Skorpionens hale af Peter Fogtdal
Alle er bange for døden
men en sufi ler af den.
Hvordan kan døden tyrannisere hans hjerte?
Hvad der knuser muslingeskallen
kan ikke skade perlen.
Jellaluddin Rumi
(1207-73)
Der var engang en by, der hed Aleppo. Den var omgivet af brune bjerge og blå himmel. På arabisk hed den Halab al-Shahba – byen, hvor den hvide ko blev malket. Aleppo var magisk; den duftede af kanel og kardemomme. I byen boede en sultan, der var kendt for sin visdom.
Han anerkendte alle religioner. "De er juveler i samme smykkeskrin. Hos os ligger kirker, moskeer og synagoger som perler på en snor. Enhver gud er velkommen; han skal bare opføre sig ordentligt."
Men Aleppo var kendt for andet end sin tolerance: Den havde et smukt citadel, en stor suq og en guddommelig dårekiste. Selv om murene var tykke, kunne man høre galningene hyle – nogle gange af månen, andre gange af sig selv.
I den største celle sad tolv galninge. Den ene var mere vanvittig end den anden. Én var fuld af begær. Én anden var fuld af vin. Én tredje sloges med dødens engel. Og den fjerde var en munk, som foretog de særeste glidefald. Han håbede at glide op til Nirvana, men desværre nåede han aldrig længere end til Aleppo.
En dag fik fangerne besøg af sultanen og hans vesir. Sultanen var klædt i grøn silke, hans hår var skyllet i eksotiske vande. På hovedet havde han en turban, i hånden en krumsabel smykket med skarptslebne diamanter. Han sagde: "Mine kære galninge. Mennesket er et stjernebillede, en mergelgrav og et puslespil. Men en gang imellem er der nogen, som er nødt til at samle os. Derfor besøger jeg dårekisten for at høre historier fra hele verden. Jeg kan lære af jeres dødsangst, der forvolder mennesket så megen smerte. Men vár jer: Hvis I lyver, hugger jeg hovederne af jer, for jeg søger sandheden, ikke fantasterier fra kuldslåede sjæle."
En guldstol blev bragt ind i cellen. Sultanen satte sig: "Der var engang en persisk digter, som hed Jellaluddin Rumi. Han skrev om kærlighed, så englene måtte synge. Rumi var vis. Han sagde: "Kunst er en bøn, som kan erstatte moskeer." Denne dårekiste er baseret på Jellaluddins filosofier. Vi benytter os hverken af fodlænker eller af pisk. Vi ved, at galninge har brug for harmoni, musik og en opbyggelig fortælling. Fortællinger kan give en dåre vinger, så han flyver ud af sit mørke, stolt som en jagtfalk."
Sultanen så ud over forsamlingen:
"I denne celle er der tolv af jer. I har hver jeres styrker og hver jeres svagheder. Men tag ikke fejl: I virkeligheden er I én."
"Jeg vil nu give jer en stund til at samle jeres tanker, for om lidt skal I fortælle jeres historier, men det skal ikke være
en hvilken som helst historie. Historierne skal beskrive det øjeblik, I så jeres dødelighed i øjnene – det øjeblik, hvor I så lyset og derfor blev kastet ned i mørket."
Den Ottende Galning rakte en hånd i vejret:
"Er det tilladt at stille et spørgsmål, ærede sultan?"
"Naturligvis."
"Da vi er galninge, kan I næppe forvente, at vi har set lyset ..."
"Hvorfor ikke? Der er måske enkelte af jer, der har set for meget lys."
"Jamen, så ville vi jo være i himlen," sagde den Tolvte Galning.
"Himlen kan godt findes på Jorden."
"I så fald vil jeg gerne have adressen ..."
Sultanen afbrød: "Jeg mangler at fortælle det vigtigste: Jeres historier skal være opbyggelige; de skal have en lykkelig
slutning."
Et kor af protester rejste sig.
"Hvordan kan vores historier have en lykkelig slutning, når vi alle skal dø?" spurgte den Sjette Galning.
"Døden er et digt, ikke en tragedie."
"Jeg synes, døden er sørgelig," sagde den Anden Galning og så forknyt ned i jorden.
"Det er derfor, du er en galning – fordi du ser den som en afslutning."
"Er den ikke det?" måbede dårerne.
Sultanen så sig rundt med et vist smil: "Hvem begynder med at fortælle? Hvis ingen melder sig, vil jeg pege på en tilfældig. Selv om intet i verden er tilfældigt for Allah, den Alvise og Almægtige."
Der blev stille i dårekisten. Sultanen pegede på den Femte Galning. Galningen børstede halm af sig og rejste sig langsomt.
Jeg takker ærbødigt for tilladelsen til at fortælle min historie. Som I kan se, gør jeg en ynkelig figur. Mine øjne er betændte; jeg har loppestik på mine testikler. Men sådan plejede det ikke at være. Engang bar jeg silke – jeg var kalif af Egypten. Min by var Kairo; en smuk stad med fire hundred moskeer og et utal af dadellunde. Nilen gled gennem byen som en slange; den afsvalede høj som lav i den drøje hede.
For mange år siden blev jeg ramt af det forfærdeligste tungsind. Jeg vandrede rundt i mit storslåede palads uden at ænse dets skønhed. Ved min trone sad en løve med prangende poter. I min have voksede jasminer, orkide´er og den sjældneste flora. Men jeg tænkte kun på døden. Ikke engang synet af skatkammerets rubiner bragte mig fred i sindet. En dag sagde min vesir til mig: "Jeg forstår Jer ikke, prins af de rettroende. I har et harem på to hundred kvinder. Hver eneste af disse skønheder venter på en visit. De vil spille for Jer, de vil danse Jer ind i natten. Hvorfor muntrer I Jer ikke med disse dejligheder?"
"Grunden er enkel: Jeg skal dø."
"Men med forlov, gunstige kalif, er I syg?"
"Ikke mere end sædvanlig."
"Hvorfor tænker I så på den yderste dag?"
"Fordi det er den eneste dag, der er virkelig."
Jeg så op på stjernehimlen, hvor månen sendte sin sølvglans over Nilen. I et kort øjeblik syntes jeg, at jeg så Ibis. Han godtede sig, som kun den onde kan godte sig, når han konfronteres med dødsangstens skygge. Senere, da min tilstand var forværret, kom min vesir ind i studerekammeret:
"Ædle herre. Tilgiv mig denne forstyrrelse, men det smerter mig at se Jer lide. Derfor har jeg modtaget en vismand fra den store ørken. Må jeg give denne mystiker foretræde, så han kan hjælpe Jer op af armodens brønd?"
Jeg nikkede uden at lytte, for så håbløs var min tilstand – så langt borte var jeg fra det, som Allah i sin visdom havde skænket mig i dåbsgave.
Ind trådte et af de besynderligste mennesker, jeg havde set i mit liv. Han var en gamling med dybe furer – et omvandrende lændeklæde med et fuldskæg, der nåede ned til kravebenet. Hvis jeg skulle have gættet hans alder, ville jeg ha’ sagt hundrede. Alt ved ham virkede vissent, med undtagelse af de mørke øjne, der lyste af visdom. I stedet for at bøje sig i støvet sagde han med en stemme, der lød, som var den hentet fra et gravsted: "Fred være med Jer, kalif. Jeg er sendt af vismændene fra ørkenen for at lære Jer at påskønne de gaver, Allah har skænket Jer."
Jeg lod blikket glide ned ad hans krop: På halsen sad der store tæger. I skægget gemte sig linser fra et fjernt århundrede. Hvordan kunne min vesir lade sådan et menneske få foretræde? Jeg skulle til at smide ham ud, da han fastlåste mit blik. Der var noget hypnotisk ved mandens øjne. Det var, som om de voksede sig større, mens han betragtede mig – som om den visne krop var et hylster, han snart ville smide for at blive ét med den Barmhjertige.
Uden at spørge tog han min hånd og ledte mig hen til et af vinduerne i studerekammeret. Der var fire, som vendte mod hver sit verdenshjørne. Vismanden åbnede det første. Til min bestyrtelse så jeg, at Kairo var under angreb. Fjenden kom stormende fra citadellet på forbjerget. En fortrop af vilde myrdede løs og var nået til paladset. Mine sidste soldater var nedkæmpet. Deres maltrakterede legemer lå spredt i fæstningens gange. Den første soldat var nået til min dør. I hånden holdt han en bloddryppende lanse; om halsen hang en kæde med hennarøde kranier ...
"Åh, Allah i det høje," råbte jeg, "min sidste time er kommet. Der er ingen anden Gud end dig."
Den gamle vismand lukkede vinduet og åbnede det igen i samme bevægelse. Nu så jeg, at de fjendtlige tropper var forsvundet. Månen hang over minareterne; en forfriskende brise sang gennem Kairo, den mest himmelske af alle byer.
"Allah være lovet," sagde jeg og græd mine modige tårer, men inden jeg havde mulighed for at filosofere over det skete, førte vismanden mig hen til et andet vindue.
"Åben det," befalede han respektløst.
"Jeg er kalif af Egypten. I skal ikke ..."
Vismanden stirrede strengt på mig. Jeg åbnede vinduet og så til min rædsel, at Kairo stod i brand. Moskeerne var nedbrændt, flammerne slikkede op ad det store bibliotek. En sort røgsky hang over byen; bjerge af aske dækkede pyramiderne i det fjerne. Jeg sank ned på knæ og fulgte ildens vej mod paladset. Den fortærede det smukke orangeri; den arbejdede sig gennem mit underskønne harem, hvor ungpigernes hår stod i flammer, både det på hovedet og det mellem benene.
"Allah er stor," råbte jeg. "Ikke kun kaliffer, men også glædespiger har deres skæbne."
Vismanden lukkede vinduet, og med en hurtig bevægelse åbnede han det igen. Mit harem lå fredfyldt hen. Ikke et skrig, ikke en flamme rejste sig fra de gyldne kamre. Ja, ikke nok med det: Fra de fire hundred minareter i byen blev de troende kaldt til bøn. Stemmerne var som balsam for sjælen; de var som den sødeste røgelse, der blev sendt op til Allah på en forårsdag i Paradis.
Jeg vendte mig mod den gamle: "Tak, kære vismand. Jeg forstår, hvad I forsøger at ..."
Vismanden tog min hånd og førte mig hen til det tredje vindue. "Åbn det," beordrede han.
Jeg stirrede opgivende på ham og åbnede vinduet med de værste anelser. Til min rædsel så jeg, at Nilen var løbet over sine bredder. Vrede bølger havde oversvømmet byen. Indbyggerne var druknet, krokodiller tog grovbidder af krøblinge. Floden strømmede gennem gaderne. Enhver gyde var blevet til en biflod, der flød med lig, affald og alskens indbo. Men denne gang var det anderledes: Jo mere jeg så på ulykkerne, des mere rolig blev jeg. Jeg begyndte at gabe: Jo, der var mange fortrædeligheder til i verden – men hvad havde de med mig at gøre? Allahs vilje var Allahs vilje, og Allah havde valgt at lade mig føde som kalif, ikke som en krumbøjet kuli. I det samme lukkede vismanden vinduet og flåede det op igen. Endnu en gang så jeg, at solen brændte fra himlen. Kairo lå hen med sine palmelunde og sine kvarterer, hvor livet slæbte sig af sted, som det havde gjort siden tidernes morgen.
"Kom," sagde vismanden.
"Nej, nu er det nok ..."
Men den gamle trak mig hen mod det sidste vindue, som var jeg et genstridigt barn. Det vendte ud mod suq’en. Så skubbede han mig i ryggen. Det sidste, jeg hørte, var hans hæse latter – og jeg blev suget ned i det myldrende marked – ned på markedet med dets tiggere, spedalske og handlende. Jeg landede foran en tarvelig bod og betragtede migselv. Jeg var ikke kalif længere, jeg var en fattig skomager, der solgte sandaler af tarveligste kvalitet. Omkring mig stod et hav af mennesker. Deres ansigter var ondskabsfulde; hørmen af kamellort var tung i heden. En bøddel holdt min arm ned på en blok. En anden mand holdt mig fast; han lugtede af sved og mandler.
Bødlen stod klar med hævet sabel. Jeg stirrede på ham med al den magt, jeg kunne udvise: "Vig bort, din hund, hvor vover du at lægge hånd på prinsen af de rettroende. Jeg er den almægtige kalif. Hvis du så meget som krummer et hår på mit hoved, vil mine soldater sønderdele dine testikler ..."
Et latterbrøl rejste sig fra pøbelen. Jeg fortsatte med mine trusler; jeg kaldte bødlen alt mellem himmel og jord, men ingen tog mig alvorligt. Jo mere jeg truede, des højere lo bødlen – til sidst så højt, at han var ved at sprække af sine latterbrøl.
Endnu en gang så jeg ned ad mig selv. Borte var min turban og mine elegante silkeklæder; jeg var snavset og klædt i de usleste klude. Min ryg smertede, og nu skulle min hånd hugges af, fordi jeg havde været svag i sjælen og havde stjålet lidt småmønter.
Jeg så ind i øjnene på bødlen og vidste, han ikke kendte til nåde. Ja, ikke nok med det. Det var tydeligt, han nød situationen. Bødlen lod sværdet hænge i luften for at forlænge min pine. Jeg bad en bøn til Profeten; jeg påkaldte mig enhver himmelsk beskyttelse, men i det samme hørte jeg en stemme: "Hold inde. Jeg betaler, hvad skomageren
har stjålet."
Et skuffet suk gik gennem forsamlingen. En købmand, der ejede en af de fornemste butikker, trådte frem og lagde halvtreds dinarer på bordet. Bødlen talte dem ærgerligt, og så lod han mig gå. Jeg kastede mig i støvet for min redningsmand:
"Ædle herre, jeg aner ikke, hvordan jeg skal takke Jer. I har reddet mit liv, thi med én hånd ville jeg aldrig have kunnet brødføde min familie. Hvordan kan jeg vise min taknemmelighed?"
"Tænk ikke mere på det," sagde købmanden. "Jeg er kun glad for at hjælpe." Han gav mig et dask i ryggen og forsvandt i de mørke gyder, hvor der blev solgt beduintæpper, safran, dadler, mekkabalsam, geder, papegøjer og slaver fra de afrikanske kyster.
Jeg sukkede og prøvede at finde tilbage til paladset. Klog af skade røbede jeg ikke min sande identitet, men jeg var fuld af vrede. Hvordan kunne vismanden trylle mig ind i kroppen på en kræmmer? Jeg havde intet at skaffe blandt den savlende pøbel – jeg var for ædel, for fintfølende, for ophøjet.
Da jeg arbejdede mig mod udgangen, blev jeg enig med mig selv om, at vismanden var en sortekunstner af værste skuffe. Når jeg kom tilbage, ville jeg få mine folk til at hugge hovedet af ham. Der var grænser for, hvad en kalif skulle finde sig i.
Men jeg kunne ikke finde udgangen. Suq’en fortsatte i det uendelige, gaderne løb ind i hinanden; jeg var fanget i en labyrint, der fortsatte mod nord, syd, øst og vest. Ligegyldig hvor jeg vendte mig, solgte kræmmerne de samme tæpper, den samme safran, den samme kardemomme. Overalt sad der usle småhandlende, som prøvede at brødføde deres børn med den småmønt, de skrabede sammen. I et kort øjeblik følte jeg et strejf af medfølelse, men så kom jeg i tanke om, at jeg var kalif Mahsud. Jeg gav to procent af min rigdom til disse udskud; jeg var vis, jeg var retfærdig. Og nu ville jeg tilbage til mit harem; jeg ville tilbage til silkeklæderne og de bløde ottomaner; det kunne ikke gå hurtigt nok.
Men efter nogle dages forgæves søgen måtte jeg give op. Jeg var fanget i kroppen på en tarvelig skomager, og som alle skomagere måtte jeg blive ved min læst.
Den ene dag tog den anden i mit fattigmandshelvede. Nogle gange glemte jeg min identitet, andre gange huskede jeg den i glimt – det meste af tiden var jeg den fattige kræmmer. Men min baggrund gjorde, at jeg ikke var vant til fysisk arbejde. Den ene kunde efter den anden klagede over mit håndelag. De afbestilte deres ordrer, de spyttede efter mig på gaden, og jeg blev mere og mere nedbøjet over den tilværelse, jeg havde fået tildelt – for hvad var meningen med livet, når man ikke blev beundret? Var det ikke det, der fik solen til at stå op om morgenen – glæden ved, at alle nød den, at alle tilbad dens livgivende stråler?
En dag kom købmanden, som havde reddet mit liv, forbi. Han var iklædt en dyr kaftan. Øjnene var drillende; han stillede sig op i skrævende positur:
"Nå, der har vi den lille skomager, som jeg reddede fra bødlen. Vil du vise mig hånden, så jeg kan se, hvad jeg fik for mine dinarer?"
Jeg kiggede opgivende på købmanden og fremviste min hånd. Jeg var nødt til at spille min rolle – rollen som en lille kræmmer, hvis liv var blevet reddet af en selvtilfreds pranger.
Jeg kyssede sandet mellem hans fødder:
"Jeg håber, at Nådigherren vil give mig lejlighed til at betale min gæld tilbage. Hvis der er noget en fattig kræmmer kan gøre, må I sige til, for jeg skylder Jer alt."
"Jeg behøver intet fra dig," sagde købmanden og fortsatte ind gennem suq’en til sin butik, hvor han solgte fåreskind og huder til de fine. Overalt hilste folk på ham med ærefrygt. Tiggerne fik en mønt, men mønten blev altid smidt hen ad jorden, den blev aldrig rakt. Endnu en gang slog det mig, hvor meget usselhed der var til i verden: Folk nedgjorde hinanden. Der var sygdomme og udflåd. Hvordan kunne mennesket holde ud at være menneske?
Nogle dage efter kom købmanden tilbage. Denne gang var han i selskab med nogle venner. Alle duftede af dyre vande; de samlede sig om min bod og pillede ved sandalerne, som var der tale om den tarveligste juks.
Købmanden sagde: "Her har vi den lille kræmmer, hvis ulykke smertede mig forleden. Hvis det ikke var for mig, ville han tigge fra en snavset krog i den fattigste del af suq’en. Er det ikke sandt, min ven?"
Jeg nikkede ydmygt og viste min hånd til købmandens venner. Jeg lyttede til deres vittigheder og utålelige selvtilfredshed,
og da de hastede videre, sagde jeg til mig selv:
"Hvem tror disse narrehoveder, jeg er? Jeg vil ikke stå i gæld til nogen. Det er imod en stolt mands natur."
Om aftenen, da jeg vendte hjem til min bolig, lagde jeg hovedet på min pude for at fundere over tingene. Hvad skulle jeg gøre? Både mit liv og mit arbejde var utåleligt. Jeg drømte om et harem med underskønne kvinder; om spadsereture i overdådige haver med balsamtræer; om at stikke hånden ned i et hav af glinsende juveler. Hvornår kunne jeg vende tilbage til det liv, der fandtes på den anden side af mine drømme?
Jeg kastede mig frem og tilbage på min stråmåtte. Min hustru lå ved min side. Det var mørkt, vores døtre sov fredeligt. Lysten væltede op i mig. Jeg lænede mig over og løftede hendes slør med en forsigtig bevægelse. Til min rædsel så jeg et ansigt med hareskår og bylder. Munden var en ildelugtende flænge; ørerne var begravet i voks, der havde siddet der siden forrige Ramadan.
Min hustru vågnede.
"Åh, elskede ..."
Hun greb ud efter mig med en lyst som et rovdyr. Hendes arrede hænder vandrede ned ad min krop. Nu var de på min brystkasse, så på min mave, til sidst hvilede de ved det, en mand har helligst. Betændte kys regnede over mig som pimpsten fra Helvede. Jeg prøvede at skrige, menmin hustru satte sig på mig. I den næste time red hun mig som en mare. Hendes skamløse skrig skar gennem suq’en. Da hun havde krævet sit, faldt hun sammen som et beduintelt. Resten af natten kunne jeg ikke sove. Der var myrer på min stråmåtte; kvarterets hunde glammede i gyden. Da solen stod op, hastede jeg tilbage til skomagerboden. Jeg var
rystet over mine oplevelser. Skæbnen måtte have tildelt mig et forkert liv – ja, sådan var det: Jeg var blevet forhekset
af en djævel eller en dervish, og nu måtte jeg leve med konsekvenserne.
Jeg åbnede min pung. Der lå tolv dinarer, det meste af min formue. Så gik jeg hen til det offentlige badehus. Her var det godt at foretage beslutninger – der var noget svalende ved det kølige hamman og de livgivende massager.
Idet jeg trådte indenfor, blev jeg mødt af en mand, der var stor som en khan. Uden et ord sæbede han mig ind og skubbede mig ned i et skoldhedt kar vand – alt sammen på den mest uværdige måde. Inden jeg kunne protestere, blev jeg tørret med sure klude, æltet af behårede hænder og smidt ned på et leje, hvor jeg havde udsyn til flommefede dadelplukkere.
"Jeg overlever det ikke," gispede jeg. "Jeg overlever ikke på disse betingelser." Nogen tid senere haltede jeg ud af badene – ud på gaden, hvor æslerne puklede, og hvor livet viste sig i sin mest nedrige afskygning.
Men jeg havde foretaget en vigtig beslutning. Jeg fortsatte hen til en bod og købte en overdådig gave til købmanden. Den blev pakket ind til min tilfredshed. Så gik jeg hen i moskeen. Udenfor stod i hundredvis af sandaler, alle af bedre kvalitet end mine. Jeg bukkede mig mod Mekka. Som altid fyldtes jeg af Profetens ro, og da jeg forlod bønnen, var det med et let hjerte.
Ved middagstid stod jeg foran min redningsmand. Han var gået i gang med at ryge sin vandpibe. På hovedet bar han en fez. På kinden sad et sår, jeg ville ønske havde været større.
"Ædle herre," sagde jeg, "tilgiv mig denne ubetydelighed, men jeg føler, det er min pligt at give Jer en ussel gave som en erkendtlighed for det, jeg skylder."
Købmanden smilte:
"Kære ven, er vi ikke brødre i Allah?" messede han. "Jeg hjælper blot, hvor jeg kan komme til det. Tag din gave med dig og giv den til din hustru eller dine børn. De har mere brug for den end mig."
"Men jeg insisterer," råbte jeg.
Købmanden lo: "Gå bort, min ven. Det er ikke i din interesse at irritere mig; det har mange måttet sande."
Jeg sukkede højlydt. Ja, hvis jeg ikke havde været så ussel, havde jeg smidt gaven efter købmanden – efter denne pranger, der troede, han var Profeten i egen hellige person.
I baggrunden stod hans venner og lo: "Skrid tilbage til din biks, lille kræmmer. Det kunne let være gået galt, hvis det ikke havde været for vores vens forsyn."
"Ydmyg mig ikke på denne måde," tiggede jeg.
"Hvorfor dog ikke?"
"Fordi jeg er langt mægtigere, end I tror." Jeg hævede stemmen: "Foran Jer ser I blot en skomager. Men hvis I kunne skue ind i min sjæl, ville I vide, at jeg plejede at begrave mig i silke. Ved min trone sad der tamme løver. I mit bibliotek havde jeg ædle manuskripter fra Alexandria og Damaskus ..."
Købmanden lo så højt, at han faldt bagover og slog hovedet mod nogle ildfaste fade. Jeg skumlede og gik bort med uforrettet sag. Da jeg kom tilbage til min skomagerbod, pakkede jeg gaven ud. Det var en smuk sabel, skarp og skinnende. Jeg lod den hvile i mine hænder, mens jeg funderede over, hvad jeg skulle foretage mig.
Samme aften blev min hustru syg. Hun fik høj feber; nogle dage efter talte hun i vildelse. Jeg betragtede hende.
Døden var som en ørkenvandring. Den fik min hustru til at svede og arbejde mere end nogensinde. Det var, som om hun måtte bruge sine kræfter på at dø, ikke på at leve. Til sidst vidste hun ikke, der sad nogen ved hendes leje. Døden udmarvede hende. Hun var som en nomade på vej mod den sidste oase, uden længsel, uden nogen som helst form for erindring.
Da hun udåndede, var det med et smil på læben. Jeg betragtede hende sørgmodigt: "Hvad ved du, som jeg ikke ved?" spurgte jeg, men hun svarede ikke. Hun ville aldrig svare mig mere.
Da Allah havde taget hende til sig, blev jeg rasende på verden. Det kunne ikke passe, at livet var så skånselsløst. I et øjebliks anfægtelse tog jeg sablen, jeg havde købt, og gik gennem suq’en. Jo mere jeg gik, des mere målrettede/faste blev mine skridt. Til sidst føltes det, som om jeg havde vinger – som om jeg blev båret af hellige mænds bønner. Jeg drejede om hjørnet og stoppede ud for købmandens forretning. Idet han så mig, lagde jeg hånden på hans skrivebord:
"Ædle herre, jeg er ganske vist fattig, men som Allah kan bevidne, bryder jeg mig ikke om at stå i gæld til nogen ... Modtag derfor denne gave."
Med et skarpt snit huggede jeg min hånd af. Købmandens mund åbnede sig. Det var tydeligt, han ville skrige, men skriget blev hængende i halsen. I stedet for stirrede han på mit blod, der stod ud over hans tæpper. Min afskårne hånd havde lagt sig til rette på et fad fra Yemen.
Jeg drejede om på hælen og gik ud af forretningen. Smerterne var uudholdelige, men ved en kraftanstrengelse fortsatte jeg ind i suq’en, forbi sadelmagerne, rishandlerne og boderne med alskens krydderier. Jeg løb ned ad uendelige gyder, der opløstes i skumring; jeg fortsatte forbi det store marked med tæpper fra Persien og slagterierne med kamelkød. Bag mig efterlod jeg en stribe blod, som kattene labbede i sig, som var det sødmælk.
"Se", råbte en soldat, "det er den galning, der skar sin hånd af i forretningen."
Jeg prøvede at undslippe, men tre vagter greb fat i mig. Jeg slog og sparkede det bedste, jeg havde lært, men overmagten var for stor. Stokkeslagene regnede ned over min ryg. Kroppen smertede; jeg åbnede munden for at skrige ... men i det samme stod jeg tilbage i mit palads. Jeg var igen klædt i silke, mit hår duftede af de dyreste vande, og jeg betragtede den mærkelige mand, hvis øjne fyldte rummet.
Vismanden lukkede det sidste vindue. Så vendte han sig mod mig:
"Fred være med Jer, ædle kalif. Som jeg fortalte, er jeg sendt af vismændene i ørkenen for at gøre opmærksom på de rigdomme, Allah har skænket Jer."
Jeg skulle til at sige noget, men vismanden var forsvundet i den blå luft. Det var, som om han aldrig havde været på besøg; som om han aldrig havde eksisteret.
Min vesir vendte sig mod mig:
"Ædle herre, århundredets kalif, jeg kan se, at Jeres blik er klarere; at I er vendt tilbage til Jeres krop. Med forlov, gå
ned og nyd rubinerne i skatkammeret. Lad slavinderne bade Jer i parfumerede vande. Nyd synet af de tamme løver, der ligger ved tronen og lystrer hvert eneste af Jeres vink." Jeg nikkede og sendte en bøn op til Allah, den Barmhjertige. Så spejdede jeg ud over Kairo, hvor alt åndede ro og fordragelighed. Jeg så ned på min hånd. I en kort stund syntes jeg, den manglede, men så dukkede den frem af ærmet, fed og fuldkommen. Jeg smilte og gik ned i mit harem, hvor to hundred ungpiger ventede på at danse mig ind i natten.
Sultanen nikkede eftertænksomt, så rejste han sig fra sin guldstol:
"Når jeg har bedt om at høre jeres historier, er det, fordi der brænder et lys i ethvert menneske. Hos nogle stråler lyset flot; hos andre kommer det frem ved sjældne lejligheder. Vi er alle låst fast i vores personlighed; den er i sandhed et fængsel for sjælen."
Den Ellevte Galning rakte hånden op: "Må jeg spørge om noget, gunstige sultan?"
"Spørg frem."
"Var historien, vi hørte, sand?"
"Det var dog et underligt spørgsmål. Er dit liv sandt? Er døden sand? Er sandheden sand? Når vi fortæller en historie, bliver den sand. Det er kun gennem jeres historier, I kan kureres. Ellers er I fanger i den stank, der er jeres tilværelse."
Enkelte af galningene nikkede. I baggrunden skrev vesiren flittigt. Sultanen vendte sig mod den Femte Galning:
"Og hvad lærte du så af dit liv i suq’en? Lærte du at være barn igen? Lærte du ydmyghed og taknemmelighed i stedet for at blive opslugt af tåbelig dødsangst?"
Galningen så ned i jorden:
"Det ved jeg ikke, herre."
"Hvorfor det?"
"Fordi min dødsangst vendte tilbage efter to fuldmåner."
"Din dødsangst vendte tilbage?" Sultanen så på ham.
"Men det kan ikke passe. Så er historien jo ikke opbyggelig. Måske burde jeg hugge hovedet af dig. Du bruger det jo ikke
alligevel."
"Vær ikke så hård ved mig, sultan. Jeg er blot en galning, der ikke kan få verden ud af min navle. Jeg har gjort alt for at få øjnene op for andre. Jeg plejede at herske med mildhed, jeg var gavmild og generøs, men når det kom til stykket, måtte jeg erkende, at andre mennesker ikke havde min interesse. Med forlov; de nåede mig ikke til anklerne."
"Men nu?"
"Ja, nu er jeg begyndt at holde af dem. Men det kan godt være svært, når man engang var Allahs håndhæver på jorden. Den slags glemmer man ikke, blot fordi man sidder i et galehus med loppestik på sine testikler."
Sultanen lagde hovedet tilbage og lo: "Hmm. På trods af dit umådelige hovmod er jeg tilfreds med dig, Femte Galning. Du har formået at beholde benene på jorden, selv om det er svært for mennesker med din utålelige disposition." Han fortsatte: "Alt dette bringer os til vores andet formål: at forberede jer dårer på et liv uden for tremmerne. Hvad tror I vil være det største problem, hvis I blev sluppet ud i dag?"
Dårerne kiggede på hinanden. Nogle blev forskrækket over spørgsmålet; andre livede op. "Hvor længe siden er det, vi har været ude?" tænkte de. "Eller har vi altid siddet i dårekisten? Måske findes der ikke noget andet liv end at sidde i en celle og vente på sig selv?"
Sultanen lo. Han elskede at kigge ind i dårernes sjæle, selv om det ofte var et sørgeligt syn. Han så sodomi, afbrændte
landsbyer og ufordøjede åbenbaringer. Mennesket var sammensat. Men det var først, når det løsrev sig fra bedragets bolig, det blev vækket af sin dvale.
Nu gik dårene i gang med at fortælle, hvad de ville foretage sig, når de kom ud af dårekisten. E´n ville bygge et palads af
henna, e´n anden ville spise godt med citrontærte. Den Tolvte Galning ville være et koralrev i et hav med delfiner. Desværre var der ingen, der ville være et tempel for lovsang.
Men det ville der blive lavet om på.
"Hvad er et tempel for en lovsang?"
"Det er at være e´t med Gud i hver eneste af dine handlinger."
"Det lyder anstrengende," sagde den Anden Galning.
"Jeg tror hellere, Gud vil være e´t med en sultan."
"Eller et bedetæppe."
Sultanen knipsede med fingrene:
"Dårer, lad os høre en ny historie." Han så sig rundt: "Hvad med dig, Tredje Galning? Kan du ikke fortælle os om dine besynderlige glidefald? Men husk, din historie skal være opbyggelig, eller du bliver et hoved kortere."
Den Tredje Galning sukkede og gloede ned i jorden, så rejste han sig hurtigt.
Afsnittet bringes med tilladelse fra forlaget.
Du kan tilmelde dig Bogbidder samt læse mere om servicen.
