xiuqing kigger. Det, hun ser, er langtfra herligt. Et toetages hus med skriggrønne skodder. Indgangsdøren er et virvar af udskårne skilte, billedskærerarbejder og draperier, lidt gitterværk hist og her, malet i guld og rødt. Papirstrimler hænger på en snor over døren. Teksten på dem er fed og stiliseret. Ordene kommer nu og da til syne i den blafrende vind.
   Et øjebliksbillede står pludselig for Xiuqings indre øje, da hun stirrer på det. Og ikke bare synet, men lyden og duften af sommer. Varm og hvid som denne her. Fårekyllingerne saver deres raspende toner frem i kor. Hun havde ledt efter biller med iriserende skjolde i jasmintræet på gårdspladsen. Hun fangede næsten et dusin og prøvede derefter noget, hun engang havde hørt om. Hun bandt bomuldstråd rundt om insektets behårede bagerste ben. Bomuldstråden var ombundet med små strimler papir, og hun havde brugt porcelænssplinter fra en ituslået tekop som ballast. Så slap hun dem løs.
   Billerne fløj i cirkler omkring hende, tynget af splinterne, pyntet med spraglet konfetti. Hun havde været stolt over sig selv, stolt over sin magt. Hun kunne få laviner til at rulle. Styre naturen med en snor ... Men den tredje dag var alle hendes biller døde. De lå som lysende glasperler i snavset med små krogede, stive ben. Xiuqing begravede dem alle i et hjørne af gårdspladsen.
   De når den udsmykkede dør, kvinden banker hårdt på den. Den går op. “Det er mig,” siger hun. “Jeg har bragt jer en lilje fra havnen. En køn én denne gang. Fint tegnet næse og hage. Smukke hænder.” Xiuqing lægger mærke til, at hun ikke nævner fødderne.
   Tjeneren ser op og ned ad hende uden synlig interesse. Hans hår ser ud, som om det er blevet klippet med en sløv kniv.
   “Velkommen,” siger han.

Xiuqing sidder på gårdspladsen, mens Zheng niangyi diskuterer kontrakten med en tyk kvinde med alt for meget sminke på så tidligt på dagen. De ryger og tinger, gnægger og skændes. Så går koblersken uden så meget som at værdige sin tidligere protegé et blik.
   Den tykke dame vender sig mod Xiuqing. “Ja, så er det i orden. Den hvide myre er hård at forhandle med. Jeg håber, du er det værd.” Hun vralter rundt og rundt om Xiuqing, mens hun taler og betragter hende. “Op,” siger hun, ikke uvenligt. “Jeg adopterer dig officielt i næste uge. Du kan godt begynde at kalde mig Ganma.” Gudmor? tænker Xiuqing.
   Da hun hverken rejser sig eller svarer, træder kvinden helt hen til hende. “Hør her, der er ingen skam i det, vi gør her. Masser af piger som du gør det.” Hun træder et skridt tilbage og tripper på sine små fødder. Xiuqing knuger armene om knæene.
   “Det er anstændigt,” lokker Gudmor. “Du gør bare, hvad enhver hæderlig datter ville gøre for sin familie.” Xiuqing studerer nogle myrer på jorden. Små dyr med skinnende spinkle kroppe. Ikke hvide, men begsorte. De haler og hiver i en kødfarvet orm, mens Gudmors stemme bliver mere og mere ophidset, “Jeg har ikke tid til det her, din lille tæve. Jeg kører en forretning. Rejs dig op.”
   Men Xiuqing holder sine øjne på ormen. Hun bemærker, at den næsten er flad. Sikkert slæbt af sted fra et sted, hvor en eller anden har trådt på den. Myrernes anstrengelser får den til at skælve, som om den stadig var i live.
   Det er først efter, at kvinden er gået, at Xiuqing vover at løfte blikket. En af skodderne på andensalen har åbnet sig på klem. Indenfor kan hun skimte en kvinde stå foran et spejl. Hun børster og børster sit lange hår. Hendes røde læber bevæger sig. Det lader til, hun tæller tagene. Ubevidst tæller Xiuqing med hende: En. To. Tre.
   Da hun er nået til ti, er Gudmor tilbage med en læderpisk. Hun slår Xiuqing – mest på ryggen, men også ét velrettet slag på hendes fødder. Slagene er ikke så smertefulde, som de er svagt kvalmende, og Xiuqing bliver, hvor hun er.
   Omsider skriger Gudmor et eller andet, og tjeneren viser sig. “Den lille tæve siges at være en gris,” beklager hun sig. “I virkeligheden er hun så stædig som en hest. Det er nok derfor, han ville af med hende – ingen vil gifte sig med en hest.”
   “Der er nogle, der godt kan lide dem stædige,” svarer tjeneren.
   “Jo mere de kæmper, desto større er sejren, siger man.” Han samler Xiuqing op – skødesløst som om det er noget, han gør tit – og slænger hende over skulderen som en sæk majs. Han slår hende i enden og kommer med endnu en saftig bemærkning, hun ikke forstår. Så bærer han hende ind i et mørkt rum, hvor han smider hende mellem oliekrukker og kurve med løg. Da han går, lukker og låser han døren efter sig.
   Xiuqing ligger i Paladsets spisekammer i mange timer uden at bevæge sig. Hun lægger mærke til, at lyset fra det ene vindue danner en firkant, der bevæger sig gennem rummet. Sanserne vender tilbage, som planeter der cirkler i himmelrummet. Hendes fødder gør ondt. Det smerter i hendes øjne. Huden svider, hvor kvindens læderpisk ramte. Hun bliver opmærksom på lugtene. Hvidløg, jordnøddeolie, stærkt krydret kød. Efter at det er blevet mørkt, bobler latteren gennem væggen. Lyde af glas der bliver stødt mod hinanden, af tallerkner der skifter hænder og piger der klager. En lussing lyder så højt som et kanonslag. “Jeg er ligeglad med, om han så har alle sygdomme i hele verden,” skriger Gudmor. “Du har lånt pengene, nu skal du tjene dem hjem igen. Du skal altid gøre arbejdet færdigt.”
   Senere lyder mændenes stemmer. Først tjenerens, lige inden for hoveddøren. Den dræver sig igennem en stadig strøm af navne: Mester Kai. Mester Peng. Mester Yao. Sommetider bare Ærede Gæst. Xiuqing genkender Mester Gaos stemme, som af en eller anden uforklarlig grund af pigerne her bliver kaldt Papa. Andre mænds stemmer blander sig sløvt og tilføjer spøgefuldheder og råb. Knirken blander sig med tunge fodtrin. Døre smækkes og åbnes. En sitar lyder som et barns hulken. Det er et af hendes yndlingsdigte af Li Qingzhao. “Den Nidobbelte Fest.” Xiuqing former ordene med læberne i mørket:

På en eller anden måde får de kendte strofer hende alligevel til at føle sig mere fremmed. Det er som om betydningen af selv velkendte ting er ved at forsvinde.

• Afsnittet bringes med tilladelse fra forlaget.
• Du kan tilmelde dig Bogbidder samt læse mere om servicen.