Pandekagehuset af Carin Gerhardsen

Jeg længtes hjem i otte lange år.
I selve søvnen har jeg længslen følt.
Jeg længes hjem. Jeg længes, hvor jeg går
– men ej til mennesker! Jeg savner jorden,
jeg savner stenene, hvor jeg som barn har leget.
VERNER VON HEIDENSTAM

Katrineholm, oktober 1968
   Den brune 1900-talsvilla er statelig, som den står der på toppen af den græsklædte bakke, omgivet af høje fyrretræer. Men de hvide hjørnestolper og de afrundede vinduesrammer giver den en slags eventyrglans, som gør, at den samtidig ser indbydende ud. Om sommeren kaster fyrretræerne blide skygger over børnenes leg rundt om huset, men nu her om efteråret ser de nærmest truende ud, som stramme vagter der skal beskytte børnehaven mod vinterens kulde og andre uønskede gæster. Den første sne ligger som en våd klud over egnen og er endnu ikke smeltet. Der er helt stille, med undtagelse af en hund, som gør et sted langt borte.
   Pludselig slås yderdøren op og børnene myldrer ud; støjende børn i fint, nyt tøj eller gammelt, slidt, store og små børn, tynde og tykke, lyshårede børn, mørke børn med fletninger, fregner, briller eller huer, børn der går, og børn der hopper, børn der råber, og børn der lytter, børn som løber i forvejen, og børn som følger efter.
   Døren smækker i, men går straks efter op igen og ud kommer en lille pige med pelshue og en rød, vatteret vindjakke. Bag ved hende kommer en dreng i mørkeblå vindjakke, halstørklæde og rød-hvid-sort KSK-hue – man skal holde med KSK, i hvert fald i den her del af byen. Børnene taler ikke sammen, men pigen, som hedder Katarina, går med raske skridt ned ad bakken til den store, sorte jernlåge. Ikke uden en vis anstrengelse får hun skubbet lågen tilstrækkeligt op til at kunne smyge sig ud gennem sprækken, inden den atter lukker sig bag hende. Straks efter kommer drengen, som hedder Thomas, og inden han åbner lågen for at klemme sig igennem, standser han op et øjeblik og tager en dyb indånding.
   Da han kommer ud på fortovet, bekræftes hans bange anelser: Alle børnene har samlet sig i en klynge på gadehjørnet over for. Han ser, hvordan Katarina, tilsyneladende uden tøven, skrår over gaden lige ind i vilddyrets gab. Thomas tager en hurtig beslutning, og i stedet for at gå over gaden drejer han til venstre for at gå en omvej hjem. Han har ikke gået mere end et par skridt, før de kaster sig over hende. En af pigerne, den opfindsomme Ann-Kristin, der altid smiler spidst og har et ondskabsfuldt glimt i øjnene, river hendes hue af og kaster den til Hans, kong Hans, under de andre børns opmuntrende tilråb og latter.
   Thomas stopper op og overvejer, om han skal forsøge at hjælpe Katarina, men når ikke at tænke tanken til ende, før de får øje på ham. På signal fra Hans styrter de ivrigste tilbage over gaden og kaster sig over ham. Resten af børnene følger efter som blodtørstige hunde, og tilbage står Katarina, forundret og lettet: Det var alligevel ikke hendes tur denne gang.
   Hun bøjer sig ned og samler sin nu ikke længere så hvide hue op, tager den på alligevel, hvorefter hun også skråer over gaden for at følge skuespillet på nært hold.
   Hvorfra kommer den opfindsomhed? Og det ubrydelige broderskab, som omfatter de enogtyve, måske toogtyve, ud af de treogtyve børn? Og det uudtalte lederskabs indlysende autoritet, når halvdelen af børnene pludselig i entusiastisk enighed er i fuld gang med at binde en skrækslagen lille dreng fast til en lygtepæl med sjippetove og halstørklæder, mens den anden halvdel samler sten til at kaste efter ham?
   Thomas, som er ude at stand til at gøre modstand, ude af stand til at skrige, sidder på den våde, kolde asfalt. Ubevægelig, tavs. Stille ser han på kammeraterne. Nogle kaster sten efter ham, i hovedet, i ansigtet, på kroppen. Nogle prøver at dunke hans hoved mod lygtepælen igen og igen, nogle tjatter efter ham med et tiloversblevet sjippetov. Nogle af børnene står bare og griner, andre hvisker indbyrdes med et nedladende finurligt udtryk i de små ansigter, og nogle står bare og ser udtryksløst på. Der står Katarina; nu må hun godt være sammen med dem – kammeraterne.
   Midt under optrinnet kommer lærerinden selv forbi på fortovet. Hun kaster et hastigt blik på den fastbundne dreng og hans legekammerater og løfter hånden for at vinke farvel til nogle af de nærmeste piger.
   Lige så pludseligt, som de begyndte, er de færdige. I løbet af et halvt minut spredes de og er atter bare almindelige, herlige unger på vej hjem fra børnehave. De går hver sin vej, en og en, eller to og to, måske tre eller fire sammen. Tilbage på fortovet ligger en seksårig dreng med værkende krop og en ubodelig sorg.

Stockholm, november 2006,
mandag aften
   Klokken var kun fire om eftermiddagen, men det var allerede mørkt. Sneen dalede ned fra himlen som store, våde fnug, der smeltede, så snart de ramte jorden. Forbipasserende biler blændede ham hastigt med lygterne, og han måtte hele tiden være på vagt, for ikke at blive sprøjtet til, da han gik der på fortovet. Hvorfor kørte bilerne så hurtigt, at det beskidte vand sprøjtede op på ham? Man måtte jo ikke sprøjte fodgængerne til, det lærte man, når man tog kørekort. Men de så ham måske ikke. Han kunne måske ikke ses i mørket med sin lidt uanseelige, lidt korte krop, i sit lidt mørke tøj. Holdningen var måske ikke så imponerende, og han så sikkert lidt løjerlig ud, for fødderne pegede ligesom ikke helt ligeud, snarere udad, som en klovn. Men han var ikke nogen klovn.
   Han var en stilfærdig person, som aldrig havnede i konflikt med andre, måske fordi han aldrig modsagde nogen. Egentlig ikke så mærkeligt, eftersom han sjældent var sammen med andre. Bortset fra på jobbet naturligvis, ude i Järfälla, hvor han arbejdede som bud i et stort elektronikforetagende. Han kørte intern og ekstern post rundt mellem alle ingeniørerne og alle sekretærerne og alle cheferne og alle andre i virksomheden. Det var det eneste, han gjorde, for han blev ikke betroet at sortere posten f.eks. Der var andre mere kvalificerede personer, som ordnede den slags, og som magtede at tage de vigtige beslutninger, hvis posten f.eks. ikke var rigtigt adresseret.
   Han var ikke særlig god til det med beslutninger. Ved nærmere eftertanke havde han faktisk sjældent haft en selvstændig holdning til noget som helst. Hvis han som barn en enkelt gang imellem fik lov at være sammen med nogle andre børn og lege, og han mod forventning blev spurgt om, hvad han syntes, så syntes han som regel ikke noget. Selv hvis han spurgte sig selv, i sine egne tanker, hvad han egentlig mente i netop det spørgsmål, kunne han ikke give et ærligt svar, for han havde virkelig ikke andre ønsker end bare at få lov at være sammen med de andre børn og gøre det, som de bestemte – at gøre dem tilpas kort og godt. Der var kun en ting, han ønskede – at blive accepteret af menneskene omkring sig. Han var fireogfyrre år gammel nu, og det var endnu aldrig sket. Spørgsmålet var: Hvis det nogensinde skulle lykkes ham at få dette ene ønske opfyldt, ville han så rykke et trin opad i behovspyramiden og pludselig begynde at have egne holdninger til ting og sager? Får man automatisk det, hvis man er værdsat som menneske?
   Han så op mod vinduerne på husfacaden på den modsatte side af Fleminggatan. Venligt oplyste og indbydende i efterårsmørket med potteplanter og gardiner, lamper med smukke lampeskærme, sydøstasiatiske vifter og andre pyntegenstande. Visse vinduer prangede allerede med adventslysestager, som for yderligere at understrege idyllen, og bag hvert oplyst vindue boede en lykkelig familie, et lykkeligt par eller i hvert fald et lykkeligt menneske. Det så man tydeligt på lyset og den hyggelige indramning.
   Hans eget stuevindue gabede derimod mørkt og tomt mod ham, med undtagelse af et bladfattigt gummitræ og snoren fra et rullegardin, der lige netop kunne skimtes. Køkkenvinduet var ligeså tomt bortset fra den gamle transistorradio, som stod der i ensom majestæt. Han læste ind imellem boligmagasiner med interesse. Ikke fordi han søgte inspiration til sit eget hjem, for der var jo ingen grund til at gøre en hel masse ud af en lejlighed, hvor det kun var ham selv, der gik rundt. Kun ham selv – en lille, ubetydelig person, eller måske en ingen. Han var usynlig for bilerne, der sprøjtede rendestensvandet op i efterårsmørket, og man kunne ikke høre ham – han kunne dårligt høre sig selv. Nej, han læste boligmagasiner af samme grund, som han kiggede ind ad folks vinduer. Han drømte sig ind i en anden verden, en verden af venlige mennesker med varme smil og store, bløde, farverige puder i sofaerne.
   I dag var han faktisk næsten blevet budt på kage på jobbet. Det skete ikke så tit, for i postafdelingen havde man sjældent noget at fejre. Desuden var han der selv sjældent mere end nogle minutter ad gangen, når han hentede ny, sorteret post, som skulle køres ud til de andre afdelinger.
   Hvorom alting var, da han kom ind med formiddagsposten, sad de der alle sammen og spiste kage, uvist hvorfor. Han følte sig tit lidt ubehageligt til mode, når han skulle aflevere formiddagsposten, for de sad ofte og holdt pause netop ved den tid, så de kunne se ham, når han kom i sin sikkert naragtige postuniform. Uniform var måske så meget sagt; det drejede sig om et par blå bukser og en blå jakke, men han var i hvert fald den eneste, der gik sådan klædt, og det var jo aldrig godt at skille sig ud.
   Og så så de ham der, eller rettere sagt en person så ham. En rigtig lystig fætter, som spøgte med alt og alle, og som altid havde en mening om alting. De andre lo af hans vitser og delte tilsyneladende hans meninger, for han blev aldrig modsagt. “Postbud!” havde han sagt, siddende ved kaffebordet med armene over kors og benene strakt ud fra kroppen under bordet. “Vil du ha’ kage?” Uden at afvente svar fortsatte han: “Men så må du se at få fart på dit lille, sporty løbehjul dér og hente det der kredskort på TX først, som jeg gav dig besked på både i går og i forgårs. Er I alle sammen udviklingshæmmede der på posten, eller er det bare dig?” Latter fra de andre ved bordet, måske over ordvalget, måske over postbudet, eller måske bare af gammel vane. Det var der ikke kommet noget kage ud af, for det var ikke hans opgave at agere bud og løbe ærinder for folk; hans opgave var at dele den post ud, han blev tildelt.
   Udviklingshæmmet var han nu ikke. Han havde ganske vist ingen uddannelse, men han læste faktisk en hel del, både aviser og skønlitteratur. Måske ville man ikke klassificere ham som normaltbegavet, men udviklingshæmmet var han ikke. Han havde faktisk været dygtig i skolen i starten, men det gik jo ikke. I Katrineholm var man ikke dygtig i skolen, det var absolut forbudt. Man skulle ikke være dygtig til noget som helst med undtagelse af bandy og fodbold og den slags. Der var bestemte, uudtalte regler for alting: Hvad man skulle være god til (gymnastik), hvad man skulle være dårlig til (musik, sprog, håndgerning, sløjd), hvad man skulle have på (mærketøj), hvad man ikke skulle have på (hue, briller, hjemmesyet tøj), hvor man skulle bo (lejlighed), politisk holdning (socialdemokratisk, men absolut ikke kommunistisk), hvilket bandyhold man skulle holde med (KSK, ikke Värmbol). Og frem for alt skulle man ikke skille sig ud eller være anderledes.
   Her, for en voksen mand i Stockholm, gjaldt der naturligvis andre regler. Her blev der sat pris på selvstændige idéer, og et utraditionelt udseende blev ofte positivt modtaget. Frem for alt måtte man have en uddannelse og selvtillid.
   Det var svært at leve. Hans mor døde, da han var helt lille, og faderen havde haft skifteholdsarbejde på et trykkeri og ikke særlig meget tid til overs til sin søn. Han havde været en kærlig far, men uden den store forståelse for, hvordan man holder hus eller opdrager et barn. Efter årtiers kæderygning var også han gået en alt for tidlig død i møde og havde efterladt et stort tomrum efter sig.
   Selv havde han fra første færd af været anderledes, selvom han aldrig rigtig havde forstået hvordan. Ja, han havde haft den gale dialekt fra starten, han havde jo tilbragt sine første leveår i Huskvarna, og så var han jo blevet tvunget til at gå med hue, men alligevel – det var nok ikke den væsentligste grund. Der var helt sikkert noget galt med hans personlighed allerede da. Som lille dreng havde han jo været glad og udadvendt. Han havde godt kunnet lide andre mennesker, men han indså hurtigt, at det ikke var gengældt. Og hans særpræg og gode humør havde de hurtigt fået pillet ud af ham. Det var nok dér, i børnehaven, at han begyndte at ændre sig til den, han var i dag.
   Den tilbagevendende, fysiske mobning, blandet med udelukkelse og hån, havde ikke bare forvandlet ham til en tavs skygge, men også berøvet ham al selvtillid.
   Alligevel var han startet med stor entusiasme i skolen som syvårig, nysgerrig og interesseret. Men at række hånden op for at svare på spørgsmålene viste sig allerede fra starten af at være umuligt, for man skulle ikke tro, at man var noget. Hvis han alligevel blev spurgt om noget, og han faktisk kunne svaret, udløste det fnisen, stjålne øjekast blandt de andre børn. Svarede han galt, vakte det almindelig morskab. Flere af de gamle plageånder fra børnehaven gik i samme klasse, og de børn, som ikke kendte ham, fik hurtigt lært, hvordan han skulle behandles. I frikvartererne fik han tæsk, de fandt på smædesange om ham, eller også stod han alene og så på de andre børns lege. Allerede i underskolen skete det, at han blev hjemme fra skolen en hel dag og lå derhjemme og var syg – hovedpine og ondt i maven – eller lod, som om han var det. Karaktererne blev derefter, og midt i niende klasse droppede han ud af skolen. Han fik en såkaldt forlænget praktikplads, som han ikke valgte selv, i en trikotageforretning, hvor han gjorde, hvad han blev sat til. For hans vedkommende var skoleårene et spildt årti, men måske var det ved at blive bedre for de børn, som voksede op nu. I nyhederne havde der for nylig været et indslag om det vellykkede “Katrineholmprojekt”, som nyhedsoplæseren kaldte det, mens den pompøse kommunalrådsmand, Göran Meijer, under interviewet havde kaldt det “Projekt Skovbakken” efter underskolen, hvor man først havde indført det succesfulde antimobningskoncept. Han funderede over, om de nye metoder, som blev beskrevet med store ord som respekt for individet, kropskontakt, voksenkontakt og gensidigt ansvar, også tillod Huskvarnadialekt og Värmbolshuer.
   Efter praktikperioden i trikotageforretningen flyttede han til Stockholm, hvor han fik kost og logi hos sin farmors bror, som boede alene i en etværelses lejlighed på Kungsholmen, mens han tog folkeskolens afgangseksamen på voksenundervisningskursus. Mod alle odds og uden yderligere kvalifikationer lykkedes det ham at få det arbejde, han stadig havde. Onkel Gunnar var død for længe siden, og han ejede nu lejligheden. Pludselig blev hans tanker afbrudt, og han stivnede. Han blev stående midt i fodgængerfeltet uden for det hus, hvor hans egen lejlighed lå. Der var noget bekendt over manden, han netop havde set, og uden at vide hvorfor, vendte han om og fulgte efter ham. De klare, blå øjne og det lyse, bølgende hår, det lidt ivrige, målbevidste ansigtsudtryk, et ar ved venstre øjenbryn, måden han gik på – det hele passede. Men var det virkelig muligt, at han efter alle disse år kunne genkende en person, han ikke havde set, siden han var seks år gammel? Måske var det hans nylige overvejelser over det berømmede Katrineholmprojekt, som fik ham til at se spøgelser. Tvivlen var fornuftig nok, men følelsesmæssigt var han ikke i tvivl. Han havde set ham næsten dagligt for sit indre blik. Der var ingen tvivl om, at det var ham.
   Manden tog trapperne ned til undergrundsbanen og gik med hurtige skridt hen og kørte sit kort gennem automaten. Han gik hele vejen ned ad den lange rulletrappe, som ledte ned under jorden. Vel fremme på perronen tog han en avis ud af jakkelommen og bladrede lidt i den, mens han ventede på toget. Han holdt sig en halv snes meter bag manden hele tiden og satte sig på bænken bag ved ham. Tankerne fløj gennem hans hoved, og han kunne ikke give nogen fornuftig forklaring på sin opførsel. I de sidste tyve år havde han aldrig gjort noget ud over det sædvanlige: kørt til og fra arbejde, arbejdet, handlet, spist, sovet, gået i biografen eller spadseret en tur ind imellem, læst og set TV. Og så pludselig befandt han sig nede i undergrundsbanen, på vej mod et ukendt mål, i færd med at følge efter en mand, han ikke havde set i snart fyrre år. Han mærkede en følelse af uventet velbehag. Der skete noget i hans liv, han var ude på eventyr, og han nød det.
   Det var altid skønt at synke ned i togsædet med en avis på vej hjem fra arbejde. Han mødte i ejendomsmæglerfirmaet hver morgen klokken syv, ene og alene for at kunne nå hjem, inden dagen var slut og nå at se børnene og være lidt sammen med dem, inden de skulle i seng. Han var nødt til at stå op allerede halv seks, og han kom sjældent i seng før henad tolv om aftenen, så han led af et konstant søvnunderskud. Men han havde lært at leve med det, og om blot et par år ville ungerne kunne klare sig selv helt anderledes. Så ville han og Pia kunne sove ud i weekenderne.
   Tre børn var det blevet til, tre vidunderlige børn, som trods deres stridigheder og plageri og deres helt ubegribelige energi alligevel var en velsignelse. Det samme gjaldt Pia, som han havde truffet allerede under sine universitetsstudier, men som han først havde fundet sammen med otte år senere, da de mødtes igen ved en fest. Hun arbejdede deltids på en tandklinik i forstaden, hvor de boede, og deres forhold var stadig godt her efter femten år. De var helt enkelt hinandens bedste venner og kunne snakke sammen om næsten alt.
   Han trivedes i det store og hele også godt med sit arbejde, selv om han naturligvis ikke var glad for, at han ind imellem var nødt til også at tage fremvisninger i weekenderne. Firmaet gik godt, og det var hovedsagen. Arbejdet som ejendomsmægler var frit og afvekslende, og han og hans partner kunne hæve en helt pæn løn hver måned, så selv økonomien kunne han være godt tilfreds med.
   Med de opvækstbetingelser, han havde haft, havde det ikke været nogen selvfølgelighed, at han overhovedet skulle blive et lykkeligt menneske. Han var vokset op som enebarn med en halvalkoholiseret enlig mor, der ernærede sig som frisør – når hun altså arbejdede – og som kun var interesseret i mænd. De havde flyttet ofte og aldrig rigtig slået rod nogen steder. Forskellige mere eller mindre seriøse stedfædre var kommet og gået gennem årene. Som lille var han altid blevet betragtet som støjende og besværlig, og barndommen havde været præget af slagsmål og eftersidninger. Han havde formentlig været en rigtig døgenigt. Skolen var naturligvis blevet forsømt, men af en eller anden grund havde han alligevel bestemt sig for at ville på gymnasiet.
   Det var der, det hele begyndte at ændre sig. Moderen var flyttet igen kort tid efter, at han var begyndt på gymnasiet, men han havde bestemt sig for ikke at følge med, så han boede alene i en etværelses og måtte klare sig selv helt og holdent. I weekenderne havde han arbejdet på en tankstation, og aftenerne havde han brugt på lektier, fodbold og husholdning. Han var blevet moden i løbet af den tid, og det lykkedes ham faktisk at klare gymnasiet med rigtig fine karakterer. Fuldt ud tilstrækkelige til at komme ind på økonomistudiet på universitetet.
   Og her sad han nu. På vej fra sit velbetalte arbejde i det firma, han selv havde bygget op sammen med sin partner og på vej til sin kære hustru og sine elskede børn hjemme i det hyggelige rækkehus. Han glædede sig ved tanken, og glæden blev yderligere forstærket ved synet af alle de triste, grå medpassagerer, som sad med næsen dybt nede i en eller indholdsløs gratisavis eller tomt stirrede ud gennem det snevåde vindue. I vinduet så han spejlbilledet af en eller anden mislykket person, som ligefrem sad og gloede på ham. Var det så tydeligt, at han var lykkelig? Virkede det provokerende? Det kunne han i så fald godt leve med.

• Afsnittet bringes med tilladelse fra forlaget.
• Du kan tilmelde dig Bogbidder samt læse mere om servicen.