På sikker afstand af Celia Walden
JEG FIK ØJE PÅ HENDE, en dag da jeg var på vej hjem fra tandlægen. Min overlæbe var helt følelsesløs i venstre side. Det var næsten fem år siden, vi havde mødt hinanden første gang. Det vrimlede med folk på juleindkøb på Portobello Road, og de bevægede sig i forudsigelige kolonner uden at afvige fra deres opgaver. En hær af farvestrålende myrer. Jeg var ved at blive kvalt af menneskemængden, men vinterluften krystalliserede alt dårligt humør ud i mine frosne fingerspidser.
Gennem årene havde jeg forestillet mig, at hundredvis af rygge var hendes, set den samme, tykke hestehale på en hel række af forskellige hoveder. Engang hørte jeg en stemme i en svømmehal, som jeg mente måtte være hendes, hvorefter jeg tålmodigt ventede på, at en kvinde i omklædningsrummet ved siden af mit skulle komme ud. Men denne gang var jeg sikker.
Jeg standsede op og var fristet til at følge efter hende, men blev pludselig bange. Regnen havde lagt et slør af krystaldråber over hendes hår, og jeg stod og så hende forsvinde ned ad en sidegade i retning af Westbourne Grove. Så bevægede jeg mig instinktivt fremad og satte farten op. Jeg fik øje på hende igen, da jeg slog ind på en smal gade fyldt med boder. Også hun gik hurtigt, og jeg kæmpede for at følge med. Foran mig trak en kvinde en hund ind til sine ben og sendte mig et anklagende blik, idet jeg tumlede forbi.
"Så se dig dog for, menneske!"
En gruppe unge længere fremme spredte sig, og pludselig vendte hun sig om, som om hun kunne mærke, at jeg var der. Folk stødte ind i vores albuer, og deres poser slog mod hinanden, når de gik forbi os, men Beth stod bare der og så på mig, midt i det hele, og ventede på, at jeg skulle tage de to skridt, der ville føre mig hen til hende.
"Hej."
"Hej."
"Bor du i London nu?" hørte jeg mig selv spørge høfligt.
"Det har jeg gjort i de sidste to et halvt år."
Vi stod foran en pub med terrassevarmere som ved en parisisk café, og jeg spekulerede på, om hun mon havde fået den samme association. Så på trods af decemberkulden var de udendørs stole og borde fulde af mennesker, der sad med indkøbsposer ved fødderne og holdt om deres ølglas med vanter på.
"Skal vi sætte os lidt?"
Først nu opdagede jeg barnet. Jeg havde troet, at det var nogle andres, men nu kunne jeg godt se, at det var hendes, på den blege, fregnede næse og de nærmest gennemsigtige, blå øjne.
"Vi kommer for sent, mor."
"Nej, det gør vi ikke, skat. Vi skal hente en hamster," forklarede hun mig.
Jeg pegede kejtet på et bord, der lige var blevet ledigt.
"Skal vi?"
"Ja, lad os det."
Det her var måske den første samtale i mit liv, hvor der ikke var plads til at lade som om. Beth var den, der først sagde noget.
"Du ser godt ud." Hun smilede sit helgenagtige smil, med et strejf af tristhed. "Du har ikke forandret dig spor."
Det lød som en anklage.
"Og du ser smuk ud – som altid," sagde jeg.
"Hvad skal I have?" En rundhovedet teenager – sikkert en studerende, der tjente lidt ekstra i ferien – stod og så afventende ned på os.
"Vi vil gerne have to glas rosévin." Beth så på mig: "Hvem siger, at man kun kan drikke det om sommeren? Og hvad vil du have skat? Nej, ikke cola – en appelsinjuice, tak."
"Lige præcis."
"Undskyld?"
"Du har ret. Med rosévinen, mener jeg. Det behøver ikke kun være noget, man drikker om sommeren." Jeg følte mig meget ung og genert igen. Men Beth havde kontrol over situationen.
"Hvad laver du i øjeblikket?"
"Åh, jeg arbejder på et galleri. Det er ikke et af de store, så lønnen er ikke høj, men, øh, det er lidt mere interessant end det, jeg lavede før, da vi ... i Paris, mener jeg."
Jeg så, hvordan det trak i hendes kind. Hun tog en ruskindsbehandsket hånd op og børstede en øjenvippe væk, og med denne lille bevægelse vældede minderne så heftigt op i mig, at jeg blev helt svimmel.
Lige da jeg var rejst fra Paris, havde jeg dyrket min smerte, og jeg var helt afhængig af den tristhed, jeg kunne fremkalde i mig selv ved bare den mindste erindring om de måneder, vi havde tilbragt sammen. Jeg havde gruet for det øjeblik, hvor jeg ikke længere reagerede på den måde, og jeg vidste, at efterhånden som tiden gik, ville jeg blive nødt til at stryge tændstikken ikke én, men to gange, og så tre, ind mod mit hjerte for at antænde den velkendte flamme.
Vi havde mødt hinanden i et meget upoetisk Paris. Ikke som i en scene fra en Godard-film, hvor elegante, frigjorte kvinder sad og røg uden for caféer, men på en baggrund af kedsommelige dage og klatøjede morgener. For at jeg kunne forberede mig på kunsthistoriestudiet på universitetet, havde min onkel, som var museumsdirektør i London, sørget for, at jeg fik en stilling som kustode på Musée d"Orsay – en kryptagtig, ombygget jernbanestation på venstre flodbred. Jeg havde altid tænkt på de mennesker, som sad i rum fyldt med malerier af døde kunstnere, mens de lyttede til den forlegne hvisken fra ydmyge besøgende, der gerne ville udvide deres horisont. Måske var disse kustoder betragtere af livet og tilfredse med at sidde over, mens andre deltog i verden. Til at begynde med var jeg ikke særligt begejstret for et job, hvis eneste formål i mine øjne var at give mig en grund til at være i Paris, samt at sidde og vente, for jeg følte, at jeg allerede havde ventet så længe på, at mit rigtige liv skulle begynde.
Lige fra den første dag på museet, hvor jeg havde set Céline, personalechefen, tage en pakke af sølvpapir op af tasken for dernæst at åbne den og afsløre et perfekt udskåret æble, befriet for kernehus og delt i seksten stykker, fik jeg mistanke om, at jeg måske ville få svært ved at falde til. Tanken om det æble er blevet hos mig som et eksempel på den fremmedgørende perfektion hos visse parisiske kvinder.
Jeg tilbragte den første uge i en lejlighed, der tilhørte en af min mors veninder, som var bortrejst. Jeg kendte allerede Paris,og jeg var heller ikke den indadvendte type, men alligevel følte jeg mig skræmt ved udsigten til at skulle finde mig til rette i en by, der lignede London mindre, end jeg havde forventet. Jeg havde færdiggjort min studentereksamen i den tro, at der nu ville være masser af tid til at hænge ud foran fjernsynet og gå i byen. Men min far havde henkastet, men med en ukarakteristisk fasthed, nævnt jobbet i Paris lige netop den morgen, hvor jeg lå og sundede mig oven på en studenterfest, der var blevet holdt for os på skolen. "Og nu kan du lige vove på at prøve at løse problemet med bolig for hende også," havde jeg hørt min mor sige til ham en sen aften, da jeg listede ned ad gangen for at hente et glas mælk. "Nu har vi fundet det job til Anna, og vi støtter hende, mens hun er der, men efter det," jeg hørte lyden af hendes støvle, der blev trukket af og et lavmælt udbrud af lettelse, "må hun simpelthen klare sig selv, lige som jeg måtte, mens jeg læste jura." Jeg kunne ikke huske noget tidspunkt, hvor hendes stemme ikke havde været gennemsyret af træthed. Min mor var sjældent hjemme før klokken var ti om aftenen, fordi hun var så opslugt af sit arbejde, og det betød, at min far og jeg som regel spiste alene – hvilket jeg var godt tilfreds med.
Jeg flyttede til Paris to uger, før mit job på museet begyndte, for at få tid til at finde en lejlighed og udforske byen, men jeg blev overrasket over, hvor tungt det var for mig at være i mit eget selskab. Det kan godt være poetisk at vælge at være alene, men når der ikke er andet valg, er ensomheden knap så attraktiv. Jeg søgte tilflugt i en stak Georges Simenon-bøger, som jeg fandt på gæstetoilettet, og sank med alarmerende hastighed ned i en stillestående tilværelse, hvor jeg ikke orkede at tage tøj på, men bare sad i badekåbe og spiste morgenmad direkte fra æsken. I min ensomhed blev jeg opmærksom på alle lyde, selv lyden af min egen kæbe, der sønderdelte de sprøde cornflakes. Først hen imod slutningen af ugen, da jeg havde nået bunden i bunken af bøger, besluttede jeg mig for at være tapper og begynde at lede efter en lejlighed.
Af en bekendt havde jeg fået anbefalet Fusac – et blad for engelske og amerikanske studerende der lå gratis fremme på de parisiske barer – på grund af bladets rubrikannoncer. Men det tog en hel eftermiddag at lede alle barer igennem, fra Frog and Lettuce i Saint-Sulpice til den irske pub i Bastille, hvor væggene er tapetseret med gulnede postkort, for at finde et eksemplar. Da det endelig lykkedes mig, opdagede jeg til min skuffelse, at det åbenbart primært henvendte sig til amerikanske studerende, der ledte efter ikke-rygende bofæller. Jeg røg kun sjældent, men jeg ville i hvert fald ikke have, at andre skulle bestemme hvornår. Så fangede mit blik en notits nederst på en af siderne. Der stod med fed skrift, at den amerikanske kirke var stedet, hvor man kunne finde midlertidige jobs og et sted at bo i Paris.
Helt oplivet af dette spor, som i det mindste havde givet mig en grund til at tage tøj på denne morgen, gik jeg hen til kirken, som viste sig at være en uinspirerende, skjoldet bygning på venstre flodbred. Der stod en gruppe udlændinge foran opslagstavlen, og efter at jeg havde noteret en hel side med mulige lejligheder på bagsiden af min krøllede guide over Paris, lavede jeg fire aftaler for den følgende dag. De første to værelser, jeg så på, gjorde mig pinligt bevidst om én ting: Alt, hvad der blev beskrevet som "un loft", var for mig, der var godt en meter og firs høj, en fysisk umulighed. Den anden udlejer havde ikke engang villet lade mig se lejligheden, men var brudt ud i en høj, glædesløs latter, så snart han så mig.
"Ahhh non, Mademoiselle," havde han sagt med et smørret grin, mens han så vantro på mig og viftede med en fed finger få centimeter fra min næse, "det værelse passer ikke til dig."
Den tredje lejlighed var helt perfekt. En tændstikæske af et værelse i Marais, som var mindre end halvt så stort som mit soveværelse i London og en anelse dyrere, end jeg havde budgetteret med. Men det var lige dér, jeg havde forestillet mig, at jeg skulle bo. De lyserøde og grå bygninger i Marais – Paris" bøssekvarter – lænede sig længere og længere ind mod hinanden, jo højere de blev, som om de var medskyldige i den promiskuitet, der fandt sted på gaderne under dem. Det så ud, som om de mennesker, der boede i lejlighederne allerøverst, kunne række ud og nå genboerne på den anden side af gaden. Jeg syntes, at det var charmerende, at selv i et velstående kvarter som Marais havde husene afskallede mure og butiksfacader, der stadig bar den originale skiltning fra 1900-tallet.
På en eller anden måde var der ikke noget krukkeri, ikke noget af al den hektiske trang til modernitet, som er så åbenlys i London, men i stedet bare en naturlig elegance. Mange af de barer, hvor der kun var adgang for mænd, havde matterede glasruder næsten helt op til under markiserne, så man ikke kunne se andet end toppene af arrede, kronragede hoveder, der lænede sig mod hinanden under et tykt, blåt tæppe af cigaretrøg, hvis man prøvede at kigge ind. Engang lagde jeg mærke til en mand, der var klædt i et jakkesæt af fløjl med lapper på albuerne, som slæbte sin lille dreng akavet af sted over gaden for at undgå at passere et butiksvindue fyldt med sexlegetøj.
På det, jeg allerede regnede for at være min gade, var mange af murene dekoreret med obskøne hieroglyffer. Den ærværdige, grønne dør i ejendommen, hvorpå der var en dørhammer af bronze, der ikke blev brugt mere, gik op og afslørede en yndig, hemmelig karré, hvor vinduerne – der var forbundet diagonalt af et net af tørresnore – brød prismerne af sollys og kastede det ned på de toppede brosten. Min værtinde, Madame Guigou, var en lille, nervøs kvinde, som led voldsomt af psoriasis. Hendes hals bar altid spor af den seneste, voldsomme kløen, så man kunne se blodet snurre under huden. Hun talte i en række af stakåndede gisp, idet hun spyttede ordene ud, som om hun var bange for, at de skulle slippe op, mens hun krampagtigt lod sine riflede negle løbe gennem det tynde, tørre hår.
"Det har ikke været muligt at leje det længe," forklarede hun hastigt, "på grund af al renoveringen. Ejendommen er stille, og naboerne er assez sympathique."
Jeg spekulerede på, hvad hun mente med "assez", og kastede et blik på det vandplettede loft og de slidte møbler, mens jeg forestillede mig, hvordan der mon havde set ud før "renoveringen", men uden egentlig at tage mig af det. For første gang skulle jeg bo alene, og nu kom endelig det sus af forventning, som jeg havde holdt tilbage, lige siden jeg var kommet til Paris.
Der havde ikke været noget, der bandt mig til London, ingen kæreste eller venskaber, der var seriøse nok til, at jeg ville blive der. Jeg var atten år, og mine få, kortvarige venskaber havde ikke været andet end en række af forbigående sanseindtryk. Intet længerevarende. Jeg kan stadig huske præcis det øjeblik, en måned før min fjortenårs fødselsdag, hvor jeg blev klar over den udstråling, der modnedes i mig. I løbet af de forgangne to år havde min krop gennemgået en række ydmygende forandringer, som jeg ikke havde været parat til. Men så blev harmonien pludselig genoprettet. Vi var på en familieferie i Pescara, en uinspirerende by ved havet nær Abruzzo i Italien, og jeg var løbet ned til stranden over for hotellet for at få mig en tidlig morgendukkert. Flere familier havde allerede arrangeret sig rundt omkring med tæpper og strandting, og idet jeg trak min kjole over hovedet, lagde jeg mærke til en gruppe lidt ældre italienske drenge, der betragtede mig. Deres brune hud havde stadig den der særlige, olieagtige klarhed, der bliver mere mat med årene. Først kunne jeg ikke afkode deres blikke – og så vidste jeg det pludselig. Jeg kan huske, at følelsen af deres øjne på mig, mens jeg arrangerede kroppen på håndklædet og stak mit tykke, mørke hår bag det ene øre, var mindst lige så nydelsesfuld som solen mod min hud. Jeg havde en forudanelse om, at man kunne blive afhængig af denne følelse, og fordi jeg var overrasket over, hvor skønt det var at svælge i en andens blik, håbede jeg inderligt, at jeg ville vokse mig smuk. Da jeg kom tilbage til mit hotelværelse den aften, stod jeg foran spejlet i lang tid, nyforelsket i mig selv, og undersøgte mine brysters begyndende runding og hofternes spæde kurver, mens jeg nød det hele gennem øjnene på drengene på stranden. Næsten morgen opdagede jeg en lille blodplet på hotellets lagen, da jeg vågnede.
Jeg havde ikke vokset mig smuk. I bedste fald blev jeg af og til beskrevet som "køn". Jeg var for høj og drengeagtig i min skikkelse, havde dybtliggende øjne, og mine tunge, uregelmæssige træk manglede den symmetri, der traditionelt kendetegner skønhed. Jeg var "før"-billedet fra damebladene. Erkendelsen medførte et øjebliks smerte, en ridse i lakken på min ellers problemløse tilværelse, men én ting trøstede mig: Det lod til, at drengene godt kunne lide mig, og senere mændene. Som et spejlende svar på deres kollektive blik udviklede jeg selv en fascination af dem. Fra puberteten og frem – og det var én af mine fejl – var det modsatte køn det eneste, som jeg kunne koncentrere mig om i længere tid ad gangen. Hverken dyr, landskaber eller materielle ting havde nogen værdi i mine øjne. Men min far, udtrykket i en kvindes ansigt, når hun talte om en mand, og den senede underarm på en buschauffør, når han tog imod betaling for billetten – alt det fascinerede mig.
At forlade de få piger, jeg betragtede som veninder, var ikke noget problem. Indtil det år – indtil jeg mødte Beth – havde mine kvindelige venner betydet meget lidt for mig. Som enebarn havde jeg altid haft svært ved at mobilisere den rummelighed, som mine veninder forventede af mig. Det var nemmere for mig at indgå i større grupper, som jeg kunne gå til og fra. Når folk spurgte mig om min mening om et eller andet emne, troede jeg aldrig helt på, at de interesserede sig for mit svar. Jeg gik ud fra, at det hele bare var et paradenummer, og at folk udelukkende simulerede interesse i andre for selv at få noget igen. Jeg var altid gået ud fra, at den form for uselviskhed, som gjorde én interesseret i andre menneskers følelser, ville opstå naturligt, når man blev voksen. Dengang forekom selvoptagethed mig at være noget godt, fordi den fik én til at handle på sine ønsker og realisere dem hurtigere end den type mennesker, som tjekker med alle, før de går efter det, de vil, og som en følge heraf kommer for sent til det.
Til højre for den ejendom, hvor min nye lejlighed var, lå der et populært møntvaskeri, hvor mænd sad rundt omkring og lod, som om de læste Wallpaper©-blade, og indimellem afbrød de deres læsning og trak designerundertøj ud af vaskemaskinernes gab, mens de kritisk observerede deres naboers vasketøj.
Til venstre for nummer 35 på rue Sainte Croix de la Bretonnerie var der et endnu mere aparte syn: the Sun Café, en kombineret bar og solarium, hvor man kunne nyde en frozen margarita, mens man lå mageligt på sit leje af glas, der var vådt af sved. Men min største glæde, og grunden til at jeg havde lejet lejligheden, var den lille altan, der var lige akkurat stor nok til,at der kunne stå en krukke og det skelet af en stol, som jeg havde fundet på gaden. Med udsigt over Paris" blå skifertage var det et perfekt sted. Det eneste, der skæmmede udsigten, var de sortnede plastikrør på Centre Pompidou, som var synlige i det fjerne og lignede en klump af kræftagtige indvolde.
Når man er i højt humør, har man lyst til at dele det med nogen, men efter at jeg havde forsøgt at ringe til min far to gange (min mor hadede at blive forstyrret, når hun var på arbejde) lagde jeg på og vidste, at hans beroligende stemme alligevel bare ville få det, jeg sagde, til at virke som en klage, hvilket det ikke var. Jeg vågnede klokken tre om natten ved en bankende lyd, der kom fra lejligheden inde ved siden af. Langsomme, regelmæssige dunk i væggen. Jeg ventede på, at lyden skulle stilne af, men i stedet tog den gradvist til i styrke. Jeg lagde puden over ansigtet og bandede det franske rørsystem langt væk, mens jeg kæmpede for at falde i søvn. Til sidst stoppede lyden lige så brat, som den var begyndt.
På trods af manglen på søvn følte jeg mig friskere næste morgen. Jeg købte en plante og forsøgte at læse en fransk avis, men gav op da det gik op for mig, at hver eneste artikel var ledsaget af et uigennemskueligt virvar af statistikker, og jeg begyndte at spekulere på, hvordan jeg nogensinde skulle kunne møde nogen i det, jeg var ved at forstå var en by, som det var svært at trænge ind i. Efter den tredje dag, hvor jeg ikke havde talt med nogen, aftog min munterhed, og uroen tog over. Den eneste måde at dulme panikken på var at gå i biografen. Mens jeg købte en billet til tredje del af en Hollywood-trilogi, prikkede en teenagepige, der stod bag mig i køen, mig på skulderen og spurgte, om de første to i serien havde været gode eller hvad. Jeg gik ind i biografen, helt opløftet over de få ord vi havde udvekslet, og jeg ønskede, at jeg på en eller anden måde havde kunnet forlænge samtalen. Men da jeg forlod biografen igen, var jeg fortvivlet ved udsigten til, at sandsynligheden for mere menneskelig kontakt den dag nærmest var ikke-eksisterende.
I dag er jeg taknemmelig for de dage med ensomhed, for det var først efter, at jeg var blevet tvunget til at stirre ind i dette skræmmende, gigantiske Paris, at jeg – pludseligt og helt uventet – forelskede mig i byen. Det er på mange måder en by, der er bygget til dem, der er faret vild. Går man den gale vej, fører det nemlig én til så fortryllende opdagelser, at man snart begynder at fare vild med vilje. Franskmændene har endda et ord for det: "flâner" – at slentre formålsløst af sted – hvilket jeg kunne gøre i timevis, fra rue de l"Échaude, forbi den søvnige boghandler L"Or du Temps, ned til den mere raffinerede rue de Seine, hvor jeg drejede af ved rue des Beaux Arts for at betragte det hotel, hvor Oscar Wilde døde i fattigdom og fornedrelse. Ligesom en medicinstuderende, der får overrakt sin første skalpel, kendte min nysgerrighed efter at afdække byens indre organer ingen grænser.
Netop som jeg var begyndt at værdsætte mit eget selskab, dukkede et middel mod ensomhed op fra en uventet kant: en skoleveninde, der hed Sarah.
Sarah var en af den slags piger, som lo på en anderledes måde, når hun var sammen med drenge. Hun havde ringet for at fortælle mig om den sidste, hun havde mødt, mens hun rundhåndet indflettede sin højlydte, lidt maniske latter i samtalen og kun tav for at lytte til de små bekræftende lyde fra mig.
Jeg lod det hele gå ind ad det ene øre og ud ad det andet, indtil hun pludselig spurgte: "Har du mødt Beth?"
"Nej, hvor skulle jeg kende hende fra?"
"Hun er den skønne irske kvinde, jeg fortalte dig om. Kan du huske det? Hende, som jeg mødte, da jeg var i praktik hos den der designer i London."
Jeg huskede svagt Sarahs overstrømmende beskrivelse af Beth, og dengang havde jeg tillagt det hendes overgearede væremåde, men jeg skulle snart indse, hvor rammende hendes beskrivelse havde været.
"Nå, men hun flyttede altså til Paris for et år siden," fortsatte Sarah, "for at arbejde i et eller andet modehus. Jeg kan ikke komme i tanker om hvilket ... men et ret berømt ét, tror jeg nok. Hun er næsten på min mors alder, men hun opfører sig ikke sådan, og hvis du er interesseret, vil hun være glad for at tage dig under sine vinger. Men du har jo sikkert allerede fået dig en hel flok...
