Silkefabrikken Harmony af Tash Aw

Aw Tash: Silkefabrikken Harmony

FØRSTE DEL
Johnny

1. Indledning
   Silkefabrikken Harmony er navnet på det varehus, min far købte i 1942 som skalkeskjul for sine illegale forretninger. Udadtil var der intet særligt ved bygningen. Den var opført først i trediverne af omrejsende kinesiske kulier (af den slags, jeg sandsynligvis nedstammer fra) og er den største bygning på hovedgaden, som går gennem byen. Bag dens enkle, hvidkalkede facade ligger der et kæmpemæssigt, halvmørkt lokale, som oprindelig var beregnet til at rumme lettere fabriksmaskiner og nogle få navnløse, udpinte arbejdere. Lokalet er stadig beklædt med de teaktræskabe, min far installerede, da han i sin tid erhvervede varehuset. De var beregnet til at oplagre og udstille stofruller, men så vidt jeg husker, blev de aldrig brugt til dette formål, men i stedet fyldt med kasser med dameundertøj fra England, som min far havde stjålet med hjælp fra sine forbindelser nede ved dokkerne. Langt senere, da han var blevet en meget berømt og meget rig mand – hele denne dals Storebror – blev skabene brugt til at huse hans antikke våbensamling. Klenodiet i denne udstilling var en stor kris, hvis kraftigt bølgende blad røbede dens herkomst: Ifølge min far havde den tilhørt den legendariske kriger Hang Jebat, der, som vi alle ved, kæmpede mod de portugisiske kolonimagter i det sekstende århundrede. Hver gang min far fortalte sine gæster denne historie, fik hans ellers monotone stemme en skurrende, næsten teatralsk alvor, der skulle forestille en lighed mellem ham selv og Jebat, to betydningsfulde mænd, der bekæmpede udenlandske undertrykkere. Der var også gurkha-kukrier med buede blade til hurtig opsprætning, japanske samuraisværd og dolke med juvelbesatte skæfter fra Rajastan. De blev beundret af alle hans gæster.
   Silkefabrikken Harmony var landets mest kendte handelshus i hen ved fyrre år, men nu ligger det tomt, tavst og støvet hen. Døden udvisker alle spor, alle minder om liv, der eksisterede engang, helt og for bestandig. Det fortalte min far mig af og til. Jeg tror, det var det eneste sande, han nogen sinde sagde.

   Vi boede i et hus, der var adskilt fra varehuset af en lille, mosgroet gårdsplads, der aldrig fik tilstrækkelig megen sol. Efterhånden som min far modtog flere gæster, blev huset kendt som Silkefabrikken Harmony, dels af bekvemmelighedsgrunde – de eneste, der besøgte huset, kom i forretningsanliggender – og dels fordi min fars forskellige interesser var blevet udvidet til fritidsfornøjelser af en særlig art. Derfor var det mere bekvemt for de besøgende at sige: "Jeg skal til forretningsmøde i Silkefabrikken Harmony" eller til og med: "Jeg skal på besøg i Silkefabrikken Harmony."
   Vores hus var ikke et sted, alle og enhver kunne besøge. Adgang foregik udelukkende efter indbydelse, og det var kun nogle få privilegerede, der trådte ind ad døren. For at blive inviteret skulle man være som min far, det vil sige, man skulle være løgner, bedrager, forræder og skørtejæger. I allerhøjeste grad.
   Fra mit vindue ovenpå kunne jeg se alt, hvad der foregik. Uden at min far nogen sinde sagde noget til mig, vidste jeg mere eller mindre, hvad han foretog sig, og hvem han var sammen med. Det var ikke svært at finde ud af. Han smuglede hovedsagelig opium, heroin og Hennessy XO. Disse ting solgte han på det sorte marked nede i Kuala Lumpur for langt, langt over det, han havde betalt over grænsen til de thailandske soldater, som han også bestak med amerikanske cigaretter og halvædelstene af ringe kvalitet. Engang besøgte en thailandsk general vores hus. Han var iført en billig grå skjorte, men hans tænder var af guld, ægte, massivt guld. Han mindede ikke særlig meget om en soldat, og han havde en Mercedes-Benz med en kvinde på bagsædet. Hun havde lys hud, næsten rent hvid, en farve som saltmarkerne ved kysten. Hun sad og røg en nellikekrydret cigaret og havde en hvid krysantemum i håret.
   Far gav mig besked på at gå ovenpå. Han sagde: "Min ven generalen er her."
   De låste sig inde i fars boksværelse, og selv om jeg løftede op i gulvets linoleum og pressede øret til gulvbrædderne, hørte jeg intet andet end en svag klirren af glas og den sagte, dæmpede klirren, som jeg efterhånden vidste stammede fra uslebne diamanter, der blev hældt ud på bordets grønne filtbeklædning.
   Jeg vinkede til kvinden i bilen. Hun var ung og smuk, men da hun smilede, så jeg, at hendes tænder var små og brune. Hun smilede stadig til mig, da bilen kørte væk i en støvsky og dyttede ad cykler, mens den satte farten op ned ad hovedgaden. På den tid var det sjældent at se dyre biler og storbykvinder i disse egne, men hvis man nogen sinde så dem, kom de for at besøge vores hus. Der var imidlertid ingen af vores gæster, der nogen sinde lagde mærke til mig, ingen andre end kvinden med den lyse hud og de dårlige tænder.
   Jeg fortalte far om denne kvinde, og at hun havde smilet til mig. Hans reaktion var som ventet. Han rakte langsomt hånden ud efter mit øre og drejede det så hårdt rundt, at blodet blev presset ud af det. Så sagde han: "Lad være med at fortælle historier," hvorefter han gav mig to lussinger.
   Jeg var sandt at sige blevet vant til den form for straf.
   Selv da jeg var lille, var jeg klar over, hvad min far foretog sig. Jeg var ikke ligefrem stolt af det, men tog mig heller ikke rigtig af det. Nu ville jeg give hvad som helst for at være søn af en mand, der bare var løgner og bedrager, for, som jeg har sagt, dette var ikke det eneste, han var. Af alle de slemme ting, han nogen sinde foretog sig, skete det værste længe før de store biler, kønne kvinder og Silkefabrikken Harmony.
   Nu er tiden inde til at fortælle hans historie. Jeg har langt om længe fået brug for min forbrydelsesfinancierede uddannelse og læst hver eneste artikel i hver eneste bog, avis og tidsskrift, der omtaler min far, for at kunne forstå den virkelige historie om det, der skete. Jeg har helliget mere end et par år af mit nyttesløse liv til denne opgave ved at sidde på biblioteker og selv offentlige kontorer. Min flid har været forbløffende. Jeg må indrømme, at jeg aldrig har været videnskabsmand, men det har i den senere tid vist sig, at jeg er i stand til at magte et rationelt, organiseret studium til trods for min fars tro på, at jeg altid ville være en drømmer og en ødeland.
   Der er endnu en grund til, at jeg nu føler mig særlig tilskyndet til at fortælle sandheden om min fars liv. En opmærksom læser vil måske straks fornemme, at det er, fordi afsløringen af denne sandhed på en eller anden mærkelig måde har givet mig en vis ro. Jeg skammer mig ikke ved at tilstå, at det er noget, jeg har ledt efter i hele mit liv. Nu kender jeg endelig sandheden og er ikke længere vred. Jeg har faktisk fået fred.
   Jeg har, så vidt det var muligt, skabt et klart og fuldstændigt billede af begivenhederne omkring min fars forfærdelige fortid. Jeg siger "så vidt det var muligt", fordi vi alle ved, at genfortællingen af en historie aldrig kan blive perfekt, især ikke, når puslespillets brikker er blevet samlet af en person med en så beskeden intelligens som jeg. Men nu er jeg parat til at give læseren dette: Den sande historie om den berygtede kineser ved navn Johnny.

2. Den sande historie om den berygtede kineser ved navn Johnny (tidlige år)
   Nogle siger, at Johnny blev født i 1920, året for opstandene i Taiping som følge af en strid mellem hakkaer og hokkiener om retten til at udvinde tin i nyopdagede forekomster nær ved Slim River. Vi ved ikke, hvem Johnnys forældre var. De var sandsynligvis arbejdere af sydkinesisk afstamning, der var blevet transporteret til Malaya af briterne i slutningen af det nittende århundrede for at arbejde i dalens miner. Disse mennesker blev af briterne kaldt "kulier", et ord, der menes at være en forvanskning af ordet kulhi, navnet på en stamme, der var hjemmehørende i Gujarat i Indien.
   Disse mennesker, der var analfabeter, flygtede fra oversvømmelser, sult og knugende fattigdom og begav sig på den farlige rejse tværs over Det Sydkinesiske Hav til de rige lande omkring ækvator, som de havde hørt om. Det var hovedsagelig mændene, der kom, ofte alle de unge mænd fra en landsby. De ankom uden andet mål end at tjene penge nok, så de kunne sende bud efter deres familier. Disse sydkinesere, der af de kulturelle magthavere i det kejserlige, nordlige Kina traditionelt blev anset for at være halv-civiliserede bønder, blev i løbet af århundreder eksperter i at overleve selv under de vanskeligste forhold. Deres nye tilværelse var ikke mindre barsk, men her fandt de et sted, der gav mulighed for håb, et sted, der, omend blot på    en yderst beskeden måde, kunne blive deres.
   De kaldte det simpelt hen Nanyang, Sydhavene.
   De sydlige kinesere så helt anderledes ud end deres nordlige landsmænd. Hvor de nordlige har voksbleg hud og kolde, kantede træk, der røber deres blandede, delvis mongolide herkomst, virker de sydlige mere robuste med en slidstærk hud, der har let ved at blive brun i solen. De har mere fyldige, varme træk og firskårne skikkelser, der ved overdreven vellevned, som i min fars tilfælde, bliver korpulente med alderen.
   Dette er selvfølgelig en generalisering, en forenklet vejledning til dem, der ikke er kendt med de grundlæggende racemæssige skillelinjer. Som et bevis på det ufuldkomne ved denne tommelfingerregel kan jeg bruge mine egne træk, der er mere nordlige end sydlige, hvis de overhovedet er kinesiske (jeg har oven i købet fået at vide, at jeg af udseende minder om en japansk prins).
   Som jeg har forklaret, stammer mine forfædre antagelig fra den sydlige del af Kina, nærmere bestemt fra provinserne Guangdong og Fujian, men der er endnu en ting at tilføje, nemlig at folk selv i disse to store provinser talte forskellige sprog. Det er en vigtig faktor, fordi ens sprog var afgørende for, hvem der var ven, og hvem der var fjende. Folk i vores by taler hovedsagelig hokkien, men der er også en del, der taler hakka, som min onkel Tony, der blev gift med tante Baby. Den ordrette oversættelse af "hakka" er "gæstefolk", efterkommere af stammer, der blev besejret i gamle tiders kampe og tvunget til at leve uden for bymuren. Disse hakkaer bliver af hokkienerne og andre lokale kinesere anset for at være meget laverestående og med udpræget kriminelle tendenser. De var uden tvivl skyld i den historiske spænding og ufred med hokkienerne i disse egne. Deres eneste fortrin, som de ofte brugte til at udøve list og snuhed, er deres sprogs lighed med mandarin, kejserhoffets ædle og fornemme sprog, som gør det let for dem at skjule deres tvivlsomme oprindelse. Det er stort set sådan, det lykkedes onkel Tony, der er blevet hotelmagnat ("hôtelier", siger han), at overbevise bankdirektører og folk i almindelighed om, at han er en veluddannet mand (på Penang Free School og London School of Economics), selv om han i virkeligheden er som min far – uuddannet og faktisk meget ukultiveret. Det skal siges til hans ros, at han var i stand til at overvinde det mest afslørende tegn på hakka-primitivitet, nemlig den manglende "h"-lyd i deres sprog og det deraf følgende (og ærlig talt latterlige) "f", der kommer i stedet for, hvad enten der bliver talt mandarin, malajisk eller endog engelsk.    For eksempel:
   Jeg (da jeg var ung og kæphøj): "Jeg betalte i dag en pige nede ved floden for at lade mig røre ved hende."
   Onkel Tony (før hans velmagtsdage): "Må Gud i fimlen fælpe dig."
   Jeg glemte at sige, at han også konverterede til kristendommen.

   Johnny Lim var indlysende nok ikke min fars rigtige navn. I begyndelsen af sit liv var han kendt under sit rigtige navn, Lim Seng Chin, et almindeligt og intetsigende hokkien-navn. Han valgte navnet Johnny i slutningen af 1940, da han var omkring tyve år. Jeg ved det, fordi der var nogle gamle fotografier blandt de få papirer, han efterlod sig, da han døde, plettede og krøllede, som omhyggeligt var klippet ud af blade og holdt sammen med en rusten papirclips. På hvert af billederne ser man den samme mand, iført et skævt siddende lændeklæde, som regel med armen om en køn kvinde, hvis store amerikanske bryster næsten truer med at sprænge hendes bh. På et af billederne står de på en kunstig træstamme og klamrer sig til junglelianer; han rynker panden og spejder ud i horisonten efter ukendte farer, mens hun beundrende stirrer på ham. Bag dem ser man en malet baggrund af træbevoksede bjerge, hvis struktur er glat. Et andet billede, denne gang et portræt af samme muskelbundt med svedperler på skuldrene og en overskrift, der lyder: "JOHNNY WEISSMULLER, OLYMPISK MESTER".
   Jeg ved ikke rigtig, hvorfor Johnny Weissmuller appellerede til min far. Der er ikke den mindste lighed mellem dem. Ved nærmere eftertanke er sammenligningen oven i købet morsom. Johnny Weissmuller: amerikaner, sportstrænet, med kvindetække. Johnny Lim: lille, firskåren, fåmælt, en håbløst tyndhåret enspænder med ringe selskabelige evner. Man kunne ligefrem sige, at jeg har mere til fælles med Johnny Weissmuller, for jeg er i det mindste høj og har et kraftigt hår. Som jeg allerede har nævnt, er mine træk kantede og min næse ejendommeligt stor og markeret. På en god dag kan nogle mennesker ligefrem synes, jeg ser godt ud.
   Det var ikke usædvanligt for mænd i min fars generation at antage filmheltes udenlandsk klingende navne. Blandt min fars venner har der været: Rudolph Chen, Valentino Wong, Cary Gopal samt hans kompagnon Randolph Muttusamy, Rock Hudson Ho, Montgomery Hashim, mindst tre Gary’er (Gary Goh, "Crazy" Gary og en anden, jeg ikke kan huske – den etbenede Gary) og et utal af James’er. Hvor der ikke er tvivl om, at Gary’erne er opkaldt efter Gary Cooper, var det ikke så tydeligt med James’erne: Dean eller Stewart? Jeg iagttog disse mænd, når de besøgte fabrikken. Jeg lagde mærke til, hvordan de gik, hvordan de røg deres cigaretter, og hvordan de bar deres tøj. Havde James Dean slået kraven op eller ned i Øst for Paradis? Det var jeg aldrig helt sikker på. Jeg vidste imidlertid, at onkel Tony tog sit navn efter Tony Curtis. Det indrømmede han mere eller mindre over for mig ved at gå med mig ind og se Ingen er fuldkommen seks gange.
   Så man kan se, at jeg alt i alt var heldig.
   Min far valgte mit navn. Han kaldte mig Jasper.
   I skolen lærte jeg, at det kommer af mineralet jaspis, men det er irrelevant.
   For at vende tilbage til Historien om Johnny ved vi, at han antog sit nye navn, da han var omkring tyve eller enogtyve. Hist og her findes nogle (mindre) avisartikler fra 1940, der rapporterer om det malajiske kommunistpartis aktiviteter og beskriver foredrag og brochurer, som udgives af en ung aktivist ved navn "Johnny" Lim. Omkring 1941 er citationstegnene væk, og Johnny Lim er simpelt hen blevet Johnny Lim.
   Det meste af Johnnys tilværelse før dette tidspunkt er uklart. Det skyldes, at denne tilværelse er typisk for en bonde i en lille landsby og derfor ikke synderlig interessant. Derfor findes der heller ikke mange nedskrevne oplysninger, som specielt vedrører min far. Det, der findes, er kun lokale rygter og bør derfor tages med et gran salt. For at give en fornemmelse af, hvordan denne tilværelse kan have været, kan jeg imidlertid videregive nogle af hovedpunkterne i den væsentligste lærebog om emnet, nemlig R. St. J. Unwins mesterlige værk fra 1954, Rural Villages of Lowland Malaya, som er tilgængeligt for offentlig granskning på centralbiblioteket i Ipoh. Mr. Unwin var embedsmand i det nordlige Johore i nogle år, og hans iagttagelser anses i vide kredse for at være de mest detaljerede og præcise, der findes. Jeg har selvfølgelig omskrevet hans ord for ikke at blive beskyldt for plagiat, men jeg henviser taknemmeligt til kildematerialet.

   Livet i de landlige samfund er enkelt og spartansk – man kan kalde det nødtørftigt i sammenligning med vestlig levestandard.
   I 1920’erne var der ingen elektricitet på nær i en radius på tre til fem kilometer fra administrationens hovedstæder i de fleste af Malayas stater.
   Dette medførte naturligvis: dårlig belysning med dårligt syn til følge; ingen aftenunderholdning; faktisk ingen som helst underholdning; afhængighed af stearinlys og petroleumslamper; hyppige ildebrande.
   Børn havde derfor ikke for vane at "lege".
   Man forventede, at de hjalp til med det fysiske arbejde, deres forældre var beskæftigede med. Da det provinsielle Malaya udelukkende var baseret på landbrug, betød dette næsten altid arbejde enten i rismarker eller i gummi- eller palmeolieplantager. De to sidstnævnte var bedst, for det betød ansættelse hos britiske eller franske plantageejere. Desuden var der, i mindre omfang, arbejde i frugthaver og diverse aktiviteter som at støbe gummiplader til eksport til Europa, fremstille jutesække samt brygge ulovlig spiritus. Det hele havde på en eller anden måde relation til landbrug. Det er ikke som nu, hvor der er fabrikker med halvlederteknik og klimaanlæg spredt ud over hele landet, selv i Batu Gajah.
Der er teplantager i de kølige, fugtige bjerge, som løber langs landets rygrad. Jeg spekulerer somme tider på, om Johnny nogen sinde arbejdede som teplukker i Cameron Highlands. Johnny elskede te. Han plejede at brygge en svag orange pekoe, der var så sart og lys, at man kunne se igennem den til de små sprækker i bunden af den lille, grønglaserede porcelænstekande, han brugte. Han gav sig tid, når han lavede te, og endnu mere, når han drak den; der gik en evighed mellem hver slurk. Det var noget, han altid gjorde, når han ikke troede, jeg var i nærheden, som om han ønskede at være alene med sin te. Bagefter, når han var færdig, kunne jeg undersøge kopperne, kanden, bladene i håb om at finde et eller andet spor (jeg ved ikke efter hvad). Jeg fandt det aldrig.
   Børn på landet blev tidligt hærdede. De havde intet rigtigt toilet, hverken indendørs eller udendørs.
   For dem var et toilet en forhøjning af træ, under hvilken der stod en stor potte. Dyr smuttede ind under forhøjningen, især rotter, men også varaner, der åd rotterne samt fækalierne med. En af disse landlige, primitive børns fritidsfornøjelser var at fange varaner. Det foregik ved at hænge en løkke hen over potten, og når dyret så stak hovedet ned i den dampende skål med ekskrementer, blev det fanget i fælden. Så blev det enten tøjret til en pæl som kæledyr eller (som oftest) taget med til markedet for at blive solgt for dets kød og skind. Denne praksis var endnu almindelig, da jeg var en lille dreng. Når vi kørte gennem landsbyerne i vores bil, kunne jeg se disse varaner, der var over en meter lange, ynkeligt kradse i skidtet, mens de sled i snoren om deres hals. De var som regel granitgrå i farven, men nogle af de mindre havde skind som små diamanter med tusindvis af gråhvide, glimtende skæl, der dækkede hver en tomme af deres krop. Rebet var ofte trængt ind i halsen på dem, så de bar halsbånd af blod.
   Fattige landsbybeboere spiste al slags kød. Proteiner var en mangelvare.
   De fleste af børnene var underernærede. Det var derfor, min far havde magre arme og ben i hele sit liv, selv om hans mave var stor af en senere tids vellevned. Underernæring er også årsagen til, at så mange af min fars generation er meget små. Ikke mindst i sammenligning med mig – jeg er godt tredive centimeter højere end min far.
   Skørbug, engelsk syge, polio var alle meget hyppige sygdomme hos børn. Foruden selvfølgelig tyfus, malaria, tropefeber og kolera.
   Der findes ingen skoler i disse landdistrikter.
   Det passer ikke. Der findes nogle få skoler, men de er forbeholdt børn af kongelige samt rige mennesker såsom embedsmænd. De blev stiftet af briterne. "Disse skoler, der er beliggende med den bedste udsigt over landskabet, er strålende eksempler på kolonitidens arkitektoniske eksperiment i form af en blanding af edwardianske og malajiske stilarter." (Her citerer jeg direkte fra mr. Unwin). Når man finder en af disse skoler, ser man, at de dominerer det omkringliggende landskab. Deres tætklippede plæner og idrætsanlæg ligger foran de hvide, søjlebårne verandaer som lysegrønne oceaner midt i den olivengrønne jungle udenom. Disse undervisningsbastioner blev opført med henblik på børn af den malajiske overklasse. Det er kun sønner af meget rige kinesere, der kan blive optaget. Som Johnnys søn – han kommer til at gå på en af dem, på Clifford College i Kuala Lipis.
   Dér lærer eleverne at tale engelsk, rigtigt engelsk, vel at mærke.
   De læser også Dickens.
   Disse drenge har et godt liv, men ikke altid. De kan have det storartet, de kan have det forfærdeligt.
   For at vende tilbage til toiletter: Brugen af forhøjninger fortsatte til ind i 1960’erne. Men ikke for mit vedkommende. I 1947 installerede min far den første skyllecisterne og septiktank nord for Kuala Lumpur i Silkefabrikken Harmony. Inden da havde vi emaljerede natpotter. Min yndlingspotte var håndmalet med rød-sorte guldfisk.
   Så man må forestille sig et barn som Johnny, der vokser op i udkanten af en landsby ved ( for eksempel) en gummiplantage, hvor han tapper gummi og fanger dyr for nogle få cent i lommepenge. Han har sikkert ingen anelse om verden omkring sig. Han kender kun de andre gummitapperes børn. Det er de eneste mennesker, han nogen sinde vil omgås. Af og til ser han plantageejerens sorte automobil køre igennem landsbyen på vej til Planter’s Club i byen. Motorstøjen, en metallisk, brølende raslen, fylder Johnnys ører, og måske ser han ejerens lyserøde ansigt og hvide jakke, idet bilen suser forbi. De to vil aldrig komme til at tale sammen. Johnny ville heller aldrig komme til at tale med rige kinesere – den slags mennesker, der bor i store huse med deres egne tjenestefolk, bordduge og elektricitetsgeneratorer.
   Når et barn som Johnny ender med at blive tekstilgrosserer, er det en ufattelig historie. Det er det virkelig. Han er et af naturens luner.
   Det er ikke forbavsende, at mange af de fattige kinesere bliver kommunister. Ikke alle, men mange. Og deres børn med.

   Mr. Unwins storartede bog giver en meget fyldestgørende beskrivelse. Den er imidlertid en generel iagttagelse af alle landsbyer over hele landet og tager ikke hensyn til specifikke regioner eller samfund. Dette er ingen kritik – jeg er ikke i stand til at kritisere en sådan videnskabelig lærdom – men der mangler en bestemt ting med en vis betydning for Johnnys historie i den førnævnte afhandling: det blanke, sølvskinnende tin, der gemmer sig langt nede i Kinta-dalens frugtbare muld.

3. Kinta-dalen
   Kinta-dalen er en smal stribe land, der faktisk slet ikke er nogen dal. Den er et hundrede og tolv kilometer lang og tredive kilometer bred, hvor den er bredest, og strækker sig fra Maxwell Hill mod nord til Slim River mod syd. Øst for den ligger de junglebevoksede bjergpartier, som man kan se overalt i dalen: lave bjerge, arrede af huler, der minder om sorte tårespor i et furet ansigt. Der går stier gennem junglen op til disse huler. Stierne er blevet dannet af dyrs forsigtige skridt i løbet af mange år – sambarhjort og dådyr, vildbøffel, vildsvin og kæmpegnu – som kommer ned fra højdedragene for at finde føde, hvor skoven støder op til de frodige frugtplantager.
   Som dreng plejede jeg at gå på disse stier. Junglen var våd, kølig og skyggefuld, men jeg havde allerede lært, hvor jeg skulle træde varsomt, undgå trærødder og huller, hvor man nemt kunne forvride en ankel. Den første gang jeg fandt en hule, vandrede jeg så langt ind i den, at jeg ikke længere kunne se lys udefra. Jeg følte mig frem for at finde et sted at sidde. Jorden og væggene var fugtige og med flager af guano. Luften var tung af gammel røglugt ligesom gløderne fra en underlig sukkersød ild af trækul. Der var ikke andre lyde end det sagte dryp af vand. Mørket opslugte mine bevægelser. Jeg kunne hverken se mine hænder eller mine ben og ikke høre mit eget åndedræt. Det føltes, som om jeg var holdt op med at eksistere. Jeg blev siddende i mange timer – jeg ved ikke nøjagtig hvor længe. Jeg ved heller ikke, hvordan jeg fandt vej ud af hulen, eller hvad der fik mig til at ville gå. Det var blevet mørkt, da jeg trådte ud, men det virkede ikke mørkt på mig. Selv lyset fra den blege halvmåne generede mine øjne på hjemvejen.
   Allerede for hundrede år siden opdagede de første kinesiske kulier disse huler og opførte buddhisttempler her. For dem var hulerne også et sted, hvor de kunne finde trøst og lindring og tilflugt. Et par af de større templer findes stadig den dag i dag. Mit foretrukne er Kek Loong, der rummer en enorm leende buddha. Man siger, at hans udtryk tilkendegiver uendelig kærlighed og visdom, men i mine øjne har han altid lignet en ung knægt, der smiler uartigt over at have gjort noget forkert.
Man skulle tro, at en dal var afgrænset af to bjergkæder, men det er ikke tilfældet med Kinta-dalen. Så snart man har krydset Perak-floden, begynder mangrovesumpene at brede sig mod vest. Her er landskabet fladt og mudret og gennemskæres på kryds og tværs af langsomt flydende vandløb. Vejen ud til kysten fører forbi kokosplantager og fiskerlandsbyer. Overalt står der spinkle træstativer med fisk, der langsomt tørres og saltes i solen og havbrisen. Mange steder langs kysten er det svært at se, hvor landet ender og havet begynder. Der er tusindvis af små vige, der bryder kystlinjen, et kompliceret mønster af indskæringer. Det er her, den berygtede pirat Mat Hitam fra det nittende århundrede plejede at skjule sig, dybt inde mellem mangrovetræerne. Herfra iværksatte han overfald på de hundredvis af handelsskibe, som fulgte handelsvejene ned gennem Malaccastrædet, der i tre århundreder har været verdens mest indbringende skibsrute. Dette stræde var, og er stadig, roligt og afskærmet – den ideelle rute for et skib ladet med te, bomuld, silke, porcelæn eller opium på dets vej mellem Indien og Kina. Her kunne besætningen på sådanne skibe hvile deres trætte, vagtsomme sjæle. I læ for Det Indiske Oceans åbne, lumske vande fattede de nyt mod, inden turen gik videre til Det Sydkinesiske Hav. Det hed sig blandt fiskere og handelssøfolk, at strædet var det smukkeste sted i verden. Vandet var roligt nok til, at selv et barns legetøjsskib kunne sejle fredeligt – de blide bølger opfangede solnedgangens gyldne lys, mens den jævne, varme brise styrede fartøjet med en så konstant fremdrift, at søfolk siges at være blevet helt hypnotiserede. Nogle påstod, at de følte Guds nærvær.
   Det er her, i denne idyl, at Mat Hitam og hans mænd slog til. I hen ved tyve år terroriserede hans små, hurtige både de prægtige skibe med deres kostbare last. Mat Hitam selv blev en myte, frygtet for sin brutalitet. Det er en fastslået kendsgerning, at han var det sjældneste af alle mennesker: en sort kineser. Ingen vidste rigtig, hvor han stammede fra. Nogle teorier siger, at han var fra Yunnanprovinsen i det sydlige Kina, men det er mere almindelig antaget, at han ikke var nogen eksotisk fremmed, men født inden for disse kyster. Hvad der end var sandt, er jeg ikke i tvivl om, at hans mystiske udseende bidrog til udførelsen af hans bedrifter. Han døde i 1830 (eller deromkring) i begyndelsen af briternes regeringstid i Malaya. Hans sidste offer blev Juan Fernández de Martin, en jesuitermissionær, der, da han blev halshugget, nedkaldte en så stærk forbandelse over Mat Hitam, at Den Sorte Pirat døde af tarmslyng to uger efter. Han blødte ud af øjnene, da han døde, og udtrykket i hans ansigt var "tomt som helvede og fuldt af raseri".
   Hans ånd lever videre i de skjulte vige og de tilsyneladende søvnige fiskerlandsbyer langs kysten. De er umulige at overvåge, og det er her, Johnny smuglede 20.000 tons ris fra Sumatra under tørken i 1958. Jeg har fået at vide, at der hver dag ankommer små både hertil med illegale indonesiske immigranter. Hvis Johnny havde været i live i dag, er jeg sikker på, at han på en eller anden måde ville tjene penge på det.
   På et eller to steder langs denne kyst virker havet rent og kystlinjen ubrudt. Et af disse steder var Remis, hvor min far engang tog mig med ud for at svømme. Det var første gang, jeg havde svømmet i havet. Da jeg gik ned til stranden, mærkede jeg casuarinatræernes tørre nåle, der lå spredt ud over sandet, prikke mig i fødderne. Det var en meget hed dag, og selv om eftermiddagssolen var på retur, lyste sandet stadig hvidt og var varmt at røre ved. Da jeg stod i vand til livet, vendte jeg mig om og så på far. Han stod i skyggen af træerne og iagttog mig med armene over kors og let sammenknebne øjne. Jeg gik videre, til jeg næsten ikke kunne nå ned til bunden med tæerne, hvorefter jeg begyndte at svømme og sparke mig fremad med usikre, frølignende bevægelser. På et tidspunkt standsede jeg op og trådte vande, mens jeg plaskede let med armene foran mig. Havet havde en dyb grøn farve, der mindede om gammel, mørk jade. Det var første gang, jeg nogen sinde havde lagt mærke til min hud, til dens farve. Ikke brun, ikke gul, ikke hvid, faktisk intet imod vandets stærke, mystiske grønne omkring mig. Jeg vendte mig om for at se på far. Jeg kunne næsten ikke se ham i skyggen, men han var der stadig og stod med den ene hånd på hoften, mens han skyggede for øjnene med den anden.
   På vejen hjem spurgte jeg ham, om jeg måtte tage ud og svømme igen. Jeg var vist tolv år og ville gerne ud til øerne omkring Pangkor, hvor jeg havde hørt, at solen fik sandet til at ligne små krystaller. Jeg længtes efter selv at se De Syv Jomfruer, øerne, der ifølge legenden forsvandt i solnedgangen; jeg ville forfærdelig gerne opleve deres varme vand. Men far sagde, at han ikke ville tage mig med derhen.
   "De steder findes ikke længere," sagde han. "De hører til et eventyr, et ubrugeligt gammelt eventyr."
   "Hvorfor kan vi ikke tage derhen, bare en enkelt dag?" vedblev jeg. "Har du nogen sinde set dem, far?"
   "Jeg har fortalt dig, at jeg hader øer."
   "Hvorfor?"
   "Jeg bryder mig faktisk ikke meget om havet," svarede han blot.
   Jeg var klog nok til ikke at gå ham nærmere på klingen, når han var i det humør. Jeg lagde imidlertid mærke til, at selv om jeg lige havde tilbragt eftermiddagen i solen, var min hud hvid i sammenligning med hans. Den nægtede at blive mørk, men forblev bleg og uplettet, en hvid flade ved siden af hans snavset solbrune arme.
   Der er aldrig nogen, der standser op for at besøge dalen. Busser suser forbi på deres vej nordpå til Penang og holder pause for en forfriskning i Parit eller Taiping. Deres passagerer sidder ti minutter ved zinkblanke motorvejsrestauranter og nipper til en Fanta eller gnasker på krydrede chips med kyllingesmag; men så tager de af sted igen, ivrige efter at komme væk fra dalens kedelige sletter til Georgetowns neonlys og strandpromenader. Da jeg var lille, var det muligt at tilbringe en uge i Ipoh uden at høre et eneste ord på engelsk. Dengang havde ingen et fjernsynsapparat (bortset fra os, selvfølgelig). Besøgende fra Vesten var sjældne, dengang som nu. De eneste hvide mennesker, jeg nogen sinde så, var dem, der skulle være i dalen – alkoholiserede plantageejere og ulykkelige embedsmænd. Jeg husker kun at have set en turist en enkelt gang, og selv da var jeg ikke sikker på, om han var kommet til dalen af egen fri vilje. Jeg var i færd med et af min barndoms yndlingsgøremål, at klatre op i de nederste dele af det kæmpemæssige banyantræ, der dominerede flodbredden i nærheden af vores hus. Jeg rakte ud efter de tykke, nedhængende ranker og svingede mig i en bred bue, højt op med ansigtet vendt mod den svimlende himmel, hvorefter jeg slap grebet, vendte mig og lod mig falde ned i det varme vand. Da jeg kom op til overfladen, så jeg en englænder sidde inde på bredden med armene hvilende på sine løftede knæ. En skuldertaske af lærred hang slapt ned fra hans skulder. De andre børn, jeg var sammen med, var holdt med at lege; de plaskede stilfærdigt i det lave vand, mens de nervøst skjulte deres nøgenhed i det uigennemsigtige vand. Det faldt mig ikke ind at blive bange; jeg gik simpelt hen op ad den mudrede skrænt mod træet og kom meget tæt forbi ham. Jeg lagde mærke til, at han ikke så på mig, men blot stirrede tomt ud i det fjerne. Han var ikke nogen gammel mand, men hans ansigt mindede om min fars, præget af en livstræthed, som jeg sjældent havde set hos andre mænd. Han virkede fortabt; jeg er sikker på, at han var vandret ind i dalen ved en fejltagelse. Jeg klatrede hurtigt op i træet, kravlede ud for enden af en stor gren, og idet jeg faldt på hovedet ned i vandet, opfangede jeg et glimt af mandens kraftige, sølvgrå hår. Da jeg igen dukkede op til overfladen, var han væk, og de andre børn sang og råbte igen. Vi blev enige om, at den hvide mand var spion eller en galning. Eller måske, sagde Orson Lai, var han et spøgelse, der var vendt tilbage til skuepladsen for en eller anden forfærdelig forbrydelse. Ja, afgjorde vi med stemmer, der var dæmpede af barnlig frygt, han måtte være et spøgelse. Der kom jo aldrig nogen på besøg i dalen.
   Nu til dags er der endnu mindre trafik igennem Kintas småbyer. Den nye nord-sydgående motorvej gør det muligt for den rejsende at suse forbi dalen på mindre end tre timer. Turen er beroligende, begivenhedsløs. Man falder i søvn i aircondition og bekvemmelighed, og man går sandt at sige heller ikke glip af ret meget. Landskabet mellem bjergene og det usynlige hav er fladt og intetsigende. Der er ingenting, der fanger blikket, undtagen de mange nedlagte tinminer, som nu står fulde af regnvand. Man ser dem overalt i dalen, stille, triste søer af sort vand. Jeg plejede at lede efter de største, dem, der var så store, at jeg kunne lade, som om de var selve havet. Men denne indbildning varede aldrig længe. Så snart jeg var trådt ned fra den lunkne, mudrede rand, der omkransede søen, befandt jeg mig i et bundløst vand, vand, som nu skjulte mine forfædres arbejde. Temperaturen sank brat. Hvert år var der drenge fra min by, der druknede i disse vandhuller. Kuldechokket fik deres muskler til at stivne. Det var sådan, min ven Ruby Wong døde. Han var min eneste barndomsven og en dygtig svømmer, en af de bedste. Selv om han ikke var nær så stærk som jeg og spinkel af bygning, svømmede han med rolige, ubesværede tag, der næsten ikke brød vandets overflade, men alligevel førte ham frem med betydelig fart. Han kunne svømme i en time uden at komme i land. Engang svømmede vi tværs over Perak-flodens hvirvlende, brune vand, og Ruby førte an. Vi var ikke så meget som forpustede, da vi kom over til den modsatte bred.
   Denne gang havde vi valgt den gamle mine ved Kellie’s Castle. Det var almindelig kendt, at kun de modigste kunne svømme i de største vandhuller, og der var meget få, der var større end dette. Vi var kun fjorten år, men betænkte os ikke på at svømme her. Det var begyndt at blive mørkt, da vi nåede søen. Jeg klædte mig hurtigt af, ivrig efter at komme i vandet. Det føltes anderledes, som noget særligt, at svømme i mørke: Lysets fravær fik min hud til at virke mindre bleg. Himlen var tom og sort uden skyer. Der var ingen måne; intet var belyst. Selv vandets krusninger, da vi gled ud i søen, var ikke til at få øje på.
   Ligesom alle andre svømmeture havde denne intet formål, ingen fjollede konkurrencer, intet "den, der kommer først, har vundet". Vi svømmede bare. En halv meter fra kanten, hvor afsatsen holdt op, forberedte jeg mig på kulden. Den bredte sig over hele min krop og pressede luften ud af brystkassen. Jeg hev kraftigt efter vejret, men havde oplevet denne fornemmelse før og blev derfor ved med at svømme. Træk. Spark. Træk. Spark. Jeg hørte Rubys halvkvalte åndedræt som et ekko af mit eget og vedblev at svømme i det sorte vand med lukkede øjne.
   "Jas," lød den første kalden. Rubys stemme nærmest hviskede ordet, han sagde det ikke. "Jas."
   Jeg åbnede øjnene og ledte efter ham i det uendelige mørke. "Ruby?" sagde jeg, mens jeg stadig svømmede fremad.
   Da det flere sekunder efter gik op for mig, at han ikke længere var der, var det for sent. Jeg svømmede vildt i forskellige retninger uden at vide, hvor jeg skulle lede, hvor jeg skulle vende mig næste gang. I den måneløse aften tænkte jeg på de kyllinger, vi havde i gården bag vores hus. Jeg ved ikke, hvorfor de dukkede op i mine tanker. Når man trådte ind i hønsegården for at vælge en af dem til slagtning, løb de gerne væk i zigzag-retninger uden at vide, hvor de løb hen, eller hvem de flygtede fra. Ofret havde altid et tomt ansigtsudtryk, hverken forfærdet eller trist, bare fortabt.
   Det var selvfølgelig skæbnens vilje, at den første bil, jeg stødte på efter at være gået på den øde vej i en time, var min fars. Det måtte naturligvis være far, der fandt mig, nøgen, som jeg var, og ude af mig selv. Jeg råbte op om, hvad der var sket med Ruby. Jeg ved ikke selv, om jeg udtrykte mig forståeligt eller ej.
   "Han laver ingen numre med dig," sagde far. Sådan talte han. Aldrig med spørgsmål, altid med konstateringer.
   "Nej, det er jeg sikker på!" skreg jeg.
   "Du finder ikke på historier."
   Der var ingen grund til, at jeg svarede.
   "Så er han allerede død," sagde han og åbnede bildøren for mig. "Vi kører tilbage efter dit tøj i morgen."
   Jeg var bange for, at han var vred på mig over at skulle køre hele vejen hjem, inden han skulle køre samme vej tilbage til Kampar til sin kortspilaften. Jeg var bange, og derfor sagde jeg ikke mere.
   Og det var mere eller mindre sådan, min ven Ruby Wong døde,

   Det er altså her, Kinta-dalen ligger, lukket inde mellem bjerge og sumpe. Det er denne dal, der blev Johnnys lille kongerige, hvor han var dreng og mand, hvor han stiftede familie, hvor han engang var respekteret af sit folk, og hvor han ødelagde det hele.

Afsnittet bringes med tilladelse fra forlaget.
Du kan tilmelde dig Bogbidder samt læse mere om servicen.