Om så det gælder af Hanne Richardt Beck
Hør Bogbidden her. Indtalt specielt til Bogbidder.
Kusadasi 1
Halvt i skygge, på en altan i Kusadasi sidder en meget gammel mand. Alt ved ham er tyndt. Hans hår, hans læber, han vejer ingenting, de lange ben drukner i et par lyse hørbukser. Han er meget solbrændt, man kan se ham for sig på stranden i en liggestol; fødderne, der virker alt for store for enden af de pibetynde ankler, fødderne med deres knyster og skæve tæer, som har han vandret på jorden siden Tollundmanden.
En person, han i øvrigt har flere lighedspunkter med. Blandt andet den mørkebrune, garvede hud. Viggo Jensen hedder den gamle mand, der denne formiddag er generet af en kriller i halsen, som ikke vil gå væk, ligegyldigt hvor meget citronte han hælder ned gennem svælget.
Årsagen til Viggo Jensens efterhånden smertende halskriller sidder lige ved siden af ham. Det er en midaldrende kvinde, midt i den blændende sol. Hun ryger den ene cigaret efter den anden, det er ikke med sin gode vilje, at hun sidder dér på altanen og bliver stegt. Men nu er det ni måneder siden, Milly begravede sin far, Maxmillian Smith, og hun er stadigvæk in the dark. Hvad angår arven. Helt præcist drejer det sig om tre millioner, der er blevet væk. Arven fra hendes far er forsvundet i den blå luft, og Milly håber, at Viggo måske ved, hvor den er blevet af. For hun har virkelig brug for de penge.
Intet mindre end en katastrofe er det, at pengene er blevet væk. Ellers sad hun ikke her. Med den alt for søde neongule citronte i latterlige små glas, i en hede hvor hun ikke ville blive forbavset, hvis hendes fars oldgamle ven pludselig selvantændte i det, der må være tæt på fyrre graders varme.
Millys økonomi har skrantet igennem en del år. De har prøvet at skære ned, men det er jo svært at forklare børnene, at de pludselig ikke kan tage på sommerferie, eller at der ikke er råd til en ny mobil. Kassekreditten er i overtræk, lejligheden er belånt, kontokortene på maksimum. Mandens firma kører med underskud for tredje år i træk. For at sige det kort: Milly står med den ene fod på en bananskræl og den anden på randen af den totale ruin. Med søvnløse nætter, lidt for meget rødvin, alt for meget hovedpine, trøstespiseri og hård mave som daglige følgesvende. Derfor bliver Milly nødt til at finde ud af, hvor arven er blevet af.
Det burde have været lige ud ad landevejen. Millys far var et både civiliseret og kultiveret menneske. Maxmillian Smith, højt estimeret ingeniør, han har bygget broer i Danmark og udlandet, blev interviewet i både Børsen og Berlingske Tidende anledning af sin halvfjerds års fødselsdag. Var berømt i sin store bekendtskabskreds for sin exceptionelle vildsvampesuppe. Havde aldrig fået så meget som en parkeringsbøde og betalte sin skat med glæde. Med andre ord en gevinst for samfundet.
Milly og han har ikke haft så meget med hinanden at gøre, men det skyldes kun, at de begge har haft travlt. Hun med arbejdet, hjemmet, børnene, veninderne, badminton om lørdagen, som det nu er. Han med bridgeklubben, vildsvampesuppen og naturligvis også en god lang middagslur, for han var jo en ældre herre, højt oppe i firserne, men frisk som en havørn, pertentlig med sig selv og huset i Køge. Milly fik et chok, da det gik op for hende, hvilket rod han havde i sine personlige papirer, at der ikke var nogen penge på kontoen, og at huset var belånt til op over skorstenen.
I snart et år har hun ledt forgæves efter arven, rendt fra Herodes til Pilatus: banker, forsikringsselskaber, Skifteretten, investeringsselskaber. Naboer, gamle kolleger, venner, bekendte, hele faderens telefonbog, plus hvem hun ellers overhovedet kunne komme i tanke om. Men hele vejen rundt har der været lukket. Millys arv er forsvundet.
Den dag man kunne læse i Statstidende, at deres lejlighed var på tvangsauktion, gjorde Milly noget desperat. Hun købte en flybillet til Kusadasi i Tyrkiet, hvor faderens gamle ven Viggo nyder pensionisttilværelsen. Viggo har kendt faderen i en menneskealder; han må vide noget.
Men Viggo lader sig ikke så let bore i. Han hoster og virker på én gang lige så skrøbelig, ufremkommelig og hemmelighedsfuld som et godt gammeldags dansk mosefund. Og spørgsmålet er, om ikke en arkæolog med graveske og pensel havde haft bedre vilkår her end Milly, så kan hun have været på nok så mange kurser i forandringsprocesser og spørgeteknik.
Det er derfor, Milly sidder og ryger så utålmodigt. Hun undrer sig også over, hvad der foregår på byggepladsen overfor. Der er de i gang med endnu et hotelbyggeri, de er nået til anden etage, hvor jernwirerne stritter op fra betongulvet, og tre-fire mand går rundt, selv om det er søndag. Ingen af dem har hjelm på hovedet; det var aldrig gået på en dansk byggeplads.
En af mændene lægger sig på knæ og stikker hovedet ned igennem et stort rundt hul. Hvad det skal bruges til, fatter Milly ikke. Elevatorskakt er det næppe, eftersom hullet er placeret midt i det, der sikkert bliver til hotelgangen. For Milly ligner det mest hullet til en hemmelig faldlem, men en mere plausibel forklaring er nok, at der er tale om en decideret byggefejl. Det kunne også forklare, hvorfor manden, der har stukket hovedet ned igennem hullet, råber så højt. De andre bygningsarbejdere farer ned ad trapperne for at iagttage hullet nedefra. Det er tydeligt, at der er noget i vejen med det hul.
Viggo hoster igen, han plejer at have sin altan for sig selv. Milly skodder cigaretten i den underkop, han kom med, da hun tog cigaretterne frem. Hun er til besvær, ingen tvivl om det. Dybest set ville hun også ønske sig selv – om ikke hen hvor peberet gror – men der er i hvert fald mange andre steder, hun hellere ville befinde sig netop nu. Hjemme i lejligheden for eksempel. Med benene oppe i sofaen, imens hun studerer biografannoncerne, for det er søndag, og en film kunne der vel blive råd til. Eller måske på café med en af
veninderne. Jamen, sågar hellere på arbejde, selv om det ville være usædvanligt på en søndag. Men som politiassessor kan man nogle gange blive nødt til det. Det er også dét, der irriterer Milly. Hun, som ellers er vant til folks modstand, hun, der dagligt beskæftiger sig med at vende vrangen ud på løgnene og organisere puslespillet sådan, at sandheden kommer frem, hun kan ikke få et eneste fornuftigt ord ud af denne gamle mand. Allerede i telefonen vægrede Viggo sig og påstod, at han sådan set aldrig har kendt hendes far særlig
godt. Men han er hendes sidste håb, og hun giver ikke op. Foreløbig har hun dog ikke fået andet ud af ham, end at han mødte faderen første gang i 1933. Hvordan skulle begivenheder, der udspillede sig for over halvfjerds år siden have betydning for Millys liv i begyndelsen af det enogtyvende århundrede? Det er jo sindssygt! Især fordi hun er kommet i et yderst pragmatisk ærinde.
Milly er svimmel. Hvis ikke den bygningsarbejder snart får hovedet op af det hul, ender det altså med, at han falder ned.
Viggo er på sin side heller ikke tryg ved situationen. Selv om Millys hår klistrer til panden og kraven på kjolen sidder skævt, er hun vel ikke Maxmillians datter for ingenting? Og sådan som hun skiftevis drejer halsen af led for at studere bygningsarbejderne og stirrer på ham. Med vilde øjne: "Hvor er pengene? Fortæl mig sandheden!"
Som om Viggos hjernevindinger var et garnnøgle, man blot skal hive i, så vikler tråden sig ud, og for enden findes sandheden.
Milly siger, han roligt kan fortælle, hun kender alt til menneskelig svaghed og verdens ondskab, siger hun. For hendes skyld skal han ikke holde sig tilbage.
Åh, Gud! Hvordan kan man dog være en veluddannet kvinde midt i fyrrerne og alligevel opføre sig så naivt? Viggo sukker, han ved jo godt hvordan. Milly tilhører en meget lille og privilegeret gruppe af mennesker. Som i deres levetid aldrig har oplevet en krig. Hvor mange mennesker – historisk set og på verdensplan – har haft det grundvilkår? Det er privilegeret, men der er omkostninger. Når man lever sit liv i en gummicelle. Blød og foret, væggene giver efter. Man kan ikke falde og slå sig i en gummicelle. Selvfølgelig er det i en eller anden forstand behageligt. Men man bliver også lidt dum af det. Tror man bare kan komme anstigende med sine
grundlovsfæstede rettigheder og få sandheden at vide. Milly mener, det er enkelt. Det gør Viggo usikker. Dybt i tvivl om, hvad han dog skal sige til hende. Hvad kan det ikke også få af konsekvenser for ham selv?
Derfor vil han foreslå, at de går indenfor og laver frokost, det er en god måde at trække tiden ud på, imens han overvejer, om han overhovedet skal sige noget som helst.
Det går meget langsomt for Viggo at få sig stablet på benene. I øvrigt har han også vendt opmærksomheden mod frokosten, måske noget med agurk og chili, så ham skal vi nok ikke regne med. Han får ikke fortalt noget lige med det samme.
Så lad os for en stund forlade den meget gamle mand og den midaldrende kvinde på altanen i Kusadasi og i stedet selv kaste os ud i det.
I
RØVERHISTORIER
Den historie, som Viggo vægrer sig ved at fortælle, tager sin begyndelse klokken lidt over otte, en mandag morgen i januar 1933, da Viggo som femtenårig åbner døren ind til sin nye klasse på Brønshøj Realskole.
Som det nu er, når man træder ind i et ukendt rum, havde han umiddelbart svært ved at orientere sig. En forvirrende mængde af ansigter var vendt mod ham. Viggo blinkede og trådte ind i tågen.
Fra katederet lød en stemme: – Nåh, du må så være Viggo Jensen. Sæt dig dér!
Hvor? Tågen virkede uigennemtrængelig. Til venstre i synsfeltet var imidlertid pludselig et hul. Ved forreste pult i vinduesrækken var kun ét ansigt og ved siden af en tom plads.
– Sæt dig dér, gentog læreren, – ved siden af Maxmillian. Viggos nye sidekammerat med det mærkelige navn var tydeligvis ikke begejstret over at være blevet belemret med ham; forgæves forsøgte Viggo at fange hans blik, men drengen ved siden af sad bøjet over regnehæftet, fuldstændig fordybet i en bestemt udregning: – To tredjedel af tohundredehalvtreds.....
Læreren vandrede frem og tilbage oppe på forhøjningen ved tavlen, han havde pegepinden i hånden, den svirpede frem og tilbage mellem væggen og hans ben.
Viggo stjal sig til et hurtigt blik på de andre i klassen, et par af dem så op og grinede til ham, men de fleste sad med bøjede hoveder og regnede. Læreren rømmede sig, og Viggo bed i blyanten, side tyve ... Men hvilket stykke? Han skelede til sidemandens hæfte, men nu havde han bøjet armen, så Viggo ikke kunne se, hvad han skrev. Panden blev fugtig, nu gik læreren ned langs rækkerne, for hver pult han passerede lød et kort smæld, det var pegepinden, der blev dasket ind mod bænken.
Det var såmænd hverken værre eller bedre, end Viggo havde forventet, han var vant til ubehagelige lærere, men tallene på side tyve hoppede og dansede alligevel for hans øjne. Bortset fra en enkelt, der hostede nede bagi og blyanternes kradsen på papiret, lærerens trin hen over gulvet og pegepindens smæld mod bænkene, var der helt stille i klassen.
Men pludselig var der en lyd bag ham. Ligesom et gisp. Eller måske et suk. Og bagefter et hik. Et umiskendeligt hik. Pegepindens smæld standsede. Alles hoveder drejede sig mod den formastelige, også Viggos, det var drengen bag ham, som holdt sig for munden, hvorefter han hikkede igen. Klassen fniste.
– Hold op med det! råbte læreren.
Drengen med hikken rakte hånden i vejret.
– Hvad er der?
– Jeg kan ikke lade være, hr. Olsen.
Mere fnisen. Læreren stillede sig bag katederet, – hold op med det pjat!
– Men hr. Olsen har måske et godt råd?
Drengen hikkede igen, denne gang meget højt og så voldsomt, at han spjættede på bænken.
Klassen grinede.
– Jeg kan godt finde en kur! råbte læreren, idet han knaldede pegepinden ned i katederet.
Undertrykt latter. Viggo var forvirret, for det første kunne han udmærket skelne ægte hikke fra de lyde klovnen bagved sad og lavede. For det andet forstod han ikke, at drengen turde, hr. Olsen var rød helt ned ad halsen nu, for slet ikke at tale om den løbske pegepind.
Viggos sidekammerat sukkede. Han var den eneste, der ikke fulgte med i krigen mellem ham med hikken og den efterhånden meget ophidsede lærer, i stedet bøjede han sig bare dybere ind over hæftet og mumlede flere tal for sig selv.
– Kan vi så få ro! råbte hr. Olsen.
Et øjeblik var der dødstille i klassen, så kom der et kæmpe falsk hik fra drengen bagved, og nu ville latteren ingen ende tage. Samtidig begyndte papirkugler og små stykker viskelæder at flyve gennem luften.
– Stille! brølede læreren, men stemmen var skinger, og det var tydeligt, at han havde tabt slaget. Kaos havde taget over, nu hikkede næsten alle drengene, imens pigerne fniste.
Drengen bag Viggo pustede kinderne op. Alles øjne var på drengen, hvis kinder blev større og større, indtil han eksploderede i et enormt hik, og klassen hulkede af grin.
Hr. Olsen hamrede pegepinden ind i tavlen, – så er det ud! skreg han, så spyttet fløj ham ud ad munden. Fjerde mellem kunne slet ikke holde op med at le.
Drengen bag ved rejste sig prompte, han så sig grinende rundt og løftede armen som en dirigent, der fik hele klassen til at hikke på kommando.
Undtagen Maxmillian. Og så Viggo, men han var jo heller ikke rigtig en del af klassen endnu.
Idet klovnen passerede de to ikke-hikkendes pult og endnu en gang hævede armen for at orkestrere et stort fælles hik, skete der noget. Maxmillian stak den ene fod ud til siden.
Klovnen med hikken snublede og faldt. Så lang han var.
– Av, for satan!
Fjerde mellem blev stille, selv hr. Olsens pegepind hang.
Det var Maxmillian, der brød tavsheden: – Det var for din egen skyld!
– Hvad i alverden ..., begyndte læreren.
Klassen rørte på sig. Maxmillian rejste sig roligt: – Hr. Olsen. Jeg spændte ben for ham.
– Hvad gjorde du?
– Den bedste kur mod hikke er at blive forskrækket.
Først var der ingen, der sagde noget. Men så kom latterbrølet.
Drengen med den falske hikke kom op at stå, han lignede en våd hund.
Læreren kløede sig i nakken, – jamen, det ...
Maxmillian så sig omkring. Drengene holdt op med at grine. Pigerne så ned.
– Jamen så ..., hr. Olsen genoptog sin vandring på forhøjningen oppe ved tavlen, – går vi videre. Side tyve. Stykkerne femten og seksten.
Der faldt ro over klassen, Viggo fik endda skrevet de første tal ned i bogen, da Maxmillian pludselig lænede sig over mod ham: – Ham dér, hviskede han og nikkede op mod læreren, – ham skal du ikke tage dig af. Han slår aldrig nogen.
Maxmillian holdt en pause, – det gør jeg heller ikke.
Viggo så på ham.
– Kun hvis de er irriterende.
Her ville mange rent instinktivt trække sig lidt baglæns. Men Viggo havde målt og vejet Maxmillian allerede, da han satte sig ned ved siden af ham. Og konstateret at han var lille og tæt og udholdende, men at han nok kunne klares. Højdeforskellen mellem dem var af betydning. Så Viggo trak sig ikke baglæns i takt med, at Maxmillian lænede sig frem og bjæffede sin slet skjulte trussel. Viggo blev siddende og så ham lige ind i øjnene: – Mener du nogen bestemt?
I det samme ringede det ud til frikvarter. Viggo ventede ikke på svar, han rejste sig, vendte ryggen til Maxmillian og gik ud af klassen.
I de mindre klasser fór alle ud og ned i gården, når det ringede, men i fjerde mellem tog man den med ro. Man
sivede ned ad trapperne, det vil sige, Viggo sivede helt for sig selv, men det var ikke anderledes, end man kunne forvente den første dag, heller ikke at han måtte stå alene under halvtaget, i læ for regnen, med hænderne i lommen og se på, at de andre spillede fodbold.
Pludselig mærkede Viggo et puf i ryggen, det var Maxmillian:
– Har du nogen smøger?
– Hvorfor?
– Ryger du ikke?
– Jeg har ikke nogen.
– Det tænkte jeg nok.
– Hvorfor spørger du så?
– Der er tit nogle skod herovre. Kom!
Regnen piblede ned ad nakken, da de fulgtes ad over til porten. Skod var der nu ingen af i dag, men derfor kunne de godt stå der lidt alligevel. Delvist i læ op ad muren. Maxmillian hakkede med hælen ned i det våde grus, så småstenene sprang til alle sider.
– Du Maxmillian, hvad ...
– Er du idiot?
– Hvad?
– Jeg hedder Max.
– Max.
– Nemlig.
– Nå, men hvad hedder han egentlig, ham med hikken?
– Sjulle. Han er pisseirriterende.
– Pisseirriterende.
– Ja, for helvede!
– Det lød ikke engang rigtigt med den hikke.
– De er sindssvagt barnlige! Hele bundtet.
En eller anden havde skudt fodbolden for langt, den kom trillende imod dem. Max tog et par skridt frem, standsede bolden, driblede den rundt et par gange, inden han gav den et hårdt spark, så den røg i en stor bue op over drengen, der var på vej for at hente den.
Max lænede sig igen op ad porten og sendte en spytklat af sted, – hvor kommer du fra?
– Sorgenfrigade.
– Inde på Nørrebro?
Viggo nikkede.
– Tænkte jeg nok.
– Hvad mener du?
– Ikke noget. Nogle gange går jeg derind om aftenen.
– Hvorfor det?
– Hvis jeg keder mig.
Sådan havde Viggo aldrig tænkt på Sorgenfrigade, – nå, nå! sagde han og gned hagen. Han vidste ikke, om det var en kompliment eller en fornærmelse. Det var det første, for Max fortsatte: – Her sker der aldrig noget.
– Nå.
– Hvor bor du? Max sendte endnu en spytklat af sted.
– Baunevangen.
– Nå, det er vejen lige over for mig.
Så Max boede altså på Degnemose Allé, Viggo harkede også en klat frem og spyttede, dér havde han været ovre og kigge forleden, da de flyttede ind. Lutter villaer og nogle af dem endda med plads til en bil i indkørslen. Som at være rykket op fra tredje division til anden og så pludselig opdage, at ens sidekammerat spillede på førsteholdet. Noget uvirkeligt.
De stod lidt uden at sige noget. Det regnede mere nu, og
Viggo blev våd i ansigtet. Så puffede Max pludselig Viggo i siden, – der er en, der står og vinker til dig.
– Hvem?
– Hende den korthårede derovre.
– Nå, det er min søster.
– Det kan man godt se. Hvad hedder hun?
– Vita.
Vita var Viggos lillesøster, men der var kun knapt et år imellem dem, eller "ti en halv måned", som hun altid sagde.
Udenpå lignede de hinanden, med deres lange, lidt ranglede kroppe, trekantede ansigter og brune hår. Man kunne godt tage dem for tvillinger, tilskrive de små forskelligheder, der naturligvis var, kønnets logik: Viggos næse var lidt større end Vitas, hendes ansigt var smallere end hans.
For en overfladisk betragtning var de heller ikke forskellige indeni, det var i hvert fald, hvad ismejeridamen sagde til deres mor, da de var mindre: "Man sku’ tro, det var to drenge, De havde, fru Jensen!" Både Viggo og Vita kravlede i tørrestativer og træer, kastede kartoffelskræller i hovedet på gårdsangeren eller huggede æbler hos grønthandleren. Men når man kendte dem lidt bedre, som deres mor for eksempel, vidste man, at de sandelig havde hver deres interesser. Da Viggo var lille, havde han forskellige remedier i en bestemt taske, et forstørrelsesglas, en mælkeflaske med mel, pergamentpapir, lim og en saks, og man kunne se ham snige
sig rundt på trappeopgangen inde i Sorgenfrigade. Utroligt så pæne fingeraftryk man kunne tage ved hjælp af lidt mel, lim og pergamentpapir. Men den slags havde han lagt på hylden, nu han var blevet ældre, nøjedes han med at læse om andre, der opklarede forbrydelser, men tasken havde han stadig et eller andet sted. "Du er så god til at passe på dine ting, Viggo," sagde moderen tit til ham.
I modsætning til Vita, hvis hårspænder altid blev væk og som nødigt sad stille. Kun når hun blev tvunget til det, kunne man finde hende i et hjørne et eller andet sted, i skrædderstilling med sin dagbog og en tygget blyant i hånden. Det var ikke mange ord, der kom ned i dagbogen, for det meste sad Vita og kiggede drømmende ud i luften, imens hun tyggede på blyanten, men der var da en aftegning fra Salmonsens Leksikon af det sydamerikanske bæltedyr og små konstateringer a la: "fin dag", "meget fin dag" eller "vil ingen ende få". Sidstnævnte kommentar var der en del af, for Vita hadede, når hendes mor tvang hende til at blive indenfor og lave "noget fornuftigt". For eksempel skulle hun hver dag strikke en time på en strømpe, der aldrig blev færdig. Moderen, der var håndarbejdslærerinde, pillede pindene op lige så hurtigt, som Vita kunne strikke dem. "Du skal til at gøre dig umage, Vita!" Sådan noget sagde moderen tit, og sandsynligvis var det derfor, at Vita i går i protest havde klippet sine lange fletninger af, så hun nu var helt korthåret. Det havde kostet hende en knaldende lussing, da moderen opdagede, hvordan hun havde skamferet sig selv: "Er du rigtig klog! Hvad tror du ikke andre mennesker tænker!" Vita var smuttet ud mellem forældrene og løbet op på sit og Viggos nye værelse, og der var hun blevet siddende resten af aftenen.
Viggo havde skyndt sig ud med skraldespanden, hvor de to lange, mørke fletninger lå og tronede øverst i bunken af skrald, og bagefter vidste han ikke, hvad han skulle gøre af sig selv. Men så havde han fundet på at låse sig inde på wc’et, hvor der var varmt og rent. I Sorgenfrigade var der kun lokummer i gården, og forleden, da de var flyttet ind, havde Viggo og Vita stået og skiftedes til at trække i snoren, indtil moderen var kommet og havde meddelt, at de ikke måtte ødelægge wc’et. Så havde de stået og bare kigget på det.
I skolegården, ovre ved porten, fortsatte Max og Viggo deres lille snak.
– Nå, hun er nok sådan en drengepige, hva’?
Viggo rystede på hovedet, – hun har selv klippet fletningerne af.
– Jeg synes, det er i orden.
– Hun har fået stuearrest.
– Nå, for satan!
– Hvor mange søskende har du?
– Ikke nogen.
– Slet ikke nogen?
– Nej. Er det et problem?
– Næh ...
Max stak hænderne i lommerne: – Vi kan jo følges hjem efter skole.
– Det kan vi godt.
Viggo håbede ikke, at han lød lige så glad som han var, for var det ikke næsten for godt til at være sandt? Sådan at få en kammerat allerede den første dag, oven i købet denne Max, der boede i en rigtig villa og ikke havde nogen søskende.
Om eftermiddagen var der omslag i vejret, regnen holdt op, men skyerne blev mørkere, som om de holdt pause for at samle kræfter til et ordentlig snevejr. Max benyttede opholdet til at vise Viggo rundt i kvarteret. Han viste ham hullet i det røde stakit på Krabbesholmsvej, som Is-Møller fra Brønshøj Tivoli havde udsalg gennem om sommeren. Han udpegede et bestemt pæretræ i en have på Sparresholmvej og en byggetomt, hvorfra man kunne skyde genvej over til Svend Gønges Vej. Ifølge Max alt sammen beviser på, hvor sindssvagt kedeligt der var herude i Brønshøj, men Viggo var mere end godt tilfreds. Aldrig havde han forestillet sig, at det skulle gå så let, faktisk havde han frygtet flytningen fra Nørrebro, hvor han kendte hver en brosten og hver en stodder.
Han havde regnet med, at det ville tage sin tid, før han fik overblik over situationen, før han fik indtaget Brønshøj, men nu gik Max her og viste ham rundt. Som en anden skipper førte han an rundt på villavejene, hvor regnvandet stadig rislede langs kantstenen. De slentrede ad Brønshøjs små rolige bifloder med skoletaskerne vuggende i hånden, og Viggo syntes ikke det var kedeligt, men yderst interessant sådan at
få tegnet begyndelsen til et kort over sit nye liv. Han var sikker på, der gemte sig masser af muligheder herude i Brønshøj, nu for eksempel det lyserøde hus, de netop havde passeret. Viggo havde set en pige bag de hvide stores, idet de gik forbi. Og han syntes bestemt, hun havde kigget ud efter ham.
Til sidst endte de ude på Frederikssundsvej, der var overvældende bred og åben. Viggo standsede automatisk op, overgangen fra rolig biflod til larmende hovedflod tog vejret fra ham. Han gispede efter luft. Luft var der ellers masser af herude, i hvert fald i forhold til Nørrebrogade. Faktisk var der så meget luft herude, at det virkede som om alting blev fortyndet her, alle lyde og lugte var mindre intense. Selv lortespanden, som folk kaldte linje fem på grund af dens brune farver på skiltet, selv lortespanden, der også kørte på
Nørrebrogade, og som Viggo kendte så godt, så anderledes ud. Meget mindre.
Max gik og satte Viggo ind i tingene: – Derovre er den gale slagter, sagde han og pegede på butikken på den anden sideaf gaden, hvorfra to mindre drenge i det samme kom styrtende ud af butikken og spænede ned ad gaden. Og som var det et teaterstykke, hvor slagteren havde stået i kulissen og ventet på sit stikord, sprang han nu ud fra butikken. Med frisk blod på forklædet og en kødhammer i hånden. Han trampede rundt i en vandpyt, fægtede med kødhammeren og råbte efter drengene.
– Det er sådan en sport de har, de der unger, forklarede Max, – de hugger flæskesvær.
Men den slags var selvfølgelig også bare kedeligt. Max standsede op ud for bageren, fiskede en tiøre op fra lommen, – den har jeg tjent oppe hos Skyde-Leif.
Han kastede den op i luften, drejede hånden, greb tiøren nonchalant på håndryggen og Viggo kunne se, at her var vist endelig noget, som var lidt interessant. Max forklarede, at Skyde-Leif havde skydeteltet i Brønshøj Tivoli, om vinteren var tivoliet jo lukket, men Skyde-Leif gik tit rundt deroppe for at reparere et eller andet. Nogle gange gav han en kop kaffe, eller der faldt lidt håndører af, hvis Max hjalp ham med at sømme brædder sammen eller lave de papirroser, som Skyde-Leif brugte som præmier.
– Han er sgu lidt tosset, men hans penge fejler ikke noget!
Og nu skal vi ind og bruge dem hos bageren.
Viggo og Max sad på en trappesten og guffede romkugle. Det var koldt, men når man sådan fik en ny kammerat forærende, fandt man sig jo gerne i en våd buksebag.
– En eller anden dag skal vi ned i Højenhald og se Gøg og Gokke.
Max pegede i retning af nogle røde bygninger lidt længere nede ad vejen. Viggo nikkede og slikkede chokoladekrymmel af læberne.
– Der er kommet en biograf dernede. I Svenskelejren.
– Svenskelejren. Det var da et underligt navn.
– Svenskerne havde lejr derovre i sekstenhundregrønhvidkål.
Under Københavns belejring. De lavede en hel by her.
– Hvordan ved du alt det?
– Min far. Han fortæller mig alt muligt. Ved du for eksempel, hvorfor svenskerne til sidst blev slået?
– Næh ... – Svenskerne skulle over kanalerne for at komme ind i København. Og det var jo vinter, så der var is på vandet. Men så fandt danskerne ud af, at hvis de sørgede for at bryde isen op, blev vågerne for brede til at svenskernes stormbroer kunne nå over.
– Flot!
– De blev skudt ned i bunkevis, de svenskere, du! Eller de druknede. Rent massemord.
– Hold da op!
– En eller anden dag kan du komme hjem til mig. Så skal jeg vise dig min opstilling fra slaget ved Dardanellerne.
– Darda-hvad for noget?
– Dardanellerne ved Tyrkiet. Fra den store krig.
Da Viggo lidt senere åbnede havelågen i Baunevangen, var sneen begyndt at falde. Store, hvide fnug, der blev til regn i ansigtet. Han tog sig i at lukke lågen igen, bare for at kunne åbne den en gang til. Fordi det var sådan en rar fornemmelse at lægge hånden på en hvidmalet havelåge og give den et let puf. Men han var jo ikke fjollet, så han åbnede bare lågen og gik de fire skridt hen til hoveddøren. Der var nemlig præcis fire skridt, hvis de ikke var for store. Fire skridt hen over fliser, der gav en helt bestemt hul lyd fra sig, når man havde træsko på.
Rækkehuset var gult og semi-detached, havde Viggos far forklaret, at det hed. Han havde fået arbejde på Valutacentralens planbogholderi, hvor han registrerede importtilladelser. At det var et vigtigt arbejde, havde han også forklaret, det handlede om at holde kronen i den fastlagte kurs. Hvilket virkede temmelig abstrakt for Viggo, men helt konkret betød det, at han og Vita havde fået deres eget værelse på første sal med lysegråt tapet med små roser. Ved siden af var forældrenes soveværelse, og nedenunder var entreen, stuen,
køkkenet og wc’et. I Sorgenfrigade havde han og Vita sovet i stuen, han på sofaen og hun på en udtræksseng, som man altid fik fingrene i klemme i om morgenen, når den skulle foldes sammen og stilles ind på forældrenes soveværelse. Viggo fandt nøglen frem fra tasken, men tøvede med at sætte den i låsen. Han vendte sig om og lyttede. Så stille her var.
I Sorgenfrigade var der slagsmål foran beværtningen på hjørnet, konerne hang ud ad vinduerne og råbte til hinanden. Der var skramlen af spande, der blev båret ned ad køkkentrappen til kokskælderen og gadedrengenes piften efter pigerne, når de stavrede ned ad gaden og var nær ved at brække benene i deres mors aflagte højhælede.
Her lugtede også anderledes. Ikke af kogt kød fra Folkekøkkenet og stort set heller ikke af bilos, hestemøg og skorstensrøg. Og så var her tomt. Ingen gamle folk, der sad og gloede i deres gadespejl, mænd, der tøffede rundt i undertrøje dagen lang med en smøg i munden, ingen sprittere, der råbte fordi de blev jaget ud af køen foran Folkekøkkenets dør. Ingen skrigende unger, som sparkede til den gryde, der lå tilbage i rendestenen, når folk var blevet sat på gaden.
Et vindstød løftede op i Viggos hår, han så op mod himlen, helt mørk bag de hvide snefnug, nu måtte han hellere skynde sig ind.
Han hængte frakken på knagen i entreen, sparkede træskoene af og løb op på sit værelse, hvor han begravede sig under dynen i den øverste køje, for han var pludselig kommet sådan til at fryse.
Smagen af romkugle sad stadig i munden, Viggo lå og tænkte på de svenskere, der gik gennem isen under Københavns belejring. Hvor koldt dét måtte være. Han så dem for sig, rækker af soldater, ens i deres blå og gule uniformer, men en af dem skiller sig ud. Farer dumdristigt frem til det yderste af stormbroen, selv om enhver kan se, at det overstiger hans evner at springe det sidste stykke; der er nok tre meter mellem ham og skrænten på den anden side, og isflagerne under ham er brudt op, men han gør alligevel forsøget. Der er et øjeblik, dér hvor han hænger i luften mellem broen og skrænten, hvor han er pinagtigt bevidst om den ynkelige figur, han gør: Med arme og ben, der går som møllehjul og rædslen malet i ansigtet, hænger han et sekund i luften, før han rammer isflagen. Den tipper, og kulden i vandet slår luften ud af ham. Men han kommer da op igen, han kommer op og får luft, det gør han nok, sådan en soldat, han får reddet sig i land. Hvorefter han dør enten af en kugle eller af lungebetændelse.
En dum fantasi dér under dynen, den svenske soldat var dømt til at tabe, og hvorfor så Viggo det ikke også fra den danske vinkel, oppe fra land? Man kan lige så godt være en af dem, der har regnet det ud. At svenskernes stormbroer ikke kan nå over, når isen er brudt op. Så kan man stå deroppe på bredden og være dansker med ladt gevær og flække af grin over de tossede svenskere, der kravler ud ad broen, selv om de ikke har en chance. En efter en trimler de ned fra broen, ned i vandet. Som lemminger, uden en tanke i hovedet, følger den næste bare ham foran. Det drypper med svenskere ned fra den bro. Eller de er som rotter, der forlader den synkende skude, på flugt ned ad ankertovet. Lige ned i vandet styrter de. Tåber.
Jo, man kunne bestemt lige så godt være en vinder som en taber. Det gjaldt jo bare om at vælge side, og i denne situation lå det oven i købet ligefor, hvem man skulle holde med, så hvad var problemet?
Viggo trak dynen op over hovedet, han plejede nok at vide, hvem man skulle holde med, måske var det al den
friske luft, der gjorde ham ør? Fik ham til at tumle med indviklede spørgsmål om godt og ondt, desværre er vinderen jo ikke altid god og taberen ond. Men sådan vil man helst se det, man vil helst være på det vindende og gode hold. Tabere er der noget rent ud sagt frastødende over. Der var noget sølle over de svenske soldater, som drønede på hovedet ned i deres iskolde død, sådan en samling blå-gule idioter! Det havde de godt af! Sådan et bundt ondskabsfulde rotter, som ville krybe ind på os, tænkte Viggo. Tage vores land fra os.
Max ville aldrig ligge under dynen og tro, han var svensker.
Viggo slog dynen væk fra ansigtet og så op i loftet.
Fulgte den enkle stukkant hele vejen rundt. I forhold til stukkanten i Sorgenfrigade så den noget bar ud. Værelset virkede i det hele taget lidt bart. Men det var også, fordi de lige var flyttet ind og ikke rigtig havde fået noget op på væggene. Gad vide hvordan Max’ værelse så ud. For han havde helt bestemt et værelse. Som han ikke engang delte med nogen. Viggo havde aldrig før kendt nogen, der ikke havde søskende.
I det hele taget havde han aldrig mødt e´n som Max før. Som boede i villa og interesserede sig for, hvorfor gaderne hed som de gjorde.
Den interesse var også relativt ny for Max. Et halvt år tidligere havde han været indlagt med blindtarmsbetændelse, og siden var han blevet opslugt af tanken om at undgå tilsvarende ubehagelige oplevelser. Naturligvis var det ligegyldigt at vide, hvorfor Svenskelejren hed som den gjorde, men Max havde fået en idé om, at overblik var vigtigt. Viden var vigtig.
Al slags viden.
Om det var lige præcis blindtarmsbetændelsen, der havde sat de tanker i gang hos Max, kan man selvfølgelig ikke vide. Men det er et faktum, at han var begyndt på et større projekt i kælderen, en model af slaget ved Gallipoli dagen efter, at han var stukket af fra hospitalet. Max havde været rigtig syg. Måske lige ved at dø, for der var gået betændelse i såret. Han havde ikke anet, hvor han var. Hænderne føltes dobbelt så store som de plejede og hovedet dunkede. Hjernen skvulpede rundt i kraniet som en forvokset brandmand.
I begyndelsen troede han, at han var blevet skør. I en seng ved siden af ham lå et hoved. Et gammelt hoved med gul hud og to plirrende øjne, der gloede på ham.
Hovedet viste sig at være et nedfaldent æble. Og et hvidt uhyre overfaldt æblet, uhyret kæmpede for at trække kernehuset ud af det med en lang, tynd sølvfarvet pind. Æblet var råddent, en stinkende væske sprøjtede ud fra det, og Max kunne ikke vende sig bort, han var ude af stand til at bevæge sig, så ondt gjorde det i maven.
Efter et stykke tid blev Max mere klar i hovedet: Han lå på hospitalet, de havde fjernet hans blindtarm, såret var ved at heles, og de hvide uhyrer var læger og sygeplejersker i kitler og forklæder, der forklarede ham, at han lå på en tolvsengsstue på mandsafdelingen, fordi der ikke var plads på børneafdelingen.
I sengen til venstre for Max lå en tynd mand, hans hoved lignede et runkent, gult æble. Lægerne stak tit i Æblet. Han peb hver gang. Det var ikke til at holde ud at høre på. Især fordi det hver gang blev efterfulgt af en uendelig mumlen, en liturgi af absurde taksigelser: "Til dig overgiver jeg mig, så uværdig jeg end er", "pris være dig, hellige Ånd", "dit hellige navn være priset. Amen". Indimellem lå Æblet stille hen. Med den spidse næse lige i vejret og de gule indfaldne kinder, der gik som lydløse blæsebælge, ud og ind, ud og ind.
Sygeplejerskerne sørgede for, at dagen var inddelt i bestemte rutiner. Man blev vækket klokken seks; så kom sygeplejersken, der lignede en lille grå fugl, med bækkener og termometre. Imens den ene række lå på bækken, fik den anden række taget temperatur, og bagefter var det omvendt. Max hadede det, tanken om seks mennesker, der lå og sked på række. Og ligegyldigt hvor meget han trak dynen op over hovedet, så var den der. Lortestanken.
Max kunne heller ikke undgå at høre, hvordan Æblet jamrede hver morgen, når sygeplejersken kom og anbragte bækkenet under ham, "dig, mildeste fader, byder jeg kun det, som i forvejen er dit," mumlede Æblet, og Max måtte bide i dynen. Dog, det måtte man lade Æblet, han stank ikke. Overhovedet ikke. Endelig noget, der talte til Æblets fordel, han producerede sådan en helt lugtfri lort, men nu blev den jo også grundigt velsignet undervejs, tænkte Max.
Selv klarede Max frisag ved om aftenen, under sygeplejerskernes vagtskifte at snige sig uset ud på toilettet på gangen, hvor han diskret tømte tarmen. Det efterfølgende problem, at bækkenet altid var tomt, når den lille grå sygeplejerske fjernede det under ham, havde været til at løse. Han havde simpelthen forklaret hende, at han selv gik på toilettet. Et fuldstændigt brud på hospitalsreglementet, som man kan undre sig over ikke afstedkom en lavine af vrede, men den lille grå fugl havde bare glippet med øjnene, og så var der ikke blevet gjort mere ud af det.
Efter bækken og temperaturmåling kom en anden sygeplejerske med vaskefadet. Hun havde rødt hår. Små fregner strøet ud over næsen og kinderne. Store, bløde bryster, der gyngede under kitlen, og Max var fortabt. Han drømte om hende om natten, lå og så langt efter hende om dagen, døde næsten af fryd, når det var hende, der kom for at vaske ham. Og han forestillede sig, at hun tænkte lige så meget på ham, som han på hende. Cherry, døbte han hende, fordi hendes mund var rød som et kirsebær og hun duftede af sommer.
I grel modsætning til afdelingssygeplejersken, der ikke blot lugtede ud af munden, man vidste heller aldrig, hvad hun kunne finde på at sige. Hun læste op fra journalen for overlægen, himmelhøjt, så ingen af de tolv patienter kunne undgå at høre det: "Hr. Petersen har ikke haft afføring i ti dage."
Hvem hr. Petersen så end var. Max var glad for, at han ikke vidste, hvor manden, der så at sige var fuld af lort, lå.
En morgen var Max vågnet ved lyden af en båre på hjul. De var kommet efter Æblet, som var død i løbet af natten. Først blev Max lettet, så slap han for at glo på ham, men så kom Cherry ind for at fjerne Æblets sengetøj. Hun smilede til Max. "Nu er den seng snart fin igen," sagde hun, og Max gjorde sig umage for at se ked ud af det, så hun ville komme over og trøste ham. Hvilket lykkedes. Hun holdt ham endda i hånden. Men så var det, hun sagde: "Du skal ikke være ked af det, hr. Petersen var meget gammel og meget syg."
Med andre ord, det var Æblet, der var hr. Petersen. Manden, som i følge afdelingssygeplejersken var fuld af lort. Max havde stirret på Cherry. Havde svært ved at tage det ind. At han havde ligget lige op og ned ad et levende lokum. Den eneste tanke i hans hoved var: Hvordan kunne hun? Hvordan havde Cherry bogstaveligt talt kunnet lade ham ligge lige op og ned ad en lortepøl i flere uger?
Lidt senere den dag, da Max havde kunnet se sit snit til det, var han stået op, havde fundet sit tøj i skabet og var løbet ud fra hospitalet. Han var gået hele vejen hjem til Brønshøj, hvor hans forældre selvfølgelig var blevet både vrede og forskrækkede over, at sønnen pludselig dukkede op på den måde. Men da han alligevel skulle udskrives næste dag, besluttede de sig til ikke at gøre et nummer ud af det, faderen havde ringet til overlægen, og så var der sat punktum for den sag.
Bortset fra altså, at Max den næste dag havde overtalt sin far til at bygge en model sammen med sig nede i kælderen. En nøjagtig model over slaget ved Gallipoli, det kunne vel i og for sig have været et hvilket som helst slag, men nu vidste Max, at faderen interesserede sig netop for den historie og derfor gerne spenderede både tid og kroner på ideen. Det blev også en flot opstilling, og forældrene var glade for, at
Max havde noget fornuftigt at underholde sig med, imens han var rekonvalescent. Noget at holde tankerne beskæftiget med, for selv om Max ikke fortalte dem nøjagtigt, hvorfor han var stukket af, var de klar over, at det havde været en uheldig oplevelse, at manden i sengen ved siden af ham var død. Selv brød han sig ikke om vendingen "stukket af", men en ting stod i hvert fald klart for ham: Det gjorde han aldrig igen!
Nøjagtigt hvordan det at bygge en detaljeret model af halvøen Gallipoli og flytte rundt på nogle små soldater i et krigslandskab, kunne forhindre en lignende oplevelse, var Max vel ikke klar over. Men så flittigt som han studerede slagets gang og eksperimenterede med at rykke rundt på soldaterne, skulle man tro, at det gav ham en vis tilfredsstillelse. Ligesom han også nød at vise Viggo rundt i kvarteret og forklare ham, hvorfor Svenskelejren havde sit navn.
Men lad os vende tilbage til Viggo, som han lå der i den øverste køjeseng, imens han prøvede at få varmen oven på sin iskolde dukkert sammen med de svenske soldater. Efter et stykke tid under dynen havde Viggo fået varmen så meget, at han fik armene op. Han strakte dem op i luften, man kunne næsten nå loftet her fra den øverste køje. Viggo strakte sig lidt mere, nu kunne han lige præcis nå loftet. Han krattede med neglene i loftet og fik hvidt puds i øjnene. I det samme trådte Vita ind ad døren, – hvorfor ligger du her og tuder?
– Det gør jeg da heller ikke! Jeg fik noget i øjet.
– Hvem var ham, du stod og snakkede med ovre ved porten?
– Min nye sidekammerat, han hedder Max.
– Det ved jeg da godt.
– Hvorfor spørger du så?
– Alle ved hvem Max er.
– Såh!
Hun lagde sig oven på dynen i den nederste køje, – han kan tæve alle drengene i din klasse og også dem fra realklassen.
– Det er jo løgn! Hvem siger det?
– Elna. Hende, jeg sidder ved siden af.
Vita krummede benene op foran maven, så strakte hun dem opad, så Viggo hoppede på madrassen.
– Hold dog op!
Vita grinede og skubbede igen, trampede fødderne op i madrassen. Viggo lænede sig ud over sengekanten, – la’ så vær’!
– Arh, hvor er du kedelig!
– Rend og hop.
– Kan desværre ikke lade sig gøre. Jeg har stuearrest.
– Det er da din egen skyld!
– Ligger I her og sover midt om eftermiddagen?
Viggo så forskrækket op, hans mor stod i døren: – Du skal til slagteren, Viggo.
Og henvendt til Vita: – Tænk, at du ville være det bekendt!
Dit fine lange hår!
Vita løftede hovedet, og måske fordi hun endnu ikke helt havde vænnet sig til, hvor let det føltes uden fletningerne, røg hovedet lidt for hurtigt op, og det så ud som om hun gjorde et kast med hovedet. Et rigtig flabet tøsekast, tænkte Viggo og skyndte sig ud.
Nede i køkkenet gav moderen Viggo penge til et pund hakket kalv og flæsk, oppe på første sal smækkede Vita med døren, og på vej ud hørte han moderen mumle for sig selv: –
Hvad skal der dog blive af det pigebarn?
For moderen selv var det et retorisk spørgsmål, Viggo derimod var tit bekymret for Vita, som havde en særlig evne til at komme galt af sted. Fordi hun var så egensindig. Som moderen sagde. For eksempel havde hun ført lange diskussioner med moderen om, hvorfor hun ikke måtte blive spejder.
"Det er ikke noget for piger," sagde moderen. "Der er da mange piger, som er spejdere," svarede Vita, "og det er sundt med frisk luft og kammeratskabet." "Sludder og vrøvl! Du skal ikke rende rundt og binde knuder." "Far synes, det er en god idé." "Skal du sige din mor imod?"
Vita så tilfreds på sit eget spejlbillede i ruden. Med hænderne fulgte hun kanten af håret, der gik lige under ørerne, var det klippet skævt i den ene side? Hun skubbede håret lidt opad, det måtte gerne få et svaj forneden.
Moderen skramlede med gulvspanden nede i entreen, det lød, som om den væltede. Det havde hun godt af! Gid hun måtte drukne i snavset sæbevand, hun og hendes evige jammer:
"Hvorfor kan du ikke samle mariehøns eller bytte glansbilleder?"
Eller: "Hvad foregår der i dit hoved? Nu har du igen fået en anmærkning i karakterbogen!"
Når Viggo fik anmærkninger, mente moderen altid, at det var lærerne, som ikke kunne se, hvor flink en dreng han var. Meget irriterende. Men indimellem fik hun også ondt af ham, som før, da han listede ud ad døren, med dukket hoved og et fåret smil.
Vita trak håret om bag det ene øre. Faderen havde ikke sagt noget om håret, men hun havde kunnet se på ham, at han syntes det var pænt. Og hun var også sikker på, at stuearresten ikke var med hans gode vilje. Når han ikke havde nsagt noget, var det for husfredens skyld. Det gik faderen meget op i: At man talte pænt til hinanden. Hvilket dog ikke var let her i huset. Sådan som moderen altid himlede op om de mindste ting: "Hvem har lavet den rand på bordet? Hvorfor ligger de aviser her og flyder? De børn mangler retning! Hvordan skal der nogensinde blive ordentlige mennesker ud af dem, når du ikke fortæller dem, hvad der er rigtigt og
forkert! Hvad må naboerne ikke tænke?"
Måske skulle hun forsøge med et spænde i håret? Man skal ikke lade sig gå på af de små ting, sagde faderen altid. Så længe man bare var rask. Og der ikke var krig. En uges stuearrest tilhørte bestemt kategorien "små ting", altså ville hun ikke lade sig gå på! Så kunne moderen skramle lige så højt hun ville ude på trappen, ganske givet noget hun kun gjorde for yderligere at genere hende.
Vita fandt det blå spænde med den gule blomst frem fra æsken i vindueskarmen. Moderens gulvskrubbe stødte mod dørtrinnet. Flere gange, hidsigt. Tænk, at Viggo var kommet til at sidde ved siden af ham Max! Han havde pænt hår. Som en kornmark i august. Hun satte spændet i håret og snuppede dagbogen, der lå under hovedpuden. Skrev sætningen ned, "som en kornmark i august." Hun bed i blyanten, så ud ad vinduet. Det var en god sætning.
