Niels Lyhne af J. P. Jacobsen
I
Hun havde Blidernes sorte, straalende Øje med det fine, snorlige Bryn, hun havde deres stærkt udformede Næse, deres kraftige Hage og svulmende Læber. - Den sære, smertelig-sandselige Trækning ved Mundvigene og de urolige Hovedbevægelser, det havde hun ogsaa arvet, men hendes Kind var bleg, hendes Haar var blødt som Silke og sluttede lindt og glat til Hovedets Former.
Saadan var Bliderne ikke; deres Farver var Roser og Bronze. Haaret var stridt og kruset - svært som en Manke; og saa havde de fulde, dybe, bøjelige Røster, der mærkeligt støttede Familietraditionerne om Fædrenes støjende Jagtfarter, højtidelige Morgenandagter og tusinde Elskovsæventyr.
Men hendes Røst var mat og klangløs.
Jeg fortæller om hende som hun var i Syttenaarsalderen; et Par Aar senere, da hun var bleven gift, havde hendes Stemme mere Fylde, Kindens Farve var mere frisk og Øjet var blevet mattere, men desuden ligesom større og mere sort.
Sytten Aar gammel var hun meget forskjellig fra sine Sødskende og der var egenlig heller intet nært Forhold mellem hende og hendes Forældre. Bliderne var nemlig en praktisk Slægt, der tog Livet som det var; de gjorde deres Arbejde, sov deres Søvn og flere eller andre Fornøjelser end Høstgildet og en tre, fire Julegilder faldt det dem aldrig ind at fordre. Religiøst bevægede var de ikke, men de kunde ligesaa let have fundet paa at lade være med at betale deres Skatter som ikke at give Gud hvad Guds var, og derfor bad de deres Aftenbøn, tog til Kirke til Højtiderne, sang deres Psalmer Juleaften og gik til Alters to Gange om Aaret. De var heller ikke videbegjærlige og hvad deres Skjønhedssands angik, saa var de ingenlunde ufølsomme for smaa sentimentale Sange, og naar Sommeren kom og Græsset blev tæt og frodigt i Engene og Sæden stod i Skred paa de brede Agre, saa sagde de tidt til hinanden, at det var en smuk Tid at komme ud over Landet paa; men de var ikke særlig poetiske Naturer; Skjønhed berusede dem ikke, de havde ingen ubestemte Læng-sler saalidt som vaagne Drømme.
Men med Bartholine var det anderledes; hun havde slet ingen Interesse for Begivenhederne i Stalden og paa Markerne, ingen Inter-esse for Mejeri og Husholdning - slet ingen.
Hun elskede Vers.
I Vers levede hun, i dem drømte hun og paa dem troede hun som paa næsten Alting andet.
Forældre og Sødskende, Naboer og Bekjendte, de sagde aldrig et Ord, der var værdt at lytte til, for deres Tanker løftede sig ingensinde fra den Jord eller den Bedrift, de havde under Hænder, lige-saalidt som deres Blik nogensinde søgte bort fra de Forhold og Begivenheder, de havde lige for deres Øjne.
Men Versene derimod! de var for hende fulde af nye Tanker og dybsindige Lærdomme om Livet derude i Verden, hvor Sorgen er sort og Glæden er rød, og de funklede med Billeder, skummede og perlede med Rhytmer og Rim; - det var om unge Piger Altsammen og de unge Piger var ædle og skjønne, de vidste ikke selv hvor meget; deres Hjærter og Kjærlighed var mere end Alverdens Rigdomme, og Mændene bar dem paa deres Hænder, holdt dem højt op, oppe i Lykkens Solglands, ærede og tilbad dem, var lykkelige ved at dele deres Tanker og Planer, deres Sejre og Berømmelse med dem, og sagde saa oven i Kjøbet, at det var disse lykkelige Piger, der havde fostret alle Planerne og vundet alle Sejrene.
Og hvorfor skulde En selv saa ikke være saadan en Pige? de er saa - og de er saa - og de veed ikke af det; hvad veed jeg hvordan jeg er? og Digterne sagde udtrykkeligt, at det var Livet og at Livet ikke var at sy og sømme, gaa i Huset og gjøre dumme Visiter.
Naar Alt kommer til Alt, gjemtes der i dette jo egenlig ikke Andet end den lidt sygelige Trang til at føle sig selv, den Higen efter at finde sig selv, som saa ofte vaagner hos en noget mer end almindelig begavet ung Pige; men det Værste var, at der ikke i hendes Omgangskreds fandtes en eneste overlegen Natur, der havde kunnet give hende et Slags Maal paa hendes Begavelse; der fandtes jo ikke engang en beslægtet Natur og derfor kom hun saa til at betragte sig selv som noget Mærkeligt, Enestaaende, som en Art tropisk Urt, der var skudt frem under umilde Himmelstrøg og som nu kun mægtede kummerligt at udfolde sine Blade, medens den i en varmere Luft, under en mægtigere Sol vilde kunnet skyde ranke Stængler med et underfuldt rigt og straalende Blomsterflor. Det, mente hun, var hendes egenlige Væsen, det, som de rette Omgivelser vilde gjøre hende til, og hun drømte tusinde Drømme om hine sollyse Egne og fortæredes af Længsel efter sit rette, rige Jeg, og glemte, hvad der ligger saa nær at glemme, at selv de fagreste Drømme, selv de dybeste Længsler ikke lægger en eneste Tomme til Menneskeaandens Vækst.
Saa kommer der da en skjønne Dag en Bejler til hende.
Den unge Lyhne til Lønborggaard, ham var det, var det sidste mandlige Led af en Slægt, der i hele tre Generationer havde hørt til Provindsens intelligenteste. Som Borgmestere, Amtsforvaltere eller kongelige Commissairer, hyppigt benaadede med Justitsraadtitelen, tjente de i deres ældre Alder Konge og Land virksomt og hæderligt. I deres unge Dage havde de paa fornuftigt ordnede og grundigt udførte Studierejser i Frankrig og Tydskland beriget deres let modtagelige Aand med de Kundskaber, Skjønhedsnydelser og Livsindtryk, som de fremmede Lande i saa rigt Maal frembød, og naar de saa vendte hjem, saa blev ikke hine Udlændighedsaar skudt til Side blandt gamle Minder, som Mindet skydes til Side om en Fest, hvis sidste Kjærte og sidste Tone er slukket ud den ene og døet hen den anden, nej, Livet i Hjemmet byggedes op paa disse Aar, og de Interesser, som da vare blevne vakte, fik ingenlunde Lov til at gaa i Forfald, men næredes og udvikledes ved alle de Midler, der stod til deres Raadighed; og udsøgte Kobberstik, kostbare Bronzer, tydske Digterværker, franske Retsforhandlinger og fransk Filosofi var Hverdagsting og Hverdagsæmner i Lyhnernes Huse.
Hvad deres Væsen angik, saa bevægede de sig med en gammeldags Lethed og stilfuld Elskværdighed, der tidt stak besynderligt af mod deres Standsfællers plumpe Majestæt og ubehjælpsomme Statelighed. Deres Tale var bredeligt afrundet, zirligt pointeret, men noget affektert rhetorisk, det var unægteligt, men den passede godt til disse store, brede Skikkelser med høje, hvælvede Pander, langt tilbagevigende Haarkrige, stort, lokket Haar, lyse, roligt smilende Øjne og fintformede, noget krumme Næser; men Underansigtet var for tungt, Munden var for bred og Læberne var ogsaa alt for fulde.
Ligesom nu disse udvortes Træk traadte svagere frem hos den
unge Lyhne, saaledes var ogsaa Intelligensen ret som bleven træt i ham, og det var langt fra at de aandelige Opgaver eller alvorlige Kunstnydelser, han havde truffet paa sin Vej, havde vakt nogetsomhelst Slags Iver eller Attraa hos ham; men han havde givet sig i Lag dermed med en pligttro Anstrængthed, der ikke var bleven mildnet ved nogen Glæde over at føle, at Kræfterne kom i Sving, eller lønnet med nogen stolt Selvfølelse, naar det viste sig de slog til. Tilfredsheden over at Taget var taget, det var al den Løn han fik.
Hans Gaard, Lønborggaard, var tilfalden ham i Arv efter en nylig afdød Farbroder og han var derfor vendt tilbage fra den traditionelle Udenlandsrejse og vilde selv til at staa for Gaardens Drift, og da nu Bliderne var hans nærmeste Herregaardsnaboer og Farbroderen havde staaet i et fortroligt Forhold til Familien, aflagde han Besøg der, saae Bartholine og blev forelsket i hende.
At hun blev forelsket i ham var næsten en Selvfølge.
Det var dog endelig engang En derude fra Verden, En, som havde levet i de store, fjerne Byer, hvor Skove af Spir og Taarne tegnede sig mod den solklare Himmel, hvor Luften sitrede af Klokkers Klang, af Orglers Brus og Mandoliners rappe Toner, mens straalende Optog i Guld og Farver festligt bugtede sig frem i de brede Gader; hvor Marmorhusene skinnede og stolte Slægters brogede Skjolde sad parvis over de vide Porte, mens Vifterne blinked og Slørene flagred oppe paa de bugede, stenløvede Balkoner. En, var det, som havde vandret i hine Egne, hvor sejerrige Hære vare dragne frem ad Vejene, hvor mægtige Slag havde omgivet Landsbyernes og Markernes Navne med udødelig Glands, hvor Røgen fra Zigeunernes Baal steg langelig op over Skovenes Kroner, mens røde Ruiner oppe fra de
vinomkrandsede Høje saae ned i den smilende Dal hvor Møllehjulet bruste og ringende Hjorder vendte hjem over bredbuede Broer.
Om alle disse Ting fortalte han, men ikke som Digterne, langt mere virkeligt og saa saa fortroligt, ganske som de derhjemme talte om Stiftets Byer og Nabosognene. Han talte ogsaa om Malerne og Digterne, og der var Navne, han hævede til Skyerne, som hun aldrig havde hørt nævne. Han viste hende deres Billeder og læste deres Digte med hende nede i Haven oppe paa Højen, hvor de kunde se ud over Fjordens blanke Vande og Hedens brune Bølger; - Kjærligheden gjorde ham poetisk og der blev Skjønhed i Egnen, Skyerne blev til de Skyer, der drev i Digtene og Havens Træer fik det Løvhang, der susede saa vemodigt i Balladerne.
Bartholine var lykkelig, thi hendes Kjærlighed voldte, at det hele Døgn opløste sig i en Række af poetiske Situationer. Det var saaledes Poesi, naar hun gik henad Vejen for at møde ham, Mødet var Poesi, Afskeden var det; det var Poesi naar hun stod oppe paa Høj-en i Aftensolens Skjær og tilvinkede ham et allersidste Farvel og saa, vemodigt glad til Mode, gik op paa sit ensomme Kammer for uforstyrret at tænke paa ham; og naar hun bad for ham i sin Aftenbøn, saa var ogsaa det Poesi.
Hun havde nu ikke mere disse ubestemte Ønsker og Længsler; det nye Liv med dets skiftende Stemninger var blevet hende nok, og hendes Tanker og Anskuelser vare blevne klarere, ved det, at hun nu havde En, til hvem hun uforbeholdent kunde henvende sig, uden Frygt for at blive misforstaaet.
Ogsaa i en anden Henseende var hun bleven forandret: Lykken havde gjort hende elskværdigere overfor Forældre og Sødskende, og hun fandt at de egenlig baade var forstandigere og havde mere Følelse end hun havde antaget.
Saa var det de blev gifte.
Det første Aar lignede meget Forlovelsestiden, men da Samlivet var blevet noget ældre kunde Lyhne ikke længer skjule for sig selv, at han blev træt af stadigt at give sin Kjærlighed nye Udtryk, stadigt, hyllet i Poesiens Fjerham, at have Vingerne spredte til Flugt gjennem alle Stemningens Himle og alle Tankens Dybder; han længtes efter i hyggelig Ro at sidde stille paa sin Gren og blundende gjemme sit trætte Hoved under Vingens lune Fjerlag. Han tænkte sig ikke Kjærligheden som en evindelig vaagent blussende Flamme, der med sit stærke, flakkende Skjær lyste ind i alle Tilværelsens rolige Folder og fantastisk lod Alting synes større og mere fremmed end det var, snarere var for ham Kjærligheden som den stille ulmende Glød, der fra sit bløde Askeleje sender den jevne Varme og i dæmpet Tusmørke, blideligt glemmer det Fjerne og gjør det Nære dobbelt nær og dobbelt hjemligt.
Han var træt, udmattet, han kunde ikke holde al den Poesi ud, han smægtede efter at støtte paa Hverdagslivets faste Jord, som en Fisk, der kvæles i den hede Luft, maa smægte efter Bølgens klare, friske Kulde. Det maatte holde op, det maatte holde op af sig selv; Bartholine var ikke længer uerfaren overfor Liv og Bøger, hun var ligesaa kjendt dermed som han, han havde givet hende Alt, hvad han havde faaet, og nu skulde han blive ved med at give; det var umuligt, han havde ikke mere; - hans eneste Trøst var at Bartholine var frugtsommelig.
Allerede længe havde Bartholine med Sorg mærket, at hendes Syn paa Lyhne lidt efter lidt havde forandret sig, og at han ikke længer stod paa den svimlende Højde, hvorhen hun i Forlovelsestiden havde stillet ham. Hun tvivlede endnu ikke om at han var, hvad hun kaldte for en poetisk Natur, men hun var bleven skræmmet, thi Prosaen havde begyndt en Gang imellem at stikke Hestefoden frem. Desto ivrigere jog hun efter Poesien og efter at bringe den gamle Tilstand tilbage ved at overvælde ham med endnu større Stemningsrigdom, endnu større Begejstring; men hun fandt saa ringe Gjenklang, at hun næsten syntes sig selv sentimental og affektert. Endnu en Tidlang søgte hun at drage den modstræbende
Lyhne med; hun vilde ikke tro paa det, hun anede; men da omsider det Frugtesløse i hendes Anstrengelser begyndte at vække Tvivl hos hende om at hendes Aand og Hjærte virkelig havde saa stor Rigdom inde som hun havde troet, slap hun ham pludseligt, blev kølig, tavs og indesluttet, og søgte Ensomheden for i Ro at sørge over sine tabte Illusioner. Thi det saae hun nu, at hun var bleven bittert skuffet og at Lyhne egenlig inderst inde ikke var forskjellig fra hendes gamle Omgivelser og at det, der havde bedraget hende, var det ganske Almindelige, at hans Kjærlighed for en stakket Stund havde omgivet ham med en flygtig Glorie af Aand og Højhed, hvad der saa ofte hændte med lavere Naturer.
Lyhne blev baade bedrøvet og ængstelig ved denne Forandring i deres Forhold og han stræbte at gjøre det godt ved ulykkelige Forsøg paa igjen at flyve den gamle, sværmeriske Flugt; men dette tjente kun til endnu klarere at vise Bartholine hvor stort hendes Fejlsyn havde været.
Saaledes var det mellem Ægteparret, da Bartholine bragte sit første Barn til Verden. Det var en Dreng og de kaldte ham Niels.
II
Paa en vis Maade førte Barnet Forældrene sammen igjen, for ved dets lille Vugge mødtes de altid i fælles Haab, i fælles Glæde og fælles Frygt; paa det tænkte de og om det talte de, lige gjerne og lige ofte, og saa var den Ene den Anden saa taknemmelig for Barnet og for dens Glæde over det og dens Kjærlighed til det.
Men der var dog vidt imellem dem.
Lyhne gik ganske op i sit Landbrug og i Sogneanliggender, uden dog paa nogensomhelst Maade at optræde som ledende eller endog reformerende; men han satte sig samvittighedsfuldt ind i det Bestaaende, saae til som en interesseret Tilskuer og gik med til de sindige Forbedringer, hans gamle Avlskarl eller Sognets Ældste efter nøje Overvejelse, meget nøje Overvejelse, foreslog.
De Kundskaber han i tidligere Dage havde erhvervet sig, faldt det ham aldrig ind at anvende; dertil havde han for lidt Tillid til det, han kaldte Theori og altfor stor Respekt for de, ved gammel Hævd, ærværdiggjorte Erfaringssætninger, som de Andre kaldte for det rigtig Praktiske. I det Hele taget var der Intet hos ham, som tydede hen paa, at han ikke al sin Tid havde levet her og levet saaledes. Een lille Ting dog undtaget. Den nemlig, at han ofte i halve Timer kunde sidde stille paa et Led eller en Skjælsten og i sælsom vegetativ Betagenhed stirre henover den frodigt grønne Rug eller den gyldne, toptunge Havre. Det havde han andetstedsfra, det mindede om den gamle Lyhne, den unge Lyhne.
I sin Verden fandt Bartholine sig ikke tilrette paa den Maade, saadan straks, paa een Gang, uden Ophævelse og uden Famlen. Nej, først klagede hun gjennem hundrede Digteres Vers, saadan i al hin Tids brede Almindelighed, over Menneskelivets tusinde Skranker, Baand og Lænker; og snart var Klagen da klædt som den høje Vrede, der slynger sin Ordfraade mod Kejseres Troner og Tyrannernes Fæng-sler, snart som den rolige, medlidende Kummer, der seer Skjønhedens rige Lys vige bort fra en blind og trællesindet Slægt, kuet og byrdebrudt af Døgnets ideeløse Travlhed, og atter saa igjen var Klagens Ham kun som det stille Suk efter Fuglens frie Flugt eller efter Skyen, der sejler saa let mod det Fjærne.
Men hun blev træt af at klage, og Klagens irriterende Magtløshed æggede hende op til Tvivl og til Bitterhed; og ligesom visse Troende slaa deres Helgen og træder ham under Fødder, naar han ikke vil vise sin Magt, saaledes spottede hun nu den forgudede Poesi og spurgte haanligt sig selv, om hun ikke nok troede, at den Fugl Rok med det Første vilde vise sig nede i Agurkebedet eller Aladdins Hule aabne sig under Gulvet i Melkekjælderen, og i barnagtig Cynisme morede hun sig med at gjøre sig Verden overdreven prosaisk, kaldte Maanen for en grøn Ost og Roserne for Potpouri, Altsammen med en Følelse af at hun hævnede sig, men ogsaa med en halvt ængstelig, halvt pirrende Fornemmelse af at det var Blasfemi.
Det Befrielsesforsøg, der heri forelaa, mislykkedes. Hun sank tilbage til sine Drømme, Drømmene fra hendes Pigetid, men der var den Forskjæl, at der nu intet Haab kunde lyse frem igjennem dem, og saa var der det, at hun havde lært, at det kun var Drømme, fjerne, daa-rende Luftsyn, som ingen Længsel i Verden vilde mægte at drage ned til hendes Jord, og derfor, naar hun hengav sig til dem nu, saa var det med Uro, og tiltrods for en bebrejdende Stemme i hendes Indre, der lod hende høre, at hun var som Drankeren, der veed, at hans Lidenskab er fordærvelig, og at enhver ny Beruselse er Kræfter tagne fra hans Svaghed og øget til Lidenskabens Kraft; men Stemmen lød forgjæves, thi ædru levet Liv, uden Drømmes lyse Last, var ikke Liv at leve - Livet havde jo netop kun det Værd som Drømmene gav det.
Saa forskjellige var den lille Niels Lyhnes Fader og Moder, de to venlige Magter, der, uden at vide det, stred en Strid om hans unge Sjæl, fra det Øjeblik af, at der havde viist sig et Glimt af Intelligens at faa fat i; og jo ældre Barnet blev, jo stærkere blev Striden, thi jo rigere Valg blev der mellem Vaabnene.
Den Evne hos Sønnen, gjennem hvilken Moderen søgte at virke ind paa ham, det var hans Fantasi, og Fantasi havde han fuldtop af, men allerede som meget lille viste han, at der for ham var en meget betydelig Forskjel mellem den Fabelverden, der blev til paa Mode-rens Ord, og den Verden, der virkelig var; thi det hændte mer end elleve Gange naar Moderen fortalte ham Æventyr og skildrede hvor vaandefuldt Helten var stædt, at Niels, der slet ingen Udvej kunde finde af al denne Vaande, slet ikke kunde se, hvordan den skulde fjærnes, al denne Elendighed, der i en uigjennembrydelig Ring murede sig snevrere og snevrere op omkring ham og om Helten, ja, da hændte det mangen en Gang, at Niels pludselig trykkede sin Kind mod Moderens og med Taarer i Øjnene og bævende Læber hviskede: "det er da ikke virkelig sandt?" Og naar han saa havde faaet det trøstende Svar, han haabede paa, drog han et dybt Befrielsens Suk og hørte i velbehagelig Tryghed Historien tilende.
Men Moderen holdt egenlig ikke af denne Deserteren.
Da han var bleven for stor for Æventyrene og hun ogsaa træt af at opfinde dem, fortalte hun ham, med smaa Tilsætninger, om alle de Krigens og Fredens Heroer, hvis Levnet egnede sig til at vise, hvilken Magt der boer i en Menneskesjæl, naar den kun vil det Ene, det Store og hverken lader sig skræmme modløs af Døgnets kortsynede Tvivl eller lokke ned i dets bløde, daadløse Fred. Paa den Tone gik Fortællingerne, og da Historien ikke havde Helte nok, der passede, valgte hun sig en Fantasihelt, for hvis Gjerninger og Skjæbne hun ganske kunde raade - ret en Helt efter hendes eget Hjærte, Aand af hendes Aand, ja, Kjød af hendes Kjød og Blod af hendes ogsaa. Et Par Aar efter Nielses Fødsel havde hun nemlig bragt et dødfødt Drengebarn til Verden, og det var ham hun valgte, det var Alt det, han kunde have blevet og kunde have udrettet, der nu førtes frem for Broderen i vildende Skiften, Prometheuslængsler, Messiasmod og Herkulesvælde, i naiv Travestering og ustyrlig Forvoksenhed, en Verden af Godtkjøbs-Fantasterier, der ikke havde mere Krop i sig af hvad Virkelighedens var, end netop det stakkels, lille Barneskelet, som gik i Muld og Trøske deroppe paa Lønborg Kirkegaard.
Niels tog ikke fejl af Moralen i disse Fortællinger, han indsaa fuldkomment, at det var foragteligt, at blive saadan som Menneskene var i Almindelighed, var ogsaa beredt til at give sig den haarde Skæbne, der var Heroernes, og led i Fantasien villigt under de tærende Kampe, den stride Modgang, Miskjendelsens Martyrier og de fredløse Sejre, men det var ham alligevel en mageløs Forletning, at der var saa længe til - at det Altsammen først skulde komme, naar han blev stor.
Som en Nats Drømmesyner, Drømmetoner kan gaa igjen den vaagne Dag og i Taageform, Tonedis kalde paa Tanken, saa den ligesom lytter et flygtigt Sekund, undrende paa om det virkelig kaldte, saadan hviskede Forestillinger om hin drømmebaarne Fremtid dæmpet hen over Niels Lyhnes Barndomsdage og mindede ham sagtelig, men uden Ophør om, at der var en Grændse sat for denne lykkelige Tid og at den en Dag, en Gang ikke vilde være mere.
Bevidstheden herom affødte en Trang til at nyde Barndomslivet i hele dets Fylde, suge det ind gjennem alle Sandser, ikke spilde en Draabe, ikke en eneste, og derfor var der i hans Lege en Inderlighed, der dreves op til Lidenskab, under Trykket af den urolige Fornemmelse, at Tiden randt fra ham, uden at han havde faaet bjærget fra dens rige Bølger Alt, hvad den bragte, Bølge for Bølge, og derfor kunde han kaste sig til Jorden og hulke i Fortvivlelse, naar han en Fridag kjedede sig, fordi der manglede ham et eller andet, Legekammerater, Opfindsomhed eller Tørvejr, og det var ogsaa derfor at han saa nødig vilde i Seng, fordi Søvnen var det Begivenhedsløse, det fuldstændig Fornemmelsesløse. Men det var ikke altid saaledes.
Det hændte, han løb træt og at hans Fantasi slet ingen Farver mer havde. Han følte sig da rent ulykkelig, følte sig alt for lille og elendig for hine ærgjerrige Drømme, ja, det syntes ham, at han var en uværdig Løgner, der frækt havde givet sig ud for at elske det Store og for at forstaa det, medens han i Virkeligheden kun kunde føle for det Smaa, medens han elskede det Dagligdags og havde alle, alle lavbaarne Ønsker og Attraaer lyslevende i sig, ja, det kom ham endogsaa for, at han havde Krybets Klassehad til det Ophøjede, og at han med Glæde vilde være med til at stene disse Heroer, som var af et bedre Blod end hans, og vidste at de var det.
I slige Dage skyede han sin Moder, og med en Fornemmelse af, at han fulgte et uædelt Instinkt, søgte han hen til Faderen og havde et villigt Øre og et modtageligt Sind for alle dennes jordbundne Tanker og drømmeløse Forklaringer. Og han følte sig saa vel hos Faderen, var saa glad ved at de var hinandens Lige og glemte næsten, at det var den samme Fader, som han ellers fra sit Drømmeslots Tinder havde seet ned paa med Medlidenhed. Det stod naturligvis ikke for hans barnlige Bevidsthed, dette, med den Klarhed og Bestemthed som det udtalte Ord giver det, men det var der Altsammen, ufærdigt, ufødt, i vag og ugribelig Fosterform; det var som en Søbunds underlige Vegetation, seet gjennem blakket Is; slaa Isen i Stykker, eller drag det dunkelt levende frem i Ordenes Lys: det er det Samme der skeer, - det, der nu sees og nu gribes, er, i sin Klarhed, ikke det Dunkle der var.
III
Og Aarene svandt, Jul gik til Jul, ladende Luften fyldt med sin straalende Festglands til længe efter Helligtrekonger, den ene Pinseferie efter den anden løb hen over de blomstermyldrende Vaarenge, og Sommerferie paa Sommerferie drog nær, fejred sit Friluftsorgie, sit Solskinslag, og gød sin Sommervin af fulde Skaaler, og saa en Dag, med en synkende Sol, løb den bort, og efter sad Mindet med solbrændt Kind, med forundrede Øjne og med Blodet i Dands.
Og Aarene svandt, og Verden var ikke mer den Vidunderlighedsverden, den før havde været; disse dunkle Kroge bag de trøskede Hyldetræer, disse hemmelighedsfulde Loftskamre, og hin skumle Stenkiste under Klastrupvejen - Æventyrets Rædsel boede der ikke mere; og denne lange Banke, der ved det første Lærkeslag skjulte sit Græs under Tusindfrydens purpurrandede Stjærner og Himmerigsnøglernes gule Klokker, Aaen med dens fantastiske Skatte af Dyr og Planter, og Sandgravens vilde Bjergskrænter med deres sorte Springstene og sølvglimtende Granitbrokker, - det var Altsammen kun fattige Blomster, Dyr og Stene; - Feens straalende Guld var visnet til Løv igjen.
Leg paa Leg var bleven gammel og urimelig, dum og kjedsommelig som Billederne i en Abc, og de havde dog været saa nye en Gang, saa uopslidelig nye. Der havde de trillet med Tøndebaand, Niels og Præstens Frithiof, og Baandet var et Fartøj, som strandede naar det væltede, men naar man greb det inden det faldt om, saa var det at kaste Anker. Den smale Smøge mellem Udhusene, som var saa vanskelig at passere, kaldtes Bab el Mandeb eller Dødens Port, paa Stalddøren stod skrevet med Kridt, at her var England, og paa Ladeporten stod der: Frankrig; Havelaagen var Rio Janeiro, men Smedens Hus, det var Brasilien. Der var ogsaa den Leg at være Holger Danske, den kunde leges blandt de store Skræpper omme bag Laden, men oppe i Møllerens Mark var der et Par Jordfaldshuller, som kaldtes Knakkerne, og der holdt selve Prinds Burmand og hans vilde Saracener med rødgraa Turbanner og gule Hjelmbuske, Burrer og Kongelys af den vældigste Vækst; der var først det rigtige Mauritanien; thi denne grændseløse Yppighed, disse myldrende Masser af det frodigste Liv ægged Ødelæggelsesdriften, berusede Sindet i Tilintetgjørelsens Vel-lyst, og Træsværdene blinked med Staalets Glans, den grønne Plantesaft farved Klingen blodigrød, og de afhugne Stængler kvased under Fødderne som Tyrkekroppe under Hestehove med en Lyd af Knogler, der knuses i Kjød.
Nede ved Fjorden havde de leget; Muslingeskaller sendtes ud som Skibe, og naar de standsedes af en Tangbusk eller landede paa en Sandbanke, saa var det Columbus i Sargassohavet eller Amerikas Opdagelse. Havne blev der anlagt og mægtige Dæmninger, Nilen groves ud i det faste Strandsand, og en Gang bygged de et Gurre af Flinter, - en død lille Fisk i en Østersskal var den døde Tove og selv var de Kong Valdemar, som sad sørgende hos.
Men det var forbi.
Niels var nu en stor Dreng, tolv Aar, gik i sit trettende, og han trængte ikke mere til at hugge løs paa Tidsler og Skræpper for at nyde sine Ridderfantasier, ligesaalidt som han havde Behov at sætte sine Opdagerdrømme ud at sejle i Muslingeskaller; en Bog og et Sofahjørne var nu nok, og var det ikke nok, vilde Bogen ikke bære til en Kyst, der var kjær, saa opsøgte han Frithiof og fortalte ham den Historie som Bogen ikke vilde give. Arm i Arm gik de henad Vejen, den Ene fortællende, Begge lyttende, men naar de rigtig vilde nyde, rigtig give Fantasien Lys, saa gjemte de sig i Høstængets duftende Mørke. Snart blev imidlertid disse Historier, der endte, just som man allerbedst var bleven hjemme i dem, til en eneste lang Historie, der aldrig endte, men leved Generation tildøde efter Generation, thi naar Helten blev for gammel eller man uforsigtigen lod ham omkomme, saa gaves der ham en Søn, som fik Alt i Arv efter Faderen, og endda udstyredes med saadanne nye Egenskaber, som man i Øjeblikket særlig satte Pris paa.
Alt, hvad der havde gjort Indtryk paa Niels, af det han saae, af det han forstod og det han misforstod, af det han beundrede og det han vidste der skulde beundres, det kom Alt ind i Historien. Som glidende Vande farves af hvert Billede, der kommer nær deres Spejl, og, alt som det nu kan hænde, give Billedet igjen i ustyrret Klarhed, eller trækker det skjævt og forvrænger det, eller kaster det tilbage med bølgende, usikkert dandsende Omrids, eller ogsaa drukner det helt i egne Farver og Spil af Linier, saaledes greb Drengens Historie Følelser og Tanker, baade egne og andres, greb Mennesker og Begivenheder, Liv og Bøger, saa godt den gribe kunde. Den var som et Liv leget ved Siden af det virkelige Liv, den var som et hyggeligt, hemmeligt Skjul, hvor der sødt kunde drømmes de vildeste Farter, den var som en Fehave, der aabned sig paa det mindste Vink og tog En op i al sin Herlighed, stængende alle Andre ude, og foroven var der lukket med hviskende Palmer, forneden, mellem Blomster af Sol, under stjærnede Blade, paa Ranker af Koral, der aabned der sig tusinde Veje til alle Egne og til alle Tider; gik man ad den ene kom man der hen og ad den anden kom man der hen, til Aladdin og Robinson Crusoe, til Vaulunder og Henrik Maynard, til Niels Klim og Mungo Park, til Peter Simple og til Odysseus - og blot man ønskede det, var man hjemme igjen.
En Maanedstid efter Nielses tolvte Fødselsdag havde der viist sig tvende nye Ansigter paa Lønborggaard.
Det ene var den nye Huslærers, det andet var Edele Lyhnes.
Huslæreren, Hr. Bigum, var en theologisk Candidat, paa Dørtrinet ind til Fyrgetyverne. Han var noget lille, men kraftig, næsten trækdyrkraftig af Bygning; bredbringet, højskuldret, duknakket. Armene var lange, Benene stærke og korte, Fødderne brede. Hans Gang var dvælende, tung og eftertrykkelig, Armbevægelserne vage, udtryksløse og fordrede stor Plads. Rødskjægget var han som en Vildmand, fregneblond af Hudfarve. Hans store, høje Pande var flad som en Væg med et Par lodrette Rynker i Brynskjællet, Næsen var kort og plump, Munden stor med tykke, friske Læber. Det Smukkeste hos ham var hans Øjne, de var lyse, blide og klare. Af Øjestenenes Bevægelser kunde man se, at han var noget tunghør. Dette forhindrede ham dog ikke i at være en stor Elsker af Musik og en lidenskabelig Violinspiller; thi Tonerne, sagde han, de hørtes ikke blot med Ørerne, hele Legemet hørte: Øjnene, Fingrene, Fødderne, og svigted end Øret en enkelt Gang, Haanden vilde dog i sælsom, instinktmæssig Genialitet vide at finde den rette Tone uden Ørets Hjælp. Desuden var dog alle hørlige Toner til Syvende og sidst falske, men den som havde Tonernes Naadegave, havde i sit Indre et usynligt Instrument, mod hvilket den herligste Cremoneser kun var som den Vildes Kalebasviolin, og paa det Instrument spillede Sjælen, fra dets Strænge klang de ideale Toner, og det var paa det, at de store Tonedigtere havde komponeret deres udødelige Værker. Den udvortes Musik, den, der bævede gjennem Virkelighedens Luft og som Ørerne hørte, den var kun en usselig Efterligning, et stammende Forsøg paa at sige det Usigelige; den var at ligne ved Sjælens Musik som Statuen, formet med Hænder, hugget med Mejsel, udmaalt med Maal var at ligne ved Billedhuggerens vidunderlige Marmordrøm, som Øjne aldrig undtes at skue og Læber aldrig fik prise.
Musik var imidlertid ingenlunde Hr. Bigums Hovedinteresse; først og fremmest var han Filosof; men ikke af disse produktive Filosoffer, der finde nye Love og bygge Systemer; han lo ad deres Systemer, disse Sneglehuse, som man slæber omkring med sig henover Tankens uendelige Mark, enfoldigt troende, at det er inde i Sneglehuset, at Marken er. Og disse Love: Tankelove, Naturlove! - som om det, at opdage en Lov, var andet end at finde et bestemt Udtryk for hvor borneret man var; saavidt kan jeg se og ikke længer, der er min Horizont, det betød Opdagelsen, og ikke mere, thi var der ikke en ny Horizont bag den første og en ny og en ny igjen, Horizont bag Hori-zont, Lov bag Lov i een Uendelighed. Det var ikke paa den Maade han var Filosof. Han troede ikke han var indbildsk, eller at han overvurderede sig selv, men han kunde ikke lukke Øjnene for den Kjendsgjerning, at hans Intelligens spændte over videre Felter end andre Dødeliges. Naar han fordybed sig i de store Tænkeres Værker, saa var det ham, som skred han frem imellem et Folk af slumrende Tankekæmper, der, badede i Lyset af hans Aand, vaagnede og kjendte deres Styrke. Og saadan overalt: hver fremmed Tanke, Stemning eller Følelse, som det undtes at vaagne op i ham, den vaagned med hans Mærke paa sin Pande, adlet, luttret, vingestyrket, og med en Storhed i sig, en Vælde over sig, om hvilken dens Skaber aldrig havde drømt!
Hvor ofte havde han ikke, næsten ydmygt, forundret sig over denne sin Sjæls vidunderlige Rigdom og over sin Aands magtsikre Guddomstryghed, thi Dagene kunde finde ham dømmende Verden og de Ting, som er i Verden, fra helt modsatte Standpunkter og finde ham betragtende dem, Verden og dens Ting, gjennem Forudsætninger, der var saa forskjellige fra hinanden som Nat fra Morgen, uden at dog disse valgte Standpunkter og valgte Forudsætninger, som han havde gjort til sine, nogensinde, selv blot et Sekund, gjorde ham til deres, ligesaalidt som Guden, der har taget Tyrens eller Svanens Skikkelse paa sig, et eneste Øjeblik bliver Tyr eller Svane og ophører at være Gud.
Og der var Ingen, der anede, hvad der boede i ham, Alle saa gik de ham blinde forbi; men han frydede sig over denne Blindhed, i Foragt for Menneskeheden. Den Dag vilde komme, da hans Øje sluktes ud og hans Aands herlige Bygning brast i sine Piller og styrted sammen og blev som om den aldrig havde været, men intet Værk fra hans Haand, ikke en skreven Tøddel lod han efter sig, der kunde melde om, hvad der i ham var tabt. Geniet skulde ikke i ham tornekrones af Verdens Miskjendelse, skulde ikkeheller give sig hen til dens Beundrings besudlende Purpurkaabe; og han jubled ved Tanken om, at Slægt paa Slægt vilde fødes og dø og Slægtens Største gjennem lange Tider sætte deres Liv ind paa, at vinde det, han kunde have givet, om han havde villet aabne sin Haand.
At han levede under saa ringe Livsvilkaar, voldte ham en egen Nydelse, fordi der var en saa storslaaet Ødselhed i, at hans Aand skulde bruges til at undervise Børn, et saa vanvittigt Misforhold i, at hans Tid betaltes med det fattige, daglige Brød, og en saa gigantisk Forkerthed i, at det undtes ham at tjene dette Brød paa Anbefaling af stakkels, almindelige Mennesker, som gik i Borgen for, at han var dygtig nok til at paatage sig en Huslærers usselige Hverv.
Og man havde givet ham Non, da han tog Embedsexamen!
O, der var en sælsom Vellyst i at føle Tilværelsens brutale Uforstand kaste En tilside som ringe Avne, skattende som gyldent Korn det Tomme og det Kjærneløse, og saa vide med sig selv, at Ens mindste Tanke var værd en Verden.
Men der var ogsaa Tider, hvor hans Storheds Ensomhed laa tungt og knugende over ham.
Ak, hvor ofte, naar han, Time paa Time, i hellig Tavshed havde lyttet til sig selv og saa igjen blev hørende og seende overfor Livet omkring sig og fandt det fremmed for sig i dets Usselhed og Forkrænkelighed, hvor ofte følte han sig da ikke som hin Munk, der i Klosterskoven havde lyttet medens Paradisets Fugl sang en eneste Trille, og som da han vendte tilbage fandt hundrede Aar døde! Thi var Munken ensom i den ukjendte Slægt, der leved mellem de kjendte Grave, hvor meget mere var da ikke han ene, hvis rette Samtid endnu ikke var født.
I slige Forladthedens Øjeblikke kunde han gribe sig i en fejg Længsel efter at synke ned til de almindelige Dødeliges Hob og dele deres lave Lykke, blive Borger paa deres store Jord, Borger i deres lille Himmel.
Men snart var han sig selv igjen.
Gaardens anden Gjæst, Frøken Edele Lyhne, Lyhnes seksogtyve-aarige Søster, havde i mange Aar levet i Kjøbenhavn, først hos Moderen, der, da hun var bleven Enke, flyttede til Hovedstaden, og efter Moderens Død hos sin rige Onkel, Etatsraad Neergaard. Etatsraadens førte et stort Hus og tog meget Del i Selskabslivet, saa at Edele kom til at leve i en Hvirvel af Baller og Fester.
Overalt blev hun beundret, og Misundelsen, Beundringens trofaste Skygge, fulgte hende ogsaa. Hun var saa omtalt som det er muligt at blive, uden at have gjort noget Slet, og naar der blandt Herrer discoureredes om Byens tre Skjønheder, var der altid mange Stemmer for at slette et af Navnene og sætte Edele Lyhnes istedet, men man kunde ikke blive enig om, hvilken af de to af Skjønhederne skulde vige Pladsen, - om den tredie kunde der aldrig være Tale.
Ganske unge Mennesker beundrede hende imidlertid ikke, de var lidt bange for hende og følte sig i hendes Selskab dobbelt saa dumme som de var, thi hun hørte paa dem med et lempeligt knusende Udtryk af Taalmodighed i sit Blik, en ondskabsfuldt markeret Taalmodighed, der tydelig fortalte at hun kunde det udenad, Alt det, de der sagde, og alle deres Anstrængelser for at hæve sig i hendes og i deres egne Øjne ved at lade blaserte, ved at opjage vilde Paradoxer, eller, naar deres Fortvivlelse var paa sit Højeste, ved at gjøre frække Erklæringer, disse Forsøg, der trængte og trykked hinanden i ungdommelig slet motiverede Overgange, de hilstes alle med Skyggen af et Smil, et fatalt Gjenkjendelsessmil, der fik den Ulykkelige til at rødme og til at føle sig som den hundredogellevte Flue i det samme ubarmhjærtige Edderkoppespind.
Desuden havde hendes Skjønhed hverken det Blide eller det Brændende, der er saa bedaarende for unge Hjærter.
Paa Hjærter der var ældre og paa koldere Hoveder øved den der-
imod en særegen Tiltrækning.
Hun var høj.
Hendes tunge, store Haar var blondt, med det matte rødlige Skjær, der er over modnende Hvede, og groede langt ned ad hendes Nakke i to afsmalnende Rækker, lidt lysere end det øvrige og i kraftig Krus. Paa den høje, skarpt formede Pande tegnede de noget lyse Bryn sig ubestemt og uden Linier. Øjnene, lysgraa, store og klare, udhævedes ikke af Brynene, fik heller intet vekslende Spil af Skygger fra de lette, tynde Øjelaag. De havde noget Ubestemt og Ubestemmeligt i deres Udtryk, saae altid fuldt og aabent paa En, havde intet af disse rigt nuancerede Sideblik og halve, flygtende Øjekast, syntes unaturligt vaagne, ubetvingelige, uudgrundelige. Hele Minespillet laa i Underansigtet, bares af Næsevingerne, Munden og Hagen. Øjnene saae kun til. Navnlig var Munden udtryksfuld med dens dybe Mundvige, dens skarpt tegnede Omrids og Læbernes yndefuldt bugtede Mødelinie. Der var kun i Underlæbens Holdning noget Haardt, som i Smilet, snart næsten smeltede, snart ogsaa hærdedes til et Udtryk ligesom af Brutalitet.
Ryggens næsten voldsomt svajede Linie og Barmens store Yppighed, i Forhold til Skuldrenes og Armenes strænge Former, gav hende noget Forvovent, noget betagende Tropisk, som hendes blændende Hvidhed og Læbernes sygelige, stærkt blodigrøde Farve end yderligere hævede, saaledes at Indtrykket, idet det blev æggende, ogsaa blev ængstende.
Der var i det Hele taget over hendes høje, hofteslanke Skikkelse noget raffineret Stilfuldt, som hun, navnlig ved sine Baltoiletter, vidste at understrege med en resolut og hensigtsklar Kunst, der, ved det at den talte saa højt om hendes Kunstforstand, som her var Selvforstaaelse, just lige mindede om slet Smag, fuldstændig smagbehersket som den var. Og man fandt i det en Ynde mere.
Intet kunde være mere uangribelig korrekt end hendes Optræden. I det, hun sagde og det, hun lod sige til sig, holdt hun sig indenfor det strængeste Snerperies Grændser, og hendes Koketterie bestod i, ikke at vise sig det Mindste koket, i at være uhelbredelig blind for det Indtryk hun gjorde, og i ikke at gjøre den mindste Forskjel paa sine Tilbedere. Men netop derfor drømte de alle berusende Drømme om det Ansigt, der maatte være bag Masken, troede paa en Ild under Sneen, sporede en Duft af Depravation i Uskyldigheden. Ingen af dem vilde blive forbavset ved at erfare, at hun havde en hemmelig Elsker, men heller Ingen af dem vilde vove den mindste Gætning paa hans Navn.
Saaledes saae man Edele Lyhne.
Grunden til, at hun havde forladt Hovedstaden for Lønborggaard, var den, at hendes Helbred havde lidt ved denne idelige Selskabsuro, denne Tusindogennat af Baller og Maskerader, og sidst paa Vinteren havde der da viist sig Tegn paa, at hendes Bryst var temmelig stærkt angrebet, hvorfor Lægen havde forordnet Landluft, Ro og Mælk, Noget, der Altsammen fandtes i fuldt Maal paa hendes nærværende Opholdssted. Men hun fandt ogsaa der en ustandselig Kjedsomhed, og havde ikke været der en Uge, før hun begyndte at længes og at føle en fortærende Hjemve efter Kjøbenhavn. Brev paa Brev fyldte hun med Bønner om at der maatte blive gjort en Ende paa hendes Landflygtighed, og hun lod sig forstaa med, at hendes Længsel gjor-de hende mere Skade end Luften gjorde hende Gavn. Men Lægen havde gjort Etatsraadens saa forskrækkede, at de fandt, at det var deres Pligt, at vende det døve Øre til, hvor bitterligt hun end klagede.
Det var ikke just selve Fornøjelserne hun savnede saa haardt, men det var det, at føle sit Liv klinge hørligt hen i den store Byes lydfyldte Luft, og her paa Landet var der en Stilhed i Tanker, i Ord, i Øjne, i Alting, saa man idelig hørte sig selv med den samme uundvigelige Bestemthed som den, hvormed man i en søvnløs Nat hører Uhrets Dikken. Og saa at vide, at de derovre, de leved og leved som før, - det var som at være død og i den stille Nat høre Tonerne fra en Balsal slukkes i Luften over Ens Grav.
Ingen var der her med hvem hun kunde tale, for hendes Ord, dem greb de ikke i den Nuance som netop var Livet i Ordene; de forstod dem ganske vist, eftersom det var Dansk, men med den matte Omtrentlighed, med hvilken man forstaar et fremmed Sprog, man ikke er vant til at høre tale. De anede ikke til hvad eller hvem der sigtedes ved denne forcerede Betoning af en Sætning, drømte ikke om, at dette lille Ord var et Citat eller at hint andet, brugt netop saaledes, var en ny Variation af en almenyndet Vittighed. Selv talte de med en retskaffen Magerhed, saa man kunde føle Gramatikkens Ribbeen gjennem deres Fraser, og med en bogstavelig Anvendelse af Ordene, som om de havde dem frisk fra Kolonnerne i en Ordbog. Blot den Maade, paa hvilken de sagde: Kjøbenhavn! Snart med en mystisk Betoning, som om det var et Sted, hvor man spiste smaa Børn, snart med en Fjærnhed i Stemmen, som var det en By i det Indre af Afrika, eller ogsaa med en festlig Røst, der dirred af Historie, ret som de kunde have sagt Ninive eller Carthago. Præsten han sagde nu altid Axelstad med en erindringsfuld Henrykkelse, som om det var Navnet paa en af hans gamle Kjærrester. Ingen af dem kunde sige: Kjøbenhavn saa det blev den By, der strakte sig fra Vesterport til Toldboden, paa begge Sider af Østergade og Kongens Nytorv.
Og saadan var det med alt, hvad de sagde, og med alt, hvad de gjorde var det ogsaa saadan.
Der var ikke det til paa Lønborggaard, der ikke mishagede hende, disse Spisetider, der rettede sig efter Solen, denne Lavendellugt i Skuffer og Skabe, disse spartanske Stole, alle disse Provindsmeubler, der trykked sig op ad Væggene, som om de vare bange for Folk; om det saa var Luften, var den hende imod, man kunde ikke gaa sig en Tour uden at man bragte en robust Parfume af Enghø og Markblomster hjem med sig i sit Haar og i sine Klæder, som om man havde været lukket inde i en Vejerbod.
Udsøgt behageligt var det ogsaa at blive kaldt Tante, Tante Edele.
Hvor det lød!
Det vænnede hun sig imidlertid til, men i Begyndelsen var Forholdet mellem Niels og hende af den Grund noget køligt.
Niels var ligeglad.
Men saa var det en Søndag, først i Avgust, at Lyhne og hans Kone var kjørt ud paa Besøg og Niels og Frøken Edele var ene hjemme. Om Formiddagen havde Edele bedt Niels plukke sig en Bouket Kornblomster, men han havde glemt det og kom først i Tanker om det ud paa Eftermiddagen, som han slentrede om med Frithiof. Saa plukkede han Blomsterne og løb op med dem.
Stilheden i Huset vakte den Forestilling hos ham, at Tanten sov, og han listede sig forsigtigt gjennem Stuerne. Paa Tærskelen ind til Salen standsede han for at lave sig til at gaa rigtig stille over til Edeles Dør. Stuen var fuld af Solskin, og en stor Nerie i Blomst gjorde Luften derinde tung med sin søde Mandelduft. Den eneste Lyd, der hørtes, var et dæmpet Pladsk, der nu og da lød fra Blomsterbordet, naar Guldfiskene bevægede sig i deres Glasskaal.
Niels gik sagte over Gulvet, balancerende med Armene og med Tungen mellem Tænderne.
Varsomt tog han om Dørens Haandtag, der ophedet af Solen brændte i hans Haand, drejede det saa rundt, langsomt og forsigtigt, rynkende Panden og med sammenknebne Øjne.
Han drog Døren paa Klem, bøjede sig ind ad Aabningen og lagde Bouketten fra sig paa Stolen lige indenfor. Der var dunkelt derinde, som om der var rullet ned, og Luften var ligesom fugtig af Duft, Duften af Rosenolie.
I sin bøjede Stilling saae han intet Andet end Gulvets lyse Straatæppe, Panelet under Vinduet og den lakerede Fod af en Gueridon, men da han rettede sig for at træde tilbage saae han Tanten.
Hun var henstrakt paa den lange Pufs søgrønne Atlask, iført en fantastisk Zigeunerpigedragt. Paa Ryggen laa hun der, Hagen i Vejret, Struben strammet, Panden nedad, og hendes lange udslagne Haar flød ned over Enden af Puffen og henad Gulvtæppet. En kunstig Granatblomst var skyllet i Land paa den Ø, en broncefarvet Lædersko dannede midt i den matgyldne Strøm.
Farverne i hendes Dragt var mangfoldige, men alle afdæmpede. Et Seleliv af et glansløst, guret Stof, broget tegnet i mørkeblaa, blegrøde, graa og orange Flammer, sluttede om en hvid Silkesærk med meget vide Ærmer, der naaede nedover Albuen. Silken var lidt rødlig i Skjæret og sparsomt indvævet med Traade af rødt Guld. Hendes Skjørt af avrikelfarvet Fløjl, uden Bort, var ikke samlet, men laa løst omkring hende med et skjævt Foldefald fra neden af opefter, udover Puffen. Fra Knæet var hendes Ben nøgne, og de korslagte Ankler havde hun bundet sammen med et stort Halssmykke af bleg Koral. Ude paa Gulvet laa en udslagen Vifte, hvis Tegning forestillede en Række Spillekort, ordnede i Hjul, og længere borte laa der et Par løvbrune Silkestrømper, den ene helt skudt ind i sig selv, den anden fladt udbredt, visende sin Form og den røde Syning opad Skaftet.
I det samme Nu som Niels fik Øje paa hende, havde hun ogsaa seet ham. Hun gjorde uvilkaarligt en lille Bevægelse, som for at rejse sig, men betvang sig og blev liggende som før, drejede blot Hovedet en Smule og saae med et spørgende Smil paa Drengen.
"Det var dem," svarede han, og gik hen til hende med Blomsterne.
Hun rakte Haanden ud efter dem, sammenstillede i et flygtigt Blik deres Farve med Farverne i sin Dragt, og med et træt mumlet "umuligt" lod hun dem saa falde.
Med en afværgende Bevægelse med Haanden hindrede hun Niels i at tage dem op.
"Tag mig den der," sagde hun, og pegede paa en rød Flakon, der laa paa et sammenkrøllet Lommetørklæde nede ved hendes Fødder.
Niels traadte derhen, han var blodrød, og idet han bøjede sig over disse mathvide, langsomt rundede Ben og disse lange, smale Fødder, der havde noget af en Haands Intelligens i deres fint vuggede Former, blev han ganske svimmel, og da i det Samme den ene Fodspids krummede sig nedefter med en pludselig Bevægelse, var han lige ved at falde om.
"Hvor har du plukket de Kornblomster?" spurgte Edele.
Niels tog sig sammen, og vendte sig om mod hende. "Jeg har plukket dem i Præstens Rug," sagde han med en Stemme, der undred ham selv, saadan Klang var der i den. Uden at se op rakte han hende Flaconen.
Edele lagde Mærke til hans Bevægelse og saae forbavset paa ham. Pludselig rødmed hun, løfted sig op paa den ene Arm og trak Benene ind under Skjørtet. "Gaa, gaa, gaa, gaa," sagde hun, halvt irriteret, halvt undseeligt og ved hvert Ord stænked hun af Rosenessentsen hen paa Niels.
Niels gik.
Da han var ude af Døren lod hun langsomt Benene glide ned fra Puffen og saae nysgjerrigt ned paa dem.
I hurtig, usikker Gang ilede Niels gjennem Stuerne op paa sit Værelse. Han var helt fortumlet, følte saadan en underlig Mathed i sine Knæ og havde en kvælende Fornemmelse oppe i Halsen. Saa slængte han sig paa Sofaen og lukkede sine Øjne, men kunde ikke finde Hvile. Der var en ubegribelig Uro over ham, hans Aandedræt var saa tungt, ligesom i Angst, og Lyset pinte ham, trods de lukkede Øjelaag.
Lidt efter lidt blev det anderledes, det var som om en varm, trykkende Aande pustede ned paa ham og gjorde ham saa hjælpeløs mat. Han havde en Fornemmelse som den man har i Drømme, der er Noget, der kalder og man vil saa gjærne komme, men det er ikke muligt at flytte en Fod og man hidses af sin Afmagt, sygner af sin Længsel efter at komme bort, ægges til Afsind af denne Kalden, der ikke forstaar, at man er bunden. Og han sukked utaalmodigt som en Syg og saae sig fortabt om i Stuen, aldrig havde han kjendt sig saa ulykkelig, saa ensom, forstødt og forladt.
Saa satte han sig hen til Vinduet, midt i Solskinnet og græd.
Fra denne Dag af følte Niels sig ængstelig lykkelig i Edeles Nærværelse. Hun var ikke mere et Menneske som alle andre, men et vidunderligt ophøjet Væsen, guddommeliggjort ved en sælsom Skjønhedens Mystik, og der var en hjærtebankende Fryd i at beskue hende, knælende for hende i sit Hjærte, krybende for hendes Fod i selvudslettende Ydmyghed; men undertiden blev ogsaa Trangen til Tilbedelse saa stærk, at den kræved at give sig Luft i et udvortes Tegn paa Underkastelse, og da udspejded han et gunstigt Øjeblik til at liste sig ind i Edeles Værelse og kyssed i et forud bestemt, uendeligt Antal Gange, det lille Tæppe foran hendes Seng, hendes Sko eller hvilkensomhelst anden Reliquie, der frembød sig for hans Fanatisme.
Som en stor Lykke betragtede han den Omstændighed, at hans Søndagstrøje netop i denne Tid blev degraderet til Dagligtrøje, thi i den Duft som hine Stænk af Rosenessents havde efterladt, havde han en mægtig Talisman, der ligesom i et magisk Spejl viste ham Edele saaledes som han havde seet hende, hvilende paa den grønne Puf, iført Maskeradedragten. I den Historie der var imellem ham og Frithiof gik dette Billede stadig igjen, og den ulykkelige Frithiof vidste sig fra nu af aldrig sikker for barbenede Prindsesser; slæbte han sig gjennem Urskovenes Tykninger, kaldte de paa ham fra deres Hængekøje af Lianer, søgte han i en Bjerghule Ly for Orkanen, rejste de sig fra deres Leje af fløjelsblødt Mos og bød ham velkommen, og sprængte han, krudtsværtet og blodbestænkt, med et vældigt Sabelhug Døren ind til Piratens Kahyt, saa fandt han dem ogsaa der, hvilende paa Kaptejnens grønne Sofa. De kjedede ham saare, og han kunde slet ikke fatte, hvorfor de pludselig vare blevne saa nødvendige for de kjære Helte.
