Undtagelsen af Christian Jungersen
IBEN
1
"Har de ikke andet i hovedet end at slå hinanden ihjel?" spørger Roberto. Normalt ville han aldrig sige sådan.
Bilen med de fire siddende nødhjælpsarbejdere og to gidseltagere på ladet har holdt her i mindst en time. Vejen foran dem er spærret af udbrændte bilvrag, men det burde være muligt at bakke eller køre direkte gennem de spinkle hytter på vejens sider.
"... Jeg mener, hvad venter vi på? Hvorfor kører de ikke bare gennem flokken?"
Robertos engelsk plejer at være perfekt. For første gang kan man høre en oprindelig italiensk accent. Han hiver efter vejret, sved løber ned over kinden og ind i hans ene mundvig.
Slumkvarteret omkring dem har farve som en nedtrampet og overskidt indhegning for køer. Mudderet under bilen har solen brændt næsten til keramik, det er mærket af dybe spor der er trampet i den sidste regntid. Oven på den støvende slette har nubierne rejst et virvar af gråbrune hytter formet i komøg uden på skeletter af afpillede grene.
Roberto, der hernede er Ibens nærmeste chef, ser på sine tre medfanger:
"... Eller hvorfor kører de os i det mindste ikke ind i skyggen?!" Efter sit udbrud løfter han med en langsom bevægelse hånden op mod underkanten af sine solbriller.
En af gidseltagerne vipper en smule med sin skarpslebne en halv meter lange panga. Han vender øjnene væk fra slumboerne og mod Roberto på en måde der får Roberto til at sænke armen med samme overdrevne langsommelighed som han løftede den.
Iben sukker, og hun må have svedpropper i ørerne, for hun hører lyden af sig selv, larmende som en ventilator der starter. Op ad væggen på den nærmeste komøghytte skråner en meterhøj dynge af rådnende grøntaffald sammenblandet med menneskeekskrementer. Det er lugten af slum som hun kender den. Og her er den kraftig.
"O glorious Name of Jesus, gracious Name. Name of love and power! Through you sins are forgiven, enemies are vanquished, the sick ..." messer den yngste af deres bortførere.
Iben ser op på ham. Han er ikke som de børnesoldater hun skrev om hjemme i København.
Alle kan se han er uerfaren og ikke kan holde til presset. Hele tiden har han været skæv af et eller andet stof, nu slår angsten ham i stykker. Han står med blikket rettet mod det stadig voksende og stadig mere bevæbnede menneskehav der på afstand har omringet bilen. Tårerne løber ned ad kinderne på ham. Hans ene hånd knuger den ridsede, sorte maskinpistol mens den anden gnider på det kors han har om halsen uden på sin røde og blå "I love Hong Kong"-T-shirt.
Drengen må tilhøre en engelsksproget kirke, for han er slået om fra sit eget sprog og rabler sammenvævede engelske bønner og lange bibelcitater af sig i et messende tonefald som var det latin.
"... Surely goodness and love will follow me all the days of my life. And I will dwell in the house of the Lord for length of days ..."
...
Derhjemme er alles lejligheder indrettet som før. Ibens veninder går i det samme tøj og taler om de samme ting. Og selv er hun for længst vendt tilbage til sit normale arbejde. København er så overraskende uforandret - bortset fra at det er blevet efterår.
Det er tre måneder siden Iben blev taget som gidsel og holdt indespærret i en lille afrikansk hytte uden for Nairobi. Dengang vidste de ikke om de nogen sinde ville komme hjem. Det er det hun husker. Hun husker diarréen, de bevæbnede vagter, varmen, angsten. Og så husker hun at det fyldte hele verden.
Nu siger noget i hende at det ikke kan være sandt. For det fylder ingenting. Oplevelserne fra Kenya nægter at passe ind i det rolige liv hun har herhjemme. Det kan umuligt være hende selv der lå på jordgulvet med maskinpistolen i tindingen. Hun husker det på samme måde som man husker en gammel eksperimenterende film man vistnok så ved en natfilmfestival for flere år siden.
Iben er hjemme hos sin bedste veninde, Malene. De skal videre til nogle venner de for få år siden boede på kollegiegang med.
Hun driver rundt i Malene og Rasmus’ stue og venter på at Malene skal komme tilbage fra soveværelset i noget tøj hun kan affinde sig med at have på. Iben har mikset to store Mojitos og er nået et godt stykke ned mod bunden af sin i løbet af de sidste numre på cd’en med Fela Kutis afrofunk.
Malene render ind og ud af stuen, nu stiller hun sig foran spejlet
og siger:
"Hvorfor har jeg altid mere spændende tøj på herhjemme før vi går til festen, end jeg ender med at have på derhenne?"
Hun ser på sig selv i en sort, delvis gennemsigtig kjole der passer bedre til en nytårsfest end til en fredag aften hos en veninde der altid selv går i sweatere og netop er blevet færdiguddannet som biolog.
Iben svarer:
"Fordi vi går til nogle kedelige fester."
Malene er allerede på vej tilbage mod sit soveværelse for at finde noget mere afdæmpet. Iben råber efter hende:
"... Og i aften kan du godt regne med at det bliver stille ... hos Sophie!"
Hun holder en pause som om hun med Sophies navn har sagt det hele, og hører Malene lave en fjollet stemme i soveværelset: "Ja – hos Sophie." De griner.
Iben sipper fra sit glas mens hun endnu en gang studerer bogryggene i reolen. Bøgerne er tit det første hun går hen til når hun kommer i en ny lejlighed. Ved fester stiller hun sig foran reolen og skimmer diskret hjemmets læsestof mens hun gennem mylderet af bogryggenes titler og forfatternavne hører de andre gæsters indledende snak.
Malenes bogrygge kender hun, så hun piller en tyk samling antropologiske artikler ud af reolen og vugger omkring med den til et langsommere nummer. Hun har drukket nok til at have en glad krilrende fornemmelse i kroppen.
Mens hun næsten danser med bogen, trykker hun med et håndled det kolde romglas ind mod brystet og læser om Xingu-indianerne hvor pigerne som overgangsritual til voksenlivet spærres inde i små mørke aflukker. Derinde ligger de i op til tre år. Når de kommer ud til sollyset igen, er de buttede, blege og har langt tjavset hår. Først nu er de i stammens øjne rigtige kvinder.
I reolen ligger også det videobånd med Ibens tv-optrædener Rasmus optog efter at hun vendte hjem fra Kenya. Dansk Center for Information om Folkedrab, hvor hun er informationsmedarbejder, havde udlånt hende til en international organisation der støtter forsoningsprocesser og forsker i de indledende stadier af folkedrab.
Hun tager en kiks fra en pakke på sofabordet og sætter båndet i maskinen uden at skrue ned for musikken.
Først står hun midt på gulvet og kigger på sit eget ansigt på tvskærmen. Så sætter hun sig i Malene og Rasmus' store sofa.
Når Iben ser det videobånd, kommer hun nogle gange til at grine. Det er som om en lille marionet-Iben sidder i TV2-Nyhederne og TVavisen og spiller klog og alvorlig. Som om Iben dengang fortalte løs om en fremmed kvindes oplevelser.
Men så er der også billederne fra slummen, fra de befriede gidslers ankomst til den amerikanske ambassade. Og fra pressemøderne dér.
Hun studerer de billeder - hver gang er de lige nye og fremmede.
Malene vender tilbage, med en svag duft af parfume og i en tynd nougatfarvet kjole. Hun har en figur der egner sig til kjoler, desuden tykt rødbrunt hår og altid lidt farve i huden. Det er let at forstå mændene. Der er noget appetitligt over Malene. Som om hun var en stor, gylden og glat karamel.
Malene ser med det samme hvad Iben har sat i maskinen. Hun siger ikke noget, giver hende bare et lille klem på skulderen og sætter sig i sofaen ved siden af hende.
Iben skruer ned for musikken så de kan høre Roberto fortælle TV-avisens journalist:
"Iben sagde at mens vi var fanget, skulle vi blive ved med at fortælle hinanden hvad der var sket. Vi skulle gentage og gentage os selv indtil vi nærmest havde tømt ordene for indhold ..."
Interviewet med ham foregår på Italiens ambassade i Nairobi. Efter befrielsen tog det længere tid for Roberto end for de andre før han efter psykolog- og lægebehandling var klar til at rejse hjem. Til interviewet har han for en gangs skyld taget sine solbriller af, han ser tynd ud og smiler:
"... Iben forklarede at en række undersøgelser viser det er sådan man bedst forebygger posttraumatisk belastningsreaktion."
TV-avisen vender tilbage til studiet i København hvor Iben fortæller studieværten:
"Det afgørende for den forebyggende behandling af posttraumatisk belastningsreaktion er at man hurtigst muligt indleder sin debriefing. Vi vidste jo ikke om vi skulle være indespærret i månedsvis, så vi måtte allerede under fangenskabet strukturere et forløb hvor vi ..."
I Malenes stue sukker Iben højt. Hun rækker ud efter sin drink:
"Jeg virker helt utålelig."
Malene siger:
"Du er ikke spor utålelig. Du ved bare noget de fleste ikke ved."
"Men lige det der skal journalisterne altid trække frem. Som om jeg er en slags psykologinørd. Som om jeg ikke har følelser fordi jeg tænker mig om."
Malene giver Iben et kærligt knips på den ene hånd mens hun sætter sin drink tilbage på bordet. Hun smiler:
"Eller også er de bare fascinerede af at du var så effektiv i en lille kolorthytte, ikke? Du er en helt. Du er bare ikke vant til at være en helt. Hvem har prøvet at være inden i en helt?"
Iben ved ikke hvad hun skal sige. De griner, og Iben nikker mod Malenes kjole:
"Du ved godt selv at du ikke kan have den der på hos Sophie?"
"Ja."
De næste indslag på båndet er Ibens optrædener i Go' morgen Danmark og i Deadline.
På billederne ligner hun et rigtigt udendørsmenneske - noget hun ellers aldrig har gjort herhjemme. Iben har lyst hår i skulderlængde, det er tykt, men plejer at være helt uden det spil af varme nuancer som solen ellers giver de fl este andre blondiner. Først i Afrika var lyset stærkt nok til at give hende reflekser i håret. Hun har bestemt sig for at hun fremover vil prøve at få en frisør til at lysne det på samme måde.
På tv har hun også en flot hudfarve, næsten ligesom Malenes. Siden interviewet blev optaget, har hun herhjemme hurtigt genvundet sin sædvanlige bleghed og dermed i perioder sine mørke rande under øjnene - en stor blegblå halvmåne under hvert.
Randene er mere markante end hun synes de bør være før man fylder tredive. Straks hun kom hjem, købte hun derfor ligesom Malene klippekort til et af de mange små solarier på Nørrebro. Nu skulle hun vedligeholde det udseende hun havde opnået. Men hun måtte indse at hun ikke har psyken til at ligge og svede i en larmende maskine. Så projektet er allerede gået i sig selv.
Alle journalisterne har selvfølgelig den samme standardformel for hvordan denne type historie skal skæres: Iben kunne sige hvad som helst, de ville alligevel redigere det sammen til at hun var en idealistisk dansk pige der i mødet med den store, farlige verden viste sig at være en helt.
Især hev de fat i hvordan hun, efter selv at have reddet sig i sikkerhed fra gidseltagerne, alligevel løb tilbage mod de andre fanger på bilens lad. Hvordan hun midt i tumulten råbte ad de voldelige politimænd for at få dem til at skifte side.
Dernæst citerede aviserne hvordan de andre gidsler beskrev Iben som "den stærke i gruppen".
Et af gidslerne blev ringet op hjemme i USA af de københavnske formiddagsaviser og presset til at udtale: "Hvis Iben ikke havde været i gruppen, er det ikke sikkert at det var endt godt."
Efter en uge forsvandt mediernes interesse igen. Lige så hurtigt og ukontrollabelt som den var opstået. Gruppens fangenskab varede kun i fire dage, så Iben blev aldrig en af de store gidselberømtheder, og nu er der ikke længere journalister der interesserer sig for hende.
Iben mærker hvordan Malene forsøger at se på hendes ansigt om "der er noget".
Iben siger:
"Det er helt i orden. Gå bare ind og skift."
"Er du sikker?"
"Ja ja."
Malene og Rasmus" lejlighed er i en overgangsfase: Over ryglænene på to af de billige IKEA-klapstole ligger der stadig indianske tæpper købt i Mellemfolkeligt Samvirkes butik "Verdenshjørnet". Ligesom de billige polynesiske figurer i fyrretræsreolen stammer de fra dengang Malene læste Internationale Udviklingsstudier på RUC.
Nu er det tre år siden hun tog sin eksamen. Hendes studenterjob på Dansk Center for Information om Folkedrab blev samtidig til et rigtigt job, så hun senere også kunne hjælpe Iben ind på centret. I samme stue står den dyre nye italienske sofa og to arkitekttegnede danske 1960'er-lænestole. Både Malene og Rasmus tjener pænt, og de har fået råd til trin for trin at gøre lejligheden mere eksklusiv.
Rasmus' smag mærker man imidlertid ikke meget til. Efter at han blev færdig med sin uddannelse i filmvidenskab, var der ingen jobs, så nu arbejder han på messer og møder i hele Europa med at sælge hardwarekomponenter der forbedrer computeres overførselshastighed til og fra lyslederkabler. Han tilbringer mere end halvdelen af året i udlandet og har især sat sit præg på lejligheden med to reoler filmbøger og en kæmpe stak rod der et halvt år har ligget i soveværelset.
Telefonen ringer, og Iben ved at hun bare skal tage den. Hun genkender mandestemmen i røret, dens dybe jyske tonefald har hun hørt i P1's udenrigsjournalistiske program Orientering. Det er Gunnar Hartvig Nielsen.
Iben kalder på Malene der vender tilbage i jeans og en stilfærdigt farvet silkebluse. Det må være hendes endelige bud på tøjet til i aften, for hun har lagt øjenskygge, men endnu ikke læbestift.
Iben kan høre at Malene siger nej til et forslag om at hun og Gunnar skal spise middag i aften. I stedet inviterer hun ham med over til Sophie.
Da Malene har lagt på, undrer Iben sig:
"Gider han det?"
"Ja da."
"Jamen, hvad skal han dér?"
"Møde nogle mennesker, se mig, have det sjovt som os andre."
"Ja, selvfølgelig."
Iben slukker for fjernsynet og går med Malene ud i badeværelset hvor Malene lægger sin makeup færdig.
Første gang Iben stødte på Gunnar Hartvig Nielsens navn, var for en del år siden på kollegiet. Hans mange artikler og kronikker om international politik blev nærlæst i kollegiegangens fælles avis, Information. Især rapporterne fra Afrika blev beundret og diskuteret i gangkøkkenet.
Og så var der hans egen historie som man indimellem fik den fortalt i portrætartikler. Ligesom Malene var han kommet til byen fra Midtjylland - men fra en hel del længere ude på landet. Hans forældre var landmænd, efter studentereksamen rejste han som nittenårig med et udviklingsprojekt til Tanzania hvor han lærte sig swahili og derefter drog videre rundt i Afrika i tre et halvt år.
Da han kom hjem, skrev han en bog om Afrika, Overlevelsens rytme, som blev udbredt blandt unge rygsækfarere og mennesker med interesse for international politik - især de mere venstreorienterede.
I en alder af femogtyve blev han en kendt journalist og kommentator ved Information. Siden da boede han i afrikanske lande i flere omgange. Han forsøgte at tage en universitetsuddannelse mens han for Information dækkede topmøder og konferencer i New York og Dar es Salaam. Men han droppede ud af studiet efter lidt over et år.
I Iben og Malenes senere studieår holdt han imidlertid op med at skrive fast i aviserne, og han tabte noget af sin position som en af venstrefløjens stjerneskribenter.
Da Malene for fire år siden fik et studenterjob i Dansk Center for Information om Folkedrab, kunne hun fortælle Iben hvor han var forsvundet hen. Hun interviewede ham til en artikel om det kolossale og upåagtede folkedrab i Sudan. Gunnar var nu først i fyrrerne og arbejdede som redaktør af Danida's magasin Udvikling.
Han fortalte at når han havde taget jobbet som redaktør i Danmarks organisation for ulandsbistand, var det fordi han efter sin skilsmisse var nødt til at have en indkomst der kunne betale både børnebidrag og en lejlighed med to børneværelser. Nu skrev han mindst lige så gode artikler til Udvikling, men det var der ikke mange uden for de særligt interesseredes kreds der opdagede.
Dengang kunne Iben, som stadig studerede litteraturvidenskab, misunde sin veninde at hun gennem sit arbejde mødte så mange spændende mænd og i kraft af sit udseende fi k opmærksomhed fra en god del af dem. Misundelsen blev ikke mindre da Malene en dag fortalte at Gunnar havde inviteret hende ud at spise.
Det blev til flere middage, Malene og Gunnar alene sammen på restauranter over hele byen. Men aldrig til mere end det. Malene elskede deres middage, men Gunnars kraftige krop, hans "desillusioneret socialist"-stil og især hans alder gjorde at Malene ikke kunne tænde på ham. Nogle gange beklagede hun sig også til Iben: Hun kunne føle sig tynget under presset fra hans store bedende hundeøjne.
Iben havde dengang sagt:
"Det er måske ikke helt i orden at gå ud og spise den ene middag efter den anden på hans regning når han er forelsket i dig og du ikke vil i seng med ham?"
"Jamen, vi har det begge to enormt hyggeligt sammen. Han har selv sagt at han ikke forventer det bliver seksuelt."
"Men skal han så betale?"
"Nej, det er også kun når han gerne vil på restaurant og jeg er flad. Jeg ville også betale for ham hvis han ikke havde råd."
Heller ikke da Malene blev kæreste med fl otte unge Rasmus, kunne han stoppe hendes middage med den ældre beundrer. Iben hørte Malene sige: "Rasmus, der er jo ikke noget seksuelt i det. Han er bare en god ven." Rasmus insisterede imidlertid på at hun hver gang betalte sin del af regningen, og det gjorde hun så derefter.
Mens Iben og Malene taler om hvem de kommer til at møde i aften, sluger de hurtigt nogle rester i køkkenet.
I entréen, ved siden af de marmeladeglas og tomme sodavands- og vinfl asker der skal ned i genbrugscontaineren, skifter Malene til et andet par af de dyre ortopædiske sko der er nødvendige på grund af leddegigten. De bunder deres Mojitos - og så af sted.
...
Iben og Malene hænger deres overtøj på knagerne i den snævre gang hvor der allerede lugter af franske kartofl er, mennesker og vin.
Sophie kommer ud fra stuen. Efter de første "Hej"-råb og omfavnelser får hun øje på Malenes tøj og makeup. Hun siger:
"Det er altså ikke en rigtig fest."
Nogle af Sophies venner maser sig ud ad døren bag hende og skubber hende i ryggen. Hun bliver distraheret et øjeblik og ser så igen på Iben og Malene med sine store runde øjne:
"... Det er bare en sammenkomst. Jeg skal jo rejse i overmorgen."
Sophie, der har langt hår og en blå anorak som eneste overtøj, boede for fire år siden på kollegiegang med Iben og Malene, hun har i telefonen fortalt at hun er på vej til Canada hvor hendes kæreste der også er biolog, arbejder de næste to år.
En af Sophies venner råber:
"Nå, der har vi helten!"
Og fra en gruppe kollegiebekendte længere bagude i gangen hører Iben noget med:
"... løb tilbage for at beskytte de andre i stedet for at redde sig selv."
Iben smiler og gentager for gud ved hvilken gang:
"Jeg anede ikke hvad jeg gjorde. Det var helt uoverskueligt og forvirrende."
"Det er netop det der gør dig til helt, Iben. Dine instinkter. Når du kun har et sekund til at vælge i."
Sophie giver Iben et ekstra klem, hun ser hende ind i øjnene og siger:
"De fleste ville være stukket af."
Sophies stue er fuld af kendte ansigter. For fem år siden var de alle sammen studerende i begyndelsen af tyverne. Iben kan huske hvordan de om søndagene flød i græsset når der var koncert i Fælledparken. Næsten alle er færdiguddannede nu, en del har jobs, men endnu flere er på understøttelse - eller supplerende understøttelse. Alt for mange er snublet i arbejdsmarkedet, men understøttelsen er betydelig højere end den SU de har været vant til, så de er alligevel mindre fattige nu. Karriereveje og -blindgyder tegner sig, nogle har fået børn, enkelte liv er kastet i helt uforudsete retninger.
Overalt i det dunkle lys fra få svage lamper står og sidder de, snakkende med deres rødvin eller øl i hånden. Iben og Malene ser på hinanden: Dans er udelukket, tre mødre går rundt med babyer på armen.
Iben bliver ved med at få spørgsmål om Nairobi.
Hun smiler tilbage:
"Ved du hvad, jeg er blevet spurgt så meget om det. Jeg orker ikke rigtig at fortælle mere. En anden gang. Hvad med dig, hvordan gik det med ...?"
Efter en runde placerer hun sig i et hjørne hvor hun halvt sidder på en bordkant, halvt står. Sammen med en nyuddannet, men allerede alkoholiseret tandlæge udveksler hun minder fra nætter på Rust, og så ser hun Gunnar komme ind ad døren i den anden ende af stuen.
Engang kaldte Malene ham "et stort brød", så Iben fik det indtryk at han var John Goodman-stor. Nu ser hun at han i stedet er Gérard Depardieu-stor.
Malene rejser sig fra en oppustelig lænestol og går ham i møde.
Tandlægen vender sig efter hende. Iben knaser en chip og tænker: "En del kvinder ville blive irriterede på en veninde der har den effekt på hver eneste fyr de møder." Hun ser Malene trække Gunnar tilbage i entréen hvor de kan tale i fred.
Senere sidder Iben i sofaen og snakker med en god ven af Rasmus. Vennen har en neonblå jakke på med markerede syninger, han fortæller stolt at han er blevet tekstforfatter på et reklamebureau. Han taler højere end sidst og griner mere insisterende:
"Alt humanitært og humanistisk - der er ingen penge i det."
Han ser Ibens ansigtsudtryk og dæmper sig:
"... Det er til at leve med. Men arbejdsløsheden, den er ikke til at holde ud, og måden arbejdsgivere behandler én på. De ved at der er tusind cand.mag.er de kan vælge og vrage imellem. De er så skide ligeglade."
Nogle af de nærmeste vender sig og lytter med. Dem taler han så også til.
"... På et godt reklamebureau bliver du behandlet helt anderledes! Direktørerne ved at der er meget få der har talent for reklame og samtidig kan holde ud at være i branchen." Og så siger han med et smil: "Den kan godt være ret klam."
Reklamebureauet har et navn som Iben åbenbart bør kende:
"Vi har været i tv - ligesom dig."
Iben hælder juice op i sit tomme plasticglas mens hun holder øje med Gunnar der er kommet tilbage i stuen. Der er ikke det rend af piger omkring ham som hun hjemmefra havde forestillet sig. Måske er de generte, eller måske synes de kun han er værd at flippe over på et kollegiekøkken og ikke i virkeligheden. Måske er han bare blevet for gammel til dem - ligesom til Malene.
Rasmus' ven udbygger sin pointe ved at fortælle hvordan alle medarbejdere på hans reklamebureau blev inviteret til tre dages julefrokost i Barcelona og hvordan det kan betale sig for bureauet fordi det kun er en meget lille udgift i forhold til deres lønninger.
Måske er det tilhørernes blikke der får Iben til som en distræt rutine at kaste sig ind i et forsvar for det alle de andre står for. Hun går til ham med hele den sædvanlige omgang: "Livets sande værdier". "Penge er ikke det vigtige". "Hvad lever man egentlig for?" "Hvor fører det valg dig hen?"
Men allerede mens de diskuterer, mærker hun hvordan de kører denne gamle livsstilskonfrontation på repeat. Som var de begge udslidte politikere i valgkampens sidste dage hvor man kan forudsige den andens argumenter alt for mange kedsommelige træk frem.
Hun styrer bevidst sin øjenkontakt væk fra diskussionen og forsøger i stedet at koble sig på en samtale mellem to fremmede der sidder på den anden side af sofabordet.
Men Rasmus' ven har mere at sige:
"... Jeg ville da også gerne have et job som det du har. Informationsmedarbejder. Noget humanitært, mening, gøre noget godt, sådan noget."
Han stryger sig over sin blå jakke:
"... Hjælpe verden! Men det er jo ikke til. Det er ikke det der er brug for."
Han stopper op og morer sig med et lille grin over det paradoksale i det han selv siger, fortsætter så:
"... Hvis man vil hjælpe verden, får man aldrig et arbejde."
Da han endelig tier, ser han underligt fjern ud. Indtil han med et pludseligt ryk igen vender ansigtet mod hende:
"... ja, bortset fra dig og Malene selvfølgelig!"
På et tidspunkt havner Iben foran en sammenklappelig barneseng der ligner campingudstyr af aluminium og nylon. Hun balancerer et næsten fuldt rødvinsglas og tre knækkede kiks, og pludselig er Gunnar ved siden af hende.
Hans spørgsmål er anderledes og kort:
"Hvordan er det at være hjemme igen?"
Den rolige stemme fra telefonen.
Hun ser på ham. Gråblå øjne.
Hun siger:
"Jeg ved ikke rigtig om jeg er det."
De griner.
Iben ved ikke hvor hun skal kigge hen. Sophie spiller en af Buddha Bar-cd'erne. I den anden ende af den mørke stue går Malene hen til en umagelig træstol og sætter sig. Som den eneste herinde ved Iben hvordan det ser ud når Malene får ondt i fødderne. Hun kan se at Malene snart vil hjem.
Gunnar fortæller om sit interview med Rwandas præsident Habyalimana i Dar es Salaam. Han lavede interviewet kort tid før præsidentens fly blev skudt ned og præsidentens enke iværksatte de påståede hævndrab på 500.000 af landets tutsier.
I sine egne hænder har Gunnar holdt de tunge, sømbesatte trækøller der gennemhullede kranierne på mange af ofrene. Han siger:
"Du ved sikkert at mange drab skete i kirkerne som tutsierne flygtede ind i. Det tager tid at slå et menneske ihjel med de landbrugs- og husholdningsredskaber der var til rådighed. En almindelig ting at gøre, stillet over for hundreder af mennesker der skulle slås ihjel, var med det samme at skære begge akillessener over på dem alle sammen. Så kunne de ikke løbe væk. Derefter havde morderne tid til at gå rundt og slå dem ihjel én efter én. Det kunne let tage en hel dag."
Sammen med Gunnar kan Iben huske sine tre måneder i Nairobi før tilfangetagelsen. Opholdet dernede var noget der skete for hende. Hun fortæller om alt det vidunderlige dernede som mange ikke forstår. Gunnar elsker Afrika.
De trækker til siden hvor de begge to kan læne sig op ad Sophies stigereol. Som lå de ved siden af hinanden på en lodret seng af bøger. Hun ved ikke hvor lang tid der går.
Han har en grå T-shirt på under skjorten så ingen brysthår er synlige i halsåbningen, men på hans håndled stikker små gyldne hår frem fra skjorteærmerne.
En forbipasserende kommer til at give Iben et skub, og hun opdager at hun har stået med halvåben mund og hængt lidt for længe med blikket op mod hans regelmæssige ansigt og lange spændende forklaringer. Hun virrer kort med hovedet som en hund der kommer op efter at være faldet i vandet fra en badebro.
Jeg må hellere finde et andet sted at gå hen, tænker hun. Men hun opdager at Malene allerede står ved siden af dem. Iben tænker: Det er ikke godt det her.
Malene ser ikke på Iben. I stedet fortæller hun Gunnar om en sjov oplevelse hun havde på Dansk Center for Information om Folkedrab med en af hans journalistvenner.
Iben vil ud i køkkenet og finde noget vand.
Gunnar griber fat i hendes håndled:
"Det kan være jeg render ind i dig på Metrobar."
"Metrobar?"
"Ja, har jeg ikke set dig der? Caféen lige ved siden af Radiohuset. Jeg kommer der selv fl ere gange om ugen."
"Nej, der ..." Iben opdager hvad han siger, og ser kort over på Malene.
Malene giver Gunnar et klap på hans store skulder:
"Jeg kom egentlig også bare over for at sige jeg er nødt til at gå nu. Mine fødder ..."
Malene smiler et stort farvelsmil uden at færdiggøre sætningen.
Gunnar og Iben nikker. De ser tavst på hendes gigtplagede hænder og fødder.
Malene smiler igen til dem og spørger:
"Iben, har du lyst til at følges?"
