Texas rose af Dy Plambeck
Sverige, High Chaparral,
juli 1987
Vi var taget på ferie, hele familien, til High Chaparral, en herlig westernby for folk i alle aldre, som der stod i brochuren. Det lød lovende: En by, der var som taget ud af USA’s Midtvesten i 1850’erne. En by, hvor banditter og cowboyer gik rundt i gaderne med deres seksløbere i bæltet. Hvor heste og bisonokser løb frit omkring. Man kunne opleve indiansk regndans, saloonslagsmål og skyderier. Man kunne være Billy the Kid og konkurrere med Jesse James om, hvem der først kunne røve en bank. Man kunne ride ud på prærien eller hjælpe Lucky Luke med at jagte Daltonbrødrene.
Der skulle være saloons og restauranter i ægte western-stil, en mexicansk landsby, en indianerlejr og en dampjernbane foruden museet The Auld One, som var opført til ære for Big Bengt, High Chaparrals grundlægger, forretningsmanden Bengt Erlandsson. Han købte to hundrede tusind brugte telefonpæle af et svensk teleselskab og byggede sin westernby ud af dem. Big Bengt levede den amerikanske drøm ud. Han arbejdede sig op fra bunden og var så heldig at have det i sig, talentet for forretninger. Han havde en enestående evne til at få folk til at gøre præcis, hvad han bad dem om, selv om hans forretningsmetoder var noget blakkede. Bygningsmyndighederne skulle ikke stikke næsen i hans projekter og prædike om reglementer. En handel bliver ikke bedre af en masse papirarbejde, men af et godt fast håndtryk, det var Big Bengts motto. Det kostede ham et par år bag tremmer. Han fik tilladelse til at bære sin sherifstjerne i spjældet, den stjerne, som han modtog, da han blev udnævnt til æresborger i Old Tucson, den stjerne, som han fik med sig i kisten.
Min onkel Jimmy havde foræret min faster Lillian turen til High Chaparral i fyrre års fødselsdagsgave. En udflugt der forenede dét, som hun holdt allermest af: Sin familie og det vilde vesten. Hun og min onkel Jimmy havde været medlemmer af westernklubben Gunslingers siden 1972. De levede og åndede for den. De sad i bestyrelsen og arrangerede sommerhygge på prærien, foredrag om lakotaindianere og det årlige westernstævne. De skaffede Gunslingers nye klublokaler, for det var ikke optimalt at dele med Helsinge dartklub, selv om klubben havde udvist forståelse for Gunslingers’ behov. Vigtigheden i at lokalet var udsmykket. Nødvendigheden af at alt emmede af det vilde vesten.
Før vi tog til High Chaparral, havde min faster Lillian lånt tøj til os i familien af Gunslingers’ medlemmer. Westernskjorter, cowboyhatte, læderjakker og cowboystøvler. Det hele sad, som det skulle, vi var klar.
Gaderne i High Chaparral var tomme, restauranterne var tomme, butikkerne var tomme. De andre få besøgende så sig ligesom os undrende omkring. Et opsadlet, udsultet øg stod bundet til en pæl. Trugene med det pureste guld fra præriens miner var udtørrede. En mand i et turkis joggingsæt hev i et tov, som fik døren til saloonen til at svinge op og i. Idet han fik øje på os, tog han sin cowboyhat på og gav sig til at spille mundharmonika. Han var sheriffen Wyatt Earp, blackfootindianerhøvdingen, Billy the Kid og den sure saloonejer i det vilde vestenshow.
Ved Hudson Bay hoppede min familie på damptoget, der passerede bandittilholdsstedet Buffalo Spring. Vi sad på kanten af sædet og ventede på, at maskerede landevejsrøvere skulle kaste sig gennem de åbne vinduer og presse deres ladte pistoler mod vores tindinger, men der skete ikke andet, end at en mand rullede gennem toget i fuld fart på et løbehjul. I Deadwood City hang menneskeskeletter ned fra trækronerne.
Diligencen luntede af sted gennem High Chaparral. Der var ikke noget med, at hestene slog med hovedet, så fråden stod i alle retninger, at vognen nærmest tippede i svingene, eller at kusken dårligt nok var til at få øje på for støvskyerne. Dampbåden Nanchez lå tøjret i havnen, og grillen på spisepladsen var rusten. Min faster Lillian gav sig til at brække grene af et træ for at lave et bål, hvor vi kunne tilberede vores medbragte bøffer.
Manden fra det vilde vesten-show tilbød os, at vi kunne ride med ham ud på prærien, en tre timers tur gennem kuperet terræn. Min faster Lillian havde kun redet i skridtgang før, men det stoppede hende ikke. Hun red ud sammen med manden og et ældre ægtepar, hun svang sig i sadlen, nu skulle der ske noget, sagde hun. Der gik ikke mere end en lille halv times tid, så kom manden fra westernshowet og min faster Lillian tilbage. Manden havde været nødt til at efterlade ægteparret ude på prærien og ride tilbage med min faster Lillian, fordi hun var helt håbløs på en hesteryg. Hun var allerede faldet af fire gange. Han var rasende.[afsnit]
Vietnam, Hanoi,
marts 2005
Dværgen løb lige forbi mig, da jeg åbnede døren til min faster Lillians lejlighed. Hun lo, da hun så mig, hun pegede på mig og lo og lo, hun kunne slet ikke holde op igen. Puklen på hendes ryg lignede en knoldet bakketop. Hendes hud rynkede som skindet på en kogt kylling, og stumperne af hendes tænder sad hulter til bulter i hendes mund. Knæene nåede næsten op til hagen, når hun tog et skridt, som om hun skulle hen over en høj forhindring. Bare kald mig dværgen, sagde hun, det gjorde din faster Lillian altid. Dværgen lignede et L på hovedet, når hun gik rundt og bankede tæpperne og tørrede støv af de to porcelænsheste. Den ene var bundet ind i malertape. Der var tegnet kruseduller på tapen. Det lignede et barns værk, men min faster Lillian og onkel Jimmy fik ingen børn. Det er vist ikke nogen overdrivelse at sige, at de prøvede alt mod deres barnløshed: Insemination, reagensglasbehandling, akupunktur og temperaturmetoden. De gik i svedehytte, på kanonkuren, spiste jod fra friske alger fra Stillehavet og bidronningefoder, og min faster Lillian havde altid benene i vejret eller fødderne oppe på et eller andet møbel for at holde sæden i sig.
Min faster Lillian mente, at årsagen til deres barnløshed var, at min onkel Jimmy gik i for stramme bukser i 70’erne. Min farfar Eigil havde derimod en anden opfattelse. Jeg hørte ham engang sige, at min onkel Jimmy højst sandsynligt ikke kunne finde hullet blandt min faster Lillians uendelige deller. Det var ikke til at se forskel på, hvad der var op eller ned på hendes krop, halsen kunne lige så godt være låret. Han lå sikkert og filede løs et sted mellem to af de nederste mavedeller og troede, at det var dér, han skulle være.
Jeg rejste til Hanoi, fordi en vietnamesisk advokat ringede og fortalte mig, at min faster Lillian var død af et hjertestop. Han fik det til at lyde, som om jeg havde vundet hovedpræmien i et fjernøstligt klasselotteri, selv om der ikke var nogen penge at arve, det understregede han flere gange, der var kun min faster Lillians ting. Dem var der til gengæld rigeligt af. Det kom bag på mig, at hun havde testamenteret dem til mig. Ingen i min familie havde set hende i tretten år, ikke siden hun slog sig ned i Hanoi. Hun efterlod sig hverken adresse eller telefonnummer. Hun flyttede til Vietnam i januar 1992, tre måneder efter hun blev skilt fra min onkel Jimmy, tre måneder efter brevet fra præsten i Utah kom, brevet, der afslørede, at mine bedsteforældre ikke var min faster Lillians mor og far, som hun altid havde troet, men at de var hendes moster og onkel.
Min faster Lillian og jeg sad ved siden af hinanden i sofaen. Kuverten med det amerikanske frimærke lå i rodet på spisebordet henne under lampen, og min faster Lillian græd, alt i hende, sagde hun, alt var ligesom knækket, og jeg forestillede mig hendes krop som et hus, der netop var styrtet sammen.
Min faster Lillians bisættelse havde fundet sted, sagde den vietnamesiske advokat, den var foregået i stilhed. Hun havde i sit testamente udtrykt ønske om, at der ikke skulle være familiemedlemmer til stede. Tænk, sagde min farmor Bodil, da jeg fortalte hende det, tænk at være så lille et menneske, så bitter. Hverken hun eller min farfar Eigil ville med til Hanoi for at hente min faster Lillians urne og pakke hendes ting ned. De sagde, at de var blevet for gamle til at tage så langt væk. Tidspunktet for rejsen passede mine forældre dårligt. De havde netop fået deres udendørs jacuzzi leveret, og min far Robert havde endelig kunnet tage plads i den minigravko, som han havde købt specielt med det formål at grave jacuzzien ned i haven. Thorbjørn, min farbror, nægtede ligefrem at sætte sine ben i Vietnam. Han kan ikke udstå kommunister, han siger, at det er folk, der bilder sig ind, at de har haft en ulykkelig barndom. Min fætter Lennart skulle heller ikke nyde noget. Før jeg tog af sted, sagde han, at hvis jeg skulle undgå at løbe på døden i Hanoi, skulle jeg proppe mine penge ind i munden og holde min kæft. De har knivblade på fingrene i stedet for negle, de kan klæde dig af til skindet sådan, sagde han og knipsede.
*
Min oldemor Alma Ludovida Alfrida stak af fra Bæksagergård i Kværkeby og løb til København hen over de frosne marker. Hun havde huller i sine møre lædersko, hun havde flænset sin kjole, hun havde gårdejerens barn i maven. Hun rendte fra sin plads, før graviditeten blev synlig og voldtægten opdaget. Sådan kom min familie til København i 1927. Min far Roberts familie kommer altså ikke fra landet, selv om min farmor Bodil påstår, at man malkede køer på Birkegård, der lå i nærheden af Klokkerhøjen, 2400 Nordvest, hvor hun voksede op i 30’erne. Hun siger, at Bispebjerg engang i 1800-tallet hed Bissebjerg, og at det betyder: Bakken, hvor køerne bisser.
Det var min farmor Bodil, der lå i maven, dengang det gik over stok og sten. Min oldemor Alma fødte hende i Søndre kapel på Bispebjerg kirkegård. Mens en død lå i sin kiste på katafalken, lå min oldemor Alma på gulvet og skreg, så det gik gennem marv og ben på Kurt, ham, der stod på den anden side af kapellets dør. Han var tilfældigvis kommet forbi og havde hørt skrigene, men han turde ikke gå ind, fordi han troede, at det var en død, der var vågnet, at det var hende, der skreg for sit liv. En grotesk sminket skindød i sit festligste skrud, der ville slå tæppet til side og stige ud, når han åbnede kistelåget. Kurt stod med hånden på håndtaget og talte til tyve, til fyrre, til tres, og da han endelig fik taget sig sammen og åbnet døren, sprækkede min oldemor Alma en centimeter, og min farmor Bodils hoved kom ud.
*
Dværgen hoppede ned fra vindueskarmen og slog ud med armene, Lillian faldt hurtigt til her i byen, sagde hun, især lejligheden elskede hun. Min faster Lillian havde fået en buddhistisk munk til at rense rummene, da hun flyttede ind, fortalte dværgen, hun havde forsøgt at tale hende fra det, men min faster Lillian havde ikke villet høre på hende. Munken havde svunget et krystalpendul foran sig og messet, han havde tændt ild i nogle grene og lagt dem i værelserne. Én af dem havde fået fat i gulvtæppet. Hele lejligheden havde været ved at gå op i flammer. Jeg lo. Det var typisk min faster Lillian. Når hun havde sat sig noget i hovedet, var der intet at gøre. Da hun så gården Skovly første gang, besluttede hun sig med det samme for, at der ville hun bo. Stedet var den perfekte ramme til det familiekollektiv, som hun længe havde ønsket sig. Det stråtækkede bindingsværkshus, gårdspladsen, den store have med frugttræer og buske. Skoven, der lå til gårdens ene side og havet til den anden. Den lille landsby Over Dråby med købmanden og forsamlingshuset.
Se det for jer, landlig ånd og masser af frisk luft, sagde min faster Lillian og viftede med salgsopstillingen foran mine forældre, mine bedsteforældre, min farbror Thorbjørn og min onkel Jimmy, se det for jer, et sted, hvor man kan se, så langt øjet rækker, møde horisonten, uden at ens udsigt bliver forstyrret af en boligblok, hvor vi kan sidde ved bålpladsen om aftenen og samle frisklagte æg fra egne høns om morgenen. Det bliver vores kollektiv.
Snakken om familiekollektivet Skovly gik allerede i Over Dråby få dage efter, at min familie flyttede ind på gården i 1977. Hende Lillian var noget særligt, sagde man, man havde ikke før mødt én som hende. De fleste beboere havde set hende stå i haven og forklare sine brødre, hvordan busken skulle beskæres, længen kalkes eller indkørslen rives. De havde set hende stå på terrassen og pifte kort og klart én gang, og så havde hendes mand smidt, hvad han havde i hænderne og var løbet hen til hende. De havde set, hvordan hendes forældre så på hende med fascination, men også med fortvivlelse i blikket, som om de ikke havde noget andet valg end at gøre nøjagtig, hvad hun sagde.
Der var noget ved min faster Lillians stemme, som man ikke kunne sige imod. Kraften i den fik beboerne i Over Dråby at mærke til det første borgerforeningsmøde, som hun var med til. Hun tværede de andre kandidater til formandsposten ud med sin snak og sine ideer til byens udvikling, en isbod, tennisbaner og kræmmermarked. Vi skal have Over Dråby på Danmarkskortet, sagde hun, og blev valgt som formand fjorten dage, efter at hun var flyttet til byen.
Snart vidste alle beboerne, hvem min faster Lillian var. Dronningen af Over Dråby, som man kaldte hende. Alle talte om de geniale ideer, hun kom med, som turistfolderen om byen. Hun skrev teksten og tog billeder af stranden ved solnedgang, Skovly og forsamlingshuset. Byen blomstrede op, efter hun blev formand for borgerforeningen. Det blev der snakket om. De spændende arrangementer, som hun lavede: kondibingo, workshops i skydning og læderarbejde og den årlige juletræsfest på Skovly. Forklædt som julemand delte min faster Lillian karameller ud til Over Dråbys beboere, mens duften af risengrød bredte sig i stuerne.
I min faster Lillians lejlighed i Hanoi var lugten tæt og tung som i et sommerhus, der har været lukket ned for vinteren. Tingene og møblerne lugtede jordslåede. Den tropiske hede og dampen fra de simrende gryder i boderne klæbede sig til mit ansigt, idet jeg åbnede vinduet. Dværgen vinkede til en eller anden, der gik forbi nede på gaden. Efter min faster Lillian rejste, forestillede jeg mig, at hun gik alene rundt i Hanoi, jeg forestillede mig, at hun var lige så alene, som jeg var. Alligevel stemte billederne af os ikke overens. I min forestilling var min faster Lillian alene, fordi hun ikke var sammen med vores familie, jeg var alene, fordi jeg var omgivet af den.
*
Min farmors lillesøster, Nikkernas, mødte Ældste Jørgen på gaden og forelskede sig hovedkulds i ham. En nydelig, ung mand i et mørkt jakkesæt, der fortalte om Guds udvalgte land, Utah, et land, hvor rationeringsmærker ikke fandtes, hvor gaderne flød med mælk og honning, hvor jorden var lige så blød som friskkærnet smør, og hvor man kunne føle Guds ånd overalt som en let sommerbrise. Nikkernas var fuldkommen forblændet.
Der var imidlertid ét problem. Ældste Jørgen ville ikke vide af Nikkernas’ datter Lillian, den uægte unge, som hun havde fået med sin overbo, Bjarne, han ville overhovedet ikke vide af, at hun havde bedrevet hor. Det var en næsten utilgivelig synd, sagde han, men det var ikke for sent. Det lod han Nikkernas forstå. Hvis hun kom med ham til det guddommelige land, Utah, ville Gud frelse hende. Ældste Jørgen var helt sikker. Gud ville lægge sin store, muskuløse hånd på hendes hoved og klappe hende, som om hun igen var et nyfødt barn.
En decembermorgen i 1947 var Nikkernas væk.
Fireogfyrre år efter, i 1991, sad vi i stuen på Skovly, hele familien, da min faster Lillian tog brevet frem fra præsten i Utah. Det var med stor sorg, skrev han, at han måtte fortælle, at Lillians mor, Nikkernas, var død.
Der er ikke noget at sige til, at min faster Lillian i den grad følte, at hun var blevet holdt for nar, for alle i min familie havde vidst, at min farmor Bodil og farfar Eigil ikke var Lillians mor og far, som hun havde troet i mere end fyrre år, men at de egentlig var hendes moster og onkel. Jeg havde flere gange hørt mine bedsteforældre snakke om, dengang Nikkernas skred fra sin datter. Selv om jeg ikke havde fået besked på at holde kæft med det, fornemmede jeg alligevel klart, at det ikke var noget, man talte om, når min faster Lillian var til stede.
Hvorfor har I ikke sagt sandheden? spurgte min faster Lillian. Ja, hvorfor havde ingen i min familie fortalt hende, at hendes mor stak af med en mormon og efterlod sin fire måneder gamle datter? Det var for din egen skyld, at vi ikke fortalte det, sagde min farfar Eigil, men den købte min faster Lillian ikke. Hun råbte, at vi havde snydt hende, alle sammen. Jeg ved ikke, hvad du havde forestillet dig, sagde min farmor Bodil, men jeg kan godt fortælle dig, at Nikkernas, din såkaldte mor, ikke ville have vedkendt sig dig, hvis du var taget til Utah for at møde hende, hun ville bare have bedt dig om at gå. Det ville vi skåne dig for, men det ville nok have været lettere for dig at forstå os, hvis du havde kendt din mor, hun var en satan.
Min farmor Bodil fortalte, at Nikkernas som barn fik en kanin af sin far Kurt. Deres lillebror Dusfar græd, fordi han ikke fik nogen. Nikkernas rakte sin kanin frem mod ham, men trak den væk igen, netop som han skulle til at røre ved den. Sådan fortsatte det dag efter dag. Jo højere Dusfar hylede, jo højere lo Nikkernas. Til sidst blev det for meget for min farmor Bodil. Hun fik slagteren til at flå kaninen. Bagefter syede hun en hovedpude ud af dens pels, som hun satte på Nikkernas’ seng.
Min faster Lillians overkrop trak sig sammen i små stød. Hun forsøgte at trække vejret dybt for at få luft til at sige noget, men gråden kvalte ordene. Så rejste hun sig pludselig op, krøllede brevet sammen, smed det i hovedet på min farmor Bodil og gik sin vej. Det stivnede udtryk, da papiret ramte min farmor Bodils ansigt, varede kun et kort øjeblik, så begyndte hun at dække kaffebordet. Hvorfor skulle vi sige det til hende? sagde hun, jeg har aldrig betragtet andre end Kurt som min far, den gårdejer fra Bæksagergård vil jeg blæse på, alt det med blodet er noget, man bilder sig ind. Hun gik frem og tilbage mellem stuen og køkkenet med kopperne og fadet med wienerbrød, mens hun bandede over Nikkernas: Nu havde hun ikke skænket sin datter en eneste tanke i over fyrre år, og så skulle hun pludselig sende hende et brev, efter hun var død, ja, det lignede hende, så slap hun selvfølgelig som sædvanlig for besværet. Hun satte sig i sofaen, åh, Nikkernas, Nikkernas, sagde hun, hun ville giftes med en direktør, have et hus i Birkerød og holde selskaber, og hvad blev det så til? En horeunge og en fattig mormon. Det var egentlig synd for hende, sagde min farmor Bodil og lo, hun, der elskede kaffe, fik ikke engang en kaffetår derovre i Utah.
*
Camping. En ferieform, som man hurtigt blev helt skudt i, stod der på velkomstskiltet til den westerncampingplads, hvor min faster Lillian arbejdede i sommeren 1965. Hun solgte øl i saloonen og tobak, legetøjsgeværer, ammunition, løst krudt og reb i westernbutikken. Dér mødte hun min onkel Jimmy, flaskedrengen, der sang:
So buy a ranch somewhere in the West. All
your life every man has wanted to be a cowboy.
Why play Wall Street and die young
when you can play a cowboy and never die?
Min onkel Jimmy voksede op i Cirkus Dippedut, hvor han optrådte som jonglør, klovn, tryllekunstner, akrobat og fakir. Da min faster Lillian mødte ham, var cirkuset gået nedenom og hjem, og for at tjene til føden var han blevet flaskedreng. Han hældte bundsjatterne fra øl, vin og sprut sammen i én flaske. Når det blev fyraften, gemte han flasken under sin trøje. Først efter at han var kommet et godt stykke ned ad Krigsstien på campingpladsen, og westernbutikken ikke længere var til at se, hev han den frem og holdt den ud i strakt arm, så min faster Lillian kunne se den grumsede væske.
De drak mikset af sjatter samme aften på stranden, mens de sad om bålet og skiftedes til at citere Lucky Luke. De elskede begge den stakkels, ensomme cowboy, der var langt væk hjemmefra, og som trak sin pistol hurtigere end sin egen skygge, ham, der jagtede lovløse banditter tværs over den åbne slette, de elskede det vilde vesten. De lå sammenslynget i én sovepose som buske, der er plantet for tæt, mens min onkel Jimmy fortalte historier fra prærien. Den om fredsdommeren Ray Bean, der brugte sin saloon som retslokale, og den om drengen der engang blev fanget på stænglen af en majsplante, fordi den voksede hurtigere, end han kunne kravle nedad. Min faster Lillian åd det hele råt. Hun forestillede sig prærien som et hav, et bølgende landskab af vadegræs og prærieplanter, bisonokser, hjorte, vaskebjørne og ulve, der strakte sig uendeligt. Et landskab, som lignede et ocean, men som modsat det virkelige hav, der gemte sit rige liv under vandoverfladen, viste alle sine herligheder frem, når man skuede ud over det åbne land. Det var i soveposen til lyden af musikken fra scenen på campingpladsen, at min faster Lillian mærkede en ro sænke sig over hende. Tingene omkring hende faldt ligesom på plads. Det var, som om de havde været hævet et stykke fra jorden som en tung last i en kran, men nu blev sat ned på jorden igen. Hun lyttede til min onkel Jimmys tunge åndedræt, mens savnet af ham listede sig ind på hende og slog hende omkuld, pludseligt som et kraftigt vindstød, ligesom det gjorde i løbet af dagen, når hun ikke kunne se ham. Når han var ude at løbe et ærinde, eller når han var ude bagved med flaskerne. Alt standsede ligesom i hende, når hun igen hørte hans latter, og hans udtrådte træsko dukkede op i døråbningen.
Næste morgen badede min faster Lillian og onkel Jimmy i havet. Min onkel Jimmy svømmede ind mellem benene på min faster Lillian og løftede hende op på sine skuldre. Hun så over mod westerncampingpladsen og fornemmede stemningen, den glæde hun følte, når en gæst sendte det tomme glas ned ad bardisken og bad om endnu en dobbelt op i saloonen, når countryekspressens horn tudede, når Big Hungry Joe til sidst i nummeret lå på knæ på scenen med mikrofonen helt inde i munden.
*
En gang hvert andet år fik min faster Lillian besøg på Skovly af en okularist med en kuffert fuld af øjne, der lå sirligt i små huller som fyldte chokolader i en æske. Min faster Lillian var født uden det venstre øje og havde derfor et glasøje. Dværgen stødte kosten mod det under kommoden, se her, sagde hun og holdt det frem. De pæneste øjne plejede min faster Lillian at gemme i sit smykkeskrin. Der lå de stadigvæk. Fire øjne stirrede på mig, idet jeg åbnede skrinet, jeg smækkede det i igen med det samme. Min fætter Lennart og jeg lo, når min faster Lillian tog sit øje ud, før vi skulle spise aftensmad, og gemte det under min onkel Jimmys serviet. Han blev lige forskrækket, lige rasende hver gang, men for resten af min familie var det en stående joke. Øjenhullet til gengæld, det mørke, violette hul, der blev synligt, idet min faster Lillian satte øjet på plads, kunne jeg slet ikke have med at gøre. Det var helt utroligt uhyggeligt, at der ingenting var.
Dværgen stillede kosten fra sig og sagde, at min faster Lillian ikke glemte sin fortid som skolelærer, da hun kom til Hanoi. I mere end elleve år plagede hun hende med privattimer i engelsk. Sådan lærte hun at tale flydende. Til gengæld kom de aldrig langt med min faster Lillians franskundervisning, sagde dværgen, hun egnede sig ikke til at være elev. Jeg fortalte dværgen, at jeg kun ville være læreren, når min fætter Lennart og jeg legede skole på Skovly, fordi jeg ville være det samme som min faster Lillian. Det ville dværgen godt tro om mig. Abby, jeg kan se Lillian i dig, sagde hun.
Hun hentede sin cykel i opgangen og trak den gennem stuen. Hele stellet, styret og bagagebæreren var dækket af brune høns, det var kun håndtagene, der var synlige. Hønsene var bundet fast til cyklen, så deres hoveder hang nedad. Det var først, da dværgen gik forbi mig, at jeg lagde mærke til, at de var levende. Nogle af dem blinkede, når deres næb stødte mod møblerne. Dværgen parkerede cyklen og sagde, at det var en formiddag, hvor hun kom hjem fra markedet, at hun fandt min faster Lillian. Hun lå på badeværelsesgulvet med en vaskeklud i den ene hånd. Dværgen havde bestilt en kiste og var gået ud på gaden for at brænde noget af min faster Lillians tøj af. Det var en vietnamesisk skik.
Både dværgen og jeg benyttede gæstetoilettet, mens jeg var i Hanoi. Døren ud til badeværelset var ligesom forseglet. Kun en enkelt gang skubbede jeg den forsigtigt op. Min faster Lillians kimono lå slået ud på gulvet. Da jeg flyttede den, kom lidt blod til syne. Det var udtværet, som om dværgen tidligere havde forsøgt at tørre det hurtigt op. På en gulvflise lå et stykke sæbe. Jeg satte mig på kanten af badekarret og græd. Dværgen kom styrtende ud på badeværelset og slog armene om mig. I spejlet så det ud, som om vi begge havde meget korte arme, der forsøgte, men ikke kunne nå rundt om hinanden.
Jeg pressede mit hoved ind mellem min faster Lillians tunge bryster, når hun trøstede mig som barn. Lydene i huset blev lukket ude, mens hun trykkede mig let på baghovedet, mig, min far Robert, min fætter Lennart, hun trykkede os alle sammen bag på hovedet. Det var hende, vi gik til for at blive trøstet. Hun lugtede så trygt af smeltet solcreme og kaffe, der har stået for længe i en termokande.
Da hun tog til Hanoi, følte jeg mig lige så bar som en plukket høne i en køledisk. Kun et år efter hun rejste fra Skovly, flyttede mine bedsteforældre tilbage til Gravervænget, og i 1999, da jeg gik ud af gymnasiet, bosatte min farbror Thorbjørn sig i Malmø, og mine forældre tog til Nice, hvor de fik arbejde som sygeplejersker, ligesom de havde haft i Danmark. Min mor Ingelise og far Robert havde i årevis snakket om, at de syntes, Skovly, Over Dråby, at Danmark i det hele taget var blevet for småt for dem. Ikke desto mindre fik jeg et chok, da de viste mig fotografier af huset i Nice, og jeg forstod, at jeg ikke skulle med. Det ville jeg heller ikke. Jeg havde netop fået en lejlighed på Nørrebro. Et eller andet sted ønskede jeg alligevel, at de bare ville spørge, om jeg havde lyst til at flytte med.
Dværgen og jeg satte os ind i stuen og spiste nudelsuppe. Det var ærgerligt, at du ikke hørte, hvor smukt der blev spillet for din faster Lillian, sagde hun. Senere den dag, hvor min faster Lillian døde, havde dværgen ringet efter et orkester. Hun ville gerne have været begravelsesmusiker, fortalte hun, hun smilede og sagde, at hun ikke ligefrem delte min faster Lillians smag for countrymusik. Min onkel Jimmy smækkede altid med døren, når min faster Lillian skruede op for Før søndagen og dansede rundt i stuen, mens hun skrålede med på salmerne, han sagde, at den slags kristen kussemusik fik hans kommunistiske blik til at stivne.
