The border breaking bunch af Maja Magdalena Swiderska

Den eneste mulighed for at komme nærmere en viden om familiens historie var gennem en gammel tante i Warszawa. Imidlertid nåede M. aldrig at få realiseret sit projekt. Uheldet ville, at da tanten en eftermiddag under middagstilberedningen var i gang med at wokke kyllingelever, eksploderede en enkelt af de vandspændstige kødklumper med en sådan kraft, at den sprang op og ramte hende midt i panden. Tanten døde på stedet (om det rent faktisk skyldes kødklumpen, eller om det var en kombination af et forhøjet blodtryk, en medfødt hjertefejl og så en voldsom forskrækkelse oven på denne kødklumps formåen, er ikke afgørende for den følgende fortælling).

For at beskrive alt mellem himmel og jord og det mere, der i virkeligheden er, eksisterer der et trick, vi alle sammen bruger (hvisker M. og fortsætter: Det er for at lære at leve livet!). Det kræver lidt øvelse, denne tretrinsraket. Er der allerede ild?

1: Jeg står med begge ben på jorden, hovedet over vandet og stikker næsen i sky.

2: Jeg har jord i hovedet, vand i næsen og sparker skyerne rundt med mine ben.

3: Jeg stikker næsen i jorden, træder vande og tager en sky på hovedet.

Klar, parat, allez allez. Pisker rundt og samler ind. Et ord her, et helt andet ord der. Det næste ord protesterer og løber sin vej, på en hvirvlende og let svævende facon. Det er aldeles sit eget og vil ikke være med. Det er vigtigt, råber M. efter det, men for sent. Nogle gange må vi åbenbart acceptere manglerne.  

Der lå en pakke på posthuset. På Frederiksberg. På pakken stod blot: M.s navn, Kopenhaga, Dania. I pakken lå en gammel hvid porcelænslampe. Sådan begynder den ene af hendes historier.

Egentlig havde hun, efter fem år, vænnet sig til at have en nøgen pære hængende som eneste lyskilde i sin minimale entre, men besluttede at lampen skulle op. M. gav sig til at skille den ad for at gøre den ren. Ud faldt et gråt, gulnet hæfte, og et brev røg ud. Det var fra den gamle tante. M. havde besøgt hende, hver gang hun var i byen, men aldrig lagt mærke til lampen. I brevet stod, at hun ønskede, at M. skulle arve den lampe, der havde kastet lys over det 20. århundredes polske historie (helt bogstaveligt, som hun skrev). Det var tantens hushjælp, der havde fået besked om at sende lampen, fremgik det af brevet. Hun havde været fast hjælp og var startet hos M.s tante, da hun stadig boede på den yderst berygtede adresse: Aleja Przyjaciól.

Da M.s tante var blevet ældre, flyttede hun til en mindre lejlighed sammen med sin hushjælp og altså lampen.  

M. opgav at bakse videre med rengøringen af lampen og gav sig i stedet til at læse i hæftet. Det var præget af en sirlig og lettere krøllet skrift, hvilket bragte hende til den konklusion, at det mest sandsynligt var en kvinde, der havde skrevet. Ved nøjere gennemsyn opdagede hun, at tre personer havde skriblet deri.

Første side var dateret. September 1932 stod der i højre hjørne. Der var klistret et kort ind: Tillykke Lea. Må du og Abram leve lykkeligt. Vi har fundet denne lampe, som vi håber passer til jeres nye lejlighed. Masser af kærlige tanker fra os alle.

M. bladrede lidt rundt i hæftet og fandt en sammenfoldet avisside. Hun foldede siden ud. Den var fra avisen Gazeta. Midt på siden var der et stort fotografi af Aleja Przyjaciól. Skribenten havde interviewet gadens nuværende og tidligere beboere og stykket et portræt af gaden sammen under overskriften: Magtens Allé.

Der er en gade i Warszawas centrum, der igennem hele sin eksistens har tiltrukket magthavere. Den ser såmænd ikke særlig prangende ud, nærmest anonym – og er man ikke bekendt med gadens usædvanlige historie, vil man næppe stoppe op for at kaste et blik. Det er en lille, blind gade med høje, lyst pudsede etageejendomme på begge sider, små grønne havearealer foran og store, vildtvoksende træer, der om foråret står i smuk lyserød blomst. På det særdeles hullede fortov står bilerne parkeret tæt imellem de snoede gadelygter, og det eneste, der hæver gaden fra dens stille udtryk, er et lille palæ, der afslutter alleen. Her residerede den adelige Sobanski-slægt. Palæet har front ud mod Kongevejen, som er den strækning, der løber gennem byen fra kongens sommerpalads i Wilanów til slottet inde i byen. Og her omme bag Kongevejen finder man altså den lille, krumme gade. Placeret midt i, hvad der kaldes Warszawas gyldne trekant. I dag et af byens dyreste områder. Her ligger Aleja Przyjaciól.

Navnet på gaden betyder vennernes allé, og artiklen omhandlede de generationer af venner, der beboede gaden.

Der eksisterer flere historier om, hvordan gaden fik sit navn. Én fortæller, at Sobanski-slægtens venner alle plantede et træ på vejen. En anden beskriver arkitekternes bøvl med at få bygningerne passet ind på den krumme allé, og hvordan det efter mange strabadser og uoverensstemmelser alligevel lykkedes dem at afslutte projektet i fordragelighed. Bygningerne blev opført i 1930’erne og er bemærkelsesværdige derved, at der ellers ikke er bevaret megen førkrigsarkitektur i byen.

Aleja Przyjaciól er dog mest kendt for at have huset flere generationer af magthavere – eller venner. I 30’erne og op til Anden Verdenskrig var det Warszawas bourgeoisi, der flyttede ind i de store herskabslejligheder, hvor der både var elevator, altan og pigekammer. Disse blev under krigen tvunget ud af deres hjem og måtte overgive gaden til tyskerne. En ny gruppe magthavere flyttede ind. I komfortabel afstand til Warszawas ghetto, der lå et par kilometer nord for, og kun et par gader fra Gestapos hovedkvarter. Tyskerne overtog altså lejlighederne efter den magtfulde del af det polske borgerskab, og efter krigen blev lejlighederne atter overtaget af magthavere, nemlig den næste generation af venner, kammeraterne: det hemmelige politi, kommunistpartiets ministre, befalingsmænd og deres familier. Men trods den kommunistiske vision om et klasseløst samfund blev gaden i allerhøjeste grad et eksempel på det modsatte. Her boede regeringen. Man havde bil med privatchauffør og en barnepige til at tage sig af børnene og huset. På det tidspunkt var gaden spærret af og bevogtet, ligesom der typisk sad en vagt i hver opgang. Almindelig kendt var det også, at der oppe på loftet var indrettet et arbejdssted, hvor partikollegaer kunne overvåge og aflytte beboerne. Lejlighederne var udstyret med aflytningsapparater i telefoner og vægge, hvilket medførte, at hjemmene var præget af fortielser og hemmeligheder. Skulle man dele informationer med hinanden, foregik dette udendørs, på gaden, på en umiddelbart tilforladelig gåtur.

Gaden rummede desuden et fængsel og aflytningslokaler med en underjordisk gang, der forbandt de to. Her blev antikommunister forhørt, underlagt tortur og arresteret – af nogle af gadens beboere. 

Resten af artiklen fortalte om tiden op gennem 70’erne og 80’erne, hvor der især flyttede mange kunstnere og medlemmer af den polske intelligentsia ind. Også de blev toneangivende i deres tid.

I dag er området forvandlet til kapitalismens højborg. Mange afdelinger af udenlandske selskaber har kontorer i lejlighederne, eller de indlogerer deres medarbejdere der. Det er dagens magthavere: kapitalisterne, de udenlandske virksomheder, de nyrige. 

Artiklens forfatter havde talt med tidligere såvel som nuværende beboere om deres forhold til deres sted. De fleste af udtalelserne var ærlig talt ikke spor spændende. Ingen af udtalelserne var ærlig talt spor spændende. Ingen sjove anekdoter, ingen beretninger, der blev interessante i en historisk sammenhæng, ingen sladder eller nogen afsløringer – mest bare sukrede historier om det behagelige kvarter med byens bedste slagter. Præcis som altid. Med virkeligheden lidt på afstand. Sådan. Det var kernen af Aleja Przyjaciól. Det eneste, M. faldt over, var en enkelt lighed. En ganske ukommenteret og ureflekteret lighed. 
 
En pudsighed, der går igen i mange af beboernes fortællinger, er, hvor varsom man er med sin adresse. Det er de færreste, der beder taxachaufføren om at svinge ind på gaden for at blive sat af ved døren.

M. studsede et øjeblik over de ens oplevelser, beboerne havde haft, når de fortalte, hvilken gade de boede på. For også hun stod altid af på hjørnet. Selv trods store mængder bagage, der skulle slæbes af sted med. Der var en grænse, der ikke kunne eller skulle krydses, en mental grænse. Det var aldrig noget, der blev talt om dengang. Dengang udstigningen ofte foregik på hjørnet. Ingen sagde andet end: På hjørnet er fint, tak. Betalte chaufføren, steg ud, ventede et øjeblik, kastede et blik til højre og venstre – op og ned ad Koszykowa, og gik derefter ned ad Aleja Przyjaciól.  

M. læste hæftet igennem. Der var blevet nedfældet gode råd, indsat breve og andre minder samt lidt dagbogslignende bemærkninger. Forbløffende ens. En havde en opskrift på en antirynkeansigtsmaske til tør hud: 2 gulerødder rives og blandes med 1 æggeblomme og 1 tsk. havregryn. Dæk ansigt og hals med blandingen. Lad sidde i 10 minutter, vask derefter med lunkent vand.

Der var flere madopskrifter og forskellige husråd: Pletter af jordslået tekstil fjernes ved at gnide dem ind med saften fra et løg. Kogevask straks derefter.

Lea var den første ejer af hæftet. Det sidste, hun klæbede ind, var et afskedsbrev fra nogle familiemedlemmer. Warszawa, maj 1940. De skriver, at de er nødt til at drage mod øst. De skriver, at de tager med toget ud af byen næste dag, hvor de ender, ved de ikke. De glæder sig til at mødes engang – efter alt dette.

Den næste, der har brugt hæftet, er en tysk kvinde. Hun er den eneste, der fører dagbog. Det meste af teksten er så falmet, at den er svær at tyde, men enkelte notater kan læses:

Warszawa, august 1944. Jeg kvæles i denne by. Jeg har intet at tage mig til. Min mand er til møder ude i byen det meste af tiden. Partiet siger, at jeg helst skal være usynlig. Jeg må ikke efterlade mig nogen spor, og mit navn er ændret til blot F.F. Det eneste, jeg finder glæde ved, er at tage billeder med et gammelt kamera, jeg fandt i et af skabene. Og da jeg helst ikke må gå for meget ud, så er det mest motiver her fra lejligheden, jeg fotograferer.

Der er stadig tomme sider tilbage i hæftet. Noget af det sidste er en nekrolog. Den er klippet ud af en avis og klistret ind – Stalins nekrolog. 5.3.1953. På samme opslag lå flere afrevne papirstykker og servietter. Det var de billige servietter, M. kendte fra Warszawa. De mindede om silkepapir. Gode at skrive på, men absolut uden sugeevne. På dem alle var skrevet korte tekster. M. læste teksterne igennem og blev slået af deres tematiske sammenfald: det sproglige sprog, eller nok rettere det usproglige sprog, eller ikke-sproglige måske.

Hastigt flagrer, flakker, flyver, basker og dasker de rundt.
Om ørerne på mig.
& ind & ud.
Som fulde fluer i frontale sammenstød.
Som falder ned og render hurtigt rundt om mig.
& hu & hej.
Halsende mellem benene.
Hækkeløbere over tæerne, hvor de ridser i lakken.

Et ord havde suget sig fast på min tunge, og jeg brugte det meste af formiddagen på at pirke det løs. Det var umuligt. Dér sad det, som en arrig igle. Jeg bevægede mig ud på gaden i håb om, at gik jeg et par gange op og ned ad vejen åbenmundet, så ville ordet måske føle ubehag og trække sig sammen. På den måde bliver det nemmere at sluge.

Jeg lirker det forsigtigt af. Øret. Med en neglefil – lidt spids i den ene ende. Den er god, når det sidste skal graves ud. Og bagefter kan hullet files til,

jeg lyster det ikke, men trues. Og lystrer

som en oppustet ballon. Der er spændt til det sidste. Hvor der fyldes mere og mere i,

jeg kapper nervebanerne. Og kaster øret fra mig. Som en frisbee. Jeg er ved at eksplodere, og du er ved at gribe mig. Mens du skraber den grønne plastik af øjet.

Jeg for vild i sproget, engang. Klaustrofobisk, fanget som i midten af en labyrint. Søgte at fare ud. Vride mig fri. Målløs, vidste ikke, hvad der kunne stilles op. Derfor kastede jeg det. Uartikuleret op. Højt, højt.

Jeg overhalede mig selv. Løb simpelthen bare forbi. Famlende følte jeg mig frem. Med en følelse af forladthed,

indtil jeg med et
spurtede væk,
som gjaldt det
øjeblikket

Måske skal man binde en rød snor om livet. Så er der noget at slå knuder på. I spejlet ser det nemt og klædeligt ud. Jeg prøver, tager et hurtigt billede. Og når at ride af sted. På den næste søhest.

M. tog sig i stadig at sidde på gulvet med hæftet i hånden, mens hun blændede sig selv med sine pailletbelagte sølvsko. De blev ramt af solens stråler og udløste en let stikkende smerte i øjet. Er det værd at huske?

Huskeliste:
Jeg er ræd for kakerlakker: I fjor tog jeg en op fra mit gulv med min pege og tommel. Da den gav et spjæt og et hop med hele sin krop, blev jeg ræd.   

Jeg er ræd for æg: udslåede, rå æg. Med pletter og hinder og klæg masse. Jeg siger: Red et æg. Jeg kaster en redningskrans.      

Jeg er ræd for masser: masser af hvad som helst. Store og små masser, selv de allermindste.

Jeg er ræd for stilhed: men kun den fremmedes.

Var det sandt? Var det værd at huske?
Livet atter eller livets at’er

1. At have en begyndelse eller jagten på det nye plot

"Vi går vi går Gennem tid og rum Vi går Og vi synger tjep tjep tjep tjep Ai ai aii shå shå shå shå shåoooå. Den stille luft i de store rum Og urene på væggene Lyden af maskiner Langt langt væk Udenfor. Det er ikke vores tid Det er ikke vores by Det er ikke vores fejl Det er ikke vores lyd. Ai ai aii shå shå shå shå shå shåooo. Gennem lange korridorer Gennem lange korridorer." (Kliche: Patrulje)

Fergana, Usbekistan 1945. M. er minus 31 år. I en lille flække i det østligste hjørne af Rusland genfinder bedstefar bedstemor. Han er militærmand, ukrainer og overbevist kommunist. Hun er flygtet, født jødisk og fungerende kommunist. Han har kæmpet i krigen. Hun har overlevet den. På hesteryg, selvklart, har han gennemsøgt adskillige flækker i det østlige Sovjet. I Fergana finder han konen og datteren. Han var den, der sørgede for, at de begge fik plads i toget. At de kom på toget i tide. Bedstemors søster stod også på perronen den dag, hende havde han ikke fået billet til. Og selv var hun ikke sprunget på. Hun var bare blevet stående der på perronen ved siden af bedstefar. Måske tænkte hun, at hun ville få plads på det næste tog. Måske tænkte hun, at det hele nok skulle gå. At alt ville ordne sig, at nogen ville hjælpe hende. Bedstefar så hun aldrig mere. Han havde forladt hende den dag på perronen. Måske fordi hun spurgte, om han kunne hjælpe med at skaffe billetter til resten af familien. Måske fordi han vidste, at det var umuligt. At det netop i disse dage var ved at være sidste chance for at slippe af sted med toget. Ud af byen, ud af landet. Måske fordi han var ukrainer. Måske fordi han vidste, at det simpelthen ikke ville kunne lade sig gøre at hjælpe en hel familie bestående af 58 medlemmer, både børn og gamle. Måske havde han sagt, at det ikke kunne lade sig gøre, at han højst kunne prøve at skaffe en billet til hende. Måske var hun blevet vred på ham. Måske ville han ikke hjælpe. Måske havde hun troen på, at der var andre, der kunne hjælpe. Kunne og ville. Om det var polakker, ukrainere eller tyskere, står stadig uklart, der eksisterer kun slørede, svage spor. Faktum er, at samtlige 58 familiemedlemmer kom af dage kort tid efter, at bedstemor og det treårige barn var steget om bord på toget.

Efter nogle døgn blev bedstemor og barnet sat af toget og var nu til fods i den stegende hede (fordi der altid er den slags stegende hede, når man skal beskrive den), på vej så langt mod øst som muligt. Væk fra det kendte og ikke mindst så langt væk fra dem, de kendte. De var på vej over nye og helt ukendte grænser. 

Er mennesket i stand til at tilgive meget? Og begynde forfra. Man må tro på begyndelser (og tilgivelser). Ellers var M.s mor ikke blevet undfanget ganske kort tid efter gensynet mellem bedstefar og bedstemor i det østligste Rusland.

Bedsteforældrenes møde har gjort, at M. i dag er overbevist om, at der bag det tilfældige møde gemmer sig en snert af vilje. Deres møde har plantet kimen til hendes forestilling om den sande kærlighed. For er den mere end blot en illusion? Eller er kærlighed også blot en tilfældighed forårsaget af viljen (og er den så tilfældig?). Og kan den begrænses, afgrænses, eller kan den virkelig være grænseløs? Er kærligheden en udbredt tro på begyndelsen – og afslutningen? Og betød mødet mellem M.s bedsteforældre, hvoraf den ene var blevet født ind i en jødisk familie og den anden i en ukrainsk, at uforeneligheden alligevel er forenelig? Og at det altså er muligt at holde afslutningen afsluttet – og begynde begyndelsen? Så rummeligt er mennesket. M. tænkte på sin egen virkelighed. Sin egen tro på begyndelser og på, hvordan den var forsvundet. Var hun måske den mindst rummelige af dem alle? Forsøgte hun ikke at rumme stedet – byen i landet? Og sproget? Havde hun givet op for let, for hurtigt? Forsøgte hun ikke at rumme ham? Eller det barn, hun ikke ville have dengang?

Hvorfor holdt de to fast i hinanden i årene op til krigen og i årene efter? Bedstemoren og bedstefaren. Fordi det gjorde man, når der var et barn og et barn mere, fordi der ikke var andre muligheder. Fordi de virkelig elskede hinanden. Fordi de begge var kommet gennem krigen i live. Fordi de havde opdaget hinanden ved et ungkommunistisk møde, hvor han var leder og hun aspirant engang i 1930. Fordi de begge kæmpede for en fælles drøm. Og en ny verden. En afslutning og en begyndelse. Fordi de gennem krigens fem år havde håbet at overleve og finde hinanden. Eller fordi meget ikke blev sagt og aldrig skulle siges. Fordi hun aldrig spurgte, om han kunne havde hjulpet hendes familie, og han aldrig sagde, om han havde kunnet. Hvorfor holdt M.s forældre (ikke?) sammen? Fordi det (ikke?) var nødvendigt, når der var et barn og bare det. Fordi de virkelig (ikke?) elskede hinanden. Fordi de begge havde overlevet migrationen og det nye land. Fordi de havde opdaget hinanden under en demonstration på universitetet, hvor de begge kæmpede for en fælles drøm. Og en ny verden. Fordi de forstod afslutninger og begyndelser. Eller fordi der var for mange ord og kun de forkerteste. Og hvorfor holdt M. og han ikke fast?

De holdt slet ikke fast. Ikke i hinanden. Selv klisteret, det klistrende, klistrede stads hjalp ikke. Var det, fordi de aldrig fik det barn? Fordi hvad (og hvordan!) er det egentlig at elske hinanden, helt ærligt. Fordi man på et tidspunkt bliver nødt til at opdage hinanden. Eller fordi de aldrig skænkede overlevelsen en tanke. Fordi de ikke kunne komme på en eneste drøm sammen, selvom de prøvede og prøvede og sov og sov. Fordi de aldrig opdagede alle begyndelserne og afslutningerne. Fordi alt blev sagt og alt skulle siges i lange ordstrømme uden retning. Fordi de ikke passede nok på ordene. Som bare blev brugt. Op. Og blev væk.

M. havde ganske vist aldrig kendt bedsteforældrene, mens de elskede hinanden. M. havde først lært dem at kende, efter de var holdt op (hvis de da overhovedet engang virkelig havde elsket hinanden). Deres store lejlighed var blevet delt i to. M. havde ofte spurgt sin mor om hendes barndomshjem i Warszawa efter krigen. Om, hvordan bedsteforældrene havde overlevet, om deres store romantiske genforening. At han, træt efter at have kæmpet i krigen, havde redet rundt til forskellige byer i Østrusland uden held, men til sidst alligevel havde fundet bedstemoren og barnet. M.s mor vidste ingenting:

– De fortalte aldrig mere end det, de fortalte aldrig noget, de talte aldrig sammen, de talte ikke med os børn.

M. fik altid de samme svar, kun en enkelt gang havde M.s mor tilføjet:

– Jeg lærte dem først at kende, efter de var holdt op med at elske hinanden – faktisk tror jeg aldrig, at jeg lærte dem at kende.

M. havde også først lært sin egne forældre at kende, efter de var holdt op med at elske hinanden – derfor holdt hun op med at stille flere spørgsmål.

Der er begyndelser! Tilværelsens begyndelser. De begyndelser, man ikke når at hæfte sig ved (og på), før de er forbi, og alle de andre. Begyndelser bliver man nødt til at tro på. Havde M.s forældre ikke troet på begyndelser, var hun ikke blevet familiens første dansker. Se, det er en ægte begyndelse.

En anden begyndelse: Hvilke sko skal man tage på og med til Warszawa? Der er ikke lagt planer. Intet er forberedt. Kun selve begravelsen og den efterfølgende reception. Den skal holdes på en restaurant på Nowy Swiat. Tænk at vælge den adresse til en begravelsesreception. Egentlig såre symptomatisk for hendes familie at cracke en joke på mulige og umulige tidspunkter slår det M., der alligevel har en lidt sær smag i munden. Den nye verden, er det tænkt ironisk? Som en skæv kommentar? En religiøs – nej, nogle religiøse var der da ikke blandt. M. forstår det ikke og er egentlig og dybest set også ligeglad. Måske var det bare en misforståelse, den slags er de mestre til i M.s familie. Alting skulle altid ske meget hurtigt og pludseligt. Mange beskeder skulle frem og tilbage. Det er de alle blevet vant til, og om det blev den ene eller anden restaurant, de mødtes på, er også i virkeligheden lige meget, bare de finder hinanden. M. kan ikke huske, hvorfor gaden hedder sådan. For det meste bliver hun frustreret, når der er ord eller begivenheder, hun ikke kan huske. For det meste. Nogle gange gør det hende nervøs. Det ligger jo gemt et sted, tænker hun. Det forsvinder vel ikke? Det sker, at det er vigtige ting, hun ikke husker. Er det, fordi hun aldrig har vidst dem? Aldrig fået dem fortalt? Men hvad gør så, at de er vigtige? Eller skyldes det nerver? Hun kan blive så frygtelig nervøs, at hun ikke kan samle tankerne. Der er aldrig andre, der har undret sig over hendes glemsomhed. Kun hende selv. Det er mest i forbindelse med rejser som nu, at hun kommer i tanke om det. Ikke i hverdagen. Familienavne, hun ikke kan huske. Hvad var det, hendes bedstemor havde heddet – altså før hun skiftede navn? Hvad var hendes rigtige navn? Eller i hvert fald første navn? Det navn, hendes forældre havde givet hende, altså M.s oldeforældre (og er det vigtigt?). Er navne vigtige?

Navne kan være vigtige, hvilket er en af årsagerne til, at M. ikke kan hedde andet end netop M. og ikke vil kunne hedde andet i denne sammenhæng. Det er for eksempel vigtigt, om hun bliver kaldt Majulka, Majeczka, Majka eller blot ganske enkelt M. – hvem der kalder hende det og i hvilken sammenhæng. Eller efternavnet for eksempel. Det er vigtigt. Det er vigtigt på hver sin måde, på hvert sit plan. Fornavnet som udtryk for nærhed, som udtryk for, hvilken relation den, der kalder på hende, har, om det er en nær ven, forælder eller kollega, samtidig er det en måde, hvorpå man kan antyde sit forehavende i forhold til den navngivende. Om man er kærlig, vred, kort og kontant eller bare i godt humør. Efternavnet derimod er udtryk for afstand, for utryghed og ’det andet/det fremmede’. Efternavnet er grænsen. Hvor det første navn kategoriserer de nære og kendte omgivelser i forhold til bæreren af navnet, kategoriserer det andet navn det omgivende samfund, det afskærmer bæreren af navnet i forhold til at interagere i samfundet som ligeværdig. Navne er altså udtryk for både nærhed såvel som distance. M. er faktisk godt klar over det, Mama Es er i særdeleshed klar over det. Dog er navne ikke det altafgørende for de mennesker, denne fortælling handler om, og dog – for nogle har navnet kostet dem livet. Lad mig rette mig selv: Navne har været afgørende for flere af de mennesker, denne fortælling handler om (og nogle af dem har ændret deres navn igen og igen).

Hvor var det nu, bedsteforældrene var født – og vokset op? M. bliver nervøs. Hun sveder og må tage noget af sit tøj af. Tankerne vil ikke stoppe. Og hvordan var det, de døde? Alle sammen? Der var noget med, at én havde fået en tagsten i hovedet. Det var vist rabbineren, var det ikke? Jo, rabbineren. Det var bedstemorens onkel (eller var det hendes far?). M. kunne kun huske, at det kraftigt blev insinueret, at det ikke var en tilfældighed, at det var en fra egne rækker – ja, altså ikke helt egne rækker, men en landsmand havde det da været. Ikke engang en af de ukrainske bander, der slagtede jøderne. Nej, en landsmand. Hun kunne ikke huske, hvem der havde fortalt det. Han blev myrdet. Hvorfor? (Og selvfølgelig vidste hun godt hvorfor – fordi han var en anden, en fremmed, han var jødisk, og derfor skulle han væk, det var barnelærdom, at sådan var verden nu engang). Men hvem var det nu, han var? Hvordan var hun relateret til ham? Var det bedstemorens far? Eller var det rabbineren? Og var det en og samme mand? Det var jo sådan en stor familie. Engang. Hvor var de alle sammen? Hun vidste (og huskede), at det overvejende flertal var blevet myrdet. Hun vidste (og huskede), at hun indtil for ganske få år siden troede, at nogle af de overlevende, eller deres efterkommere, pludselig ville finde hende. Opsøge hende. At hun for første gang ville blive en del – en del af en historie og en del af en familie. Hun havde kun mødt en enkelt spinkel gren af familien. I Israel engang. Det var bedstemorens fætter, dennes kone, søn og barnebarn. Det var det. Ét møde. En eftermiddag. M. har et foto, hvor han står og vinker farvel ud gennem den franske altan i Tel Aviv. M. har kun set dem den ene gang. Det var lykkes for ham at flygte ud af rækkerne. De var ellers blevet talt op, jøderne i landsbyen, dengang. De stod dér på lange rækker alle sammen (præcis på så lange rækker som altid beskrevet). Han sammen med de øvrige mænd, hans daværende kone og barn sammen med de øvrige kvinder og børn. Og pludselig så han sit snit til det. Og det lykkedes. Han løb. Alene. Spænende af sted. Han genså aldrig nogen af de andre igen. M. spurgte ham ikke om det den eftermiddag. Hun vidste ikke, hvordan hun skulle begynde samtalen.     

Der er selvfølgelig masser af sko at vælge imellem. Før afrejsen skal de alle afprøves foran spejlet. Det er april, så det kan sne såvel som solstråle. Alle skoene er taget frem. De er taget ud af kasserne og ligger nu i en vældig bunke midt i stuen. Sko i bunker, bunker af sko. (Store sko, små. Kvindesko, herresko, små sko, for små sko, pæne sko, slidte). Sko er vigtige, med gode sko kan man gå længere, med gode sko kan man holde varmen længere, med gode sko kan man muligvis nå at flygte. Ordentlige sko. De skal holde godt fast om foden; helst ikke svuppe af hælen, når foden løftes op. Det er bedst, hvis de passer i størrelsen, det er bedst, hvis de har en tyk sål, det er bedst, hvis der i det hele taget er sko, hvis man i det hele taget kan få fat i sko. Man kan gå længere med sko end uden (men man kan vænne sig til at gå uden). Man kan bestemt gå længere med sko. Man kan komme foran andre i køen med sko. I overlevelseskøen. Man kan handle med sko. Forhandle. Og bytte. Det handler om at have sko. Flere sko. Nok. Man kan bestemt også flygte. På med sko. Hurtigere. Bedstemoren havde altid fastslået vigtigheden af solidt fodtøj. Husk at have fornuftige sko med, sagde hun altid. Måske får du brug for at løbe en tur. M. nikkede altid ivrigt og kommenterede aldrig det faktum, at bedstemoren selv altid gik i højhælede sko (måske mente hun, at hun havde flygtet nok i sit liv, og at hun aldrig mere ville drives på flugt. Måske ville hun vælge at overgive sig, hvis hun atter kom til at befinde sig i en sådan situation. Måske – og sandsynligvis ganske sandsynligt – havde hun fortrængt flugten. Måske havde hun nået sin grænse for flugt). 

M. kigger på sine egne sko. Sølvstiletterne og de guldfarvede ballerinasneakers skal det ikke være. Stiletter i det hele taget? M. elsker dem, men de er bare ikke så gode at vandre rundt i, i Warszawa. Men flade sko. Og hvilke vil i det hele taget gøre sig til en begravelse? Det var oftest meget mere formelt. Det ville blive ilde set, hvis ikke hun tilpassede sig normen. Ikke fra den tilrejsende familie. Fra alle de øvrige. Alle de andre, der måske vil dukke op. Sidste gang havde de undladt at annoncere tid og sted. Så der var de alene, samlet. Sig selv så at sige. Kun den tilrejsende familie.

Høj er hun ikke, M. 1,63. På den anden side synes gennemsnitshøjden lidt lavere dér end i København. Det er mere holdningen. Holdningen bliver bare flottere med stiletter (hun skylder den afdøde at være elegant, synes hun). M. er nervøs. Har længe døjet med en enerverende transportskræk: biler, busser, tog – mest af alt fly.

Snart skal M. med bussen til hovedbanegården, toget til lufthavnen, flyet til Warszawa og en taxa hen til den lejlighed, hun skal bo i. Warszawa tur-retur. Begravelse tur-retur for sidste gang. Hun går ud i køkkenet og hælder calvados i et stort cognacglas. Der er alt for stille. Hun henter en cd og sætter den på det store anlæg inde i stuen. Tilbage til skoene. Alt tøjet er pakket. Mest sort. Når nervøsiteten er ved at få taget i én, må der nogle gange dans til. For at få ladningerne ud af kroppen. Det bliver udvælgelseskriteriet. Hun tager de sko med, som er gode at danse i. Et par åbne stiletter med mange remme, sorte med hvide kanter. Et par knap så høje, lukkede sorte med runde snuder. De nye grønne i ruskind, der er flade og har en kæmpe filtblomst på snuden. Og så et par sneakers. Blå med en rød cirkel på siden. Det er det. Hårbørste, tandbørste, briller, makeuppen er pakket. Lidt mere calva.

M. tror hun skal dø, hver gang hun nærmer sig et fly. Og så er det jo lige meget, hvilke sko man har med. Hun kommer i tanke om sikkerhedsfolderen, som hun engang altid nøje studerede. Hovedet ned mellem knæene, tag iltmasken på, før du hjælper andre, tjek vejen til den nærmeste exit, som både kan befinde sig foran såvel som bag dig, stiletterne skal af, før du glider ned ad nødudgangsrampen. M. har aldrig stiletter på, når hun skal flyve. På de seneste ture har hun ikke læst i folderen, ej heller har hun rettet sin udelte opmærksomhed mod stewardessen og dennes armfægtninger eller den lille monitor, der efterhånden har afløst scenariet. Det eneste, M. aldrig er holdt op med, er at læne sig forover og stikke armen ind under sit sæde. Der er redningsvesten.

M. har altid skoene med i håndbagagen (måske er flugten alligevel altid en mulighed).

M. må af sted. Ud ad døren. Skal bare lige tjekke, at alt er slukket og lukket: komfuret (tjek), tv’et (tjek), lyset (tjek), komfuret igen (tjek), vinduerne (tjek). Låser døren (tjek), begge låse (tjek). Åbner igen og tjekker komfuret (tjek) og skraldespanden (tjek). Låser igen (tjek). Den øverste lås (tjek). 

Grænse

1. den del af et land el. område der støder op til at andet land el. område i form af en konkret linje eller afspærring
2. en tænkt skillelinje mellem forskellige eller modsatte fænomener
3. det største eller mindste mulige mål for noget

græn+se  –  nedertysk grensze  –  polsk granica "grænse" afl. af gran "kant, hjørne"

(Politikens Nudansk Ordbog med etymologi,
2. udgave)

• Afsnittet bringes med tilladelse fra forlaget.
  Du kan tilmelde dig Bogbidder samt læse mere om servicen