Skaknovelle

Hør Bogbidden her

I

Om bord på den store passagerdamper, der ved midnat skulle afgå fra New York til Buenos Aires, herskede afskedstimens sædvanlige liv og røre. Gæster fra land trængtes og puffedes mellem hinanden for at sige et sidste farvel til deres venner, telegrafbude med kasketterne på sned banede sig vej mellem salonerne, råbende et eller andet navn, kufferter og blomster blev slæbt hid og did, børn løb nysgerrige op og ned ad trapper, mens orkestret uforstyrret akkompagnerede det brogede skuespil på dækket. Jeg stod og talte med en af mine bekendte lidt afsides fra dette virvar på promenadedækket, da vi forstyrredes af to-tre skarpe glimt fra magniumslys ved siden af os -- antagelig var en eller anden prominent person endnu i sidste sekund før afgangen hastigt blevet interviewet og fotograferet af reportere. Min ven så derhen og smilede: "Der har De fået en sjælden fugl om bord, selveste Czentovic." Og da jeg åbenbart må have set temmelig uforstående ud ved denne meddelelse, tilføjede han forklarende: "Mirko Czentovic, verdensmesteren i skak. Han har gennemtrawlet hele Amerika fra øst til vest med sine turneringer og rejser nu ud til nye triumfer i Argentina."
   Faktisk huskede jeg nu godt denne unge verdensmesterog endda nogle enkeltheder i forbindelse med hans raketagtige karriere; min ven, der var en mere opmærksom avislæser end jeg, kunne supplere dem med en hel række anekdoter. Czentovic havde for cirka et år siden med ét slag placeret sig ved siden af anerkendte stormestre i skakkunsten som Aljechin, Capablanca, Tartakower, Lasker, Bogoljubow. Siden det syvårige vidunderbarn Rzecewskis optræden ved skakturneringen i 1922 i New York havde endnu aldrig en ukendt vakt en sådan opmærksomhed ved at bryde ind i det berømmelige laug. Thi Czentovics intellektuelle egenskaber syntes ingenlunde på forhånd at spå ham en sådan blændende karriere. Snart sivede hemmeligheden ud. Denne skakmester var i sit privatliv ude af stand til at skrive en sætning i noget som helst sprog uden ortografiske fejl, og som en af hans kolleger i sin indædte ærgrelse spottende bemærkede, "hans mangel på dannelse var på alle områder lige universel". Czentovic var søn af en ludfattig sydslavisk donauskipper, hvis lillebitte flodbåd en nat blev sejlet i sænk af en korndamper. Efter sin faders død var den dengang tolvårige dreng af medlidenhed blevet optaget i hjemmet hos præsten i den afsidesliggende landsby, og den gode pater gjorde sig de hæderligste anstrengelser for ved hjemmeundervisning at bøde på, hvad det mutte, dorske, bredpandede barn ikke formåede at lære i landsbyskolen.
   Men alle anstrengelser var og blev forgæves. Mirko stirrede hver gang lige fremmed på skrifttegnene, skønt de allerede hundrede gange før var blevet forklaret for ham, selv de simpleste undervisningsemner manglede hans tungt arbejdende hjerne evne til at fastholde. Når han skulle regne, måtte han endnu i fjortenårsalderen tage fingrene til hjælp, og at læse en bog eller en avis betød stadig en overordentlig anstrengelse for den allerede halvvoksne dreng. Ikke at man på nogen måde kunne kalde Mirko uvillig eller genstridig. Han gjorde lydigt, hvad han fik besked på, hentede vand, huggede brænde, arbejdede med i marken, ryddede op i køkkenet og udførte pålideligt, omend med irriterende langsomhed, enhver tjeneste, der blev forlangt af ham. Men hvad der ærgrede den gode præst mest ved denne tværdriver af en dreng, var hans fuldstændige apati. Han gjorde intet uden specielt at være opfordret til det, stillede aldrig et spørgsmål, legede ikke med andre drenge og søgte ikke af sig selv nogen form for beskæftigelse, hvis man ikke udtrykkeligt lagde den til rette for ham. Så snart Mirko var færdig med sine pligter i huset, sad han blot i stuen og gloede med det samme tomme blik, som man kan se hos får på marken, uden at tage ringeste del i, hvad der foregik omkring ham. Mens præsten om aftenen, bakkende på sin lange bondepibe, spillede sine sædvanlige tre skakpartier med gendarmen, sad den blonde, stridhårede bondedreng stum ved siden af dem og gloede tilsyneladende søvnigt og uinteresseret på det kvadrerede bræt.
   En vinteraften, mens de to partnere sad fordybet i deres daglige parti skak, hørte man med ét fra landsbygaden de ringlende klokker fra en slæde, der åbenbart nærmede sig med stor hast. En bonde kom hurtigt stampende ind med huen helt overføget af sne. Hans gamle mor lå for døden, sagde han, og præsten måtte endelig skynde sig og bringe hende den sidste olie, inden det var for sent. Uden at tøve fulgte præsten med ham. Gendarmen, som endnu ikke havde tømt sit glas øl, tændte sig en frisk pibe til afsked og belavede sig på at trække de tunge skaftestøvler på, da han lagde mærke til, hvor ufravigeligt Mirkos blik hang ved det påbegyndte parti på skakbrættet.
   "Nå, du vil måske spille det til ende?" sagde han spøgende, fuldkommen overbevist om, at den søvnige dreng ikke ville være i stand til at flytte en eneste brik på brættet rigtigt. Drengen så op med et sky øjekast, nikkede så og satte sig på præstens plads. Efter fjorten træk var landbetjenten slået og måtte oven i købet indrømme, at det på ingen måde var et forsætligt skødesløst træk, der var skyld i hans nederlag. Det næste parti fik samme udfald.
   "Bileams æsel!" udbrød præsten forbavset ved sin tilbagekomst og forklarede den mindre bibelfaste landbetjent, at et lignende mirakel, hvorved et stumt væsen pludseligt havde fundet visdommens ord, havde tildraget sig allerede for to tusind år siden. Trods det fremrykkede tidspunkt kunne præsten ikke dy sig for at udfordre sin halvt analfabetiske famulus til en tvekamp. Mirko slog også ham med lethed. Han spillede sejt, langsomt, urokkeligt, uden at løfte sin ludende brede pande en eneste gang fra brættet. Men han spillede med uomtvistelig sikkerhed; hverken gendarmen eller præsten var i de følgende dage i stand til at vinde et eneste parti mod ham. Præsten, som bedre end nogen anden var klar over, hvor langt hans elev var tilbage på alle andre områder, blev nu for alvor nysgerrig efter at erfare, hvorvidt denne mærkelige ensidige begavelse kunne holde stand overfor en strengere prøve. Efter at han først havde ladet Mirkos pjuskede blonde hår klippe hos landsbybarberen, for at han kunne være nogenlunde præsentabel, tog han ham med i sin slæde til den lille naboby, hvor han vidste, at der i et hjørne af cafeen på torvet holdt et selskab af fanatiske skakspillere til, som han selv erfaringsmæssigt ikke kunne hamle op med. Det vakte ikke ringe forbavselse hos de tilstedeværende, da præsten skubbede den femtenårige, lysblonde og rødkindede knægt, iført fårepels med hårene indad og tunge, høje skaftestøvler, foran sig ind i restaurationen, hvor drengen blev stående forlegen med sky nedslåede øjne i en krog, indtil man kaldte ham hen til et af skakbordene. I det første parti blev Mirko slået, da han aldrig havde set den såkaldte sicilianske åbning hos den gode præst. I det andet parti opnåede han allerede remis overfor den bedste af spillerne. Fra det tredje og fjerde parti slog han dem alle, den ene efter den anden.
   Nu tildrager der sig yderst sjældent ophidsende ting i en lille sydslavisk provinsby; derfor blev naturligvis denne bonde-champions første optræden øjeblikkelig en sensation for de forsamlede honoratiores. Det blev enstemmigt besluttet, at vidunderbarnet ubetinget skulle blive i byen til næste dag, for at man kunne sammenkalde de andre medlemmer af skakklubben og frem for alt underrette skakfanatikeren, den gamle grev Simczic på slottet. Præsten, der så med en helt ny stolthed på sit plejebarn, men dog ikke i sin opdagerglæde ville forsømme sin pligt ved søndagsgudstjenesten, erklærede sig rede til at lade Mirko blive, så man kunne stille ham yderligere på prøve. Den unge Czentovic blev indkvarteret i hotellet på skakklubbens reg-10 ning og så samme aften for første gang et vandkloset. Den følgende søndag eftermiddag var skakværelset overfyldt. Mirko, der sad ubevægelig fire timer foran skakbrættet, besejrede, uden at sige et ord eller blot at se op, den ene spiller efter den anden; til sidst blev der foreslået et simultanparti. Det tog sin tid, inden man kunne gøre analfabeten begribeligt, at han i et simultanparti skulle kæmpe alene mod de forskellige spillere. Men så snart Mirko havde begrebet denne skik og brug, gik han med sine tunge, knirkende støvler langsomt fra bord til bord og vandt til sidst syv af de otte partier.
   Nu begyndte man for alvor at lægge råd op. Skønt den ny champion strengt taget ikke hørte hjemme i byen, var den lokale nationalstolthed dog blevet fyr og flamme. Måske kunne dog endelig den lille by, hvis eksistens på landkortet næppe nogen hidtil havde bemærket, for første gang få æren af at have sendt en berømt mand ud i verden. En agent ved navn Koller, der ellers kun formidlede chansonetter og sangerinder til garnisonens cabaret, erklærede sig parat til at lade det unge menneske fagmæssigt uddanne i skakkunsten hos en udmærket lille mester i Wien, som han kendte, hvis man ville yde det nødvendige tilskud i et år. Grev Simczic, som havde spillet skak dagligt igennem tres år, men aldrig havde mødt så mærkværdig en modstander, tegnede straks beløbet. Med denne dag begyndte skippersønnens forbavsende karriere.
   Efter et halvt års forløb beherskede Mirko samtlige skakteknikkens hemmeligheder, rigtignok med et besynderligt forbehold, som senere vakte megen opmærksomhed og spot blandt fagfolk. 
   Thi Czentovic bragte det aldrig så vidt, at han kunne spille blot ét eneste parti skak udenad -- eller som man siger i fagsproget: blindt. Han manglede komplet evnen til at flytte skakfeltet over i fantasiens ubegrænsede rum. Han måtte stadig have den sorthvide firkant med de fireogtres felter og toogtredive brikker håndgribeligt foran sig; endnu på det tidspunkt,da han var blevet verdensberømt, førte han stadig et sammenfoldeligt lommeskakspil med sig for at kunne have stillingen optisk for øjnene, når han ville rekonstruere et mesterparti eller tumle med løsningen af et eller andet problem. Denne i og for sig uvæsentlige defekt forrådte en mangel på forestillingsevne og blev i den snævrere kreds lige så livligt diskuteret, som hvis blandt musikere en fremragende virtuos eller dirigent havde vist sig ude af stand til at spille eller dirigere uden opslået partitur. Men dette ejendommelige træk sinkede på ingen måde Mirkos lyn-karriere. Seksten år gammel havde han allerede vundet et dusin skakpræmier, atten år gammel det ungarske mesterskab og endelig i en alder af tyve år verdensmesterskabet. De farligste mestre, der hver især var ham uendeligt overlegne i intellektuel begavelse, fantasi og dristighed, bukkede under for hans seje og kolde logik på samme måde som Napoleon for den tunge Kutusov, som Hannibal for Fabius Cunctator, om hvem Livius beretter, at han ligeledes har vist den slags påfaldende træk af træghed og sløvhed i sin barndom. Således gik det til, at en fuldstændig outsider, en tung, mut bondedreng, som det aldrig lykkedes selv de smarteste journalister at aflokke blot et eneste ord, der kunne publiceres, brød ind i åndens verden, i det berømte galleri af skakme-12 stre, som i deres rækker forener de mest forskellige typer på intellektuel overlegenhed -- filosoffer, matematikere, genier i beregningens og kombineringens kunst, ja ofte skabende naturer. Ganske vist, hvad Czentovic snød aviserne for i retning af elegante sentenser, erstattede han snart rigeligt gennem anekdoterne om sin person. Thi i samme sekund Czentovic rejste sig fra skakbrættet, hvor han var den uforlignelige mester, blev han uhjælpelig til en grotesk og næsten komisk figur; trods sit sorte stadstøj, sit pompøse slips med den noget smagløse perlenål og sine omhyggeligt manicurerede fingre var og blev han i sin fremtræden og sine manerer den samme enfoldige bondedreng, der havde fejet præstens stue hjemme i landsbyen. Klodset og næsten skamløs plump søgte han til sine fagfællers latter og ærgrelse med en smålig, ofte ligefrem ordinær begærlighed at presse hver øre, han kunne, ud af sit talent og sin berømmelse. Han rejste fra by til by og boede overalt på de billigste hoteller, han spillede i de usleste foreninger, blot man bød ham et honorar, han lod sig afbilde på sæbereklamer og solgte endogså, uden at bryde sig det mindste om skoserne fra sine konkurrenter, som udmærket vidste, at han ikke var i stand til at skrive tre rigtige sætninger, sit navn til brug for en "Skakkens filosofi", som i virkeligheden en lille galicisk student havde skrevet for den smarte forlægger. Som alle sammenbidte naturer manglede han enhver sans for humor; siden sin sejr i turneringen om verdensmesterskabet regnede han sig for den betydeligste mand i verden, og bevidstheden om at have slået alle disse dygtige, intellektuelle, blændende talere og skribenter på deres eget felt, og 13 fremfor alt den håndgribelige kendsgerning, at han tjente mere end de, forvandlede hans oprindelige usikkerhed til en kold stolthed, som han i reglen bar til skue på den plumpeste manér.
   "Men hvordan skulle en så hastigt erhvervet berømmelse undgå at omtåge et så tomt hoved?" tilføjede min ven, som netop havde betroet mig nogle klassiske eksempler på Czentovics barnagtige overlegenhedsfølelse. "Hvordan skulle en énogtyveårig bondekarl fra Banatet undgå at få storhedsvanvid, når han pludselig ved at flytte lidt rundt med et par figurer på et træbræt på en uge tjener mere, end hele landsbyen hjemme kan slæbe sammen på et helt år ved at fælde træer og slide som dyr? Og er det egentlig ikke forbandet let at tro, man er en stor mand, når man ikke er tynget af den mindste viden om, at der nogen sinde har levet en Rembrandt, en Beethoven, en Dante, en Napoleon? Denne knægt fatter med sin stupide hjerne kun det ene, at han i månedsvis ikke har tabt et eneste skakparti, og da han ikke har nogen anelse om, at der gives andre værdier på jorden end skak og penge, har han al god grund til at være begejstret for sig selv."
   Hvad min ven her havde fortalt mig, undlod ikke at vække den mest levende nysgerrighed hos mig. Alle slags monomane, af én eneste idé opslugte mennesker, har hele mit liv igennem virket tillokkende på mig, thi jo mere et menneske begrænser sig, jo nærmere kommer han på den anden side det uendelige; netop sådanne tilsyneladende, verdensfjerne individer bygger sig i deres særlige materie ligesom termitter en mærkværdig og absolut enestående model i det små af verden. Derfor lagde jeg ikke skjul på, at det var min hensigt at tage dette eksemplar af en ensporet hjerne nærmere under observation på den tolv dages overfart til Rio.
   Men min ven advarede mig. "Det vil De ikke få meget ud af. Såvidt jeg ved, er det endnu ikke lykkedes nogen at hente bare den mindste smule psykologisk materiale ud af Czentovic. Med hele sin umådelige indskrænkethed er denne durkdrevne bonde dog
klog nok til aldrig at give sig nogen blottelse, og hans teknik er den ganske simple, at han undgår enhver samtale med nogen udover landsmænd af sin egen stand, som han plejede selskab med i de små værtshuse. Hvor han har færten af et dannet menneske, kryber han ind i sit sneglehus; derfor er der ingen, der kan rose sig af nogen sinde at have hørt et dumt ord fra ham eller have loddet bunden i hans formodentlig bundløse uvidenhed."
II
   Det skulle faktisk vise sig, at min ven fik ret. På rejsens første dag var det komplet umuligt at nærme sig Czentovic uden grov påtrængenhed, som ikke ligger for mig. Han gik ganske vist tit over promenadedækket, men altid med hænderne på ryggen og den stolte indadvendte holdning, som man husker fra det kendte billede af Napoleon. Desuden bevægede han sig altid så hurtigt og staccato under disse rundture på dækket, at man måtte have løbet efter ham i skarpt trav for at kunne tiltale ham. I salonerne, i baren og i rygeværelset viste han sig aldrig. Efter hvad stewarden oplyste på en fortrolig forespørgsel, tilbragte han den største del af dagen i sin kahyt, optaget af at indøve eller rekapitulere skakpartier på et mægtigt bræt.  
  Efter tre dages forløb begyndte jeg virkelig at ærgre mig over, at hans behændige afværgeteknik var mere effektiv end min vilje til at komme ham ind på livet. Jeg havde endnu aldrig i mit liv haft lejlighed til at gøre en skakmesters personlige bekendtskab, og jo mere jeg nu anstrengte mig for at danne mig et billede af en sådan type, des vanskeligere forekom det mig at forestille mig en hjernevirksomhed, som hele livet igennem udelukkende roterer omkring et rum, bestående af fireogtres sorte og hvide felter. Jeg kendte nok af egen erfaring den hemmelige tiltrækningskraft, som dette "kongelige spil" udøver, dette unikum blandt alle spil, som menneskene har udtænkt, fordi det suverænt unddrager sig enhver form for tilfældighedens tyranni og kun skænker sejrens palmer til ånden eller rettere til en ganske bestemt form for åndelig begavelse. Men gør man sig ikke allerede skyldig i en fornærmelig indskrænkning ved at kalde skak for et spil? Er det ikke også en videnskab,en kunst, svævende mellem disse kategorier som Muhameds kiste mellem himmel og jord! En enestående syntese af alle modsætninger: ældgammelt og dog evigt ungt, mekanisk i sin form og dog kun produktivt i kraft af fantasien, begrænset i det stivnede geometriske rum og samtidig ubegrænset i sine kombinationsmuligheder, underkastet stadig udvikling og dog sterilt, en tankeproces, som ikke fører til noget, en matematik, som ikke kommer til noget resultat, en kunst uden kunstværker, en
arkitektur uden stof og ikke desmindre erfaringsmæssigt mere varigt i sin eksistens og sit liv end alle bøger og kunstværker, det eneste spil, som tilhører alle folkeslag og alle tidsaldre, uden at nogen ved, hvilken gud, der har skænket jorden det for at slå tiden ihjel, for at skærpe sanserne og spænde sjælens kræfter. Hvor begynder og ender dette spil? Ethvert barn kan lære de første regler i det, enhver stymper kan forsøge sig deri, og dog formår det indenfor denne uforanderligt snævre kvadrat at fostre en særlig art af mestre, der ikke kan sammenlignes med nogen anden, mennesker med specialbegavelse for skak, særlige genier, i hvem vision, tålmodighed og teknik er virksomme i et lige så nøje afvejet forhold som i matematikeren, i digteren, i musikeren, blot i et andet mønster for aflejring og binding. I tidligere tider, da den fysiognomiske videnskab havde sine fanatiske dyrkere, ville en Gall måske have dissekeret hjernerne på sådanne skakmestre for
at konstatere, om der skulle findes en særlig vinding i den grå hjernemasse, en slags skakmuskel eller skakknude, der trådte tydeligere frem end i andre hjerneskaller. Og hvor ville ikke en sådan fysiognom have følt sig tiltrukket af et tilfælde som Czentovics, hvor dette specifikke geni glimrede frem i en almindelig intellektuel træghed som en stribe guld en centner gråsten. I princippet havde det altid stået mig klart, at netop et så engageret, et så genialt spil måtte skabe sine særlige matadorer, men hvor vanskeligt, ja umuligt var det dog ikke at forestille sig tilværelsen for et åndeligt vågent menneske, hvis verden helt og holdent er indsnævret til den trange passage mellem sort og hvidt, et menneske, som søger sit livs triumf i at flytte rundt med toogtredive brikker, og for hvem det at åbne et nyt spil med springeren i stedet for bonden allerede er en bedrift, stor nok til at sikre ham en smule udødelighed i et hjørne af en skakbog -- et menneske, et åndsmenneske, der -- uden at blive sindssygt -- ti, tyve, tredive, fyrretyve år igennem koncentrerer hele spændkraften i sin tænkning om den latterlige indsats at trænge en trækonge op i hjørnet af et skakbræt.
   Og nu var et sådant fænomen, et sådant ejendommeligt geni eller en sådan gådefuld nar for første gang inden for rækkevidde, opholdt sig bare seks kahytter væk på det samme skib, og jeg usalige, hvis nysgerrighed overfor åndelige fænomener altid udarter til en slags passion, skulle ikke være i stand til at nærme mig 18 ham? Jeg begyndte at udspekulere de tåbeligste fremgangsmåder: Måske kunne jeg kildre hans forfængelighed, hvis jeg lod ham forstå, at det drejede sig om et interview til et af de førende blade, eller fange ham på hans pengegriskhed ved at foreslå ham en indbringende turnering i Skotland. Men til sidst kom jeg i tanker om, at jægerens sikreste teknik, når det drejer sig om at lokke urhanen hen til sig, består i, at de efterligner dens parringsskrig. Hvad kunne egentlig være mere virkningsfuldt, om man ønskede at tiltrække sig en skakmesters opmærksomhed, end selv at give sig til at spille skak?
   Nu har jeg aldrig nogen sinde drevet det til noget mesterskab i den ædle skakkunst, ganske simpelt, fordi jeg altid har befattet mig med skak rent amatørmæssigt og udelukkende for min fornøjelses skyld. Når jeg sætter mig til skakbrættet en times tid, sker det ingenlunde for at anstrenge mig, men tværtimod for at slappe af og hvile hjernen. Jeg "spiller" skak i ordets alleregentligste forstand, dvs. jeg leger det, medens de andre, de virkelige skakspillere dyrker spillet som en alvorlig affære. Nu gælder det jo for skak som for kærlighed, at en partner er uundværlig, og jeg vidste på det tidspunkt endnu ikke, om der foruden os befandt sig andre skakelskere om bord. For at lokke dem ud af deres huler opstillede jeg i rygesalonen en primitiv fælde, idet jeg som en anden fuglefænger satte mig hen ved et skakbræt sammen med min kone, skønt hun spiller endnu svagere end jeg. Og virkelig -- næppe havde vi ‘gjort seks træk, så blev allerede en af de forbipasserende stående, og en anden bad om lov til at måtte se på spillet; til sidst indfandt der sig også en passende partner, der udfordrede mig til et parti. Han hed McConnor og var en skotsk mineingeniør, der, efter hvad jeg erfarede, havde tjent sig en stor formue ved olieboringer i Californien; i det ydre var han en kraftigt bygget mand med et hårdt, næsten kvadratisk massivt hageparti, stærke tænder og en koncentreret ansigtsfarve, hvis udtalte nuance af rødt i det mindste delvis skyldtes rigelig nydelse af whisky. De påfaldende brede, næsten atletisk overdimensionerede skuldre gjorde sig desværre også gældende i karakteren af hans spil, thi denne mr. McConnor hørte til den kategori af selvoptagne succesmennesker, som føler et nederlag selv i det ubetydeligste spil som en krænkelse af deres personlighed. Vant til at hævde sig hensynsløst i kampen for tilværelsen og forvænt med altid at have heldet med sig var denne massive selfmade mand i den grad opfyldt af bevidstheden om sin egen overlegenhed, at enhver modstander tirrede ham som et utilbørligt oprør, ja nærmest en fornærmelse. Da han tabte det første parti, blev han gnaven og begyndte omstændeligt og diktatorisk at forklare, at dette kun kunne være sket ved en momentan uopmærksomhed, ved det tredje parti gav han spektaklet i værelset ved siden af skylden for sit nederlag; aldrig var han til sinds at tabe noget parti uden straks at kræve revanche. I begyndelsen morede denne sammenbidte ærgerrighed mig; til sidst kunne jeg kun finde mig i den som et uundgåeligt ledsagefænomen til min egentlige hensigt: at lokke verdensmesteren hen til vort bord.
   Den tredje dag lykkedes det og lykkedes dog kun halvt. Enten nu Czentovic havde set os sidde ved skakbrættet gennem vinduet ude fra promenadedækket, eller han bare tilfældigt beærede rygeværelset med sin nærværelse -- i hvert faldt trådte han, så snart han så os inkompetente udøve hans kunst, uvilkårligt et skridt nærmere og kastede fra passende afstand et vurderende blik på vort skakbræt. McConnor skulle netop trække. Og allerede dette ene træk syntes tilstrækkeligt til at belære Czentovic om, hvor lidet vore dilettantiske anstrengelser var værdige til at påkalde mesterens fortsatte opmærksomhed. Med samme selvfølgelige gestus, som når vi andre i en boghandel vrager en dårlig kriminalroman, der bliver os tilbudt, uden så meget som at blade i den, gik han bort fra vort bord og forlod rygesalonen. "Vejet og fundet for let," tænkte jeg ved mig selv, en smule ærgerlig over dette kølige, foragtelige blik, og for at få lidt luft for min irritation, bemærkede jeg til McConnor:
   "Deres træk synes ikke at have begejstret mesteren særlig meget."
"Hvilken mester?"
   Jeg forklarede ham, at den herre, der lige var gået forbi os og havde set med et misbilligende blik på vort spil, havde været skakmesteren Czentovic. Men, tilføjede jeg, vi ville jo nok komme over det begge to og uden hjertesorg affinde os med den store berømtheds foragt. Skomagere bør nu engang blive ved deres læst. Men til min overraskelse havde min let henkastede ytring en fuldkommen uventet virkning på McConnor. Han blev straks fyr og flamme, glemte helt vort parti, og hans ærgerrighed bankede i hans bryst, så man ligefrem kunne høre den. Han havde ikke haft nogen anelse om, at Czentovic var om bord, sagde han, men nu måtte mesteren ubetinget spille imod ham. Han havde endnu aldrig i sit liv spillet mod en verdensmester undtagen én gang i et simultanparti sammen med fyrre andre. Allerede det havde været frygteligt spændende, og han havde dengang været lige ved at vinde. Om jeg måske kendte skakmesteren personligt? Jeg svarede nej. Om jeg ikke ville standse ham og invitere ham hen til os? Jeg afslog det med den begrundelse, at Czentovic, så vidt jeg vidste, ikke var meget tilbøjelig til at indlede nye bekendtskaber. Og desuden, hvad tiltrækkende skulle der være for en verdensmester i at give sig af med os tredje rangs spillere?
      Men det med tredje rangs spillere skulle jeg hellere have ladet være med at sige til en så ærgerrig mand som McConnor. Han lænede sig irriteret tilbage i stolen og erklærede skarpt, at han for sin del ikke kunne tro, at Czentovic ville afslå en gentlemans høflige opfordring, det skulle han nok ordne. På hans begæring gav jeg ham et kort signalement af verdensmesteren, og næppe havde han fået det, før han allerede i sin ubeherskede utålmodighed satte efter Czentovic ud på promenadedækket, uden at bekymre sig mere om vort afbrudte skakspil. Igen forstod jeg, at indehaveren af så brede skuldre ikke var til at standse, når han først én gang havde sat sin vilje ind på en sag.
   Jeg ventede temmelig spændt. Ti minutter efter vendte McConnor tilbage, tilsyneladende ikke særlig oprømt.
   "Nå, hvordan gik det?" spurgte jeg.
"De havde ret," svarede han noget ærgerlig. "Han er ikke just nogen elskværdig herre. Jeg præsenterede mig og forklarede ham, hvem jeg var. Han gav mig ikke engang hånden. Jeg forsøgte at forklare ham, hvor stolte og beærede alle vi ombordværende ville føle os, hvis han ville spille et simultanparti mod os. Men han var meget stor på det; det gjorde ham ondt, men han havde kontraktmæssige forpligtelser overfor sine agenter, som udtrykkelig forbød ham at spille uden honorar, så længe han var på turné. Hans minimum var to hundrede og halvtreds dollars pr. parti."
   Jeg lo. "Jeg ville egentlig aldrig være kommet på den tanke, at det kan være en så indbringende forretning at flytte nogle figurer fra sort til hvidt. Nå, jeg håber, at De har anbefalet Dem med samme høflighed oven på det."
   Men McConnor fortrak ikke en mine. "Partiet er ansat til i morgen eftermiddag klokken tre. Her i rygesalonen. Jeg håber, at vi ikke så let skal lade os lave til plukfisk."
   "Hvad mener De? Har De lovet ham de to hundrede og halvtreds dollars?" udbrød jeg overrumplet.
   "Hvorfor ikke? Det er hans levebrød. Hvis jeg havde tandpine, og der tilfældigvis befandt sig en tandlæge om bord, ville jeg jo heller ikke forlange, han skulle trække tanden ud gratis. Manden har ganske ret i at forlange høje priser; i ethvert fag er de virkelige eksperter også de bedste forretningsfolk. Og hvad mig angår: jo klarere en forretning ligger, jo bedre. Jeg betaler hellere kontant end at modtage nogen nådesbevisning fra en hr. Czentovic og oven i købet skulle takke ham bagefter. Endelig har jeg i klubben før tabt mere end to hundrede og halvtreds dollars på én aften og dog ikke spillet mod nogen verdensmester. For "tredje rangs" spillere er der ikke nogen skam i at blive besejret af en Czentovic."
   Det morede mig at iagttage, hvor dybt jeg havde såret McConnors selvfølelse med udtrykket "tredje rangs spillere". Men da han var indstillet på at betale den dyre fornøjelse, havde jeg ikke noget at indvende mod hans malplacerede ærgerrighed, som endelig skulle muliggøre et nøjere bekendtskab med mit kuriosum. Vi underrettede skyndsomst de fire eller fem herrer, som tidligere havde afsløret sig som skakspillere, om den forestående begivenhed, og for at vi skulle blive mindst muligt forstyrret af tilfældigt forbipasserende, lod vi ikke blot vort eget bord, men også nabobordene reservere i forvejen til den forestående match.
   Næste dag var vor lille gruppe mødt fuldtallig op til den aftalte tid. Midterpladsen lige over for mesteren blev naturligvis tildelt McConnor, som fik luft for sin nervøsitet ved at tænde den ene fede cigar efter den anden samtidig med, at han ustandselig så uroligt på uret. Men verdensmesteren lod -- jeg havde allerede anet noget sådant efter min vens fortællinger -- vente på sig i godt ti minutter, hvorved hans tilsynekomst kun fik så meget des større aplomb. Han bevægede sig i ro og mag hen til vort bord. Uden at præsentere sig -- en uhøflighed, der syntes at sige så meget som: "I ved, hvem jeg er, og hvem I er, interesserer mig ikke," -- begyndte han med professionel saglighed at træffe de praktiske dispositioner. Da et simultanparti var umuligt her om bord på grund af manglen på de nødvendige skakbrætter, ville han foreslå, at vi alle skulle spille sammen imod ham. Efter hvert træk ville han, for ikke at forstyrre vor rådslagning, sætte sig hen ved et bord i
den anden ende af værelset. Så snart vi havde foretaget vort modtræk, skulle vi, da der beklageligvis ikke var nogen bordklokke ved hånden, slå med en ske mod et glas. Som maksimal trækketid ville han foreslå ti minutter, hvis vi ikke havde noget ønske om en anden tidsinddeling. Vi samtykkede naturligvis som undselige skoledrenge i ethvert forslag. Ved valget af farve fik Czentovic tildelt sort; på stående fod gjorde han det første modtræk og bevægede sig så straks hen til den af ham foreslåede venteplads, hvor han mageligt henslængt bladede i en illustreret avis.
   Det er overflødigt at berette om partiets gang. Det endte selvfølgelig, som det måtte ende, med vort totale nederlag endda allerede ved det fire og tyvende træk. At en verdensmester er i stand til at feje et halvt dusin middelgode eller endnu ringere spillere over ende med venstre hånd, er der i og for sig ikke noget mærkeligt i; hvad der ærgrede os alle var egentlig kun Czentovics overlegne facon, der altfor tydeligt lod os føle, at han ordnede os med venstre hånd. Hver gang kastede han blot et tilsyneladende flygtigt blik på brættet, os overså han så nonchalant, som om vi selv havde været døde træfigurer, og denne uforskammede gestus mindede uvilkårligt om den, hvormed man tilkaster en skabet hund en bid uden at værdige den et blik. Med en smule finfølelse havde han efter min mening kunnet gøre os opmærksomme på fejl eller have opmuntret os med et venligt ord. Men selv efter, at partiet var afsluttet, ytrede denne skakautomat ikke en stavelse, men ventede, efter at han havde sagt "mat", ubevægelig foran bordet, i fald man skulle ønske´endnu et parti af ham. Jeg havde allerede rejst mig, for, hjælpeløs som man altid er overfor tykhudet grovhed, at antyde gennem denne bevægelse, at vort behagelige bekendtskab i hvert fald fra hans side var afsluttet med den nu afgjorte dollarforretning, da McConnor ved siden af mig til min ærgrelse sagde med en stemme, der var ganske hæs: "Revanche!"
   Jeg blev ligefrem forskrækket over det udfordrende tonefald. Faktisk frembød McConnor i dette øjeblik snarere billedet på en bokser, der lige skal gå løs på sin modstander, end på en gentleman. Om det nu skyldtes den ubehagelige måde, Czentovic havde behandlet os på, eller kun McConnors patologiske pirrelige ærgerrighed -- i hvert fald var hans væsen totalt forandret. Rød i ansigtet helt op til hårgrænsen, med næsefløje, der dirrede af et indre tryk, svedte han synligt, og fra de sammenbidte læber skar en fure sig skarpt ned mod hans kampberedt fremskudte hage. Urolig tilmode iagttog jeg i hans øjne disse flakkende glimt af ubehersket lidenskab, som ellers kun griber mennesker ved roulettebordene, når den rigtige farve stadig ikke kommer, efter at indsatsen er fordoblet for sjette eller syvende gang. I samme øjeblik vidste jeg, at dette fanatisk ærgerrige menneske ville spille og spille og spille mod Czentovic med enkelt eller dobbelt indsats, lige til han i det mindste én gang havde vundet et parti, om det så skulle koste ham hele hans formue. Hvis Czentovic greb chancen, havde han i McConnor fundet en guldgrube, som han kunne skovle et par tusind dollars ud af, inden han nåede Buenos Aires.
   Czentovic fortrak stadig ikke en mine. "Værsågod," svarede han høfligt. "D’herrer spiller nu sort."
   Heller ikke det andet parti frembød noget forandret billede bortset fra, at vor kreds var blevet ikke blot større, men mere livlig, takket være nogle nysgerrige. McConnor stirrede så stift på brættet, som om han med sin vilje ville hypnotisere brikkerne til at vinde;   jeg mærkede på ham, at han med glæde havde ofret selv tusind dollars for triumfskriget "Mat!" overfor denne arrogante modstander. Mærkeligt nok gik noget af hans sammenbidte ophidselse ubevidst over i os. Hvert enkelt træk blev diskuteret ulige mere lidenskabeligt end før, stadig holdt vi endnu i sidste øjeblik hinanden tilbage, før vi endelig enedes om at give tegnet, som kaldte Czentovic tilbage til vort bord. Efterhånden var vi nået til det syttende træk, og til vor egen overraskelse var der indtrådt en konstellation, som syntes forbløffende fordelagtig, fordi det var lykkedes os at bringe c-linjens bonde frem til det næstsidste felt c2; vi behøvede kun at flytte den frem til c1 for at få en ny dronning. Helt vel til mode følte vi os naturligvis ikke ved denne altfor oplagte chance; vi havde alle en mistanke om, at denne tilsyneladende fordel, som vi havde opnået, kunne være arrangeret med beregning af Czentovic, der dog langt bedre overskuede situationen, som en lokkemad for at få os til at bide på krogen. Men trods alle fælles anstrengelser for at analysere og diskutere tilfældet formåede vi ikke at få øje på den skjulte finte. Til sidst, da den tilladte trækketid allerede næsten var udløbet, besluttede vi os til at vove trækket. McConnor berørte allerede bonden for at føre den ned på det sidste felt, da han pludselig følte sig grebet i armen, og nogen sagte og heftigt hviskede: "For Guds skyld! Gør det ikke!"

Afsnittet bringes med tilladelse fra forlaget.
Du kan tilmelde dig Bogbidder samt læse mere om servicen.