Ritt & Søren : samtaler om krig og kærlighed af Martin Krasnik
AT FORKLARE ET MENNESKE
Historikere og politikere har en vigtig ting til fælles: De vil gerne kunne forklare alting. Historiske begivenheder, krige, og revolutioner skyldes dét eller dét. Politiske holdninger og forløb kan forklares sådan eller sådan. I begge tilfælde vil spørgsmålet "hvorfor skete det?" eller "hvorfor mener du det?" falde med det samme.
Det er straks sværere at forklare et menneske. Man kan selvfølgelig pege på afgørende vilkår og begivenheder i et menneskes liv, men de forklarer sjældent det hele. Samtidig er de færreste særlig gode til at forklare sig selv.Vi bilder os alt muligt ind og opfinder historier, der passer til det, vi gerne vil være – ikke nødvendigvis til det, vi er.
Derfor beder jeg ved vores første møde Søren om at forklare Ritt. Og Ritt om at forklare Søren. Med henholdsvis historikerens og politikerens sans for det store perspektiv og den væsentlige detalje. Derefter får de begge lov til at korrigere.
SØREN OM RITT
"Velfærdsstatens lille eventyr"
SØREN: Ritt blev født i 1941 – under krigen – og hendes forældre var meget unge, lige først i 20’erne. Ritts far var børnehjemsbarn og blev siden snedker. Han var håndværker og kendte ikke sin egen familie. Alt det spiller en stor rolle for Ritts historie: hendes far, den solide arbejder-og håndværkerbaggrund og så det, at hun slet ikke kender sin familiehistorie.
1941 var ikke det nemmeste tidspunkt i Danmarkshistorien at stifte familie. Ritts far havde været tysklandsarbejder, det vil sige, han blev sendt derned for at arbejde på fabrik under krigen, og da han kom hjem, ville han have en uddannelse. Han prøvede at tage præliminæreksamen, men han kunne ikke klare det på grund af helbredet, hvilket var meget typisk. Han kunne simpelthen ikke overkomme det og fik mavesår, og det var han meget ked af. Hvis man ikke mødte op hver dag og holdt sig vågen, kom man ikke igennem. Sådan var det også i 50’erne, da jeg selv tog studenterkursus. Vi var 24 mand, der begyndte, og to, der blev færdige. Det
var fandeme frygteligt.
Op gennem krigen og årene derefter boede familien i Flensborggade, og det var meget Vesterbro-agtigt det hele – med hestestald i gården og den slags. Ritts far var virkelig en typisk håndværker. En meget ligefrem mand, og så var han dygtig til sit fag.
Han havde været snedker i Københavns Kommune og tillidsmand, og han var glad for det, men han lavede sit eget firma, fordi han var så dygtig. Indtægten var skiftende, simpelthen fordi det, han lavede, var for godt. Han kunne ikke blive færdig, selv om pengene var brugt op.
Ritts mor havde realeksamen. Hun var meget begavet, det er der ingen tvivl om. Hun var hurtig i hovedet, men hun var også i den situation, at det ikke rigtig måtte komme frem. Hun skulle ikke skilte for meget med det, det måtte ikke kunne registreres.
Kønsrollemønsteret var sådan, at det ikke var så godt med ubalance, så Ritts far skulle i hvert fald have en lige så god uddannelse.
Ritts mor fik også kørekort, men hun fik aldrig lov til at køre. Det kunne han ikke have. Der var meget tydelige roller, og det var ham, der bestemte. Så jeg tror, at Ritts mor var under et hårdt pres over at skulle spille den rolle. Men når hun så gjorde det, gik det eksemplarisk godt. Hendes bedrift var at få pengene til at slå til og samtidig give børnene sund mad, og det gjorde hun på en enestående måde. Det var hendes livsopgave. Jeg vil tro, det var et godt ægteskab. Eksemplarisk, faktisk.
Det politiske betød meget for Ritts far. Han var kommunist, men det hele døde nærmest fuldstændig med 1956 og Sovjets invasion i Ungarn. Til gengæld kom deres børn til at fylde alting. Der var ikke mange på den tid, der gjorde et stort nummer ud af at være sammen med børnene, men det gjorde de virkelig hos Ritt. Alle deres penge, tid og kræfter gik til børnene. Forældrene brugte helt kolossalt meget tid på de børn. De var nærmest deres hobby.
Ritt var sin fars yndlingsbarn, og det har spillet en meget stor rolle for Ritts liv og levned. Det har givet hende en stor selvtillid og selvsikkerhed. En evne til at bestemme selv og begå sig socialt.
Man kan ikke forstå Ritt, hvis man ikke ved, at hun havde en helt særlig plads hos sin far. Det er historien om velfærdssamfundet i én familie. Familien
Bjerregaard var meget typisk for 40’erne, 50’erne og 60’erne. Det var simpelthen den måde, efterkrigstidens Danmark blev til på.
Det er et næsten webersk, arketypisk forløb, når det er mest vellykket.
Som barn var Ritt ofte meget syg, og det var et vilkår for hele arbejderklassen. Alt drejede sig om ikke at blive for syg. Det var
et enormt arbejde for kvinderne at holde deres børn nogenlunde raske. Men så kom opsvinget. Ritts familie fik kolonihave. Det var et stort vendepunkt. Så fik de en bedre lejlighed i Lyrskovgade, og så fik de køleskab, motorcykel og bil.
Og her var lille Ritt midt i alt det. Hun var meget, meget ambitiøs. Det har hun været hele sit liv. Og meget, meget dygtig i skolen. Meget sådan "nummer 1", og hun lagde vægt på at være det. Omhyggelig, samvittighedsfuld og ordentlig. Hun drillede ikke parkbetjenten ovre i Enghaveparken eller daskede rundt eller sådan noget. Hun var ambitiøs og ordentlig i alle forhold. Med tøj. Med bøger. Med sin opførsel. En udpræget ambition om ... ja, jeg kan godt se, at det kan lyde frygtelig kedeligt, men det er det jo ikke, hvis det er godt nok. Trine fra Radiserne, hun er Ritt op ad dage. Og det er en styrke – altså at være selvberoende og bedrevidende, eller hvad man skal sige. At have tjek på det.
Meget af Ritts ambition kom fra hendes far. Ritt har jo gjort alt det, hendes far i sine vildeste drømme havde kunnet ønske, hun skulle. Og det må også være sjovt, hvis man har børn, at de faktisk realiserer de ting, man slet ikke kunne have forestillet sig, de kunne. Blive minister og den slags.
Så familien Bjerregaard er den moderne velfærdsstats lille eventyrhistorie. Nej, faktisk er det det store eventyr, synes jeg. Kan man ikke godt sige det?
RITT OM SØREN
"Solidt dansk borgerskab"
RITT: Jeg ved ikke meget om Sørens barndom, for han kan ikke selv huske så meget. Det er på grund af det, der skete med Sørens far, da Søren var cirka 12 år. Årene lige før og lige efter er fuldkommen redigeret væk. "Det kan jeg ikke huske," siger han altid.
Det, jeg altid har opfattet som interessant omkring Sørens baggrund, er, at det er solidt dansk borgerskab. Der er noget jødisk i hans fars Trier-familie, der er noget københavnsk, blandet med Vallekilde Højskole, og så er der morfaren, der hed Lindhard og var professor i gymnastikvidenskab, og mormoren, der var en Pontoppidan. Så fundamentet er ligesom på plads, ikke?
Sørens forældre flyttede ud af byen i forbindelse med krigen, simpelthen for at komme væk og ud på landet, i nærheden af Slangerup. Måske betød det noget, at de havde en jødisk baggrund. Her fik de et lille landbrug, hvor de dyrkede selv og gjorde ved.
Det var en helt anden måde at forholde sig til tilværelsen på, end den, jeg kender fra min egen barndom. I Sørens familie hørte det sig absolut ikke til, at man sammenlignede sig med andre overhovedet. Det var der slet ikke nogen grund til. Man var, som man nu engang var; om man var dum eller dygtig, det var der sådan set ingen grund til at tage sig af, for sådan var det bare. Det ligger nok i den borgerlige dannelsestradition – man har den værdi i sig selv, som man nu engang har. Det værste, man kunne sige, var, at "de andre gør sådan og sådan, eller de må det og det."
Man stillede ikke så mange spørgsmål. Det der med skolen – det måtte de netop klare henne i skolen. Jeg tror, man anså meget for at være en selvfølge: Børnene gik i skole og kom i gymnasiet, og så lavede de et eller andet fornuftigt bagefter, for sådan var det. Sådan så verden ud, og det var der vel ikke nogen grund til at gå alt for meget op i. Og så var der nogle piger, kokkepiger eller stuepiger, der boede i huset og hjalp til og tog sig af børnene, Søren og hans lillebror og de to søstre.
Sørens mor var meget optaget af, at man skulle opføre sig ordentligt. Hendes egen far havde en masse døtre, og han insisterede på, at de skulle have en uddannelse. Men hvis han mødte dem på gaden, kunne han ikke kende dem. Der var en borgerskabsagtig distance over det, tror jeg, en mangel på nærhed, selv om de selvfølgelig slet ikke opfattede det som nogen mangel.
Men så kom katastrofen. Sørens far hed Erik Trier Mørch og var kaptajn i Grønlandshandelen, og det er klart, han havde en stor autoritet. Både i kraft af sit arbejde og som far. Han fyldte simpelthen meget. Jeg tror ikke, han var decideret streng, men når der var gæster, skulle man sidde nede i stuen og holde sin kæft. Og det var en begivenhed, når børnene skulle med ind og vinke til ham ved kajen. Der har været noget eventyr over det. De skulle også lære at svømme og tage livredderprøver og den slags.
Men da Søren så er omkring 12 år, får hans far en blodprop, da han er ude at sejle, det må have været i 1947 eller ’48. Han bliver lam, og så går han helt ned med flaget og får en depression.
Søren må have været meget fascineret af ham, tænker jeg, for det tager meget, meget hårdt på drengen. Det kunne han slet ikke håndtere. Og det har fulgt ham lige siden: Sådan noget med at være afhængig af andre – det vil han overhovedet ikke være. For hans far kunne intet selv. Det er ren psykologisering, det jeg siger, for det er ikke noget, jeg ved med sikkerhed, men jeg forestiller mig en dreng, der ser meget op til sin far, som så lige pludselig bliver et fuldstændigt skvat, der ikke kan noget som helst og bare sidder og flæber. Det kan Søren simpelthen ikke have, så det skal helt viskes ud i hukommelsen.
Farens sygdom betyder også, at familien går i opløsning, for Sørens mor kan ikke klare det alene. Det er et fuldstændigt sammenbrud, hjemmet og familien splintres. Moren får vist plads pået apotek et sted, og Sørens søskende kommer på børnehjem.
Søren bor et stykke tid hos sin mormor inde på Peter Bangs Vej, og han blev sendt i gymnasiet, for det skulle man jo. Men det gik slet ikke.Vi mødte engang Marianne Jelved og hendes mand, og så siger manden pludselig: "Det er da Søren fra gymnasiet!" De gik sammen i 1. g, men Søren fik ikke lov til at fortsætte. Jelveds mand sagde, at det var helt utroligt, at der nogensinde var blevet noget ud af Søren, sådan som han huskede ham.
Fortrængningen har nok reddet Søren til at kunne komme videre. For han kunne ikke stille noget op med den situation – en dreng i den alder kan jo ikke lave noget om på det. Der var ikke andet at gøre end at lægge det bag sig og prøve at spørge: Nå, hvad kan jeg så overhovedet selv? Og heldigvis var der meget i ham.
Først kom han i lære som sølvsmed, og han hadede det alle fire år fra første til sidste dag. Sølvsmed, det lød pænt i familien, det lå
inden for de accepterede kategorier. Boghandler eller sølvsmed, det kunne man være bekendt at blive, når man ikke klarede gymnasiet, for de fag tenderer jo det kunstneriske. Men da han var udlært, gik han ind til dem og sagde, at de kunne rende ham i røven.
Så gik han videre på klassisk sprogligt studenterkursus og gennemførte det med – typisk for Søren – vildt svingende karakterer: superkarakterer i historie og dansk og geografi, men dumpekarakter i græsk og latin.
Søren har ikke meget lyst til det sociale. Han er ligeglad med at se mennesker, og han rejser ofte til Nice for at skrive, og så sidder han dernede i tre måneder mutters alene og har det dejligt. Søren er udpræget eneboer. Det kan være et led i den meget autonome opdragelse, eller også er det på grund af opløsningen af barndomshjemmet: Han har det sådan, at man ikke rigtig kan regne med folk, man kan ikke vide, hvad der sker. Lige pludselig er det hele jo smadret. Så han lever i højere grad livet gennem det, han læser og oplever ved at læse, end gennem andre mennesker.
RITT OM RITT
"Man kunne måske blive tandlæge"
MARTIN: Er familien Bjerregaard velfærdsstatens store eventyr?
RITT: Ja, men Søren hæfter sig ved noget andet, end jeg selv ville have gjort. Det lød, som om jeg var sådan en lille stræber, der bare sad og læste og lavede lektier hele tiden. Det var jeg slet ikke. Min fars ambitioner på mine vegne handlede mest om, at man skulle være glad for det, man lavede. Man kunne jo ikke forestille sig så meget: Hvis det gik rigtig, rigtig godt, kunne man måske blive læge eller tandlæge, for det var sådan nogle, man selv havde truffet. Eller lærer. Eller måske refrænsangerinde som Birthe Wilke, der boede længere nede ad gaden. Alle vi piger drømte om at være ligesom Birthe Wilke. Vi lavede en lille gruppe, fire piger, der optrådte med cowboy-sange i noget, der hed Ping Klubben, og vi troede, vi skulle være store. Opmærksomheden var altid på det sociale: Jeg spillede også rigtig meget håndbold og troede, jeg skulle være gymnastiklærer. Det var den slags, der var virkelighedens muligheder. På Vesterbro målte man sig ikke på, om man var dygtig i skolen, men på om man var skrap til at løbe på skøjter, god til sport, populær blandt
kammeraterne og den slags. Man målte sig på sociale færdigheder, og det vigtigste var at være sammen med andre. Et barns sociale færdigheder var det helt afgørende. Det vigtigste var, at man kunne stole på hinanden og opføre sig ordentligt. Det er selvfølgelig først senere, jeg har tænkt over, hvor vigtigt det var at kunne holde en aftale, at være der og stå sammen i en gruppe.
Men det betød også meget at kunne få andre med på det, man gerne ville og overbevise andre om det. Jeg har sikkert været en af dem, der var med til at fordele rollerne, når vi legede. Jeg tror, at jeg har fået mine sociale kompetencer hjemmefra, fordi jeg kom fra et så stabilt hjem. Hvis man ikke er usikker på, hvad der mon foregår derhjemme, kan man jo være mere sikker ude.
MARTIN: Men forældrenes ambitioner behøver ikke være udtalte, det kan bare være en forventning. Hos mig var der ingen tvivl om, at jeg skulle på universitetet. Det blev ikke engang nævnt. Og så valgte jeg først at læse et underligt humanistisk fag – retorik – og alle lægerne i min familie sagde: "Hvad fanden skal du bruge det til. Du kan da lære at holde tale i din fritid."
RITT: Mine forældre forventede kun, at jeg passede min skole og gjorde det godt.
SØREN: Er det ikke rigtigt, at du var meget tæt på din far?
RITT: Jo, men jeg tænker ikke på ambitionerne på samme måde som dig. Der var tale om en utilsløret og ubetinget kærlighed, jeg aldrig var i tvivl om. Det var ligegyldigt, hvad jeg gjorde, så vidste jeg, at han og min mor ville synes, det var i orden. Det har været en fantastisk rygstøtte gennem livet. Men selvfølgelig: Min far fik jo ikke sin præliminæreksamen, og når den ældste så er en pige, får hun den opmærksomhed, drengene ellers får, og det fik jeg af min far. Men det er hans kærlighed, der betød noget.
MARTIN: Hvad betød den?
RITT: Den har givet en meget stor ro i livet. Jeg er aldrig nogensinde i tvivl om, at jeg kan klare livets vanskeligheder. Søren sagde, at vi børn var en hobby for min far og mor. Vi var hele deres verden. De kyssede og krammede både hinanden og os helt åbenlyst.
MARTIN: Hvad med din mor?
RITT: Det er rigtigt, at hun var meget begavet. Og det er rigtigt, at der var nogle kønsroller, der ikke kunne brydes åbent. Men til gengæld sørgede hun for, at vi børn blev behandlet fuldkommen ens. Det var nok hendes måde at håndhæve ligestillingen på.
SØREN: Var det for meget, at jeg kaldte jer for et velfærdseventyr?
RITT: Nej, for sådan var det jo. Toilet, køleskab, ferier, bil. Der var en første juledag, hvor vi lå inde i mine forældres seng alle sammen, og de sagde, at de havde regnet ud, at hvis vi solgte motorcyklen, kunne vi få råd til en folkevogn, men så kunne vi ikke få råd til dét og dét. Og så købte vi den folkevogn og filmede det hele på smalfilm. Motorcyklen hed Frederik. Folkevognen hed Cæsar. Alt ændrede sig meget hurtigt. Og min far var meget optaget af, at miljøet kan ændre folk. Det var det stik modsatte af tanken hjemme hos Søren. Min far læste højt af nogle passende bøger,
f.eks. Spartacus eller Jack Londons Ulvehunden. Den handler jo om en hund, der forandrer sig, fordi den kommer hos gode mennesker. Der var ikke tvivl om det gode og det onde.
MARTIN: Det lyder, som om man skulle stræbe efter noget højere hele tiden? Og Søren brugte flere gange ordene "ambitiøs" og "ordentlig". Lidt kedelig? Som om der ikke var mange narrestreger omkring lille Ritt?
SØREN: Det tror jeg heller ikke, der var. Ikke nogen som helst, faktisk.
RITT: Det er, fordi du undervurderer det sociale og livet med venner og skøjtebaner og teaterforestillinger. Det var det, der betød noget.
SØREN: Jamen, det er jo klart, for jeg har slet ikke kendt det miljø.
Det v r ikke noget, der forekom hjemme hos mig. Og arbejderklassen – den så jeg kun, hvis jeg skulle besøge min barnepige, der var blevet gift med en husmand i Jylland eller sådan noget, ikke?
RITT: Og så da du kom i sølvsmedelære. Det er der, du for første gang krydser grænsen fra din til min verden. Og det bryder du dig ikke om.
MARTIN: Hvad så med Trine fra Radiserne? Den flittigste i verden? Og irriterende bedrevidende?
SØREN: Hvad er det, Søren Brun siger? "Man griner ikke ad et UG."
SØREN OM SØREN
"Det hele blev sprængt i stumper og stykker"
MARTIN: Er det rigtigt, at hele din barndom drejer om katastrofen med din far, hans sygdom og depression?
SØREN: Ja. Og det er også rigtigt, at jeg ikke kan huske en skid omkring de år. For det hele blev sprængt i stumper og stykker, da jeg gik i tredje mellem. Derefter blev jeg så loddet ud hos venner og bekendte, og mine tre mindre søskende kom på børnehjem. Min mor kunne slet ikke holde styr på det, hun kunne slet ikke klare det alene. Huset, møblerne og de sejlbåde, vi havde, hele lortet – jeg aner ikke, hvor det blev af. Og så kendte min mor én, der var apoteker oppe i Vrå, hvor hun blev volontør, og derefter fik hun job i Nykøbing Sjælland.
RITT: Du har nogle oplevelser med, at du skulle besøge din syge far, og det var bare det værste, ikke?
SØREN: Jo, han blev jo sindssyg. Han sad og græd og græd og græd og kunne slet ingenting til sidst. Jeg brugte meget energi på at undgå at besøge ham. Han var på SNS, Sindssygehospitalet Nykøbing Sjælland. Han blev dybt depressiv og fik elektrochok. Han var ikke til at kende overhovedet.
MARTIN: Ritt sagde, at det var helt afgørende for dig. Fik du ingen hjælp? Det var jo ikke småting at komme ud for!
SØREN: Man kan sige sig selv, at det var helt afgørende for mig. Men jeg var 12-13 år gammel, og dengang sagde man, at det må han sgu selv finde ud af. Og man skulle netop ikke tale om det, og jeg havde heller ikke selv lyst til det. I Trier-Mørch-familien var der nogle, der var meget snobbede: Hvis det går godt, så er man en kærkommen gæst, og hvis det går dårligt, så er man ikke en, de kender.
MARTIN: Hvor umenneskeligt. Er det derfor, at du – som Ritt siger – ikke interesserer dig så meget for andre mennesker? Fordi man ikke rigtig kan stole på dem?
SØREN: Ja.
RITT: Det er alligevel ikke helt rigtigt. Søren er sjældent sammen med andre, men når han endelig er det, så interesserer han sig meget for dem. Han hører fantastisk godt efter, hvad folk fortæller ham.
SØREN: Det er jeg opdraget til: at være opmærksom. Det er man jo, hvis man er et dannet menneske. Man lægger mærke til folk og hører efter, hvad de siger. Det er netop sådan, Goldschmidt definerede dannelse: "Den udviklede evne til at være opmærksom, opfatte og tilegne sig en tanke, være selvstændig i sin dom, ville noget, om end noget lidet, på åndens gebet." Er det ikke flot?
RITT: Jo, det er jo kernen i den borgerlige dannelse, at man ikke skal spekulere over, hvad man selv skal sige, men læse, studere og høre efter. Hos os gjaldt det om at få en uddannelse.
MARTIN: Det lyder, som om I kommer fra to forskellige planeter. På alle
måder. Var der virkelig så stor forskel på historien, stemningen,
opdragelsen?
SØREN: Det var usammenligneligt.
RITT: I Sørens miljø er der en distance: Man er forældre og børn, men det er forældre og børn, adskilt, og der er nogle værdier, man skal leve op til – hver for sig. I et arbejdermiljø kan der ikke være den distance. Vi boede fem mennesker i en toværelses lejlighed, så enten er det rædsomt, eller også er det meget tæt og kærligt. Det må det være. Søren havde derimod sit eget værelse, og så sad han derinde og læste for sig selv.
SØREN: Sådan er miljøet i den klasse. Hvis man har tjenestefolk omkring sig, så lever man på en helt anden måde. Når der blev serveret morgenmad, skulle vi være klædt på og sidde på kanten af stolen og ikke sætte albuerne på bordet. Og så kom pigen med maden, og så sad man ikke bare og ævlede løs. Det gjorde man ikke. Man ævlede ikke.
POLITISKE STAMCELLER
"Verden er ikke et imødekommende sted"
Min egen politiske rygrad er som udkogt linguini. Jeg har stemt på alle politiske partier på nær Dansk Folkeparti. På Enhedslisten til kommunalvalg, Venstre til Europa-Parlamentet,
Radikale, Socialdemokratiet, SF, Ny Alliance og Konservative til Folketinget, og så har jeg stemt både ja og nej til EU. Det kan
skyldes, at jeg er dedikeret enkeltsagsvælger, men det kan selvfølgelig også være, at jeg ikke har nogen grundprincipper overhovedet.
Under alle omstændigheder skal forklaringen nok findes i mine politiske stamceller: Mit ideologiske dna kommer fra læger, bankdirektører, skræddere, laboranter, hjemmegående damer på livrente og veterinærinspektører, og i denne usammenhængende arvemasse ligger ikke ligefrem et genetisk partiprogram. Min farfar stemte på CD på grund af Arne Melchior, min højborgerlige mormor var socialdemokrat, selv om hun aldrig i sit liv talte med en egentlig arbejder. Mine forældre har taget turen stille og roligt fra den yderste venstrefløj ind til midten. Antagelsen i slægten er, at man er politisk bevidst, man er opmærksom, man
tager stilling – men man gør det aldrig konkret og da slet ikke efter en partibog. Det ville være alt for forpligtende.
Det er tydeligt, siger Ritt, at jeg ikke er vokset op i et klassesamfund. Grundlæggende ved jeg slet ikke, hvad de taler om, når de fortæller om forholdene i 1950’erne. Søren siger, at man ikke kan overvurdere, hvor meget klassetilhørsforhold og politiske holdninger hænger sammen, og klassesamfundets opløsning forklarer mere end noget andet det skred, der er sket, siden Ritt trådte ind i politik i 1971.
Ritt og Sørens historier er, som Søren siger det, "usammenlignelige ". Hun var barn på Vesterbro, han voksede op på landet.
Hun er arbejderklasse, han er borgerskab. Hun havde en harmonisk opvækst, hans første år var præget af dramatiske brud. Ritt er født om foråret, Søren om vinteren. Trods forskellen har de begge været socialdemokrater hele livet. Men hvorfor egentlig?
Hvad er deres politiske stamceller?
SØREN: Mine forældre var selvfølgelig radikale. Min oldefar var en af grundlæggerne af partiet, og han stillede op mod I.C. Christensen.
Og de var rigtige radikale, altså folk, der ikke brød sig om modsætninger i samfundet, og da slet ikke om militæret. De var borgerskabsradikale på samme måde som Margrethe Vestager. Det er en linje, der har meget svære kår i dag.
MARTIN: Men din far – den store, stærke mand? Var han virkelig radikal og antimilitarist?
SØREN: Ja, for baggrunden var jo det københavnske borgerskab, og der var også noget jødisk i det, så det var naturligvis radikalt. Vi holdt Politiken, og min far, kaptajnen, foragtede marinen. Engang lånte flåden Grønlandshandelens skibe til noget inspektion for at vise flaget på Grønland. De skulle have en mand med, som kunne finde ud af farvandet. Jeg kan tydeligt huske, at de sejlede lige ud af Københavns havn og direkte på grund. Min far var oppe at hive Grønlandshandelens flag ned lige med det samme. Det skulle fandeme ikke hedde sig. De amatører!
MARTIN: Hvorfor var han ikke konservativ?
SØREN: Det var helt utænkeligt i det miljø. Konservative – det var købmænd, bankfolk og højborgerlige. Og så var De Radikale et præcist udtryk for borgerskabets måde at forholde sig til politik på. Man kan bedst anskueliggøre det med P.H. og hans paternalistiske samfundsopfattelse: Borgerskabet har et ansvar for at indrette samfundet, så de fattige og underklassen bliver behandlet ordentligt.
RITT: Min far var jo kommunist, og han deltog i studiekredse, hvor de talte om Karl Marx og proletariatets diktatur. Jeg syntes, det var ret verdensfjernt. Vi fik også et blad, hvor Stalin altid gjorde det rigtige og næsten altid var på forsiden. Det var besættelsen, der havde gjort ham til kommunist og bagefter var det uligheden på arbejdspladserne. Han havde nok en drøm om, at man ved at ændre samfundet kunne skabe bedre mennesker. Når han gjorde så meget ud af os børn og familien, var det også, fordi han ville give os muligheder, han ikke selv havde haft.
Men så kom invasionen i Ungarn i ’56, og det tog meget hårdt på ham. Jeg tror, han fik en slags sammenbrud, som han aldrig helt kom sig over.Han havde jo stået med Land og Folk hver lørdag på Enghave Plads og troet på, hvad kommunisterne fortalte, og så ser han lige pludselig den sovjetiske overmagt, der går ind og smadrer det hele. Det slog ham helt ud. Han syntes, at han havde levet på en løgn. Jeg kan huske, at jeg talte på LO-skolen sidst i 60’erne, og der sad en gammel kommunist, som vidste, at min far også havde været kommunist, og han spurgte mig: "Jamen, Ritt, kan vi ikke stadig være kommunister?" Og jeg sagde, han bare måtte se i øjnene, at det var slut med det, og at han måtte se at komme videre. Han var lige ved at græde, fordi han ikke kunne klare, at det var slut. Sådan havde min far det også.
SØREN: Men dine politiske holdninger – blev de ikke formet af din far?
RITT: Det ved jeg ikke helt. Jeg gik ikke særlig meget op i det som barn. De blev nok nærmere formet af Vesterbro. Der var mange børn i små lejligheder i tredje baggård og ikke plads til noget derhjemme, så vi måtte hele tiden arrangere og organisere noget med andre.Vi var afhængige af, at andre organiserede alt muligt for os børn, legetanter på legepladsen, udflugter og den slags – og vores forældre havde tillid til, at det blev gjort ordentligt. Den fornemmelse af afhængighed og tillid til andre var meget tydelig.
Samtidig var der stor kriminalitet i Istedgade, som man skulle forholde sig til. Jeg tror, det er Tove Ditlevsen, der siger, at man skal kendes på "de vagtsomme øjne", og det er meget karakteristisk. Der var en enorm opmærksomhed omkring det, der skete omkring en, for man kunne aldrig vide, hvad man kan komme ud for.
MARTIN: Hvad kunne der ske?
RITT: Man holdt øje med ballade og gik over på den anden side af gaden uden at tænke over det. Man bevægede sig rundt mellem piger, der trak på gaden. Der var hele tiden historier. Jeg følte mig ikke direkte truet, men man kunne aldrig vide. Det gav en konstant vagtsomhed.
SØREN: Det sidder stadig i Ritt. Hun bryder sig ikke om at være alene, og hun slår altid alarmen til. Det kunne jeg aldrig finde på. Man skulle også gå uden om de mørke kældernedgange og sådan noget.
RITT: Ja, for der kunne jo være nogen. Og man gik ikke ind i de inderste baggårde alene.Vi var altid sammen, et hold, en gruppe. Det krævede mange sociale færdigheder overhovedet at kunne begå sig uden for hjemmet. Man var på vagt over for overgreb fra fremmede. Men det skabte også en stor viden om mennesker og en stor hjælpsomhed. Man vidste godt, at når ham nede på første sal kom hjem, så fik hans kone bank, og så rendte børnene udenfor, og så kunne man lige gå ned og sætte sig på bænken og snakke lidt, til det var overstået. Vi var fælles om grundvilkåret: vagtsomheden over for det, voksne, truende mennesker, kunne finde på. Og det med at passe på fortsatte. Da man så var 14-15 år, blev flere af pigerne i omgangskredsen gravide. Og så havde vi adresser på, hvor man kunne få en illegal abort. Jeg havde en liste i min pung, kan jeg huske. Der var også nogle steder i Polen, og der gik en masse historier om piger, der var kommet til skade eller ligefrem døde, fordi de var taget derned. Jeg tror ikke, at senere generationer kan forstå, hvor meget frygten for at blive gravid fyldte dengang.
SØREN: Det betød helt afsindigt meget, også på universitetet. På kollegiet hang der telefonnumre ude ved telefonen, og der var nogle telefonkæder, folk brugte, hvis det gik galt. Hvis det skete, var folk helt desperate omkring det. Det kunne jo ændre et liv med et slag. Og for en pige i arbejderklassen ville det være helt ødelæggende for hendes drømme at blive gravid. Så blev hun gift og fik to-tre børn og kom på fabrik. Og så var det slut.
RITT: Det skete for mange. Og så hang de fast i det miljø, de selv var vokset op i, uden at få de chancer, vi drømte om. Det var som at blive slået hjem, og det skete hele tiden. Det samme skete i de historier, jeg læste, for de handlede ofte om mænd, der løb fra ansvaret, og så var det i hvert fald ikke dem, der var far til barnet. Så derfor var moralen også, at man kunne nok ikke stole på mændene.
MARTIN: Verden var ikke var et imødekommende sted?
RITT: Nej, ikke nødvendigvis. Men det handler nok ikke så meget om min politiske bevidsthed, som om hvordan jeg håndterer min gang i verden. Man skulle passe på. Og det er rigtigt, hvad Søren siger. Jeg bryder mig stadig ikke om at være alene i huset.
MARTIN: Sådan havde du det ikke derude i skoven, Søren? Der dalrede du vel en del rundt for dig selv?
SØREN: Ja, det har jeg gjort hele mit liv. Jeg kan sagtens gå ud uden at sætte alarmen til eller låse døren. Der var ikke nogen, der var nervøse for, hvad omgivelserne kunne finde på at gøre ved en, for der var ikke rigtig nogen, der kom os ved, vel? Jo, vi skulle opføre os ordentligt over for stuepigerne. Det er en meget vigtig del af min opdragelse. At man ikke talte ned til dem, men respekterede, at de ikke sad med ved bordet, og at man ikke af den grund så ned på dem. Det gjorde ordentlige mennesker. Man måtte ikke tale grimt til stuepigerne. Det tog mine forældre meget alvorligt. Jeg kan slet ikke huske, hvornår jeg begyndte at interessere mig for politik. Da jeg blev losset ud hjemmefra, havde jeg alt for travlt
med at klare mig – at få mad og penge til sygekasse og sådan noget. Men i min studentertid var der jo heller ingen kontakt til resten af samfundet.Vi var ni mand på en årgang og det var helt utænkeligt, at man ikke kunne latin eller græsk, og selvfølgelig læste man tysk og fransk. Der var ikke en levende sjæl fra arbejdermiljøet. Arbejdere forekom ikke. Vi kendte det overhovedet ikke. Det var ligesom negere i Afrika, sådan nogle, man læste om.
MARTIN: Ritt, det var vel lige præcis det borgerskab, din far var imod. Det må have påvirket dig. Sad I ikke og sagde: "Det er sgu for galt, de rige svin kører rundt i store biler og lommerne fulde af penge, mens vi sidder her og gnaver på en pind …"
RITT: Det var ikke misundelse, det var indignation.Vi holdt Land og Folk, og der var en klar stemning af klassekamp. Der var Herluf Bidstrups tegninger med fede mænd i store dollargrin og arbejderen, der altid er slank og smuk på cykel. Der var ingen tvivl om, at nogle blev rige på andres bekostning. Og min far blev tit arbejdsløs, for han var ofte tillidsmand og argumenterede for bedre arbejdsforhold. Men min politiske bevidsthed kom først, da jeg kom på Christianshavns Gymnasiums Mellemskole. Det var første gang, jeg mødte rigtige klasseforskelle. Der kunne jeg se, hvor uretfærdigt det var, at nogle af mine veninder ikke gik videre efter prøven i femte klasse. Og så var det voldsomt for mig
selv at komme med sådan en arbejderklasseopdragelse og ind i en akademisk verden. Måske fordi meget af arbejderklassens sprog er underforstået. Man siger "det der, du ved nok" og "derhenne ". Det er et meget upræcist sprog, og det forstod lærerne jo ikke. Så jeg havde en del kvaler med dem, og jeg fik at vide, at jeg ikke kunne komme fra mellemskolen og op i gymnasiet, fordi jeg skulle være alt for flittig, som de sagde.
MARTIN: Åh nej. Hvad sagde din far til det?
RITT: Jeg mente, at dét måtte han straks tage ud og snakke med rektor om. Men han ville ikke. Han ville ikke tigge om noget for sin datter. Ikke tale om.
MARTIN:Var det en stor skuffelse?
RITT: Ja, det var en enorm skuffelse.
