Skumfiduser til morgenmad af Dorothy Koomson

prolog
Det her er som øjeblikket mellem to hjerteslag. Det er det sted, hvoringenting sker. Hvor blodet sagtner sin fart gennem årerne, hvor åndedrættet standser, og tankerne hvirvler ud i et stort tomrum af uvirkelighed.
Jeg taler med ham i telefonen.
Det er ham. Det er virkelig ham.
Han siger: "Vi er nødt til at tale om vores barn."
Hvis jeg havde kunnet bevæge mig, havde jeg smidt telefonen fra mig. Hvis ikke hans stemme var krøbet ind i min krop og havde fået alle mine muskler til at forstene.
"Kendra?" spørger han. "Kan du høre mig?"
Der er lidt støj på linjen, fordi han ringer fra en mobiltelefon, og et sted i den anden ende af mit i øvrigt tomme kontor er der en telefon, der ringer, men jeg kan godt høre ham. Selvfølgelig kan jeg høre ham. Hvert eneste ord er klart og tydeligt, og hans lave stemme er så dyb og glat som en tønde varm sirup. Jeg kan høre ham, og erindringen om ham farer gennem min hjerne.
Hans store, muskuløse hænder rækker ud og forhindrer mig i at snuble, hans greb er som stål om min strube. Han smiler, da han siger, at han vil gøre alt for mig; jeg mærker hans ånde mod mit øre, da han lover at slå mig ihjel.
"Kendra, kan du høre mig?" gentager han ind i min stilhed.
"Ja." Jeg tvinger ordene frem. "Ja, jeg kan godt høre dig."
"Vi bliver nødt til at tale om vores barn ... Du må fortælle mig om ham eller hende." Han tøver og ånder ind. "Jeg ved ikke engang, om det er en dreng eller en pige. Det er ikke rimeligt. Jeg har ret til at vide det. Jeg har rettigheder ... Kendra, du er nødt til at tale med mig. Det er det mindste, du kan gøre."
Jeg svarer ikke.
"Lad os mødes," siger han. "Når du får fri fra arbejde. Jeg står uden for din arbejdsplads nu, men jeg skal nok vente. Hvornår er du færdig?"
Panikken fylder mig som en flok opskræmte flagermus med baskende, læderagtige vinger. Den drukner alle andre følelser. Er han udenfor? Er han udenfor nu?
"Jeg er optaget i aften," svarer jeg og forsøger at lyde normal. Jeg forsøger at holde frygten væk fra min stemme.
"Jeg er ligeglad med, om du er optaget," snerrer han. "Intet kan være vigtigere end det her. Vi er nødt til at tale sammen."
"Jeg, øh, jeg ææh ..." stammer jeg. Jeg er nødt til at få kontrol over situationen. Han må ikke gøre det her imod mig.
"Jeg ved, hvor du arbejder, så hvor længe tror du, der vil gå, før jeg finder ud af, hvor du bor? Jeg møder op hjemme hos dig. Jeg vil dukke op på din arbejdsplads hver dag, og bagefter derhjemme. Jeg vil ikke lade dig være i fred, før du har talt med mig. Det kan du alt sammen undgå, hvis du mødes med mig nu."
Han mener det. Jeg ved, at han mener det. Jeg ved, hvad han gør, når han ikke får det, som han vil have det.
"Jeg møder dig udenfor kvart i fem," siger jeg. "Du kan få en halv time."
"Stor pige," siger han med en stemme, der er blød, fornuftig og rolig. "Jeg vidste, at du ville gøre det rigtige. Jeg kan næsten ikke vente –"
"Farvel," siger jeg hurtigt og afbryder samtalen. Jeg næsten kaster det hvide telefonrør tilbage på telefonen.
For fem minutter siden troede jeg, at han aldrig ville finde mig.
For fem minutter siden havde jeg ikke så meget som tænkt på, om han ledte efter mig. For fem minutter siden var jeg mest optaget af, hvilket supermarked jeg skulle købe ind i på vejen hjem.
Og nu det her.
Hans hånd klemmer om min strube. Hans honningglatte stemme kryber ind i mit øre.
Mon ikke han virkelig slår mig ihjel denne gang?
              
               cornflakes,
               én teskefuld sukker &
               iskold mælk

kapitel et
"Du er sort."
Overraskende nok kom jeg hverken til at skrige, gispe eller falde omkuld i skælvende afmagt, da jeg stod over for én, der var trængt ind i mit hjem. Jeg sprang tilbage, og mit hjerte stod stille; jeg stirrede på hende med store, rædselsslagne øjne, men jeg skreg ikke.Det var en tidlig søndag morgen. Jeg var lige trådt ud af bruseren og skulle til at ile gennem min lejlighed hen til soveværelset for at klæde mig på, da jeg opdagede den, der var trængt ind – eller rettere dem, der var trængt ind – lige uden for badeværelset, hvor de stod og stirrede på mig. Den af de indtrængende, der talte til mig, var omkring 120 cm høj og seks år gammel med grønne øjne så mørke og skinnende som eukalyptusblade og skulderlangt sort hår – i den ene side var det samlet i en rottehale med en rød elastik, i den anden side faldt det i store krøller ned til skulderen. Ved siden af hende stod en tro kopi, blot af hankøn – hans mørke hår var kortere, men han var af samme højde og alder, og han havde de samme grønne øjne.
De to kunne ikke siges at være klædt på, men snarere "klædt ud".
Til hendes lyserøde nederdel med flæser forneden bar hun stribede blå og hvide gamacher og en hvid, langærmet T-shirt med en falmet orange trøje. De gule strømper ålede omkring hendes ankler ligesom benvarmere, og hendes fødder prydedes af røde sko med store, gule blomster. Han havde blå bukser på, hvoraf ét ben var stukket ned i en af hans grønne sokker. Hans hvide T-shirt var avantgardistisk dekoreret med tuschpletter og mærker efter beskidte fingre, og hans blå, lynede fleecetrøje havde den ene side af kraven foldet indad, så den lå på hans skulder. Begges tøj var så krøllet, at det så ud, som om de havde sovet i det. Ud over den sjuskede påklædning var tvillingerne også fælles om en gråbleg ansigtsfarve med mørke, blålilla rande, der lignede snavs, under øjnene. De så ud som et par forældreløse gadebørn, der udmagrede og trætte af februarkulden var vandret ind i min varme lejlighed. Men jeg var temmelig sikker på, at de ikke var gadebørn. De var min udlejers børn. Jeg var netop flyttet ind i lejligheden og havde endnu ikke mødt min udlejer og hans familie, fordi de havde været bortrejst, da jeg ankom fra Australien. Nu var de tydeligvis tilbage. Børnene granskede mig ugenert og studerede den gennemsigtige brusehætte over mit sorte hår, mit nyvaskede ansigt, min fugtige hals og skuldre, det håndklæde, jeg havde viklet om kroppen og lige nu trak sammen omkring mig, som gjaldt det livet, mine knæ, der stak ud under håndklædet, og mine skinneben, som stadig var våde. Deres blikke dvælede ved mine fødder, sandsynligvis fascinerede af mine dunede, hvide tøfler.
"Du er sort," gentog pigen med klar og fast stemme. Hun talte med et barns ærlighed og en voksens selvtillid. Hun vidste, hvordan hun skulle henvende sig til folk, uanset hvor gamle de var. Hun havde en lodden, blå stofkanin i favnen.
"Ja, det hører jeg," svarede jeg.
"Jeg hedder Summer," sagde hun og bekræftede dermed, at hun var min udlejers datter. Hun pegede på drengen med en tommelfinger.
"Han hedder Jaxon. Vi er tvillinger." Hun kiggede op og ned ad mig igen – fra min brusehætte til fødderne – og så løftede hun blikket til mit. Vi så hinanden dybt i øjnene. Jeg var tryllebunden, og hun havde min udelte opmærksomhed, så længe hun ønskede det. Ansigtet, der var indrammet på så usædvanlig vis af håret, var uskyldigt og åbent, og dog klogt og reserveret. En million ubetydelige og dybe tanker udspandt sig bag det ansigt. Summer trak på de smalle, benede skuldre og brød øjenkontakten, samtidig med at hun nikkede let.
"Du er ret køn," sagde hun.
"Øh ... tak, tror jeg nok," sagde jeg.
Jaxon bøjede sig over mod Summer, lagde hænderne omkring sin mund og begyndte at hviske ind i hendes øre. Han talte i nogle få sekunder, og da han tav, nikkede hun. Jaxon rettede sig op. "Du er ikke så køn som min mor," orienterede Summer mig. Jeg gættede på, at det var Jaxons bidrag, og skævede til ham. Han gengældte trodsigt mit blik, som om han ville udfordre mig til at sige ham imod. Han var tydeligvis ikke ret snakkesalig, men han vidste, hvordan han fik sit budskab frem. "Nå, okay," sagde jeg.
"Summer! Jaxon!" lød en voksen mands stemme ved foden af trappen i nærheden af min hoveddør, og den fik mit hjerte til at springe et slag over igen.
"Hvad laver I deroppe?" fortsatte stemmen, samtidig med at der lød skridt op ad trappen. Det var sikkert min udlejer, Kyle Gadsborough, som var ved at løbe op for at slutte sig til sine børn, mens de betragtede mig uden tøj på. Før jeg kunne nå at planlægge min flugt og regne ud, om jeg ville være i stand til at kaste mig ud på badeværelset igen, dukkede mr. Gadsborough op.
Han fyldte den øverste trappeafsats, for han var en høj mand på små to meter. Han var en smule ældre end jeg, 36, måske 37, solid af bygning, men slank. Han var klædt i rummelige, marineblå jeans og en krøllet hvid T-shirt under en koksgrå jakke. Hans sorte hår var meget kort, og hans øjne var lige så store som børnenes, men brune.
Han havde daggamle skægstubbe, og ligesom børnene var han bleg på en måde, der fik ham til at se udmattet ud. Min udlejer standsede på afsatsen lige ved trappen, sukkede dybt og rullede med øjnene mod børnene. "Jeg har jo sagt til jer, at hun ikke er her," sagde han, "– hun er sikkert ude at købe ind eller noget." Da de ikke reagerede og bare blev ved med at stirre på mig, begyndte han åbenbart at undre sig over, hvad de stirrede på, og kastede et blik i samme retning. Han nikkede kort "goddag" til mig, før han igen vendte sig mod børnene, og så kunne jeg se, at hans hjerne pludselig registrerede, at han havde set et menneske. Han vendte sig igen imod mig med overraskelse og forvirring malet i ansigtet. "Nå, du er her," sagde han. "Undskyld, at vi –" han gik i stå, da det gik op for ham, at han stod over for en praktisk taget nøgen kvinde. En, der ikke var hans kone. Hans gråblege, trætte ansigt eksploderede i flammende purpurrødt.
"Åh-h-h," stammede han. "Åh, øh, jeg, øh ..." Han begyndte at trække sig bagud, men han havde glemt, at han stod ved trappen, trådte forbi det øverste trin og faldt glidende baglæns. I et lille øjeblik, en brøkdel af et sekund, var det som om mr. Gadsborough stod stille i luften, og så begyndte han at falde ned ad trappen. Mit allerede vildt hamrende hjerte fløj op i halsen på mig, mens jeg så på ham og ventede, at han ville falde ud af syne, men i sidste øjeblik skød hans hånd ud og fik fat i gelænderet, og det lykkedes ham at holde sig på benene. Da han igen stod fast på fødderne, løb han nogle få trin længere ned, så det eneste, vi kunne se af ham, var det bløde hår, der sad i uregelmæssige hvirvler på hans isse. Han vendte ansigtet mod væggen, så han ikke engang tilnærmelsesvis kiggede i min retning.
"Kom så, børn, vi går nu," sagde han til væggen. "Nu. Med det samme!" Han buldrede ned ad de sidste trin og ud ad døren, som om fanden var i hælene på ham.
Summer, der ligesom Jaxon og jeg havde iagttaget mr. Gadsborough, vendte sig om mod mig igen. "Vi er nødt til at gå nu," sagde hun alvorligt, og hendes betoning tilføjede, Men vi vender tilbage.
"Okay," svarede jeg til både det sagte og det usagte.
Summer gik først ned ad trappen. Gennem åbningerne i gelænderet kunne jeg se hende træde forsigtigt fra trin til trin, indtil hun var ude af syne. Jaxon stirrede efter hende, men før han satte sin fod på det andet trin, standsede han, vendte sig om og kastede et blik på mig. Du har ikke narret mig, sagde blikket. Jeg kan se lige igennem dig. Jeg veg lidt tilbage for blikkets intensitet.
Der var kun ét andet menneske, der havde set sådan på mig i hele mit liv. Og det var længe siden. Dengang havde blikket foruroliget mig, men nu slog det mig næsten ud. Hvordan kunne en seksårig dreng se på mig, som om jeg var en åben bog?
Jeg blinkede til ham og spekulerede på, om han ville sige noget.
Men nej. Jaxon havde udrettet, hvad han ville. Han slog blikket ned, vendte sig om og marcherede efter sin søster og far ned ad trappen.
Okay, tænkte jeg, da Jaxon havde lukket døren bag sig. Jeg må væk herfra. Nu med det samme.

kapitel to
Før jeg gjorde noget som helst andet, kilede jeg en spisestuestol fast under håndtaget i døren til soveværelset.
Jeg ville ikke løbe nogen risiko her: Når jeg skulle tage håndklædet af for at klæde mig på, ville jeg have flere minutters varsel i tilfælde af, at nogen fra familien Gadsborough dukkede op igen. Jeg tjekkede igen, om stolen sad godt fast, før jeg smed håndklædet og tog flasken med fugtighedscreme fra natbordet og klemte en stor, hvid klat ud i håndfladen. Jeg smurte hele kroppen ind på rekordtid – højst 30 sekunder – og så snuppede jeg min sorte bh fra sengen og tog den på. Jeg jog benene ned i trusserne og trak dem på, og så hev jeg min hvide, langærmede T-shirt over hovedet og knappede mine jeans. Jeg var mindre end to minutter om at klæde mig på, og for alle tilfældes skyld holdt jeg øjnene fæstnet på døren, mens jeg gjorde det.
For syv dage siden var jeg i Australien.
Det var jeg stadig så fortumlet over, at jeg så på mine omgivelser ligesom en muldvarp, der ser lyset over jorden for første gang. Jeg mindede hele tiden mig selv om, at de nøgne træer, den lave temperatur og den bidende, friske luft betød, at jeg var i England. Jeg var tilbage i mit fødeland. Hjemme. For syv dage siden havde jeg levet et meget anderledes liv i Sydney. Jeg havde en lejlighed i nærheden af centrum, og jeg var kommunikationsmedarbejder i en stor medievirksomhed.
 For fem dage siden var jeg stivbenet, udmattet og lettere høj af at have levet af slik i 24 timer vandret ud af pas- og toldkontrollen i Heathrow Lufthavn og ind i ankomsthallen. Jeg ignorerede de mennesker, der kastede sig i armene på hinanden i lykkelig genforening, og dem, der blev afhentet eller var på vej ud til taxaholdepladsen. Jeg blev ikke hentet af nogen, for kun få vidste, at jeg var vendt tilbage. Mine forældre boede i Ghana, min søster boede i Italien, og mine to brødre boede i Spanien og Canada. Min familie var spredt over hele verden, og der var ingen venner, jeg kunne ulejlige med at hente mig.
Jeg havde alle mine bærbare ejendele i en rygsæk og to kufferter. Jeg havde afsendt mine papirer til mig selv, dagen før jeg tog af sted, så de ville ankomme på et tidspunkt. Jeg stillede mig op i taxakøen i lufthavnen og bad om at blive kørt til en adresse i Brockingham på grænsen mellem London og Kent.
Taxaen kørte ad motorvejen mod den trafikprop, der kaldes London, og jeg vidste, at familien Gadsborough, mine nye udlejere, ikke ville være der. Kyle Gadsborough havde fortalt mig, at familien var nødt til at tage til New York, og selvom det ikke var optimalt, at de ikke kunne være der for at tage imod mig, var der ikke noget, nogen af os kunne stille op – de var nødt til at tage til USA, og jeg var nødt til at tage til England.
Jeg skulle hente nøglerne hos naboen. Jeg var veget en smule tilbage, da hun åbnede døren for mig. Hendes hår sad oven på hovedet som en brun marengs, hendes øjenbryn var plukket fuldstændig fra hinanden, og hendes mund var så fuld af rynker og furer, at den så ud, som om den var ved at forsvinde helt.
Hun havde ikke villet give mig nøglerne. Hun havde bedt om at måtte se mit pas og en kopi af lejekontrakten. Da jeg havde vist hende dem, bad hun om at se en anden slags ID. Jeg viste hende mit engelske kreditkort. Da hun indså, at hun ikke kunne trække det ud længere, sagde hun, at hun ville tage sine sko på og følge mig derover. Så fik jeg nok. Efter at have fløjet i et døgn og brugt 150 pund på en taxa var min tålmodighed, som allerede var strakt til det yderste, ved at slippe op. Jeg rakte hånden ud for at få nøglerne. Hun lagde dem modstræbende i min håndflade.
Mr. Gadsborough havde fortalt mig, at indgangen til min lejlighed var til højre for huset bag ved en høj, ornamenteret smedejernslåge. Efter at have låst lågen op rullede jeg min bagage hen ad flisegangen langs den ene side af det hvidmalede hus. Bag ved huset lå en storgræsplæne kantet med store skifergrå fliser. Min lejlighed lå bagerst i haven.
Mr. Gadsborough var arkitekt og havde tegnet og ombygget en lejlighed, der lå oven på en tidligere garage, som et selvstændigt atelier til sin kone. Bygningen var hvid, og den havde seks store panoramavinduer med udsigt over haven og tre ovenlysvinduer i det skrå tag. Midtfor, der hvor garagedøren havde været, sad min blå hoveddør. Da jeg nærmede mig den, føltes den som min lejlighed, selvom jeg kun havde set de billeder, mr. Gadsborough havde sendt mig per email. Det føltes som et sted, hvor jeg kunne begynde forfra. Beslutningen om at forlade Sydney var truffet i hast. Jeg havde ingen idé om, hvor jeg skulle bo, og ingen familie i England jeg kunne trænge mig på hos, så jeg havde surfet rundt på nettet i timevis, til jeg så annoncen for stedet her. Efter nogle få samtaler med ejeren, og da vi havde sendt kontrakterne frem og tilbage med kurerservice og overført penge, var den min. Helt og aldeles min. Jeg blev opfyldt af en dyb ro, da mr. Gadsborough sagde til mig, at jeg kunne leje lejligheden.
Jeg havde et sted at bo, et sted at skjule mig.
Jeg rullede min koksgrå kuffert ad flisegangen hen til min lejlighed. Den mørkeblå hoveddør var forsynet med en dørhammer af messing. Bag døren ville der være en trappe, som førte op til det, der ville blive mit hjem. Husets kulde kom væltende ned ad trappen for at møde mig, dajeg åbnede døren. Der var køligt udenfor, men endnu koldere indenfor – fraværet af beboere havde sat sine spor.
Jeg stirrede op ad trætrappen, som øverst drejede let – jeg kunne ikke på nogen måde bære bagagen op på én gang. Jeg efterlod mine kufferter på dørtrinnet og gik op ad trappen. Jeg smed min rygsæk og taske, og så sprang jeg ned ad trappen og bumpede op igen med den ene kuffert. Jeg sprang ned igen og bumpede op med den anden. Jeg standsede op, da jeg havde lukket døren bag mig. Det var, som om det var første gang i ugevis, jeg gjorde dét – standsede op. Jeg standsede op og lod roen på det sted, der ikke havde været beboet længe, falde over mig. Jeg lukkede øjnene og åndede følelsen af ubevægelighed dybt ned i lungerne og ud igen; ud i stilheden omkring mig. Dette var følelsen af sindsro. Det her var, hvad jeg havde været ude efter, da jeg tog flyet hjem.
Jeg åbnede øjnene og så rummet rigtigt for første gang. Hele lejligheden var omkring 12 meter lang, og det meste af den i åbenplan. Til højre for mig lå stueområdet med sofa, tv og et sofabord. Ved siden af sofaen var der en dør til soveværelset. Til venstre for mig stod det lille, runde spisebord med tre stole. Bag dem, længst væk, lå køkkenet med et vindue fra gulv til loft, der lod lyset strømme ind. Ved siden af vinduet var døren ud til badeværelset. Hele lejligheden, bortset fra badeværelset, havde afhøvlede plankegulve, og her og der lå der tæpper i klare farver som øer på gulvet. På spisebordet stod der en æske chokolade med en stor, lyserød sløjfe. Et hvidt kort lænede sig imod den. Jeg tog det op.

Kære Kendra,
Velkommen til dit nye hjem.
Med venlig hilsen
Familien Gadsborough

Det var en sød og uventet gestus, der fortalte mig, at de var rare mennesker. Almindelige, venlige. Det havde jeg også fornemmet, de gange jeg havde talt med mr. Gadsborough. De var ordentlige og venlige.
Venlige. Det havde fået nervøsiteten til at risle gennem mig. Deres eventuelle venlighed kan blive et problem, tænkte jeg, mens jeg lagde kortet fra mig og stirrede på chokoladen. Jeg havde brug for at være i fred lidt. Jeg følte mig som en flygtning, og jeg havde brug for at være alene, nu hvor jeg var hjemme. Jeg havde brug for et sted, hvor jeg kunne tilbringe tiden i mit eget selskab og slikke de sår, der havde fået mig til at forlade Sydney; blive mig selv igen. Blive stærkere, indtil jeg vænnede mig til atter at omgås andre mennesker.
Mens jeg pillede ved cellofanen omkring chokoladen, var min største bekymring, at de ikke ville lade mig være i fred længe nok til, at jeg kunne begynde at bygge mit liv op igen. At de ikke ville lade mig være i fred, punktum. Jeg gik frem og tilbage i soveværelset og vred hænderne af bekymring. Den irrationelle frygt blev større og mere virkelig for hvert minut der gik. Børnene var sikkert gået tilbage til huset og havde fortalt mrs. Gadsborough, hvad der var sket. "Hun er rigtig pæn," ville Summer sige helt uskyldigt.
Jaxon ville tankeløst tilføje: "Hun havde ikke noget tøj på, vel, far?"
Nu kunne mrs. Gadsborough når som helst komme herover med kagerullen i hånden for at fortælle mig, at jeg ikke skulle komme for godt i gang. For at fortælle mig, at jeg hellere måtte beholde tøjet på, selv under bruseren. Især under bruseren.
Selv hvis hun ikke kom herover for at konfrontere mig, ville det næppe få hende til at synes bedre om mig. Jeg havde sået tvivl i hendes sind og fået hende til at spekulere på, om jeg var ude efter hendes mand, så hun hellere måtte holde øje med mig.
Med den tanke lysende klar i hovedet trak jeg i en bluse med V-hals, kæmpede mig i en sort cardigan og tog min lange, sorte frakke på. Jeg viklede hurtigt et kulørt, stribet tørklæde om halsen, snuppede min taske og satte kursen mod døren. Jeg ville besøge nogle ejendomsmæglere og tage toget ind til Londons centrum for at tilbringe dagen dér. Jeg ville komme hjem så sent som muligt, og til den tid ville de være faldet i søvn. Det – at blive ude hele dagen – kunne jeg blive ved med, indtil jeg fandt et andet sted at bo. Før jeg trådte ud af lejligheden, åbnede jeg døren på klem og kiggede ud gennem en bred sprække for at se, om der var fri bane. I den anden ende af haven lå huset stort, hvidt og imponerende. Derfra hvor jeg stod, kunne jeg se det store vindue i køkkenet. Træpersiennerne var trukket op, og jeg kunne skimte mr. Gadsborough ved bordet i køkkenet i færd med at gestikulere vildt ad de to børn, der sad ved bordet, begge helt opslugte af hvad han sagde. Mrs. Gadsborough var ingen steder at se. Nu havde jeg chancen for at slippe væk.
Jeg trådte over trinet og lukkede forsigtigt døren bag mig. Jeg stak nøglen i den gammeldags lås og drejede den stille rundt. Så stak jeg nøglen i yalelåsen og drejede den lige så lydløst, så der var ordentligt låst.
Jeg bed mig i underlæben og spændte musklerne, parat til at snige mig gennem haven hen til havelågen. Jeg vendte mig om – og opdagede mr. Gadsborough lige bag mig med en æske Weetabix i den ene hånd.
"FOR FANDEN DA OGSÅ!" skreg jeg og sprang bagud med hånden presset mod brystet. "DE MÅ IKKE GØRE SÅDAN NOGET!"
Hvad havde den familie gang i med sit talent for at dukke op ud af det blå?
Min vært så pludselig lamslået ud, som om han ikke kunne tro, hvad han lige havde gjort imod mig. "Du godeste, undskyld," sagde han, og strakte sin frie hånd ud mod mig. Jeg veg tilbage og pressede mig fladt op ad døren for at undgå, at han rørte ved mig. Vi havde allerede overskredet alt for mange grænser i den seneste halve time, der var ingen grund til, at vi vadede ind over endnu flere. Han trak sin hånd tilbage og trådte væk fra mig for at give mig lidt plads. Jeg flyttede mig en smule væk fra døren, nu hvor han var på sikker afstand.
"Undskyld, miss Tamale, det var ikke min mening at skræmme Dem," sagde han.
"Kald mig bare Kendra," sagde jeg forsigtigt, mens mit hjerte stadig hamrede.
"Undskyld, Kendra, jeg ville ikke gøre dig forskrækket. Det var det sidste, jeg ville."
"Det er i orden, mr. Gadsborough, jeg er okay. Virkelig. Jeg er bare lidt nervøs."
"Kald mig bare Kyle," sagde han.
"Okay, Kyle."
"Jeg var ved at servere morgenmad for børnene," sagde han og pegede mod køkkenet bag ved sig, "og så fik jeg øje på dig. Jeg ville fange dig, før du gik, for at sige undskyld. Jeg vidste ikke, hvornår du ville komme tilbage, og vi går sandsynligvis på hovedet i seng lige efter morgenmaden. Vi har jetlag. Men jeg vil gerne sige undskyld for det lige før. Du ved ... før ..." hans stemme døde hen, og hans ansigt blev lyserødt, da erindringen tydeligvis dukkede op for hans indre blik igen.
"Det er i orden," sagde jeg automatisk, selvom det ikke var det. Det havde ikke været med vilje, hvilket næsten gjorde det i orden.
"Det er bestemt ikke i orden," afbrød han. "Jeg har lige brugt det meste af en halv time på at forklare ungerne, hvorfor det ikke er i orden. Jeg er virkelig ked af det." Hans stemme var behagelig og blid, og der var en antydning af dialekt, måske fra Nordengland, over den.
"Det er i orden. Virkelig."
"Nej, det er ikke. Jeg vil bare forsikre dig om, at det ikke vil ske igen. Forstår du, det er ungerne. Jeg ved ikke, om du nogensinde har haft børn?" Hans øjne gled ned over min krop, som om han kunne vurdere, hvorvidt jeg havde børn, ved at se på mine kurver, og så blussede hans ansigt igen rødt, da han åbenbart kom i tanker om, at han havde set de samme kurver kun iført et håndklæde.
"Jeg ved, hvordan børn er," sagde jeg med et anstrøg af sarkasme i stemmen. Hvis jeg havde børn, ville jeg så være flyttet ind i det her hus uden dem?
"Men altså, når mine to får en idé, så holder de fast i den. Da jeg fortalte dem, at jeg havde lejet lejligheden ud til dig, ville de vide alting med det samme. De ville møde dig omgående. De ville se et billede. De ville finde ud af, hvor du var præcis på det tidspunkt. De ville flyve til Sydney. De kunne ikke forstå, hvorfor vi ikke bare kunne tage til Sydney på vej til New York, eftersom der jo er en flyrejse involveret i begge dele. Men da vi kom til New York, holdt det op. De talte overhovedet ikke om det. Jeg troede, de havde glemt det, men på vej hjem fra lufthavnen lige før kom Jaxon, tror jeg det var, lige pludselig i tanker om det, og mindede Summer om det, og så gik det løs igen. Jeg kunne ikke få dem til at tie stille, før jeg lukkede dem ind for at bevise, at du ikke var der, hvilket du så selvfølgelig var."
Så Kyle var ikke den stærke, tavse type. Mens han talte, dansede hans øjne, som havde samme dybe, brune farve som mahogni. Ved nærmere øjesyn var han en tiltrækkende mand. Hvis man så bort fra udmattelsen, blegheden og de mørke rande under øjnene, stod man over for en flot fyr. En robust skikkelse, blød kæbelinje, kraftige, men pæne ansigtstræk og en udstråling af naturlig nysgerrighed, som hans datter havde arvet. Både hans højde, hans krop og hans personlighed havde en gennemgående blidhed, der ville få de fleste mennesker til at slappe af – når han altså ikke lige havde listet sig ind på dem.
"Vi bankede faktisk på," sagde Kyle for at afslutte sin forklaring.
"Jeg stod nok under bruseren," sagde jeg med pokeransigt bare for at se ham rødme igen, hvilket han gjorde som på kommando. Når Kyle rødmede og hang med hovedet, lignede han en flov skoledreng, der var blevet taget i at kigge i sin mors undertøjskatalog; han blev en voksen udgave af Jaxon.
"Det vil ikke ske igen," lovede han. "Hør, hvis du gerne vil have ekstranøglen og give den til nogle andre, så er du velkommen."
"Nej, jeg vil hellere have, at den ligger hos nogen lige i nærheden, for det tilfælde at jeg glider i brusenichen og ikke selv kan rejse mig, du ved."
Denne gang rødmede han ikke. I stedet lagde han hovedet lidt på skrå, og hans læber skiltes i et smil. Han havde et rart smil, varmt, sødt og indbydende. "Du bliver ved med at fortælle bruservitser, så længe jeg lever, ikke sandt?" spurgte han.
"Jo, det kan du godt regne med."
"Men bare vi ikke har skræmt dig væk? Jeg håber ikke, du var på vej ud for at finde en ny lejlighed? For det kommer 100 % sikkert ikke til at ske igen. Jeg skal nok få lært at holde styr på børnene. Det er mit næste projekt."
"Årh, de er ikke værst. De forskrækkede mig bare lidt."
"Ja, det kan du sagtens sige, men du har ingen anelse om, hvordan de løber om hjørner med mig. Det her er jo helt nyt for mig."
"Nå?" sagde jeg. Var de alligevel ikke hans børn? Hvor var hans kone?
"Min kone og jeg er separeret," sagde han som svar på mit uudtalte spørgsmål. "For nylig. Altså for et par uger siden. Det er derfor, jeg lejer lejligheden ud – det var hendes atelier," sagde han og nikkede mod lejligheden. "Vi har lige været i New York, hvor hun tænker på at flytte over. Uden os. Vi skal skilles. Jeg troede, rejsen handlede om at finde hinanden igen, men den sidste aften, hvor vi lå på hotellets kæmpestore seng og ungerne sov imellem os, så hviskede hun: "Kyle, jeg vil skilles. Vi kan ikke få det til at fungere, så jeg vil skilles." Smukt, hva´? Vi sov i den samme seng i to uger. Os alle fire, ligesom i gamle dage, og så gør hun det forbi på den måde. Jeg vidste ikke engang, at vi prøvede at få det til at fungere."
Jeg havde krummet tæerne mere og mere krampagtigt nede i mine sportssko, mens hver eneste muskel i min krop spændtes til det yderste i kampen for ikke at vende om og løbe væk fra ham. Jeg vidste alt om skilsmisse. Jeg var lige flygtet fra en skilsmisse. Jeg havde intet behov for at løbe lige ind i en anden.
Kyle tav, og så stod vi ubevægelige og tavse. Hans følelsesmæssige åreladning, der havde slæbt mig ind i det allerinderste af familiekrypten, stod imellem os som en uventet rædsel. Ingen af os vidste, hvad vi skulle sige, og vi blev overvældet af en ubehagelig, kvælende stilhed.
"Du flytter ud i nattens mulm og mørke, ikke?" sagde han trist.
Han rystede på hovedet og kørte en hånd gennem det korte hår. "Du må undskylde, det her må være verdens værste præsentation for dig – først det i lejligheden og nu et kort overblik over mit fallerede ægteskab. Undskyld."
Han havde ikke været sådan i telefonen. Vi havde ganske vist kun talt om det praktiske, men han havde virket stilfærdig, som om han tænkte mange ting, men kun sagde lidt. Måske var det jetlag i kombination med den pludselige erkendelse af, at han ville blive enlig far, der havde løsnet hans tunge. Hvad det så end var, vidste jeg ikke, hvad jeg skulle sige.
Telefonen begyndte at ringe højt og skingert fra familien Gadsboroughs hus. De spændte knuder, der forvred mine skuldre og min mave, løsnede sig. Jeg behøvede ikke sige noget, han ville gå ind for at tage telefonen, og jeg kunne smutte så langt væk som muligt. Han stirrede på mig, som om han ventede på et svar på noget. Jeg stirrede på ham og ventede på, at han skulle tage telefonen. Telefonens kimen fortsatte i baggrunden.
"Skal du ikke tage den?" sagde jeg og pegede mod huset.
Han kastede et overrasket blik over skulderen. "Nåe, jo," sagde han og vendte sig mod mig igen. Han gjorde stadig ikke mine til at gå ind. Han sendte mig et lille, forlegent smil, og så så han ned på sine fødder, før han løftede hovedet igen. "Kunne du tænke dig ... jeg går ikke ud fra, at du vil med ind? Og spise morgenmad sammen med os og hilse rigtigt på børnene?" Han trak på skuldrene. "De vil ikke lade mig få ro, før de har hilst på dig. Det vil sige, Summer bliver bare ved, og Jaxon bakker hende op. I al stilhed, men lige så effektivt ... Hør, jeg lover, jeg klapper i nu, hvis du vil spise morgenmad med os. Hvad siger du til det?"
Hvis jeg skulle være helt ærlig, havde jeg ikke lyst til at spise morgenmad med dem. Det var ikke noget personligt. Familien virkede vældig sød, men jeg havde først mødt dem for mindre end en time siden, og det føltes allerede, som om livet var blevet et rod af forlegenhed, nervøsitet og vanskeligheder. Mrs. Gadsborough var rejst, hvilket var grunden til, at jeg havde et sted at bo. Jeg var bogstaveligt talt fløjet halvvejs rundt om jorden for at ende præcis, hvor jeg startede – midt i en skilsmisse; nu skulle jeg overvære alt det, jeg havde forsøgt at flygte fra. Jeg ville på nærmeste hold se, hvor brutal, grim og ond en varig separation blev. Og så var der børnene. At omgås børn var en slags tortur for mig. Det rev og sled i mit indre og mindede mig om tabte muligheder med en dyb, skærende smerte.
At bo i nærheden af dem ville være okay, at involvere sig med dem ville ikke. Jeg burde ikke være flyttet ind her, indså jeg, mens jeg stirrede på min udlejer, og telefonen stadig ringede i baggrunden.
"Vil du ikke nok?" spurgte Kyle.
"Okay," sagde jeg. Jeg havde virkelig ikke andre muligheder.

Afsnittet bringes med tilladelse fra forlaget.
Du kan tilmelde dig Bogbidder samt læse mere om servicen.